Cameron Crowe: Almost Famous (2000)

DEN VENLIGE UNDTAGELSE
Et præcist (selv)portræt af den unge skribent

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2001: DET har aldrig været en hemmelighed, at filmskaberen Cameron Crowe begyndte som musikjournalist. Crowe var kun 15 år gammel, da han fik sin første artikel trykt i magasinet Rolling Stone. Det var et interview med Richie Furay (fra Buffalo Springfield og senere Poco), som fandt sted i 1973, da der var mere grynet modkultur og mindre glittet livsstil i bladet.

   På seks år havde magasinet, som endnu blev trykt på avispapir, dog udviklet en aura af institution. Rolling Stone var stedet, hvor 68erne skrev historien, mens den skete. Navne som Tom Wolfe, Joan Didion og Hunter S. Thompson var blandt bidragyderne.

DE fleste bands ville give en arm og et ben for at komme på forsiden. Alene med det mål for øje skrev Shel Silverstein i 1972 sangen »On the Cover of the Rolling Stone« til Dr. Hook & the Medicine Show. Til gengæld var bladets stab blevet ældre, mens oplaget accelererede.

   Det var ikke længere helt så attraktivt for Jann Wenner og Ben Fong-Torres at tilbringe fire døgn i turbussen sammen med Lynyrd Skynyrd og brødrene Allman. For teenageren Crowe var der derimod tale om en ønskedrøm, som gik i opfyldelse. Crowe har nemlig aldrig lagt skjul på, at han både var fan og reporter.

   Af samme grund, fordi han så åbenlyst elskede musikken, blev den venlige unge mand vist en tillid, som fagets veteraner ikke kunne forvente. Crowes helt og mentor, Lester Bangs (1949-1982), en af rockjournalistikkens helt store penne og misbrugslegender, advarede hvalpen mod at blive ven med de bands, som han skulle beskrive. Som skribenter var den blide Crowe og den brølende Bangs vel noget nær diametrale modsætninger. Alligevel var det Bangs, som gav drengen fra San Diego en chance i magasinet Creem.*

OM disse fjerne læreår og det første gode favntag med musikken har Crowe nu drejet Almost Famous, en film som har været et liv undervejs. Også alter ego'et William Miller (Patrick Fugit) er knap fyldt femten, da Rolling Stone Magazine ringer og tilbyder ham 1000 dollars for at følge bandet Stillwater til verdens ende.

   Filmen fokuserer på Millers forhold til guitaristen Russell Hammond (Billy Crudup), som – til de øvrige medlemmers bekymring og fortrydelse – er ved at blive stjernen i bandet, men den finder sit bærende tema i forelskelsen mellem William og groupien Penny Lane (Kate Hudson). Det bliver en stærk tur, som ændrer William Miller. Bagefter ligner han Cameron Crowe.

HVIS man er jævnaldrende med Crowe, og hvis man stadig hører musikken fra dengang, vil man sætte stor pris på Almost Famous. Filmen er en uforbeholden kærlighedserklæring til sangene, der spiller videre, uanset hvad kunstnerne hedder og hvem der skriver kritikken.

   Til gengæld er det svært at bedømme filmen som film, fordi man til stadighed distraheres af detaljer og svømmer hen i personlige erindringer om den fælles historie, vi bærer med os som generation, uanset om vi er danske eller amerikanske.

   I sin tid blev Crowe tit bebrejdet, at han var for flink og for diskret, for meget fan og for lidt journalist, når han skrev om livet bag scenen. Crowe havde situationsfornemmelse, og det var ikke mindst de personlige hensyn, som han tog, der gjorde, at musikerne stolede på ham.

   Almost Famous dramatiserer tillidskonflikten, som er et arbejdsvilkår for den betroede journalist, og den forholder sig også til dilemmaet, som opstår, når en kritiker kender en kunstner for godt. Samtidig lider den selv lidt af sygen. Stort set alle i filmen er gode og flinke; livet på vejen er pænt og sympatisk, selv når Stillwater opfører sig værst.

ENDVIDERE er det en ujævn film, som er bygget af sætstykker. Flere enkeltstående scener er prægtige. Da Russell beslutter sig for at forlade Stillwater, tager han »fjenden« William med sig i byen for at have noget virkeligt at forholde sig til. Ordet virkelig er overhovedet hans mantra den nat, hvor de går med til en fest hos lokale teenagere og nogen kommer syre i Russells glas.

   Novicen William ved ikke, hvornår man se, om syren virker. I næste scene – der klippes effektivt og ironisk – balancerer Russell på taget over poolen og proklamerer, at han er »en gylden gud«. Festdeltagerne måber, jubler og venter på, at Russell skal springe, mens stjernen på sin side bliver så klar, at han vil formulere nogle fyndige Berømte Sidste Ord. Han kan dog ikke finde på andet end et intetsigende: »Jeg er på stoffer!«

   Næste dag henter bandet Russell og William. I bussen vender den fortabte søn tilbage til livet, og et langt øjeblik holder filmen fast i den gode søvnige stemning, som griber en gruppe på vejen. På lydsporet spiller »Tiny Dancer«, en eminent ballade fra den første sprøde tid med Elton John. Én efter én begynder de rejsende at synge med. Det er en mageløs scene, på én gang pragtfuld og meget preciøs, som holder en hel verden i sine hænder.**

DEN samme fornemmelse burde man få, da Penny Lane følger Stillwater-holdet til New York, hvor Russells hustru venter. Den trods alt forelskede groupie krøller sammen som en sommerfugl, da guitaristen ignorerer hende. Penny Lane-karakterens hårdkogte skrøbelighed er noget af det fineste og tætteste i Almost Famous.

   Hun søger fred i et tabletglas, som veninden Polexia (Anna Paquin) har ladet stå, men William holder Penny vågen og tilkalder lægen på Plaza Hotel. Vi hører drengen mumle om sin kærlighed og ser Penny sluge slangen, før hendes mave pumpes ud. Alligevel føles øjeblikket ikke så konkret og taktilt, så selvfølgeligt og virkeligt, som sangen i bussen om morgenen.

   Det går meget bedre i scenen, hvor Stillwaters privatfly er ved at forulykke i en storm. Mellem liv og død lægges alle masker og forbehold. Man er ærlige, faktisk alt for ærlige, i de fem minutter, som går i uvisheden. Da William afleverer sin artikel på Rolling Stone-redaktionen i San Francisco, er både Fong-Torres og Wenner begejstrede. Alle er i chok over journalistens alder, men den store dreng skriver fra hjertet, skarpt og med indsigt, som Lester Bangs har rådet ham til. Så ringer Stillwater og dementerer alt, hvad der står i artiklen.

DEN unge hvalp rejser hjem til Mor i San Diego og gemmer sig på værelset. Her får affæren et fint efterspil, som du må se Almost Famous for at sætte pris på. I virkeligheden kom Crowes legendariske feature om livet på vejen med Led Zeppelin først på forsiden i 1975.

   Stillwater er et fiktivt band, som låner træk fra blandt andre Lynyrd Skynyrd og Allman Brothers. Ifølge Crowe er Russells karakter baseret på Glenn Frey (1948-2016) fra The Eagles. Nancy Wilson fra Heart [som var gift med Crowe fra 1986-2010] og det gamle guitar-es Peter Frampton har skrevet den nye pastichemusik til Stillwater.

   Dannelseshistorien er blevet en lille juvel. Almost Famous lever og ånder i næsten hver scene. Debutanten Patrick Fugit (f. 1982) og stjernebarnet Kate Hudson (f. 1979) – som er datter af Goldie Hawn – inkarnerer alverdens fortumlede ungdom, som samler smertelig erfaring og gør store øjne i slaraffenland.

   Det er dog Billy Crudups fremstilling af guitaristen, Philip Seymour Hoffmans livagtige portræt af Lester Bangs og Frances McDormands solidariske indsats som Williams mor, der løfter filmen til uforglemmelig status. Endelig ville intet af dette gøre indtryk uden musikken.***

CROWE forlod Rolling Stone for at skrive Fast Times at Ridgemont High (1982), hvori han på Günter Wallraff-vis går undercover og forklæder sig som studerende. Samme år skrev han manuskriptet til Amy Heckerlings filmatisering. Det faldt naturligt selv at skrive og instruere Say Anything i 1989. Siden fulgte Singles (1992) og Jerry Maguire (1997), men Crowe har aldrig sluppet journalistikken. Han har fulgt Neil Young og Billy Wilder helt til dørs. I 2001 kunne man læse hans store portræt af Tom Cruise i Premiere.

   Cruise, som blev Oscar-nomineret for Jerry Maguire, spiller hovedrollen i Crowes næste film, Vanilla Sky. Lester Bang’ske kvaliteter som autonomi og kritisk distance er med andre ord ikke absolutte begreber for Crowe, der aldrig har savnet et bagscenepas. Men for varmen og erfaringen skal han have lov at være den venlige undtagelse.

»PÅ mange måder blev jeg voksen, mens jeg arbejdede for Rolling Stone,« skrev Crowe i 1992, da magasinet genoptrykte hans Led Zeppelin-reportage. »Jeg mistede min uskyld, blev forelsket, interviewede mine helte, flyttede hjemmefra.« Det er den historie, som holdes fast og foldes ud en sidste gang i Almost Famous. Også hvis man aldrig har vaklet mellem at være fan eller frygtløs udspørger af John Cale, Leonard Cohen og Ray Davies, vil man føle at man var der selv, når de sidste rulletekster forsvinder.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Musikmagasinet Creem var baseret i Detroit og udkom hver måned fra 1969 til 1989. Også Dave Marsh og Robert Christgau begyndte som skribenter for Creem, der så sig selv som et undergrundsblad med mere social kant end luksuslineren i Californien. Robert Crumb leverede flere forsider til Creem, der ligesom Rolling Stone begyndte i avisformat og blev glittet og mere magasinagtigt med tiden.

   Lester Bangs var bidragyder fra 1971 og overtog redaktørarbejdet i 1973, da Jann Wenner fyrede ham fra Rolling Stone (efter en særligt hård anmeldelse af Canned Heat-albummet The New Age). Bangs redigerede Creem indtil 1975. Han blev boende i Detroit og brugte sin sidste tid på at promovere den spirende punk-scene. Lou Reed, Patti Smith, David Bowie, Blondie, The New York Dolls og Ramones fik kærlig og kongenial særbehandling, mens prog rock og Los Angeles-lyden blev latterliggjort. Læs mere i Jim DeRogatis' biografi Let It Blurt: The Life & Times of Lester Bangs, America's Greatest Rock Critic (New York: Broadway Books, 2000), som har Cameron Crowes anbefaling på omslaget. Magasinet genopstod i 2022 som sitet The CREEM Archive, hvor samtlige numre kan læses online.

   Creem må ikke forveksles med det britiske Cream, som udkom på samme tid (29 numre 1971-1973) og havde mange af samme særinteresser. Her læste jeg selv de første lidt dybere tekster om Lou Reed og David Bowie i september 1972. Cream har slet ikke samme status som Creem, men er alligevel husket. Dagsprisen for mint copies af de mest ikoniske numre er 60 britiske pund. Jeg har desværre kun seks af de bedste tilbage.  

**) Jeg tænker her på de USA-forelskede albums mellem den britiske begyndelse på Empty Sky (1969) og Elton John (1970) og glampop/imperial camp-perioden, der åbner med Don't Shoot Me I'm Only the Piano Player og Goodbye Yellow Brick Road, begge fra 1973, som også for »Elton« Reginald Dwight og tekstforfatteren Bernie Taupin var et første annus mirabilis. Ligesom Crowe kunne de knap nok få armene ned.

   På Tumbleweed Connection (1970), Madman Across the Water (1971) og Honky Château (1972) er Elton John og Bernie Taupin så betagede af det amerikanske. »Tiny Dancer« er fra Madman Across the Water, hvor sange som »Holiday Inn« er dagsbogsoptegnelser fra den første amerikanske turné. Efter overskuddet på Goodbye Yellow Brick Road (og den trætte opfølger, Caribou fra 1974) kulminerer sangskriver-samarbejdet på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), som er et regulært mesterværk.

   Siden følger 20 år med opportunistiske udgivelser, der jager efter tidens smag. I første version af teksten om Almost Famous skrev jeg egentlig, at »Tiny Dancer« var »en ballade fra dengang, man endnu kunne tage Elton John alvorligt«. Formuleringen var arrogant, men der var mere at have den i, da jeg skrev. Netop i 2001 begyndte sangeren så at kravle tilbage. Songs from the West Coast (2011), Peachtree Road (2004), The Captain & the Kid (2006) – som hører sammen med Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy – og The Diving Board (2013) er mesterlige albums.

   Cameron Crowe har interviewet Elton John ved flere lejligheder. I dokumentaren The Union (2010) følger han kollaborationen med Leon Russell, som blev til duetalbummet med samme titel. Madman Across the Water udkom senest i en 50th Anniversary Deluxe Edition i 2022. Her er en blu-ray med albummet i flere mix og 4 cd'er med diverse baggrund og nyt materiale. For ikke at tale om bogen, der følger med bokssættet. Det er en prægtig genudgivelse.

***) Almost Famous-soundtracket har ændret sig hen ad vejen. Især er det vokset for hver gang, der var lejlighed til at relancere filmen. Førsteudgaven fra 2000 er en traditionel kompilation med 17 skæringer på. Nancy Wilsons »Fever Dog« er alene om at repræsentere Stillwater-musikken. Denne er vokset til et selvstændigt album i bokssættet Almost Famous 20th Anniversary (2021), hvor fem cd'er med 102 skæringer kommer ud i alle hjørner af kontekst. Der er »kun« 47 skæringer på standardudgaven med to discs.

   Filmen blev længere (endda på den gode måde) ved det første jubilæum i 2010, da »The Bootleg Cut« med en director's edition markerede 10-året. I 2021 blev filmen igen restaureret og udgivet på blu-ray i 4K Ultra HD-opløsning. Soundtrackets fødselsdag blev fejret med en samlet udgivelse på vinyl.

   Crowe fortæller selv om detaljerne på sit website The Uncool. Her kan man se den definitive liste med musikken, som faktisk høres i filmen. Som nævnt har der hele tiden været små ændringer i materialet. Mange har med rettigheder at gøre. For eksempel skulle Neil Young spille en lille rolle (som Hammonds far) i filmen. Crowe havde været med Young på turné, og koncertbilledet med rosen (som jeg reproducerer i teksten) er en omhyggelig rekonstruktion af coveret på Neil Young-albummet Time Fades Away (1973) [ligesom fotoet af Stillwater i transit i en lufthavnskorridor rekonstruerer et ofte set klip med The Doors – Almost Famous er virkelig fuld af den slags kærlige detaljer].

   I filmen hører man Young spille en tidlig akustisk version af »Cortez the Killer« (fra albummet Zuma, 1975). Den var hentet på en bootleg-indspilning, som ikke kunne bruges af ophavsretslige hensyn. Og Young meldte afbud på dagen, så scenen blev skudt uden ham. Til gengæld hjalp Young med at finde den bedste udgave af musikken i sit arkiv, da det nye soundtrack skulle kurateres. »Cortez the Killer« er altså med på Almost Famous – 20th Anniversary. Crowe fik endda brugsretten ret og kvit. 

Almost Famous. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 123 min. USA 2000. Dansk premiere: 26.01.2001.

Almost Famous. The Bootleg Cut. Director's Edition. 161 min. USA 2000/ 2010.

Almost Famous – 20th Anniversary. Music from the Motion Picture Almost Famous 5-CD Super Deluxe Edition. Slipcase med hardback ringbind, original artwork, storyboards, posters, original essays + (fake) memorabilia. Expanded Soundtrack produced by Cameron Crowe, Jeff Fura, Greg Mariotti and Andy Fisher. Geffen Records/ UMG. 2021. 

Fotos: Columbia Pictures/ Dreamworks Pictures/ Vinyl Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab.com/ The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe/ Rolling Stone Magazine/ The CREEM Archive

Filmen streames (i 2000-versionen) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD (regionsfri) + 2K Blu-ray + Digital HD | 1 Movie, 2 Cuts | fra Paramount Pictures 01.02.2022

Teksten stod (selvsagt uden noter og anden indramning) i Weekendavisen Kultur 26.01.2001

Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)

LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.

   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 

   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupier kommer ombord for at score favoritstemmen.

   

RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.

   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).

   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.

MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.

   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.

   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.

RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimistiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.

   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).

   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.

MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Edward Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Ennio Morricone. 

   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: About Time (2013); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV og TV Play

2K Blu-ray fra Fabulous Films 08.08.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009

Slipstream | Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008)

GLASLØGET SKRÆLLES

Forfatteren debuterer som instruktør

Af BO GREEN JENSEN

FÅ manuskriptforfattere får stjernestatus, og færre endnu kan for alvor skabe og præge en film, så man nævner deres navn før instruktørens. Amerikaneren Charlie Kaufman (f. 1958) nåede målet i kraft af fem dybt originale manuskripter. Allerede mens Spike Jonze instruerede Being John Malkovich (1999), stod det klart, at fortællestilen var stjernen. Hele verden havde Malkovichs træk i den post-moderne metafabel. Til sidst måtte Malkovich selv kravle op til døren på etage 7 ½ og se, hvad der foregik i hans hoved.
   Kaufmans manuskripter til Michel Gondrys Human Nature (2001) og George Clooneys Confessions of a Dangerous Mind (2002) bar præg af at være bestillingsarbejder. Det samme var i princippet Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven), en filmatisering af Susan Orleans reportagebog om orkidéjægeren John Laroche, som genforenede Kaufman og Jonze. I stedet for at skrive en regelret fremstilling, forvandlede Kaufman forlægget til en selvironisk identitetsfabel om forfatteren Charlie Kaufman, der har komplekser i forhold til broderen Donald (begge spilles af Nicolas Cage) og lider alle helvedes kvaler under arbejdet med at skabe et nogenlunde intelligent manuskript.

FØR han blev husforfatter på tv-programmer som The Trouble with Larry og The Dana Carvey Show, begyndte Kaufman sin karriere med at skrive kærlige Kurt Vonnegut-parodier til magasinet National Lampoon. Han har egentlig ikke forladt udgangspunktet. I Kaufmans manuskripter er der ofte en verden bag verden, en virkelighed bag vor egen, som kommer til syne, når man piller i hjørnet af tapetet eller på anden vis rammes af røntgenindsigt.

   Det er altid en mulighed, at vi er aktører i en forestilling, karakterer i et manuskript, som skrives af en højere placeret forfatter. Over ham er der endnu én og over ham endnu én. Denne kvalitet kommer fuldt til sin ret i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind), hvor Jim Carrey og Kate Winslet må møde og miste hinanden igen og igen, uanset hvor mange gange deres erindring bliver slettet på hukommelsesklinikken.

MED Synecdoche, New York tager Kaufman skridtet fuldt ud og debuterer som auteur i traditionen for selvransagende metafiktion. Filmen minder mere om Federico Fellinis 8½ end om nogen nulevende instruktørs værk. Synecdoche er lige så sær som Being John Malkovich, Adaptation og Evigt solskin i et pletfrit sind, men den knytter samtidig an til basale menneskelige erfaringer, enhver kan idenficere sig med.

   Philip Seymour Hoffman er Caden Cotard, en ramponeret teaterinstruktør, som lider af både paradentose og dårlig økonomi. Hans kone forlader ham for at blive lesbisk multikunstner i Berlin. Hans datter forvandles til et tatoveret kunstobjekt, og han har næsten sagt farvel til det hele, da han modtager et astronomisk MacArthur-legat og investerer pengene i at skabe et parallelt univers, en forestilling uden publikum, hvor alle har en tro kopi. Tiden går i virkelig tid, og det andet liv overhaler det første. En skønne dag er Caden gammel, og hvad blev der så af det hele?

DET er som altid den unikke blanding af sort galgenhumor og eksistentiel frygt og bæven, der gør Kaufmans excentriske fabel til noget alment. Og så har han i sjælden grad blik for og nærer en kærlighed til menneskelig skrøbelighed. Det er rørende at se Hoffmans karakter blive ældre, tabe håret og få endnu mere mave. Man indser, at årene går, da Kaufman filmer Caden hos tandlægen, og man hører, hvor meget hans tandkød er sunket siden sidste  besøg.
   »Skal vi ikke snart spille stykket for nogen?« spørger skuespillerne, som han har ansat. Men for Caden Cotard er den ene og den anden verden dele af et dramatisk eksperiment, som ikke kan gøres færdigt, før selve livet er forbi. Der er ét, to, tre lag af virkelighed. Erkendelsen er et løg af glas, som i John Lennons Beatles-sang, og Caden ser alle ting ske på én gang.
   Filmen har flere begynderfejl. Først og fremmest er den for lang, og nogle bolde bliver skruet for skævt. Men her er overskud, indsigt, humor og menneskelighed i et omfang, man ellers aldrig møder i den store studieproduktion. Glasløget skrælles med nænsom ubønhørlighed, og verden træder frem som Kaufman ser den. Synecdoche, New York er for sær til at være helt vellykket, men forfatterens fans må skynde sig at se den.

Andre tekster i Slipstream-temaet: Dreng i mørke: Mervyn Peake 1911-1968; Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: Tenet (2020); Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013; Leós Carax: Holy Motors (2012); Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004); Michel Gondry: The Science of Sleep (2006).

Synecdoche, New York (New York iscenesat). Instr. og manus: Charlie Kaufman. Foto: Fred Elmes. 163 min. USA 2008. Dansk premiere: 19.06.2009

Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 22.11.2022

Anmeldelsen blev trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.06.2009

Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996)

TO GANGE FIRE
Paul Thomas Andersons sobre debut

Af BO GREEN JENSEN

VI er i udkanten af film noir-territoriet, i Elmore Leonard- og Donald E. Westlake-land, hvor man spiller hasard i skæbnesvanger belysning og lever sit liv i en halvverden af casinoer, diners og tidløse moteller.

   Her – i ekspresbryllupsbyen Reno, Nevada – har taberen John (John C. Reilly) været ovre i Vegas og miste det hele, da han bliver samlet op ved busterminalen af Sydney (Philip Baker Hall), en ældre mand med en livstræt udstråling, der ligger midt mellem gangster og præst.
   Sydney betragter John med faderlig mine, giver ham mad og lidt penge og kører ham tilbage til et casino i Vegas. Han lærer ham, hvordan man spiller småt og systematisk, så man vinder i længden. John er naturligvis usikker på, hvad Sydney vil med ham og det hele.

TO år senere er Sydney og John stadig en far/søn-agtig duo, der lever af at spille terninger i Reno. Servitricen Clementine (Gwyneth Paltrow) synes, det er sødt at se, hvordan John efterligner Sydney. Sydney er omhyggelig med at give drikkepenge og være høflig. Han spørger Clementine, om hun er kontraktuelt forpligtet til at flirte. Freden ved bordet bliver forstyrret, da Jimmy (Samuel L. Jackson) slår sig ned og begynder at tale om pussy og penge, Han kender John fra gamle dage. Han siger, at han også har set Sydney før.

HARD Eight har nogle hemmeligheder, som den er længe om at lukke op for. Spillerjargonen er et røgslør, men det er interessant nok at høre om fagets grundregler. Nøglen til filmen er relationen mellem John og Sydney. Den har at gøre med noget, som Jimmy ved om Sydneys fortid - »I know about Atlantic City« – og som ikke kommer helt bag på tilskueren. John og Clementine finder selvfølgelig sammen, for vi er ikke i Reno tilfældigt. Der er et gidsel, et våben, en bil til Niagara Falls og til allersidst en voldsom forløsning, som dog er holdt nede i skala og tone.

PAUL Thomas Anderson var kun 23 år, da han instruerede Hard Eight. Han skrev den på to uger, og manuskriptet blev videreudviklet i Sundance, hvor filmen også fik premiere. Jeg har altid opfattet den som et elevarbejde, en afgangsfilm. Det er faktisk en relativt stor produktion, og Andersons husfotograf Robert Elswit får hver scene til at ligne en million.

   Det er uafbrudt interessant at følge kvartetten af centrale karakterer. Anderson nævner selv Jean-Pierre Melvilles Bob le flambeur (1956) og John Sturges’ Bad Day at Black Rock (1955, da. En mand steg af toget) som inspirationskilder. Begge giver mening, den første også med hensyn til spillet, i forhold til Philip Baker Halls karakter, der har samme udstråling som Roger Duchesne og Spencer Tracy. Selv kom jeg i tanker om Louis Malles Atlantic City (1980), hvor Burt Lancaster og Susan Sarandon har lidt af den samme fortrolige tone som Clementine og Sydney.

DET er især Philip Baker Halls film. 80 minutter inde røber Jimmy, Johns ven, at han kender både Floyd Gondoli og Jimmy Gator. Især navnet Jimmy Gator får det til at give et lille ryk. Det er navnet på tv-værten, som Baker Hall spiller i Magnolia. Floyd Gondoli-karakteren fra Boogie Nights er tilbøjelig til at drukne i mængden.

   

GWYNETH Paltrow gør meget for filmen. Philip Seymour Hoffman brillerer i en scene, hvor han og Sydney krydser klinger ved terningebordet. Samuel L. Jackson laver sin Samuel L. Jackson-ting. Hard Eight er lavet to år efter Pulp Fiction. Det er afgjort den af Andersons film, hvor man tydeligst ser, at han og Tarantino kommer fra det samme sted. De har udviklet sig vidt forskelligt. Man kan se kimen til både Boogie Nights og Magnolia i Hard Eight. Det er sværere at forbinde tonen med There Will Be Blood, The Master og især Phantom Thread.

DET er en rimelig udsøgt debut. Anderson havde ikke final cut, men fik sin version igennem ved at acceptere titlen Hard Eight. For ham hedder filmen stadig væk Sydney. Man er ikke nødvendigvis enig. Hard Eight er en tilpas uudgrundelig titel på et sjældent gennemført genrestykke. Det er en lille film i stor forklædning. Senere bliver det nærmere omvendt.

Se også Paul Thomas Anderson: Boogie Nights (1997); Paul Thomas Anderson: Magnolia (1999); Paul Thomas Anderson: Punch-Drunk Love (2002); Paul Thomas Anderson: There Will Be Blood (2007); Paul Thomas Anderson: The Master (2012); Paul Thomas Anderson: Inherent Vice (2014); Paul Thomas Anderson: Phantom Thread (2017); Paul Thomas Anderson: Licorice Pizza (2021) [Oscars 2022] + Skarp amerikaner: Et interview med Paul Thomas Anderson [Moderne mestre].

Hard Eight. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 102 min. USA 1996. Ingen dansk premiere.

Foto: Green Parrot/ Goldwyn/ Screen Captures

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Imprint (Australien) 20.10.2021 

Nyskrevet 07.04.2020