Translate

Viser opslag med etiketten Rachel Weisz. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rachel Weisz. Vis alle opslag

lørdag den 27. november 2021

Paolo Sorrentino: Youth (2015)


GAMLE MÆND OM AFTENEN
Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.
   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.
   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).



DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.
   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*
   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.
   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.
   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.


DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.
   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.
   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).


PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.
   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.



FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.
   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.
   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.


   
DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.
   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.
   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.



DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.
   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.
   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.
   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.



*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.


Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016 

fredag den 20. december 2019

Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder


HVIDE KANINER OG MØRNET FASAN
Yorgos Lanthimos dekonstruerer historien

Af BO GREEN JENSEN

OPKAST, mudder, lesbisk sex. Lus i de opulente parykker og en hvid kanin for hver af den klynkende dronnings mislykkede graviditeter.
   The Favourite er ikke et periodeportræt af den høflige slags, som britisk film ofte nok har leveret. Den er mærkelig, vild og dybt misantropisk. Men alligevel skarp og autentisk funderet. Nænsom nok på uventede steder. En film, der smager som mørnet fasan. Kald det historisk (sur)realisme.


DRONNING Anne af Storbritannien (1685-1714) regerede i perioden, hvor England og Skotland blev samlet. Nationen førte krig mod Frankrig, mens whigs og tories skændtes om den politiske magt. Anne kunne fylde tomrummet, da hendes far, den katolske James II, blev afsat. Hun var dansk gift med Prins Jørgen, som gjorde hende gravid 17 gange.* Da han døde i 1708, støttede Anne sig i mange forhold til Sarah Churchill, hertuginden af Marlborough, som var gift med den britiske hærfører.
   Sarah er titlens betroede yndling, men hun får konkurrence, da Abigail Hill flytter ind. Abigail begynder som køkkenpige og arbejder sig op. Ligesom Sarah finder hun dronningens sår og lindrer hendes smerte. Abigail er hæmningsløs. For Sarah er sagen realpolitik, men hendes hengivenhed kommer fra hjertet. Den hjælpeløse dronning er ikke altid hjælpeløs. Hun forstår at spille rivalinderne ud mod hinanden.


  
DE tre kvinder bliver spillet af Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone.** At filmen er mere end historisk teater, bliver klart i første scene, hvor Abigail sidder i en skumplende diligence og bliver set lystent på af en medpassager. Da hun smiler, begynder han åbenlyst at onanere.
   Ved slottet bliver hun sparket ud på hænder og fødder. Der er ingen solidaritet i hierarkiet. Abigail vasker gulvet med lud, og ingen advarer om ætsning. Sarah prygler Abigail, da hun smører salve på Annes sår. Da salven virker, bliver Abigail taget til nåde. Her begynder Sarahs fald. Også i denne version af historien er utak de arme synderes løn.


DET ærkebritiske stof er behandlet af grækeren Yorgos Lanthimos, som begyndte at tale engelsk i The Lobster (2015) og The Killing of a Sacred Deer (2017). Lanthimos instruerede Dogtooth (2009), som blev begyndelsen på den græske weird wave, der i høj grad har præget 10ernes film. Han blev håndplukket til at realisere et tyve år gammelt manuskript af Deborah Davies, som så en særlig mulighed i brevvekslingen mellem Sarah og Anne.
    Det absurde resultat er en blanding af farce og historisk noir, som har taget hele verden med storm, siden filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig 2018. Det er den første film, som Lanthimos laver uden sin faste medforfatter, Efthymis Filippou. Den er måske også mindre villet mærkværdig, men alligevel simrer og bobler historien.


COLMAN, Weisz og Stone leverer kompromisløst. Colman tog 16 kilo på at spille rollen som Anne, men hendes udsathed er også psykologisk markeret. Hun har en tam kanin for hver af sine 16 mislykkede graviditeter. Hun er skiftevis snedig og skingrende skør – for ikke at tale om kælen og grusom.
   Barok, brutal og overlagt anti-romantisk. Robbie Ryan filmer de royale korridorer med stejlt fiskeøje og svimlende kameragange. Det er hele tiden morsomt og ubehageligt. Og forbavsende og bevægende loyalt over for de tre kvinder i centrum.
   Der er overrumplende anakronismer, som holder publikum vågent. Til slut synger en ung Elton John den ældste og bedste version af »Skyline Pigeon«. Som sagt smager filmen af rådden fasan. Det er år og dag siden, at den historiske genre har slået så stærkt og ramt målet så rent.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100].

*) Sønnen William, Duke of Glouchester, blev født i 1689 og levede til han var 11. Alle Annes øvrige børn var dødfødte.

**) Olivia Colman modtog en Oscar i kategorien Bedste Kvindelige hovedrolle. Alle blev nomineret for deres indsats, Weisz og Stone for bedste biroller. The Favourite var nomineret i ti kategorier, herunder bedste foto, bedste instruktion og bedste film. Da European Film Academy, som svarer til det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Science, uddelte sine EFA-priser i december 2019, var The Favourite nomineret i otte kategorier: Bedste film, komedie, kvindelige skuespiller, foto, instruktion, manuskript, klip, kostumer, samt hår og make-up. Den vandt i dem alle over for film som Dronningen, der var den danske kandidat. The Favourite modtog syv af de 12 britiske BAFTA Awards, som den var indstillet til. I min bog er filmen fra 2018. AMPAS havde det lige sådan. Jeg så den ved premieren i Venedig i august 2018, og der var dansk premiere den 24. januar 2019. 


The Favourite. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Deborah David, Tony McNamara. Foto: Robbie Ryan. 119 min. UK-Irland-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019


Fotos: Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ Film4
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.06.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.01.2019