Gurinder Chadha | Safraz Manzoor: Blinded by the Light (2019)

HILSENER FRA BURY PARK

Dannelsesskildring forklædt som et fanbrev

Af BO GREEN JENSEN

LUFTHAVNSBYEN Luton ligger 30 km nordvest for London. Det er gammelt provinsland med ens forstadshuse og resterne af en rig industri. I generationer havde Vauxhall Motors sin base i Luton. Svære tider fulgte med jævnlig beskæring. Da bilfabrikken lukkede, blev der stille i byen.

   Der var absolut intet romantisk eller eventyrligt ved at vokse op i 1980ernes Luton. For journalisten Safraz Manzoor (f. 1971) var det særligt svært. Han var tre år, da familien ankom fra Lyallpur (nu Faisalabad) i Pakistan. Der var både åben og slet skjult racisme forbundet med at have brun hud og muslimske forældre.

   Manzoor voksede op i bydelen Bury Park. Han begyndte på Lea Manor High School i 1982. Her havde han sin musikalske åbenbaring. En kammerat med samme baggrund gav ham to kassettebånd med Bruce Springsteen: Darkness on the Edge of Town og Born in the USA. Det var frigørende på alle måder. Senere skrev han en bog om det hele. Greetings from Bury Park: Race. Religion. Rock ’n’ Roll udkom i 2008.*

I FILMUDGAVEN bliver Safraz Manzoor til teenageren Javed Khan (Viveik Kalra). Han føler, at Springsteens stemme beskriver hans egen grimede hverdag. Han lever kun for de sange en tid. Sammen med vennen Roops (Aaron Phagura) og kæresten Eliza (Nell Williams) står han på motorvejsbroen og brøler »Born to Run« ind i vinden. Allerede navnesammenfaldet besidder en besværgende magi. Det kan jo ikke være tilfældigt, at Springsteen kommer fra Asbury Park i New Jersey, hvor tingene lukker ned ligesom livet i hans eget Bury Park.

RESTEN af England hører pastelfarvet pop. Javeds barndomsven, naboen Matt (Dean-Charles Chapman), har højt hår og scorer piger på stribe. Han siger, at synthesizere er fremtiden. Matts far (Rob Brydon) deler den unge mands lidenskab. Javeds egne forældre forstår ingenting. Det er rå og racistiske tider, hvor The National Front mobiliserer. Men Javed retter ryggen og begynder at skrive journalistik. Han vinder en rejse til Asbury Park. Han kommer også over sin Springsteen-fiksering, skønt han forbliver en meget stor fan. I praksis har sangene reddet hans liv.

BLINDED by the Light er instrueret af Gurinder Chadha (f. 1960), som siden Bend It Like Beckham (2002, da. Bedre end Beckham) har været kvinden, man gik til, når der skulle skabes lette film om identitetspolitik. Hun har bearbejdet Manzoors bog sammen med partneren Paul Magaya Berges.**

   Der er som altid en tendens til at overdrive hjerteligheden. Alligevel overbeviser filmen, som er holdt i den demokratiske husstil fra Brassed Off (1996), The Full Monty (1997), Calendar Girls (2003), Kinky Boots (2005), Made in Dagenham (2010) og talrige andre sociale komedier, hvor trængte lokalsamfund slutter op om noget fælles.

   Selv folk, som ikke kan høre det store i Springsteen, vil have glæde af lynkurset med Javed Khan. Jeg anmeldte dobbeltalbummet The River i 1980. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte, at titelsangen var skrevet til mig og min hustru. Jeg følte også en forbindelse mellem Kastrup på Amager og Asbury Park i New Jersey. Det er netop den samhørighed, som Gurinder Chadha forløser i filmen.

SAFRAZ Manzoor har selv været til 130 koncerter med Springsteen. Efter filmen er der trofæbilleder. Blinded by the Light er tæppebelagt med blue collar-sange fra de første fem-seks triumferende album. De iscenesættes som musicalnumre, der bliver opført af godtfolk på gader og stræder. Teksterne skrives på mure og himmel.

   Alligevel er filmen mere end et fanbrev. Den handler om at finde sig selv midt i støjen. Til slut skal Javed læse sit essay, men taler i stedet for til sin far. Sangen om »Independence Day« starter op. Jeg opdager, at jeg har tårer i øjnene. Det sker ellers sjældent. Jeg har siddet for længe i biografen til at lade mig rive med på den måde.

MEN lige nu lever det hele igen, og Springsteen synger direkte til hjertet. Det samme gør filmen, når den er bedst.

*) Safraz Manzoor har gjort adskilligt for hjemstavnen. I 2005 skabte han tv-dokumentaren Luton, Actually, som blev sendt på BBC2. Også BBC4-podcasten From Luton Streets to Jersey Shores, der beskriver pilgrimsrejsen til Springsteens fødeby, var et skridt på vejen til Greetings from Bury Park. I 2021 udkom They, or They: What Muslims and Non-Muslims Get Wrong About Each Other (448 s. London: Wildfire). I 2023 tiltrådte Manzoor æresposten som Chancellor på University of Bedfordshire, der har sin primære campus i Luton. 

**) Berlin 2017: »Dag 4. Fire film, otte timer. Det er præcis en arbejdsdag [...] Storfilmen Viceroy’s House folder hele det episke udstyr ud i en skildring af nedtællingen til indisk selvstændighed og grundlæggelsen af Pakistan i 1947. Det sker med Hugh Bonneville som Lord Mountbatten, den sidste britiske vicekonge, og Gillian Anderson som hans hustru. Også nøglepersoner som Nehru, Mahatma Gandhi og Muhammad Jinnah er portrætteret.

   Vicekongens kolossale embedsbolig – med 500 tjenestefolk – får Buckingham Palace til at ligne et kolonihavehus. Gurinder Chadha, hvis mormor var blandt de 14 millioner mennesker, der måtte migrere ved delingen af Indien, bruger hierarkierne i paladset til at anskueliggøre de sociale og religiøse forskelle. Der er en kærlighedshistorie mellem en hinduistisk mand og en muslimsk kvinde, men den er ikke hovedsagen. Hvor historiske epos i gamle dage brugte realpolitikken som bagtæppe for melodramaet, er det cirka omvendt i de nye periodefilm.« [FB 13.02.2017]

Se også Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019); The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011).

Blinded by the Light. Instr.: Gurinder Chadha. Manus: Gurinder Chadha, Paul Magaya Berges, Safraz Manzoor. Foto: Ben Smithard. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 17.10.2019.

Fotos: New Line Cinema/ Levantine Films/ Ingenious Media/ Bend It Films/ Rakija Films/ Orange Studios/ Cornerstone Films/ Endeavor Content/ Dream Cars/ Prairie Pictures/ StormStock/ BFI Bruce Limited 2019/ SF Studios/ CineMaterial/ Google Images/ YouTube Premium [Warner Bros. International Pictures Trailer + Bruce Springsteen clips]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra SF Studios 06.02.2020

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.10.2019.

Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018)

MENS VI LÆGGER ANDRE PLANER

Kan praktisk oplysning bære som filmkunst?

Af BO GREEN JENSEN

AF alle mørke mareridt, som hjemsøger dagens forældre, må et af de værste være at se sit barn forsvinde i stofmisbrug. »Det vil så heller aldrig ske,« siger de fleste. »Mine børn er fornuftige mennesker, og vi har selv været gode eksempler.«

   Alligevel skete det for David Sheff, den amerikanske journalist og forfatter, som i 2008 fik udgivet erindringsbogen Beautiful Boy: A Father's Journey Through His Son's Addiction. Titlen er taget fra John Lennons sang – dén med linien om, hvordan »livet er det, som sker, mens du har travlt med at lægge andre planer«. Undertitlen er i besværgende datid: »En fars rejse gennem sin søns afhængighed.«

   Sheff er ikke hvem som helst. Han interviewede Lennon og Yoko Ono til Playboy Magazine umiddelbart før Lennons død i 1980. Samtalen findes i bogform med titlen All We Are Saying (2000, da. Lennon uden filter). Han har skrevet for The New York Times og Rolling Stone Magazine. Han har mødt mange (også velfungerende) misbrugere gennem sit journalistiske virke. David var derfor en privilegeret og slet ikke uforstående far, da ulykken ankom.

   

BEAUTIFUL Boy behandler emnet på flere måder. Beskrivelsen af sønnen Nics misbrug er blandet med billeder af, hvor tætte de var. Der er et gedigent forsøg på at forklare misbrugets væsen. Nic er afhængig af crystal meth (metamfetamin). Sheff prøver selv giften for helt at forstå, og han beskriver de invaliderende konsekvenser, som Nics forvandling har for familien. Konklusionen er, at afhængighed er en sygdom, der kun kan behandles ved afholdenhed efter A.A.-modellen.

   Nic Sheff var 18 år, da hans misbrug tog fart. I gymnasiet var han en gylden dreng med talent. Han søgte ind på fem elite-universiteter og fik ja fra dem alle. Men fremtiden blev mindre vigtig end kampen for at fylde det sorte hul og genopleve det første rush. Han mener selv, at han altid var disponeret for afhængighed. Da David skrev Beautiful Boy, supplerede Nic med erindringsbøgerne Tweak: Growing Up on Methamphetamins (2008) og We All Fall Down: Living with Addiction (2011).

NU kommer Hollywood-udgaven, som anlægger begge synsvinkler. Far og søn følger hver sin dramatiske kurve, og det skaber flere udfordringer. Filmen vil formidle, at afhængighed er en uhelbredelig sygdom. Den vil forklare, at metamfetamin er en satanisk substans, som afviser gængs terapi. Begge teser er kontroversielle i behandlermiljøet.

   Samtidig skal der tegnes et dobbeltportræt af Sheff père et fils. Man kunne nok have ændret navnene og gjort historien mere almen. Men hvis niveauet skal løftes over den rene problemfilm, må det ske i erindringen om den smukke dreng, der blev til et monster, som vrænger fuck you og stjæler fra sin lillebrors sparegris.

   Far og søn bliver spillet af Steve Carell og Timothée Chalamet. Carell er altid brysk i dramatiske roller, som ikke må røbe hans komiske flair. Chalamet er den unge mand fra Call Me By Your Name (2017). I flashbacks til den gode tid bliver han spillet af drenge, der ligner. Mødrene (Amy Ryan og Maura Tierney) fylder kun lidt i historien.

   Først bader David sig i nostalgi. Senere bliver fortiden et værelse, som han nødigt går ind i. Han fjerner de belastende fotos. Han hader at lukke sit hjerte, men han lærer at gøre sig hård. Han siger endelig nej, da Nic ringer. Til slut er det et spørgsmål, om han nogen sinde vil smile igen.

FILMEN undgår ikke et missionerende præg, men den gør et agtværdigt forsøg. Det tilskriver jeg instruktøren, belgiske Felix van Groeningen, som lavede den bevægende ukorrekte The Broken Circle Breakdown (2012).

   Manuskriptforfatteren, australske Luke Davies, er selv forhenværende misbruger. Han brugte sin erfaring i Candy (2006), som med Abbie Cornish og Heath Ledger i de to hovedroller blev en af de bedste og mindst melodramatiske misbrugsskildringer, som findes på film.

   Davies er især god til at skildre følelsesløsheden og impulsiviteten. Der er en vis prosaisk frihed forbundet med tilsidesættelsen af andre behov. I Candy flytter parret på landet for at blive stoffri. Cornish klager over mørket i huset. Ledger ser på loftet. Så saver han et hul, der giver lys.

   Stemningen gentager sig i Beautiful Boy, da Nic og en veninde fra afvænningsklinikken bryder ind i barndomshjemmet. Det er hér, at noget dæmrer for Nic. Han prøver at dø, men det vil ikke lykkes. Herefter affinder han sig med altid at have to skrigende punkter i hjernen. Ved filmens fint afstemte slutning har han været klar i otte år.

LYDSPORET bugner af totemmusik. Neil Young synger »Heart of Gold«, Perry Como synger »Sunrise, Sunset« fra Fiddler on the Roof. Da Nic var 12, kunne far og søn brøle i bilen, når Kurt Cobain sang »Territorial Pissings«. Nu er det hele bittersød lyd. Og distraherende sange, som fylder så meget, at publikum nu og da taber tråden, fordi det bliver vigtigere at høre efter.

   Det er en hjerteskærende film for familier, som kender til misbrug. Beautiful Boy vil gerne være mere, men er begrænset af sit emne og den uafbrudt knugende alvor. Det gør ondt at huske drengen, der gik i stykker. Men borte tog ham, og nu er han væk.

   I stedet står der en skrøbelig mand. Han lægger ikke andre planer, for han lever én dag ad gangen. Vi kan dele Davids smerte, men Nic er den mest interessante figur.

   De ting får filmen udmærket frem. Den bliver derfor ikke lagt væk med det samme.

Se også Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006); Felix van Groeningen: The Broken Circle Breakdown (2012) og En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980.

Beautiful Boy. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Luke Davies, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 17.01.2019.

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Plan B Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.01.2019

Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)

LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.

   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 

   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupier kommer ombord for at score favoritstemmen.

   

RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.

   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).

   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.

MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.

   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.

   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.

RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimistiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.

   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).

   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.

MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Edward Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Ennio Morricone. 

   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV og TV Play

2K Blu-ray fra Fabulous Films 08.08.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009

Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]

ALIAS DYLAN
Forvandlingsfiguren er 80 år i dag

Af BO GREEN JENSEN

ALIAS hedder den skikkelse, som Bob Dylan (f. 24.05.1941) fremstiller i periferien af Sam Peckinpahs apokalyptiske western, Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Til den film skrev han sit eneste regulære score og også et par sange, bl.a. balladen »Knocking On Heaven’s Door«, der har fået evergreen-status, skønt den lyder som noget, der er skrevet meget hurtigt. Det er den sikkert også. De fleste af Dylans to tusinde sange er skrevet på enkelte timer og dage, hvor andre sangskrivere bruger hele måneder og halve år. For Dylan synes der aldrig at være et valg. »The only thing I knew how to do, was to keep on keeping on, like a bird that flew/ Tangled up in blue,« lyder en af hans bedste og enkleste linier.

   I Peckinpahs film er Alias en iagttager, svær at blive klog på og svær at få øjenkontakt med, som slår følge med Kris Kristoffersons Billy the Kid, mens James Coburn som den reformerede Pat Garrett forbereder sig på at gøre det nødvendige og likvidere sin gode ven fra gamle dage. Alias vælger endelig side, da han kaster en kniv i halsen på en af Billys modstandere. Det sker i en mesterlig scene, hvor alle står stille i solen og ser hinanden i øjnene som rigtige mænd.

Dylan, der elsker westernmytologien, fik meget ud af at medvirke i Pat Garrett and Billy the Kid. Flere albums fra perioden, bl.a. hovedværket Blood on the Tracks (1975), Desire (1976) og hele Rolling Thunder Revue-turneen, tog afsæt i tusmørkeudgaven af det velkendte legendariske landskab. Alias-figuren blev føjet til for at skabe en niche til Dylan, men den sagde noget væsentligt om sangskriveren, netop ved ikke at ville eller være nogen eller noget bestemt. Blot en sum af rygter, en serie af drømme, et foreløbigt mønster.

   I samme ånd har amerikaneren Todd Haynes (f. 1961 og altså ikke et historisk vidne) skabt en mærkelig film, der dekonstruerer Dylans myte ved at følge den ad forskellige spor og vælge en ny maske for hver historie. I’m Not There, i hvilken bl.a. Heath Ledger (!), Richard Gere (!!) og Cate Blanchett (!!!) har lejlighed til at spille Dylan, er faktisk tæt på at være lige så skæv, sær, løs og forvokset som Dylans egne filmprojekter, Renaldo & Clara (1978) og Masked and Anonymous (2003). Den er muligvis mere sjælden end køn, men den er altid værd at se på og aldrig fuldkommen uinteressant.

MAN frustreres, hvis man forsøger at finde bogstavelig mening i I’m Not There. Filmen er præcis lige så svær at få hold på som sprogmaskinen, der arbejder i »Visions of Johanna«, »Shelter From The Storm«, »A Simple Twist of Fate« eller »Highlands«. Billeder avler billeder, fragmenter af handling antyder en historie. I drift giver de mening, men vil man fastholde dem, bliver de til røg. Identitet er en relativ størrelse, tiden flyder i mange retninger. Gevinsten ved denne forvandlingskugleæstetik er selvsagt ikke ét, men mange lag betydning. Alt er nyttige fiktioner, der er filtret ind i blåt og besidder meningsfuld uudgrundelighed.

FILMEN sammenfletter seks af de inkarnationer, som Dylan gennemlevede i 60erne og 70erne, før han i 80erne og 90erne fik lov at træde ned fra profetens podium og blive den mere jordnære, støt arbejdende sangskriver og rugbrødsmusiker, som 80 år nede ad vejen stadig er ude på The Never Ending Tour. Hver maske følger et fiktivt spor, som bygger på faktuelle detaljer i Dylans historie. Der er aldrig tale om en egentlig biografisk fremstilling. I’m Not There er, som det hedder, »inspired by the songs and many lives of Bob Dylan«.

   Det er i lige så høj grad de distinkte mytologier, som løber på langs og på tværs af Dylans sangværk, uden nogen sinde at blive mejslet i sten eller bøjet i neon, der giver filmen dens fylde. Det er altid én af Dylans mulige historier, vi ser, aldrig selve historien eller personen. Til gengæld skabes en række narrative mønstre på baggrund af bestemte spor i sangene, og disse mytologiske fakta følger Todd Haynes med ufravigelig loyalitet.

DE tidligste inkarnationer tager afsæt i Dylans egne helte fra begyndelsen. I 1959 hopper en dreng på et godstog og imponerer de aldrende homeless brothers med sin flair for at fortælle tall tales og spille autentisk blues på guitaren, som ligger i en kasse med påskriften: This Machine Kills Fascists. Hittebarnet kalder sig Woody Guthrie og er en karismatisk sort dreng på 11 år. Han er også en omvandrende anakronisme. Woody (Marcus Carl Franklin) synger »Tombstone Blues« på verandaen sammen med Richie Havens, indtil en sort sydstatsmama råder ham til at finde sin egen tid at synge om. Han drukner næsten i floden, men bliver slugt af en hval og reddet af gudfrygtige borgere, for hvem han synger »When the Ship Comes In«. Så løber han væk og besøger den rigtige Woody Guthrie, som ligger for døden.

DYLAN er også Arthur Rimbaud (Ben Whishaw), der piller ved cigaretpakken og forklarer sig kryptisk for en fordømmende HUAC-komite, der stiller spørgsmål om, hvor han var, før han vendte tilbage til landet. Og i de spæde 60eres inderlige folk revival er han protestsangeren Jack (Christian Bale), der vækker tiden med indædte »finger-pointing songs« på to album, der deler coveræstetik med The Freewheelin’ Bob Dylan (1963) og The Times They Are a-Changin’ (1964). Jack forsvinder sporløst, men dukker op ved årtusindeskiftet i et tv-portræt af den genfødte kristne Pastor John fra Pinsemenigheden.

DA Dylan holdt op med at skrive protestsange og skandaliserede folkscenen ved at sætte strøm til musikken, diskuterede man ivrigt, om oraklet havde »solgt ud«. Her bliver han i én version af historien Jude Quinn (Cate Blanchett), dvs. Dylan i Blonde On Blonde-perioden, sangeren der tager til England og møder både The Beatles og Allen Ginsberg i en gennemført pastiche på D.A. Pennebakers dokumentarfilm Don’t Look Back (1967). Til koncerterne råber man Judas, og Jude Quinn ryger 80 cigaretter om dagen, mens en faretruende tv-kommentator (Bruce Greenwood) er opsat på at »afsløre« idolet.

DEN tilbagelænede Dylan, som undgik profetrollen ved at drive ind i countryblues på John Wesley Harding (1967) Nashville Skyline (1969) og New Morning (1970), er repræsenteret ved skuespilleren Robbie (Heath Ledger), der bliver stjerne ved at spille den forsvundne Jack i et Hollywooddrama fra fra 1965. Robbie gifter sig og får to piger med den franske billedkunstner Claire (Charlotte Gainsbourg), der er filmens version af Sara Lowndes Dylan.

DEN sidste version af Dylan er Billy the Kid (Richard Gere), men ikke den fredløse William Bonney, som døde for Pat Garretts hånd. Her er han den aldrende outlaw, som undslap legenden ved at dukke sig for en kugle og forsvinde. Siden har han levet i en hytte og tager kun ind til guldgraverbyen Riddle, når han skal købe forsyninger. Riddle er som 1880ernes Deadwood eller Tombstone. Woody fra den første historie nævner faktisk Riddle. Billy tager til byen, fordi hans hund stikker af. En veritabel epidemi af selvmord og tvangsauktioner bryder ud, da myndighederne gør alvor af en gammel plan om at føre en motorvej gennem dalen.

RIDDLE-afsnittet er fyldt med bizarre karnevalsfigurer og synes at tage en tværsum af alle de hjemmeavlede apokalypser, som Dylan og The Band dyrkede sammen på The Basement Tapes (1975). Da et The Band-agtigt band (Jim James og Calexico) spiller »Going to Acapulco« ved begravelsen af en jomfruselvmorder, kommer en giraf til syne bag en barak. Pat Garrett er gammel, men genkender Billy. Han spilles af den samme Bruce Greenwood, der som »Mr. Jones« gjorde alt for at miskreditere sangeren i afsnittet om Jude Quinn.

   Filmen rummer meget af denne slags inter-inter-tekstualitet, som man elsker eller hader. Riddle-afsnittet vinder meget ved at være skudt på rigtig film i stolt technicolor, så man synes, man ser på en klassisk western. Det er filmen smukkeste afsnit. Det er også dét, der ligner Dylans egen æstetik allermest.

DET kan en passant bemærkes, at Dylan har velsignet projektet, skønt han og Haynes aldrig har mødt hinanden. Kontakten blev formidlet af Dylans ældste søn, som er filminstruktør. Jesse Dylan rådede Haynes til at skrive sin idé ned på ét ark papir, så enkelt som muligt. Haynes formulerede et papir med overskriften: »I’m Not There: Suppositions on a Film Concerning Dylan.«. Præmissen var denne:

   »Hvis der fandtes en film, som formidlede oplevelsen af et kreativt liv i hele dets bredde og al dets flygtighed, en film der åbnede emnet, i stedet for lukke det til ved at gentage alt, hvad vi tror, at vi véd, når vi kommer ind, så kunne denne film aldrig holdes inden for rammerne af en fastlagt fortællings regelrette kurve.«

HAYNES er en ækvilibristisk filmskaber, hvis styrke og svaghed har været hans forkærlighed for pastiche. Da Julianne Moore blev tryghedsnarkoman og hysterisk helsefanatiker i Safe (1995), lignede filmen lind 70er-paranoia à la salig Ira Levin. I Velvet Goldmine (1998) brugte Haynes David Bowie og Iggy Pop på samme måde, som Dylan granskes i I’m Not There. Far From Heaven (2002) var derimod en til sidste detalje fuldendt pastiche på et melodrama i Douglas Sirks ånd. Atter trak Julianne Moore det tunge læs. I I’m Not There har hun rollen som Joan Baez-skikkelsen Alice Fabian.

I I’m Not There holdes hver historie i en distinkt fortællestil. Mange helte hyldes, for Haynes dyrker filmcitatet lige ivrigt som franskmanden Francois Ozon (8 kvinder) og australieren Baz Luhrmann (Moulin Rouge!). Alle scener udgør et ekko af biografiske anekdoter: Pete Seeger vil kappe elkablet ved Newport Folk Festival; Dylan skriver romanen Tarantula på amfetamin. Her dør Dylan faktisk i en motorcykelulykke. I en drøm er han tøjret til et klokketårn, meget som de vægtløse ugandere i Thomas Vinterbergs It’s All About Love. Da Quinn sætter strøm til »Maggies’ Farm«, er han og bandet i et Godard-agtigt indklip forsynet med maskinpistoler, der rettes mod folkscenens publikum.

NOGLE kritikere, især dem med selvfølelse, kan slet ikke have den slags pjank. Puritanske dylanologer vil utvivlsomt irriteres over de friheder, som Haynes tager sig med musikken. For denne anmelder, som især holder af Dylans 70er-arbejder og har fulgt ham gennem fem årtier, er filmen netop seværdig i kraft af det ekstravagante præg.

   Nogle manierismer irriterer, men Haynes har virkelig fat i det flygtige væsen, som udgør én side af Dylans geni. Han siger »I’m not there« på samme måde, som Rimbaud siger »Je est un autre«. Dylan er en skikkelse formet af hvepse. Som manden på gaden i Terry Gilliams Brazil: vinden dækker ham med blade og aviser. Da man piller dem af efter stormen, er der ingen form under konturen.

   I’m Not There er mærkelig, syret og selvfed. Den er også både smuk og banal, satirisk og politisk, hård og patetisk. Fremfor er den inspireret og besidder ægte risikovilje. Til syvende og sidst lander projektet, fordi det er en film i Dylans ånd, som realiserer præmissen i Haynes’ synopsis: at åbne emnet og brede det ud, snarere end lukke det til med forklaring.

Se også Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes | Patricia Highsmith: Carol (2016) [Bogen og filmen]; Todd Haynes | Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen] + Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et Interview [2015].

Se også Bob Dylan: Murder Most Foul; Bob Dylan: The Lyrics 1961-2012. 

I’m Not There. Instr.: Todd Haynes. Manus: Oren Moverman, Todd Haynes. Foto: Edward Lachman. 135 min. UK-Frankrig-Tyskland-Canada-USA 2007. Dansk premiere: 23.11.2007.

Fotos: Killer Films/ John Wells Productions/ John Goldwyn Productions/ Endgame Entertainment/ The Weinstein Company/ Celluloid Dreams/ Dreamachinr/ Film & Entertainment VIP Medienfonds 4 GmbH & Co. KG/ Grey Water Park Productions/ Rising Star/ Wells Productions/  Celluloid Dreams/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 26.10.2009

Teksten sætter af i en anmeldelse fra Weekendavisen Kultur 23.11.2007 - siden brugt og bearbejdet i en zillion foredrag og biografintroduktioner