Michel Franco: New Order | Nuevo orden (2020)

KUN DE DØDE

Grønt er ikke altid håbets farve

Af BO GREEN JENSEN

MICHEL Francos dystopiske fabel udspiller sig i et samfund, hvor de rige har for meget og de fattige slet ingenting. Geografien i New Order er meget specifik. Vi befinder os i Mexico City og cirkulerer først ved rigmandsdatteren Mariannes bryllup, hvor overklassen viser sig frem. Her er militær, politikere og forretningsmænd. Alle er med til den stemningsfulde havefest.

   Men i køkkenet kommer der grønt vand ud af hanen. Fruen i huset bliver bange. Grønt er dissidenternes og demonstranternes farve. De har aldrig været så tæt på kvarteret. Der bliver skrevet RIGE SVIN på husmuren. Det er ikke en idealistisk opstand. Det er underklassen, som mobiliserer til krig.

FRANCO skildrer processen med klarsyn og skræmmende skønhed. Han bruger megen tid ved brylluppet. En tidligere ansat beder om penge til sin datters operation. Han får dog kun arrogante almisser til gengæld, og familien lader ham vide, hvor langt man faktisk strækker sig. Brudens bror tror, at den gamle mand lyver. Han bliver ved med at mistro de bedste og stole på falske øvrighedspersoner.

   Filmen skifter gear og går fra metaforik til hård realisme. De grønne trænger ind, kræver penge og smykker og skyder vilkårligt. Mens militæret lukker byen ned, kører bruden til slumkvarteret med penge. Her bliver hun samlet op af soldater, der umiddelbart virker venlige. Men tonen skifter inde i bilen.

   

REGERINGEN indfører udgangsforbud. Marianne havner i en koncentrationslejr, hvor medlemmer af de rige familier bliver misbrugt på udspekulerede måder. Sadisme synes at være en sport. Hæren kræver løsepenge. De grønne er ude af billedet nu. Militæret opererer under dække af social nødvendighed.

   Alle overgreb er skildret med isnende akkuratesse. Filmen er fuld af klare, symmetrisk komponerede billeder. Militæret har sat gidselindustrien i system, men internt er der utilfredshed med fordelingen af udbyttet. Bødlerne bliver fjernet, men der er ingen retfærdighed. Kun flere summariske henrettelser.

DET er en dystopi med forstærket gennemslagskraft. Der er ingen glæde ved at fremskrive udviklingen. Ej heller ved at fortælle historien. I patriarkens smukke glashus bliver et vægmaleri malet over. Bagefter oplyser skærmteksten, at billedets titel er »Kun de døde har set slutningen på krigen«. Den nye samfundsorden er i sandhed implementeret.

   Michel Franco (After Lucia, Chronic, April's Daughter, Memory) skildrer et militærkups anatomi. New Order gjorde indtryk på Venedig Festivalen i 2020, hvor Franco modtog Juryens Grand Prix. Filmen er ubønhørlig – men klar og skarp og værd at se.

Se også Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]; Alfonso Cuarón: Roma (2018); Amat Escalante: Heli (2013); Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016); Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007); Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012).  

New Order (Nuevo orden). Instr. & manus: Michel Franco. Foto: Yves Cape. 86 min. Mexico-Frankrig 2020. Dansk premiere: 03.12.2021 [streaming].

Fotos: Les Films d'Ici/ Teorema Films/ Camera Film/ Grand Hjemmebio/  NEON (US)/ MUBI/ The Match Factory (YouTube trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (region B) 11.10.2021

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002)

DE OVERLEVENDE
Zombievirus som hadets sindbillede

Af BO GREEN JENSEN

EN hvepsesværm af genrer mødes i denne sammenbidt skarpe og skræmmende film, hvis kompromisløshed i længden er både en styrke og en begrænsning. En prolog viser foruroligende tv-billeder, en kavalkade af opløsningssymptomer, som publikum må tage til efterretning. Så zoomes der ud og vi ser, at en menneskeabe, en fastspændt chimpanse, er tvangsindlagt til at følge de grynede skærmbilleder. Aben er blot et af mange forsøgsdyr på Institut for Primatforskning i Cambridge. Her forsker man i had, hadets væsen og dets årsager. De skrigende dyr er så at sige vaccineret med had.

   Som bekendt er vejen til helvede brolagt med ædle hensigter. Det sidste tv-billede viser tre aktivister, som trænger ind i laboratoriet og sætter aberne fri i den bedste mening. 28 dage senere ligger England øde. Cykelbudet Jim (Cillian Murphy) vågner op af sin coma efter en trafikulykke. Hospitalet er som blæst. Det samme gælder det London, som den forvirrede mand vakler ud i. Han møder dog to overlevende, Selena (Naomie Harris) og Mark (Noah Huntley), og snubler over depoter med lig. Epidemien bredte sig med lynets hast. Sygdommen smittede gennem blodet og forvandlede de inficerede til frådende abemennesker, optændt af had og umættelig blodtørst.

MAN har vendt og drejet denne præmis et utal af gange i dystopisk scifi-sammenhæng. Her er zombier, vampyrer og andre muterede menneskeformer eksponenter for det smitsomme andet i en verden efter krigen, katastrofen, bestrålingen, epidemien. Her er som regel også de overlevende, der vandrer rundt i et apokalyptisk landskab, vænner sig til en ny virkelighed, møder andre som gik fri og skaber en fremtid mod alle odds.

   Scenariet kan skildres med visionær patos eller malkes for splatter og hård body horror. 28 Days Later gør begge dele og lidt mere til. Begyndelsen på hospitalet er et riff på John Wyndhams ofte dramatiserede The Day of Triffids (1951), en hjørnesten i traditionen, som Boyle knytter an til og underminerer.* I sine bedste øjeblikke ligner filmen Terry Nations tv-serie Survivors (1975-76), som også blev vist i dansk tv.**

   Filmen foregriber alt, hvad der fulgte, i fiktionen såvel som i virkeligheden: zombiegenrens genkomst, The Walking Dead-serien med sequels og prequels, COVID-19-pandemien, som sendte alle værdier til revurdering, da mareridtet blev virkeligt i 2020-2022. 

SKARER af inficerede hærger i det evakuerede London. Mark bliver offer for hadet, og Selena hugger ham ned uden skrupler. Næste ø i strømmen er mødet med en far (Brendan Gleeson) og hans teenagedatter (Megan Burns), som har holdt stand i deres lejlighed. På en kaserne i Manchester har soldaterne forskanset sig. Værdier diskuteres. En inficeret mand er lænket i baggården, for det er vigtigt at se, om hadet har en slutning. Det er ofte ubehageligt at se på. Samtidig er rædslerne så kropsnært realiseret, at man ikke har problemer med troværdigheden. Det grundlæggende hvad-nu-hvis virker snarere alt for sandsynligt.

28 DAYS Later har manuskript af Alex Garland (f. 1970), forfatter til romanen The Beach (1996, da. Stranden), der blev kult for 90ernes backpackers. Han skrev siden rumthrilleren Sunshine (2007) til Boyle, bearbejdede Kazuo Ishiguros dystopiske Never Let Me Go for Mark Romanek i 2010 og fik tegneserie(anti)helten Judge Dredd tilbage på britiske hænder i Dredd (2014). Fra og med Ex Machina (2014) blev Garland selv en væsentlig instruktør med indsigt i sci-fi og (folk) horror. Både Annihilation (2018) og Men (2022) er markante arbejder.

   Danny Boyle (f. 1956), som har irske forældre og Manchester-baggrund, kom stærkt fra start med skotsk kynisme og socialrealistisk satire i Shallow Grave (1994, da. Mellem venner). Narkomiljøet og generationsportrættet i Trainspotting (1996) gjorde Ewan McGregor til stjerne og Irvine Welsh til en af årtiets mest læste forfattere.

   Boyle tabte megen goodwill på gulvet, da han og medforfatteren John Hodge (f. 1964) overførte modellen til amerikanske forhold i A Life Less Ordinary (1996). The Beach (2000) blev en lidt for lækker mainstreamfilm med Leonardo DiCaprio og Virginie Ledoyen. Med 28 Days Later og den Mumbai-baserede Slumdog Millionaire (2008) – som vandt 8 Oscars, skabte stjernen Dev Patel og gjorde al skepsis til skamme – kom han tilbage til mindre, smidige produktioner.

BOYLE har siden delt sol og vind lige. 127 Hours (2010) og Trance (2013) var små, hårde stykker; Steve Jobs (2015) og T2 Trainspotting (2017) var store og bløde. På National Theatre iscenesatte han i 2011 en radikal fortolkning af Frankenstein, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller skiftedes til at spille Skaber og Skabning. Endelig var det Boyle, som skabte den prægtige »Isles of Wonder«-optakt til åbningsceremonien ved OL i London 2012.

   Han sprang i målet fra No Time to Die (2021), James Bond-film #25, som Cary Joji Fukanaga endte med at instruere. Boyle har senest færdiggjort tv-serien Pistol (2022), som bygger på guitaristen Steve Jones' erindringer om sin tid i Sex Pistols. Det er mere mainstream, end det lyder, og blev indtil for nylig streamet på Disney+. Richard Curtis-bagatellen Yesterday (2019) lå cirka så langt fra det sorte og hårde, som det er muligt at komme. 

AF sådanne forsøg på at indsmigre sig er der ingen spor i 28 Days Later. Boyle og Garland går efter struben i tætte sekvenser, der aldrig lader publikum hvile. De digitale videobilleder skyldes Anthony Dod Mantle, Lars von Triers gamle husfotograf.

   Det er naturligvis et spørgsmål, om man har lyst til at leve sig ind i en film, som i dén grad maler fanden på væggen, men der er intet at udsætte på teknik og tematik. »Uafrystelig« er ikke ordet. »Tankevækkende« ville være en kliche. Men »hård«, »mørk« og »skræmmende realistisk«? Bestemt, absolut og aldeles.

Se også Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 4: Sorgenfri (2015) [Epidemic Cinema]; Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]. 

*) I Survivors dør 99,9% af Jordens befolkning brat og vilkårligt, da et pestvirus (af asiatisk ophav) spreder sig. Det sker (overvejende off-screen) i første episode, som er fuld af hverdagstyper i en almindelig britisk stationsby. Da Abby Grant (Carolyn Seymour) vågner af sin febersøvn, er alle i byen døde imens. Hun tager af sted for at lede sin søn, der måske har overlevet på sin kostskole. I London prøver myndighederne at begrænse panikken ved at sidestille smitteudbruddet med en influenzaepidemi, men alt går til på under en uge. Jenny Richards (Lucy Fleming), som er naturligt immun, tager afsted. Ingeniøren Greg Preston (Ian McCulloch) kommer tilbage fra Europa, hvor pandemien allerede har hærget. En håndfuld overlevende samler sig. I tre sæsoner flakker de om i Efterlandet, hvor diverse sociale modeller afprøves. Endelig slår de sig ned i The Grange og prøver at skabe et bæredygtigt landbrugssamfund. Survivors bliver på den måde næsten en antologi over post-apokalyptiske temaer. Serien blev (skuffende ordinært) genindspillet i 2008. Den fik en stor revival under pandemien i 2020, men havde allerede før da kultstatus. Survivors er stadig meget seværdig. Tonen er tættere på dystopisk sci-fi som P.D. James' Children of Men eller Cormac McCarthys The Road. Der er ingen muterede væsener i spil. Til gengæld er den psykologiske troværdighed bemærkelsesværdig. 

   Waliseren Terry Nation (1930-1997) var en vigtig stil- og myteskaber i britisk tv. Foruden Survivors skabte han sci-fi serien Blake’s 7 (1978-1981) og skrev den bestemmende story arc om the Daleks til BBC-institutionen Doctor Who, der har levet og overlevet siden 1963. Nation var bidragyder til serier som The Avengers, The Baron, The Saint (da. Helgenen) og The Persuaders! (da. De uheldige helte) med Roger Moore og Tony Curtis. Han skrev i 1976 en roman/tv tie-in version af Survivors.

**) John Wyndham (1903-1969) er i britisk scifi-kontekst et vigtigt link mellem H.G. Wells og Aldiss/Ballard/Moorcock-generationen, der gør genren psykedelisk i 1960erne. Kun Olaf Stapledon og Nigel Kneale har tilsvarende betydning. I The Day of the Triffids (1951, da. Da triffitterne kom) bliver England og resten af verden lagt øde, da organiske monstre (kødædende planter) invaderer fra rummet. Bogen er trofast dramatiseret for tv (1981, 2009) og omsat til radiospil flere gange (1957, 1968, 2001). I Danmark opførte Radioteatret I trifitternes dage i seks dele i 1968. Kurt Kreutzfeld oversatte Giles Coopers bearbejdelse.

   Wyndham var således værdsat, men den kulørte og kontroversielle biograffilm – som Steve Sekely instruerede for Alliance Pictures i 1962 – gjorde intet for forfatterskabets status. Howard Keel, den aldrende musicalstjerne fra Seven Brides for Seven Brothers (1954) og solide duetter med Kathryn Grayson, var fløjet ind til hovedrollen, som han spillede uden entusiasme. Wyndhams åbne slutning var erstattet med en variation over løsningen fra Wells’ The War of the Worlds.

   Med vanlig dansk sans for skævvredne titler fik The Day of the Triffids premiere som Den nat triffiderne kom. Katastrofefilmen blev hypet så heftigt, at den kritiske modstand på forhånd var stærk. Man bekymrede sig på publikums vegne. Wyndham er aldrig ordentligt læst i DK. Hans øvrige vigtige værker er The Kraken Wakes (1953, da. Invasion fra dybet), The Chrysalids (1955), The Midwich Cuckoos (1957, da. Gøgene i Gorby), Trouble with Lichen (1960) og Chocky (1968).   

28 Days Later (28 dage senere). Instr.: Danny Boyle. Manus: Alex Garland. Foto: Anthony Dod Mantle. 118 min. UK-Holland-USA 2002. Dansk premiere: 28.02.2003.

Fotos: DNA Films/ British Film Council/ Twentieth Century Fox/ Searchlights Pictures

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [28 Days Later + 28 Weeks Later] 20.10.2008.

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2002

Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]

DE ROMANTISKE KILDER
Poesi kompenserer for tung forklaring

Af BO GREEN JENSEN

FØRSTE del af søskendeparret Wachowskis Matrix-kompleks var inspireret og nyskabende. Her blev stil, ånd og action til ét, mens tekniske tricks fra asiatiske kampsportsfilm pustede liv i den tunge amerikanske actiongenre. Man må stadig betragte The Matrix (1999) med ærefrygt, når Carrie-Anne Moss løber på væggen eller Keanu Reeves som frelseren Neo bevæger sig mellem kuglerne i ultra slowmotion, den digitale bullet time, der var filmens primære tekniske landvinding.

   Mere klichébelagt var rammen, baggrundshistorien om maskinerne, der holdt menneskeheden hen med drømme om Matrix, mens historien i virkeligheden var forbi, og alt liv blev drømt af sovende menneskefostre, som maskinerne tappede energi af.

   Computerpiraten Anderson (Keanu Reeves før han blev Neo) dykkede ned i cyberspace som Alice hos Lewis Carroll. Han fulgte en dragende kvindes tatovering og kom i kontakt med Morpheus (Laurence Fishburne) og de øvrige frihedskæmpere, mens det løbske program Agent Smith (Hugo Weaving) greb om sig i natbyen. Fordi intet blev udførligt forklaret, kunne man alligevel værdsætte ånden og farten.

I TOEREN, The Matrix Reloaded (2003), som blev stort lanceret på Cannes Festivalen, var der stadig stil og fart i de rene actionsekvenser, men nu blev alt i dén grad forklaret. Især tabte sagaen højde, da menneskets sidste fristed, den underjordiske by Zion, viste sig at være en slags forvokset blanding af natklub og hangar. Pludselig var man tilbage på kommandobroen i Star Trek og tusindvis af trætte fantasier om maskiner, der angriber menneskeheden.

   Undervejs mødte Neo Oraklet, som viste sig at være en hjemløs sort kvinde, mens han måtte kæmpe mod 100 kloner af Agent Smith. Morpheus trynede albinotvillingerne fra Merovingerens natklub (hvor statuariske Monica Bellucci i dén grad var spildt i rollen som Persefone). Neo mødte Arkitekten selv i det inderste lønkammer, hvorfra alle programmer blev iværksat. Han kunne således stille Gud til regnskab og gjorde det. Alligevel forlod man filmen med en fornemmelse af at have set en billig pastiche på Blade Runner og Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001.

I TREEREN skal det hele forløses og lægges på plads, for »alt der har en begyndelse har en afslutning«. Der bruges derfor urimelig megen tid på at udrede relationen mellem Matrix og virkeligheden, hvor det er sidste udkald for menneskene i Zion. Da maskinernes grundbor trænger igennem, fosser bølge på bølge af sentinels, »vagtposter« som ligner mekaniske blæksprutter, ned og bliver mødt af svær granatild fra soldater, der sidder i store robotter.

   Slaget begynder 70 minutter inde i filmen og varer 30 minutter. Først er det flot. Så bliver det kedeligt på samme måde som de tilsvarende konfrontationer i George Lucas’ Star Wars: Attack of the Clones (2002) og Peter Jacksons The Lord of The Rings: The Two Towers (2002). Den mekaniske destruktion bliver gentagelse; man væmmes ved synet af orker, der dør.

    Alt er gjort med CGI – »computer generated imagery« – og fremmedgørende blue screens bag spillerne, som i stigende grad bliver tændstiksmennesker. Zions skæbnetime ligner hundrede andre sci-fi opgør. På distraherende vis minder bølgerne af sentinels også om de engleskarer, som færdes på Gustave Dorés illustrationer til Dantes Den guddommelige Komedie (1320) og John Miltons Paradise Lost (1667).

MERE bid og ægte spænding knytter sig til scenerne fra selve Matrix og halvvejsstedet i metroen, hvor programmet »Togmanden« har en bagvej ud af den store mainframe. Ene mand lykkes det Neo at nå til Maskinernes By, som er en ren computerfantasi. Her får han licens til at kæmpe mod Agent Smith i den formørkede regnby, hvor sagaen begyndte. Da det sker, kommer filmen endelig – efter 90 minutter – til live i så håndgribelig grad, at man alligevel føler sig anfægtet.

SLUTKAMPEN mellem Neo og Smith, den kybernetiske messias og hans mørke tvilling, er som opgøret mellem Sherlock Holmes og professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet, her transponeret til cyberspace. Hvor kampen med klonerne trættede i The Matrix Reloaded, bliver duellen i Revolutions til rendyrket visuel poesi. Filmen har holdt igen med sine kampsportssekvenser. Nu kommer de i salver, og kollisionerne udløser atomare detonationer. Man tænker, at det ikke kan blive større og voldsommere. Det kan det så alligevel.

PÅ vej til Maskinernes By er Neo blevet blindet af fjenden. Han ser derfor verden i en gylden version af night vision. Det er lidt som Matt Murdocks regnsyn i Daredevil (2003) og selvsagt tindrende nonsens i videnskabelig henseende. Imidlertid skaber det storslåede apokalyptiske billeder. Malerne John Martin, førnævnte Doré og Caspar David Friedrich er de visuelle romantiske kilder, som der hyppigst henvises til i The Matrix Revolutions.

SOM helhed falder filmtrilogien, når den vil sætte ord på sin vision og forklare sine ideer. Den røber da et andenhåndspræg, som distraherede allerede i kapitel ét. Hele strukturen er stykket sammen af bidder fra andre mytologier.

   Wachowski-duoen kunne have undladt at forklare, hvad der skjuler sig bag skærmen i Matrix. Havde publikum blot anet nogle sammenhænge, ville visionen stå betydeligt stærkere. Men man kan og vil ikke tage stilen og farten, selve den rene bevægelses skønhed, fra trilogien. På sin egen bedøvende måde når legenden om Matrix faktisk i mål.

Se også Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] og Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100].

Matrix Revolutions (The Matrix: Revolutions). Instr. og manus: The Wachowskis. Foto: Bill Pope. 130 min. USA 2003. Dansk premiere: 05.11.2003.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainment/ Silver Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com 

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.2003.

Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]

ARTERNES OPRINDELSE

En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).

   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.

   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.

SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.

   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.

   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.

   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.

TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.

   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.

   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.

I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.

   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.

   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.

REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.

   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.

   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).

   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.

DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.

   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.

   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).

DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014

Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]

ERINDRINGEN OM JORDEN
Action og fabel blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

ONTOLOGI og erindring er to hovedsager i Oblivion, hvor selve identitetens væsen bliver gransket. Joseph Kosinskis velskabte fremtidsfortælling har været omgærdet med stor hemmelighedsfuldhed. Man beder pressen om ikke at røbe for meget. Der er sandt nok et stærkt ryk midt i historien, et forhold som ændrer hele præmissen, og dét twist skal naturligvis respekteres. Man kan en passant bemærke, at filmen er i slægt med både Zardoz, Blade Runner og Abernes planet.

   Det overrumplende er ikke, at Oblivion udspiller sig på Jorden i 2077, tres år efter en ødelæggende krig. Disse oplysninger lægges frem med det samme. Ej heller at mekanikeren Jack Harper (Tom Cruise) og navigatøren Vika (Andrea Riseborough) er udstationeret i resterne af New York, hvor han reparerer de droner, som fører krigen mod the scavengers (»gribbene«), mens hun koordinerer arbejdet og kommunikerer med hovedkvarteret.

   »Er I et effektivt team?« spørger et kvindeansigt på skærmen hver dag. »Vi er et fandens effektivt team,« svarer Vika med falsk entusiasme, for der er ofte grund til at anfægte rimeligheden i ordrerne fra kommandocentralen.

VIKA og Jack bor i lyse omgivelser på en svævende platform af glas. Hun bevæger sig aldrig ned i landskabet, som han gennemtrawler hver eneste dag. Han lander, sikrer sig, at der ikke er hjelmklædte scavies i nærheden af de havarerede droner, og udbedrer skaden.

   Jack er ikke som Vika. Han vågner hver dag op af en drøm om det gamle New York. Han går på gaden og ser en kvinde, han kender. Han taler henført om den sidste Superbowl, der blev spillet i 2017, og gemmer før-apokalyptisk vraggods i et paradisisk hus ved en sø i en dal, som konflagrationen ikke fik ram på.

SOM Jack fortæller det, vandt man krigen ved at udløse sine kernevåben. Gribbene havde ødelagt Månen, så der ingen tyngdekraft var. Mange naturkatastrofer fulgte. Menneskene måtte flygte til Titan, den største af Saturns 83 måner (som enhver Kurt Vonnegut-læser vil vide). Nu sendes havenergi op til kolonien via kolossale rensningsanlæg, der svæver i luften som klipper på et René Magritte-maleri. Gribbene saboterer dem og gør modstand, men tilhører en døende race.

   Sådan ser sandheden ud officielt. Der er selvsagt mere i historien. Denne tager fart, da Jack bliver fanget af oprørerne, som ledes af Morgan Freeman og har danske Nikolaj Coster-Waldau som løjtnant. Da Jack møder Julia (Olga Kurylenko), kvinden fra sine drømme, må han genoverveje alt, hvad han ved. Mere skal slet ikke røbes.

   

PLOTTET forener »hård« og »blød« science fiction med sans for balancen i blandingsforholdet. Der er megen fysisk spænding, men mere psykologisk konfliktstof at arbejde med. Det er dog poesien i de computerbearbejdede billeder af landskaber i Island og Louisiana, som bærer menneskets længsel. Filmen spørger, hvad et menneske egentlig er. »Erindringen om Jorden er værd at kæmpe for,« siger den uudgrundelige tag-linje. Dét gør Jack Harper med alt, hvad han har i sig.

   Jack finder gamle ting i ruinerne. På obligatorisk vis præsenteres et skrabsammen af kulturelle effekter fra før katastrofen: Thomas Macaulays digtkreds Lays of Ancient Rome, Led Zeppelin-sangen »Ramble On«, Procol Harums »A Whiter Shade of Pale« og Andrew Wyeths maleri af Christina’s World. Cruise bærer hovedrollen med samme energiske upåklagelighed, som han fremstillede John Alderton, den eftersøgte politichef, i Steven Spielberg-udgaven af Philip K. Dicks Minority Report, der er endnu en forløber for Oblivion.

FILMEN er fuld af dystopiske klicheer (herskerne, oprørerne, den sidste mand, konstrueret erindring og relativ sandhed), som dog bliver varieret med flair. Forrykkelsen midtvejs er stor, men den kommer ikke helt ud af det blå. Er Oblivion tankevækkende? Næppe, når det kommer til stykket, for alle motiver er brugt mange gange. Men den er værd at se for de store, mytologiske billeder og for udviklingen i karakteren Jack Harper.

Se også Doug Liman: Edge of Tomorrow (2014) [Sci-Fi 100]; Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Oblivion. Instr.: Joseph Kosinski. Manus: Karl Gajdusek, Michael DeBruyn. Foto: Claudio Miranda. 124 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Relativity Media/ Monolith Pictures/ Chermin Entertainment/ Radical Studios/ CineMaterial/ ScreenMusings

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra UniversaL Studios 20.02.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2013