Nikolaj Arcel: Bastarden | The Promised Land (2023) [Bodilprisen 2024]

HUNDREDE KILOMETER BORTE
En western fra 1750ernes Jylland

Af BO GREEN JENSEN

BASTARDEN er Ludvig »von« Kahlen, uægte søn af en kokkepige og en herremand. Han har lagt sin plan om at opdyrke heden i Jylland gennem 25 år som lejesoldat i den tyske hær, »Scholtens Geworbne Infanteri«, mens han avancerede fra rekrut til kaptajn. Han er 54 år, da han kommer til Alheden uden anden ballast end sin stolthed, forurettelse og en brændende ambition om selv at blive herremand.

   Antagonisten er Frederik »de« Schinkel, kammerherre, landsdommer og arving til godset ved Hald. Kahlen vil kolonisere landskabet, så han kan sætte et »von« i sit navn. Den privilegerede Frederik har selv sat »de« foran Schinkel. Han betragter heden som sin egen jord og har planer om at udnytte den, når midlerne fra hans formæling med den norske adelsfrøken Edel kommer i hus.

BEGGE mænd har faktisk levet, Ludvig von Kahlen fra 1700 til 1774, Frederik de Schinkel (eller Skinkel) fra 1719 til 1794. Forfatteren Ida Jessen beskriver deres skæbner i romanen Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020. Især tager hun afsæt i den historiske uvished, der er et frodigt rum for fantasien. Som Jessen siger i en note til slut:

»Selv om mange af personerne altså har eksisteret i den virkelige verden, findes der så lidt nedtegnet om dem, at der har været rig mulighed for at fabulere, og det har jeg gjort, ligesom jeg visse steder har tilladt mig at flytte datoer og årstal.«

Meget af stoffet har ligget til benet, da Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen gav sig til at bearbejde romanen. Alligevel er Bastarden en betydelig bedrift. Det litterære liv er oversat til majestætiske billeder. Heden bliver en kolossal metafor. Især de vilde naturscenerier er forløst med visionær styrke:

»Det er oktober. Vinden hyler over heden. Den kommer ude fra havet hundrede kilometer borte og møder ingen modstand, før den rammer kaptajnens hus. Vinden slår mod ruderne, banker ned i skorstenen, river i de tykke egeplanker, der er bragt ud til heden helt fra skovene i Silkeborg. Der bor onde djævle i vinden, den pisker jorden med regn, den hviner og tuder.«*

DEN jyske hede var Danmarks tundra, et uopdyrkeligt steppelandskab, som ikke stod tilbage for ørkener i Asien, Amerika og Australien. Heden lå øde hen i århundreder. Kun vildmænd, lovløse og udstødte færdedes på prærien. Alene af den grund giver det mening at betragte Bastarden som en dansk western.

   I skolen lærte vi om ingeniøren Enrico Dalgas (1828-1894), som grundlagde Hedeselskabet og forvandlede vildmarken til frugtbart agerland. Det blev gjort ved at grave i jorden og rette åerne ud. Nu er heden fredet i klasse A, og i nyere tid har man arbejdet på at udbedre topografien. Kultiveringen af heden var i mange henseender en økologisk katastrofe – som stordriften, der ødelagde den amerikanske landbrugsjord i 1930erne – men i 60erne var det stadig en heltefortælling. Vi lyttede ikke opmærksomt. Det var en fjern og uvedkommende historie om et sted, som vi tog for givet.

   Kahlen ankom 100 år før Dalgas. Hans forsøg på at opdyrke heden – som faktisk bar frugt i ti år, før han opgav – hørte vi aldrig et ord om. Bastarden og hans spejltvilling, den onde Schinkel, lever i en kronologisk parentes, der vil lukke sig om dem og blive til sand. »På hede, der ikke anvendes, dør lyngen i løbet af ca. 25 år og efterfølges af revling og bølget bunke,« kan man læse i Den Store Danske på lex.dk. Sådan er det gået for stræberen Kahlen, som kom til heden og blev et helt menneske.

FILMEN er som skåret eller hugget i granit. Vi ser Kahlen iføre sig den slidte paradeuniform og få foretræde for embedsmændene i Rentekammeret. Han vil allerhelst tale med kongen, men det kan han skyde en hvid pind efter. Frederik den 5. har travlt med sit eget. Vi ser ham fra ryggen én enkelt gang.

   De bløde mænd med silkeveste og pudrede parykker ligner dekadente bureaukrater på et satirisk kobberstik af briten George Cruikshank. Vi er i den danske udgave af tiden, hvor Henry Fielding skrev picareske romaner som The History of Tom Jones, a Foundling (1749). Herhjemme var Ludvig Holberg i gang med at måle klasseforskellen op.

   Da Tony Richardson filmatiserede Tom Jones – og fik en Oscar for arbejdet i 1963 – brugte han talrige modernistiske stilgreb. Albert Finney brød den fjerde væg, når han talte direkte til publikum. Også Stanley Kubrick holdt ironisk distance, da han instruerede Ryan O’Neal i sin med rette beundrede Barry Lyndon (1975). Sofia Coppola fylder Marie Antoinette (2006) med anakronistiske tricks. Arcel kunne selv være metabevidst i En kongelig affære (2012).

   Der er intet af alt dette i Bastarden. Her bliver det igen et spørgsmål om at komme tæt på og være tilbage. Det er næsten som med heden i Jylland. Verden skal gøres så skæv, som den var. Det gælder om at generobre uskylden og oprindeligheden.

   

KAHLEN fortrækker ikke en mine, da hans projekt bliver latterliggjort. Han spilles af Mads Mikkelsen med autoritet og fuldkommen indlevelse. Der er en antydning af foragt i de dirrende næsefløje. Og aldrig bare skyggen af et smil eller nogen varme i blikket. Nogle af de ting kommer med tiden, ude på heden, da gården Kongenshus er rejst og kan ses på en afstand af 12 kilometer.

   Embedsmændene, der har Søren Malling som en slags talsmand, enes om at give Kahlen grønt lys. Han vil selv jo finansiere projektet med sin pension (hvordan den så skulle række til det), og for så vidt kunne man love ham at blive kejser af Rusland. Det vil alligevel ikke lykkes. Mange har prøvet og fejlet. Det mørke Jylland er stadig en ørken, som den krævende konge gerne ser brugt. Dengang som nu handler alting om penge og status, i hvert fald i den materialistiske verden. Og findes der egentlig andre?

   Ergo får Kahlen sin tilladelse. Filmens første 20 minutter er en montage af berusende scener, hvor manden kæmper alene på heden, hugger, stikker og borer i jorden, mens elementerne raser. Fotografen Rasmus Videbæk har mesterligt omsat naturen fra bogen:

»Ved totiden lægger han magasinet ned i kassen med bøger. Han er for træt til at skrive i logbogen. Han lægger sig på sin lyngseng med støvlerne på og trækker frakken op over sig. Han lukker øjnene og indsnuser lugten af halm, der sidder i hans ærme. Så falder han i søvn. Denne gode nat. Stjernerne over teltet. Den vilde himmel pulserer af lys, Mælkevejen banker af hvidt uroligt lys. Men kaptajnen sover og ser det ikke. Kaptajnen sover.«

Der er præcis den samme følelse i filmen. I Bastarden har stof, forfatter og filmskabere virkelig fundet hinanden. Alting går op i en sanselig ligning.

ANN Barbara Nielsdatter bliver spillet lige så fornemt af Amanda Collin. Collin har en indbygget, hård kvalitet, der kan bruges sympatisk eller lakonisk, ganske som Mikkelsens fine register. Her er hun først og fremmest hans fælle. Kun Ann Barbara ser hele manden. Kun hun kan sige ham imod – og fordi hun gør det sjældent, lytter han.

  Ann Barbara er en fiktiv karakter. Hun kommer ind i kaptajnens liv som hans husholderske. Den svenske præst (Gustav Lindh), som drømmer om at rejse en kirke på heden, er så godt som alene om at se de store muligheder i Kahlens projekt. Han har skjult Ann Barbara og hendes mand, fæstebonden Johannes Eriksen (Morten Hee Andersen), der er flygtet fra despoten på Hald.

   Ann Barbara og Johannes er de eneste, som vil arbejde for Ludvig Kahlen. Det er strafbart at hjælpe flygtende bønder, som under stavnsbåndet er herremandens personlige ejendom. Han kan bruge og tage deres liv som han vil. Det er noget af det bedste ved Bastarden. Filmen gør slaveriet konkret.

JEG har forbehold omkring slutningen. Men Bastarden er et stort epos med mange små sidehistorier og en overordnet ambition, der kan måle sig med Kahlens stræben. Arcel lægger stoffet til rette, så man accepterer at være tilbage i tiden, mens man føler med de stærke karakterer. Man er mere end et publikum. Nogle film betoner distancen. Bastarden vil have os til at leve med – og det lykkes.

   For at nå denne trancelignende tilstand, må man ikke vide for meget på forhånd. Man skal gøre sine erfaringer i samme tempo som kaptajnen og Ann Barbara. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen med en detaljeret synopsis. Det er en gennemført og medrivende film, som virker på snart sagt alle niveauer.

SIMON Bennebjerg giver Frederik Schinkel en påfuglevifte af skabagtige og irriterende manerer, som han nyder at udfordre sine omgivelser med. Frederik er ondskabsfuld og forkælet, men han er også intelligent. Han vil markere sit fællesskab med Kahlen, som en rest af anstændighed i ham respekterer og frygter, men han må samtidig demonstrere den sociale afstand. Schinkel repræsenterer et moderne, absurd verdenssyn og fører lange monologer om kaos og Gud i naturen, som Kahlen aldrig byder ind i.

   Værst er vel en djævel, som ved, hvad han gør. Schinkel får sine fæstebønder tortureret. Da han har lyst til at dræbe sin forlovede, myrder han kammerpigen i stedet. Han gør det uden at blinke. Vi ser, hvad han gør ved Johannes. Eller vi tror, at vi ser torturen med kogende vand. Faktisk er scenen et skoleeksempel på, hvordan man lader fantasien arbejde. Det er næsten som brusersekevensen i Alfred Hitchcocks legendariske Psycho (1960). Der er intet smeltende kød.

DET er med skildringen af barnet, sigøjnerpigen Anmai Mus, at Bastarden træder i fuld karakter som et romantisk kunstværk. Anmai Mus er et livstykke, som inkarnerer naturen. Kaptajnen møder hende første gang, da han forsvarer sig mod taterne, der som de eneste trives på heden, hvor de kan være i fred. De har intet til overs for normaliteten. I en western ville de være den oprindelige befolkning.

   Da Schinkel driver arbejdsstyrken på flugt, vender Kahlen sig til taterne og får overbevist lederen Hector (Magnus Krepper) ved at give ham sin dyrebare medalje og en væsentlig andel af høsten. Det er længe en hemmelighed, hvad Kahlen planlægger at dyrke på heden. Jeg vil derfor ikke røbe den hér.

   Da Kahlen har bragt Anmai Mus sikkert tilbage, lægger hun en stav for hans fødder. Hector forklarer, at hvis han tager den op, bliver han en del af hendes stamme eller klan. Så Kahlen lader staven ligge. Han vil for det første holde sig fri af følelser. For det andet synes han (som alle andre), at han er hævet over romaerne. Staven fungerer i filmen som Tjekhovs gevær. Eller Hedda Gablers pistoler. Det er den dramaturgiske regel, som siger, at hvis man i første akt ser et våben på væggen, vil det med sikkerhed blive affyret til slut. Staven bliver kastet og samlet op flere gange.

PÅ heden bliver Kahlen omsider en god mand. Eller han realiserer sit potentiale for godhed. Det sker i små ryk, og der er mange mellemregninger, men der kommer en vidunderlig tid, hvor alt ved tilværelsen lykkes. Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus bliver en lille familie i vinden. Ludvig lærer sin datter at regne og skrive. Da han bliver udnævnt til landmåler, er hun hans lærling. Han glemmer frøken Edel (Kristine Kujath Thorp), indtil luksuskvinden er der igen. Kahlen nyder dagene. Som selvsagt ikke varer evigt, men det bliver nuet blot sødere af.

   Melina Hagberg er mageløs som pigen, der kalder ham »Bette Far« på sit syngende sprog. Kahlen står meget igennem og modstår mange fristelser for at realisere sin drøm. Han undlader ofte at reagere, fordi det tjener ham bedre at lade Schinkel rase efter behag. På denne tid anfægter man ikke hierarkiet.

   Der kommer et turning point, som står mejslet, da lykken atter vender for Kahlen, og han forpasser sin chance. Kolonisterne – som er tyske migranter – kræver, at det hedenske heksebarn bliver fjernet. Han raser i afmagt og vælger forkert. Ann Barbara er målløs. Kahlen svigter kærligheden – og bruger resten af livet på atter at gøre det godt.

   Sådan viser man, at der findes karma i verden – og sådan skriver man et stærkt manuskript.

MADS Mikkelsen er en formidabel håndværker. Man har ikke følelsen af at se på en stjerne, som spiller stort skuespil. Man ser karakteren, som han tager på sig. Ludvig Kahlen er en af de typer, han tolker allerbedst: manden, der ikke vil give sig og rejser sig uanset, hvilke slag der kommer. Han er som One-Eye i Valhalla Rising, (2009), Lukas i Jagten (2012), Jon Jensen i The Salvation (2014), Overgaard i Arctic (2018), Tonny i Pusher II (2004).

   Mikkelsen spillede Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières 2013-filmatisering af historien bag Heinrich von Kleists novelle. Kohlhaas er manden, der ikke vil svigte sine principper og fører krig mod herremanden for princippet og to oksers skyld. Han betaler samtidig prisen for hævngerrighed, for aldrig at kunne hvile eller bøje af. Hans sejr giver derfor ingen katarsis.

   Figuren er brugt på film mange gange, blandt andet i westernregi. John Cusack spillede Kohlhaas i Jon Badhams The Jack Bull (1999). Det er den arketypiske grundhistorie om små folk, der trodser den store betvinger. Den lovløse outsider bliver oprørsleder. Det er den slags mand, Mikkelsen er i Bastarden.

   Især er det den samme konflikt mellem kvægfarmere, der vil fortrænge små gårdmænd, mens den første befolkning fordrives af alle, og lejede revolvermænd køres ind for knuse modstanden. Konflikten har båret 100 westerns fra Shane (1953) til Once Upon a Time in the West (1968) og Heaven's Gate (1980). Som nævnt bliver Bastarden kaldt en dansk western. Det er den både i kraft af sit landskab og den tidløse Kahlen, som på én gang er menneske og mytologi.

DET er den første danske film, som Arcel har skrevet med andre end Rasmus Heisterberg (der blev sin egen instruktør med I blodet). Anders Thomas Jensen er snedkeren, der kan rette en hvilken som helst vinkel, og han gør det igen i Bastarden. For resten har filmen heddet forskelligt. Kongens land var i lang tid en udmærket titel. På engelsk hedder filmen nu The Promised Land.

   Bastarden fortjener sin Oscar-indstilling, og Arcel er tilbage på sporet fra En kongelig affære. I Hollywood brugte han lang tid på at instruere The Dark Tower (2017). Få kunne lide resultatet, men oplevelsen var sikkert både lukrativ og lærerig. I hvert fald er der slet intet fedt på Bastarden, og Kongenshus står i den samme slags waste land som tårnet i Stephen Kings fortælling. Det er levende, dugfrisk historie. Det er sagnstof og virkelighed på én gang.

DER skal herfra kun lyde et velment tillykke. Og måske en lille opfordring til på et tidspunkt at træde tilbage fra genrestykket igen. Arcel kan sine genrer: krimi, fantasy, ædel historie. Men Sandheden om mænd (2010) var hans mest personlige arbejde, og filmen sagde nogle vigtige ting. Der er ingen grund til at afskrive samtiden helt.

   Der er derimod grund til at gå i biografen. Bastarden er en af de helt store film, som giver mediet nyt liv i usikre tider.

Bastarden var nomineret i 7 kategorier, da Bodil-priserne blev uddelt for 77. gang den 16. marts 2024. Den vandt for Bedste danske film, Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Bedste scenografi (Jette Lehmann). Ved Robert-uddelingen i februar var filmen nomineret i 15 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste fotograf, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste adapterede manuskript (Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel), Bedste scenografi, Bedste kostumer (Kicki Ilander), Bedste make-up (Sabine Schumann) og Bedste visuelle effekter (Nina Strøm, Alexander Schepelern). Endvidere modtog Bastarden Nordisk Film Biografers publikumspris. Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere, Robertpriserne af Danmarks Film Akademi. 

*) Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara. 508 s. Gyldendal, 2020. Lydbogsudgaven er indtalt af Jens Albinus og har fået legendarisk status allerede. Også her er en stemme, som finder det rigtige stof.

Bastarden. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manus: Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel. Foto: Rasmus Videbæk. 127 min. Danmark-Sverige-Norge-Tyskland 2023. Dansk premiere: 05.10. 2023.

Fotos: Zentropa Entertaiments (stillfotos Henrik Ohsten; poster art Danni Riddertoft)/ TrustNordisk/ Det Danske Filminstitut/ Den Vestdanske Filmpulje/ Eurimages/ Hedeselskabet af 1969/ TV2 Danmark/ SFI/ SVT/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Czech Film Fund/ Mitteldeutsche Medienförderung/ MOIN Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DFFF/ Plaion Pictures/ Magnolia Pictures (YouTube trailer)/ Forlaget Gyldendal.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy + er stadig i biografdistribution

Teksten lagt på POV.International 06.10.2023.

Tom McCarthy: The Visitor (2007) [Oscars 2009]

I MENNESKENES RYTME

Retten til at leve og drømme overalt

Af BO GREEN JENSEN

IKKE alle amerikanske mainstreamfilm er orgier i eskapisme og opportunisme. Som bekendt findes også en stærk tradition for independent cinema, intelligente menneskefilm, der er skabt uafhængigt af Hollywood og de store produktionsselskaber. Der er selvsagt nitter blandt disse film, som har deres primære scene i festivalkredsløbet. Enkelte bliver små succeser, som finder deres publikum i arthouse-biografer og får et langt liv på streaming og blu-ray. Andre dør fortjent på stedet, for at være lille og lukket i formen, er ingen kvalitet i sig selv. En sjælden gang skabes et storværk i det alternative filmmiljø. Se bare på Tom McCarthys The Visitor.

   Enkemanden Walter Vale (Richard Jenkins) har ingen plan om forandring, da forandringen kommer til ham. Han er 62 år, bor alene i Connecticut og underviser i økonomi på et college, som ikke venter sig mere af ham, end han gør af alle de glansløse dage. Ved begyndelsen af hvert semester justerer han blot det strategiske årstal. I praksis har han sagt de samme ting i tyve år. Han ser ikke, hvem de studerende er og kommer aldrig sine elever i møde. Det er ham meget imod, at han skal til New York for at deltage i et seminar og fremlægge en artikel, som han bidraget til for syns skyld. Det er ikke, fordi han skal noget andet. Han vægrer sig blot ved at bryde sin rytme.

WALTERS hustru var koncertpianist. Hendes efterladte album er den eneste musik, han hører, og han forsøger at holde fast i hendes minde ved at lære at spille klaver. I første scene tager han afsked med endnu en lærer. Måske kunne hun lære ham mere, men hun talte til ham som til et barn. Walter har bygget en mur om sit liv og lagt en ring om sit hjerte. Der er ikke mere, han vil eller skal. Hans ansigt er fuldkommen udtryksløst. Han må bare igennem de sidste fem år. Så kan han trække sig ind i pensionen.

   I New York vil han bo i den lejlighed, som han ejede sammen med hustruen. Den har stået tom i mange år. Der er dog lyde og lys, da han lukker sig ind. En badende kvinde, Zainab (Danai Gurira) fra Senegal, får et chok, der matcher Walters egen reaktion. Zainab lever sammen med Tarek (Haaz Sleiman) fra Syrien, der har købt lejemålet af »vennen« Ivan. Walter vil bare være sig selv, men får alligevel ondt af de hjemløse kærester, da parret står på gaden med deres ting. Først lader han dem overnatte, siden får de lov at flytte ind.

   Zainab er mistænksom og reserveret. Tarek rækker derimod ud efter Walter. Han lærer den stive økonom at spille djembe. Snart sidder begge mænd i trommecirklen i Grand Central Park, hvor en broget flok musikanter holder den store rytme i gang. Walter er målløs inde bag sin bleghed. For første gang deler han noget fælles. Sønnen blev voksen og rejste til England. Han har ikke følt sig så levende, siden hustruen døde.

DET gode samspil ender brat, da Tarek og Walter i undergrunden bliver standset af to officerer fra Department of Homeland Security. Har man selv haft kontakt med disse betjente, hvis beføjelser er uden indskrænkning, vil man vide, at The Visitor ikke overdriver deres arrogance. Tarek bliver interneret i et fængsel i Queens på ubestemt tid. Walter bliver bedt om at passe sig selv. Tarek og Zainab er illegale indvandrere. Det samme er Mouna, Tareks mor (Hiam Abbass), som kommer rejsende fra Michigan. Hun og Walter fatter ærbar sympati for hinanden. De går sammen i teatret, så hun kan opleve The Phantom of the Opera.

   Kun Walter kan handle, og det er nu, han vælger side. Han skaffer Tarek en advokat, sælger flygelet i Connecticut og tager orlov fra sit arbejde. Fra nu er findes bare djemben, Mouna, Zainab og Tarek, hans nye musik og hans nye familie. Hver dag besøger han Tarek i fængslet. Han tager Zainab og Mouna med på sightseeing. For første gang ser han Frihedsgudinden. Livet leves én dag ad gangen, og der er hverken kaskader eller fanfarer, men enhver der har øjne ser på lang afstand, at mennesket Walter Vale er forelsket.

IMENS drejer alle systemets små hjul. At protestere er som at slå i en dyne. Uret falder i slag for Tarek. En gammel udvisningsordre blev ignoreret, og Mouna bebrejder sig selv: »Man gør den slags, og siden går tiden. Man glemmer, at man ikke hører til.« Før gik ingen op i loven, men efter 9/11 er verden en anden. Publikum håber, at Tarek kan blive, men McCarthy er ikke eventyrdigter. Tarek deporteres, og Mouna rejser med ham. Der er én enkelt nat, hvor de holder om hinanden. Begge er vågne og véd, hvad der venter. Han følger med hende ud til den sidste gate. Der kommer ingen benådning fra oven.

SKUESPILLEREN Tom McCarthy (f. 1966) debuterede som filmskaber med The Station Agent (2003), som også i Danmark var en arthouse-succes. I The Visitor har han fravalgt den første films excentriske charme til fordel for en almen, åben og mere vedkommende form. I 2015 skrev og instruerede han Spotlight, som skildrede avisen Boston Globes arbejde med at afdække pædofiliskandalerne i den katolske kirke. Spotlight fik årets Best Picture Oscar . 

   Richard Jenkins (f. 1947) er en af de skuespillere, man har set i snesevis af sekundære roller, ofte som læge, lærer, svigerfar, kriminalkommissær, uden at huske hans navn. Han er indbegrebet af en type, men i The Visitor bliver han et menneske, som gradvis træder i fuld karakter. Jenkins fik en Oscar for The Visitor, og rollen gjorde hans kommunefarvede leverpostejskvalitet til en efterspurgt ingrediens. Han var særligt god som apotekeren, der er gift med Frances McDormand, som spiller titelrollen i miniserien Olive Kitteredge (2014).

   Som det unge par er Sleimann og Gurira sympatiske kræfter, men filmens følelsesmæssige dybde ligger i rytmen og samspillet mellem Jenkins og Hiam Abbass (f. 1960), der efter sin markante indsats i film som Munich, Free Zone og Paradise Now har fået noget nær monopol på at spille den modne kvinde fra Mellemøsten. Selv kommer Abbass fra Palæstina. Hun er både israelsk og arabisk. Rollen som Mouna er blandt hendes bedste.*

FILMEN kunne sagtens være mere sentimental og didaktisk. Der er stof til et stort melodrama, både i det unge pars adskillelse og i kærlighedsmødet mellem Walter og Mouna. McCarthy vil kritisere en selvforstærkende paranoia, umenneskeligheden i det amerikanske system, som har frit spillerum efter 9/11. Han vil tale imod selvtilstrækkeligheden. Det gør han bedre ved blot at fortælle historien. Filmen føles større, end den faktisk er, fordi New York bliver brugt som en levende baggrund. I sit væsen er The Visitor dog et kammerspil for fire karakterer. McCarthy orkestrerer musikken, som til det sidste følger menneskets rytme.

    Det er forstemmende at gense The Visitor i 2023. Skønt systemet fremstilles kritisk, er der en grundlæggende anstændighed, en respekt for invidet og en følelse af samhørighed, som omfatter selv de nidkære embedsmænd. Der er et overskud, som er fuldkommen forsvundet efter 15 år med finanskrise, Donald Trumps arrogante MAGA-populisme, mere social ulighed og polarisering. For ikke at tale om covid og militær genoprustning. Der er en ny, gennemgribende hjerteløshed. Hele omgangstonen i den globaliserede hverdag er forandret.

*) Hiam Abbass var måske allerbedst som enken Salma Zidane, der trodser israelsk lov i Lemon Tree (2008, da. Citronlunden) af palæstinenseren Eran Riklis. I 2012 skrev og instruerede hun selv Inheritance, som følger en palæstinensisk familie, der holder bryllup i Galilæa, mens Israel og Libanon fører krig. Abbas deler fortsat sine aktiviteter mellem lokale produktioner (Do Not Forget Me Istanbul, Gaza mon amour), international arthouse (The Limits of Control, Insyriated) og amerikanske studiefilm som Exodus: Gods and Kings og Blade Runner 2049. Hun blev verdenskendt for alvor som Marcia Roy, matriarken i HBO-serien Succession (2018-2023). På Venedig Festivalen 2023 viste Lina Soualem, der er datter af Hiam Abbass, dokumentaren Bye Bye Tiberias. Portrætfilmen følger mor/datter, som vender tilbage til hjemstavnen i Palestina, mens Abbass fortæller om sit liv, sit udgangspunkt og sin karriere.  

The Visitor. Instr. & manus: Thomas McCarthy. Foto: Oliver Bokelberg. 103 min. USA 2007. Dansk premiere: 29.08.2008.

Fotos: Groundswell Productions/ Next Wednesday Productions/ Participant Productions/ K5 International/ Overture Films [clips + trailer]/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke p.t.– udkom senest på Blu-ray i Canada 2009 [De Passage] og Tyskland 2010 [Ein Sommer in New York]

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.2008.

Martin Scorsese: Gangs of New York (2002)

DER VAR ENGANG I AMERIKA
Scorseses voldsomme hjemstavnshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FIVE Points hed rabarberkvarteret i New York, da verden var en anelse yngre, og de første store bølger af europæiske immigranter kom til byen i begyndelsen af det 19. århundrede.

   Der var endnu ingen Statue of Liberty til at byde de trætte, fattige og fordrevne velkommen. Frihedsgudinden stod ikke færdig før 1886, og den nyankomne blev snarere mødt med hånlige tilråb og tvivlsomme tilbud. De lykke- og velfærdshigende indvandrere kom direkte fra den Gamle Verden, som regel et udpint herred i Irland, til havnefronten i New York, hvor gaderne bestemt ikke flød med mælk og honning.

   Ej heller var de brolagt med guld. Det var snarere øl, whisky, urin og fækalier som strømmede gennem Five Points. Området blev næsten en turistattraktion, en advarsel om hvor galt det kunne gå. Især lejekasernen The Old Brewery, siden The Bowery, var berømt og berygtet for sin armod og sine forbrydelser.

   I grotterne under den skumplende bygning kunne man forsvinde og fortabe sig. Man kunne også regere en hel gangsterbande eller bo så godt som gratis, hvis man var handicappet, prostitueret, emanciperet slave eller opiumsdranker. Snart sagt alle var alkoholikere. Enhver butik drev kro i baglokalet, og spritten var trods alt mere sikker end vandet.

CHARLES Dickens besøgte Five Points i 1841. Han skriver i sine American Notes:

Dette er stedet: disse smalle veje som spreder sig til højre og venstre, og hvor der stinker af skidt og møg overalt. Den slags liv som leves hér bærer den samme frugt som andre steder. De grove og opsvulmede ansigter i døråbningerne har deres modstykker hjemme og over resten af verden. På grund af udskejelserne er selv husene blevet gamle før tiden. Se hvordan de rådne bjælker falder sammen, og hvordan de lappede og knuste vinduer synes at skule, som øjne der har taget skade på en sviretur. Her lever ganske mange svin. Undrer de sig nogen sinde over, hvorfor deres ejere går oprejst i stedet for at kravle rundt på alle fire? Og hvorfor de taler i stedet for at grynte?

ANDRE, især områdets beboere, kunne se flere nuancer. I 1842 skrev digteren Walt Whitman, at man ikke skulle tage turisternes ord for gode varer. Ifølge Whitman var hovedparten af indbyggerne »ikke fattiglemmer og kriminelle, men republikkens mest værdifulde aktiv, en overflod af stærke fattige mænd (og, vil vi tilføje, kvinder), der er villige til at arbejde.«

   Det står dog fast, at området i vid udstrækning blev kontrolleret af kriminelle bander, indbyrdes stridende gangs, som med tiden blev til gangsterne i begyndelsen af det 20. århundrede. Tidens politiske kræfter samarbejdede ivrigt med den endnu kun løst organiserede kriminalitet, men magtkampen i underverdenen var ikke udelukkende økonomisk motiveret.

   Bander som True Blue Americans og Native Americans bestod af folk, som var født i Amerika. De betragtede den irske indvandring som en trussel mod nationen, der havde formuleret sin uafhængighedserklæring i 1776 og stadig var en halvfærdig stat. De blev langsomt detroniseret af irske kriminelle, der organiserede sig i bander med navne som Forty Thieves, Kerryonians, Chichesters og Dead Rabbits.

NÅR konflikterne spidsede til, blev sagen afgjort i regulære kampe mellem amerikanske nativister og irske bosættere. Det var territoriale stammekrige, og det var protestanter og republikanere mod katolikker og demokrater, med andre ord et forvarsel om mange senere konflikter. Som regel blev de udkæmpet afsides, f.eks. på Bunker Hill.

   Martin Scorsese, der i filmen Gangs of the New York får en magtfuld fabel om byens begyndelser ud af historien om Five Points, lader imidlertid kampene rase i Femvejens centrum, på Paradise Square. Han fortæller om sin fascination ved de gamle historier, som endnu blev fortalt, da han voksede op i Elizabeth Street som søn af sicilianske indvandrere:

   »Da jeg var barn i New Yorks Little Italy, hed vores kirke St. Patrick’s Old Cathedral. St. Patrick’s lå i Mott Street og havde den ældste katolske kirkegård i New York City. Jeg optog en scene på kirkegården og indspillede andre scener i nærheden, da jeg lavede Mean Streets i 1973 (...) Jeg kan huske, at jeg hørte historier om kvarteret og kirken, da jeg var dreng. Der var tale om levende lokalhistorie, men historierne blev fortalt fra generation til generation som legender.

   En af dem handlede om en gruppe mennesker, overvejende irske indvandrere, som tilhørte St. Patrick’s-menigheden, der foran kirken udkæmpede et stort slag mod en bande protestanter, som var født i Amerika. På grund af deres store antal og katolske tro udgjorde irerne en alvorlig trussel mod de stedfødte amerikaneres dominans på det nedre Manhatten. Ved denne lejlighed forenede immigranterne deres kræfter, samlede alle de våben, som de kunne finde, og forsvarede kirken mod de angribende masser. Det slag fandt sted i 1844.«

FREMTIDENS storby var dengang en løs gruppering af kvarterer og landsbyagtige stæder i staden. Five Points lå i »the Bloody Ould Sixth Ward«, en gråzone mellem Broadway, Canal Street, the Bowery og Park Row, som i begyndelsen hed Chatham Street. Kvarteret er for længst forsvundet. Da danskeren Jacob Riis skrev How the Other Half Lives (1890) og tog sine berømte fotos af New Yorks slumkvarterer, var det resterne af Five Points, som han registrerede.

   Lejekasernen Mulberry Bend, hvis demografi bliver beskrevet i How the Other Half Lives, lå i det nedre venstre hjørne af Five Points-distriktet. I 1928, da Herbert Ashbury skrev krøniken The Gangs of the New York, som er forlægget for Scorseses film, var stedet begravet under retsbygningen, rådhuset og the Tombs. De oprindelige punkter var Cross, Anthony, Little Water, Orange og Mulberry Street. I dag mødes Park, Worth og Baxter dér, hvor de fem gamle veje løb sammen. Paradise Square blev senere til det sydvestlige hjørne af Mulberry Park, som fra 1911 hed Columbus Park.

DET har taget Martin Scorsese 30 år at realisere filmen. Kimen til Gangs of New York blev lagt tilbage i 1970, da instruktøren tilfældigt stødte på Herbert Asburys bog. Scorsese er ikke den første kunstner, som har ladet sig inspirere af det robuste og farverige forbryderkompendium. Jorge Luis Borges tog direkte afsæt i Asbury, da han skrev »Monk Eastman, Purveyor of Iniquities«, som står i de samlede Fiktioner (1941).

   Argentinerens lovsang har siden fungeret som forord i optryk af værket. Borges er især fascineret af kvindelige bandemedlemmer som Red Norah, Lizze the Dove og Gentle Maggie, men en særlig plads i hans hjerte har »den mest berømte helteskikkelse i New York Citys underverden«, dvs. »Edward Delaney, alias William Delaney, alias Joseph Marvin, alias Joseph Morris – alias Monk Eastman, leder af en bande på tolv hundrede mænd.«

   Scorsese gik i gang med at arbejde på et manuskript, der blev skrevet af hans ven Jay Cocks. Syv år senere indrykkede Scorsese og Cocks en annonce i branchebladet Variety. Her blev det kundgjort, at »en ny film af Martin Scorsese« var »in preparation«. Illustrationen var i øvrigt »Bandits' Roost«, Jacob Riis’ berømte foto fra Mulberry Bend, men projektet fandt aldrig fuld finansiering.

SIDEN instruerede Scorsese en vifte af vidt forskellige film, der alle har byen New York som tema: fra Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976) og New York, New York (1977) til The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år) og den undervurderede Bringing Out the Dead (1999).

   Han dyrkede også sin interesse for organiseret kriminalitet i voldsomme og klassiske mafiaskildringer som Goodfellas (1990) og Casino (1995), men først i Gangs of New York får strømmene lejlighed til at løbe sammen. Filmen efter Cocks’ manuskript, som i mellemtiden er blevet suppleret af Hossein Amini og Steve Zaillian, fik endelig luft under vingerne, da Harvey Weinstein på vegne af Miramax gav projektet grønt lys i 1999.

   Siden blev premieren forsinket og udsat så mange gange, at der begyndte at gå rygter om produktionsproblemer. På Cannes Festivalen 2001 kom Scorsese derfor flyvende ind og viste tyve minutter af filmen, mens Leonardo DiCaprio, Cameron Diaz og Daniel Day-Lewis smilede veloplagt, og Harvey Weinstein tav i baggrunden [i 2001 var der endnu 16 år til hans store fald og fængselsdom for serielle krænkelser]. 

   Der var mere opmærksomhed, mere tumult og flere overflødige sikkerhedsforanstaltninger omkring præsentationen af den forlængede trailer, end jeg nogen sinde har oplevet i Cannes, der ellers kan være en heksekeddel på linie med bandernes slagmark i Paradise Square.

DERFOR er det mere end almindeligt spændende at se den færdige Gangs of New York. Til en vis grad er det også en skuffelse, men alene forventningen er euforiserende, og der er virkelig bjergtagende afsnit i filmen, som endte med at koste 97 mio. dollars.

   I den italienske filmby Cinecittà har Dante Ferretti, scenograf for bl.a. Federico Fellini, genrejst både Five Points, Satan’s Circus, det kinesiske teater, grotterne under the Bowery, havnefronten og familien Schermerhorns gade i uptown New York. Alt er i naturlig størrelse, og der er tusind statister på gulvet i det store slag på køller, knive, økser og huggerter, som åbner filmen i 1844.

   Allerede i New York, New York nød Scorsese at rekonstruere Times Square i studiet og bruge det samme gigantiske produktionsapparat, som instruktørerne af de klassiske MGM-musicals, herunder helte som Vincente Minnelli, havde til deres rådighed. På produktionen af The Age of Innocence blev der efter sigende lagt vægt på at bruge ægte sølvaskebægre og autentisk undertøj fra 1890erne, skønt ingen af delene kunne ses på lærredet, da Scorsese skildrede overklassens New York i en lidt senere periode. Ingen af de nævnte produktioner kan dog måle sig med Gangs of New York.

SCORSESE har denne gang villet lave sit stort svungne epos, sige sit farvel til en svunden verden, dreje sit svar på Viscontis Leoparden, Sergio Leones Once Upon a Time in America og for den sags skyld skabe sit sidestykke til Francis Ford Coppolas Godfather-saga. Han har også villet lave en storfilm, der trak de unge ind i så store mængder, at produktionen kunne balancere økonomisk, dvs. sin Titanic, sin Black Hawk Down, sin Saving Private Ryan. Derfor afvikles gangsternes krige i et svimlende kropsnært perspektiv, som placerer tilskueren midt i det hele, og en alt for stor del af filmen er hængt op på den banale historie om kærligheden mellem Amsterdam (DiCaprio) og Jenny Everdeane (Diaz).

SIN styrke har Gangs of New York i de afsnit, der er klippet som montager i sovjetiske film fra revolutionstiden; i Daniel Day-Lewis’ uforglemmelige fremstilling af den brutale og paradoksale Bill The Butcher, en rolle som i tidernes morgen blev skrevet til Robert De Niro; i det sociale og historiske panorama, som udgør New York i sin vorden.

   Lokale brandkorps bekriger hinanden, alle magtkampe handler om at skaffe sig stemmer. The Metropolitan Police fører åben krig mod The Municipal Police, ganske som i virkelighedens 1857. Alle disse træk koncentreres i Jim Broadbents fremstilling af den karismatiske William Tweed, der i 1870erne blev leder af Demokraternes partiapparat.

   I 1860erne drømte borgmesteren Fernando Wood om at trække New York ud af nordstaternes union og etablere en ny nation, Tri-Insula, som skulle omfatte Manhattan, Staten Island og Long Island.

   Efter kampene i Paradise Square løber en elefant fra P.T. Barnums cirkus gennem gaderne i Five Points. Der har virkelig været sådan en verden, og det skete i New York engang, men filmen skal alligevel ikke læses som et stykke bogstavelig historie, men som en myte om det gamles død og det modernes fødsel, en legendarisk bestræbelse, der repræsenterer den seneste version af de historier, Scorsese hørte som dreng i Little Italy.

DERFOR er der strammet betydeligt i kronologien, og figurerne fra Herbert Asburys bog er karikeret lidt mere til lejligheden. Der var en Bill the Butcher, og Priest Vallon (Liam Neeson) er vel baseret på den samme Monk Eastman, som Jorges Luis Borges holdt af. Disse drabelige mænd var dog ikke store nok til en film, hvor alt måtte være larger-than-life. Scorsese siger selv om Daniel Day-Lewis’ figur:

   »Vi ændrede hans navn til William Cutting og lod ham dø senere end den virkelige Bill Poole, som blev myrdet i 1855. Han er en temmelig grov karakter, og det skyldes til en vis grad, at hans far blev dræbt af englænderne, da han var spæd. Vi lagde det sådan til rette, at han må være blevet født netop, da hans far blev dræbt i Slaget ved Bridgewater i 1814, hvor amerikanerne blev massakreret, fordi de forsøgte at erobre Niagara Falls fra Canada.

   Så han er manisk imod at åbne landet for mennesker, som ikke havde noget at gøre med dets tilblivelse, og denne nativisme bliver filmens politiske grundlag. Dernæst måtte vi finde en dramatisk motor, og det blev en enkel historie om hævntørst, i hvilken drengen, som spilles af Leonardo DiCaprio bliver forældreløs som 8-årig, i 1844, da hans far bliver dræbt, mens han leder Dead Rabbits og andre irske grupper i et regulært slag mod nativisterne.«

»DEN slags sker i alle stammeagtige strukturer. Og især i den første del af filmen ville jeg vise en verden, som ingen kunne genkende, hvis ikke de vidste, hvad filmen hedder. Faktisk ville vi ikke vise titlen i begyndelsen, så publikum kunne tro, at de var havnet i en slags middelaldersamfund, hvor civilisationen er brudt sammen og man kæmper til den bitre ende.

   Det er dét, som altid er sket, når en befolkning bevæger sig ind på et område, hvor en anden etnisk gruppe befinder sig allerede – som det er tilfældet med bander som Bloods og Crips i dag. Der vil være gadekampe og regulære slag, der opfattes som afgørende for alle parters vedkommende.«

   I samme ånd er det gamle New York ikke skildret i virkelig tid, men i mytens: »En af de vigtigste ting var at arrangere hævndrabet på en måde, så Bill the Butcher stadig var en betydningsfuld figur i kvarteret. Ifølge nogle historikere havde nativisterne stadig overmagten, mens andre siger, at de irske bander havde fået overtaget. Til vores formål spiller det strengt taget ingen rolle, for filmen er ikke så nøje baseret på fakta som f. eks. Glory (Edward Zwicks 1989-film om det første sorte regiment i unionshæren – red.).

   Skønt jeg vægrer mig ved at sammenligne Gangs med en film, som jeg virkelig elsker, er den mere som My Darling Clementine. Hos Ford varer skudopgøret ved O.K. Corral 14 minutter, mens det i virkeligheden var overstået på mindre end et minut. Den historiske baggrund bliver antydet, og filmen giver et indtryk af en verden.«

SCORSESES monumentale epos begynder med opgøret i 1844 og kulminerer i juli 1863, da den sidste store konfrontation mellem banderne i Five Points løber sammen med de omfattende uroligheder, som Lincoln-administrationens udskrivning af almindelig værnepligt har affødt.

    Amsterdam Vallons konføderation af irske bosættere møder Bill the Butchers union af stedfødte amerikanere. Slagterens hær ville være i undertal, hvis ikke Schermerhorn og William »Boss» Tweed havde stukket hovederne sammen. Der er hyret håndgangne bøller til lejligheden.

   Opportunisten Tweed har skiftevis allieret sig med de irske og de amerikanske fraktioner. Nu har han mistet tålmodigheden med Five Points, især efter Bill the Butchers nedhugning af den folkevalgte sherif (Scorsese lader Daniel Day-Lewis plante en svirrende økse i ryggen på Brendan Glesoon).

   Så i den sidste ende ofres begge parter. Netop som stammerne mødes, åbner flådeskibene ild. Kanoner affyres ind i menneskemængden og udraderer Five Points med ét sønderlemmende stød. Så ser vi gravene med de skæve sten på. Bill the Butcher ligger side om side med Priest Vallon, Amsterdams far, som var den eneste modstander han respekterede. Græsset rejser sig, stenene synker, og i baggrunden skyder det moderne New York op med broer og skyskrabere.

SIDST i montagen, da man kan se både Empire State Building og World Trade Center, er gravene sløjfet. »It would again be like no one even knew that we was ever here,« siger Amsterdam Vallon. Så synger irske U2 hymnen »The Hands that Built America«, mens teksterne ruller i mange minutter. Det kan dårligt blive mere episk svungent og James Cameron-agtigt. Prikken over i’et, signaturen som vandmærker alt med Scorseses fingerspidsfornemmelse, er imidlertid fraværet af musik, som fylder det sidste minut. Teksterne ruller ufortrødent, men på lydsiden høres blot bilhorn og stemmer fra gaden.

DER er intet tilbage af Five Points og livene dér. Man kan næsten få den følelse, som Amsterdam Vallons fortællerstemme forlader os med, da alle krigene er udkæmpet og tabt:

   »Hvor mange newyorkere, som døde den uge, fik vi aldrig at vide. Vi troede ikke, at der ville være noget land tilbage, da den var forbi. Og uanset, hvor meget blod de udgød for at bygge byen op igen, og for at kunne blive ved med at bygge, i al evighed, så ville det igen blive som om ingen vidste, at vi nogen sinde havde været der.«

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

Gangs of New York. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks, Steven Zaillian, Hossein Amini og Kenneth Lonergan. Foto: Michael Ballhaus. 168 min. USA 2002. Dansk premiere: 21.03.2003

Herbert Asbury: The Gangs of New York: An Informal History of the Underworld. New York: Alfred A. Knopf, 1928. Genoptrykt med forord af Jorge Luis Borges i 1988. Genudgivet i 2002 på Arrow Books, Random House UK.

Martin Scorsese’s Gangs of New York: Making the Movie. 288 s. London: Miramax Books/Headline, 2002. De fleste af artiklens citater stammer fra bogen, som endvidere indeholder manuskriptet til filmen.

Fotos: Miramax/ Initial Entertainment/ Alberto Grimaldi Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Museum of New York City/ Jacob A. Riis Museum/ Random House/ Arrow Books

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2022

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.03.2003