Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   

PLANLAGTE BYER

De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.

   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.

   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.

   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.

   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.

   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.

PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.

   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).

   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.

DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.

   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.

   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.

FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.

   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.

   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.

   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.

DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 

   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«

   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«

   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*

FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.

   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.

   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.

   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 

Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018

2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017

Forstadsbilleder | D.J. Caruso: Disturbia (2007) [Noir 100]

SKJULTE ØJNE 

Et tema med sjælden slidstyrke 

Af BO GREEN JENSEN

VOYEUREN ved naturligvis, at han bryder en uskreven lov ved at kigge. Omvendt føler han sig netop lovligt undskyldt, fordi han ikke selv er herre over situationen : »Jo, jeg formoder, at det egentlig var en form for udspionering. Man kunne måske oven i købet have forvekslet det med en vindueskikkers sygelige interesse. Men det var ikke min fejl, for sådan var det ikke. Det hele kom af, at min bevægelsesfrihed var stærkt begrænset på den tid. Jeg kunne flytte mig fra vinduet til sengen og fra sengen til vinduet, og det var alt.«

   Siden Cornell Woolrich i 1942 skrev novellen »Skjulte øjne«, har adskillige variationer baseret sig på dens centrale præmis: en fikseret mand følger med i sine naboers hverdag, indfanges af de små dramaer og får ad omveje opklaret et mord i huset bag sit eget. Woolrich afleverede teksten som »Murder from a Fixed Viewpoint«. Den blev trykt i Dime Detective som »It Had To Be Murder«, men allerede i 1944, da Woolrich samlede novellen op i bogform i After-Dinner Story, var titlen ændret til »Rear Window«. Det var den, som Alfred Hitchcock brugte i sin klassiske filmatisering fra 1954.*

GODT og vel 50 år senere er dramaet rykket ud i forstæderne, og karakterernes alder er cirka halveret. Det er dog i bund og grund en Rear Window-lite, som D.J. Caruso i hjemlandet har fået en overvældende succes med. Der kommer flere lig på bordet, og den klaustrofobiske kvalitet er en anelse mindre intens, men typer, plot og effekt er de samme.

   Recepten er dygtigt og effektivt varieret. Gymnasieeleven Kale, som har mistet sin far, slår en lærer i vrede og idømmes 30 dages husarrest, da han endnu ikke er fyldt 18 år. En alarm i en fodlænke aktiveres, hvis han fjerner sig fra huset. Kales mor (Carrie-Anne Moss) mener, at han skal mærke sin straf. Hun inddrager hans netabonnement og klipper tv-ledningen over.

DERFOR begynder Kale at lure på de nye naboer med det dårlige ægteskab og den kønne teenagedatter, Ashley (Sarah Roemer), som bliver filmens pendant til Grace Kelly i Rear Window. Både hun og kammeraten Ronnie (Aaron You) reagerer med skepsis, men indfanges hurtigt af voyeurismen, som her diskuteres udførligt. Den mulige morder er naboen (David Morse), som måske har en massegrav under sit hus.

DISTURBIA bevarer den dobbelte tone af lystspil og thriller, bliver gedigent spændende hen mod sin slutning og forholder sig i forbifarten til en række centrale moderne temaer. Der er intet nuttet over forbrydelsen, og det lykkes at anbringe Ronnie og Ashley i nervepirrende situationer, når de spionerer for Kale. Shia LaBeouf, en markant yngre stjerne i mange slags film, er både ordinær og speciel som teenageudgaven af James Stewart.

MERE halvhjertet forekommer satiren over forstæderne, der er meget på linje med tonen i aktuelle sitcoms som Desperate Housewives. »Only in Disturbia, eh?« siger Kale, da Ashley besøger ham første gang. Foryngelseskuren skyldes utvivlsomt den kommercielle spillefilms demografi. I dag ville Hitchcocks publikum ikke vove sig ind i en biograf. Det brede marked bæres af aldersgruppen 17-30, og filmene bliver derefter. Disturbia er dog en sej, hurtig thriller, som rammer målet uden at lefle.

***

CORNELL Woolrich (1903-1968) var så produktiv, at han brugte tre forfatternavne. William Irish var det pseudonym, han foretrak til bogudgivelser. Han skrev 27 romaner og 16 novellesamlinger, som udkom, ofte med divergerende titler, både i USA og Europa. Mindst 40 er filmatiseret, mange flere er dramatiseret for tv. Antologiserier elsker en mand med ideer.

   Hitchcocks Rear Window har særlig høj status, men Woolrich/Irish var et brand fra begyndelsen, hvor Jacques Tourneur filmatiserede Black Alibi (1942) som The Leopard Man (1943), og Robert Siodmaks version af Phantom Lady (1944, da. Vidne søges) var en gedigen succes for Universal-studiet.

   François Truffaut blev opmærksom på The Bride Wore Black (1940, da. Bruden var i sort), da han så sig om i genren efter den overvældende succes med Tirez sur le pianiste (1960, da. Skyd på pianisten), som byggede på en roman af David Goodis. Han skriver med indlevelse om sin affinitet for den sørgmodige, fatalistiske kvalitet hos Woolrich i essayet »William Irish's Slippers«.

    Truffaut instruerede Jeanne Moreau i La mariée etait en noir (1968), der er drejet i stilen fra Hitchcock. Mississippi Mermaid (1969), som bygger på perioderomanen Waltz into Darkness (1947, da. Den falske brud), er derimod tilegnet Jean Renoir. Truffaut caster Catherine Deneuve og Jean-Paul Belmondo mod deres typer. Rainer Werner Fassbinder så en fælle i Woolrich, da han brugte novellen »For the Rest of Her Life« som forlæg for tv-filmen Martha (1974), der er en studie i masochisme.

   After-Dinner Story udkom i respektabelt hardcover både i USA og Storbritannien. Som amerikansk paperback fik samlingen titlen Six Times Death og et nyt lurvet æggende omslag. Udgaven, som virkelig gjorde en forskel, var den som blev massefremstillet til amerikanske soldater under 2. verdenskrig. Disse bøger var i aflangt format, havde blødt cover, så de kunne rulles sammen, og var trykt på dårligt papir. Men de var i øvrigt uforkortede og præsenterede mange nye læsere for aktuelle og klassiske arbejder.

WOOLRICH var måske den mest desperate og fortabte af noir-forfatterne. Som selvsikker ung mand opgav han studiet på Columbia University og kom til Hollywood for at gøre sin lykke. Han blev ansat på First National Pictures og giftede sig – skønt han var homoseksuel – med Violet Blackton, der var datter af Stuart Blackton. Blackton ejede Vitagraph Studios, som i 1925 blev opkøbt af Warner Bros. Ægteskabet holdt i tre måneder. Så blev medgang til modgang på ingen tid.

   Den personlige krise faldt sammen med nationaløkonomiens. I 1930 flyttede Woolrich til New York, hvor han delte en hotellejlighed med sin notorisk dominerende mor. Kolleger og bekendte er fulde af historier om, hvordan al kontakt gik via hende. Han flyttede til et bedre hotel, da hun døde i 1957. Man har et billede af en fattig forfatter, der er nødt til at skrive hurtigt for hyren, men Woolrich døde som millionær. Han kom bare aldrig ind fra mørket. Darkness er i bøgerne et begreb med stort D.

   Han var diabetiker, alkoholiker og blev til sidst isoleret i lejligheden, da han fik amputeret et ben, som der gik koldbrand i. Francis Nevins Jr. udpensler den lange nedtur i biografien First You Dream, Then You Die (1988), der er tyk som en telefonbog og i sig selv kunne være en Woolrich-historie. Hans estate stævnede Dreamworks for plagiering, da Disturbia blev produceret. Og tabte sagen ved højesteret.

   Woolrich inkarnerer noir, men han er ikke en hårdkogt fortæller. Sproget er svimmelt, stort og skæbnesvangert, af og til tæt på hysterisk. Han skruer op for angstens metaforer, hvor de øvrige stemmer skærer til og skruer ned. Kritikernes yndlingsord er »hallucinatorisk«. Det giver mening i forhold til sætninger som: »Smoke suddenly speared from her nostrils in two malevolent columns. She looked like Satan. She looked like someone it was good to stay away from.«

   Hans litterære idol var F. Scott Fitzgerald, og først skrev han jazztidsfortællinger som Cover Charge (1926), Children of the Ritz (1927) og Manhattan Love Song (1932). Han ødelagde manuskriptet til en sidste, nostalgisk livsfejrende bog, I Love You, Paris, da ingen ville udgive den. Herefter var det noir hele vejen. Flere forlag arbejder på at udrede den labyrintiske bibliografi og få en definitiv udgave i tryk. I 2025 er Centipede Press nået 14 bind ind i en kronologisk serie samlede værker. 

DER er flere regulære remakes af Rear Window. Mest anfægtende og sympatisk – skønt ikke særligt vellykket – er tv-filmen, som Jeff Bleckner instruerede i 1998. Her bliver den fikserede mand ved vinduet spillet af Christopher Reeve, som selv var tetraplegiker efter sin rideulykke i 1995. Daryl Hannah har rollen, som svarer til Grace Kellys.  

  

Disturbia. Instr.: D.J. Caruso. Manus: Christopher Landon, Carl Ellsworth. Foto: Rogier Stoffers. 104 min. USA 2007. Dansk premiere: 03.08.2007.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Cold Spring Pictures/ The Montecino Picture Company, Digital Image Associates/ UIP/ Paramount Home Entertainment

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.08.2017

Anmeldelsen trykt som Filmrevy (uden noten om Cornell Woolrich) i Weekendavisen Kultur 03.08.2007

Sam Mendes | Richard Yates: Revolutionary Road (2008) [Bog + film]

DE SKUFFEDE
Revolutionary Road: Tiden, bogen og filmen

Af BO GREEN JENSEN

AMERIKA har mange sange om lykken, der gik op i røg. Frank og April Wheeler møder hinanden i 1940rnes Greenwich Village. Han er netop hjemsendt fra hæren, har tiden for sig og ordet i sin magt. Hun er lidt yngre og håber at gøre karriere som skuespillerinde. Begge gudebørn er opsat på at score den stærkeste mand og den smukkeste kvinde. De lægger store planer sammen og er gode til at lyve for hinanden. Det er lige efter krigen, som sætter nationens velfærdsvidunder i gang. Om lidt begynder den lysende fremtid.

SYV år senere, i 1955, er parret kørt fast i rutine. De har fået to børn og er som andre unge familier søgt ud af New York for at slå sig ned i en af de forstadsbyer, der med lynets hast afløser gammel landbrugsjord i de østlige nordstater. Familien bor i et lille hus på Revolutionary Road i Connecticut. Ejendomsmægleren Mrs. Givings betragter parret som sin særlige opdagelse. Faktisk ser hun de kønne unge mennesker som den familie, hun kan præsentere for sønnen John (Michael Shannon), der efter 37 elektrochokbehandlinger bor permanent på statens hjem for sindslidende.
   Der er en betydelig ironisk afstand mellem ideal og praksis i Richard Yates’ debutroman fra 1961, som Sam Mendes har filmatiseret efter et trofast manuskript af Justin Haythe. Man vil nødigt sige det højt, men under harmonien og højkonjunkturen florerer en forvirret erkendelse af, at det ikke burde være sådan. Halvt i spøg har Frank taget job i den virksomhed, hvor hans far sled sig op ligesom Willy Loman i En sælgers død. Men vittigheden er ikke længere sjov. April er ved at gå fra forstanden i sin hverdag med børn og husarbejde. Parret omgås Shep og Milly Campbell, som de er enige om at foragte. April og Frank har holdt hovedet højt i en forestilling om, at de er bedre og klogere. En dag vil musikken begynde igen.
    Bogen tager sin begyndelse, da April falder igennem på scenen i amatørkompagniets opførelse af Robert Sherwoods Den forstenede skov. Frank siger alle de forkerte ting, iagttager sin hærgede hustru og undrer sig over, hvor April blev af. Han beslutter at følge op på sin flirt med sekretæren Maureen fra kontoret. Først senere genoplever han deres møde. I filmen er kronologien rettet ud. Megen dialog er intakt, men man har ikke tekstens beskrivelse af, hvordan karaktererne vender hvert ord. Der er ingen af de fortolkende regibemærkninger, som bogen er fuld af. Filmen står og falder med, om den kan formidle følelsen blot ved at vise, hvad dagene på Revolutionary Road er lavet af.

DET lykkes et meget langt stykke af vejen, skønt filmen trods alt føles mindre end bogen. I romanen er man dybt engageret, da man aner den hverdagstragiske slutning, som næsten altid findes hos Yates. Hans fortæller er en engageret medvider, som i tredje person følger hver karakterer. Forfatterens erfaring ligner Frank Wheelers, men det er Aprils smerte og skuffelse, som læseren identificerer sig med. Kønnenes synsvinkler står lige stærkt, hvilket er usædvanligt for tiden. Først midtvejs bliver man opmærksom på, at Frank kropsliggør en af romanens alternative titler: The Bullshit Artist.
   For trods sin frustration har Frank Wheeler indrettet sig. Det er stadig mændenes verden, og Frank tager for sig af retterne. Han gennemfører affæren med Maureen, lader April gå hjemme og visne, er fjern for sine børn og narrer sig selv, når han siger, at han føler foragt for sit arbejde. Frank mener nok, han fortjener lidt ekstra. Trods alt bliver han 30 år, og April er begyndt at sove i stuen. Da han kommer sent hjem, venter hun og børnene med kage og gaver i et billede, der er lige ugebladsperfekt i filmen og bogen.
   Parret bruger en lang nat på at elske, og i mørket lader Frank sig besnakke, da April præsenterer sin plan. Forstaden skal ikke få dem. Frank må sige sit forhadte job op, så de kan sælge huset og tage børnene med til Paris. Her vil hun tjene pengene, mens han går hjemme og realiserer alt det, som de altid har talt om, at han er i stand til.
   Sådan fanger bordet, og lykken vender for April og Frank. Først bringer luftkastellet dem sammen, og en sød tid går med at lægge planer, mens Mrs. Givings, Campbell-parret og Franks kolleger hvisker bag deres ryg. Kun stengæsten John Givings bakker op om projektet og siger, at April er mere kvinde end kone.
   Frank har anfægtelser, allerede før han bliver en succes på sit arbejde. Man har i årevis krævet en bedre manual til firmaets flagskib, en tidlig computer. I desperation dikterer Frank en forståelig tekst. Alle elsker resultatet, og chefen vil forfremme ham. Hjemme er April blevet gravid. Hun ønsker ikke barnet, men han ser sit snit til at holde hende fast. Tidens holdning til abort bliver en faktor. Fordi der er bygget op til den trivielle tragedie, føles den evig som Elektras død, da den kommer.

FOR tiden er fælleskulturen forelsket i Eisenhower- og Kennedy-årene. Mendes og fotografen Roger Deakins holder igen med periodehenvisningerne, måske fordi den ydre ramme dyrkes umådeholdent i dramaserier som Matthew Weiners fremragende Mad Men – om storrygende reklamefolk på Madison Avenue i 1961 –  og fordi filmen gerne vil om bag tidens egne sædeskildrende generationsbilleder i Nunnally Johnsons melodramatiske The Man in the Gray Flannel Suit (1956, da. Manden i gråt) og Billy Wilders komiske The Seven Year Itch (1955, da. Den søde kløe).
   I bogen har man fornemmelsen af en større og mere prangende kontorbygning, men filmens følelse for perioden er ægte. Mendes respekterer den grundige realisme, som er styrken i Yates’ forfatterskab. Det ser virkeligt ud, når Leonardo DiCaprio venter på toget blandt de øvrige mappedyr. Der vokser græs langs perronen, hvor mændene står. I New York bærer alle blød hat, slips og habit. Ti år efter krigen er de bare blevet en anden slags hær.
   DiCaprio er dækkende som Frank Wheeler, og Kate Winslet er hjerteskærende god som April, der endelig opgiver manden og lykken. En række karakterer og situationer er enten ofret eller beskåret. Mest savner man den interimistiske havesti, som Frank bakser med i romanen, når han har brug for at trække frisk luft på en søndag. Den begynder som et symbol på hans integritet og ender med at være et monument over hans selvbedrag. Det er, når han arbejder med denne, at man får en fornemmelse af parrets børn, som i øvrigt synes om Europa-planen, fordi Far og Mor er holdt op med at skændes.*
     Maureens ældre, formentlig lesbiske sambo er fjernet, og Franks alkoholiserede kollega, Jack Ordway, er reduceret til en vag biperson. Endvidere savnes ejendomsmæglerens frysende erkendelse af, at hun er blevet gammel; frygten for sindssygdom, der sad dybt i både tiden og Yates; de indgående beskrivelser af kontorets rutiner; hele den rigt nuancerede skildring af forholdet mellem kvinder og mænd. Men den hårde frugt er intakt, og den bitre vin bliver skænket med manér. Måske ligner Revolutionary Road et forvarsel om verden ifølge American Beauty (1999), Mendes’ groteske ægteskabsskildring og kommercielle gennembrud, men denne film er i mange henseender en bedre og dybere menneskesag.

   
RICHARD Yates (1926-1992) skrev på tredive år otte romaner og to novellesamlinger. Hans bedste bog er måske The Easter Parade (1976), om to søstres modsatrettede livsbaner. Her gav han den mørke søster, Emily, en række træk fra sin egen historie. Yates blev hverken populær eller lykkelig, men han fik hengivne fans blandt sine kolleger. Genopdagelsen af hans bøger tog fart i 2000, da Richard Ford skrev forord til en ny udgave af Revolutionary Road.**
   Kurt Vonnegut kaldte bogen for sin generations svar på Den store Gatsby. Yates’ helt og forbillede var netop F. Scott Fitzgerald, som modsat den feterede Hemingway aldrig snød med sin stil eller følelsen af at skrive med »the authority of failure«. Der er en tragisk ærlighed i Yates’ bøger, som kostede ham et bredt publikum. Det tjener Sam Mendes til ære, at han bevarer denne sjældne kvalitet. Filmen snyder slet ikke på vægten, og derfor vil den næppe blive en succes som Titanic, skønt Kate og Leo atter er sammen. De to stjerner klæder i øvrigt hinanden, men kun Winslet er uundværlig for filmen.

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]. 

*) De 92 episoder af Matthew Wieners Mad Men blev produceret 2007-2015. I de første sæsoner stod det endnu ikke klart, at serien ville bevæge op gennem 60erne år for år og afspejle forandringen i tidsånden på så mange måder. I et tidligt afsnit ['Marriage of Figaro', S01 E03] bruger Don Draper søndagen på at drikke tæt, mens han bygger et legehus til datteren Peggy, og Betty Draper taler med en veninde. Episoden kunne være et nik til Revolutionary Road.

**) Blake Baileys A Tragic Honesty: The Life and Work of Richard Yates (2003) og Kate Charlton-Jones' Dismembering the American Dream: The Life and Fiction of Richard Yates (2014) er de bedste biografier. Vintage Classics genudgav ni romaner, heriblandt Revolutionary Road, og Yates' Collected Stories i 2008. 

Revolutionary Road. Instr.: Sam Mendes. Manus: Justin Haythe. Foto: Roger Deakins. 119 min. USA 2008. Dansk premiere: 30.01.2009

Fotos: Dreamworks Pictures/ BBC Films/ Evamere Entertainment/ Neal Street Productions/ Goldcrest Pictures/ Scott Rudin Productions/ Dreamworks Distribution/ Paramount Home Entertainment/ Vintage Books - Penguin Random House/ Bertelsmann

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 02.02.2021

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 31.01.2009