Ken Loach: My Name is Joe (1998)

EN MAND VED NAVN JOE

Som mennesker i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

HAN hedder kort og godt Joe Kavanagh. Han er 38 år gammel og har gennem bitter og smertelig erfaring erkendt, at han er og bliver et menneske, som ikke tåler spiritus.

   Vi træffer ham første gang ved et af de A.A.-møder, som udgør fundamentet i hans skrøbelige, men dag for dag mere solide liv. Han bor alene i en næsten tom lejlighed, hæver sin understøttelse og udfører sort arbejde sammen med A.A.-kammeraten Shanks.

   Joe Kavanagh har, som han selv siger det, kun Joe Kavanagh i hele verden. Det er dog tydeligt for enhver, at han er i bedring. Efter ti giftfri måneder er Joe så småt ved at høste belønningen.

   Det er svært at sidde stille, når man stadig har tørsten i blodet og savnet i kroppen. Joe afreagerer ved at koncentrere al sin energi om arbejdet som fodboldtræner for et hold socialt belastede krykhusarer, »The Dream Team«, der til dato kun har vundet én kamp. De spiller altid i de trøjer, som Tysklands landshold bar i storhedstiden. Efter en ydmygende oplevelse opgraderer de sig selv til at bære Brasiliens farver, og dommeren kalder det helligbrøde. Man vil forstå, at vi stadig befinder os i den tidlige, humoristisk tonede del af Joes historie.

SIDEN sænker mørket sig støt, men det sker, fordi Joe får nogen at elske og dermed har noget at miste. Undervejs til en fodboldkamp løber han flere gange på socialarbejderen Sarah, der fungerer som sundhedsplejerske i den barske del af Glasgow, som udgør filmens hele horisont. Sarah kontrollerer, om drengen Scott lider overlast hos narkomanerne Liam og Sabine, der i princippet er blevet stoffri. Liam spiller på Joes drømmehold, og således opdager Joe og Sarah – der spilles med absolut indlevelse af Peter Mullan og Louise Goodall – at de både har fælles interesser og føler spontan sympati for hinanden.

INDTIL videre tegner alt altså lyst. Vil det sige, at Ken Loach denne gang har lavet en let og opbyggelig film, hvor godheden løber med sejren, og dyden bærer sin egen belønning? Naturligvis ikke. Tværtimod lægger My Name is Joe sig i sporet fra Ladybird, Ladybird (1994) og Carla's Song (1996), der før og efter Land and Freedom (1995) markerede en tilbagevenden til den sagligt uforsonlige stil, som prægede Loach før de rundere, skønt bestemt ikke tandløse familieportrætter i Riff-Raff (1991) og Raining Stones (1993).

   Der er ingen let eventyrslutning for Joe og Sarah. Det gælder i stort som i småt. At Joe går til angreb på en af arbejdsformidlingens snushaner – han overmaler den skræmte mands bil – bringer blot parterne nærmere sammen, men netop som forholdet blomstrer, indvilliger Joe i at betale den trængte Liams narkogæld ved at køre ærinder for gangsterbossen McGowan.

   Det kan Sarah slet ikke forholde sig til. Joe og McGowan var i øvrigt Glasgow-drenge sammen. Der er rigtig mange lag i disse karakterer, næsten lige så mange som i mennesker i virkeligheden, og i et frysende nøgternt flashback får vi at se, hvorfor Joe holdt op med at drikke.

ER du mest til eskapisme, film som kun vil underholde og stryge publikum med hårene så behændigt, at det ikke er nødvendigt at tænke eller føle noget særligt selv, bør du undgå dette partsindlæg i den stående diskussion om menneskets vilkår. Men vil du genkende, udfordres, rystes og begejstres, kan My Name is Joe næppe anbefales varmt nok. Den er så at sige indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med størrelsen god realisme. Den åbne slutning bevæger hinsides gængse begreber, og som altid efter en film af Ken Loach forlader man biografen med en følelse af at have holdt selve livet i hænderne.

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

My Name is Joe. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 105 min. UK-Frankrig-Spanien-Tyskland-Italien 1998. Dansk premiere: 25.12.1998.

Fotos: Channel Four Films/ Parallax Pictures/ Scottish Arts Council Lottery Fund/ The Glasgow Film Fund/ ARTE/ Alta Films/ ARD Degoto Film/ Diaphana Films/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ La Sept Cinéma/ Road Movies Vierte Produktionen/ Tornasol Films/ WDR/ 

Filmen streames ikke p.t. – findes i talrige dvd-udgaver

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.1998

David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]

TIDEN OG FLODEN

En overset skotsk ædelsten

Af BO GREEN JENSEN

GRIMET, fattigt, trøstesløst: et sted bliver næppe mere prosaisk end Skotland i 50erne. Alligevel finder den unge Adam, som faktisk hedder Joe Taylor, en vis mening i dagenes vekslen på floden. Han har opgivet at skrive og taget hyre på en pram, der sejler kul mellem Glasgow og Edinburgh.

   Skipper (Peter Mullan) spiller guitar, mens Joe gør kur til hans hustru (Tilda Swinton), en meget pragmatisk indstillet kvinde, der ikke venter sig noget af nogen. Med ét er Joe blevet skipper og reservefar. Det var ikke, hvad han havde tænkt, men sådan går det, når man lader sig bære af skæbnen. Værre er den mørke erindring om kæresten Cathie, som Joe har forladt.

   Da et kvindelig bliver fundet i floden, må Joe for det første lukke sit ansigt og lade som om, at han ingenting ved. For det andet må han forholde sig til, hvad han faktisk husker og ved. Det sker i en voice over, der svarer til den indre monolog i romanen, som Alexander Trocchi skrev i 1954. Ewan McGregor fremsiger den med indlevelse.

   Imens eskalerer jalousien og klaustrofobien på flodbåden. Joe er fanget i en blanding af græsk skæbnedrama og skotsk film noir. Han må levere på begæret, som han ikke føler mere. Samtidig gør han sig store tanker om tilværelsen.

DER er flere konkurrerende dagsordener i Young Adam, som var David Mackenzies spillefilm nummer to. Selve tiden og floden skal hyldes. Det samme skal 3-4 landskabsmalere og Jean Vigos arthouse-klassiker L’Atalante (1934). Frem for alt vil filmen dog promovere sit forlæg. Alexander Trocchi var en litterær desperado, som tilhørte beatgenerationen i Skotland. I Young Adam skildrede han kunstneren som hvalp. Siden blev den ældre køters stofmisbrug beskrevet i hovedværket Cain’s Book (1963, da. Kains bog).*

   Alligevel lykkes det filmen at finde sin egen stil, sjæl og tone. Citaterne fra bogen står som rolige pauser, hvor landskaberne kommer til deres ret. Endvidere gør David Byrnes musik – som kombinerer atmosfæriske kompositioner med en majestætisk ballade om »The Great Western Road« – umådelig meget for filmen.**

   

EWAN McGregor er god som den tænksomme sjuft, Emily Mortimer er hjerteskærende som kæresten Cathie. Mullan og Swinton har mindre at arbejde med og er begrænset af de typer, som Joe-Trocchi-Mackenzie ser i karaktererne.

   Baggrunden lægges frem i fragmenter, et mønster af skæbne bliver samlet. Filmen ligner en fatalistisk traktat, og resignationen er håndgribelig. Men det samme er kropsvarmen, som den unge Adam afgjort har sans for. Endelig sker retfærdigheden i dén grad ikke fyldest. Det var sådan Trocchi så tilværelsen, og man har ofte grund til at give ham ret.

MACKENZIES film er smal i tematikken, men mangfoldig i sin udførelse. En pornografisk erindring fra samlivet med Cathie skejer ud i voldtægt og tilgivelse. Hun kommer træt hjem og kræver, at han skriver noget, folk kan forstå. Han kan slet intet skrive og har brugt hele dagen på at lave budding.

   Der følger en grænseoverskridende scene, som mange år efter er det, der står klarest. Det burde være blevet de to, fornemmer man filmen igennem. Joe ved det også, og det bliver alting værre af, men i flodens løb skal vi alle den vej. Young Adam er en sjældent gennemarbejdet film, der kan bære at blive set flere gange. Den vil oven i købet vokse sig større.

Se også David Mackenzie: Hallam Foe (2007); David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]. 

NOTER

*) Alexander Trocchi (1925-1984) var en hovedperson i de skotske udgaver af beat og situationisme. Trocchi voksede op i Glasgow – hans mor var skotsk, hans far italiensk – og tilbragte en stor del af sit liv på både som prammen i Young Adam. Det var her, han tjente til dagen og vejen, når de litterære indtægter ikke slog til – eller forfatteren havde brug for at forsvinde i en fart og leve under radaren for en tid. Trocchi var narkoman og afhængig af heroin i det meste af sit voksne liv. Han handlede også med stoffet og havde mange episoder med politi og toldmyndigheder. Cain's Book kan læses som et sidestykke til William Burroughs' Junkie.

   Under 2. verdenskrig virkede Trocchi som sømand på de arktiske konvojer, som sejlede forsyninger til Murmansk. Efter krigen studerede han på University of Glasgow – Trocchi var fra samme generation som The Angry Young Men. Han fik et kandidatstipendium og bosatte sig i Paris, hvor han redigerede magasinet Merlin sammen med Richard Seaver. Blandt bidragyderne var Henry Miller, Samuel Beckett og Pablo Neruda. Trocchis bøger udkom på Olympia Press, som også udgav Burroughs og Miller, Nabokovs Lolita, Becketts Molloy, O's historie, Jean Genet og Markis de Sades samlede værker. Young Adam har nr. 109 i det legendariske Traveller's Companion Bibliotek. Trocchi skrev den under pseudonymet Frances Legel.

   Trocchi tog til USA og boede både i Californien og New York. Cain's Book var forbudt af censurmyndigheden i UK, men blev et respekteret avantgardehit i Amerika. En tid lang måtte Trocchi gå under jorden. Norman Mailer formidlede en kontakt til Irving Layton i Montreal. Trocchi tog hyre på en flodpram og sejlede til Canada.

   Trocchi kendte gud og hvermand: Allen Ginsberg, Terry Southern, R.D. Laing, William Burroughs, Leonard Cohen. De sidste ti år boede han i en to-etagers taglejlighed i Observatory Gardens 4 i Kensington i London. Trocchi fik to sønner med hustruen Lyn. Hun døde af leverbetændelse i 1976. Samme år døde sønnen Marc af cancer som 19-årig. Trocchi selv fik konstateret lungekræft og døde efter en operation i 1984. Samme år tog Nicholas, den yngste søn, sit liv ved at springe fra taget på huset i Kensington.

   Trocchi skrev i årevis på The Long Book, en fortsættelse til Cain's Book. Han blev aldrig færdig, men fragmenterne er samlet i The Sigma Portfolio. William Burroughs skrev forord til digtsamlingen Man at Leisure (1972). Allen Ginsberg kaldte Trocchi »the most brillant man I've ever met«. En genopdagelse begyndte i 1990erne. I Danmark blev Trocchi præsenteret af Jannick Storm og Dan Turell i to-bindsantologien Døds-layoutet (Arena/ Arkiv for ny litteratur, 1972). Forlaget Antipyrine udgav Kains bog i 2019. Kasper Opstrup har oversat og udreder Trocchis tanker i forordet.

**) David Byrnes musik er udgivet med titlen Lead Us Not into Temptation (Thrill Jockey Records, 2003). Først undertitlen oplyser, at der er tale om »Music from the Film Young Adam«. Det er et fremragende album fra eks-Talking Heads-frontmandens mest aktive filmkomponistperiode. David Byrne er faktisk født i Dunbarton i Skotland. Familien kom til Ontario i Canada i 1954, da Byrne var to år, og tog videre til Maryland i USA, da han var otte. Ligesom David Mackenzie, der er skotsk ind til benet, har Byrne haft et forhold til Young Adam og det skotske spor i beatbevægelsen fra puberteten. Begge har Alexander Trocchi på listen over personlige helte. Den apokalyptiske stemning i »The Great Western Road«, der lyder som noget, australske Nick Cave kunne have skrevet i samme periode, er ikke grebet ud af luften og har lokal skotsk forankring. Great Western Road er daglig jargon for hovedvej A82, der løber mellem Glasgow og Inverness. Ligesom vi i Danmark taler om Frederikssundsmotorvejen. 

Young Adam. Instr. & manus: David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 98 min. UK-Frankrig 2003. Dansk premiere: 15.10.2004.

Alexander Trocchi: Young Adam. 160 s. Calder/ Oneworld Classics, 2018.

Alexander Trocchi: Kains bog. Oversat efter Cain's Book (1963) og med forord af Kasper Opstrup. 308 s. Forlaget Antipyrine, 2019. 

Fotos: Recorded Picture Company/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Calder/ Oneworld Classics/ Thrill Jockey Records/ Wikimedia Commons/ Glasgow Live

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Alamode Film (regionsfri) 27.09.2013

Anmeldelsen bygger på en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.10.2004 [noter tilføjet november 2021; henvisninger ajourført marts 2025]