Translate

Viser opslag med etiketten Jim Broadbent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jim Broadbent. Vis alle opslag

tirsdag den 16. januar 2024

The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013


DEN BIOGRAFISKE SANDHED
Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.
   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.


   
THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.
   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.
   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.



SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.
   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.


MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.
   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*
   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.
   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 


*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.
   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.


Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.

tirsdag den 1. marts 2022

Martin Scorsese: Gangs of New York (2002)


DER VAR ENGANG I AMERIKA
Scorseses voldsomme hjemstavnshistorie

Af BO GREEN JENSEN

FIVE Points hed rabarberkvarteret i New York, da verden var en anelse yngre, og de første store bølger af europæiske immigranter kom til byen i begyndelsen af det 19. århundrede.
   Der var endnu ingen Statue of Liberty til at byde de trætte, fattige og fordrevne velkommen. Frihedsgudinden stod ikke færdig før 1886, og den nyankomne blev snarere mødt med hånlige tilråb og tvivlsomme tilbud. De lykke- og velfærdshigende indvandrere kom direkte fra den Gamle Verden, som regel et udpint herred i Irland, til havnefronten i New York, hvor gaderne bestemt ikke flød med mælk og honning.
   Ej heller var de brolagt med guld. Det var snarere øl, whisky, urin og fækalier som strømmede gennem Five Points. Området blev næsten en turistattraktion, en advarsel om hvor galt det kunne gå. Især lejekasernen The Old Brewery, siden The Bowery, var berømt og berygtet for sin armod og sine forbrydelser.
   I grotterne under den skumplende bygning kunne man forsvinde og fortabe sig. Man kunne også regere en hel gangsterbande eller bo så godt som gratis, hvis man var handicappet, prostitueret, emanciperet slave eller opiumsdranker. Snart sagt alle var alkoholikere. Enhver butik drev kro i baglokalet, og spritten var trods alt mere sikker end vandet.



CHARLES Dickens besøgte Five Points i 1841. Han skriver i sine American Notes:

Dette er stedet: disse smalle veje som spreder sig til højre og venstre, og hvor der stinker af skidt og møg overalt. Den slags liv som leves hér bærer den samme frugt som andre steder. De grove og opsvulmede ansigter i døråbningerne har deres modstykker hjemme og over resten af verden. På grund af udskejelserne er selv husene blevet gamle før tiden. Se hvordan de rådne bjælker falder sammen, og hvordan de lappede og knuste vinduer synes at skule, som øjne der har taget skade på en sviretur. Her lever ganske mange svin. Undrer de sig nogen sinde over, hvorfor deres ejere går oprejst i stedet for at kravle rundt på alle fire? Og hvorfor de taler i stedet for at grynte?

ANDRE, især områdets beboere, kunne se flere nuancer. I 1842 skrev digteren Walt Whitman, at man ikke skulle tage turisternes ord for gode varer. Ifølge Whitman var hovedparten af indbyggerne »ikke fattiglemmer og kriminelle, men republikkens mest værdifulde aktiv, en overflod af stærke fattige mænd (og, vil vi tilføje, kvinder), der er villige til at arbejde.«
   Det står dog fast, at området i vid udstrækning blev kontrolleret af kriminelle bander, indbyrdes stridende gangs, som med tiden blev til gangsterne i begyndelsen af det 20. århundrede. Tidens politiske kræfter samarbejdede ivrigt med den endnu kun løst organiserede kriminalitet, men magtkampen i underverdenen var ikke udelukkende økonomisk motiveret.
   Bander som True Blue Americans og Native Americans bestod af folk, som var født i Amerika. De betragtede den irske indvandring som en trussel mod nationen, der havde formuleret sin uafhængighedserklæring i 1776 og stadig var en halvfærdig stat. De blev langsomt detroniseret af irske kriminelle, der organiserede sig i bander med navne som Forty Thieves, Kerryonians, Chichesters og Dead Rabbits.



NÅR konflikterne spidsede til, blev sagen afgjort i regulære kampe mellem amerikanske nativister og irske bosættere. Det var territoriale stammekrige, og det var protestanter og republikanere mod katolikker og demokrater, med andre ord et forvarsel om mange senere konflikter. Som regel blev de udkæmpet afsides, f.eks. på Bunker Hill.
   Martin Scorsese, der i filmen Gangs of the New York får en magtfuld fabel om byens begyndelser ud af historien om Five Points, lader imidlertid kampene rase i Femvejens centrum, på Paradise Square. Han fortæller om sin fascination ved de gamle historier, som endnu blev fortalt, da han voksede op i Elizabeth Street som søn af sicilianske indvandrere:
   »Da jeg var barn i New Yorks Little Italy, hed vores kirke St. Patrick’s Old Cathedral. St. Patrick’s lå i Mott Street og havde den ældste katolske kirkegård i New York City. Jeg optog en scene på kirkegården og indspillede andre scener i nærheden, da jeg lavede Mean Streets i 1973 (...) Jeg kan huske, at jeg hørte historier om kvarteret og kirken, da jeg var dreng. Der var tale om levende lokalhistorie, men historierne blev fortalt fra generation til generation som legender.
   En af dem handlede om en gruppe mennesker, overvejende irske indvandrere, som tilhørte St. Patrick’s-menigheden, der foran kirken udkæmpede et stort slag mod en bande protestanter, som var født i Amerika. På grund af deres store antal og katolske tro udgjorde irerne en alvorlig trussel mod de stedfødte amerikaneres dominans på det nedre Manhatten. Ved denne lejlighed forenede immigranterne deres kræfter, samlede alle de våben, som de kunne finde, og forsvarede kirken mod de angribende masser. Det slag fandt sted i 1844.«



FREMTIDENS storby var dengang en løs gruppering af kvarterer og landsbyagtige stæder i staden. Five Points lå i »the Bloody Ould Sixth Ward«, en gråzone mellem Broadway, Canal Street, the Bowery og Park Row, som i begyndelsen hed Chatham Street. Kvarteret er for længst forsvundet. Da danskeren Jacob Riis skrev How the Other Half Lives (1890) og tog sine berømte fotos af New Yorks slumkvarterer, var det resterne af Five Points, som han registrerede.
   Lejekasernen Mulberry Bend, hvis demografi bliver beskrevet i How the Other Half Lives, lå i det nedre venstre hjørne af Five Points-distriktet. I 1928, da Herbert Ashbury skrev krøniken The Gangs of the New York, som er forlægget for Scorseses film, var stedet begravet under retsbygningen, rådhuset og the Tombs. De oprindelige punkter var Cross, Anthony, Little Water, Orange og Mulberry Street. I dag mødes Park, Worth og Baxter dér, hvor de fem gamle veje løb sammen. Paradise Square blev senere til det sydvestlige hjørne af Mulberry Park, som fra 1911 hed Columbus Park.


DET har taget Martin Scorsese 30 år at realisere filmen. Kimen til Gangs of New York blev lagt tilbage i 1970, da instruktøren tilfældigt stødte på Herbert Asburys bog. Scorsese er ikke den første kunstner, som har ladet sig inspirere af det robuste og farverige forbryderkompendium. Jorge Luis Borges tog direkte afsæt i Asbury, da han skrev »Monk Eastman, Purveyor of Iniquities«, som står i de samlede Fiktioner (1941).
   Argentinerens lovsang har siden fungeret som forord i optryk af værket. Borges er især fascineret af kvindelige bandemedlemmer som Red Norah, Lizze the Dove og Gentle Maggie, men en særlig plads i hans hjerte har »den mest berømte helteskikkelse i New York Citys underverden«, dvs. »Edward Delaney, alias William Delaney, alias Joseph Marvin, alias Joseph Morris – alias Monk Eastman, leder af en bande på tolv hundrede mænd.«
   Scorsese gik i gang med at arbejde på et manuskript, der blev skrevet af hans ven Jay Cocks. Syv år senere indrykkede Scorsese og Cocks en annonce i branchebladet Variety. Her blev det kundgjort, at »en ny film af Martin Scorsese« var »in preparation«. Illustrationen var i øvrigt »Bandits' Roost«, Jacob Riis’ berømte foto fra Mulberry Bend, men projektet fandt aldrig fuld finansiering.


SIDEN instruerede Scorsese en vifte af vidt forskellige film, der alle har byen New York som tema: fra Mean Streets (1973), Taxi Driver (1976) og New York, New York (1977) til The Age of Innocence (1993, da. Uskyldens år) og den undervurderede Bringing Out the Dead (1999).
   Han dyrkede også sin interesse for organiseret kriminalitet i voldsomme og klassiske mafiaskildringer som Goodfellas (1990) og Casino (1995), men først i Gangs of New York får strømmene lejlighed til at løbe sammen. Filmen efter Cocks’ manuskript, som i mellemtiden er blevet suppleret af Hossein Amini og Steve Zaillian, fik endelig luft under vingerne, da Harvey Weinstein på vegne af Miramax gav projektet grønt lys i 1999.
   Siden blev premieren forsinket og udsat så mange gange, at der begyndte at gå rygter om produktionsproblemer. På Cannes Festivalen 2001 kom Scorsese derfor flyvende ind og viste tyve minutter af filmen, mens Leonardo DiCaprio, Cameron Diaz og Daniel Day-Lewis smilede veloplagt, og Harvey Weinstein tav i baggrunden [i 2001 var der endnu 16 år til hans store fald og fængselsdom for serielle krænkelser]. 
   Der var mere opmærksomhed, mere tumult og flere overflødige sikkerhedsforanstaltninger omkring præsentationen af den forlængede trailer, end jeg nogen sinde har oplevet i Cannes, der ellers kan være en heksekeddel på linie med bandernes slagmark i Paradise Square.



DERFOR er det mere end almindeligt spændende at se den færdige Gangs of New York. Til en vis grad er det også en skuffelse, men alene forventningen er euforiserende, og der er virkelig bjergtagende afsnit i filmen, som endte med at koste 97 mio. dollars.
   I den italienske filmby Cinecittà har Dante Ferretti, scenograf for bl.a. Federico Fellini, genrejst både Five Points, Satan’s Circus, det kinesiske teater, grotterne under the Bowery, havnefronten og familien Schermerhorns gade i uptown New York. Alt er i naturlig størrelse, og der er tusind statister på gulvet i det store slag på køller, knive, økser og huggerter, som åbner filmen i 1844.
   Allerede i New York, New York nød Scorsese at rekonstruere Times Square i studiet og bruge det samme gigantiske produktionsapparat, som instruktørerne af de klassiske MGM-musicals, herunder helte som Vincente Minnelli, havde til deres rådighed. På produktionen af The Age of Innocence blev der efter sigende lagt vægt på at bruge ægte sølvaskebægre og autentisk undertøj fra 1890erne, skønt ingen af delene kunne ses på lærredet, da Scorsese skildrede overklassens New York i en lidt senere periode. Ingen af de nævnte produktioner kan dog måle sig med Gangs of New York.




SCORSESE har denne gang villet lave sit stort svungne epos, sige sit farvel til en svunden verden, dreje sit svar på Viscontis Leoparden, Sergio Leones Once Upon a Time in America og for den sags skyld skabe sit sidestykke til Francis Ford Coppolas Godfather-saga. Han har også villet lave en storfilm, der trak de unge ind i så store mængder, at produktionen kunne balancere økonomisk, dvs. sin Titanic, sin Black Hawk Down, sin Saving Private Ryan. Derfor afvikles gangsternes krige i et svimlende kropsnært perspektiv, som placerer tilskueren midt i det hele, og en alt for stor del af filmen er hængt op på den banale historie om kærligheden mellem Amsterdam (DiCaprio) og Jenny Everdeane (Diaz).



SIN styrke har Gangs of New York i de afsnit, der er klippet som montager i sovjetiske film fra revolutionstiden; i Daniel Day-Lewis’ uforglemmelige fremstilling af den brutale og paradoksale Bill The Butcher, en rolle som i tidernes morgen blev skrevet til Robert De Niro; i det sociale og historiske panorama, som udgør New York i sin vorden.
   Lokale brandkorps bekriger hinanden, alle magtkampe handler om at skaffe sig stemmer. The Metropolitan Police fører åben krig mod The Municipal Police, ganske som i virkelighedens 1857. Alle disse træk koncentreres i Jim Broadbents fremstilling af den karismatiske William Tweed, der i 1870erne blev leder af Demokraternes partiapparat.
   I 1860erne drømte borgmesteren Fernando Wood om at trække New York ud af nordstaternes union og etablere en ny nation, Tri-Insula, som skulle omfatte Manhattan, Staten Island og Long Island.
   Efter kampene i Paradise Square løber en elefant fra P.T. Barnums cirkus gennem gaderne i Five Points. Der har virkelig været sådan en verden, og det skete i New York engang, men filmen skal alligevel ikke læses som et stykke bogstavelig historie, men som en myte om det gamles død og det modernes fødsel, en legendarisk bestræbelse, der repræsenterer den seneste version af de historier, Scorsese hørte som dreng i Little Italy.



DERFOR er der strammet betydeligt i kronologien, og figurerne fra Herbert Asburys bog er karikeret lidt mere til lejligheden. Der var en Bill the Butcher, og Priest Vallon (Liam Neeson) er vel baseret på den samme Monk Eastman, som Jorges Luis Borges holdt af. Disse drabelige mænd var dog ikke store nok til en film, hvor alt måtte være larger-than-life. Scorsese siger selv om Daniel Day-Lewis’ figur:
   »Vi ændrede hans navn til William Cutting og lod ham dø senere end den virkelige Bill Poole, som blev myrdet i 1855. Han er en temmelig grov karakter, og det skyldes til en vis grad, at hans far blev dræbt af englænderne, da han var spæd. Vi lagde det sådan til rette, at han må være blevet født netop, da hans far blev dræbt i Slaget ved Bridgewater i 1814, hvor amerikanerne blev massakreret, fordi de forsøgte at erobre Niagara Falls fra Canada.
   Så han er manisk imod at åbne landet for mennesker, som ikke havde noget at gøre med dets tilblivelse, og denne nativisme bliver filmens politiske grundlag. Dernæst måtte vi finde en dramatisk motor, og det blev en enkel historie om hævntørst, i hvilken drengen, som spilles af Leonardo DiCaprio bliver forældreløs som 8-årig, i 1844, da hans far bliver dræbt, mens han leder Dead Rabbits og andre irske grupper i et regulært slag mod nativisterne.«



»DEN slags sker i alle stammeagtige strukturer. Og især i den første del af filmen ville jeg vise en verden, som ingen kunne genkende, hvis ikke de vidste, hvad filmen hedder. Faktisk ville vi ikke vise titlen i begyndelsen, så publikum kunne tro, at de var havnet i en slags middelaldersamfund, hvor civilisationen er brudt sammen og man kæmper til den bitre ende.
   Det er dét, som altid er sket, når en befolkning bevæger sig ind på et område, hvor en anden etnisk gruppe befinder sig allerede – som det er tilfældet med bander som Bloods og Crips i dag. Der vil være gadekampe og regulære slag, der opfattes som afgørende for alle parters vedkommende.«
   I samme ånd er det gamle New York ikke skildret i virkelig tid, men i mytens: »En af de vigtigste ting var at arrangere hævndrabet på en måde, så Bill the Butcher stadig var en betydningsfuld figur i kvarteret. Ifølge nogle historikere havde nativisterne stadig overmagten, mens andre siger, at de irske bander havde fået overtaget. Til vores formål spiller det strengt taget ingen rolle, for filmen er ikke så nøje baseret på fakta som f. eks. Glory (Edward Zwicks 1989-film om det første sorte regiment i unionshæren – red.).
   Skønt jeg vægrer mig ved at sammenligne Gangs med en film, som jeg virkelig elsker, er den mere som My Darling Clementine. Hos Ford varer skudopgøret ved O.K. Corral 14 minutter, mens det i virkeligheden var overstået på mindre end et minut. Den historiske baggrund bliver antydet, og filmen giver et indtryk af en verden.«



SCORSESES monumentale epos begynder med opgøret i 1844 og kulminerer i juli 1863, da den sidste store konfrontation mellem banderne i Five Points løber sammen med de omfattende uroligheder, som Lincoln-administrationens udskrivning af almindelig værnepligt har affødt.
    Amsterdam Vallons konføderation af irske bosættere møder Bill the Butchers union af stedfødte amerikanere. Slagterens hær ville være i undertal, hvis ikke Schermerhorn og William »Boss» Tweed havde stukket hovederne sammen. Der er hyret håndgangne bøller til lejligheden.
   Opportunisten Tweed har skiftevis allieret sig med de irske og de amerikanske fraktioner. Nu har han mistet tålmodigheden med Five Points, især efter Bill the Butchers nedhugning af den folkevalgte sherif (Scorsese lader Daniel Day-Lewis plante en svirrende økse i ryggen på Brendan Glesoon).
   Så i den sidste ende ofres begge parter. Netop som stammerne mødes, åbner flådeskibene ild. Kanoner affyres ind i menneskemængden og udraderer Five Points med ét sønderlemmende stød. Så ser vi gravene med de skæve sten på. Bill the Butcher ligger side om side med Priest Vallon, Amsterdams far, som var den eneste modstander han respekterede. Græsset rejser sig, stenene synker, og i baggrunden skyder det moderne New York op med broer og skyskrabere.



SIDST i montagen, da man kan se både Empire State Building og World Trade Center, er gravene sløjfet. »It would again be like no one even knew that we was ever here,« siger Amsterdam Vallon. Så synger irske U2 hymnen »The Hands that Built America«, mens teksterne ruller i mange minutter. Det kan dårligt blive mere episk svungent og James Cameron-agtigt. Prikken over i’et, signaturen som vandmærker alt med Scorseses fingerspidsfornemmelse, er imidlertid fraværet af musik, som fylder det sidste minut. Teksterne ruller ufortrødent, men på lydsiden høres blot bilhorn og stemmer fra gaden.



DER er intet tilbage af Five Points og livene dér. Man kan næsten få den følelse, som Amsterdam Vallons fortællerstemme forlader os med, da alle krigene er udkæmpet og tabt:
   »Hvor mange newyorkere, som døde den uge, fik vi aldrig at vide. Vi troede ikke, at der ville være noget land tilbage, da den var forbi. Og uanset, hvor meget blod de udgød for at bygge byen op igen, og for at kunne blive ved med at bygge, i al evighed, så ville det igen blive som om ingen vidste, at vi nogen sinde havde været der.«

Gangs of New York. Instr.: Martin Scorsese. Manus: Jay Cocks, Steven Zaillian, Hossein Amini og Kenneth Lonergan. Foto: Michael Ballhaus. 168 min. USA 2002. Dansk premiere: 21.03.2003

Herbert Asbury: The Gangs of New York: An Informal History of the Underworld. New York: Alfred A. Knopf, 1928. Genoptrykt med forord af Jorge Luis Borges i 1988. Genudgivet i 2002 på Arrow Books, Random House UK.

Martin Scorsese’s Gangs of New York: Making the Movie. 288 s. London: Miramax Books/Headline, 2002. De fleste af artiklens citater stammer fra bogen, som endvidere indeholder manuskriptet til filmen.


Fotos: Miramax/ Initial Entertainment/ Alberto Grimaldi Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Museum of New York City/ Jacob A. Riis Museum/ Random House/ Arrow Books
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 22.09.2022
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.03.2003

torsdag den 13. maj 2021

Mike Leigh: Another Year (2010)


EFTER ENDNU ET ÅR
Livet i hverdagens farver

Af BO GREEN JENSEN

VI lever i en nervøs biograftid med travle konceptfilm og 3D-effekter. Det bliver derfor atter de enkleste film, som ender med at skille sig ud. Mike Leigh laver nok de bedste af slagsen, i hvert fald på en god dag, hvor mørket og livsglæden er i balance.
   Another Year følger en kreds af personer i dagens kuldslagne England. I centrum er en kernefamilie, som venner og slægtninge søger ind mod og tager for givet, mens de bakser med deres egne, mere rodede liv. Tom (Jim Broadbent) og Gerri (Ruth Sheen) er i guldbryllupsalderen. De taler om ting, de oplevede sammen på Isle of Wight-festivalen i 1968. Sønnen Joe (Oliver Maltman) på 30 år er ved at være godt i vej.
   Tom og Gerri er over tid vokset sammen på den rigtige måde. Hun er psykolog i sundhedsvæsenet, han er teknisk geolog. Tom er instruktørens talerør, og i begyndelsen gruer man for de krakilske beklagelser, som også er en del af Leighs ouevre. Som året skrider frem, holder han dog igen med bugtalerkunsten og lader karakterne få deres eget liv.



BEVÆGELSEN skabes af parrets venner og kolleger. Sætstykket er Mary (Lesley Manville), som er sekretær på hospitalet, hvor Gerri har sin konsultation. Hun har en skilsmisse og et forhold til en gift mand bag sig, og hun prøver at holde fast i sit gode udseende, men oplever ligesom Ken (Peter Wight), Toms tykke ven, der ryger stort og drikker for meget, at verden kun har plads til de unge.
   Mary drikker sig altid beruset, hendes rækken ud bliver mere anstrengt. Alligevel vil hun ikke noget med Ken, der resignerer og fortsætter sit langsomme selvmord. Det skal for resten siges, at karaktererne denne gang kommer fra middelklassen, og at tonen er tættere på komedien, end man er vant til hos Leigh.



TOM og Gerris søn er længe om at få en kæreste, og »tante« Mary begynder at nære forhåbninger. Der er en livsalig blanding af situationskomik og hverdagstragik i scenen, hvor Joe præsenterer sin bramfri kæreste, og Mary på én gang skal skjule sin skuffelse og udtrykke sin misbilligelse.

   Toms bror bliver enkemand, og hans fortabte søn kommer for sent til begravelsen, men tingene løser sig mere eller mindre. Væksterne i Tom og Gerris kolonihave bliver sået og plukket. Det er helt i tråd med filmens præmis: »Forår, sommer, efterår, vinter. Familie og venskab. Kærlighed og varme. Glæde og bedrøvelse. Håb og fortvivlelse. Kammeratskab. Ensomhed. En fødsel. Et dødsfald. Tiden går.«


LEIGHS spillefilm nummer 11 er en stor fornøjelse. Den har færre teatralske udsigelsesscener end guldpalmevinderen Secrets & Lies (1995) og den rugende livstrætte All or Nothing (2001). I sidstnævnte sad Timothy Spall i lang tid og så ind i væggen, før han udbrød: »Jeg har det som et gammelt træ, der savner vand.«
   Det samme patetiske billede bruges i Another Year, men nu nøjes Ken med at fortælle om et træ, som han så på vej til festen hos Tom og Gerri – navneligheden med de tegnede figurer er en stående vittighed. Der er en opsummerende kvalitet af credo og testamente over filmen. For instruktørens fanbase er Another Year afgjort et must. For nye tilskuere er den et godt sted at begynde.

Another Year. Instr. & manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 129 min. UK-USA 2010. Dansk premiere: 27.01.2011.


Fotos: Thin Man Productions/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og Viaplay Store
2K Blu-ray fra SF Studios 25.05.2011
2K Blu-ray i boxsæt Mike Leigh | 1996-2014 | 5 movies | fra StudioCanal/Art Haus 11.11.2021
Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 28.01.2011.

søndag den 7. marts 2021

Bogen og filmen: Julian Barnes' The Sense of an Ending (2011/2017)


ET FREMMED LAND
Julian Barnes' Booker Prize-vinder

Af BO GREEN JENSEN

DET bliver næppe mere blåstemplet.
 Julian Barnes modtog Man Booker-prisen for sin lille roman fra 2011, en besnærende let tekst om svig og erindring, der rører ved sindets dybeste lag og mediterer over historiens væsen.
   Instruktøren Ritesh Batra gjorde indtryk med The Lunchbox (2013), og The Sense of an Ending er castet med cremen af britisk films seniorsegment. Manuskriptet strækker sig langt for at yde forlægget retfærdighed.
   Med andre ord er alt sat ind på at skabe en lødig filmatisering, der er aktivt ungdomsafvisende. Det er arthouse for det grå guld, simpelt hen.
   Den fraskilte Tony (Jim Broadbent) er først i halvfjerdserne. Han driver en lille butik, hvor han sælger brugte Leica-kameraer til formuende fotoentusiaster, og han holder så vidt muligt livet tre skridt fra livet.
   Måske var det derfor, at ægteskabet med sagføreren Margaret (Harriet Walter) ikke holdt. De har en datter, Susie (Michelle Dockery), som er højgravid med hans barnebarn lige nu. De har alle tre et ret godt forhold til hinanden. Faktisk taler Tony kun med resterne af sin familie.


TONY bliver rystet i rutinen, da han får brev fra et advokatfirma. Når noget slutter er også en sædeskildrende studie i, hvordan det føles at blive ældre og mærke tidens fremskridt som støj. Tony er en gammeldags mand, som stadig læser sin morgenavis og sender frankerede breve. Han er virkelig en af de sidste fra tiden, før alt gik af lave.
   I brevet står, at en vis Sarah Ford er død og har efterladt Tony »en genstand«. Det viser sig at være en dagbog, skrevet af hans afdøde ven, Adrian Finn. Sarah Ford var mor til Veronica, Tonys første kæreste, som forlod ham til fordel for Adrian. Dagbogen er en overraskelse for alle. Endnu mere overraskende er, at Veronica, som stadig lever, ikke vil aflevere den til Tony.


NU bliver der virkelig rippet op i det hele. Også før brevet kom, har filmen vist erindringsglimt, som til stadighed spiller i Tonys bevidsthed. Det gør de også i Barnes’ roman, som på den måde ligner en film allerede.
   Til gengæld holder Barnes igen med nostalgiske detaljer fra England ca. 1968. Det bliver mest til forfatternavne og sangtitler. Både film og bog er båret af Tonys rugende reflektioner. Der er en selvhøjtidelig fortæller, som udreder tiden og skaber distance. Ydermere ændrer han ofte forklaring.
   Der er scener fra studietiden, hvor Adrian var den store ven og en trodsig rebel, som foregreb ungdomsoprøret. Der er reaktionerne på et selvmord, som bliver et forvarsel om, hvad der skete med Adrian. Der er en relativt gylden erindring om mødet med Veronica og deres første tid sammen. Især er der en beskrivelse af den skæbnesvangre weekend, hvor Tony tog med Veronica hjem og mødte hendes familie.
   Det er i denne erindring, at alt, hvad Tony siden blev, er forankret. Veronica var vigtig. Hun gav ham det første Leica-kamera, og hun fyldte hans sanser sommeren lang. Han skrev et hadefuldt brev, da hun svigtede ham. Og han har aldrig fortalt sin senere hustru om forholdet.



DET gør han nu. Tony spørger Margaret, hvordan han bedst tackler Veronicas modstand. Han fortæller sin historie, og det giver filmen en fortrolig henvendthed, som bekendelsen mangler i bogen, hvor læseren er den primære tilhører.

   Samtidig bygges der op til mødet med Veronica (Charlotte Rampling), filmens pièce de resistance, som Tony gør alt for at få i stand. Både datter og ekskone bemærker tørt, at han opfører sig som en stalker. Nej da, siger den pæne mand. Men han er nøjagtigt en stalker i al forhistorien.
   Den bestemmende weekend 50 år før er forjættende realiseret. Sarah Ford (Emily Mortimer), Veronicas mor, som er nøglen til mysteriet, medvirker kun i enkelte scener, men hemmeligheden er dragende nok til at fastholde tilskuerens begær hele vejen.
   Der er en hård erkendelse for enden af den upålidelige fortællers lange tilståelse. Der er også en omstændighed, som ændrer alt, hvad Tony ved om sig selv. Fordi det er Barnes, bliver den røbet så henslængt, at man kan gå glip af forklaringen, hvis man blinker.



»FORTIDEN er et fremmed land: man opfører sig anderledes der,« skrev L.P. Hartley i The Go-Between (1953, da. Gudernes sendebud). Også her er der en dagbog og en kronologisk afstand på 40 år til de centrale begivenheder, som fortælleren først nu forstår, skønt de – og fejlopfattelsen af dem – har præget hele hans liv. Det er en særlig britisk genre – Ian McEwans Atonement (2001, da. Soning) er et andet eksempel – og de gør sig i regelen fantastisk på film.
   Jim Broadbent er god som fortælleren, der mener at vide bedre, indtil han får så meget at vide, at han bliver stum på en studs. Det er dog kvinderne, der brillerer: Harriet Walter som Margaret, Emily Mortimer som den forførende Sarah Ford og især Charlotte Rampling som den voksne Veronica, der endelig forklarer sig.


FILMEN er sober og godt skruet sammen, ikke for udglattende i sin beskæring af stoffet – der er flere relationer og forbindelser i bogen – og heller ingen hæmningsløs nostalgifest, skønt året er 1967-68.
   Det fremgår, fordi Tony spiller Donovan-singlen »Wear Your Love Like Heaven«, da Veronica er med oppe på værelset for første gang. Også i bogen er han den ikke helt stolte ejer af dobbeltalbummet a gift from a flower to a garden, som udkom i foråret 1968.
   Filmens øvrige musik er komponeret af postmodernisten Max Richter. Det er nok det mest kælne træk i en prunkløs fortælling, der nyder at være voksen og trist.


The Sense of an Ending (Når noget slutter). Instr.: Ritesh Batra. Manus: Nick Payne. Foto: Christopher Ross. 108 min. UK 2017. Dansk premiere: 29.06.2017


Fotos: Cinematerial/  FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/  Wikipedia (Julian Barnes Portræt)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Studio Canal 14.08.2017
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 30.06.2017