Forstadsbilleder | D.J. Caruso: Disturbia (2007) [Noir 100]

SKJULTE ØJNE 

Et tema med sjælden slidstyrke 

Af BO GREEN JENSEN

VOYEUREN ved naturligvis, at han bryder en uskreven lov ved at kigge. Omvendt føler han sig netop lovligt undskyldt, fordi han ikke selv er herre over situationen : »Jo, jeg formoder, at det egentlig var en form for udspionering. Man kunne måske oven i købet have forvekslet det med en vindueskikkers sygelige interesse. Men det var ikke min fejl, for sådan var det ikke. Det hele kom af, at min bevægelsesfrihed var stærkt begrænset på den tid. Jeg kunne flytte mig fra vinduet til sengen og fra sengen til vinduet, og det var alt.«

   Siden Cornell Woolrich i 1942 skrev novellen »Skjulte øjne«, har adskillige variationer baseret sig på dens centrale præmis: en fikseret mand følger med i sine naboers hverdag, indfanges af de små dramaer og får ad omveje opklaret et mord i huset bag sit eget. Woolrich afleverede teksten som »Murder from a Fixed Viewpoint«. Den blev trykt i Dime Detective som »It Had To Be Murder«, men allerede i 1944, da Woolrich samlede novellen op i bogform i After-Dinner Story, var titlen ændret til »Rear Window«. Det var den, som Alfred Hitchcock brugte i sin klassiske filmatisering fra 1954.*

GODT og vel 50 år senere er dramaet rykket ud i forstæderne, og karakterernes alder er cirka halveret. Det er dog i bund og grund en Rear Window-lite, som D.J. Caruso i hjemlandet har fået en overvældende succes med. Der kommer flere lig på bordet, og den klaustrofobiske kvalitet er en anelse mindre intens, men typer, plot og effekt er de samme.

   Recepten er dygtigt og effektivt varieret. Gymnasieeleven Kale, som har mistet sin far, slår en lærer i vrede og idømmes 30 dages husarrest, da han endnu ikke er fyldt 18 år. En alarm i en fodlænke aktiveres, hvis han fjerner sig fra huset. Kales mor (Carrie-Anne Moss) mener, at han skal mærke sin straf. Hun inddrager hans netabonnement og klipper tv-ledningen over.

DERFOR begynder Kale at lure på de nye naboer med det dårlige ægteskab og den kønne teenagedatter, Ashley (Sarah Roemer), som bliver filmens pendant til Grace Kelly i Rear Window. Både hun og kammeraten Ronnie (Aaron You) reagerer med skepsis, men indfanges hurtigt af voyeurismen, som her diskuteres udførligt. Den mulige morder er naboen (David Morse), som måske har en massegrav under sit hus.

DISTURBIA bevarer den dobbelte tone af lystspil og thriller, bliver gedigent spændende hen mod sin slutning og forholder sig i forbifarten til en række centrale moderne temaer. Der er intet nuttet over forbrydelsen, og det lykkes at anbringe Ronnie og Ashley i nervepirrende situationer, når de spionerer for Kale. Shia LaBeouf, en markant yngre stjerne i mange slags film, er både ordinær og speciel som teenageudgaven af James Stewart.

MERE halvhjertet forekommer satiren over forstæderne, der er meget på linje med tonen i aktuelle sitcoms som Desperate Housewives. »Only in Disturbia, eh?« siger Kale, da Ashley besøger ham første gang. Foryngelseskuren skyldes utvivlsomt den kommercielle spillefilms demografi. I dag ville Hitchcocks publikum ikke vove sig ind i en biograf. Det brede marked bæres af aldersgruppen 17-30, og filmene bliver derefter. Disturbia er dog en sej, hurtig thriller, som rammer målet uden at lefle.

***

CORNELL Woolrich (1903-1968) var så produktiv, at han brugte tre forfatternavne. William Irish var det pseudonym, han foretrak til bogudgivelser. Han skrev 27 romaner og 16 novellesamlinger, som udkom, ofte med divergerende titler, både i USA og Europa. Mindst 40 er filmatiseret, mange flere er dramatiseret for tv. Antologiserier elsker en mand med ideer.

   Hitchcocks Rear Window har særlig høj status, men Woolrich/Irish var et brand fra begyndelsen, hvor Jacques Tourneur filmatiserede Black Alibi (1942) som The Leopard Man (1943), og Robert Siodmaks version af Phantom Lady (1944, da. Vidne søges) var en gedigen succes for Universal-studiet.

   François Truffaut blev opmærksom på The Bride Wore Black (1940, da. Bruden var i sort), da han så sig om i genren efter den overvældende succes med Tirez sur le pianiste (1960, da. Skyd på pianisten), som byggede på en roman af David Goodis. Han skriver med indlevelse om sin affinitet for den sørgmodige, fatalistiske kvalitet hos Woolrich i essayet »William Irish's Slippers«.

    Truffaut instruerede Jeanne Moreau i La mariée etait en noir (1968), der er drejet i stilen fra Hitchcock. Mississippi Mermaid (1969), som bygger på perioderomanen Waltz into Darkness (1947, da. Den falske brud), er derimod tilegnet Jean Renoir. Truffaut caster Catherine Deneuve og Jean-Paul Belmondo mod deres typer. Rainer Werner Fassbinder så en fælle i Woolrich, da han brugte novellen »For the Rest of Her Life« som forlæg for tv-filmen Martha (1974), der er en studie i masochisme.

   After-Dinner Story udkom i respektabelt hardcover både i USA og Storbritannien. Som amerikansk paperback fik samlingen titlen Six Times Death og et nyt lurvet æggende omslag. Udgaven, som virkelig gjorde en forskel, var den som blev massefremstillet til amerikanske soldater under 2. verdenskrig. Disse bøger var i aflangt format, havde blødt cover, så de kunne rulles sammen, og var trykt på dårligt papir. Men de var i øvrigt uforkortede og præsenterede mange nye læsere for aktuelle og klassiske arbejder.

WOOLRICH var måske den mest desperate og fortabte af noir-forfatterne. Som selvsikker ung mand opgav han studiet på Columbia University og kom til Hollywood for at gøre sin lykke. Han blev ansat på First National Pictures og giftede sig – skønt han var homoseksuel – med Violet Blackton, der var datter af Stuart Blackton. Blackton ejede Vitagraph Studios, som i 1925 blev opkøbt af Warner Bros. Ægteskabet holdt i tre måneder. Så blev medgang til modgang på ingen tid.

   Den personlige krise faldt sammen med nationaløkonomiens. I 1930 flyttede Woolrich til New York, hvor han delte en hotellejlighed med sin notorisk dominerende mor. Kolleger og bekendte er fulde af historier om, hvordan al kontakt gik via hende. Han flyttede til et bedre hotel, da hun døde i 1957. Man har et billede af en fattig forfatter, der er nødt til at skrive hurtigt for hyren, men Woolrich døde som millionær. Han kom bare aldrig ind fra mørket. Darkness er i bøgerne et begreb med stort D.

   Han var diabetiker, alkoholiker og blev til sidst isoleret i lejligheden, da han fik amputeret et ben, som der gik koldbrand i. Francis Nevins Jr. udpensler den lange nedtur i biografien First You Dream, Then You Die (1988), der er tyk som en telefonbog og i sig selv kunne være en Woolrich-historie. Hans estate stævnede Dreamworks for plagiering, da Disturbia blev produceret. Og tabte sagen ved højesteret.

   Woolrich inkarnerer noir, men han er ikke en hårdkogt fortæller. Sproget er svimmelt, stort og skæbnesvangert, af og til tæt på hysterisk. Han skruer op for angstens metaforer, hvor de øvrige stemmer skærer til og skruer ned. Kritikernes yndlingsord er »hallucinatorisk«. Det giver mening i forhold til sætninger som: »Smoke suddenly speared from her nostrils in two malevolent columns. She looked like Satan. She looked like someone it was good to stay away from.«

   Hans litterære idol var F. Scott Fitzgerald, og først skrev han jazztidsfortællinger som Cover Charge (1926), Children of the Ritz (1927) og Manhattan Love Song (1932). Han ødelagde manuskriptet til en sidste, nostalgisk livsfejrende bog, I Love You, Paris, da ingen ville udgive den. Herefter var det noir hele vejen. Flere forlag arbejder på at udrede den labyrintiske bibliografi og få en definitiv udgave i tryk. I 2025 er Centipede Press nået 14 bind ind i en kronologisk serie samlede værker. 

DER er flere regulære remakes af Rear Window. Mest anfægtende og sympatisk – skønt ikke særligt vellykket – er tv-filmen, som Jeff Bleckner instruerede i 1998. Her bliver den fikserede mand ved vinduet spillet af Christopher Reeve, som selv var tetraplegiker efter sin rideulykke i 1995. Daryl Hannah har rollen, som svarer til Grace Kellys.  

  

Disturbia. Instr.: D.J. Caruso. Manus: Christopher Landon, Carl Ellsworth. Foto: Rogier Stoffers. 104 min. USA 2007. Dansk premiere: 03.08.2007.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Cold Spring Pictures/ The Montecino Picture Company, Digital Image Associates/ UIP/ Paramount Home Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.08.2017

Anmeldelsen trykt som Filmrevy (uden noten om Cornell Woolrich) i Weekendavisen Kultur 03.08.2007

David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]

FJENDER FOR EVIGT
Engang var der ære blandt tyve

Af BO GREEN JENSEN

DET kan stadig lade sig gøre. Tilbage i 1970erne, da unge filmskabere fra det nye Hollywood havde overtaget studiesystemets fallitbo, blev der produceret genrefilm med løs bagkant og en ny realistisk årvågenhed. I de år kom filmen for alvor ud i lyset. Næsten alt fik et præg af episodisk road movie, som blev en bærende form, der kunne samle de gamle virkeligheder.

   Det varede kun i et lille årti. Så lukkede muren sig atter. Men i kølvandet på banebrydere som Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969) var der små film, som i dag ligner ridsede perler. For eksempel spillede Jeff Bridges, som har den ene hovedrolle i Hell or High Water, sammen med Clint Eastwood i Michael Ciminos Thunderbolt and Lightfoot (1974). Til slut sad han stille og døde i bilen, mens Paul Williams sang »Where Do I Go From Here?«, en sang om, hvordan man ikke kan finde hjemvejen, fordi landskabet har ændret sig.

DET er en stor pointe i Hell or High Water, at forbrydelse ikke betaler sig mere, men at der engang var ære blandt tyve. Brødrene Toby og Tanner (Chris Pine og Ben Foster) kaster sig ud i en serie bankrøverier for at indfri lånet på gården, som banken stjal fra deres mor. Toby vil give sine sønner en god start i livet. Hans bror har erfaring fra hæren og fængslet. De går ind med elefanthuer på og beder om alle pengene. Hvor svært kan det egentlig være?

   Problemet er bare, at flere filialer er lukket, og ingen bruger kontanter i dag. Som et vidne betror de to Texas Rangers, der efterforsker sagen, er brødrenes projekt sært anakronistisk. »Det dér med at tømme banken og leve for pengene resten af livet - alt dét er jo væk for længe siden,« siger den gamle mand fra dineren, hvor brødrene gav servitricen 200 dollars. Han har ellers kun sympati for tanken om at stjæle fra banken, som altid stjæler fra andre.

FILMENS portræt af det vestlige Texas, hvor samtlige kriser har sat sine spor, er i øvrigt forstemmende realistisk. Der er tvangsauktioner, campingvogne, affolkede hovedgader, forgiftet frasolgt jord. Trøstesløsheden er sat i system. Eneste håb er de mekaniske bor, som prøver at finde olie.

   Rangeren Marcus Hamilton (Jeff Bridges) har kun tre uger tilbage i korpset. Han gennemskuer brødrenes plan og venter ved den sidste filial. Makkeren Alberto (Gil Birmingham), som er halvt comanche og halvt mexicansk, døjer med den gamle mands racistiske vittigheder. Marcus siger, at han vil savne dem en dag. Begge tager for givet, at den yngre mand vil leve længst.

   Sådan går det ikke. Få ting går efter planen i Hell or High Water. Tonen er påtaget let, men det ender med fire dødsfald, og Marcus spørger den ene bror, om pengene var det værd. Han kunne samtidig spørge sig selv, om prisen for hans nidkærhed var for høj. Det gør han måske i den vidtåbne slutning.

MODSAT mange grænselandswesterns er Hell or High Water ikke overlæsset med vold og symboler. Det er ikke Lone Star, No Country for Old Men eller The Counselor, men i Jeff Bridges’ karakter er der reminiscenser af figuren, den retskafne sherif, som Tommy Lee Jones plejer at spille. Også hér er han afgjort sympatisk. Han har bare ikke ret hele tiden.

   Alberto holder et foredrag om, hvem der stjal landet fra hvem og hvornår. På et casino møder Tanner en indfødt amerikaner, han kalder »høvding«. På den måde får han at vide, at comanche betyder »fjender for evigt«. Tanner taler om dengang, indianerne var »lords of the plains«. Tonen er ironisk. Alligevel er »præriens herrer« det sidste, han hvisker for sig selv, da han dør.

DET er tonen og look’et i filmen, der lykkes. Enspænderen David Mackenzie (f. 1966) er skotsk og har været interessant at følge, siden han castede Ewan McGregor i Young Adam (2003) og undersøgte Jamie Bells moderbinding i Hallam Foe (2007).

   Mackenzie har sagt, at han håber, vi snart bliver trætte af superhelte. I ventetiden har han bl.a. instrueret fremtidsfablen Perfect Sense (2011), som ikke fik dansk premiere, selv om Kim Fupz Aakeson skrev manuskriptet.

   Hell or High Water er et brilliant genrestykke. Filmen er en anakronisme, som hylder anakronismer. Titlen henviser til, at Toby skal møde i banken med aftalte penge senest fredag, uanset hvad der sker, »come hell or high water«.

NICK Cave og Warren Ellis har skrevet musikken, og Townes Van Zandt-sangen »Dollar Bill Blues« figurerer prominent. Alligevel er det »Dust of the Chase« med Ray Wylie Hubbard, der sætter den stoiske grundstemning bedst. Jeff Bridges (f. 1949), som selv har pensionsalder nu, er billetprisen værd i rollen som Marcus Hamilton.

   Jeg tænkte af flere grunde på Sidney Lumets sidste film, Before the Devil Knows You’re Dead (2011), der havde meget af den samme baggrund og fatalistiske stemning i skildringen af et futilt røveri. Disse mænd bliver ikke mindre relevante, fordi det ikke er deres tid mere. Tværtimod lyser eksemplerne op.

Se også David Mackenzie: Young Adam (2003) [Bogen og filmen]; David Mackenzie: Hallam Foe (2007).

Hell or High Water. Instr.: David Mackenzie. Manus: Taylor Sheridan. Foto: Giles Nuttgens. 102 min. USA 2016. Dansk premiere: 08.12.2016.

Fotos: CBS Films/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store

4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.02.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.12.2016

Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020)

IND I MØRKET

Et kontroversielt hovedværk i to versioner

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN ødelægger alt. Le temps détruit tout. Det er det aksiomatiske slogan, som Gaspar Noé har valgt til sin meditation over skæbnens uigenkaldelighed. Fordi alt i Irréversible opleves omvendt, er mottoet anbragt til slut. Mottoet er skrevet med spejlskrift, og man læser let forbi det. Det er dog værd at have i baghovedet, hvis man overhovedet ønsker at reflektere over filmen efter det chok, som den repræsenterer.

   Skelettet er en enkel historie om voldtægt og hævnen for dette seksuelle overgreb. Der er tolv hovedafsnit i filmen, og det kan umiddelbart ligne en gimmick, at tilskueren får dem at se i omvendt kronologisk rækkefølge. Det er helt konsekvent gennemført. En atmosfære af utryghed breder sig straks, da de spejlvendte sluttekster forsvinder op over lærredet, for gradvis at tippe, kæntre og vælte. Et svimmelt kamera søger i mørket. Der findes hverken op eller ned. Musikken er en sonisk sugen, som en stadig sirene hørt gennem vand.

   I værelset, hvor kameraet endelig finder noget at fokusere på, sidder to mænd på sengen og ryger og drikker, formentlig efter noget købt sex af en slags. De fører en filosofisk samtale. Den ene er nøgen. Instruktørens faste tilhængerkare vil genkende »Slagteren« (Philippe Nahon) fra Seul contre tous (1998) og kortfilmen Carne (1991). Han fortæller, at han kom i fængsel, fordi han gik i seng med sin datter. Den anden svarer, at der ikke findes gode og onde handlinger. Kun handlinger.

EFTER denne prolog dykker Irréversible direkte ned i helvede og den voldsomme slutning, som altså er filmens begyndelse. Voldsom er en høflig betegnelse. I et inferno af rødt mørke og stroboskopeffekter, synkroniseret med den sugende musik, stiger to vrede mænd ned i bøsseklubben Rectum. De kommer ikke efter sex, men efter hævn. Den vredeste, Marcus (Vincent Cassel), lægger sig ud med alt og alt, mens han spørger efter alfonsen Le Ténia. Den forsigtige Pierre (Albert Dupontel) følger efter og prøver at glatte ud i forhold til stedets kunder.

   Endelig finder Marcus Le Ténia. At det faktisk er den forkerte mand, som han giver sig til at slå løs på, forstår man først senere, da filmen når sin dramatiske akse. Marcus forstår det vel aldrig. Nu og her bliver han slået ned og får sin ene arm knækket mod gulvet. Da kommer Pierre ham til undsætning og slår modstanderen i ansigtet med en ildslukker. Musikken bliver ved med at pumpe, mørket bliver ved med at suge. Igen og igen støder Pierre ildslukkeren ned i den bevidstløses ansigt. Til sidst er der intet ansigt tilbage.

   I næste scene, som faktisk er forrige scene, er sugelyden endelig standset. Marcus og Pierre nærmer sig Rectum. Endnu en scene før får de opklaret, hvem og hvor Le Ténia er. En tredjedel inde i filmen bliver en kvinde kørt væk i en ambulance. Hendes ansigt er knust. I det samme kommer Marcus og Pierre ud fra en opgang. De taler om Marcus’ kæreste, Alex. Det giver et sæt i Marcus, da han genkender Alex på båren. Scenen er sat for den 12 minutter lange voldtægt, hvor alle filmens spor konvergerer.

VOLDTÆGTEN finder sted i en fodgængertunnel under et parisisk hovedstrøg. Alex (Monica Bellucci) kommer ud af opgangen, iført kropsnær aftenkjole. Trafikken er tæt, og en prostitueret råder hende til at tage tunnelen. Bagfra ser vi Alex dreje ind i tunnelen. Hun er halvvejs, da et par vælter ind fra den modsatte side. Manden slår og truer kvinden. Alex ved ikke, om hun skal gribe ind eller løbe forbi. Manden bliver opmærksom på hende og lader den anden gå.

   Med en kniv truer manden Alex til at lægge sig på maven. Herpå voldtager han hende analt, mens han intensiverer sin nydelse med poppers og holder gejsten oppe ved at råbe skældsord. Rige so, rige sæk, er det gennemgående motiv. Alex grynter og skriger under seancen. »Jeg er ikke færdig med dig endnu,« siger han bagefter. Han sparker hende i maven og ansigtet. Han slår videre på ansigtet og kvaser det endelig ned i betonen. »Nu er jeg færdig med dig,« siger han så.

   Det er en grænseoverskridende scene, som bestemt sætter af i en vis lummer pirring. Voldtægt er og bliver et af pornografiens yndlingsscenarier. Men manden er så led, voldtægten er skildret i én ubønhørlig indstilling, og slagene falder så livagtigt, at det hele bliver kvalmende konkret. Scenen er Noés grumme lektie til den voyeuristiske tilskuer. Han tværer publikums ansigter rundt i hjertets søle og demonstrerer, hvordan det ser ud, når kødet går til. Og han modbeviser sin egen prolog. Der findes onde handlinger.

VOLDTÆGTEN er den hårde kerne, som man har vendt og drejet alle steder, hvor Irréversible har fået premiere, siden den blev vist første gang på Cannes Festivalen 2002. Ifølge overleveringen var Noés film årets samtaleemne. Det passer ikke. Irréversible blev lanceret som årets obligatoriske »Chok på Croisetten«, men de fleste kunne bare ikke lide filmen, som hurtigt var set og forsvundet igen. Roman Polanskis The Pianist tog Guldpalmen hjem.

   I Danmark blev Irréversible vist på CIFF og fik kun premiere i én biograf. I Australien og New Zealand blev filmen forbudt. I England blev et forbud overvejet, men censuren endte ved 18-års grænsen, der er forbeholdt værker, man virkelig frygter. I tidsskriftet Sight and Sound skrev to kritikere udførlige for-og-imod analyser, som udtrykte den splittede reaktion, hver enkelt tilskuer sidder med. Alle anerkender Noés formelle kvaliteter, men nogle ser af samme grund Irréversible som slibrig og dekadent spekulation. Filmens fortalere tager den på ordet. I Sight and Sound skrev Mark Kermode, at den bedst giver mening som et genrestykke i horrorfamilien. Det var tænkt som en kompliment.

SIKKERT er i hvert fald, at strukturen har betydning. Filmens sidste kvarter skildrer endelig den banale idyl, som ville have været begyndelsen i en traditionel kronologi. Marcus skejer ud til festen. Alex er på vej hjem, da hun vælger at gå gennem tunnelen. Før festen står hun i en elevator sammen med Marcus og Pierre. Hun fortæller, at hun er ved at læse en interessant bog: »Fremtiden er allerede skrevet. Det hele er der hele tiden. Beviset er profetiske drømme og forudanelser.«

   Om eftermiddagen har Marcus og Alex elsket, lyrisk og udførligt, under plakaten fra Stanley Kubricks 2001. Alex har opdaget, at hun er gravid, og om formiddagen – i begyndelsen som nu er filmens sidste scene – har hun ligget i parken og læst J.W. Dunnes An Experiment in Time (1927), en klassisk refleksion over tidens væsen og forhold til skæbnen. Hun har haft et mareridt; Marcus har fantomsmerter i armen, som bliver brækket. Fremtiden er allerede skrevet.

DET er på den baggrund, at der endelig står Le temps détruit tous. I en regelret kronologi ville første akt virke patetisk. Lydsporet citerer Beethovens syvende symfoni. Kameraet ser Alex oppefra. Så flyver det væk og farer vild, tipper, kæntrer og vælter, ganske som i den sorte slutning, der var begyndelsen. Teksterne afvikles baglæns. Endelig er lærredet hvidt. Det pulserer da med stroboskopisk effekt og producerer den sublimative hvidhed, som siges at ligge to trin fra hypnosen.

   Jeg har set filmen flere gange og kan stadig ikke blive klog på, om den er god eller dårlig, om den spekulerer, kritiserer, problematiserer eller hvad. I hvert fald er den interessant. Vi ser kvindehad og kvindeagt. Vi ser en hæslig hævn, før vi kender forbrydelsen, og det er sandt, at Irréversible for alvor giver mening som horror. I gysergenren er der altid et øjeblik, hvor den handlingsbærende karakter standser op, før hun eller han går ind i mørket, som rummer angsten og fortrængningen.

   Hos Noé har det hjerteskærende virkning, da den intetanende Alex går ned ad trappen og drejer ind i tunnelen, hvor den grusomme voldtægt vil finde sted. Ved senere gennemsyn får man tårer i øjnene. Det gør endnu mere ondt, fordi billedet er så smukt komponeret. Man kan beskylde Noé for at sensationalisere. Men filmen lader ikke én ligegyldig, og det er offeret som man identificerer sig med. Det må et eller andet sted være vigtigt.

SYTTEN år og fire film (Enter the Void, LOVE, Climax, Lux Æterna) senere præsenterede Gaspar Noé i 2019 en nyredigeret version af Irréversible på Mostraen i Venedig. I Irréversible - Inversion intégrale er den omvendte kronologi rettet ud, så filmen begynder med Alex i parken og slutter i mørket over klubben, hvor Marcus og Pierre tager en futil, ironisk hævn.

   Virkningen er svær at bedømme, hvis man kender førsteudgaven. Og gør man ikke dét, savner man alle forudsætninger. Publikum kan bedre orientere sig i forløbet. Begyndelsen i parken taber sin strukturelle tragik. Festen, hvor Marcus bliver pinlig, er irriterende langstrakt. Hævnen virker triviel og unødigt udpenslet. Voldtægten midtvejs står fast og har samme uafrystelige kvalitet.

   Noé forestiller sig ikke Irréversible - Inversion intégrale som en ny version, der erstatter den originale, men som et spejlbillede, der supplerer og hører sammen med den gamle film. Filmen blev præsenteret uden for konkurrence. I festivalkataloget stillede Noé først fem retoriske spørgsmål, som gjorde det ud for en synopsis:

   »Hvorfor husker folk kun deres fortid? Hvorfor er der ingen, som lytter til forudanelser i drømme? Hvorfor går tidsopfattelsen kun i én retning? Hvorfor er fri vilje en illusion? Hvorfor er mennesket kun et dyr?«

   Svarene fungerer som »instruktørens hensigtserklæring«: »Hvorfor denne film? Fordi originalversionen blev fortalt baglæns, og mange tilskuere, som var overvældet af mod uret-strukturen, forstod ikke visse aspekter af historien. Flyder tiden med uret, bliver alting klarere og også mørkere. Der er ikke skåret i dialogen, og ingen elementer i historien er fjernet. Derfor kalder jeg denne version Straight Cut. Hidtil har Irréversible med vilje været gådefuld. Nu er den et diptykon, som en gammel vinylplade, hvor b-siden er et alternativt mix af skæringen på a-siden, sunget med stemmer, som bedre kan høres, så fatalismen i ordenes betydning får endnu mere fylde. I vil forstå, hvad jeg mener. Tiden røber alle ting.«*

IRRÉVERSIBLE er med årene blevet et nyklassisk værk. Monica Bellucci og Vincent Cassel kom til Venedig og præsenterede filmen sammen med Gaspar Noé. De var et par, da de optog Irréversible. Det er de ikke længere. Filmen blev modtaget med interesse, men vakte ingen større opsigt. Som nævnt stod Irréversible i skyggen af Roman Polanskis Pianisten, da den blev præsenteret i Cannes i 2002. I 2019 var samme forkætrede Polanskis film om Dreyfus-affæren, J'accuse (da. Officer og spion), den mest diskuterede film. Ikke for sin egen skyld, men for #MeToo-bevægelsens vrede over, at festivalledelsen tillod Polanski at deltage. J'accuse modtog Juryens Grand Prix. Årets Guldløve gik til Todd Phillips' Joker. 

Se også Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Climax (2018); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).

*) Begge versioner findes på den blu-ray Édition SteelBook, som StudioCanal udgav i Frankrig i december 2020. I april 2021 udgav britiske Indicator et bokssæt med restaurerede 2K/5.1-kopier af 2002 Original Theatrical Cut og 2020 Straight Cut; essays, artwork, korte arbejder fra perioden, interviews, pressemøder og masterclass-foredrag + en bog og nyt kommentarspor af Noé. Et highlight er videoessayet 'Time Destroys All Things' (2021, 15 min.), hvor Alexandra Heller-Nicholas, forfatter til Rape-Revenge Films: A Critical Study, undersøger kønspolitikken i Irréversible. Det meste af materialet er unikt for den britiske udgivelse.

Irréversible. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie og Gaspar Noé. 95 min. Frankrig 2002. Dansk premiere: 21.11.2003.

Irréversible - Inversion intégrale. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie, Gaspar Noé. 86 min. Frankrig 2019. Set i Venedig 31.08.2019.

Fotos: 120 Films/ Wild Bunch/ StudioCanal/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]/ la Biennale di Venezia

Filmen fra 2002 bliver ikke streamet i DK; Irreversible - Straight Cut streames på SF Anytime

2K Blu-ray fra Powerhouse Films (Indicator Series) 26.04.2021

Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 21.11.2003