Translate

Viser opslag med etiketten konservatisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten konservatisme. Vis alle opslag

tirsdag den 16. januar 2024

The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013


DEN BIOGRAFISKE SANDHED
Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.
   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.


   
THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.
   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.
   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.



SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.
   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.


MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.
   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*
   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.
   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 


*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.
   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.


Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.

tirsdag den 3. maj 2022

Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014)


HÆRVÆRKSKLUBBEN
Englands politiske klasseteater

Af BO GREEN JENSEN

I STORBRITANNIEN fungerer klassesystemet som efter en naturlov. Den sociale arv og de riges privilegier er emner, der kan bringe debatten i kog. Hvis klassekampen er hendøende, er det kun, fordi besidderne har haft held til at udslette arbejderklassen. Hvad konservatismen påbegyndte i 1980erne, blev gjort færdigt af 90ernes globalisering.

   Klassetænkningen har udviklet sig til noget næsten metafysisk. Dramatikeren Laura Wade (f. 1977) skabte en af årtiers største britiske teatersucceser, da hun satte ti unge mænd fra Oxford til at hærge på scenen i Posh. Her holder »The Riot Club« sin traditionsrige middag, som kulminerer i et orgie af destruktion. Man knuser alt, hvad der kan gå i stykker. Man æder og drikker sig fra sans og samling, forsøger også at få en kvinde ned på knæ under bordet, er i det hele taget drenge, når drenge er værst.*


DA Wade skrev sit skuespil i 2010, var Labour Party ved magten. De rige rødder på scenen kunne tale, som om de repræsenterede en minoritet og en stolt tradition, der var ved at forsvinde. I 2012 blev stykket genopført, og Wade justerede teksten til David Camerons konservativt administrerede England, hvor flere af klubbens principper i mellemtiden var blevet til lov.
   Hærværksklubben er angiveligt fiktiv. Det er dog en åben hemmelighed, at The Riot Club er baseret på virkelighedens Bullingdon Club, som har eksisteret i Oxford siden 1780erne. Evelyn Waugh nævner klubben flere steder. Listen over medlemmer tæller mænd som Cecil Rhodes og Kong Frederik IX. Bullingdon-drengene bærer korte, skræddersyede jakker. Det samme gør vandalerne fra The Riot Club.
   Den reviderede forestilling fik ekstra opmærksomhed, fordi tre af rigets magtfulde embeder var beklædt af gamle Bullingdon-medlemmer. David Cameron, finansminister George Osborne og Boris Johnson – som siden blev både udenrigs- og premierminister, men i 2014 endnu var Londons borgmester – havde alle siddet med ved bordet, hvor man når til at råbe »I fucking hate poor people!«, før aftenen er omme. I det hele taget sætter klubben en ære i ikke at nære social empati.



I LONE Scherfigs filmatisering af stykket, som Laura Wade selv har bearbejdet, er den hårde kerne ikke blødt op, men den er indrammet af forskellig baghistorie, og der er nuanceret i typologien, så karaktererne er til at skelne fra hinanden. I teatret er drengene kloner, nogenlunde lige stupide – og værre, fordi de er sammen og ens.
   Miles Richards (Max Irons) er egentlig ikke typen, der snobber hverken op eller ned. I Oxford bliver han kæreste med Lauren (Holliday Grainger), som kommer fra jævne walisiske kår. Der er ingen Lauren i sceneversionen. I filmen fungerer hun som et humaniserende filter og et identifikationspunkt for tilskueren. Det er muligvis ikke, hvad der er brug for. Skuespillet fungerer i kraft af sit koncentrerede anarki.
   Miles er en sød dreng, der lader sig benove af invitationen til at blive medlem. Man ved, at man er kommet i betragtning, når ens værelse bliver raseret.



DET er en gennemgående svaghed, i filmen såvel som i stykket, at man aldrig helt begriber, hvorfor klubben er så attraktiv. Alt, hvad de unge mænd foretager sig – og det er ret beset ikke meget – virker gennemført infantilt.
   Men man bliver medlem af et netværk, som fungerer (og forpligter) hele livet. Det véd den arrogante Alistair Ryle (Sam Claflin), som skal løfte arven efter sin farfar, far og onkel Jeremy (Tom Hollander), der er konservativ politiker. Alistair deler det kyniske menneskesyn. Han og Miles læser begge historie. De skriver opgaver til den samme tutor. Her er de tæt på at hade hinanden. Bortset fra, at den milde Miles næppe er i stand til at hade.



DEN lyse side af Oxford bliver skildret i filmens første akt, hvor Scherfig formidler sin glæde ved stedet. En scene, hvor Miles og Lauren taler på taget med udsigt til byens »drømmende spir«, har sjælfuld sødme og kunne stamme fra de bedste tider i One Day (2011). Der er også lidt humor i drengenes ture. Så begynder middagen, og alvoren bliver blodig.
   Fordi klubben knuser alt, har den karantæne på de fleste spisesteder. Man kører langt for at nå til pubben The Bull’s Head, hvor en ambitiøs kroejer (Gordon Brown) prøver at give stedet stil. Han bukker og skraber for selskabet, der har booket sig ind som Unge Entreprenører. De øvrige gæster, som ikke er posh, får lov at vente i timer. Manden, som man når at få ondt af, er i mange henseender en straight version af Basil Fawlty, den inkarnerede småborgerlighed.



MIDDAGEN forløber. Ti fugle er bagt ind i hinanden, og klubbens formand taler vidtløfligt om at fejre fråseriet som kunst og erkendelsesform. De æder og drikker for Englands skyld. I tarvelige tider er de det sande bolværk mod pøbelen. I prologen har man set den historiske Lord Ryot være både dekadent og visionær. Det er der ingen af dagens drenge, der er. De vil bare rive verden i stykker.
   Udover Miles er der ingen i klubben, som kender det andet køn særligt godt. Det ligger ikke i opdragelsen, hvis man kommer fra skoler som Eton og Harrow. Harry (Douglas Booth) har bestilt en professionel pige, som skal give drengene blowjobs. Da Charlie (Natalie Dormer) betakker sig, overvejer klubben at voldtage kroværtens datter (Jessica Brown Findlay).
   Her indskyder Scherfig og Wade en forvikling. Redegørelsen for kvindesynet er i forvejen omstændelig. Nu skal filmen skyde sit krudt af i en hæmningsløs destruktionsscene, der kulminerer i afstraffelsen af kroværten. Da er The Riot Club blevet ren horror.



FILMEN fungerer bedst på de steder, hvor den holder fast i teaterforestillingens klaustrofobiske ramme og de kunstfærdige replikker, der i pointeret form taler om klasser. Det er og bliver en britisk forestillingsverden. Da Alistair siger til kroværten, at denne i virkeligheden elsker de hærgende overklassedrenge, er det tydeligt, at han rammer et ømt punkt. Det kunne han kun gøre i en britisk kontekst.
   Lone Scherfig formidler alt dette med samme fintmærkende præcision, som hun lagde for dagen i An Education og One Day. Det virker af og til, som om hun hellere ville lave en lys film, der fejrer de klassiske dyder i Oxford. The Riot Club er en grov satire, men eftersmagen er syrlig og ram – altså for så vidt som den skal være.


*) Laura Wade voksede op i Sheffield i det nordlige England. Hun studerede drama ved Bristol University, debuterede med Limbo (1996) og kom til Londons Soho Theatre med Colder Than Here (2005). Hun har skrevet 15 skuespil, hvoraf syv foreligger i bogform.
   Wade har ingen Oxford-baggrund selv. Hun har dog kunnet spørge sit bagland, hvis hun var i tvivl. Wade har to børn med instruktøren og skuespilleren Samuel West, som har instrueret flere af hendes stykker. West, der er søn af Timothy West (Edward VII) og Prunella Scales (Fawlty Towers), tog sin kandidatgrad i Oxford. Wade og West har dannet par siden 2007. 
   Posh blev uropført i 2010 på Royal Court Theatre, hvor Wade var en del af Young Writers-programmet. I 2012 blev teksten afstemt efter aktuelle forhold og opført på Duke of York Theatre i West End. Wade var ikke selv involveret i 2017-produktionen, som lod teksten opføre af et kvindeligt cast. Derimod skrev hun sceneversionen af Sarah Waters’ victorianske perioderoman Tipping the Velvet (1999), som blev opført på Lyric Hammersmith i 2015. Tipping the Velvet er især kendt fra tv-versionen [med manuskript af Andrew Davies] med Rachael Stirling, Sally Hawkins og Keeley Hawes, som var en LGBTQ+-landvinding i 2002.
   Efter Posh har Laura Wade skrevet Home, I’m Darling (2018) – en tragisk satire om nostalgiske kønsroller – og The Watsons (2019). Sidstnævnte bygger på Jane Austens aldrig færdiggjorte roman (som mange austenites har skrevet videre på). I Wades version bliver handlingen sat i stå, når »Dramatikeren« og karaktererne diskuterer, hvad der videre kunne, burde og måske vil ske. The Watsons havde premiere på Chichester Festival Theatre i 2018 og spillede videre på Menier Chocolate Factory i London. Forestillingen var instrueret af Samuel West.


The Riot Club. Instr.: Lone Scherfig. Manus: Laura Wade. Foto: Sebastian Blenkov. 107 min. UK-Frankrig 2014. Dansk premiere: 04.12.2014.


Fotos: Daniel Hambury (Laura Wade Portrait)/ Film4/ HanWay Films/ BFI/ Universal Pictures International/ Pinewood Pictures/ Blueprint Pictures/ Selective Films/ Orange Studio/ Royal Court Theatre/ Angel Films/ YouTube (Universal Studios Trailer).
Filmen streames (juni 2025) Amazon TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 19.01.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.12.2014 [revideret og ajourført 2022]