David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]

FJENDER FOR EVIGT
Engang var der ære blandt tyve

Af BO GREEN JENSEN

DET kan stadig lade sig gøre. Tilbage i 1970erne, da unge filmskabere fra det nye Hollywood havde overtaget studiesystemets fallitbo, blev der produceret genrefilm med løs bagkant og en ny realistisk årvågenhed. I de år kom filmen for alvor ud i lyset. Næsten alt fik et præg af episodisk road movie, som blev en bærende form, der kunne samle de gamle virkeligheder.

   Det varede kun i et lille årti. Så lukkede muren sig atter. Men i kølvandet på banebrydere som Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969) var der små film, som i dag ligner ridsede perler. For eksempel spillede Jeff Bridges, som har den ene hovedrolle i Hell or High Water, sammen med Clint Eastwood i Michael Ciminos Thunderbolt and Lightfoot (1974). Til slut sad han stille og døde i bilen, mens Paul Williams sang »Where Do I Go From Here?«, en sang om, hvordan man ikke kan finde hjemvejen, fordi landskabet har ændret sig.

DET er en stor pointe i Hell or High Water, at forbrydelse ikke betaler sig mere, men at der engang var ære blandt tyve. Brødrene Toby og Tanner (Chris Pine og Ben Foster) kaster sig ud i en serie bankrøverier for at indfri lånet på gården, som banken stjal fra deres mor. Toby vil give sine sønner en god start i livet. Hans bror har erfaring fra hæren og fængslet. De går ind med elefanthuer på og beder om alle pengene. Hvor svært kan det egentlig være?

   Problemet er bare, at flere filialer er lukket, og ingen bruger kontanter i dag. Som et vidne betror de to Texas Rangers, der efterforsker sagen, er brødrenes projekt sært anakronistisk. »Det dér med at tømme banken og leve for pengene resten af livet - alt dét er jo væk for længe siden,« siger den gamle mand fra dineren, hvor brødrene gav servitricen 200 dollars. Han har ellers kun sympati for tanken om at stjæle fra banken, som altid stjæler fra andre.

FILMENS portræt af det vestlige Texas, hvor samtlige kriser har sat sine spor, er i øvrigt forstemmende realistisk. Der er tvangsauktioner, campingvogne, affolkede hovedgader, forgiftet frasolgt jord. Trøstesløsheden er sat i system. Eneste håb er de mekaniske bor, som prøver at finde olie.

   Rangeren Marcus Hamilton (Jeff Bridges) har kun tre uger tilbage i korpset. Han gennemskuer brødrenes plan og venter ved den sidste filial. Makkeren Alberto (Gil Birmingham), som er halvt comanche og halvt mexicansk, døjer med den gamle mands racistiske vittigheder. Marcus siger, at han vil savne dem en dag. Begge tager for givet, at den yngre mand vil leve længst.

   Sådan går det ikke. Få ting går efter planen i Hell or High Water. Tonen er påtaget let, men det ender med fire dødsfald, og Marcus spørger den ene bror, om pengene var det værd. Han kunne samtidig spørge sig selv, om prisen for hans nidkærhed var for høj. Det gør han måske i den vidtåbne slutning.

MODSAT mange grænselandswesterns er Hell or High Water ikke overlæsset med vold og symboler. Det er ikke Lone Star, No Country for Old Men eller The Counselor, men i Jeff Bridges’ karakter er der reminiscenser af figuren, den retskafne sherif, som Tommy Lee Jones plejer at spille. Også hér er han afgjort sympatisk. Han har bare ikke ret hele tiden.

   Alberto holder et foredrag om, hvem der stjal landet fra hvem og hvornår. På et casino møder Tanner en indfødt amerikaner, han kalder »høvding«. På den måde får han at vide, at comanche betyder »fjender for evigt«. Tanner taler om dengang, indianerne var »lords of the plains«. Tonen er ironisk. Alligevel er »præriens herrer« det sidste, han hvisker for sig selv, da han dør.

DET er tonen og look’et i filmen, der lykkes. Enspænderen David Mackenzie (f. 1966) er skotsk og har været interessant at følge, siden han castede Ewan McGregor i Young Adam (2003) og undersøgte Jamie Bells moderbinding i Hallam Foe (2007).

   Mackenzie har sagt, at han håber, vi snart bliver trætte af superhelte. I ventetiden har han bl.a. instrueret fremtidsfablen Perfect Sense (2011), som ikke fik dansk premiere, selv om Kim Fupz Aakeson skrev manuskriptet.

   Hell or High Water er et brilliant genrestykke. Filmen er en anakronisme, som hylder anakronismer. Titlen henviser til, at Toby skal møde i banken med aftalte penge senest fredag, uanset hvad der sker, »come hell or high water«.

NICK Cave og Warren Ellis har skrevet musikken, og Townes Van Zandt-sangen »Dollar Bill Blues« figurerer prominent. Alligevel er det »Dust of the Chase« med Ray Wylie Hubbard, der sætter den stoiske grundstemning bedst. Jeff Bridges (f. 1949), som selv har pensionsalder nu, er billetprisen værd i rollen som Marcus Hamilton.

   Jeg tænkte af flere grunde på Sidney Lumets sidste film, Before the Devil Knows You’re Dead (2011), der havde meget af den samme baggrund og fatalistiske stemning i skildringen af et futilt røveri. Disse mænd bliver ikke mindre relevante, fordi det ikke er deres tid mere. Tværtimod lyser eksemplerne op.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; David Mackenzie: Hallam Foe (2007).

Hell or High Water. Instr.: David Mackenzie. Manus: Taylor Sheridan. Foto: Giles Nuttgens. 102 min. USA 2016. Dansk premiere: 08.12.2016.

Fotos: CBS Films/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.02.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.12.2016

David Mackenzie: Hallam Foe (2007)

NOGET SÅ NÆNSOM
Ungdom, sorg og fryd på skotsk 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ser med en teenagers blik og formår på den måde at omskabe verden. I overgangen fra barn til voksen befinder det unge menneske sig i en marginal position, hvor det bare ikke kan have al forstillelsen. Det væmmes ved de voksnes adfærd og hader om muligt sig selv endnu mere. Det klamrer sig til ritualer fra en barndom, som i hurtigt tempo lukker sig. Det værste, man kan sige er, at smerten vil gå over. Meget har ændret sig op gennem tiden, men karakteren er konstant, i hvert fald fra J.D. Salingers Holden Caulfield og frem.

   Nu er The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) aldrig blevet filmatiseret. Til gengæld rummer coming-of-age-genren mange fætre og kusiner. Med Hallam Foe skaber skotske David Mackenzie (Young Adam, Asylum) en for alvor frisk og anderledes ung kærlighedsfilm, der har Jamie Bell (fra Billy Elliott og Dear Wendy) i titelrollen. Forlægget er en roman af Peter Jinks, som senere skrev Intuition (2009). I bogen er Hallam Foe 17 år.

FILMEN begynder hos aristokrater ude i myternes højland. Så bliver den nærmest en variation over Thomas Manns slyngelhistorie Felix Krull. Endelig slutter den som en blanding af eventyr og fuldkommen jordnær kærlighedsskildring, hvor dreng og pige får hinanden på troværdig og sanselig vis.

   Hallam Foe kan ikke glemme sin ustabile mors druknedød. Den unge mand mistænker sin beregnende stedmor, faderens opgraderede sekretær, for at have hamret hul i bunden af båden. Han tilbringer megen tid i et træhus, hvorfra han udspionerer sin far (Ciaran Hinds) og resten af familien. Med moderens sminke kommer han krigsmaling i ansigtet, fører krig med hele verden og gebærder sig meget som drengen i Carsten Rudolfs Menneskedyret (1995).

STEDMOR Verity (Claire Forlani) er filmens bud på en Mrs. Robinson-figur. Hun tager Hallams mødom oppe i træet og beder ham flyve fra reden. Det skal være nu, hvis han ikke vil skubbes. Så husets søn pakker sin ransel og går ud i verden – som en blanding af Ødipus, Hamlet og Klods-Hans, men måske allermest som en skotsk teenageknægt.

   I Edinburgh lever han på gader og hustage – Hallam har en vane med at kigge ind i andres liv – indtil han ser en lyshåret kvinde, Kate (Sophia Myles), der til forveksling ligner hans mor som ung. »So was it like fucking mummy?« spørger Hallams stedmor senere. Hallam Foe er ikke mindst en film, hvor erotikken både virker og er vigtig.

   Kate er personalechef på et femstjernet hotel. Hallam begynder i køkkenet og avancerer efterhånden. Han iagttager Kate fra sit interimistiske hjem i et klokketårn, og der er mange romantiske krøller. Alt er filtreret igennem den unge mands levende fantasi. Drømmene går dog i opfyldelse, og karaktererne er meget overbevisende tegnet. Der er en fin nostalgisk stemning af Billy Liar og ung Julie Christie.*

FILMENS lydspor er bygget med sange fra selskabet Domino Records. Franz Ferdinand har ligefrem skrevet »Hallam Foe Dandelion Blow« til filmen, som fik premiere på Berlinalen i 2007. Hallam Foe giver pubertetskrisen stemme og gør kærlighedssmerten til ren poesi. 
Hele filmen er noget så nænsom og alligevel kropsnær og barsk, når det gælder. Det var mere end i orden, at David Mackenzie modtog en sølvbjørn.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100].

*) Hallam bliver ansat på det historiske Balmoral Hotel og indretter sig i hotellets ikoniske klokketårn. Mackenzies film er samtidig en kærlighedserklæring til den gamle bydel i Edinburgh, som fotografen Giles Nuttgens kæler for i udsøgte billeder. Jeg ved ikke, om Martin Scorsese har set Hallam Foe, men fire år senere er det på præcis samme måde, at Asa Butterfield indretter sig bag urskiven på Gare du Montparnasse i Hugo (2011), som bygger på Brian Selznicks billedroman. Hallam Foe er optaget på gader og stræder i Edinburgh. Den første udstødte anti-helt, som holdt øje med verden fra klokketårnet, var naturligvis Quasimodo i Notre-Dame de Paris (1831, da. Klokkeren fra Notre-Dame), som foregår i 1482. Scenerne fra Hallams barndomshjem er optaget på Glen House and Estate i Innerleithen, Peebles, Scottish Borders, UK.

Hallam Foe. Instr.: David Mackenzie. Manus: Ed Whitmore, David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 95 min. UK 2007. Dansk premiere: 08.02.2008.

Peter Jinks: Hallam Foe. 224 s. Headline Review, 2001.

Hallam Foe. Original Soundtrack. Domino Records, 2007. 

Fotos: Film4/ Ingenious Film Partners/ Scottish Screen/ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2008

David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]

TIDEN OG FLODEN

En overset skotsk ædelsten

Af BO GREEN JENSEN

GRIMET, fattigt, trøstesløst: et sted bliver næppe mere prosaisk end Skotland i 50erne. Alligevel finder den unge Adam, som faktisk hedder Joe Taylor, en vis mening i dagenes vekslen på floden. Han har opgivet at skrive og taget hyre på en pram, der sejler kul mellem Glasgow og Edinburgh.

   Skipper (Peter Mullan) spiller guitar, mens Joe gør kur til hans hustru (Tilda Swinton), en meget pragmatisk indstillet kvinde, der ikke venter sig noget af nogen. Med ét er Joe blevet skipper og reservefar. Det var ikke, hvad han havde tænkt, men sådan går det, når man lader sig bære af skæbnen. Værre er den mørke erindring om kæresten Cathie, som Joe har forladt.

   Da et kvindelig bliver fundet i floden, må Joe for det første lukke sit ansigt og lade som om, at han ingenting ved. For det andet må han forholde sig til, hvad han faktisk husker og ved. Det sker i en voice over, der svarer til den indre monolog i romanen, som Alexander Trocchi skrev i 1954. Ewan McGregor fremsiger den med indlevelse.

   Imens eskalerer jalousien og klaustrofobien på flodbåden. Joe er fanget i en blanding af græsk skæbnedrama og skotsk film noir. Han må levere på begæret, som han ikke føler mere. Samtidig gør han sig store tanker om tilværelsen.

DER er flere konkurrerende dagsordener i Young Adam, som var David Mackenzies spillefilm nummer to. Selve tiden og floden skal hyldes. Det samme skal 3-4 landskabsmalere og Jean Vigos arthouse-klassiker L’Atalante (1934). Frem for alt vil filmen dog promovere sit forlæg. Alexander Trocchi var en litterær desperado, som tilhørte beatgenerationen i Skotland. I Young Adam skildrede han kunstneren som hvalp. Siden blev den ældre køters stofmisbrug beskrevet i hovedværket Cain’s Book (1963, da. Kains bog).*

   Alligevel lykkes det filmen at finde sin egen stil, sjæl og tone. Citaterne fra bogen står som rolige pauser, hvor landskaberne kommer til deres ret. Endvidere gør David Byrnes musik – som kombinerer atmosfæriske kompositioner med en majestætisk ballade om »The Great Western Road« – umådelig meget for filmen.**

   

EWAN McGregor er god som den tænksomme sjuft, Emily Mortimer er hjerteskærende som kæresten Cathie. Mullan og Swinton har mindre at arbejde med og er begrænset af de typer, som Joe-Trocchi-Mackenzie ser i karaktererne.

   Baggrunden lægges frem i fragmenter, et mønster af skæbne bliver samlet. Filmen ligner en fatalistisk traktat, og resignationen er håndgribelig. Men det samme er kropsvarmen, som den unge Adam afgjort har sans for. Endelig sker retfærdigheden i dén grad ikke fyldest. Det var sådan Trocchi så tilværelsen, og man har ofte grund til at give ham ret.

MACKENZIES film er smal i tematikken, men mangfoldig i sin udførelse. En pornografisk erindring fra samlivet med Cathie skejer ud i voldtægt og tilgivelse. Hun kommer træt hjem og kræver, at han skriver noget, folk kan forstå. Han kan slet intet skrive og har brugt hele dagen på at lave budding.

   Der følger en grænseoverskridende scene, som mange år efter er det, der står klarest. Det burde være blevet de to, fornemmer man filmen igennem. Joe ved det også, og det bliver alting værre af, men i flodens løb skal vi alle den vej. Young Adam er en sjældent gennemarbejdet film, der kan bære at blive set flere gange. Den vil oven i købet vokse sig større.

Se også David Mackenzie: Hallam Foe (2007); David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]. 

NOTER

*) Alexander Trocchi (1925-1984) var en hovedperson i de skotske udgaver af beat og situationisme. Trocchi voksede op i Glasgow – hans mor var skotsk, hans far italiensk – og tilbragte en stor del af sit liv på både som prammen i Young Adam. Det var her, han tjente til dagen og vejen, når de litterære indtægter ikke slog til – eller forfatteren havde brug for at forsvinde i en fart og leve under radaren for en tid. Trocchi var narkoman og afhængig af heroin i det meste af sit voksne liv. Han handlede også med stoffet og havde mange episoder med politi og toldmyndigheder. Cain's Book kan læses som et sidestykke til William Burroughs' Junkie.

   Under 2. verdenskrig virkede Trocchi som sømand på de arktiske konvojer, som sejlede forsyninger til Murmansk. Efter krigen studerede han på University of Glasgow – Trocchi var fra samme generation som The Angry Young Men. Han fik et kandidatstipendium og bosatte sig i Paris, hvor han redigerede magasinet Merlin sammen med Richard Seaver. Blandt bidragyderne var Henry Miller, Samuel Beckett og Pablo Neruda. Trocchis bøger udkom på Olympia Press, som også udgav Burroughs og Miller, Nabokovs Lolita, Becketts Molloy, O's historie, Jean Genet og Markis de Sades samlede værker. Young Adam har nr. 109 i det legendariske Traveller's Companion Bibliotek. Trocchi skrev den under pseudonymet Frances Legel.

   Trocchi tog til USA og boede både i Californien og New York. Cain's Book var forbudt af censurmyndigheden i UK, men blev et respekteret avantgardehit i Amerika. En tid lang måtte Trocchi gå under jorden. Norman Mailer formidlede en kontakt til Irving Layton i Montreal. Trocchi tog hyre på en flodpram og sejlede til Canada.

   Trocchi kendte gud og hvermand: Allen Ginsberg, Terry Southern, R.D. Laing, William Burroughs, Leonard Cohen. De sidste ti år boede han i en to-etagers taglejlighed i Observatory Gardens 4 i Kensington i London. Trocchi fik to sønner med hustruen Lyn. Hun døde af leverbetændelse i 1976. Samme år døde sønnen Marc af cancer som 19-årig. Trocchi selv fik konstateret lungekræft og døde efter en operation i 1984. Samme år tog Nicholas, den yngste søn, sit liv ved at springe fra taget på huset i Kensington.

   Trocchi skrev i årevis på The Long Book, en fortsættelse til Cain's Book. Han blev aldrig færdig, men fragmenterne er samlet i The Sigma Portfolio. William Burroughs skrev forord til digtsamlingen Man at Leisure (1972). Allen Ginsberg kaldte Trocchi »the most brillant man I've ever met«. En genopdagelse begyndte i 1990erne. I Danmark blev Trocchi præsenteret af Jannick Storm og Dan Turell i to-bindsantologien Døds-layoutet (Arena/ Arkiv for ny litteratur, 1972). Forlaget Antipyrine udgav Kains bog i 2019. Kasper Opstrup har oversat og udreder Trocchis tanker i forordet.

**) David Byrnes musik er udgivet med titlen Lead Us Not into Temptation (Thrill Jockey Records, 2003). Først undertitlen oplyser, at der er tale om »Music from the Film Young Adam«. Det er et fremragende album fra eks-Talking Heads-frontmandens mest aktive filmkomponistperiode. David Byrne er faktisk født i Dunbarton i Skotland. Familien kom til Ontario i Canada i 1954, da Byrne var to år, og tog videre til Maryland i USA, da han var otte. Ligesom David Mackenzie, der er skotsk ind til benet, har Byrne haft et forhold til Young Adam og det skotske spor i beatbevægelsen fra puberteten. Begge har Alexander Trocchi på listen over personlige helte. Den apokalyptiske stemning i »The Great Western Road«, der lyder som noget, australske Nick Cave kunne have skrevet i samme periode, er ikke grebet ud af luften og har lokal skotsk forankring. Great Western Road er daglig jargon for hovedvej A82, der løber mellem Glasgow og Inverness. Ligesom vi i Danmark taler om Frederikssundsmotorvejen. 

Young Adam. Instr. & manus: David Mackenzie. Foto: Giles Nuttgens. 98 min. UK-Frankrig 2003. Dansk premiere: 15.10.2004.

Alexander Trocchi: Young Adam. 160 s. Calder/ Oneworld Classics, 2018.

Alexander Trocchi: Kains bog. Oversat efter Cain's Book (1963) og med forord af Kasper Opstrup. 308 s. Forlaget Antipyrine, 2019. 

Fotos: Recorded Picture Company/ Sony Pictures Classics/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Calder/ Oneworld Classics/ Thrill Jockey Records/ Wikimedia Commons/ Glasgow Live

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Alamode Film (regionsfri) 27.09.2013

Anmeldelsen bygger på en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.10.2004 [noter tilføjet november 2021; henvisninger ajourført marts 2025]