Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972

FJENDER AF SYSTEMET
Clint Eastwood instruerer den subversive biopic

Af BO GREEN JENSEN

DER var mange, som drog et lettelsens suk, da J. Edgar Hoover døde den 2. maj 1972. Den 77-årige FBI-direktør havde fungeret i 54 år og tjent sit land under otte præsidenter. Han havde skaffet sig magt og siddet på samme med en nidkær umættelig- og utrættelighed, som er uden amerikansk sidestykke.

   I Hoovers tid blev Forbundspolitiet en stat i staten, der kunne måle sig med det østtyske Stasi. Han vidste alt om alle og havde indsamlet belastende oplysninger om politiske nøglepersoner. Var der intet snavs at finde, blev arbejdet gjort med rygter, anonyme breve og almindelig mistænkeliggørelse.

   58 mio. telefonsamtaler blev aflyttet i Hoovers embedstid. Alt blev registreret i et kolossalt arkiv, der med vilje var organiseret, så ingen kunne gennemskue systemet. Især holdt han af at overvåge forfattere, filmfolk og intellektuelle, som i hans øjne opførte sig uamerikansk. Nogle af sagsmapperne overlever. Graham Greene, Philip Roth, Marlon Brando og John Lennon blev indgående undersøgt. Det var Hoover, som tvang Charlie Chaplin til at gå i schweizisk eksil.

   Ingen vidste med sikkerhed, hvor omfattende de fortrolige sagsmapper var, men de færreste ville have dem åbnet. Man ville se dem ødelagt. Hoover fik en statsmands begravelse, og den siddende præsident, Richard Nixon, holdt tale til nationen om, hvor granitfast den gamle soldat havde været. Præsidentens private reaktion var dog et vantro »That old cocksucker!«

NIXONS spontane udbrud er fanget i J. Edgar, Clint Eastwoods film om fabeldyret, som lader Hoover stå på sin balkon og se til, hver gang en ny præsident bliver indsat. Paraden passerer hans kontor i J. Edgar Hoover Building, hvor FBI endnu har hovedkvarter.

   Hoover vinker ikke til Nixon. Man kunne tro, at de to paranoikere ville betragte hinanden som brødre. Men Hoover er utryg ved Nixon. Han kan mærke, at den nye mand bliver svær at kontrollere. »Han vil have os til at overvåge journalister nu,« siger Hoover til Clyde Tolson efter den første samtale. »Men er det ikke ulovligt?« siger Tolson. Og stiller spørgsmålet helt uskyldigt.

   Eastwoods film er god til at se de historiske ironier – som når Hoover kalder senator Joseph McCarthy en politisk opportunist. Samtidig ses paradokset i Hoovers efterretningsvirksomhed. Der var skam- og lovløst magtmisbrug, men også solidt politiarbejde. En tid lang troede man, at Hoover var gået så vidt og havde været så svær at blive af med, at ingen igen ville give en sikkerhedschef så megen magt. Så kom 9/11 og krigen mod terror. Hoover ville atter have kronede dage.

HOOVER er skildret på film mange gange, først iscenesat som forbillede og nationalhelt, siden afvist som frihedens fjende og hadeobjekt. Allerede i 1977 var der premiere på Larry Cohens The Private Files of J. Edgar Hoover, et pionerprojekt for HBO Pictures og den første fremstilling, som frejdigt brugte løs af rygterne om Hoovers nøjeregnende hævngerrighed, hans udskejelser i det homoseksuelle miljø, hans forbindelse til mafiaen, hans had til demokratiske kræfter som Martin Luther King og Robert Kennedy. Hoover blev spillet af Broderick Crawford, og Cohen så et gradvist forfald i ærkeamerikanerens karakter. Slutningens dekadence blev sidestillet med begyndelsens overbevisning, da Hoover endnu kunne se forskel.

   Eastwoods film følger for så vidt den samme kurve, men kronologien er klippet op, og billedet er mørkere, skønt tonen og stilen er mere behersket. Dustin Lance Black har skrevet J. Edgar som en tematisk tvilling til Gus Van Sants Milk (2008), hvor Sean Penn havde rollen som den homoseksuelle borgerretsforkæmper Harvey Milk (1930-1978), der i øvrigt var en af de mange med en privat fil hos J. Edgar Hoover.

FOR Black er det seksualiteten, som definerer identitetsmysteriet. Sagerne fylder adskilligt, men filmen har sin kerne i forholdet mellem Hoover og Clyde Tolson (Armie Hammer). Eastwood er en konservativ filmskaber, som tillægges reaktionære værdier. Han har ofte fået skyld for at dele høgen Hoovers politiske standpunkt. Det mest interessante ved J. Edgar, som ikke er nogen helt vellykket film, er måske at se, hvordan Eastwood vil bruge sin binære ideolekt til at skildre en stor kærlighed mellem mænd. Omvendt er det ikke så vildt. »Dirty« Harry Callahan var homofobiker, men Eastwood har udfordret sit maskuline image, siden han første gang instruerede sig selv i Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi).

   Leonardo DiCaprio spiller rollen som Hoover med tilknappet ansigt og en kejtet fysik, der bliver tøndeformet med tiden. Som ung har han endnu en åbenhed i sig. Siden vænner han sig til, hvordan andre mennesker reagerer, og han lærer at lukke iveren til. Han går ud med Justitsministeriets nye sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), og viser hende biblioteketet, hvor han har udviklet sit kartotekssystem. Så prøver han at kysse hende, for det er vel »sådan man gør«.

   Gandy afviser Hoover og bliver på stedet udnævnt til hans personlige assistent. Også i virkeligheden var hun hans sekretær fra 1918 til 1972. Sidste medlem af surrogatfamilien bliver juristen Clyde Tolson, som Hoover ansatte i 1926 og gjorde til sin vicedirektør i 1930. Gennem alle årene er det de tre, der driver forretningen sammen, Hoover, Tolson og Gandy. Det virker ikke helt troværdigt, men det passer til filmens kammerspilstemning.

DEN unge mand udvikler sit had til kommunister i forbindelse med en række anarkistiske attentater i 1921. Han får sin store chance, da hans chef bliver ofret. Hoover bedyrer sin respekt for manden, men løfter ikke en finger for at redde ham. I 1924 bliver han direktør for The Bureau of Investigation, som han i 1935 får han lov at omstrukturere som The Federal Bureau of Investigation med nationale beføjelser.

   Hele vejen er der modstand, men Forbudstidens gangsterkrig bliver en gevinst for de første G-mænd. Hoover foragter folket, som jubler over lovløse fribyttere. Han vender stemningen ved at promovere sit korps i pulp fiction, tegneserier og film. Agent Melvin Purvis likviderer gangsteren John Dillinger i 1934. Hoover tager æren og lægger distance til Purvis. Før Dillingers død jubler publikum, når James Cagney spiller Tom Powers i The Public Enemy (1931). Fire år senere klapper de lige så entusiatisk, da han spiller Brick Davis i ’G’ Men (1935).

   Stadig er der problemer med emsige politikere, som mener, at Hoover misbruger sin stilling. Så han begynder at samle oplysninger i de berygtede »personal files«. En høring rejser tvivl om Hoovers habitus. Ergo sættes alle på sagen, da tyskeren Bruno Hauptmann kidnapper Charles Lindberghs lille søn. Drengen dør, men FBI finder (vist nok) gerningsmanden. Hoover etablerede et register over fingeraftryk og brugte tekniske beviser med CSI-agtig fremsynethed. Det var ikke alt sammen megalomani.

GRADVIS skrev manden verden om i sit billede. Alle modstandere var kommunister, alle fans af FBI var patrioter. Skiftende præsidenter tog livtag med Hoover. Franklin D. Roosevelt foragtede direktøren for at afsløre Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, men gav ham lov til at foretage arrestationer uden dommerkendelse. Harry S. Truman anerkendte FBIs indsats under 2. verdenskrig, hvor al tysk aktivitet i USA blev infiltreret. Han vendte dog det døve øre til, da Hoover i 1950, ved Koreakrigens begyndelse, fremlagde sin plan om at internere 12.000 navngivne fjender af systemet.

   Stod det til Hoover, var FBI blevet et amerikansk KGB. I Eastwoods film sidder han hver gang i forværelset med portrættet af George Washington og venter på at tale med den nye præsident. Han hader Kennedy-brødrene og foragter JFK for hans affærer. Han aflytter hotelværelset, hvor præsidenten er sammen med Marilyn Monroe. Robert Kennedy kræver samtalerne udleveret. Hoover lægger sagsmappen og gør opmærksom, at han »naturligvis« har sin egen kopi.

FIKTIONEN er, at den aldrende Hoover beslutter at skrive sin version af historien, da vinden i tiden blæser imod ham. Filmen kommer fra scene til scene ved at lade Hoover fortælle til en respektfuld, skønt meget spørgelysten Agent Smith (Ed Westwick), der siden sætter anekdoterne i system. Det er en irriterende form, som bevirker, at alt for mange scener er skudt i dårligt lys med Watts og Hammer i tyk, utroværdig make-up. DiCaprios maske er lidt bedre lagt.

   Også narrativt er der tale om en belastende konvention, som har ødelagt mange erindringshistorier, men her kommer tricket trods alt til sin ret. Hoover beskriver, hvordan han kæmpede den gode kamp og gjorde det nødvendige. Pointen er dog, at fortælleren lyver. »Jeg har læst din bog,« siger den svækkede Tolson. »Det var jo slet ikke sådan. Du foretog ikke den arrestation. Der var ingen hvid hest på gaden. Charles Lindbergh kom ikke ud og trykkede dig i hånden og erklærede sin tillid til FBI. Han ville ikke tale med dig. Han sagde, du var en irriterende lille mand, der gik i vejen.«

   Parret kender hinanden så godt, at Hoover end ikke retfærdiggør sig, og Tolson angriber ham ikke for alvor. Derimod siger han »Jeg elsker dig« i den centrale kærlighedsscene, som udvikler sig til et korporligt opgør, da Hoover forklarer sin vicedirektør, at han har været i byen med Dorothy Lamour, fordi det »måske er på tide, at der kommer en Mrs. Hoover«.

EASTWOOD og Blacks film lader Tolson og Hoover have et ægtepars vaner, men de går aldrig i seng med hinanden, og der bliver ikke fulgt op på de mange historier om Hoovers udskejelser, hans transseksuelle tilbøjeligheder, som flere biografier har gjort et stort nummer ud af og som efterhånden hører med til mytologien.

   Det tætteste filmen kommer dette tema, er da Hoover sørger over sin mor (Judi Dench) og tager hendes kjole og perler på foran spejlet. Hun har pylret om sin dreng fra starten, domineret ham, når der var brug for dét og været hans ivrigste fan. På et tidspunkt er Hoover og Tolson på ferie i Florida (Hoover holdt af at spille på heste, og man siger, at mafiaen dækkede hans tab). De deler drinks med Lela Rogers og hendes to døtre, hvoraf den ene er Gingers Rogers. Lela vil danse med Hoover, som ellers har været en sand verdensmand. Nu stivner han midt i springet.

HJEMME i Washington fortæller han Mor, at han bare ikke kan lide at danse. Han uddyber ikke, men hun forstår, hvad han siger, og kvitterer ved at spørge, om han husker kammeraten, de kaldte Daffy? »Ja. Det var ham, der tog en kjole på og blev hånet, da det blev opdaget.« »Kan du huske, hvad der blev af ham?« »Ja, han tog sit liv nogle år efter.« »Uhm. Daffy stod for Daffodil. Jeg vil hellere have en død søn end en levende smørblomst. Og nu skal jeg lære dig at danse.

   Hoover bliver næsten til Norman Bates fra Alfred Hitchcocks Psycho i den scene. Siden bevarer han altid kontrollen. På den måde er det i kønnets undren, snarere end i magtbegærets kombination af selvfølelse og mindreværd, at J. Edgar finder et menneske i sin hovedperson. Hoover er en ondskabsfuld mand, men han er også en sammensat karakter – ikke karikaturen fra de sædvanlige fremstillinger.

CLINT Eastwood var 81 år i 2011, da han instruerede J. Edgar. Han havde alderen til at have spist de cornflakes, som gjorde raske drenge til Junior G-Men, når de fandt det seje plasticskilt i pakken. Han voksede op med heltemyten om Hoover. Som ung skuespiller kunne han have medvirket i Mervyn Leroys The F.B.I. Story (1959), hvis han ikke i samme periode havde travlt med at spille Rowdy Yates i 217 episoder af westernserien Rawhide, før han tog til Italien og blev stjerne hos Sergio Leone.

   Hoover var rådgiver på Leroys film, som Warner Brothers producerede med særlig støtte fra FBI. Han medvirker selv og valgte personligt James Stewart til rollen som Chip Hardesty, der holder foredrag om sin tid i bureauet. Siden producerede Warner ni sæsoner af The F.B.I. (1965-74) for ABC, igen med Hoovers opbakning. Nu er det endelig også en film fra Warner, som dekonstruerer den kolde krigs heltefigur. Sådan går det op og ned her i verden, og sådan bliver regnskabet rettet trods alt.

DER er hele tiden én film mere i Eastwood. I 2024 er han ved at instruere Toni Collette og Nicholas Hoult i retssalsdramaet Juror No. 2. Der har ikke været en grundtone siden den revisionistiske krigsskildring i Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006), som var tematiske tvillingefilm. Men patriotiske markeringer i American Sniper (2014) og The 15.17 to Paris (2018). Og famlende forsøg på at gøre noget andet i Changeling (2008), Invictus (2009), Hereafter (2010) og Jersey Boys (2014), som var en biopic om The Four Seasons. 

   Ikke to titler ligner hinanden, og ingen af dem lykkes helt godt. De bedste sene værker har været film, hvor skuespilleren Eastwood medvirker selv og benytter lejligheden til at kommentere og kritisere sin hårdkogte legende. Gran Torino (2010), The Mule (2018) og Cry Macho (2021) viderefører processen, som begyndte i Unforgiven (1992, da. De nådesløse), da stjernen var en knægt på 62.

    Måske har han ikke flyttet sig politisk, men dokudramaet Richard Jewell (2019) er en skarp og skræmmende skildring af det moderne FBIs arbejdsmetoder. Man er overbevist om, at »helten« Richard Jewel selv har anbragt bomben, han bliver hyldet i medierne for at have fundet..Eastwood instruerer sin systemkritik med stor præcision og små virkemidler. Jon Hamm er den sleske agent, som besnakker syndebukken, der i begyndelsen er benovet over at være i stue med ægte G-Men. Kun fordi en falleret advokat (Sam Rockwell) træder til, bliver Jewells tilværelse reddet på stregen.

Se også Richard Attenborough: Chaplin (1992); Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Martin Scorsese: The Irishman (2019); Michael Mann: Collateral (2004) | Et interview; David O. Russell: American Hustle (2013); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]; Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018); One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]; Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021) [Black Lives Matter 15]; The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19] + Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976. 

J. Edgar. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Dustin Lance Black. Foto: Tom Stern. 136 min. USA 2011. Dansk premiere: 19.01.2012.

Fotos: Imagine Entertainment/ Malpaso Productions/ Wintergreen Productions/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.01.2012.

Kenneth Branagh: Belfast (2021) [Oscars 2022]

BARNDOMMENS GADE
Erindringens sødme og samtidens gru

Af BO GREEN JENSEN

I 1969 kunne protestanter og katolikker stadig bo dør om dør i samme gade i Ulster. Freden i Nordirland døde det år, da »The Troubles« for alvor tog fart. Urolighederne indvarslede 30 år med borgerkrig og en anspændt hverdag med britiske tropper, der bevarede freden på Vladimir Putin-manér. Der var mordbrande, plyndring og anarki. De nordirske undergrundshære tog form.

   Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.

   Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.

DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).

   Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.

   Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.

SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.

   Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.

   Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.

ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.

   Belfast er en filmskabers dannelsesskildring. Den er gjort af samme stof som Alfonso Cuaróns Roma (2018); Pedro Almodóvars Smerte og ære (2019) og Paolo Sorrentinos The Hand of God (2021). Især må Belfast være inspireret af John Boormans Hope and Glory (1987), der lod drengen Billy se blitzen i 40ernes London på samme måde, som Buddy oplever 60ernes Belfast.

DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).

   Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hinds eminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.

BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«

   »Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.

   »The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.

Belfast var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«). Branagh modtog prisen for bedste originalmanuskript.

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Oscars 2022]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Pedro Almodóvar: Parallelle mødre/Madres paralelas (2021) [Oscars 2022]; Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022]; Maggie Gyllenhaal: The Lost Daughter (2021) [Oscars 2022].

Belfast. Instr. & manus: Kenneth Branagh. Foto: Haris Zambarloukos. 98 min. UK 2021. Dansk premiere: 24.03.2022.

Fotos: TKBC/ UIP/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios (UK) 25.04.2022

Anmeldelsen trykt [let beskåret] i Weekendavisen Kultur 25.03.2022

John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998)

MASTER WILL

En frydefuld hyldest til liv og teater 

Af BO GREEN JENSEN

MARTS i det Herrens år 1999: En sjælden gang kan det lykkes at lave en komedie, som i kraft af sit lys og sin lethed får sunget, hvad mere seriøse fremstillinger har problemer med at stamme frem.

   John Maddens liflige Shakespeare in Love kommer til os med 13 Oscar-nomineringer i ryggen og en sværm af anbefalinger.* Det lyder for godt til at være sandt, men ser man bort fra den kåde sejrsstolthed, som i enkelte scener får Tom Stoppards vittige dialog til at overdrive charmen, er der virkelig ingen skyer på himlen. Shakespeare in Love er en magisk, ud over alle grænser velspillet film om kærlighed, liv og teater. Man forlader den smilende, svimmel og opstemt, for det er lidt som at se den syvende himmel. Jeg overdriver ikke. Her er virkelig en film, som De bør se med egne øjne snarest muligt.

ÅRET er 1593. Pesten har lukket Londons spillesteder, teaterdirektøren Henslowe (Geoffrey Rush) sidder i gæld, og hans husforfatter William Shakespeare (Joseph Fiennes) er ikke kommet videre med den komedie om Ethel, Piratens datter, som den trængte mand har bestilt.

   I det hele taget har Shakespeare problemer. Alle vegne hører han konkurrenten Christopher Marlowes navn, og musen Rosaline er ham utro med adskillige. Imidlertid har han fans ved hoffet. Jomfrudronningen – Judi Dench, som spillede dronning Victoria i Maddens Mrs. Brown (1997), har hér en orkan af en birolle** – sætter pris på Richard Burbages særopførelse af hans stykke, og i salen falder den fortryllende Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow) i svime til ordenes dans. Hun skal dog giftes med Jarlen af Wessex (Colin Firth). Så hvad skal det ende med? spørger vi os selv.

DET ender naturligvis godt på sin måde og helt i Master Shakespeares ånd. Men Shakespeare in Love er mere end en opfindsom variation over bardens figurer og faste tematik. For det første bygger Madden, Marc Norman og Stoppard et dampende levende London, som man sagtens kan forvilde sig i, skønt vi aldrig lades i tvivl om, at alt dybest set er teater. For det andet forelsker Fiennes og Paltrow sig så uimodståeligt, at det virkelig ligner den kærlighed, som Romeo og Julie er et tidløst udtryk for. Endelig føler vi smerten ved Marlowes død og sætter pris på dronningens kløgt. Elizabeth er selvsagt den deus ex machina, som genopretter balancen i verden, da teatermagien har gjort alle svimle.

I 1977 skrev John Mortimer en tv-føljeton, Will Shakespeare, der indeholdt mange af de samme elementer, og det er fremdeles en skam, at Anthony Burgess' roman om digterens liv, Nothing Like the Sun (1964), aldrig er dramatiseret. Ellers kan man ikke mindes et mere troværdigt Shakespeare-portræt, skønt Shakespeare in Love i mange henseender ser stort på den historiske akkuratesse.

   Stoppard genbruger flere tricks fra Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1990), men her er han interesseret i at hylde teatret, livet i almindelighed og Shakespeare i særdeleshed.*** Det lykkes filmen at give os del i spillernes begejstring, efterhånden som de indser, hvad Romeo og Julie er ved at blive til. Dét er virkelig ingen ringe bedrift.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

*) Shakespeare in Love vandt i kategorierne bedste film, bedste originalmanuskript, design af kostumer (Sandy Powell), scenografi (Martin Childs, Jill Quertier), kvindelig hovedrolle (Gwyneth Paltrow) og kvindelig birolle (Judi Dench). Best Picture-prisen blev inddraget i 2017, da AMPAS ekskluderede produceren Harvey Weinstein efter #MeToo-kampagnens afsløringer. Weinsten blev dømt i november 2020 og afsoner p.t. en ubetinget fængselsstraf på 23 år.

**) 30 år senere spiller samme Dame Judi digterens hustru, Anne Hathaway (1556-1623), i Kenneth Branaghs All is True (2018). Efter at have medvirket i, instrueret og bearbejdet så mange stykker af Shakespeare, at kun Laurence Olivier og Orson Welles kan konkurrere, spiller Branagh endelig mennesket selv i en vemodig og meget metabevidst fremstilling af den sidste tid i Stratford. All is True er en kærlig og kritisk dekonstruktion. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men i skrivende stund [06.08.2021] bliver den streamet på Viaplay.  

***) Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde lader to bipersoner fra Hamlet opleve begivenhederne fra deres egen begrænsede synsvinkel. Tom Stoppard (f. 1937) skrev sit stilskabende og skoledannende metaskuespil i 1964. Da var konceptet bredt ud til flere Shakespeare-arbejder, og stykket bar titlen Rosencrantz and Guildenstern Meet King Lear. Det blev uropført i sin mere fokuserede form på Edinburgh Festival Fringe i 1966. Frederik Dessau oversatte teksten til dansk i 1967, hvor den udkom i bogform hos Gyldendal. Som metateater er teksten selv inspireret af Samuel Beckett, men Stoppard var opmærksom på Rosencrantz and Guildenstern, A Tragic Episode, in Three Tabloids (1874/1891), en komisk satire i Kaptajn Klyde-genren, som dramatikeren W.S. Gilbert skrev, før han indledte sit samarbejde med komponisten Arthur Sullivan. Ideen har, med andre ord, en absurdistisk galgenhumor indbygget fra starten. Rosenkrans og Gyldenstjerne forstår aldrig de dybere lag og den større intrige, som de bliver udnyttet i. Øvelsen går ud på at sno sig om grundteksten, som publikum kender, og nå frem til det sted hos Shakespeare, hvor den engelske ambassadør meddeler Horatio og Hamlet, at »Rosenkrans og Gyldenstjern' er døde/ Hvor skal vi få vor tak?«. I 1990 instruerede Stoppard selv filmatiseringen med Gary Oldman og Tim Roth. Rosencrantz and Guildenstern Are Dead vandt Guldløven på Venice Film Festival. Dramatikeren har skrevet 55 filmmanuskripter, men Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er hans eneste arbejde som instruktør. Filmen havde dansk premiere den 1. marts 1991 og var lidt af en showcase for Oldman og Roth. Begge var da unge løver med hver sit auteur-projekt undervejs. Oldman skrev og instruerede Nil by Mouth i 1997; Roth instruerede The War Zone i 1999.    

Shakespeare in Love. Instr.: John Madden. Manus: Marc Norman og Tom Stoppard. Foto: Richard Greatex. 123 min. USA 1998. Dansk premiere: 05.03.1999.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 24.01.2011

Weekendavisen Kultur 05.03.1999

James Bond #23: Skyfall (2012)

I SKYGGERNE

Agent 007 havde også en barndom
 
Af BO GREEN JENSEN 

DANIEL Craig er tilbage som Ian Flemings James Bond i den 23. officielle film om agent 007, manden der har værnet om vor sikkerhed, siden Cuba-krisen i 1962 og gennem hele Den Kolde Krig. Det sker i Skyfall, en film med et produktionsbudget på 200 mio. dollars og global udrulning netop i dag. Pressen bliver bedt om at være diskret. Man lover på sin ære, at man ikke vil røbe detaljer i plottet og afsløre overraskelser. Af dem er der flere. I en film, som for øvrigt er meget seværdig.
   Skyfall er egentlig to film i én. Den første er ret kedelig, men rig på strømlinet, udvendig action. Den anden og mest interessante handler om psykologien i Bond. Det begynder med en motorcykeljagt over tagene i den gamle basar i Istanbul og ender ved heltens fødested i det skotske højland. Tilsyneladende dør James Bond. Men lad nu detaljerne være. De har aldrig været hovedsagen i det fortrolige parallellunivers.
   Der er også denne gang investeret i mandskab af første kaliber. Instruktøren er Sam Mendes, som modtog en Oscar for American Beauty (1999) og siden har signeret bl.a. Revolutionary Road (2008), en fremragende filmatisering af Richard Yates’ roman om konformitet og livssmerte i 1960ernes USA. Cheffotografen er Roger Deakins, som har skabt store amerikanske billeder i en menneskealder. Så har serien købt sig til kvalitet, eller kommer den nye alvor fra hjertet?
   Det er i hvert fald nyttigt at sammenligne 2012-versionen med tidligere perioder. Bortset fra det indlysende kommercielle aspekt, er seriens kulturbærende funktion dens eksistensberettigelse og fundamentet for vor kollektive interesse. Man kan se, hvordan tiden læser sig selv, hvis man følger Bond over fem årtier. Især er det tankevækkende at studere kontrasten til årtusindskifteversionen med Pierce Brosnan.

I januar 2003 gik man hjem fra Die Another Day med en følelse af, at det hele var blevet ret ligegyldigt. Også dén film var forsøgt realiseret med stil. Instruktøren Lee Tamahori havde gjort sig bemærket med maorifilmen Once Were Warriors. Husforfatterne Purvis’ og Wades manuskript var et gennemtænkt scenerie med laserkanoner, diamanter på Island og politisk uro ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Halle Berry var indforskrevet som bond babe, og Madonna havde skrevet sangen til den obligatorisk stilfulde titelsekvens. Alligevel var resultatet en glinsende blank plasticting, som man så uden nogen form for begejstring.
   I et kort perspektiv ligner genstarten derfor en mirakelkur. Der er, som det hele tiden bliver sagt, kommet en ny realisme i serien, siden man gik tilbage til bøgerne i Casino Royale (2006) og Quantum of Solace (2008) og lod Craig spille Bond uden camp. Sean Connery skabte figuren med et glimt i øjet og en narcissistisk selvironi, der gjorde filmene til noget særligt. Imidlertid var det en tone, som serien var forpligtet på, indtil 1980er-filmene med Timothy Dalton forsøgte at gøre noget i stil med de seneste tre: at genfinde alvoren fra Ian Flemings univers.

FORVANDLINGEN giver mening, og den genfødte Bond er en af de bedste. Når det er sagt, kan man alligevel gribe sig selv i at savne Connerys figur. Eller måske er det tiden og mentaliteten. Uanset, hvad der skete i Dr. No, Goldfinger og Thunderball, kunne man ikke være i tvivl om, at Bond også havde det sjovt med det hele, skønt verdens skæbne lå i hans hænder. Han betragtede alt med en uimponeret munterhed og tog grundigt for sig af retterne.
   Craigs Bond er anderledes intens. Han er ikke altid ovenpå, men må ofte tage tælling og anstrenge sig for at følge med fjenden og tiden. Det gør ham mere menneskelig, og netop humaniteten er noget af det bedste ved de nye film. Bond inkarnerer nu også skrøbeligheden og sårbarheden, som verden har indset efter finanskrise, økonomisk nedsmeltning, økologisk udsathed osv.
   Spørgsmålet er, om emnet kan tåle at blive så tragisk belyst. Sam Mendes’ Skyfall kan næppe kaldes strengt realistisk, men den skaber sin egen virkelighed og prøver at dreje serien og figuren i retning ad mørket, som kendetegner de bedste nye superheltefilm, i særdeles Christopher Nolans Dark Knight-trilogi. Der er en fejlbarlig helt, som det ikke er svært at identificere sig med. Især er der en uoverskuelig verden, hvor fjenden ikke bor bag et jerntæppe, men lever i skyggerne overalt.

HOVEDMODSTANDEREN er denne gang Raoul Silva, som viser sig at være en tidligere MI6-agent, der blev ofret i marken og led alle helvedes kvaler. Han har genrejst sig som en blond superskurk, der egentlig blot vil forløse sit ødipale forhold til chefen M (Judi Dench), mens han finansierer sin plan gennem terroroperationer. Silva arbejder ikke for SMERSH eller SPECTRE. Han spilles med store fagter og subtile manierismer af Javier Bardem. Figuren har slående ligheder med Batman-seriens ærkefjende, The Joker.

    I samme ånd bliver filmen, da den har afviklet første times fysiske action, en rejse tilbage til Bonds oprindelse. Psykologien er hovedsagen i Skyfall, hvor 007 for at redde sin chef og nationen må gribe til analoge våben og flytte målet til sit barndomshjem, huset Skyfall i Skotland, hvor den sidste time udspiller sig.

ROGER Deakins har skabt en decideret smuk billedside. Der er tårer i karakterernes øjne og en atmosfære af ophør og afsked, mens historien klarlægger Bonds baggrund. Nolan skabte Batman Begins. Mendes har lavet en Bond Begins. Ved en høring i Parlamentet bruger filmen lang tid på at lade M citere et digt af Alfred Tennyson om, hvordan vi er ældre nu og mere skrøbelige, men ikke mindre tapre for det. M skriver Bonds nekrolog og kalder ham indbegrebet af engelsk standhaftighed, en vending som de begge synes om.*
   Formatet er vokset til operalængde, og alle de bedste scener har at gøre med tidligere steder i serien. Flere træk i historien minder om You Only Live Twice. Det bliver nødvendigt at køre Bonds Aston Martin, den klassiske med katapultsædet, ud af garagen. To timer inde i filmen bliver der lejlighed til afspille Monte Normans originale Bond-tema i noget, der lyder som urversionen.
   Langsomt falder universet på plads. De digitale forsvarsværker svigter, og alle anakronismerne viser sig at være, hvad tiden kan bruge. Der kommer en M, som vi kender, og Miss Moneypenny (Naomie Harris) sætter sig i forkontoret. Den gamle verden står igen, og Bond er bragt tilbage til udgangspunktet, nu i en mere hærdet version. Det er gjort med hjerte, omhu og høj kvalitetssans. Derfor kan man alligevel savne den humor og distance, som serien havde for 50 år siden.

*) »We are not now that strength which in old days/ Moved earth and heaven; that which we are, we are;/ One equal temper of heroic hearts,/ Made weak by time and fate, but strong in will/ To strive, to seek, to find, and not to yield.« M citerer Tennysons »Ulysses« (1842), påbegyndt i 1833 som en gravskrift over vennen Arthur Hallam. Elegien er ofte citeret. Den sidste linie er skåret i korset, som står på Observation Hill i Antarktis, hvor Robert Falcon Scott og fire kolleger døde på vej tilbage fra Sydpolen i 1912. Nordmanden Roald Amundsen vandt kapløbet om at nå først til den magnetiske sydpol, men det er Scotts tragiske Terra Nova-ekspedition, som bliver husket og stadig er virkelig og vedkommende for os i kraft af breve, dagbøger og den avis, South Polar Times, som de nødstedte mænd holdt modet oppe ved at skrive og illustrere. South Polar Times udkom i 12 numre. Folio Society har udgivet en samlet faksimile-udgave, som reproducerer dem trofast.     

Se også James Bond #21: Casino Royale (2006); James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #24: Spectre (2015); James Bond #25: No Time to Die (2021) + Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

Skyfall. Instr.: Sam Mendes. Neal Purvis, Robert Wade og John Logan. Foto: Roger Deakins. 143 min. UK-USA 2012. Dansk premiere: 26.10.2012

Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ Ian Fleming Publications/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmens streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 23.03.2020

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2012