Cameron Crowe: Almost Famous (2000)

DEN VENLIGE UNDTAGELSE
Et præcist (selv)portræt af den unge skribent

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2001: DET har aldrig været en hemmelighed, at filmskaberen Cameron Crowe begyndte som musikjournalist. Crowe var kun 15 år gammel, da han fik sin første artikel trykt i magasinet Rolling Stone. Det var et interview med Richie Furay (fra Buffalo Springfield og senere Poco), som fandt sted i 1973, da der var mere grynet modkultur og mindre glittet livsstil i bladet.

   På seks år havde magasinet, som endnu blev trykt på avispapir, dog udviklet en aura af institution. Rolling Stone var stedet, hvor 68erne skrev historien, mens den skete. Navne som Tom Wolfe, Joan Didion og Hunter S. Thompson var blandt bidragyderne.

DE fleste bands ville give en arm og et ben for at komme på forsiden. Alene med det mål for øje skrev Shel Silverstein i 1972 sangen »On the Cover of the Rolling Stone« til Dr. Hook & the Medicine Show. Til gengæld var bladets stab blevet ældre, mens oplaget accelererede.

   Det var ikke længere helt så attraktivt for Jann Wenner og Ben Fong-Torres at tilbringe fire døgn i turbussen sammen med Lynyrd Skynyrd og brødrene Allman. For teenageren Crowe var der derimod tale om en ønskedrøm, som gik i opfyldelse. Crowe har nemlig aldrig lagt skjul på, at han både var fan og reporter.

   Af samme grund, fordi han så åbenlyst elskede musikken, blev den venlige unge mand vist en tillid, som fagets veteraner ikke kunne forvente. Crowes helt og mentor, Lester Bangs (1949-1982), en af rockjournalistikkens helt store penne og misbrugslegender, advarede hvalpen mod at blive ven med de bands, som han skulle beskrive. Som skribenter var den blide Crowe og den brølende Bangs vel noget nær diametrale modsætninger. Alligevel var det Bangs, som gav drengen fra San Diego en chance i magasinet Creem.*

OM disse fjerne læreår og det første gode favntag med musikken har Crowe nu drejet Almost Famous, en film som har været et liv undervejs. Også alter ego'et William Miller (Patrick Fugit) er knap fyldt femten, da Rolling Stone Magazine ringer og tilbyder ham 1000 dollars for at følge bandet Stillwater til verdens ende.

   Filmen fokuserer på Millers forhold til guitaristen Russell Hammond (Billy Crudup), som – til de øvrige medlemmers bekymring og fortrydelse – er ved at blive stjernen i bandet, men den finder sit bærende tema i forelskelsen mellem William og groupien Penny Lane (Kate Hudson). Det bliver en stærk tur, som ændrer William Miller. Bagefter ligner han Cameron Crowe.

HVIS man er jævnaldrende med Crowe, og hvis man stadig hører musikken fra dengang, vil man sætte stor pris på Almost Famous. Filmen er en uforbeholden kærlighedserklæring til sangene, der spiller videre, uanset hvad kunstnerne hedder og hvem der skriver kritikken.

   Til gengæld er det svært at bedømme filmen som film, fordi man til stadighed distraheres af detaljer og svømmer hen i personlige erindringer om den fælles historie, vi bærer med os som generation, uanset om vi er danske eller amerikanske.

   I sin tid blev Crowe tit bebrejdet, at han var for flink og for diskret, for meget fan og for lidt journalist, når han skrev om livet bag scenen. Crowe havde situationsfornemmelse, og det var ikke mindst de personlige hensyn, som han tog, der gjorde, at musikerne stolede på ham.

   Almost Famous dramatiserer tillidskonflikten, som er et arbejdsvilkår for den betroede journalist, og den forholder sig også til dilemmaet, som opstår, når en kritiker kender en kunstner for godt. Samtidig lider den selv lidt af sygen. Stort set alle i filmen er gode og flinke; livet på vejen er pænt og sympatisk, selv når Stillwater opfører sig værst.

ENDVIDERE er det en ujævn film, som er bygget af sætstykker. Flere enkeltstående scener er prægtige. Da Russell beslutter sig for at forlade Stillwater, tager han »fjenden« William med sig i byen for at have noget virkeligt at forholde sig til. Ordet virkelig er overhovedet hans mantra den nat, hvor de går med til en fest hos lokale teenagere og nogen kommer syre i Russells glas.

   Novicen William ved ikke, hvornår man se, om syren virker. I næste scene – der klippes effektivt og ironisk – balancerer Russell på taget over poolen og proklamerer, at han er »en gylden gud«. Festdeltagerne måber, jubler og venter på, at Russell skal springe, mens stjernen på sin side bliver så klar, at han vil formulere nogle fyndige Berømte Sidste Ord. Han kan dog ikke finde på andet end et intetsigende: »Jeg er på stoffer!«

   Næste dag henter bandet Russell og William. I bussen vender den fortabte søn tilbage til livet, og et langt øjeblik holder filmen fast i den gode søvnige stemning, som griber en gruppe på vejen. På lydsporet spiller »Tiny Dancer«, en eminent ballade fra den første sprøde tid med Elton John. Én efter én begynder de rejsende at synge med. Det er en mageløs scene, på én gang pragtfuld og meget preciøs, som holder en hel verden i sine hænder.**

DEN samme fornemmelse burde man få, da Penny Lane følger Stillwater-holdet til New York, hvor Russells hustru venter. Den trods alt forelskede groupie krøller sammen som en sommerfugl, da guitaristen ignorerer hende. Penny Lane-karakterens hårdkogte skrøbelighed er noget af det fineste og tætteste i Almost Famous.

   Hun søger fred i et tabletglas, som veninden Polexia (Anna Paquin) har ladet stå, men William holder Penny vågen og tilkalder lægen på Plaza Hotel. Vi hører drengen mumle om sin kærlighed og ser Penny sluge slangen, før hendes mave pumpes ud. Alligevel føles øjeblikket ikke så konkret og taktilt, så selvfølgeligt og virkeligt, som sangen i bussen om morgenen.

   Det går meget bedre i scenen, hvor Stillwaters privatfly er ved at forulykke i en storm. Mellem liv og død lægges alle masker og forbehold. Man er ærlige, faktisk alt for ærlige, i de fem minutter, som går i uvisheden. Da William afleverer sin artikel på Rolling Stone-redaktionen i San Francisco, er både Fong-Torres og Wenner begejstrede. Alle er i chok over journalistens alder, men den store dreng skriver fra hjertet, skarpt og med indsigt, som Lester Bangs har rådet ham til. Så ringer Stillwater og dementerer alt, hvad der står i artiklen.

DEN unge hvalp rejser hjem til Mor i San Diego og gemmer sig på værelset. Her får affæren et fint efterspil, som du må se Almost Famous for at sætte pris på. I virkeligheden kom Crowes legendariske feature om livet på vejen med Led Zeppelin først på forsiden i 1975.

   Stillwater er et fiktivt band, som låner træk fra blandt andre Lynyrd Skynyrd og Allman Brothers. Ifølge Crowe er Russells karakter baseret på Glenn Frey (1948-2016) fra The Eagles. Nancy Wilson fra Heart [som var gift med Crowe fra 1986-2010] og det gamle guitar-es Peter Frampton har skrevet den nye pastichemusik til Stillwater.

   Dannelseshistorien er blevet en lille juvel. Almost Famous lever og ånder i næsten hver scene. Debutanten Patrick Fugit (f. 1982) og stjernebarnet Kate Hudson (f. 1979) – som er datter af Goldie Hawn – inkarnerer alverdens fortumlede ungdom, som samler smertelig erfaring og gør store øjne i slaraffenland.

   Det er dog Billy Crudups fremstilling af guitaristen, Philip Seymour Hoffmans livagtige portræt af Lester Bangs og Frances McDormands solidariske indsats som Williams mor, der løfter filmen til uforglemmelig status. Endelig ville intet af dette gøre indtryk uden musikken.***

CROWE forlod Rolling Stone for at skrive Fast Times at Ridgemont High (1982), hvori han på Günter Wallraff-vis går undercover og forklæder sig som studerende. Samme år skrev han manuskriptet til Amy Heckerlings filmatisering. Det faldt naturligt selv at skrive og instruere Say Anything i 1989. Siden fulgte Singles (1992) og Jerry Maguire (1997), men Crowe har aldrig sluppet journalistikken. Han har fulgt Neil Young og Billy Wilder helt til dørs. I 2001 kunne man læse hans store portræt af Tom Cruise i Premiere.

   Cruise, som blev Oscar-nomineret for Jerry Maguire, spiller hovedrollen i Crowes næste film, Vanilla Sky. Lester Bang’ske kvaliteter som autonomi og kritisk distance er med andre ord ikke absolutte begreber for Crowe, der aldrig har savnet et bagscenepas. Men for varmen og erfaringen skal han have lov at være den venlige undtagelse.

»PÅ mange måder blev jeg voksen, mens jeg arbejdede for Rolling Stone,« skrev Crowe i 1992, da magasinet genoptrykte hans Led Zeppelin-reportage. »Jeg mistede min uskyld, blev forelsket, interviewede mine helte, flyttede hjemmefra.« Det er den historie, som holdes fast og foldes ud en sidste gang i Almost Famous. Også hvis man aldrig har vaklet mellem at være fan eller frygtløs udspørger af John Cale, Leonard Cohen og Ray Davies, vil man føle at man var der selv, når de sidste rulletekster forsvinder.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

*) Musikmagasinet Creem var baseret i Detroit og udkom hver måned fra 1969 til 1989. Også Dave Marsh og Robert Christgau begyndte som skribenter for Creem, der så sig selv som et undergrundsblad med mere social kant end luksuslineren i Californien. Robert Crumb leverede flere forsider til Creem, der ligesom Rolling Stone begyndte i avisformat og blev glittet og mere magasinagtigt med tiden.

   Lester Bangs var bidragyder fra 1971 og overtog redaktørarbejdet i 1973, da Jann Wenner fyrede ham fra Rolling Stone (efter en særligt hård anmeldelse af Canned Heat-albummet The New Age). Bangs redigerede Creem indtil 1975. Han blev boende i Detroit og brugte sin sidste tid på at promovere den spirende punk-scene. Lou Reed, Patti Smith, David Bowie, Blondie, The New York Dolls og Ramones fik kærlig og kongenial særbehandling, mens prog rock og Los Angeles-lyden blev latterliggjort. Læs mere i Jim DeRogatis' biografi Let It Blurt: The Life & Times of Lester Bangs, America's Greatest Rock Critic (New York: Broadway Books, 2000), som har Cameron Crowes anbefaling på omslaget. Magasinet genopstod i 2022 som sitet The CREEM Archive, hvor samtlige numre kan læses online.

   Creem må ikke forveksles med det britiske Cream, som udkom på samme tid (29 numre 1971-1973) og havde mange af samme særinteresser. Her læste jeg selv de første lidt dybere tekster om Lou Reed og David Bowie i september 1972. Cream har slet ikke samme status som Creem, men er alligevel husket. Dagsprisen for mint copies af de mest ikoniske numre er 60 britiske pund. Jeg har desværre kun seks af de bedste tilbage.  

**) Jeg tænker her på de USA-forelskede albums mellem den britiske begyndelse på Empty Sky (1969) og Elton John (1970) og glampop/imperial camp-perioden, der åbner med Don't Shoot Me I'm Only the Piano Player og Goodbye Yellow Brick Road, begge fra 1973, som også for »Elton« Reginald Dwight og tekstforfatteren Bernie Taupin var et første annus mirabilis. Ligesom Crowe kunne de knap nok få armene ned.

   På Tumbleweed Connection (1970), Madman Across the Water (1971) og Honky Château (1972) er Elton John og Bernie Taupin så betagede af det amerikanske. »Tiny Dancer« er fra Madman Across the Water, hvor sange som »Holiday Inn« er dagsbogsoptegnelser fra den første amerikanske turné. Efter overskuddet på Goodbye Yellow Brick Road (og den trætte opfølger, Caribou fra 1974) kulminerer sangskriver-samarbejdet på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), som er et regulært mesterværk.

   Siden følger 20 år med opportunistiske udgivelser, der jager efter tidens smag. I første version af teksten om Almost Famous skrev jeg egentlig, at »Tiny Dancer« var »en ballade fra dengang, man endnu kunne tage Elton John alvorligt«. Formuleringen var arrogant, men der var mere at have den i, da jeg skrev. Netop i 2001 begyndte sangeren så at kravle tilbage. Songs from the West Coast (2011), Peachtree Road (2004), The Captain & the Kid (2006) – som hører sammen med Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy – og The Diving Board (2013) er mesterlige albums.

   Cameron Crowe har interviewet Elton John ved flere lejligheder. I dokumentaren The Union (2010) følger han kollaborationen med Leon Russell, som blev til duetalbummet med samme titel. Madman Across the Water udkom senest i en 50th Anniversary Deluxe Edition i 2022. Her er en blu-ray med albummet i flere mix og 4 cd'er med diverse baggrund og nyt materiale. For ikke at tale om bogen, der følger med bokssættet. Det er en prægtig genudgivelse.

***) Almost Famous-soundtracket har ændret sig hen ad vejen. Især er det vokset for hver gang, der var lejlighed til at relancere filmen. Førsteudgaven fra 2000 er en traditionel kompilation med 17 skæringer på. Nancy Wilsons »Fever Dog« er alene om at repræsentere Stillwater-musikken. Denne er vokset til et selvstændigt album i bokssættet Almost Famous 20th Anniversary (2021), hvor fem cd'er med 102 skæringer kommer ud i alle hjørner af kontekst. Der er »kun« 47 skæringer på standardudgaven med to discs.

   Filmen blev længere (endda på den gode måde) ved det første jubilæum i 2010, da »The Bootleg Cut« med en director's edition markerede 10-året. I 2021 blev filmen igen restaureret og udgivet på blu-ray i 4K Ultra HD-opløsning. Soundtrackets fødselsdag blev fejret med en samlet udgivelse på vinyl.

   Crowe fortæller selv om detaljerne på sit website The Uncool. Her kan man se den definitive liste med musikken, som faktisk høres i filmen. Som nævnt har der hele tiden været små ændringer i materialet. Mange har med rettigheder at gøre. For eksempel skulle Neil Young spille en lille rolle (som Hammonds far) i filmen. Crowe havde været med Young på turné, og koncertbilledet med rosen (som jeg reproducerer i teksten) er en omhyggelig rekonstruktion af coveret på Neil Young-albummet Time Fades Away (1973) [ligesom fotoet af Stillwater i transit i en lufthavnskorridor rekonstruerer et ofte set klip med The Doors – Almost Famous er virkelig fuld af den slags kærlige detaljer].

   I filmen hører man Young spille en tidlig akustisk version af »Cortez the Killer« (fra albummet Zuma, 1975). Den var hentet på en bootleg-indspilning, som ikke kunne bruges af ophavsretslige hensyn. Og Young meldte afbud på dagen, så scenen blev skudt uden ham. Til gengæld hjalp Young med at finde den bedste udgave af musikken i sit arkiv, da det nye soundtrack skulle kurateres. »Cortez the Killer« er altså med på Almost Famous – 20th Anniversary. Crowe fik endda brugsretten ret og kvit. 

Almost Famous. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 123 min. USA 2000. Dansk premiere: 26.01.2001.

Almost Famous. The Bootleg Cut. Director's Edition. 161 min. USA 2000/ 2010.

Almost Famous – 20th Anniversary. Music from the Motion Picture Almost Famous 5-CD Super Deluxe Edition. Slipcase med hardback ringbind, original artwork, storyboards, posters, original essays + (fake) memorabilia. Expanded Soundtrack produced by Cameron Crowe, Jeff Fura, Greg Mariotti and Andy Fisher. Geffen Records/ UMG. 2021. 

Fotos: Columbia Pictures/ Dreamworks Pictures/ Vinyl Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab.com/ The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe/ Rolling Stone Magazine/ The CREEM Archive

Filmen streames (i 2000-versionen) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD (regionsfri) + 2K Blu-ray + Digital HD | 1 Movie, 2 Cuts | fra Paramount Pictures 01.02.2022

Teksten stod (selvsagt uden noter og anden indramning) i Weekendavisen Kultur 26.01.2001

Dronningebilleder| Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022]

DEN KNUSTE BLOMST
Et drømmeportræt af »Folkets Prinsesse«

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE dødsfald rammer dybt i kulturen. Vi sørger stort og kollektivt. De fleste myter forvitrer med tiden, men enkelte bliver stående, og de døde legender får en betydning, de knap nok havde i livet. Lady Diana Spencer (1961-97) er et eksempel. Marilyn Monroe (1926-62) er et andet.

   Der er ingen logisk forklaring, bortset fra auraen af martyrium. Begge kvinder blev kun 36 år, og medierne tog en stor del af skylden. Vi sørger så med de midler, vi har. På sin måde var det smukt, at Bernie Taupin skrev »Candle in the Wind« om til »Goodbye, England’s Rose«, som Elton John sang ved begravelsen. Elegien nåede verden om. I Canada var den nr. 1 i et år.

   Chileneren Pablo Larrain (No, El Club, Neruda) ser på myten Diana med det samme tørre blik, som han kastede på Jacqueline Kennedy i Jackie (2016). Her var Natalie Portman den rystede enke, som stadig havde blodpletter fra Dallas på kjolen, da hun mødte pressen få dage efter. Også Jackie var et statisk monodrama, men Larrain skabte luft via flashbacks til et tv-program, hvor præsidentfruen viste seerne rundt. Hun var Folkets First Lady.

   Holdet bag Spencer har formentlig bedt Larrain om at gøre noget lignende for Folkets Prinsesse. I hvert fald har filmen den samme minimalistiske tilgang. Tonen er mere som på et teater. Det er måden, replikkerne bliver sagt på, og indramningen af meget store symboler. Realisme har ikke været en prioritet. Hvad skulle den ærlig talt også gavne?

FORTÆLLINGEN FOREGÅR over tre dage i julen 1991. Diana lægger stærkt ud med at komme for sent til den traditionsrige frokost i Sandringham House. Hele familien ser skævt til hende, da hun når frem. Hun har været i huset talrige gange, men terrænet har ændret sig, synes hun.

   Hun går ind på en pub og spørger om vej. De lokale er ved at tabe næse og mund. Så får hun øje på Fugleskræmslet, der står som et vartegn på den nøgne mark. Hun husker stråmanden fra, da hun var yngre. Hun tager hans vejrbidte olieskindsjakke med sig til godset.

   Vi er i et Ingenmandsland mellem erindring og vrangforestilling. Man genser et sted fra sin barndom, og proportionerne er ændret. Men måske er selve tiden strakt. Steven Knights manuskript har karakter af en spøgelsesfortælling. Eller drømmestoffet i Graham Greenes fantastiske novelle »Under haven«. Den fortrolige jord bliver usikker grund. Man accepterer nogle kunstgreb, som en realistisk fremstilling ville afvise.

VI er helt og holdent i Dianas perspektiv. Alle i huset har kulde i blikket – i særdeleshed Charles og de svigerforældre, som aldrig er kommet prinsessen i møde. Den nye påklæderske er sikkert en spion, som hovmesteren (Timothy Spall) har anbragt. Køkkenet er fuldt af soldater, der tilbereder maden. På ét punkt er Spencer ikke forskellig fra andre fremstillinger. Der er den samme benovelse over det ceremonielle apparat.

   Diana savner sin betroede hofdame (Sally Hawkins), som senere bliver hentet ind – og aflægger en vidtløftig tilståelse, der på befriende vis renser luften. Hun træder kun ud af sin halvverden, når hun er sammen med sønnerne Harry og William. Hun stikker til maden og får kommentarer for sin vægt. Hun propper sig i spisekammeret for senere at kaste op.

PÅ en af filmens plakater ser man Dianas udsøgte kjole. Hun knæler med ryggen til tilskueren. Først bagefter forstår man situationen. Ingen anden historisk person kan være skildret så ofte sådan. Dianas myte er virkelig sær. Anoreksi og bulimi er næsten blevet hagiografiske kvaliteter.

   Larrain beskærer mesterligt. Filmen er aldrig skarpere end i scenen, hvor Diana møder Charles i biblioteket. Han står ved snookerbordet, der har blodrødt klæde og farvede billardkugler. Den farligste af dem er glinsende sort, og Charles knuger den faretruende hårdt. Eller sådan ser det ud for Diana.

   Ingen af parterne vil give sig en tomme. Charles siger til Diana, at hun må se at blive voksen. Jack Farthing må virkelig være den koldeste kronprins on record.

KRISTEN STEWART ER amerikaner og fingerer en britisk accent. Hun spiller med tilegnede manierismer. Det fungerer, fordi Diana altid efterligner og prøver at tilpasse sig. Mislykkes det, reagerer hun så meget stærkere i bestræbelsen på at gøre sig fri. Den stolte trods demonstreres i en scene, hvor hun standser rævejagten og vinder skakspillet for dagen.

   Mest teatralsk er Dianas identifikation med Anne Boleyn, Henrik den 8.’s anden hustru (af seks), som han lod henrette i 1536, da de havde været gift i tre år. Anne blev besværlig og skaffet af vejen. Diana er overbevist om, at det vil gå hende lige sådan. Larrain og Knight lader dronningens genfærd træde frem i et gammelt skovløberhus. Lige dén scene tror man nok slet ikke på.

INGEN kan med sikkerhed vide noget om personen. Vi har set interviewet, hvor hun slår igen og bider fra sig. I Oliver Hirschbiegels Diana fra 2013 blev hun spillet af Naomi Watts. Hun var da en vital og dynamisk person, der sneg sig ud til stævnemøder. Mest troværdigt er portrættet i The Crown, hvor Diana bliver spillet af Elizabeth Debicki. Her balancerer gode og tvivlsomme træk.

   Spencer er ikke en stor film, men den har indlevelse og psykologisk dybde. Som sagt står Larrain ved et skær af teater. Han begyndte med at vise os jakken, som Diana tager af Fugleskræmslet. Vi er tilbage i Tjekhovs teater, hvor riflen over kaminen må bruges, når vi har set den blive hængt op.

   Det sker som foreskrevet i drømmeportrættet af Folkets Prinsesse. Vist kommer slutningen som en forløsning. Den knuste blomst har omsider sin dag.

Kristen Stewart er Oscar-nomineret i kategorien Best Actress. Filmen har kun den nominering. 94th Academy Awards-ceremonien finder sted i Los Angeles den 27. marts 2022.

Se også Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]; Paolo Sorrentino: The Hand of God (2021) [Oscars 2022]; Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022]; Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].

Se også Valget i Chile: No (2012) [Pablo Larrain]; Pablo Larrain: El Club (2015); Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]. 

Spencer. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Steven Knight. Foto: Claire Mathon. 117 min. UK-USA-Tyskland-Chile 2021. Dansk premiere: 03.02.2022.

Fotos: Shoebox Films/ Komplizen Film/ FilmNation Entertainment/ Topic Studios/ Fabula/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 23.05.2022

Anmeldelsen trykt  i Weekendavisen Kultur 04.02.2022.

Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder

HVIDE KANINER OG MØRNET FASAN
Yorgos Lanthimos dekonstruerer historien

Af BO GREEN JENSEN

OPKAST, mudder, lesbisk sex. Lus i de opulente parykker og en hvid kanin for hver af den klynkende dronnings mislykkede graviditeter.
   The Favourite er ikke et periodeportræt af den høflige slags, som britisk film ofte nok har leveret. Den er mærkelig, vild og dybt misantropisk. Men alligevel skarp og autentisk funderet. Nænsom nok på uventede steder. En film, der smager som mørnet fasan. Kald det historisk (sur)realisme.

DRONNING Anne af Storbritannien (1685-1714) regerede i perioden, hvor England og Skotland blev samlet. Nationen førte krig mod Frankrig, mens whigs og tories skændtes om den politiske magt. Anne kunne fylde tomrummet, da hendes far, den katolske James II, blev afsat. Hun var dansk gift med Prins Jørgen, som gjorde hende gravid 17 gange.* Da han døde i 1708, støttede Anne sig i mange forhold til Sarah Churchill, hertuginden af Marlborough, som var gift med den britiske hærfører.
   Sarah er titlens betroede yndling, men hun får konkurrence, da Abigail Hill flytter ind. Abigail begynder som køkkenpige og arbejder sig op. Ligesom Sarah finder hun dronningens sår og lindrer hendes smerte. Abigail er hæmningsløs. For Sarah er sagen realpolitik, men hendes hengivenhed kommer fra hjertet. Den hjælpeløse dronning er ikke altid hjælpeløs. Hun forstår at spille rivalinderne ud mod hinanden.

  
DE tre kvinder bliver spillet af Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone.** At filmen er mere end historisk teater, bliver klart i første scene, hvor Abigail sidder i en skumplende diligence og bliver set lystent på af en medpassager. Da hun smiler, begynder han åbenlyst at onanere.
   Ved slottet bliver hun sparket ud på hænder og fødder. Der er ingen solidaritet i hierarkiet. Abigail vasker gulvet med lud, og ingen advarer om ætsning. Sarah prygler Abigail, da hun smører salve på Annes sår. Da salven virker, bliver Abigail taget til nåde. Her begynder Sarahs fald. Også i denne version af historien er utak de arme synderes løn.

DET ærkebritiske stof er behandlet af grækeren Yorgos Lanthimos, som begyndte at tale engelsk i The Lobster (2015) og The Killing of a Sacred Deer (2017). Lanthimos instruerede Dogtooth (2009), som blev begyndelsen på den græske weird wave, der i høj grad har præget 10ernes film. Han blev håndplukket til at realisere et tyve år gammelt manuskript af Deborah Davies, som så en særlig mulighed i brevvekslingen mellem Sarah og Anne.
    Det absurde resultat er en blanding af farce og historisk noir, som har taget hele verden med storm, siden filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig 2018. Det er den første film, som Lanthimos laver uden sin faste medforfatter, Efthymis Filippou. Den er måske også mindre villet mærkværdig, men alligevel simrer og bobler historien.

COLMAN, Weisz og Stone leverer kompromisløst. Colman tog 16 kilo på at spille rollen som Anne, men hendes udsathed er også psykologisk markeret. Hun har en tam kanin for hver af sine 16 mislykkede graviditeter. Hun er skiftevis snedig og skingrende skør – for ikke at tale om kælen og grusom.
   Barok, brutal og overlagt anti-romantisk. Robbie Ryan filmer de royale korridorer med stejlt fiskeøje og svimlende kameragange. Det er hele tiden morsomt og ubehageligt. Og forbavsende og bevægende loyalt over for de tre kvinder i centrum.
   Der er overrumplende anakronismer, som holder publikum vågent. Til slut synger en ung Elton John den ældste og bedste version af »Skyline Pigeon«. Som sagt smager filmen af rådden fasan. Det er år og dag siden, at den historiske genre har slået så stærkt og ramt målet så rent.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100].

*) Sønnen William, Duke of Glouchester, blev født i 1689 og levede til han var 11. Alle Annes øvrige børn var dødfødte.

**) Olivia Colman modtog en Oscar i kategorien Bedste Kvindelige hovedrolle. Alle blev nomineret for deres indsats, Weisz og Stone for bedste biroller. The Favourite var nomineret i ti kategorier, herunder bedste foto, bedste instruktion og bedste film. Da European Film Academy, som svarer til det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Science, uddelte sine EFA-priser i december 2019, var The Favourite nomineret i otte kategorier: Bedste film, komedie, kvindelige skuespiller, foto, instruktion, manuskript, klip, kostumer, samt hår og make-up. Den vandt i dem alle over for film som Dronningen, der var den danske kandidat. The Favourite modtog syv af de 12 britiske BAFTA Awards, som den var indstillet til. I min bog er filmen fra 2018. AMPAS havde det lige sådan. Jeg så den ved premieren i Venedig i august 2018, og der var dansk premiere den 24. januar 2019. 

The Favourite. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Deborah David, Tony McNamara. Foto: Robbie Ryan. 119 min. UK-Irland-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019

Fotos: Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ Film4

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.06.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.01.2019