Kvinden i begyndelsen: Colette 1873-1954

KVINDEN I BEGYNDELSEN

Blid biopic om den unge Colette 1873-1954

Af BO GREEN JENSEN

COLETTES forfatterskab bliver genopdaget med mellemrum. Ikke at det nogen sinde har været glemt, men der er perioder, hvor formen og stilen passer bedre til tiden end andre.

   Nu kunne sagtens være én. Colette skrev for 120 år siden, hvad vi i dag kalder autofiktion. Hun blev 81 år gammel og efterlod sig et viltert værk, der har erindring, dannelse og erotisk mangfoldighed som sine grundtemaer. Man kan se hende som en forløber for Françoise Sagan, Annie Ernaux og Delphine de Vigan.

   Samtiden læste især Colettes bøger – fra Claudine-serien (1900-07) til hovedværkerne Chéri (1920), La Fin de Chéri (1926) og bestselleren Gigi (1944) – for den erotiske ligefremhed. Det er netop dén, der virker mod værket i dag. Ligesom f.eks. Guy de Maupassant (eller herhjemme Schade og Soya) blev Colette set som en »vovet« og »pikant« forfatter. Det er svært at ryste den slags støv af.

EGENTLIG hed hun Sidonie-Gabrielle Colette. Hun blev født i 1873 i Bourgogne og havde stort set den opvækst, som er beskrevet i Claudine à l'école (1900, da. Claudines skoletid). Hun skabte Claudine i tæt samarbejde med sin første ægtemand, Henry Gauthier-Villars, som under pseudonymet »Willy« drev en slags kulturelt tekstbureau.

   »Willy« var et vidtfavnende varemærke. Forretningen var leveringsdygtig i alt fra teater, film og varieté til slibrige postkort, tøj, chokolade og anden merchandise. I 2023 ville parret drive en netbutik og have sin egen YouTube-kanal. Colette så værdien i at blive et brand. Hun var altid på fornavn med sine fans. Der er ikke langt fra »Claudine« til »Colette«. 

   Entreprenøren fungerede selv som idémand og tekstredaktør, men det var stykbetalte underleverandører som forfatteren Marcel Schwob, der gjorde rugbrødsarbejdet. Willys navn stod alene på titelbladet i Claudine à Paris (1901), Claudine en ménage (1902) og Claudine s'en va (1903). Det blev Colette grundigt træt af. Først i La Retraite sentimentale (1907), det femte og sidste bind af sekvensen, er både Willy og Colette krediteret.

   Parret blev gift i 1893 og gik fra hinanden i 1906. Det er i den periode, at Wash Westmorelands film stiller skarpt på Colette. Hun bliver gift, begynder at skrive, frigør sig kunstnerisk og seksuelt. Willy, som var 14 år ældre end sin hustru, har rig lejlighed til at gøre det bedre, men griber aldrig sin chance.

ALT i filmen hænger på de to hovedroller, som bliver spillet af Keira Knightley og Dominic West. Knightley (f. 1985) har lavet film i årtier, men kan stadig gøre sig ung. West karikerer ikke Willy. Faktisk gør filmen meget ud af at sidestille de to. De elsker og forstår hinanden.

   Da Colette indleder et forhold til Mathilde de Morny, Napoleon III’s niece, som var transkønnet, ser »Missy« straks, at Colette er kunstneren i alliancen. Colette erkender sin frustration, men understreger samtidig, at hun ved, hvordan tingene hænger sammen. Hun er ikke et offer. Willy forstår den sociale maskine og kan få ting til at ske. Selv da hun begynder at hade ham lidt, anerkender hun hans evner. Colette sagde altid, at hun var skabt til ikke at skrive. Willy holdt hende til ilden.

   Da de deler en elskerinde, ved begge, at eksperimentet er godt stof, der kan bruges i romanerne om Claudine. Colette forlader Willy, fordi han sælger ophavsretten til deres bøger. »Du har dræbt vores barn,« siger hun. Han kunne kaste sig ud i et større selvforsvar, men nøjes med at sige undskyld. Der er gensidig respekt og intet hykleri.

TIDEN er la Belle Époque, men heldigvis ligner Colette ikke Vincente Minnellis musicaludgave af Gigi (1958) – den med Leslie Caron og Maurice Chevalier, som synger »Thank Heaven for Little Girls«. Gigi var allerede dengang på kanten af krænkende klamhed. I dag er den næsten ubærlig at se. 

   Westmorelands film holder sig stort set til sandheden – i hvert fald på Wikipedia-niveau. Den er kultiveret, begavet og gennemarbejdet. Erotikken er ikke erotisk, men også dét passer godt til den saglige tone i forholdet mellem Willy og Colette. Man kommer til at holde af begge parter.

   Alligevel er der i filmen en mislyd, en kvalitet af noget forstilt og fingeret, som er svær at sætte fingeren på. Der er noget, som ikke helt overbeviser. Måske er det karakterernes modernitet. De forstår som sagt hinanden, men det er de alene om.

FILMEN har to store kvaliteter. Den bliver levende, når den genskaber typen Claudine og lader Willy falde fetichistisk i svime over at elske med sin romanfigur. Og i sprækker aner man styrken i Colettes første bøger. Friskheden er formidabel. 

   Det var egentlig dét, jeg tog med mig, da den lidt for lange film var forbi. Colette er en moderne biografisk fremstilling, som ved, at den taler om balancen mellem kønnene; om andre seksuelle måder; om retten til at være fri og skille sig ud. Det passer bedre til Colette, end til så mange andre proto-feminister.

   Kvinden blev gammel og skrev mange bøger. Hun fik en datter og var gift to gange mere. Hun havde fans som Marcel Proust, Jean Cocteau og Truman Capote. Ved sin død i 1954 var hun både en kanoniseret legende og en skrøbelig, skrantende anakronisme.

   Det begyndte dog med en lærenem pige på 15, som gik i skole et sted i Bourgogne. Der er en rest af hendes livsappetit i den ellers lidt ujævne film om Colette.

CLAUDINE-bøgerne udkom på dansk i 1944 med fællestitlen Claudines Skoletid. Chéri blev oversat i 1943 og er genudgivet hver gang, der var en filmatisering at binde den op på. Det var der i 1955 og 1976. Dog ikke i 2009, da Stephen Frears instruerede Michelle Pfeiffer i rollen som Léa de Lonval og med bl.a. Iben Hjejle i det internationale cast. Chéri bliver spillet af Rupert Friend. Chéri konkurrerede på Berlinalen i 2009, men fik mærkværdigvis ikke dansk premiere.

   Gigi var blandt de første Tranebøger fra Gyldendal, da forlaget lancerede sin ikoniske paperbackserie i 1959. Film/tie-in-udgaven har nr. 12. Den seneste danske Colette-udgivelse er novelleudvalget Kvinden bag masken. Det udkom på forlaget Vandkunsten i 2017. Anette David har nyoversat. Secrets of the Flesh, amerikaneren Judith Thurmanns biografi om Colette, blev oversat af Nina Bolt i 2001. Kødets hemmeligheder udkom på forlaget Tiderne Skifter.

I MAJ 2022 udgav forlaget Norton Chéri and The End of Chéri i en ny og skarpere oversættelse ved Rachel Careau. I november 2022 genoptrykte New York Review Books Chéri and The End of Chéri i Paul Epriles ældre og mere fri version. Judith Thurmann skrev et nyt forord. Vintage udgav en vifte af Colette-titler i 2001. I serien Vintage Heroines blev Gigi trykt igen i 2021.De samlede noveller er senest udgivet i 2003. På fransk kan det hele vist fåes hele tiden.

Colette. Instr.: Wash Westmoreland. Manus: Richard Glatzer, Rebecca Lenkiewicz, W. Westmoreland. Foto: Giles Nuttgens. 111 min. Dansk premiere: 25.10.2018.

Fotos:Number 9 Films/ Killer Films/ Bold Films/ BFI Film Fund/ Pioneer Stilking Films/ Pixoloid Studios/ HanWay Films/ Scanbox Entertainment/ Wikimedia Commons/ CineMaterial

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.05.2019

Teksten stod (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 26.10.2018.

John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998)

MASTER WILL

En frydefuld hyldest til liv og teater 

Af BO GREEN JENSEN

MARTS i det Herrens år 1999: En sjælden gang kan det lykkes at lave en komedie, som i kraft af sit lys og sin lethed får sunget, hvad mere seriøse fremstillinger har problemer med at stamme frem.

   John Maddens liflige Shakespeare in Love kommer til os med 13 Oscar-nomineringer i ryggen og en sværm af anbefalinger.* Det lyder for godt til at være sandt, men ser man bort fra den kåde sejrsstolthed, som i enkelte scener får Tom Stoppards vittige dialog til at overdrive charmen, er der virkelig ingen skyer på himlen. Shakespeare in Love er en magisk, ud over alle grænser velspillet film om kærlighed, liv og teater. Man forlader den smilende, svimmel og opstemt, for det er lidt som at se den syvende himmel. Jeg overdriver ikke. Her er virkelig en film, som De bør se med egne øjne snarest muligt.

ÅRET er 1593. Pesten har lukket Londons spillesteder, teaterdirektøren Henslowe (Geoffrey Rush) sidder i gæld, og hans husforfatter William Shakespeare (Joseph Fiennes) er ikke kommet videre med den komedie om Ethel, Piratens datter, som den trængte mand har bestilt.

   I det hele taget har Shakespeare problemer. Alle vegne hører han konkurrenten Christopher Marlowes navn, og musen Rosaline er ham utro med adskillige. Imidlertid har han fans ved hoffet. Jomfrudronningen – Judi Dench, som spillede dronning Victoria i Maddens Mrs. Brown (1997), har hér en orkan af en birolle** – sætter pris på Richard Burbages særopførelse af hans stykke, og i salen falder den fortryllende Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow) i svime til ordenes dans. Hun skal dog giftes med Jarlen af Wessex (Colin Firth). Så hvad skal det ende med? spørger vi os selv.

DET ender naturligvis godt på sin måde og helt i Master Shakespeares ånd. Men Shakespeare in Love er mere end en opfindsom variation over bardens figurer og faste tematik. For det første bygger Madden, Marc Norman og Stoppard et dampende levende London, som man sagtens kan forvilde sig i, skønt vi aldrig lades i tvivl om, at alt dybest set er teater. For det andet forelsker Fiennes og Paltrow sig så uimodståeligt, at det virkelig ligner den kærlighed, som Romeo og Julie er et tidløst udtryk for. Endelig føler vi smerten ved Marlowes død og sætter pris på dronningens kløgt. Elizabeth er selvsagt den deus ex machina, som genopretter balancen i verden, da teatermagien har gjort alle svimle.

I 1977 skrev John Mortimer en tv-føljeton, Will Shakespeare, der indeholdt mange af de samme elementer, og det er fremdeles en skam, at Anthony Burgess' roman om digterens liv, Nothing Like the Sun (1964), aldrig er dramatiseret. Ellers kan man ikke mindes et mere troværdigt Shakespeare-portræt, skønt Shakespeare in Love i mange henseender ser stort på den historiske akkuratesse.

   Stoppard genbruger flere tricks fra Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1990), men her er han interesseret i at hylde teatret, livet i almindelighed og Shakespeare i særdeleshed.*** Det lykkes filmen at give os del i spillernes begejstring, efterhånden som de indser, hvad Romeo og Julie er ved at blive til. Dét er virkelig ingen ringe bedrift.

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/ Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/ Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015) + Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015].

*) Shakespeare in Love vandt i kategorierne bedste film, bedste originalmanuskript, design af kostumer (Sandy Powell), scenografi (Martin Childs, Jill Quertier), kvindelig hovedrolle (Gwyneth Paltrow) og kvindelig birolle (Judi Dench). Best Picture-prisen blev inddraget i 2017, da AMPAS ekskluderede produceren Harvey Weinstein efter #MeToo-kampagnens afsløringer. Weinsten blev dømt i november 2020 og afsoner p.t. en ubetinget fængselsstraf på 23 år.

**) 30 år senere spiller samme Dame Judi digterens hustru, Anne Hathaway (1556-1623), i Kenneth Branaghs All is True (2018). Efter at have medvirket i, instrueret og bearbejdet så mange stykker af Shakespeare, at kun Laurence Olivier og Orson Welles kan konkurrere, spiller Branagh endelig mennesket selv i en vemodig og meget metabevidst fremstilling af den sidste tid i Stratford. All is True er en kærlig og kritisk dekonstruktion. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men i skrivende stund [06.08.2021] bliver den streamet på Viaplay.  

***) Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde lader to bipersoner fra Hamlet opleve begivenhederne fra deres egen begrænsede synsvinkel. Tom Stoppard (f. 1937) skrev sit stilskabende og skoledannende metaskuespil i 1964. Da var konceptet bredt ud til flere Shakespeare-arbejder, og stykket bar titlen Rosencrantz and Guildenstern Meet King Lear. Det blev uropført i sin mere fokuserede form på Edinburgh Festival Fringe i 1966. Frederik Dessau oversatte teksten til dansk i 1967, hvor den udkom i bogform hos Gyldendal. Som metateater er teksten selv inspireret af Samuel Beckett, men Stoppard var opmærksom på Rosencrantz and Guildenstern, A Tragic Episode, in Three Tabloids (1874/1891), en komisk satire i Kaptajn Klyde-genren, som dramatikeren W.S. Gilbert skrev, før han indledte sit samarbejde med komponisten Arthur Sullivan. Ideen har, med andre ord, en absurdistisk galgenhumor indbygget fra starten. Rosenkrans og Gyldenstjerne forstår aldrig de dybere lag og den større intrige, som de bliver udnyttet i. Øvelsen går ud på at sno sig om grundteksten, som publikum kender, og nå frem til det sted hos Shakespeare, hvor den engelske ambassadør meddeler Horatio og Hamlet, at »Rosenkrans og Gyldenstjern' er døde/ Hvor skal vi få vor tak?«. I 1990 instruerede Stoppard selv filmatiseringen med Gary Oldman og Tim Roth. Rosencrantz and Guildenstern Are Dead vandt Guldløven på Venice Film Festival. Dramatikeren har skrevet 55 filmmanuskripter, men Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er hans eneste arbejde som instruktør. Filmen havde dansk premiere den 1. marts 1991 og var lidt af en showcase for Oldman og Roth. Begge var da unge løver med hver sit auteur-projekt undervejs. Oldman skrev og instruerede Nil by Mouth i 1997; Roth instruerede The War Zone i 1999.    

Shakespeare in Love. Instr.: John Madden. Manus: Marc Norman og Tom Stoppard. Foto: Richard Greatex. 123 min. USA 1998. Dansk premiere: 05.03.1999.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 24.01.2011

Weekendavisen Kultur 05.03.1999

Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]

ALIAS DYLAN
Forvandlingsfiguren er 80 år i dag

Af BO GREEN JENSEN

ALIAS hedder den skikkelse, som Bob Dylan (f. 24.05.1941) fremstiller i periferien af Sam Peckinpahs apokalyptiske western, Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Til den film skrev han sit eneste regulære score og også et par sange, bl.a. balladen »Knocking On Heaven’s Door«, der har fået evergreen-status, skønt den lyder som noget, der er skrevet meget hurtigt. Det er den sikkert også. De fleste af Dylans to tusinde sange er skrevet på enkelte timer og dage, hvor andre sangskrivere bruger hele måneder og halve år. For Dylan synes der aldrig at være et valg. »The only thing I knew how to do, was to keep on keeping on, like a bird that flew/ Tangled up in blue,« lyder en af hans bedste og enkleste linier.

   I Peckinpahs film er Alias en iagttager, svær at blive klog på og svær at få øjenkontakt med, som slår følge med Kris Kristoffersons Billy the Kid, mens James Coburn som den reformerede Pat Garrett forbereder sig på at gøre det nødvendige og likvidere sin gode ven fra gamle dage. Alias vælger endelig side, da han kaster en kniv i halsen på en af Billys modstandere. Det sker i en mesterlig scene, hvor alle står stille i solen og ser hinanden i øjnene som rigtige mænd.

Dylan, der elsker westernmytologien, fik meget ud af at medvirke i Pat Garrett and Billy the Kid. Flere albums fra perioden, bl.a. hovedværket Blood on the Tracks (1975), Desire (1976) og hele Rolling Thunder Revue-turneen, tog afsæt i tusmørkeudgaven af det velkendte legendariske landskab. Alias-figuren blev føjet til for at skabe en niche til Dylan, men den sagde noget væsentligt om sangskriveren, netop ved ikke at ville eller være nogen eller noget bestemt. Blot en sum af rygter, en serie af drømme, et foreløbigt mønster.

   I samme ånd har amerikaneren Todd Haynes (f. 1961 og altså ikke et historisk vidne) skabt en mærkelig film, der dekonstruerer Dylans myte ved at følge den ad forskellige spor og vælge en ny maske for hver historie. I’m Not There, i hvilken bl.a. Heath Ledger (!), Richard Gere (!!) og Cate Blanchett (!!!) har lejlighed til at spille Dylan, er faktisk tæt på at være lige så skæv, sær, løs og forvokset som Dylans egne filmprojekter, Renaldo & Clara (1978) og Masked and Anonymous (2003). Den er muligvis mere sjælden end køn, men den er altid værd at se på og aldrig fuldkommen uinteressant.

MAN frustreres, hvis man forsøger at finde bogstavelig mening i I’m Not There. Filmen er præcis lige så svær at få hold på som sprogmaskinen, der arbejder i »Visions of Johanna«, »Shelter From The Storm«, »A Simple Twist of Fate« eller »Highlands«. Billeder avler billeder, fragmenter af handling antyder en historie. I drift giver de mening, men vil man fastholde dem, bliver de til røg. Identitet er en relativ størrelse, tiden flyder i mange retninger. Gevinsten ved denne forvandlingskugleæstetik er selvsagt ikke ét, men mange lag betydning. Alt er nyttige fiktioner, der er filtret ind i blåt og besidder meningsfuld uudgrundelighed.

FILMEN sammenfletter seks af de inkarnationer, som Dylan gennemlevede i 60erne og 70erne, før han i 80erne og 90erne fik lov at træde ned fra profetens podium og blive den mere jordnære, støt arbejdende sangskriver og rugbrødsmusiker, som 80 år nede ad vejen stadig er ude på The Never Ending Tour. Hver maske følger et fiktivt spor, som bygger på faktuelle detaljer i Dylans historie. Der er aldrig tale om en egentlig biografisk fremstilling. I’m Not There er, som det hedder, »inspired by the songs and many lives of Bob Dylan«.

   Det er i lige så høj grad de distinkte mytologier, som løber på langs og på tværs af Dylans sangværk, uden nogen sinde at blive mejslet i sten eller bøjet i neon, der giver filmen dens fylde. Det er altid én af Dylans mulige historier, vi ser, aldrig selve historien eller personen. Til gengæld skabes en række narrative mønstre på baggrund af bestemte spor i sangene, og disse mytologiske fakta følger Todd Haynes med ufravigelig loyalitet.

DE tidligste inkarnationer tager afsæt i Dylans egne helte fra begyndelsen. I 1959 hopper en dreng på et godstog og imponerer de aldrende homeless brothers med sin flair for at fortælle tall tales og spille autentisk blues på guitaren, som ligger i en kasse med påskriften: This Machine Kills Fascists. Hittebarnet kalder sig Woody Guthrie og er en karismatisk sort dreng på 11 år. Han er også en omvandrende anakronisme. Woody (Marcus Carl Franklin) synger »Tombstone Blues« på verandaen sammen med Richie Havens, indtil en sort sydstatsmama råder ham til at finde sin egen tid at synge om. Han drukner næsten i floden, men bliver slugt af en hval og reddet af gudfrygtige borgere, for hvem han synger »When the Ship Comes In«. Så løber han væk og besøger den rigtige Woody Guthrie, som ligger for døden.

DYLAN er også Arthur Rimbaud (Ben Whishaw), der piller ved cigaretpakken og forklarer sig kryptisk for en fordømmende HUAC-komite, der stiller spørgsmål om, hvor han var, før han vendte tilbage til landet. Og i de spæde 60eres inderlige folk revival er han protestsangeren Jack (Christian Bale), der vækker tiden med indædte »finger-pointing songs« på to album, der deler coveræstetik med The Freewheelin’ Bob Dylan (1963) og The Times They Are a-Changin’ (1964). Jack forsvinder sporløst, men dukker op ved årtusindeskiftet i et tv-portræt af den genfødte kristne Pastor John fra Pinsemenigheden.

DA Dylan holdt op med at skrive protestsange og skandaliserede folkscenen ved at sætte strøm til musikken, diskuterede man ivrigt, om oraklet havde »solgt ud«. Her bliver han i én version af historien Jude Quinn (Cate Blanchett), dvs. Dylan i Blonde On Blonde-perioden, sangeren der tager til England og møder både The Beatles og Allen Ginsberg i en gennemført pastiche på D.A. Pennebakers dokumentarfilm Don’t Look Back (1967). Til koncerterne råber man Judas, og Jude Quinn ryger 80 cigaretter om dagen, mens en faretruende tv-kommentator (Bruce Greenwood) er opsat på at »afsløre« idolet.

DEN tilbagelænede Dylan, som undgik profetrollen ved at drive ind i countryblues på John Wesley Harding (1967) Nashville Skyline (1969) og New Morning (1970), er repræsenteret ved skuespilleren Robbie (Heath Ledger), der bliver stjerne ved at spille den forsvundne Jack i et Hollywooddrama fra fra 1965. Robbie gifter sig og får to piger med den franske billedkunstner Claire (Charlotte Gainsbourg), der er filmens version af Sara Lowndes Dylan.

DEN sidste version af Dylan er Billy the Kid (Richard Gere), men ikke den fredløse William Bonney, som døde for Pat Garretts hånd. Her er han den aldrende outlaw, som undslap legenden ved at dukke sig for en kugle og forsvinde. Siden har han levet i en hytte og tager kun ind til guldgraverbyen Riddle, når han skal købe forsyninger. Riddle er som 1880ernes Deadwood eller Tombstone. Woody fra den første historie nævner faktisk Riddle. Billy tager til byen, fordi hans hund stikker af. En veritabel epidemi af selvmord og tvangsauktioner bryder ud, da myndighederne gør alvor af en gammel plan om at føre en motorvej gennem dalen.

RIDDLE-afsnittet er fyldt med bizarre karnevalsfigurer og synes at tage en tværsum af alle de hjemmeavlede apokalypser, som Dylan og The Band dyrkede sammen på The Basement Tapes (1975). Da et The Band-agtigt band (Jim James og Calexico) spiller »Going to Acapulco« ved begravelsen af en jomfruselvmorder, kommer en giraf til syne bag en barak. Pat Garrett er gammel, men genkender Billy. Han spilles af den samme Bruce Greenwood, der som »Mr. Jones« gjorde alt for at miskreditere sangeren i afsnittet om Jude Quinn.

   Filmen rummer meget af denne slags inter-inter-tekstualitet, som man elsker eller hader. Riddle-afsnittet vinder meget ved at være skudt på rigtig film i stolt technicolor, så man synes, man ser på en klassisk western. Det er filmen smukkeste afsnit. Det er også dét, der ligner Dylans egen æstetik allermest.

DET kan en passant bemærkes, at Dylan har velsignet projektet, skønt han og Haynes aldrig har mødt hinanden. Kontakten blev formidlet af Dylans ældste søn, som er filminstruktør. Jesse Dylan rådede Haynes til at skrive sin idé ned på ét ark papir, så enkelt som muligt. Haynes formulerede et papir med overskriften: »I’m Not There: Suppositions on a Film Concerning Dylan.«. Præmissen var denne:

   »Hvis der fandtes en film, som formidlede oplevelsen af et kreativt liv i hele dets bredde og al dets flygtighed, en film der åbnede emnet, i stedet for lukke det til ved at gentage alt, hvad vi tror, at vi véd, når vi kommer ind, så kunne denne film aldrig holdes inden for rammerne af en fastlagt fortællings regelrette kurve.«

HAYNES er en ækvilibristisk filmskaber, hvis styrke og svaghed har været hans forkærlighed for pastiche. Da Julianne Moore blev tryghedsnarkoman og hysterisk helsefanatiker i Safe (1995), lignede filmen lind 70er-paranoia à la salig Ira Levin. I Velvet Goldmine (1998) brugte Haynes David Bowie og Iggy Pop på samme måde, som Dylan granskes i I’m Not There. Far From Heaven (2002) var derimod en til sidste detalje fuldendt pastiche på et melodrama i Douglas Sirks ånd. Atter trak Julianne Moore det tunge læs. I I’m Not There har hun rollen som Joan Baez-skikkelsen Alice Fabian.

I I’m Not There holdes hver historie i en distinkt fortællestil. Mange helte hyldes, for Haynes dyrker filmcitatet lige ivrigt som franskmanden Francois Ozon (8 kvinder) og australieren Baz Luhrmann (Moulin Rouge!). Alle scener udgør et ekko af biografiske anekdoter: Pete Seeger vil kappe elkablet ved Newport Folk Festival; Dylan skriver romanen Tarantula på amfetamin. Her dør Dylan faktisk i en motorcykelulykke. I en drøm er han tøjret til et klokketårn, meget som de vægtløse ugandere i Thomas Vinterbergs It’s All About Love. Da Quinn sætter strøm til »Maggies’ Farm«, er han og bandet i et Godard-agtigt indklip forsynet med maskinpistoler, der rettes mod folkscenens publikum.

NOGLE kritikere, især dem med selvfølelse, kan slet ikke have den slags pjank. Puritanske dylanologer vil utvivlsomt irriteres over de friheder, som Haynes tager sig med musikken. For denne anmelder, som især holder af Dylans 70er-arbejder og har fulgt ham gennem fem årtier, er filmen netop seværdig i kraft af det ekstravagante præg.

   Nogle manierismer irriterer, men Haynes har virkelig fat i det flygtige væsen, som udgør én side af Dylans geni. Han siger »I’m not there« på samme måde, som Rimbaud siger »Je est un autre«. Dylan er en skikkelse formet af hvepse. Som manden på gaden i Terry Gilliams Brazil: vinden dækker ham med blade og aviser. Da man piller dem af efter stormen, er der ingen form under konturen.

   I’m Not There er mærkelig, syret og selvfed. Den er også både smuk og banal, satirisk og politisk, hård og patetisk. Fremfor er den inspireret og besidder ægte risikovilje. Til syvende og sidst lander projektet, fordi det er en film i Dylans ånd, som realiserer præmissen i Haynes’ synopsis: at åbne emnet og brede det ud, snarere end lukke det til med forklaring.

Se også Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes | Patricia Highsmith: Carol (2016) [Bogen og filmen]; Todd Haynes | Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen] + Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et Interview [2015].

Se også Bob Dylan: Murder Most Foul; Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012. 

I’m Not There. Instr.: Todd Haynes. Manus: Oren Moverman, Todd Haynes. Foto: Edward Lachman. 135 min. UK-Frankrig-Tyskland-Canada-USA 2007. Dansk premiere: 23.11.2007.

Fotos: Killer Films/ John Wells Productions/ John Goldwyn Productions/ Endgame Entertainment/ The Weinstein Company/ Celluloid Dreams/ Dreamachinr/ Film & Entertainment VIP Medienfonds 4 GmbH & Co. KG/ Grey Water Park Productions/ Rising Star/ Wells Productions/  Celluloid Dreams/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 26.10.2009

Teksten sætter af i en anmeldelse fra Weekendavisen Kultur 23.11.2007 - siden brugt og bearbejdet i en zillion foredrag og biografintroduktioner

Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]

 

MR. LEIGH & MR. TURNER

En samtale om billedkunst

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2014: Der er diset sol og en høj vind i Cannes, da vi møder Mike Leigh på Majestic Barrière. Man går ned ad nogle trapper og kan ikke længere høre den travle Boulevard de la Croisette. Man bliver blændet af brændingen på en måde, der ville interessere J.M.W. Turner (1775-1851), den britiske ener, som var impressionist 40 år før de fleste.

   Mr. Leigh har skrevet og instrueret Mr. Turner, en stor og stilfærdigt visionær film om de sidste 25 år af kunstnerens liv. Leigh er kendt for nutidsfilm som Naked, Secrets and Lies og Another Year. Det er dog ikke første gang, at han søger tilbage. Topsy-Turvy fra 1999 var en sørgmunter kærlighedserklæring til sangskriverparret Gilbert & Sullivan, som fornøjede 1880erne med satiriske operetter som H.M.S. Pinafore og The Mikado.

TOPSY-TURVY var nærmest et lystspil. Mr. Turner begynder 50 år før og er snarere som en præcis elegi. Den unge dronning Victoria optræder i en enkelt scene. Hun er ikke bare utilfreds med Turners kunst. Hun hader den aktivt og foretrækker den sentimentale husstil, som vil præge hendes regeringstid. Turner selv slår en vantro latter op, da han ser de første af prærafaellitternes malerier.

   Leigh er i hvidt og smiler mere end sædvanligt. I Cannes har Mr. Turner fået den modtagelse, som den fortjener. Man kan endnu ikke vide, at Nuri Bilge Ceylan og Vintersøvn får al opmærksomheden i år. Timothy Spall får en pris for rollen som Turner. Han holder en overstrømmende tale. Fred være med det, har Leigh sikkert tænkt. Han kom ikke selv til ceremonien.

– ER der forskel på at arbejde med autentiske og fiktive karakterer?

   »Egentlig ikke. Man kan researche i en million år, og man kan læse 1000 bøger, men det sker der ikke noget foran kameraet af. Der skal på en eller anden måde sættes kød på handlingen. Jeg arbejdede præcis som på mine øvrige film. Det gjorde jeg også i Topsy-Turvy, filmen om Gilbert og Sullivan.

   Vi plejer at kunne sætte os og skabe en karakter fra bunden. Her gjorde vi virkelig megen research, Timothy Spall og jeg. Vi læste alle bøgerne, og vi kunne bygge karakteren på den baggrund. Men man må stadig gennem alle de organiske processer for at få det til at ske foran kameraet.«

   – Er det sværere at lave historiske film?

   »Der er de udfordringer, som man forventer. Ingen siger, at periodefilm skal være store produktioner. Denne film og Topsy-Turvy krævede begge et vist format, men jeg kunne lave en film om nutiden, som krævede format. Hvert projekt er forskelligt. Another Year var lige så forskellig fra Happy-Go-Lucky, som denne film er fra Topsy-Turvy. Jean Renoir havde ret i, at alle laver den samme film igen og igen, men inden for den ramme, vil jeg gerne variere motivet.«

   – Du bruger ikke manuskript, men et detaljeret arbejdspapir...

   »Det manglende manuskript er en myte. Jeg møder ikke med en færdig tekst, men jeg arbejder ikke ud i det blå. Det gælder alle mine film. Vi arbejder med scenerne i prøveforløbet. Når skuespillerne står foran kameraet, er alt skrevet ned.«

– TURNER er 50 år, da filmen begynder, og 76, da han dør. Du gør intet forsøg på at skildre hans ungdom...

   »Filmen er blevet kaldt selvbiografisk, men det er noget vrøvl. Jeg synes ikke, at jeg spejler mig i Turner. Ja, jeg er mere interesseret i den modne Turner, for jeg forstår, hvad der optager ham, men det er ikke et skjult selvportræt. Hvis man laver film og er kunstner, kan man måske bedre sætte sig i hans sted, men jeg håber da, at jeg kan leve mig ind i hver karakter, som jeg skildrer.

   Man kunne sagtens lave en ordinær biografisk fiktionsfilm. Man kunne finde en tyk dreng, der spillede Turner som barn, og man kunne vise en ung mand, der lignede drengen, og det ville være forudsigeligt og kedeligt. Og utroværdigt og tidskrævende. Det er jo ikke en dokumentarfilm. Det er en række betragtninger over Turner.«

   – Har du altid været optaget af Turner?

   »Hvis man vokser op i den engelsktalende verden, har Turner altid været der. Men jeg var ikke opmærksom på ham som ung. Turner og Constable, britiske landskaber, var noget, man så på kagedåser og chokoladepapir. Som 14-årig vidste jeg mere om Picasso og impressionisterne. Dengang troede vi, at surrealisterne ville ændre det hele. En tåbelig forestilling, man heldigvis er kureret for nu. I 60erne læste jeg kunst og begyndte at opdage Turner. Man gik ind på Tate eller National Gallery og så på hans billeder. Og blev inspireret af den dramatiske arbejdsform.«

– I FILMEN gør Turner Constable flov. Til ferniseringen på Royal Academy sætter han en rød plet i sit eget billede for at parodiere Constables overforbrug –

   »Man skal bruge de gode historier, der er. Scenen med Constable er autentisk. Der er en masse rødt i Constables billede af indvielsen af Waterloo Bridge. Det blev anbragt ved siden af Turners maleri af tågen, hvor alt er gråt, og han tilføjede én rød plet for effekten. Jeg dramatiserede simpelt hen, hvad der står i alle bøgerne.

   Man er nødt til at bruge den slags. Det kommer sig ikke så nøje, om det er sandt. Alle har hørt, at Turner lod sig tøjre til masten på et skib for at se en storm indefra. De moderne biografier er enige om, at det aldrig skete. Vi bruger alligevel anekdoten, for vi laver for pokker en film! Det ville være korrekt på den forkerte måde, hvis man ikke tog det med, bare fordi bøgerne siger, at det ikke gik sådan til.«

– VAR det svært at se som Turner?

   »Det er altid en fornøjelse at arbejde med en begavet fotograf som Dick Pope. Han studerede Turners palet, og vi enedes om et særligt look. Efterhånden får man det i blodet. Man lærer at se verden gennem et Turner’sk prisme. Vi gjorde ikke som David Lean, der var berømt for at vente i tre uger på den rigtige skyformation. Vi var heldige med mange ting. Elementerne samarbejdede, og vi kunne bruge digital teknologi. Der er meget, man kan rette i efterproduktionen.«

   – Hvor meget er skabt digitalt?

   »Ganske meget. Den digitale teknik er på ingen måde et kompromis eller et udtryk for degenerering. Den er et nyt redskab, man har til rådighed. Dick og jeg har alderen til at være gammeldags filmmennesker. Vi har altid skudt på 35 mm, og vi elsker film. Men vi lever i det 21. århundrede. Vi har brugt den digitale teknik og fået den til at fungere. Jeg synes, det er spændende.«

   – I filmen interesserer Turner sig for tidlige fotografier. Gør han det i samme ånd?

   »Turner var meget optaget af den nye teknologi. Og en smule bange for den. Da han opdagede fotografiet, var han allerede ved at udvikle de teknikker, som impressionisterne gennemførte senere i århundredet.«*

   – Hvad ville Turner mene om filmmediet?

   »Hans interesse for ny teknik dukker op flere steder. Han forsvarer brugen af damp. På billedet af sejlskibet, The Fighting Temeraire, der bliver slæbt til ophug, er han mere optaget af fremtiden. Havde han havde levet senere i århundredet, ville han være fascineret af filmen. Hvad han ville sige til denne film, er der intet svar på.«

– TIMOTHY Spall spytter og gnider på billederne. Han siger lyde, mens han maler –

   »Mange kilder beskriver, at han stønnede og gryntede osv. Vores fremstilling bygger på denne research. Tim fandt ind til måden, vi syntes Turner skulle lyde på.«

   – Der bliver talt, som man talte i tiden –

   »Mange periodefilm lader karaktererne tale moderne. Jeg synes, det er en skam. Ligesom vi har gjort os umage med produktionsdesignet og kostumerne, har vi været omhyggelige med sproget, som er rigt og interessant. Det er jo ikke så længe siden. Turner døde 92 år, før jeg blev født. Han hænger stadig i luften sammen med Dickens. Jeg tror, at de autentiske elementer gør tiden mere tilgængelig for tilskueren. Det nytter ikke at bruge en halv-realistisk, halv-moderne periodestil. Historien skal leve på helhjertet vis.«

   – Men musikken er moderne…

   »Gary Yershon er en fremragende komponist, som jeg har arbejdet med flere gange. Jeg ville ikke have pastichemusik. Der er periodemusik i filmen, Purcell og Rossini. Så her har du en film, som foregår i det 19. århundrede, med et score som bruger fem saxofoner.«

– SÅ du på andre kunstnerfilm?

   »Jeg ser film hele tiden, i alle former og størrelser, gamle som nye. Ikke for at få inspiration og ideer. Det sætter bare ens tankeprocesser i gang.

   Jeg ville vel føje noget til kredsen af film om kunstnere. Dem er der mange af: gode, dårlige, nogle helt ulidelige. Jeg holdt meget af Derek Jarman, men hans film om Caravaggio er noget af det mest ubønhørligt kedsommelige, jeg har set. Mange holder af den, men jeg finder den endnu værre end Sidste år i Marienbad.

   Maurice Pialats Van Gogh er god. Og Robert Altmans Vincent & Theo synes jeg virkelig om. Vincente Minnellis Lust for Life er en rusten gammel sag, men meget underholdende. Jeg vil ikke gennemgå hele listen.«

   – I gamle dage gik folk i kirke om søndagen. Nu går man på kunstmuseum.

   »Alt, som erstatter religion, er gode nyheder. Religion er en af verdens sygdomme. Og verden bliver værre, jo mere troen får tag i folk.«

– DER er en scene, hvor tidens store kritiker, John Ruskin, roser Turners kunst af forkerte grunde. Har den også adresse til filmkritikere?

   »Da Ruskin udtaler sig, betragter de et meget følelsesfuldt maleri af Turner. The Slave Ship beskriver, hvordan kaptajnen på et slaveskib kastede slaver i havet. De var syge, det drejede sig om skibets forsikring. Turner reagerede på hensynsløsheden. Han fortæller om baggrunden, og Ruskin kaster sig ud i en vidtløflig analyse af formen. Han er slet ikke opmærksom på følelsen i billedet.«

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh: Peterloo (2018).

*) I 1847 poserede Turner beredvilligt for John Jabez Edwin Mayall, som tog det eneste eksisterende foto af kunstneren. Daguerreotypien bruger den samme positur og beskæring, som Turner 50 år før havde anvendt på det ikoniske selvportræt fra 1799. Model og fotograf arbejdede sammen om at opnå den kronologiske effekt. Se i øvrigt teksten om Mike Leigh: Mr. Turner (2014).

Mike Leigh blev interviewet på Majestic Barrière i Cannes lørdag den 17. maj 2014

Fotos: BFI/ Film4/ Amusement Park Films/ Canal+/ Diaphana Films/ Focus Features/ SF Studios/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ [Filmgrab]/ Tate Britain/ National Portrait Gallery

Mr. Turner streames [i maj 2025} på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment One (UK) 02.03.2015

Interviewet trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.01.2015