Michel Franco: New Order | Nuevo orden (2020)

KUN DE DØDE

Grønt er ikke altid håbets farve

Af BO GREEN JENSEN

MICHEL Francos dystopiske fabel udspiller sig i et samfund, hvor de rige har for meget og de fattige slet ingenting. Geografien i New Order er meget specifik. Vi befinder os i Mexico City og cirkulerer først ved rigmandsdatteren Mariannes bryllup, hvor overklassen viser sig frem. Her er militær, politikere og forretningsmænd. Alle er med til den stemningsfulde havefest.

   Men i køkkenet kommer der grønt vand ud af hanen. Fruen i huset bliver bange. Grønt er dissidenternes og demonstranternes farve. De har aldrig været så tæt på kvarteret. Der bliver skrevet RIGE SVIN på husmuren. Det er ikke en idealistisk opstand. Det er underklassen, som mobiliserer til krig.

FRANCO skildrer processen med klarsyn og skræmmende skønhed. Han bruger megen tid ved brylluppet. En tidligere ansat beder om penge til sin datters operation. Han får dog kun arrogante almisser til gengæld, og familien lader ham vide, hvor langt man faktisk strækker sig. Brudens bror tror, at den gamle mand lyver. Han bliver ved med at mistro de bedste og stole på falske øvrighedspersoner.

   Filmen skifter gear og går fra metaforik til hård realisme. De grønne trænger ind, kræver penge og smykker og skyder vilkårligt. Mens militæret lukker byen ned, kører bruden til slumkvarteret med penge. Her bliver hun samlet op af soldater, der umiddelbart virker venlige. Men tonen skifter inde i bilen.

   

REGERINGEN indfører udgangsforbud. Marianne havner i en koncentrationslejr, hvor medlemmer af de rige familier bliver misbrugt på udspekulerede måder. Sadisme synes at være en sport. Hæren kræver løsepenge. De grønne er ude af billedet nu. Militæret opererer under dække af social nødvendighed.

   Alle overgreb er skildret med isnende akkuratesse. Filmen er fuld af klare, symmetrisk komponerede billeder. Militæret har sat gidselindustrien i system, men internt er der utilfredshed med fordelingen af udbyttet. Bødlerne bliver fjernet, men der er ingen retfærdighed. Kun flere summariske henrettelser.

DET er en dystopi med forstærket gennemslagskraft. Der er ingen glæde ved at fremskrive udviklingen. Ej heller ved at fortælle historien. I patriarkens smukke glashus bliver et vægmaleri malet over. Bagefter oplyser skærmteksten, at billedets titel er »Kun de døde har set slutningen på krigen«. Den nye samfundsorden er i sandhed implementeret.

   Michel Franco (After Lucia, Chronic, April's Daughter, Memory) skildrer et militærkups anatomi. New Order gjorde indtryk på Venedig Festivalen i 2020, hvor Franco modtog Juryens Grand Prix. Filmen er ubønhørlig – men klar og skarp og værd at se.

Se også Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]; Alfonso Cuarón: Roma (2018); Amat Escalante: Heli (2013); Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016); Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007); Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012).  

New Order (Nuevo orden). Instr. & manus: Michel Franco. Foto: Yves Cape. 86 min. Mexico-Frankrig 2020. Dansk premiere: 03.12.2021 [streaming].

Fotos: Les Films d'Ici/ Teorema Films/ Camera Film/ Grand Hjemmebio/  NEON (US)/ MUBI/ The Match Factory (YouTube trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (region B) 11.10.2021

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

Ken Loach: My Name is Joe (1998)

EN MAND VED NAVN JOE

Som mennesker i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

HAN hedder kort og godt Joe Kavanagh. Han er 38 år gammel og har gennem bitter og smertelig erfaring erkendt, at han er og bliver et menneske, som ikke tåler spiritus.

   Vi træffer ham første gang ved et af de A.A.-møder, som udgør fundamentet i hans skrøbelige, men dag for dag mere solide liv. Han bor alene i en næsten tom lejlighed, hæver sin understøttelse og udfører sort arbejde sammen med A.A.-kammeraten Shanks.

   Joe Kavanagh har, som han selv siger det, kun Joe Kavanagh i hele verden. Det er dog tydeligt for enhver, at han er i bedring. Efter ti giftfri måneder er Joe så småt ved at høste belønningen.

   Det er svært at sidde stille, når man stadig har tørsten i blodet og savnet i kroppen. Joe afreagerer ved at koncentrere al sin energi om arbejdet som fodboldtræner for et hold socialt belastede krykhusarer, »The Dream Team«, der til dato kun har vundet én kamp. De spiller altid i de trøjer, som Tysklands landshold bar i storhedstiden. Efter en ydmygende oplevelse opgraderer de sig selv til at bære Brasiliens farver, og dommeren kalder det helligbrøde. Man vil forstå, at vi stadig befinder os i den tidlige, humoristisk tonede del af Joes historie.

SIDEN sænker mørket sig støt, men det sker, fordi Joe får nogen at elske og dermed har noget at miste. Undervejs til en fodboldkamp løber han flere gange på socialarbejderen Sarah, der fungerer som sundhedsplejerske i den barske del af Glasgow, som udgør filmens hele horisont. Sarah kontrollerer, om drengen Scott lider overlast hos narkomanerne Liam og Sabine, der i princippet er blevet stoffri. Liam spiller på Joes drømmehold, og således opdager Joe og Sarah – der spilles med absolut indlevelse af Peter Mullan og Louise Goodall – at de både har fælles interesser og føler spontan sympati for hinanden.

INDTIL videre tegner alt altså lyst. Vil det sige, at Ken Loach denne gang har lavet en let og opbyggelig film, hvor godheden løber med sejren, og dyden bærer sin egen belønning? Naturligvis ikke. Tværtimod lægger My Name is Joe sig i sporet fra Ladybird, Ladybird (1994) og Carla's Song (1996), der før og efter Land and Freedom (1995) markerede en tilbagevenden til den sagligt uforsonlige stil, som prægede Loach før de rundere, skønt bestemt ikke tandløse familieportrætter i Riff-Raff (1991) og Raining Stones (1993).

   Der er ingen let eventyrslutning for Joe og Sarah. Det gælder i stort som i småt. At Joe går til angreb på en af arbejdsformidlingens snushaner – han overmaler den skræmte mands bil – bringer blot parterne nærmere sammen, men netop som forholdet blomstrer, indvilliger Joe i at betale den trængte Liams narkogæld ved at køre ærinder for gangsterbossen McGowan.

   Det kan Sarah slet ikke forholde sig til. Joe og McGowan var i øvrigt Glasgow-drenge sammen. Der er rigtig mange lag i disse karakterer, næsten lige så mange som i mennesker i virkeligheden, og i et frysende nøgternt flashback får vi at se, hvorfor Joe holdt op med at drikke.

ER du mest til eskapisme, film som kun vil underholde og stryge publikum med hårene så behændigt, at det ikke er nødvendigt at tænke eller føle noget særligt selv, bør du undgå dette partsindlæg i den stående diskussion om menneskets vilkår. Men vil du genkende, udfordres, rystes og begejstres, kan My Name is Joe næppe anbefales varmt nok. Den er så at sige indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med størrelsen god realisme. Den åbne slutning bevæger hinsides gængse begreber, og som altid efter en film af Ken Loach forlader man biografen med en følelse af at have holdt selve livet i hænderne.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

My Name is Joe. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 105 min. UK-Frankrig-Spanien-Tyskland-Italien 1998. Dansk premiere: 25.12.1998.

Fotos: Channel Four Films/ Parallax Pictures/ Scottish Arts Council Lottery Fund/ The Glasgow Film Fund/ ARTE/ Alta Films/ ARD Degoto Film/ Diaphana Films/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ La Sept Cinéma/ Road Movies Vierte Produktionen/ Tornasol Films/ WDR/ 

Filmen streames ikke p.t. – findes i talrige dvd-udgaver

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.1998

Ken Loach: Sweet Sixteen (2002)

FRIHEDEN FLYVER

En »Kes« for ny ungdom og kommende tider

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE bliver født med en sølvske i munden, andre må kæmpe sig vej ud af natten. Den skotske teenager Liam hører til i sidstnævnte kategori. Sweet Sixteen præsenterer ham for tilskueren, da det ugentlige besøg hos moderen skal aflægges. Liams mor er narkoman og sidder inde, enten for prostitution eller handel med stoffer.

   Kæresten Stan, som i den grad ikke er Liams far eller bonusfar, har derfor gang i en god fidus. Drengen skal bare give mor et knus og stikke hende den lille kuvert. Liams morfar er med på det hele. Du kan tro, du får tæsk, hvis du trodser os, knægt!

   Men Liams mellemnavn er trods. Han trives med at stritte imod, og det giver ham en særlig udsøgt tilfredsstillelse at snyde Stan og sin morfar, stjæle deres lager af stoffer og arrangere sagerne, så det ser ud, som om de har snydt den lokale gangsterhøvding. Liams trofaste væbner er kammeraten Pinball (William Ruane), en mere frejdig udgave af naturens muntre søn fra den forkerte side af livet i Glasgow.

   Liam er ikke frejdig. Han er hunden, der bider sig fast og nægter at slippe. Nogle ældre bøller vil stjæle hans stoffer. Liam kommer igen og igen, for hver gang at bide i støvet. Så kommer han sammen med Pinball og væbnet til tænderne. Drengene får deres varer igen.

KVARTERETS godfather er imponeret, da han når til at kalde drengene ind. Pinball bliver sendt ud i mørket, men Liam får hvad han betragter som sin hidtil største chance. Sin egen rute, en lejlighed i et pænt kvarter, løn for sin lyssky kurervirksomhed. Han bor hos sin søster, der alt for ung er blevet mor til Calum. Han bliver selv lidt kæreste med søsterens veninde, og han lægger alle de sorte penge tilside for at købe et fristed til moderen, så hun kan gå fra Stan efter løsladelsen. For en gangs skyld ligner det lykken, og drengen på 15 tør næsten slappe af. For en gangs skyld går det op, op, op og bliver en lille smule bedre hver dag.

NU er dette ikke et amerikansk teenagedrama, hvor gode bestræbelser straks bærer frugt. Sweet Sixteen er en socialrealistisk menneskeskildring af Ken Loach, der tre årtier efter Poor Cow (1967), Kes (1969) og Family Life (1971) er ufortrøden i sin skildring af grå britisk virkelighed og sin kritik af inertien i et system, der hylder princippet om at give de rige endnu mere og tage det sidste fra dem, som har mindst.

   For Loach er klassekampen ikke forbi. Han fører den dog i fuld åbenhed med det enkelte menneske som målestok, ikke parolerne og pamperiet. Amatøren Martin Compston, der yder en overrumplende troværdig indsats som Liam, kunne være en nutidig Billy Casper fra Kes.

   Ligesom Carla’s Song (1996), My Name is Joe (1998) og Bread and Roses (2000) har Sweet Sixteen manuskript af Paul Laverty, en Glasgow-baseret sagfører, der deler Loachs menneskesyn. I Carla’s Song og Bread and Roses blev det moralske korrektiv for bastant, mens en snert af sentimentalitet satte ind, men i My Name is Joe ramte tandemet plet.*

DRENGEN Liam foregriber den mand, som Peter Mullan fremstillede i My Name Is Joe. Begge er anstændige mennesker i en gennemført kompromitteret omverden. Der er ingen violiner, men nok en stille humor til at følge dem lidt hen ad gangen.

   Frem for alt bliver en virkelighed skildret, her et regntynget Glasgow, hvor det repræsenterer et socialt kvantespring at rykke fra bymidten ud til en ny lejlighed i de småborgerlige forstæder. Samtlige karakterer taler klingende skotsk. I Cannes blev filmen vist med franske undertekster. Især englænderne følte sig helt hægtet af.

   Sweet Sixteen er ingen spændingsfilm. Alligevel ville det være forkert at røbe, hvad der sker og hvorfor det går galt. Men det er klart, at det går galt. Det gør det som regel i virkeligheden, og hvor megen sympati man end nærer for enspænderen Liams projekt, kan det i længden ikke nægtes, at han oparbejder en moralsk skattegæld. Moderen kommer ud. Man kan ikke bare slippe og udnytte sine venner. Det nye liv har sin særlige pris. Den smukke drøm er, om ikke et rent luftkastel, så i hvert fald en udbrændt husvogn ved vandet.

FILMEN hører til Loachs allerbedste. Her formår han på én gang at ramme nerven i samtidens sprog og bevare sin umiskendelige tone. Alt er fremstillet neutralt og sobert registrerende, men indignationen anes i bunden, og gennem hele historien løber en fuldkommen solidaritet med de gode karakterer i et miljø, der sædvanligvis belønner de gemene og grådige instinkter. Liam på 15 tager skæbnen i egne hænder og prøver på at skabe et liv for sig selv og de tre-fire mennesker han elsker. Resten af verden kan gå ad helvede til. Det er muligvis derfor, at drømmen kuldsejler.

I EN sælsom tid, hvor det sociale fællesskab stadig mere uhæmmet raser mod sine unge kriminelle, er Sweet Sixteen en nyttig nuancering af en lang række stærkt forenklede problemstillinger. Det er Loachs film altid. Han er manden, der ikke vil gå sin vej, når det gælder om at sætte ansigt på konsekvenserne af en abstrakt politik.

   Atter ser man det hele gå galt for manden i midten, men man sidder helt ude på kanten af stolen. Den sociale filmskaber taler igen, og nu er han en af de eneste stemmer. For tiden pønser tiden på at fængsle sine store børn. Er det mon Liam hér, der skal ofres sådan?

*) Kerneholdet er faktisk en trio. Siden Hidden Agenda (1990) har Loach realiseret sine film – 19 stykker til og med Sorry We Missed You (2019) og efternøleren The Old Oak (2023) – i samarbejde med produceren Rebecca O’Brien (f. 1957). O'Brien er for Loach i 90erne, 00erne og 10erne, hvad Tony Garnett (1936-2020) var i 60erne og 70erne. 80erne blev en slags wilderness years, hvor Loach primært arbejdede i tv-mediet, fra film til film og ofte af nød som sin egen producer. I 2002 etablerede Loach og O’Brien produktionsselskabet Sixteen Films, specifikt for at realisere Sweet Sixteen, som de og Paul Laverty (som mødte Loach i 1995, da han medvirkede i Land and Freedom) ville have den. Sixteen Films har produceret Loachs film efter 2002 og en håndfuld andre projekter, bl.a. Lynne Ramsays You Were Never Really Here (2017).  

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Sweet Sixteen. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 106 min. UK-Spanien-Tyskland 2002. Dansk premiere: 28.03.2003.

Fotos: Sixteen Films/ Alta Films/ BBC Films/ Road Movies Filmproduktion/ Scottish Screen/ The Works/ Tornasol Films/ NonStop Entertainment/ Festival de Cannes/ Internationale Filmfestspiele Berlin (Laverty-Loach-O'Brien photo)

Sweet Sixteen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2003 [her let ajourført og revideret]

Ken Loach: The Spirit of '45 (2013)

STORHED OG FALD
Hvad blev der af efterkrigsdrømmen?

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach (f. 1936) har aldrig lagt skjul på, at hans filmkunst er socialistisk funderet, at klassesystemet for ham at se lever i bedste velgående, og at han holder med de små og svage i den store sammenhæng. Det har nu og da givet hans fiktionsfilm et præg af salvelsesfuldhed. Det har også udmøntet sig i klassiske værker, der er hjørnesten i den realistiske tradition: Kes (1969), Riff-Raff (1991), My Name is Joe (1998), Sweet Sixteen (2002).

   I The Spirit of ’45 undersøger filmskaberen, hvad der blev af euforien og de sociale visioner, som krigsgenerationen vendte hjem med. Man var taknemlig for toryen Winston Churchills lederindsats, men det første efterkrigsvalg blev en jordskredssejr for Labour. Herpå gik man i gang med at udradere fattigdom, uvidenhed og andre dyr i åbenbaringen. Vitale tjenester blev nationaliseret. Især blev sundhedssektoren fri.

   

DET skete i et land med en sønderknust økonomi, hvor minearbejderne marcherede til London for at markere deres eksistens. Besidderne strittede imod på alle fronter, men projektet blev gennemført i »ånden fra ’45«, som byggede på krigens erfaringer om, hvor meget man kan, hvis man løfter i flok. Det siger i hvert fald filmens vidner, som beskriver deres opvækst og hvilken forskel reformerne gjorde.

   Den nye statsleder hed Clement Attlee, men helten var Aneurin Bevan, som blev Minister for Health and Housing. Bevan overtalte lægerne ved at »stoppe deres munde med guld«. Der er fantastiske beretninger om, hvor fattigt England var for få generationer siden. Man kunne dog lave den samme slags film om DK og ånden fra Thorvald Stauning.

OGSÅ forfaldet og nedturen kunne kopieres, omend den gennemgribende afmontering af velfærdsstaten blev særligt brutal i Margaret Thatchers regi. En sekvens først i filmen opregner, hvordan energi, minedrift, trafik, uddannelse osv. blev nationaliseret i 1940ernes slutning. Sidst i filmen beskriver en spejlvendt montage, hvordan Thatcher rev det hele ned i samme tempo mod slutningen af 1980erne.

   Det er ikke nogen subtil fremstilling, men den går, må man sige, til hjertet. Loach benytter den klassiske propagandafilms virkemidler, og han har en konkret sag: Hvis National Health Service bliver privatiseret, falder de sidste rester af efterkrigsdrømmen. Filmens vidner mener, at det ikke kommer så vidt. Filmskaberen er ikke så sikker.

LOACH kan være fordømmende stejl. På London Film Festival i 2010 hørte jeg ham holde åbningstalen med en salut til BBC. Loach langede ud efter kolleger, der – som f.eks. Mike Leigh – havde sagt ja til ridderkorset og knælet for »that woman«. Loach har afslået æren. Det gør ham nok til lidt af en lyseslukker, men det giver hans værker en ubestikkelighed, som er uset andre steder i dagens britiske landskab.*

   The Spirit of ’45 er især for anglofile fans af socialrealismen, men som nævnt har temaet dansk resonans. Filmen er udgivet på dvd. Her findes alle interviews i fuld længde sammen med det dokumentariske materiale, som Loach har klippet sammen. Den bliver dog noget særligt i biografen, hvor de grynede arkivbilleder kommer til deres ret. Alt er i sort-hvid, men i de sidste minutter bliver der lagt farver på sejrsfesten ved Piccadilly. Det er stærk politisk filmkunst. Det er hjerteskærende godt, simpelt hen.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

*) Loach frabad sig i 1977 at blive dekoreret. Leigh tog imod sin OBE i 1993. Det skal siges, at de to mænd nærer dyb og gensidig respekt. Leigh er syv år yngre end Loach. Da han ankom fra en teaterbaggrund, havde Loach lavet film og tv i ti år. De mødtes på BBC, hvor begge instruerede »Play for Today«-dramaer og arbejdede med produceren Tony Garnett. I Mike Leigh on Mike Leigh (2008) fortæller Leigh om sin tv-debut med skuespillet Hard Labour (1973):

   »If I were completely honest, I’d have to admit that although nobody put any pressure on me to make a specific kind of film, somewhere along the line I was succumbing to a conception of a notion of style. I was trying to make it ’like a »Play for Today«’ – as personified by Ken Loach films. So there’s no question that I wasn’t really doing my own thing completely in the way that I have done at all other times. But I must stress that this was all my own fault. I had absolute carte blanche, which Tony went to great lengths to protect.«

   »Had you been a fan of Ken Loach’s work?« spørger Amy Raphael, som har redigeret Mike Leigh on Mike Leigh.

   »Yes, I was a huge fan. And I got to know him. One has to remember that Tony Garnett had by this time pioneered all this work, particularly but not only with Ken, which was massive and hugely influential and significant. I was coming in with the privilege of being on the tide of that. What he was doing and continued to do with Ken and various writers was to be very much part of a team forging ideas and making them happen. In that context, my rather empirical, solo operation wasn’t something that Tony was used to.« [Mike Leigh on Mike Leigh. Edited by Amy Raphael. London: Faber & Faber, 2008; pp. 66-67].

   Gruppefotoet, som Mary McCartney tog i december 2002, viser seks af tidens førende britiske instruktører, der er samlet ved en særlig lejlighed: Stephen Frears, Richard Eyre, Loach, Leigh, Michael Winterbottom og Stephen Daldry. Tyve år senere ser man især, at alle på klassefotoet er mænd. Hvor er Sally Potter, Joanna Hogg, Andrea Arnold, Gurinder Chadha, Clio Barnard m.fl.? Billedet indgår i fotosamlingen på National Portrait Gallery.

The Spirit of ’45. Instr. & manus: Ken Loach. Klip: Jonathan Morris. 94 min. UK 2013. Dansk premiere: 21.11.2013.

Fotos: Fly Film Company/ Sixteen Films/ Film4/ Channel Four/ UK Film Council/ EM Media/ BFI/ Dogwoof Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Transatlantyk Film Festival/ FIPRESCI (The International Federation of Film Critics) [KL 2020 Portrait]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.11.2013

Ken Loach: I, Daniel Blake (2016)

FRA HERODES TIL PILATUS

Den slagne mand nægter at lægge sig ned

Af BO GREEN JENSEN

DET gælder i England som i Skandinavien. I 40 år har det været vigtigt for liberalismen at afmontere den velfærdsmodel, som socialdemokratiske regeringer fik realiseret efter 2. verdenskrig. Det var først et teoretisk princip. Så blev det en mærkesag. Nu er forandringen implementeret.

   Beslutningstagerne kan aldrig svare, når de bliver spurgt, hvad nødstedte mennesker skal stille op, hvis fundamentet for deres liv falder væk. Når de mister deres helbred, erhverv eller bolig. Eller jo, de skal »tvinges i job«. Men hvad nu, hvis de ikke kan, og hvad, hvis der intet arbejde er? Det begyndte med udlicitering. Det er endt med en klapjagt på alle slags patienter og klienter, en systematisk udfasning af overført indkomst.

   Danske kunstnere har mere eller mindre set til. I Storbritannien har filmskabere, musikere, teaterfolk og forfattere holdt liv i en murrende strøm af protest. De konservative og nyliberale har fået deres vilje, men de har ikke fået den gratis. I det mindste bliver systemets foragt mødt med en hån, der er større endnu.

KEN Loach (f. 1936) har utrætteligt strittet imod. Han har instrueret 14 tv-spil og 39 biograffilm, siden han debuterede med Cathy Come Home (1968) og Poor Cow (1967). Lad mig nævne bare ti favoritter: Kes, Family Life, Riff-Raff, Raining Stones, Ladybird, Ladybird, Land and Freedom, Carla’s Song, My Name is Joe, The Wind that Shakes the Barley, It's a Free World...

   Loach har endda forsøgt sig i realpolitik som medstifter af partiet Left Unity. Han skrev solidaritetens nekrolog i dokumentaren The Spirit of '45 (2013) og erklærede, at Jimmy's Hall (2014) ville blive den sidste film i et livsværk af systemkritik. 80 år gammel vedgår han, at det var »en forhastet udtalelse«.

JEG, Daniel Blake – som blev årets vinderfilm i Cannes – følger en snedker (Dave Johns), der er blevet uarbejdsdygtig efter et hjerteanfald. Han er 59 år og har lægens ord for, at han bør være sygemeldt. Men han scorer ikke points nok i de spørgsmål, som en vurderingsperson stiller i telefonen. Kan han klø sig i nakken? Det kan han sagtens. Ergo er han sund og rask.

   Filmen ser på Daniel, mens han bliver sendt rundt i en labyrint af instanser, der er gjort så massiv som muligt, netop for at udmatte brugerne. Han er ude med håndskrevne jobansøgninger. Han prøver at blive IT-kyndig. Han bliver sendt fra Herodes til Pilatus og løber hele tiden ind i en ny paragraf 22.

   Daniel har mistet sin hustru. Han hører stadig musikken fra radioens farvandsudsigt – »Sailing By« af Ronald Binge – som hun lyttede til sent om aftenen. Han har et overskud af ophobet kærlighed, som han bruger på at hjælpe Katie (Hayley Squires), en enlig ung mor, der er flyttet til Newcastle med to små børn og bliver kørt rundt i en anden del af systemet.

DET er en film om fornedrelse og ringeagt. For Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty er det springende punkt, at myndighedernes strategi går ud på at give de fattige skylden og få dem til at skamme sig. Mange mister retten til støtte, når de sanktioneres for ikke at søge 30 jobs om ugen. Så henvises der til food banks, altså madbanker, hvor man kan stå i kø og vente på frisk nådsensbrød.

   I en særligt frapperende scene går Daniel med Katie i madbanken. Hun ser på hylderne med konserves og får et ildebefindende, da hun begynder at spise. En venlig kvinde hjælper hende. Stedet ligner kramboden i en nedlagt stationsbygning. Scenen er faktisk skudt on location.

   En serie episoder demonstrerer, hvordan Daniel Blake går til grunde. Nogle er sørgmuntre sætstykker. Daniel vinder en pyrrhussejr, da han maler sit navn på muren ved jobcentret og sætter sig ned for at blive. Der er spontan applaus på gaden. Daniel Blake er en af vor egne. Lad os sammen give systemet en finger. Det nytter bare ikke. Daniel slår i en dyne.

   

DET er humanistisk filmkunst med en klar politisk dagsorden. Loach har aldrig lagt skjul på, at han vil oplyse, engagere og aktivere. Skal man indvende noget, kunne det være, at det også er didaktisk filmkunst i sin mest fingerpegende form. Daniel er pletfri. Socialarbejderne er lakajer. Alle i nærmiljøet er gode. Det var ikke helt så forenklet, da Loach instruerede My Name is Joe (1998).

   I Cannes holdt Loach en skarp takketale. Han sagde, at film er en grænseløs kunstart. Den kan føre os til fantastiske steder eller skildre verden, som den ser ud. Selv ser han de eventyrlige film med stor glæde, men det er den anden slags, han vil arbejde med.

   Nyliberalismen har ødelagt fællesskabstanken og de fleste sociale værdier. Ken Loach bliver ved med at stritte imod.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Jeg, Daniel Blake (I, Daniel Blake). Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Robbie Ryan. 100 min. UK-Belgien-Frankrig 2016. Dansk premiere: 22.12.2016.

Fotos: Sixteen Films/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ BFI/ BBC Films/ Les Films du Fleuve/ France 2 Cinéma/ Canal+/ France Télévisions/ Le Pacte/ Cinéart/ Ciné+/ VOO/ BeTV/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ Festival de Cannes

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2016 

  

Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]

ARTERNES OPRINDELSE

En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).

   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.

   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.

SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.

   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.

   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.

   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.

TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.

   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.

   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.

I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.

   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.

   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.

REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.

   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.

   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).

   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.

DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.

   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.

   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).

DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014