EN STRÅMAND FRA BELFAST
En samtale med Gerry Conlon
1. De fire fra Guilford, 1974
I EFTERÅRET 1974 iværksatte den nordirske undergrundshær IRA sin hidtil mest massive terrorkampagne mod civilbefolkningen i England. Mere end 30 mennesker døde og flere hundrede mennesker blev såret i henved 50 bombeattentater, der ramte i flæng og i regelen uden forhåndsvarsel. Både IRA og de britiske myndigheder betragtede situationen som en undtagelsestilstand, og som et led i krigen mod IRA vedtog det britiske parlament en kontroversiel antiterrorlov, der i realiteten gav politiet militære beføjelser. Man kunne herefter tilbageholde mistænkte terrorister og deres medskyldige i op til syv døgn, uden at sigte dem og uden at oplyse offentligheden om deres arrestation. De britiske storbyer blev forvandlet til krigszoner, og det var hvad IRA ville fremprovokere. Bomberne i Manchester og Birmingham krævede flere dødsofre, men det var i London, at krigen for alvor blev ført.
NORDIREREN Gerry Conlon blev et af denne krigs ofre, men ikke i traditionel forstand. I oktober 1974 eksploderede to bomber uden varsel på to værtshuse i London-forstæderne Guildford og Woolwich. Guildford-bomberne dræbte fem og sårede 50 mennesker. Umiddelbart efter blev Gerry Conlon arresteret sammen med tre af sine venner fra det kollektiv, hvor han havde boet, mens bombningerne foregik. Disse fire –
»The Guildford Four« – som foruden Conlon talte vennen Paul King, Paddy Armstrong og den 17-årige Carole Richardson, blev arresteret og tilbageholdt efter anti-terrorloven.
Conlon tilstod under hårdt pres, skønt han ikke havde været i nærheden af Guildford den pågældende aften. De fire blev idømt livsvarigt fængsel, og det blev indskærpet, at straffen skulle afsones fuldt ud. Politiet anklagede endvidere syv af Conlons slægtninge, heriblandt hans 50-årige far Guiseppe Conlon, for meddelagtighed. Hans tante Annie Maguire blev sammen med sin mand og deres to teenagesønner sigtet for at have fremstillet bomberne, og også »The Maguire Seven« modtog lange fængselsstraffe. Offentligheden havde krævet syndebukke og fået dem. Man satte irerne i fængsel og smed nøglen væk.
ALLEREDE før domfældelsen i oktober 1975 havde Scotland Yard arresteret en gruppe IRA-medlemmer, herunder Brendan Dowd og London-lederen Joe O’Connell. De tilstod Guildford-attentaterne og en række andre bombninger. De 11 sigtedes uskyld kom ikke bag på myndighederne. En hjemløs mand havde bekræftet Conlons alibi for gerningsnatten, men politiet havde valgt at se bort fra hans vidneudsagn og i øvrigt begrave det dybt i arkivet.
Der gik 15 år, før sagen blev genoptaget efter pres fra offentlighedens side. I 1989 kunne en frifunden Gerry Conlon triumferende forlade retten i Old Bailey. Han var blevet arresteret som en ung mand på 21 år. Han var 36, da han kom ud. Hans far døde i fængslet i 1980. Familien blev kompenseret, men først efter 30 år sagde de britiske myndigheder undskyld.
Den 8. februar 2005 fremsatte Tony Blair, den daværende britiske premierminister for Labour, en officiel og uforbeholden undskyldning: »I am very sorry that they were subject to such an ordeal and injustice ... That is why I am making this apology today - they deserve to be completely and publicly exonerated.«
Det var endnu ikke sket og virkede heller ikke sandsynligt i marts 1994, da jeg talte med Gerry Conlon. Han kom til København for at møde pressen før premieren på In the Name of the Father, Jim Sheridans film om hans sag, som var en af de helt store titler i sæsonen 1993-94. Det var dét, som Conlon brugte de år på: at reklamere for filmen om mislivet.
2. Den skræmmende frihed, 1994
GERRY Conlon er en lille mand på 40 år. Han har mørke skægstubbe og langt sort hår, der i skyndingen giver ham en distraherende lighed med fodboldidolet George Best (1946-2005), som også var nordirsk. Han ligner ikke i nævneværdig grad Daniel Day-Lewis, som spiller Conlon i Jim Sheridans film In the Name of the Father. Han ligner heller ikke et traumatiseret offer for et af de mest beskæmmende justitsmord i britisk retshistorie. Man kunne vente sig at møde en knækket mand, som var bitter på verden. Men på 20. etage i Royal Hotel ligner han allermest en kamptræt irer, der sad for længe på pubben aftenen før. Vi sætter os, tre danske filmjournalister, der ellers ikke har problemer med at stille spørgsmål og kræve svar. Over for en skæbne som Conlons gribes man imidlertid af en følelse, som i mangel af bedre må kaldes for blufærdighed.
Hvordan får man hul på samtalen med en mand, der har været udsat for vedholdende fysisk og psykisk terror, har mistet 15 år af sit liv og af en blodtørstig presse er blevet udråbt til kold massemorder? Hvordan spørger man, hvad han mener om Daniel Day-Lewis’ og Emma Thompsons præstationer i den i øvrigt dybt problematiske film om »The Guildford Four«-sagen? Og kan man være bekendt at spørge til Conlons syn på IRA’s aktuelle taktik? Mens vi tøver kravler fotograferne rundt og tager billeder af Conlon, som om han skulle herfra om lidt. Så får han sit stikord og begynder at tale. Da det sker, er der ingen tvivl om, hvilken slags mand man har for sig. Den tilbagelænede manér, som han bød os velkommen med, og som han uden videre falder tilbage i, da han en lille time senere siger tak og sætter sig hen til sin kone, forsvinder i samme sekund han er på. Mens han taler om sine 15 forbandede år, ser han ufravendt på os med store runde øjne og et intenst udtryk. Man kan se, at han er der igen.
DER er ingen smilende småsnak eller famlende pauser imellem hans ord. Han kæderyger »Silk Cut«-cigaretter, og han taler som en mand med en sag. Men en glad mand. For Conlon selv har ingen problemer med filmatiseringen af sin livshistorie. Tværtimod synes han næsten at betragte In the Name of the Father som den autoriserede udgave af historien om »The Guildford Four«. Den højere sandhed. Det bliver derfor en smule lettere af finde de kritiske spørgsmål frem.
– Filmen om din sag er blevet fremragende modtaget de fleste steder. Den fik Guldbjørnen i Berlin, den er nomineret til ni Oscars. Men de fleste britiske kritikere har været yderst skeptiske over for Jim Sheridans fortællerstrategi, måden han blander fiktion og dokumentarisme på...
»Hvis det havde været en film om Nicaragua eller El Salvador, om Filippinerne eller Malaysia, hvor som helst bortset fra lige udenfor, ville den britiske presse have klappet. De ville have modtaget filmen med den samme salvelsesfulde alvor, som de gjorde med Cry Freedom og alt hvad der ellers handler om apartheid. Men In the Name of the Father angriber institutioner, de har holdt hellige i århundreder, og derfor har de problemer med filmen. Endvidere var det ikke mindst den britiske presse, der fik os dømt. Den hjernevaskede offentligheden til at tro, at vi var de skyldige.«
– Er de britiske medier ikke i stand til at forholde sig objektivt til filmen?
»Nej, for den er jo ikke mindst et angreb på dem. I 1975, før vores sag overhovedet var kommet for retten, havde de britiske medier dømt os for længst. Vi var mordere, vi var terrorister. Der var billeder af bombeofrene og store overskrifter dag efter dag. De fik deres instrukser fra politiet, for der eksisterer en sammensværgelse mellem de britiske aviser og det britiske politi. Så det ene med det andet: Vi er faktisk ligeglade med, hvad de britiske aviser mener om filmen. Det vigtige er, hvad folk på gaden synes om filmen. Det er de kritikere, vi er interesseret i at høre fra. Hvis filmen er kontroversiel, er det godt. Kontroverser fører til dialog, og der må findes en udvej på det fastlåste forhold mellem England og Irland. Og især mellem IRA og den britiske regering. Det har varet alt for længe.«
– Gerry Adams fra Sinn Fein tog på officielt besøg i USA netop som »In the Name of the Father« havde amerikansk premiere. Overrasker det dig, at man har kaldt filmen propaganda for IRA?
»Det overrasker mig ikke, men det er den jo ikke. Filmen tager klart afstand fra IRA, ligesom jeg selv gør, og jeg tror på tingenes tilfældighed. Jeg tror, det var tilfældigt, at Gerry Adams var i Amerika, da In the Name of the Father fik premiere. Jeg tror, det var tilfældigt, at min advokat Gareth Peirce fandt det vidneudsagn, der beviste min uskyld. Jeg tror, der er en mening med disse tilfældigheder.
Sagen er snarere, at ingen i den britiske presse har kunnet slå ned på nogen bestemt politisk fordom i filmen. Man har derfor hægtet sig fast i en masse småting, mindre uoverensstemmelser og forenklinger, der var nødvendige af dramatiske årsager. Det er jo ikke en dokumentarfilm, det er en spillefilm som Oliver Stones JFK. Jim Sheridan skulle presse 15 år ned til to timer, og det har han gjort glimrende. Han holder ikke mere af IRA end jeg selv.«
– I FILMEN siger du – eller det gør Daniel Day-Lewis i rollen som Gerry Conlon – at han ikke hader englænderne. Det er i begyndelsen, lige da I er blevet arresteret. Men hvad med senere, i fængslet?
»Vist hadede jeg englænderne. Især i det første år efter min fars død var jeg fuld af et brændende had til alt britisk. Men desværre er had og bitterhed følelser, som vender sig indad. De er mest ødelæggende for én selv. De har ingen positiv kraft overhovedet, det er lutter negativ energi. Det blev så voldsomt, at jeg begyndte at få trækninger i ansigtet. Jeg begyndte faktisk at se sindssyg ud. Og det var kun gode venners hjælp, folk jeg kendte fra tiden i fængslet, min familie, især min mor og min søster, som hjalp mig gennem den svære tid. Efterhånden lykkedes det mig at forvandle bitterheden til vrede, og vrede er en følelse, som man i højere grad kan bruge til noget. Den er ikke så destruktiv som bitterheden og hadet.«
– Kan man undgå at hade nogen, der stjæler 15 år af livet fra én?
»Jeg er stadig meget bitter på de britiske institutioner, men jeg har aldrig hadet det britiske folk. Efter 1981 gjorde englænderne mere for at få mig løsladt, end mine egne landsmænd gjorde. De britiske politikere gjorde mere for at få vores sag genoptaget end irske politikere. Så i virkeligheden føler jeg taknemlighed over for det britiske folk. Min sagfører, Gareth Peirce, er helt igennem britisk. Skuespillerne i filmen er britiske. Jeg har boet i London de sidste fire år, og jeg har respekt for englænderne. Men hvad angår deres institutioner, retsvæsenet, politiet og regeringen, så føler jeg, at de er både korrupte og fordærvede.«
– I filmen møder du den rigtige terrorist i fængslet. Gjorde du også det i virkeligheden?
»Ja, jeg mødte flere af dem, og jeg må sige, at selv om jeg tager afstand fra IRA’s metoder, så havde jeg betydelig mere respekt for de folks holdning, end jeg havde for de engelske myndigheders nølen og hykleri. IRA betragter situationen som en krig. Midt i 70erne gik de over stregen og forvandlede London til deres personlige cowboyfilm, men de har altid stået ved deres handlinger, og de skammer sig ikke over dem. Da Joe O’Connell og hans mænd blev arresteret i forbindelse med andre terrorhandlinger, var det første de gjorde at fortælle politiet, at det var dem der stod bag bombningerne i Guildford og Woolwich.
Det vidste politiet jo godt. Allerede før man sigtede os, viste nye bombninger, at attententatmændene fra Guildford stadig var på fri fod. Men det var en sindssyg tid, og det britiske politi var under et fantastisk hårdt pres. Da Joe tilstod, var man helst fri for at høre på ham. Han og hans medsammensvorne blev dømt bag lukkede døre, og man havde slettet Guildford og Woolwich-attentaterne fra anklageskriftet.«
– I filmen bliver du ven med IRA-manden og bebrejder din far, at han ikke ligner ham mere. Gjorde du det?
»Joe var en meget karismatisk mand. Han fik folk til at lytte, han aftvang respekt. Jeg kunne ikke undgå at være imponeret af ham.«
EFTER sin frifindelse skrev Gerry Conlon selvbiografien Proved Innocent. Den irske skuespiller Gabriel Byrne købte rettighederne og satte forfatteren Terry George i gang med at skrive et manuskript. Conlon sad sammen med Byrne og Terry George i det meste af et år, mens de arbejdede på en storyline.
Siden har han brugt megen tid på at følge med filmen, tale om den og The Guildford Four over det meste af verden. Så måske er det først nu, at Gerry Conlon for alvor skal tage stilling til, hvad han stiller op med sit liv efter løsladelsen?
»I begyndelsen var det skræmmende. Da gidslerne Terry Waite og Brian Keenan kom tilbage fra Beirut, stillede myndighederne al mulig krisehjælp til rådighed for at hjælpe dem med at vende tilbage til hverdagen. Os tilbød man ingenting. Nu prøver jeg at hjælpe mennesker, som jeg anser for at være uskyldigt dømt, både i Irland og i England. Justitsmord er ikke noget, som englænderne har copyright på. De forekommer hele tiden og over hele verden. Men det er, som om man ikke kan indrømme sine fejl i England.
Jeg har tilbragt megen tid i Amerika, og det er i sandhed ikke noget samfund at holde op som et eksempel for os alle. Masser af uskyldige bliver dømt og kommer i fængsel i Amerika, men amerikanerne har evnen til at vaske deres beskidte lagener i fuld offentlighed. Englænderne er derimod så overlegne og skinhellige. De har denne forbløffende arrogance. Som om de ser ned på én og siger: Hvem tror du egentlig du er? Så de kan ikke stå ved deres fejl og rette dem med det samme.«
– Prøvede myndighederne at lempe jer ud ad bagvejen? I slutningen af filmen er det dig, som insisterer på at gå ud ad fordøren i Old Bailey...
»Nemlig! Min far døde den 23. januar 1980, og det sidste han sagde til mig var: »Min død bliver medvirkende til din løsladelse. Så når tiden kommer, skal du gå ud ad fordøren og fortælle verden om det, der skete for os, for de mennesker hér hev os ind ad bagvejen.« Så jeg måtte gå ud den rigtige vej. Jeg føler derfor, at denne film er min måde at opfylde min fars sidste ønske på. At lade så mange som muligt få kendskab til, hvad der skete for os.
In the Name of the Father er ikke længere min film alene. Den tilhører også de sorte i Soweto, de sorte i Harlem, de spansktalende unge i Californien, puertoricanerne og haitianerne i Florida. Dette er en film, som enhver minoritet, der er blevet forfulgt og gjort til offer, kan forholde sig til og solidarisere sig med. Forhåbentlig kan de bruge den til at bevare troen. På at der findes folk som vil hjælpe, at retfærdigheden kan ske fyldest.«
Samtalen med Gerry Conlon fandt sted på Royal Hotel i København den 14. marts 1994
3. I faderens navn, 1994
DET er svært at forholde sig kritisk til en film som In the Name of the Father. Justitsmordet på Gerry Conlon og »The Guildford Four« er en af de historier fra virkeligheden, der får Franz Kafka til at fremstå som skinbarlig realist. Man kan ikke klandre nogen for at ville huske på dét, ja skrige det til verden så højt og klart som muligt. Man føler sig derfor som lidt af en lyseslukker ved at have æstetiske forbehold over for noget, der i så høj grad sætter sagen over den valgte form. Forbehold må man dog have. Jim Sheridans irske, men meget amerikansk inspirerede dokudrama er nomineret til syv Oscars og fik Guldbjørnen ved årets Berlin-festival. En række udmærkede mennesker finder altså, at filmens demagogiske strategi er prisværdig. Alligevel må det være på sin plads at sætte hælene i. For In the Name of the Father er i bedste fald en slagsang forklædt som sandhedssøgende melodrama.
PROLOGENS Belfast-afsnit er kursorisk, men effektivt afviklet. Mens bange og pressede engelske soldater ser mulige snigskytter i alt, hvad der bevæger sig, får de lokale IRA-folk for meget af den besværlige lille Gerry (Daniel Day-Lewis i en upåklagelig indsats), der roder sig ud i for mange skærmydsler. Han slipper allernådigst for at blive skudt i knæene og tager til England for at køle af.
I en teaterkoloristisk udgave af Swinging London anno 1974 går Gerry sammen med vennen Paul King på udkig efter fri kærlighed. De finder den i kollektivet, hvor Gerry brænder varm på Carole Richardson, og hvor de genforenes med vennen Paddy Armstrong. Imens iværksætter IRA sin hidtil mest omfattende offensiv i London. Hele Gerrys London-tid udspilles med eksplosionsekkoer i baggrunden. Som nu den aften i oktober, da IRA anbringer bomber i to pubber uden at give varsel, som det ellers er kutyme.
DET er samme aften, som Gerry og Paul bliver smidt ud af Edens have og driver rundt i gaderne. Gerry kravler ind i en kælderlejlighed og stjæler 700 pund. De køber ens nyt tøj i vild Gary Glitter-stil, og Gerry vender tilbage til Belfast som en blanding af spradebasse og fortabt bibelsk søn. Næste morgen stormer Special Branch-folk Conlon-familiens hus, og Gerrys liv er i realiteten forbi. Sammen med Paul, Paddy og Carole arresteres Gerry Conlon, afhøres i syv døgn og tilstår så Guildford-attentatet. Politichefen Paul Dixon bliver endda grådig og rejser tiltale mod syv sagesløse familiemedlemmer, herunder Gerrys milde far Giuseppe (Pete Postlethwaite med gribende autoritet). Sagen er en skueproces. Beviser forlægges, når de kommer på tværs. Andre fabrikeres prompte, når der er behov for friske indicier.
Et år efter arrestationen idømmes »The Guildford Four« livsvarige fængselsstraffe, og dommeren indskærper, at livstid virkelig betyder livstid. Man har fået sine syndebukke. Det betyder mindre, at man ikke straffer de skyldige. Det kommer yderst ubelejligt, da de rigtige IRA-soldater bliver arresteret og tilstår, så man vælger at ignorere det.
GERRY Conlon er 21 år, da han træder ind i fængslet, nogenlunde lige forhadt af de indsatte og personalet. For at føje spot til skade må han dele celle med sin affabelt ædelmodige far, som Gerry straks giver sig til at bombardere med traumatiske erindringer om, hvor sølle og syg han altid har været. Giuseppe er stoiker med en fast tro på forsynets højere mening. Han sætter sig til at skrive breve, der skal rejse interesse om sagen.
Gerry gider ikke at skrive, og da den rigtige bombemand ankommer til fængslet og fortsætter sin krigsførelse, begynder Gerry at bygge et faderbillede af ham. Her er endelig en mand, der giver fjenden svar på tiltale og ikke lader sig kue, som hans egen far altid har gjort. Så går hans nye helt over stregen og lemlæster et af fængslets få i grunden udmærkede mennesker.
GERRY fornægter IRA og al dets væsen, så vi ikke kan være i tvivl om, hvor filmen nu vil hen med dét, og mens Giuseppe langsomt begynder at dø, forsones Gerry med ham, overtager appelskriveriet og fremlægger sagen for advokaten Gareth Peirce, som nu er kommet på banen i Emma Thompsons fortrinlige skikkelse.
Hun får hurtigt pillet politiets patetiske rænker fra hinanden, fremlægger på dramatisk vis det forløsende bevis, og i 1989 kan Gerry Conlon gå ud ad fordøren i Old Bailey og knytte hånden triumferende til ære for pressen, der nu kræver hans frikendelse med samme ildhu, som de femten år tidligere krævede hans offerblod.
Der er ikke et øje tørt i salen, da retfærdigheden sker fyldest. For så vidt er det eneste der mangler et romantisk forhold mellem Conlon og hans kvindelige forsvarer, og det kan egentlig undre, at filmen holder sig for god til denne melodramatiske krølle, når den nu ellers i så påfaldende mange henseender har bestræbt sig på at følge den amerikanske skabelon for film om uskyldigt dømte martyrer.
MEN hvad ligner det egentlig at rynke på næsen ad en sand historie? Hvordan kan man beskylde filmen for at manipulere, når det må være klart for enhver, at In the Name of the Father netop kalder til kamp mod løgnen og manipulationen?
Det kan man, fordi skabelonen bliver fulgt så forbløffende slavisk. Politiet presser tilståelserne frem, ganske som man er vant til at se. I fængslet er både chikanen og forklarelsen som vi kender dem, og ikke mindst i skildringen af udsoningen med faderen bliver nuancerne ofret, så denne emotional healing kan stå ren og pletfri tilbage. Det er ganske vist en autentisk historie, men man har bøjet den efter fiktionernes lov.
I virkeligheden sad far og søn ikke i samme celle, og politiet behandlede »The Guildford Four« langt værre, end man ser i filmen. F.eks. var Conlon nøgen under forhørene og blev udsat for fingerede henrettelser. I filmen fatter man næppe omfanget af det overgreb, han bliver udsat for.
I DET rigtige fængsel blev Conlon og hans far spyttet på. Vagterne urinerede i deres mad, medfangerne kom glasskår i den. Den genåbnede retssag var ikke dramatisk og kameravenlig, som den fremstilles i filmen, hvor Emma Thompson procederer med samme panache som et medlem af advokatfirmaet i L.A. Law. Til gengæld var mængden af fortielser og fordrejelser fra det offentliges side langt mere tyngende og massiv.
Alt i In the Name of the Father tager udgangspunkt i en autentisk baggrund, men denne er i sagens navn ændret så meget, at filmen er tæt på at ende som kitsch. Det er ikke nogen dårlig film, men den forenkler så utilgiveligt, at den ender med selv at fordreje. Man har ikke villet skræmme publikum væk med for barsk en realisme. Prisen for en sådan strategi er netop, at realismen går fløjten, og hvad skal man så med et dokudrama?
DET bedste i filmen er angsten og panikken. Skønt de britiske myndigheder ikke på nogen måde frikendes, får man en klar forståelse af, hvilket pres de er under. Man lugter angsten i begyndelsens Belfast og forstår også udmattelsen, der får Conlon til at give efter. Endvidere lykkes nogle af fængselselementerne godt. I fængslet bliver tiden en smidig størrelse, reflekterer Conlon. Sommetider føles et kvarter som en evighed. Andre gange ser man op, og der er gået tre år. Dét rammer rent med en overbevisning, som skueprocessens horrorshow ikke besidder. Det vender dog ikke helhedsindtrykket.
For af og til er In the Name of the Father næsten mere Hollywood end Hollywood selv. Fængselsskildringen ligner metervaren til forveksling, og hverken Papillon eller Manden fra Alcatraz ville have skammet sig over at sidde her. Da Emma Thompson procederer, bliver filmen befriende stilsikker, for nu ser vi på standardversionen af et amerikansk retssalsdrama. Her véd alle, hvad man venter sig af dem, både de uskyldigt dømte og de dumme svin fra statsapparatet. Til sidst er der frihedens apoteose. Det er smil gennem tårer og viljens triumf. Det er filmkunstens svar på en reklame fra Benetton.
In the Name of the Father. Instr. Jim Sheridan. Manus: Terry George og Jim Sheridan. Foto: Peter Biziou. 127 min. UK-Irland 1993. Dansk premiere: 18.03.1994
4. På denne afstand, 2021
JEG skrev alt det hér på en lang dag i marts 1994, for 27 år siden. Der har aldrig været grund til at samle interviewet op, og jeg mener stadig ikke, at In the Name of the Father er en vellykket film. Selv i Terror eller frihedskamp, en bog om terrorisme på film og i litteraturen, som jeg færdiggjorde i 2011, men måtte opgive at finde en forlægger til, var samtalen fravalgt. Conlon var jo hverken forfatter eller filmskaber. Han var ikke engang terrorist, »bare« offer for et justitsmord. Collateral damage, som det hedder i forsikringsjargon.
Alligevel har jeg aldrig glemt samtalen med den kæderygende stråmand. Conlon gjorde borgerkrigen i Nordirland virkelig. Han var det tætteste, jeg har været på IRA i virkeligheden. Jeg tænkte på ham i august 1998, da renegaterne fra Real IRA underkendte våbenhvilen og Good Friday-aftalen fra samme år ved at dræbe 29 og såre 220 i Omagh.
Jeg tænkte på ham i juli 2005, da min ældste datter og jeg var i London, og byen lukkede ned, fordi tre bomber blev bragt til udløsning i undergrundsbanen i myldretiden. 52 døde, cirka 700 kom til skade. Nu var gerningsmændene islamistiske terrorister. Det var ikke længere muligt at sætte sig i modpartens sted. Jeg husker ham nu, fordi beskrivelsen af, hvordan tiden går, er så præcis: »Somme tider føles et kvarter som en evighed. Andre gange ser man op, og der er gået tre år.«
GERRY Conlon døde af lungekræft den 21. juni 2014. Han blev kun 60 år. Han fik aldrig glæde af pengene og berømmelsen, som fulgte med filmen og friheden. Han følte heller ikke, at myndighederne gjorde tilstrækkeligt for at rette sin fejl. Han forsøgte, som det er antydet i interviewet, at gøre en forskel som aktivist, systemkritiker og humanist, men blev indhentet af gamle vaner og personlige problemer. I 2017 udgav barndomsvennen Richard O'Rawe en erindringsbog: In the Name of the Son: The Gerry Conlon Story, som der blev skrællet flittigt fra, både i irske og britiske medier. Den gode historie handlede især om, hvordan Conlon på få år fik brugt i nærheden af 1 million pund – pengene fra bogen, filmen og retssagen – på at ryge crack med skiftende kærester og venner som Johnny Depp og Shane McGowan. I en særlig intens periode skal han have købt crack til alle for 120.000 pund på ti dage.
Conlon kom dog også til sig selv igen. Han døde stille og roligt i Belfast.
Fotos: AP/ The Times/ The Guardian/ The Independent/ Irish Times/ Belfast Telegraph/ BBC/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Interview + anmeldelse er fra Weekendavisen Kultur 18.03.1994; intro 2011, coda 2021
.jpg)
DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)