Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022]

BARNDOMMENS GADE
Erindringens sødme og samtidens gru

Af BO GREEN JENSEN

I 1969 kunne protestanter og katolikker stadig bo dør om dør i samme gade i Ulster. Freden i Nordirland døde det år, da »The Troubles« for alvor tog fart. Urolighederne indvarslede 30 år med borgerkrig og en anspændt hverdag med britiske tropper, der bevarede freden på Vladimir Putin-manér. Der var mordbrande, plyndring og anarki. De nordirske undergrundshære tog form.

   Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.

   Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.

DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).

   Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.

   Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.

SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.

   Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.

   Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.

ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.

   Belfast er en filmskabers dannelsesskildring. Den er gjort af samme stof som Alfonso Cuaróns Roma (2018); Pedro Almodóvars Smerte og ære (2019) og Paolo Sorrentinos The Hand of God (2021). Især må Belfast være inspireret af John Boormans Hope and Glory (1987), der lod drengen Billy se blitzen i 40ernes London på samme måde, som Buddy oplever 60ernes Belfast.

DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).

   Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hinds eminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.

BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«

   »Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.

   »The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.

Belfast var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«). Branagh modtog prisen for bedste originalmanuskript.

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021) [Oscars 2022]; Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]; Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022].

Belfast. Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Haris Zambarloukos. 98 min. UK 2021. Dansk premiere: 24.03.2022.

Fotos: TKBC/ UIP/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 25.04.2022

Anmeldelsen trykt [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 25.03.2022

Konflikten i Ulster | Yann Demange: '71 (2014)

NEDSTIGNING I HELVEDE
En ung mands blik på konflikten i Ulster

Af BO GREEN JENSEN

TILBAGE i 1960ernes slutning var urolighederne i Nordirland et fast spor i bunden af nyhederne. Der var ingen særlig forståelse for konflikten. Man anerkendte den politiske side af problemet, men var utryg ved de religiøse aspekter. Man forstod, at konflikten gik tilbage til nationens grundlæggelse i 1921 og havde rødder i det endnu større drama om Irlands løsrivelse fra den britiske kolonimagt.

   Der var derfor et indgroet evighedspræg over striden, som krævede store ofre på begge sider. Fra 1966, da Ulster Volunteer Force, det protestantiske modstykke til IRA, erklærede åben krig mod IRA, til 1998, da parterne underskrev en fredsaftale, døde godt og vel 3.500 mennesker i attentater, og flere end 100.000 blev såret.

   Urolighederne eskalerede til krigslignende tilstande i oktober 1968, da det nordirske politi slog hårdt ned på borgerrettighedsmarcher i Derry og Belfast. Samme efterår blev de første britiske tropper sendt til Ulster. På konfliktens højeste var der 21.000 engelske soldater i Nordirland. Protestanterne betragtede dem som en blanding af backup og nyttige idioter. For det katolske mindretal var der tale om en besættelsesmagt.

DET var også dengang svært at se, hvad der var op og ned på konflikten. Nyhederne fra Nordirland nåede verden via de britiske medier, som forsvarede regeringens kompromisløse linie, og det var svært at nære sympati for de bombeattentater mod sagesløse civile, som IRA udførte i London og Dublin.

   Omvendt gav det bagslag, når hæren angreb fredelige demonstranter, som det skete i Derry i 1972 på den skændige »Bloody Sunday«, som Storbritannien siden har undskyldt. Borgerrettighedsforkæmperne dannede organisationen People’s Democracy, som 1969-74 fik sæde i Det Britiske Parlament, da socialisten Bernadette Devlin blev valgt. IRA havde som regel den kulturelle venstrefløjs støtte. BBC forbød sine radioværter at spille Paul McCartneys »Give Ireland Back to the Irish«.

BAG fjendens linier foregår i 1971, da man var tættest på at bruge ordet borgerkrig om konflikten. Jack O'Connell spiller en ung soldat, Gary Hook, som lander midt i urolighederne uden at kende meget til baggrunden. Han ved ikke, hvad der venter og har ingen forudfattet mening om the Troubles. Bortset fra, at der må være noget galt med en befolkning, som altid volder så mange problemer.

   Gary er slet ikke forberedt på det had, som møder de britiske soldater i en befæstet by, der er opdelt lige så effektivt som Berlin. Små situationer eksploderer på ingen tid i kamphandlinger. De panikslagne soldater reagerer voldsomt og uoverlagt. Efter en træfning strander Gary i det katolske kvarter og prøver at finde hjem til kasernen.

   I løbet af natten har han kontakt med repræsentanter for alle stridens parter: rivaliserende fraktioner af IRA, der forråder hinanden for et godt ord; protestantiske loyalister; intrigante britiske provokatører, der selv iscenesætter terrorhandlinger.

   Han kender ikke kvarteret og jages gennem en labyrint af mørke gader, som kun oplyses af brande og eksplosioner. Han indser, at alle parter udnytter soldaterne, at fjenden er ligesom han og at de britiske provokatører sørger for, at konflikten bliver holdt åben. Han indser også, at hærens tilstedeværelse blot gør tingene værre.

GARYS flugt er en nedstigning i Helvede, som den instruktørdebuterende Yann Demange orkestrerer med stor sikkerhed. Soldaten får hjælp af en dreng, der brænder efter at blive partisan, og møder gode og dårlige mennesker på begge sider. Mange rives bort. Andre møder han igen. I de brændende gader hersker en vis moral. Det gør der ikke hos sikkerhedstjenesten, som ofrer hvem det skal være.

   I 80erne var konflikten i Ulster den mørke baggrund for mange fiktionsfilm, typisk tragisk spænding om unge mænd, der blev fanget i patrioternes spil: John Mackenzies The Long Good Friday (1980), Neil Jordans Angel (1982), tv-serien Harry’s Game (1982), Pat O’Connors Cal (1984), Mike Hodges’ A Prayer for the Dying, Alan Clarkes Elephant (1989) og Ken Loachs Hidden Agenda (1990).

   I 90erne var konflikten ældre, og tonen blev mere melodramatisk i Neil Jordans The Crying Game (1992), Jim Sheridans In the Name of the Father (1993) og Terry Georges Some Mother’s Son (1996). Det altid irsk-sindede USA tog bladet fra munden i spændingsstykker som Phillip Noyces Patriot Games (1992), Alan J. Pakulas The Devil’s Own (1997) og Jim Sheridans The Boxer (1997).

EFTER fredsaftalen i 1998 blev Nordirland atter et tema, nu med mere nuancering og en vis historisk bagklogskab. Paul Greengrass’ Bloody Sunday (2002), Steve McQueens Hunger (2008) og James Marshs Shadow Dancer (2012) er fremragende revisionistiske titler. Bag fjendens linier føjer sig smukt til disse film, der er lavet af instruktører, som var drenge i 1970erne, da radioen sang om »the Troubles«.

   Filmen siger mere ved ikke at tage stilling, og soldatens synsvinkel giver konflikten et nyt perspektiv. Bag fjendens linier er både et stykke tidsånd og en fundamentalt spændende overlevelseshistorie om helten med 1000 ansigters rejse til nattens ende og videre. En flot og eksemplarisk enkel (men ikke forenklet) fremstilling af en kompleks og reelt uløselig konflikt.

Se også Konflikten i Ulster | Paul Greengrass: Bloody Sunday (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Konflikten i Ulster | Nick Hamm: The Journey (2016); In the Name of the Father: Gerry Conlon 1954-2014; Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022]. 

'71 (Bag fjendens linier). Instr.: Yann Demange. Manus: Gregory Burke. Foto: Tad Radcliffe. 100 min. Storbritannien 2014. Dansk premiere: 18.12.2014

Fotos: Film 4/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på HBO Nordic og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 19.12.2014