Ken Loach: My Name is Joe (1998)

EN MAND VED NAVN JOE

Som mennesker i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

HAN hedder kort og godt Joe Kavanagh. Han er 38 år gammel og har gennem bitter og smertelig erfaring erkendt, at han er og bliver et menneske, som ikke tåler spiritus.

   Vi træffer ham første gang ved et af de A.A.-møder, som udgør fundamentet i hans skrøbelige, men dag for dag mere solide liv. Han bor alene i en næsten tom lejlighed, hæver sin understøttelse og udfører sort arbejde sammen med A.A.-kammeraten Shanks.

   Joe Kavanagh har, som han selv siger det, kun Joe Kavanagh i hele verden. Det er dog tydeligt for enhver, at han er i bedring. Efter ti giftfri måneder er Joe så småt ved at høste belønningen.

   Det er svært at sidde stille, når man stadig har tørsten i blodet og savnet i kroppen. Joe afreagerer ved at koncentrere al sin energi om arbejdet som fodboldtræner for et hold socialt belastede krykhusarer, »The Dream Team«, der til dato kun har vundet én kamp. De spiller altid i de trøjer, som Tysklands landshold bar i storhedstiden. Efter en ydmygende oplevelse opgraderer de sig selv til at bære Brasiliens farver, og dommeren kalder det helligbrøde. Man vil forstå, at vi stadig befinder os i den tidlige, humoristisk tonede del af Joes historie.

SIDEN sænker mørket sig støt, men det sker, fordi Joe får nogen at elske og dermed har noget at miste. Undervejs til en fodboldkamp løber han flere gange på socialarbejderen Sarah, der fungerer som sundhedsplejerske i den barske del af Glasgow, som udgør filmens hele horisont. Sarah kontrollerer, om drengen Scott lider overlast hos narkomanerne Liam og Sabine, der i princippet er blevet stoffri. Liam spiller på Joes drømmehold, og således opdager Joe og Sarah – der spilles med absolut indlevelse af Peter Mullan og Louise Goodall – at de både har fælles interesser og føler spontan sympati for hinanden.

INDTIL videre tegner alt altså lyst. Vil det sige, at Ken Loach denne gang har lavet en let og opbyggelig film, hvor godheden løber med sejren, og dyden bærer sin egen belønning? Naturligvis ikke. Tværtimod lægger My Name is Joe sig i sporet fra Ladybird, Ladybird (1994) og Carla's Song (1996), der før og efter Land and Freedom (1995) markerede en tilbagevenden til den sagligt uforsonlige stil, som prægede Loach før de rundere, skønt bestemt ikke tandløse familieportrætter i Riff-Raff (1991) og Raining Stones (1993).

   Der er ingen let eventyrslutning for Joe og Sarah. Det gælder i stort som i småt. At Joe går til angreb på en af arbejdsformidlingens snushaner – han overmaler den skræmte mands bil – bringer blot parterne nærmere sammen, men netop som forholdet blomstrer, indvilliger Joe i at betale den trængte Liams narkogæld ved at køre ærinder for gangsterbossen McGowan.

   Det kan Sarah slet ikke forholde sig til. Joe og McGowan var i øvrigt Glasgow-drenge sammen. Der er rigtig mange lag i disse karakterer, næsten lige så mange som i mennesker i virkeligheden, og i et frysende nøgternt flashback får vi at se, hvorfor Joe holdt op med at drikke.

ER du mest til eskapisme, film som kun vil underholde og stryge publikum med hårene så behændigt, at det ikke er nødvendigt at tænke eller føle noget særligt selv, bør du undgå dette partsindlæg i den stående diskussion om menneskets vilkår. Men vil du genkende, udfordres, rystes og begejstres, kan My Name is Joe næppe anbefales varmt nok. Den er så at sige indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med størrelsen god realisme. Den åbne slutning bevæger hinsides gængse begreber, og som altid efter en film af Ken Loach forlader man biografen med en følelse af at have holdt selve livet i hænderne.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

My Name is Joe. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 105 min. UK-Frankrig-Spanien-Tyskland-Italien 1998. Dansk premiere: 25.12.1998.

Fotos: Channel Four Films/ Parallax Pictures/ Scottish Arts Council Lottery Fund/ The Glasgow Film Fund/ ARTE/ Alta Films/ ARD Degoto Film/ Diaphana Films/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ La Sept Cinéma/ Road Movies Vierte Produktionen/ Tornasol Films/ WDR/ 

Filmen streames ikke p.t. – findes i talrige dvd-udgaver

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.1998

To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]

FARVEL TIL I GÅR
Evelyn Waughs nostalgiske arie

Af BO GREEN JENSEN

DET virker umiddelbart ikke vildt nødvendigt at filmatisere Gensyn med Brideshead igen. Vist kom der aldrig en biograffilm ud af Evelyn Waughs tilbageskuende hovedværk fra 1945, men de fleste husker stadig den store tv-føljeton fra 1981 som noget enestående.

   Jeremy Irons blev Jeremy Irons i kraft af sin rolle som fortælleren Charles Ryder, og for en tid var Anthony Andrews’ fortabte Sebastian Flyte et veritabelt stilikon. I små roller så man kapaciter som Laurence Olivier, John Gielgud, Claire Bloom og Stephane Audran, og alle elskede de hæmningsløst æstetiserende billeder af Castle Howard, Oxford, Venedig og Marokko.

   Romanen, som indeholder »Kaptajn Ryders åndelige og verdslige erindringer«, er en bog på 280 sider med mange lyriske digressioner. I ITVs store dramatisering, som havde manuskript af John Mortimer, var der 11 episoder à 60 minutter til at omplante og rekonstruere romanen. Hvordan kan man gøre sig håb at dække så meget stof i en film på to timer?

FAKTISK er der kommet en forbavsende god film ud af initiativet. Ikke alene bevæger alting sig langsomt i den gamle version, der oversætter bogen i et 1:1-forhold og inddrager alle detaljer. Der er i 1981-udgaven en tendens til sentimentalisere umådeholdent, og skønt katolicisme og homoseksualitet er bærende temaer, har serien ofte svært ved at sige tingene direkte.

   Den nye film lægger tingene frem, fastholder det teologiske motiv og trækker Sebastians seksualitet helt op i begyndelsen. Til gengæld glider han ud af historien, da Charles overfører sin kærlighed – som for ham er lig med længslen efter at tilhøre kredsen og have hjemme på Brideshead – til søsteren Julia. Andrew Davies, der har dramatiseret et to- eller trecifret antal klassikere for BBC, skaber rum og tid ved at udelade en mængde mindre handlingsspor.

   Figurer som Cordelia, den yngste Flyte-søster, Rex Mottram, Julias nyrige amerikanske bestormer, og Charles Ryders kolde hustru er beskåret til forsvindingspunktet. Jarrolds film investerer hovedparten af sin opmærksomhed i intime scener mellem Charles, Sebastian og Julia. Slaget mellem tro og verdslighed står stadig i dialogerne mellem Charles og Lady Marchmain, som i 1981 blev iskoldt spillet af Claire Bloom. Emma Thompson fylder rollen her, og hun har nogle af filmens bedste replikker.

EN betydelig fejl ved tv-udgaven var, at Charles Ryder kom til at fremstå som et nobelt fornuftsmenneske. Det er han ikke fra Waughs hånd, skønt han deler forfatterens sociale ambitioner og nostalgi efter verden før krigen. Julia har ret, når hun konstaterer, at Charles køber hende af Rex for to prætentiøse junglemalerier, i forfængelig forventning om, at huset følger med. Matthew Goode er en mindre sympatisk og derfor mere dækkende Charles.

   Sebastian er i Ben Whishaws skikkelse et mere udsat og hjertegribende menneske. Julia (Hayley Atwell) har fået mere sanselig vægt end i bogen, og filmen fabrikerer en scene, hvor hun og Charles kysser hinanden i Venedig. Generelt giver Davies’ stramninger mening. Man kan ikke mindst se forskel på fortiden ifølge 1981 og 2008, fordi Castle Howard atter fungerer som Brideshead. Filmholdet ledte efter alternative locations, men der var ikke andre steder, som så ud til at have huset en højkatolsk britisk adelsfamilie.

FÅR man lyst til at genlæse bogen, er det vigtigt at vælge den reviderede udgave fra 1960, hvor Waugh forklarer sig i et forord og nedtoner nogle af de mest blomstrende steder. »Jeg er ikke jeg: du er ikke ham eller hende: de er ikke dem,« skriver han i epigrafen, som mangler i den danske udgave.

   Waugh erkender, at han skrev på et tidspunkt, under en orlov i midten af krigen, da han var syg af længsel efter den luksus, som Brideshead besad før syndefaldet. Endvidere forventede han, at socialismen ville sejre efter krigen. Ved en genlæsning har han det derfor, som om han taler over en tom, åben grav.

   Brideshead Revisited er højdepunktet i et forfatterskab, der ellers udmærker sig ved social satire, misantropisk sarkasme og mange effektive eksempler på sort komedie og farce. Bogen er atypisk helstøbt, åbenlyst romantisk og delt mellem nostalgi og realisme, fordi Waugh selv var lige så splittet. Det er det eneste sted i forfatterskabet, hvor han skriver uden ironi.

   Waugh fandt snart hjem til sarkasmen, men Brideshead forbliver det tætteste, man i Storbritannien kommer romaner som F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Med den nye version har romanen fået en præcis og frem for alt tidssvarende filmudgave. Derfor kan man stadig gense den gamle tv-føljeton med glæde.

Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Intr.: Julian Jarrold. Manus: Andrew Davies og Jeremy Brock. Foto: Jess Hall. 133 min. UK-Italien-Marokko-USA 2008. Dansk premiere: 26.09.2008.

Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Instr.: Charles Sturridge, Michael Lindsay-Hogg. Manus: John Mortimer. Foto: Ray Goode. 659 min. (11 episoder). UK 1981. Dansk premiere: 21.03.1982. 

Fotos: Ecosse Films/ ITV/ SF Studios/ NPG/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra SF Studios 19.09.2009

Miniserien streames på BRITBOX  og DRTV

2K Blu-ray fra Acorn Media [30th Anniversary Edition] 01.11.2011

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.09.2008