Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015)

MAN VÆLGER MELLEM KNIV OG PISK

Den græske bølge breder sig 

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten en naturlov, at fornyelsen i filmen flytter fokus. Det sker sådan cirka hvert syvende år. Det betyder ikke, at storværkerne pludselig brager igennem eller lige så brat klinger af. Snarere ligner bevægelsen de bølger, som både branche og kritikere holder af at iagttage og beskrive.

   Efter danske Dogme 95-film kom de mexicanske multiplot-fortællinger og en ny slags socialrealisme fra det post-kommunistiske Rumænien. Festen og Idioterne; Amores perros, Crash og Babel; 4 måneder, 3 uger og 2 dage var store, trendsættende titler. Fra 2010 og et godt stykke frem blev Grækenland et af fornyelsens steder.

   Der var først en lokal ouverture. Athina Rachel Tsangari (f. 1966) studerede film i New York og Austin. Hun og partneren Matt Johnson (som har klippet alle Tsangaris film) samlede fem års amerikanske optagelser i The Slow Business of Going (2000), som blev vist på Thessaloniki International Film Festival og New York Underground Film Festival. De kom hjem til Athen og etablerede produktionsselskabet Haos Film, som stadig er uhyre aktivt.

   Tsangari producerede Kinetta, som i 2005 blev Yorgos Lanthimos' første lange spillefilm. Han var til gengæld producer og assistent, da hun skrev og instruerede sin første film på et større budget. I 2009 scorede Lanthimos det første græske art house hit med Dogtooth, som banede vejen for Tsangaris’ fabulerende Attenberg (2010).

DOGTOOTH var en øvelse i politisk dressur. Tre teenagebørn forlod aldrig huset og haven. Forældrene gav verden sære navne. En blomst var en zombie, en kusse en meget stærk lampe. En kvindelig sikkerhedsvagt blev kørt ind for at have sex med sønnen. Til slut slog en af pigerne sin visdomstand ud med en håndvægt. Det lykkedes i tredje forsøg.

   Efter Dogtooth lavede Lanthimos Alperne (2011), en mere diffus film i den dislokerede genre, hvor banale ting bliver bizarre. Psykiatere lejer sig ud til familier, der netop har mistet et medlem. De træder ind i et ekstemporalspil og bliver for en stund til de døde. Konceptet fungerer, indtil der sker forrykkelser i gruppen. Så bryder systemerne ned som i Dogtooth.

   Dogtooth blev kåret som bedste film i Un Certain Regard-kategorien i Cannes. Den fik siden utallige priser, bl.a. en Bodil og en Oscar. Attenberg gjorde lykke i hovedkonkurrencen i Venedig, hvor Ariane Labed modtog en Coppa Volpi for bedste kvindelige hovedrolle.

   Lanthimos skiftede sprog med The Lobster og fokuserede absurdismen i The Killing of a Sacred Deer (2017), før han viste sig at være den perfekte instruktør til det britiske The Favourite-projekt (2019). Tsangari kom via novellefilmen The Capsule (2012) til prestigeprojektet Chevalier (2015), som var Grækenlands Oscar-bidrag dét år. I 2020 instruerede hun BBC/HBO-miniserien Trigonometry. Begge instruktører finder stadig plads til Ariane Labed, hvis det kan lade sig gøre. I The Lobster er hun stuepigen på det kursted, hvor forvandlingen foregår.

THE Lobster er en dystopisk hverdagsfabel, som foregår i et samfund, der ligner en støvet version af vort eget. Konformitet er netop nøgleordet. I denne verden er det forbudt at være enlig. Bliver man alene, er der 45 dage til at finde en ny partner. Lykkes det ikke, forvandles man til et dyr.

   Man vælger selv, hvilket dyr det skal være. Disse ting kan bare lade sig gøre. Lanthimos interesserer sig ikke for logistik. Det er svært at snyde proceduren, skønt mange forsøger. Der skal være fysisk overensstemmelse og en vis gensidig tiltrækning. Skønt ordet sjældent kommer op, skal der faktisk være kærlighed.

   Hængeøret David (Colin Farrell) tager livet lidt for roligt. Da hans kone forlader ham, bliver han ikke jaloux, men tøffer videre sammen med hunden Bob, der faktisk er hans inkarnede bror. David har dejteint og begyndende topmave. Han ligner en forsikringsmand i et tv-spil fra 70erne.

   Da han bliver udspurgt af myndighederne og skal vælge sit dyr, får filmen en forklaring på sin titel. Og David bliver automatisk interessant. Det er, som da Niels Olsen skal vælge et bilmærke i Den eneste ene. For hvilken slags mand kunne tænke sig at blive til en hummer?

PROCESSEN finder sted på en facilitet, der ligner et budgethotel. Alt ved den forvrængede verden i The Lobster er hverdagsagtigt og lavfuturistisk, mere Kafka, Buñuel og The Office end sci-fi i sædvanlig form.

   På hotellet får David lidelsesfæller som Den læspende Mand (John C. Reilly) og Den haltende Mand (Ben Whishaw), der har ekstra svært ved at finde et match. Han beslutter at gå all in for Kvinden uden Følelser (Angeliki Papoulia) og foregiver i flere dage at være grusom, hånlig og følelseskold.

   David kan dog ikke holde masken, for han er ikke som de andre. For den sags skyld er ingen som alle andre. Lanthimos er interesseret i, hvordan systemerne presser individet til ekstremer. Her gælder det en følelsesmæssig fascisme, som David siger fra overfor. Da tager publikum ham endelig til sig.

LEDELSEN gør, hvad den kan. Stuepigen (Ariane Labed) gnider sig op ad de mandlige gæster, og i en særligt sørgmunter scene prøver hotellets bestyrer (Olivia Colman) at ryste partnerne sammen med en danseaften.

   Enkeballet ligner en kontorfest med farvede drinks, serpentiner og chips. Discokuglen drejer, og en aldrende crooner gør sit for at aktivere amorinerne. Alle ser til med en udtryksløshed, der får den sidste stemningsbrik til at passe. Tonen er deadpan som i en komedie af finske Aki Kaurismäki.

   I periferien bliver de uheldige singler kasseret. Anden del af filmen udspiller sig i skoven mellem hotellet og den nærliggende by. Her lever en gruppe militante partisaner, som anføres af den karismatiske Léa Seydoux.

   David forelsker sig, denne gang ægte og kompromisløst, i en nærsynet kvinde, som spilles af Rachel Weisz. Partisanlederen gør noget grusomt, der får sympatien for dissidenterne til at dale. Skoven ligner de fredløses fristed i François Truffauts filmudgave af Fahrenheit 451.

MAN vælger mellem kniv og pisk i denne verden. Latteren er stadig mørk, men også mere generisk. Tonen er for krøllet til, at man får den »det-kunne-være-nu-og-her«-oplevelse, som dystopier lever af.

   The Lobster er optaget i Irland. Lanthimos og Filippou er flyttet til London med en plan om fremover at arbejde på engelsk. Næste projekt er en thriller, som bliver optaget i Cincinnati og har Farrell og Nicole Kidman i hovedrollerne. Titlen er i hvert fald markant: The Killing of a Sacred Deer.

   Det går stadig stærkt for den græske weird wave. Også The Lobster er mærkelig, lun og seværdig. Men omplantningen fra græsk til engelsk har trukket tænderne ud på den grusomme humor, der var særlig for Dogtooth. The Lobster er blevet en fabel med filter, som trods alt ligner et par andre film.

Se også Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]; Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder. 

The Lobster. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Efthymis Filippou og Yorgos Lanthimos. Foto: Thimios Bakatakis. 119 min. Grækenland-Irland-UK-Frankrig 2015. Dansk premiere: 25.08.2016

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Film4/ Protagonist Pictures/ A24/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Sony Pictures Home Entertainment 19.01.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2016

Athina Rachel Tsangari: Attenberg (2010)

DEN GRÆSKE BØLGE

Athina Tsangari bryder igennem

Af BO GREEN JENSEN

GRÆSK film har forvandlet sig fra en ælling til en svane. Køligt elegante kunstfilm som Yorgos Lanthimos’ Dogtooth (2009) og Athina Rachel Tsangaris Attenberg er blevet noget, enhver festival må have med i paletten.

   Der er vel at mærke ikke tale om enkeltstående titler. Under slagnumrene bobler et vækstlag af film, som med prunkløs realisme skildrer den sociale virkelighed i katastrofeøkonomien – f.eks. Stanos Anastopoulos’ Correction fra 2007 – eller afsøger alle bevidsthedens lag som i Alexis Alexious’ metagyser Istoria 52 (2008).

   Før 2000 var der kun Costa-Gavras og Theo Angelopoulos. I 10erne kunne man pludselig tale om en veritabel græsk bølge af fornemme film.

   Attenberg følger den 23-årige Marina (Ariane Labed), som sammen med veninden Bella (Evangelia Randou) venter i en by ved kysten, hvor hendes far bliver behandlet for cancer. Marina har en blokering i forhold til sin seksualitet. Hun udforsker kroppen sammen med Bella og spørger sin far om de fysiske processer. Filmen leger med ordene på samme måde, som den fascistiske kernefamilie gjorde i Dogtooth. At demonstrere sproglig fremmedgørelse må for de græske filmskabere være lige så vigtigt, som en dialektisk dialog var i post-kommunistiske film fra Rumænien.*

ATTENBERG er dog også en legende, morsom og sanselig film. Det fantastiske billede af veninderne, der slikker på hinandens tunger, mens kameraet ser dem fra siden, findes allerede i første scene. »Hvordan føles min tunge?« »Som en snegl. Det er ulækkert. Jeg vil ikke mere,« siger Marina. Det vil hun dog alligevel, da en fremmed flytter ind på hotellet. Processen er langstrakt, og manden bliver udspurgt om alle kønnets mysterier, men Marina nærmer sig indvielsen lige så sikkert, som hendes far bevæger sig mod døden. På god græsk vis hænger tingene endelig sammen.

   Det er ikke en film, som fortæller. Den observerer og viser situationer, som tilskueren selv må sætte i orden. Far og datter holder af at se David Attenboroughs naturfilm – heraf titlen – og viser hinanden hengivenhed ved at sige som aber, der gør sig til. Marina og Bella spadserer i støvler og kitler, taler om freudianske sexdrømme og agerer synkront som dansende fugle. Det er enkle og fantastiske billeder, som Thimios Bakatakis arrangerer med symmetri og økonomi. Netop fordi der ikke er råd til episke storproduktioner, går filmskaberne ind i de enkelte menneskers liv.

MARINAS far dør. Bella sender ham godt afsted, og Marina tager selv den hårde tørn med at ordne begravelsen. Hun vænner sig til et liv uden ham. Ingen agerer på noget tidspunkt teatralsk. Som tilskuer er man bjergtaget og føler sig hensat til franske og spanske film fra 1960erne, da den samme slags kølige blik sidst blev kastet. De nye film fra Grækenland er udtryk for en abstrakt realisme, der formår at lade form og sjæl smelte sammen, så det føles som inderlig virkelighed. I Dogtooth var resultatet preciøst og lidt hysterisk. I Attenberg er det simpelt hen mageløst.

*) Jeg tænker på film som Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2004) og Corneliu Porumboius Politi, adjektiv (2009). Især i den rumænske bølges første år var der altid en centralt anbragt scene, hvor en person med magt beskrev sin magt og den totalitære logik i strukturen. Fosterfordriveren gør det i Mungius film. Hos Porumbuiu taler politiassistenten med den lakoniske kommissær, som fører en nær-monolog. Ti år senere handler det om statslig korruption og nødvendig bestikkelse i Mungius Baccalauréat (2016, da. Prøven). Porumbuiu har simpelt hen opgivet sproget i den absurdistiske gangsterfilm om The Whistlers (2019). Her kommunikerer man med fonetiske fløjt.

Attenberg. Instr. og manus: Athina Rachel Tsangari. Foto: Thimios Bakatakis. 95 min. Grækenland 2010. Dansk premiere: 08.09.2011

Fotos: Haos Film/ Cinematerial/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Amazon Instant og iTunes

Trykt i Weekendavisen Kultur 09.09.2011 

Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100]

GUDERNES VREDE
Evig tragik i moderne forklædning

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Murphy har det hele. Steven (Colin Farrell) er en stjerne på hospitalet, hvor han fungerer som hjertekirurg. Anna (Nicole Kidman) arbejder som øjenlæge. Parret tjener så mange penge, at der er råd til et lille palads. Sønnen Bob og datteren Kim er rene mønsterbørn.

   Det er faktisk svært at sætte en finger på den idylliske ramme. Man kunne dog sige det samme om kernefamilien i Dogtooth (2009), Yorgos Lanthimos' græske gennembrudsfilm, hvor han og medforfatteren Efthymis Filippou udviklede den absurdistiske signaturstil, som de siden har videreført i engelsksprogede produktioner som The Lobster (2015).

   Steven og Anna er gode forældre, som lever flade, næsten mekaniske liv i en hverdag, hvor folk fører endeløse samtaler om småting. Steven bliver præsenteret, mens han og en kollega diskuterer, om et armbåndsur skal fastgøres med rem eller kæde. Det giver Steven noget særligt, hvis Anna ligger stille og leverer »en fuld narkose«, når de elsker. Ellers er der få afvigelser fra den automatiske norm. Livet kører på velsmurte skinner.

   Men hvad er det så med Martin (Barry Keogh), den jævne unge mand, som begynder at følge med Steven? Først mødes de på isolerede steder. Så dukker Martin op på hospitalet og bliver behandlet om en æresgæst. Drengen stiller banale spørgsmål. Manden svarer ham som en far. Kolleger i kredsen ser undrende til.

DER går lang tid med at at afkode relationen, både for Anna og tilskueren. Og lad være med at læse mere, hvis forholdets nærmere væsen – og filmens usikre fundament – skal være en komplet overraskelse.

   Lad mig så røbe to ting for den læser, som fremturer. For det første er der en grund til, at filmens titel henviser til myten om Agamemnon, som måtte ofre datteren Iphigenia, da han dræbte en hellig hjort og påkaldte sig Artemis’ vrede. For det andet har Martin en klemme på Steven, som ingen bestikkelse er stor nok til at standse.

   Da forbandelsen kastes og fordrer et liv, nægter lægerne naturligt nok at anerkende den sorte magi. Deres medicinske specialer, hjerte og øjne, er ikke valgt i flæng. For nu bliver det tung og håndgribelig alvor.

   Lanthimos og Filippou står ikke tilbage for Euripides og Racine. Her er blødende øjne, konkret tortur og en regulært forfærdende scene, hvor alle i familien får sorte hætter på. Kirurgen skyder om sig i blinde, så skæbnen kan vælge, hvilken hjort der skal dø. Da det kommer så vidt, er de komiske takter fra begyndelsen glemt.

FILMEN er effektivt orkestreret. Den trykker på de samme knapper som Michael Hanekes Funny Games og Lars von Triers Antichrist, for nu blot at nævne nogle nyere eksempler på kunstfilm, der går gyserens vej. Cape Fear og The Shining kunne være andre forbilleder.

   Der er den truede kernefamilie, som infiltreres af fremmede kræfter. Der er mørke hemmeligheder, som gradvis bløder igennem normaliteten. Især er der udsatte mennesker i et kosmos, som enten er indifferent eller aktivt ikke vil os det godt.

   De græske filmskabere har i hvert fald en original signatur. The Lobster var en komisk dystopi med absurd accent. Her er grundtonen tragisk og ritualistisk. Det er både ægte horror og noget andet.

   For publikum ligger fornøjelsen i akkumuleringen af atmosfære. Farrell og Kidman tager hele registret i brug. Stemningen piskes i vejret med hysterisk musik fra klassiske kilder som Schubert og György Ligeti, der også var Stanley Kubricks foretrukne utryghedsskaber.

   Det er en mesterligt manipulerende film. Til gengæld kan jeg slet ikke se, hvad jeg skal med historien. Det klassiske tema bliver ikke større af moderniseringen. Og især bliver det aldrig specielt relevant.

   The Killing of a Sacred Deer var i konkurrence på Cannes Festivalen, hvor Lanthimos og Filippou modtog prisen for det bedste manuskript. Det er dybest set kunstfilm for kunstfilmens skyld. Interessant er forsøget dog hele vejen – fra diskussionen om rem eller kæde til skuddet, der fælder den hellige hjort.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder.

The Killing of a Sacred Deer. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Yorgos Lanthimos og Efthymis Filippou. Foto: Thimios Bakatakis. 121 min. UK-Irland-Frankrig-USA 2017. Dansk premiere: 09.11.2017.

Fotos: Element Pictures/ A24/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | Curzon 05.03.2018

Bragt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017

Yorgos Lanthimos: The Favourite (2018) | Dronningebilleder

HVIDE KANINER OG MØRNET FASAN
Yorgos Lanthimos dekonstruerer historien

Af BO GREEN JENSEN

OPKAST, mudder, lesbisk sex. Lus i de opulente parykker og en hvid kanin for hver af den klynkende dronnings mislykkede graviditeter.
   The Favourite er ikke et periodeportræt af den høflige slags, som britisk film ofte nok har leveret. Den er mærkelig, vild og dybt misantropisk. Men alligevel skarp og autentisk funderet. Nænsom nok på uventede steder. En film, der smager som mørnet fasan. Kald det historisk (sur)realisme.

DRONNING Anne af Storbritannien (1685-1714) regerede i perioden, hvor England og Skotland blev samlet. Nationen førte krig mod Frankrig, mens whigs og tories skændtes om den politiske magt. Anne kunne fylde tomrummet, da hendes far, den katolske James II, blev afsat. Hun var dansk gift med Prins Jørgen, som gjorde hende gravid 17 gange.* Da han døde i 1708, støttede Anne sig i mange forhold til Sarah Churchill, hertuginden af Marlborough, som var gift med den britiske hærfører.
   Sarah er titlens betroede yndling, men hun får konkurrence, da Abigail Hill flytter ind. Abigail begynder som køkkenpige og arbejder sig op. Ligesom Sarah finder hun dronningens sår og lindrer hendes smerte. Abigail er hæmningsløs. For Sarah er sagen realpolitik, men hendes hengivenhed kommer fra hjertet. Den hjælpeløse dronning er ikke altid hjælpeløs. Hun forstår at spille rivalinderne ud mod hinanden.

  
DE tre kvinder bliver spillet af Olivia Colman, Rachel Weisz og Emma Stone.** At filmen er mere end historisk teater, bliver klart i første scene, hvor Abigail sidder i en skumplende diligence og bliver set lystent på af en medpassager. Da hun smiler, begynder han åbenlyst at onanere.
   Ved slottet bliver hun sparket ud på hænder og fødder. Der er ingen solidaritet i hierarkiet. Abigail vasker gulvet med lud, og ingen advarer om ætsning. Sarah prygler Abigail, da hun smører salve på Annes sår. Da salven virker, bliver Abigail taget til nåde. Her begynder Sarahs fald. Også i denne version af historien er utak de arme synderes løn.

DET ærkebritiske stof er behandlet af grækeren Yorgos Lanthimos, som begyndte at tale engelsk i The Lobster (2015) og The Killing of a Sacred Deer (2017). Lanthimos instruerede Dogtooth (2009), som blev begyndelsen på den græske weird wave, der i høj grad har præget 10ernes film. Han blev håndplukket til at realisere et tyve år gammelt manuskript af Deborah Davies, som så en særlig mulighed i brevvekslingen mellem Sarah og Anne.
    Det absurde resultat er en blanding af farce og historisk noir, som har taget hele verden med storm, siden filmen blev vist første gang på Mostraen i Venedig 2018. Det er den første film, som Lanthimos laver uden sin faste medforfatter, Efthymis Filippou. Den er måske også mindre villet mærkværdig, men alligevel simrer og bobler historien.

COLMAN, Weisz og Stone leverer kompromisløst. Colman tog 16 kilo på at spille rollen som Anne, men hendes udsathed er også psykologisk markeret. Hun har en tam kanin for hver af sine 16 mislykkede graviditeter. Hun er skiftevis snedig og skingrende skør – for ikke at tale om kælen og grusom.
   Barok, brutal og overlagt anti-romantisk. Robbie Ryan filmer de royale korridorer med stejlt fiskeøje og svimlende kameragange. Det er hele tiden morsomt og ubehageligt. Og forbavsende og bevægende loyalt over for de tre kvinder i centrum.
   Der er overrumplende anakronismer, som holder publikum vågent. Til slut synger en ung Elton John den ældste og bedste version af »Skyline Pigeon«. Som sagt smager filmen af rådden fasan. Det er år og dag siden, at den historiske genre har slået så stærkt og ramt målet så rent.

Se også Yorgos Lanthimos: The Lobster (2015); Yorgos Lanthimos: The Killing of a Sacred Deer (2017) [Horror 100].

*) Sønnen William, Duke of Glouchester, blev født i 1689 og levede til han var 11. Alle Annes øvrige børn var dødfødte.

**) Olivia Colman modtog en Oscar i kategorien Bedste Kvindelige hovedrolle. Alle blev nomineret for deres indsats, Weisz og Stone for bedste biroller. The Favourite var nomineret i ti kategorier, herunder bedste foto, bedste instruktion og bedste film. Da European Film Academy, som svarer til det amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Science, uddelte sine EFA-priser i december 2019, var The Favourite nomineret i otte kategorier: Bedste film, komedie, kvindelige skuespiller, foto, instruktion, manuskript, klip, kostumer, samt hår og make-up. Den vandt i dem alle over for film som Dronningen, der var den danske kandidat. The Favourite modtog syv af de 12 britiske BAFTA Awards, som den var indstillet til. I min bog er filmen fra 2018. AMPAS havde det lige sådan. Jeg så den ved premieren i Venedig i august 2018, og der var dansk premiere den 24. januar 2019. 

The Favourite. Instr.: Yorgos Lanthimos. Manus: Deborah David, Tony McNamara. Foto: Robbie Ryan. 119 min. UK-Irland-USA 2018. Dansk premiere: 24.01.2019

Fotos: Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ Film4

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.06.2019

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.01.2019