Translate

Viser opslag med etiketten Oscar Isaac. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Oscar Isaac. Vis alle opslag

onsdag den 5. marts 2025

Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   
PLANLAGTE BYER
De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.
   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.
   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.
   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.
   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.
   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.



PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.
   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).
   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.



DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.
   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.
   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.



FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.
   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.
   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.
   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.



DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 
   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«
   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«
   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*


FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.
   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.
   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.
   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 


Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.


Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018
2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018
Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017

onsdag den 1. januar 2025

J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)


DET FARLIGSTE ÅR
Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.
   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.
   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.
   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.



FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.
   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.



FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.
   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.



J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.
   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.
   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.


A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.


Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB
A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

lørdag den 15. januar 2022

Paul Schrader: The Card Counter (2021)


DET HANDLER (IKKE) OM PENGE
Paul Schrader signerer et sent hovedværk

Af BO GREEN JENSEN

KORTTÆLLEREN kalder sig William Tell. Det er et demonstrativt alias, og det er meningen, at man forstår det og holder afstand. Tell er udadtil en mand af få ord, men han taler fortroligt til publikum i sin dagbog. Eller hvad det nu er for optegnelser, han fører på alle de ens motel- og hotelværelser, hvor han bor, når han rejser fra turnering til turnering. Vi lytter til Tell i forklaret voice-over.
   Tell, som faktisk hedder Tillich, er professionel spiller. Han beskriver fagets regler og krav i en tilknappet stil, som man kunne kalde tør eller hårdkogt. Han lærte at tælle kort og blev god, mens han sad i fængsel.
   Han siger ikke, hvad han sad inde for. Nøglen til baggrunden har vi til gode, mens filmen sætter hak ved de obligatoriske bokse i amerikanske genrestykker om hasard: Robert Rossens The Hustler (1961, da. Hajen) og fortsættelsen i Martin Scorseses The Color of Money (1986, da. Det handler om penge). Fra Norman Jewisons The Cincinnati Kid (1965, da. Højt spil i New Orleans) til Aaron Sorkins Molly’s Game (2017). Hele den fornemme arv vises frem.


MENS Tell taler løs om metafysikken og de indre mysterier i blackjack og poker, akkumulerer vi en stor nysgerrighed. Hvad er det for en mand, der som det første pakker borde og stole ind i hvide lagner, når han kommer til et nyt hotel? De ting – og whisky og værktøj – er alt, hvad han har i sin kuffert.
   Efter 20 minutter afslører filmen, at det slet ikke handler om spil. I alle Paul Schraders film om Guds Ensomme Mand gælder det mørke og tvivl, soning og skyld, muligheden for at gøre det bedre og blive taget til nåde af en slubrende guddom, der ligner uhyret på Goyas maleri af Saturn, som fortærer sine børn.
   Jeg kan kun skrive videre, hvis jeg røber, hvad filmen klipper til i sit første svimlende flashback. Så her er den sidste spoiler alert: Læs ikke mere, hvis overraskelsen er vigtig. Den gjorde meget for mig, da jeg så filmen uden forudsætninger. Gem anmeldelsen til bagefter, måske.



DET FREMGÅR, AT TILLICH blev straffet, fordi han gjorde tjeneste i Abu Ghraib-fængslet under krigen i Irak. Han arbejdede som forhørsleder og optrådte på de samme fotos, som hele verden væmmedes ved, da Lynndie England, Charles Graner og ni andre vagter blev afsløret og udskammet i 2005.
   Schraders film undersøger systemet, som muliggjorde Abu Ghraib. Kun personerne på de belastende fotos blev straffet. Ingen af arkitekterne og de politiske ledere var impliceret. For Tillich var det værste erkendelsen af, at han havde det i sig. Og at vi alle har det i os, når det gælder.
   The Card Counter er ingen stor produktion, men Schrader og fotografen Alexander Dyna får meget ud af at filme de blod- og afføringsindsmurte fængselsgange i ekstrem vidvinkel. Perspektivet er det samme, som Yorgos Lanthimos og Robbie Ryan brugte ved dronning Annes klaustrofobiske hof i The Favourite (2018). Og vi er i det samme moralske morads.



DET var sikkerhedseksperten John Gordo (Willem Dafoe), som stod for logistikken i Abu Ghraib. Han drev et Blackwater-lignende firma. Gordo kunne kende lusen på travet, og vidste, at Tillich var egnet som bøddel. Efter Irak forsvandt han bare i mængden.
   Nu taler Gordo ved politikonferencen, som deler hotel med en pokerturnering. Tillich lytter til foredraget om ansigtsgenkendelse og husker de eufemistiske instrukser om »forbedrede forhørsmetoder«. Han er ved at kaste op. Når sandheden skal frem, er Tillich altid ved at kaste op. Han væmmes jo ved selve eksistensen.


EN ung mand henvender sig. Det er Cirk (Tye Sheridan), der driver for vinden som en yngre udgave af Tillich. Cirks far var med i Abu Ghraib. Han tog sit liv, da han ikke kunne slå mere ud af hustru og søn. Gordo oplærte Cirks far. Cirk fantaserer om at tage hævn. Det samme gør Tillich, hvis han er ærlig.
   Tillich samler Cirk op og har for første gang i mange år en retning for sit liv. Han accepterer et stående tilbud fra La Linda (Tiffany Hadduish), der driver en stald med hasardspillere. De tre begynder at pendle mellem pokerturneringer. Tillich foretrækker ellers blackjack. Han ved, at man leger med ilden, når der bliver spillet poker for penge.



PAUL Schrader er blevet 75
. Han skrev Taxi Driver (1976) og Raging Bull (1980) til Martin Scorsese, og han har været vidt omkring i genrerne som instruktør. I 2018 fik han et sent og særdeles velfortjent comeback med First Reformed, der brugte Ingmar Bergmans Nattvardsgästerna (1963, da. Lys i mørket) som afsæt for en anti-apokalyptisk historie om terror og tro. First Reformed lignede et testamente. Det bliver The Card Counter måske.
   Jeg kan love, at slutningen virkelig leverer. Oscar Isaac fremstiller Tillich med den samme forklarede intensitet, som prægede Willem Dafoe i Light Sleeper (1992) og Ethan Hawke i First Reformed. Som ung skrev Schrader en afhandling om Transcendendal Style in Film: Ozu, Bresson, Dreyer (1972). Alle hans film forholder sig til de helte.*


THE Card Counter er nøjagtigt fortalt. På overfladen har den spillerfilmens ingredienser. Når Tillich, Cirk og La Linda turnerer, kunne de være trioen fra The Color of Money. Samtidig kredser fortællingen konstant om noget andet – løgne, skam, soning, hævn. Det er en formidabel film. Den er kold og varm på samme tid. The Card Counter er skabt med små virkemidler, men rammer historien, hvor stoffet er størst.

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018)

*) Schrader var 24 år og nybagt kandidat fra filmskolen på UCLA, da han skrev Transcendental Style in Film: Ozu Bresson Dreyer. »I wasn’t drawn to the topic out of academic obligation or desire to publish. I had a problem and I was looking for an answer. It was the same impulse that caused me to write a screenplay two years later,« skriver han i forordet til den seneste udgave af bogen (University of California Press, 2018). 
   Transcendental Style er en medlevende og i teknisk henseende sjældent kvalificeret introduktion til de tre mestre og deres film. Det nyskrevne forord, »Rethinking Transcendental Style«, er noget så sjældent som en betydende filmskabers kritiske blik på sit fag og sine fæller. »Transcendental style can be seen, forty-five years later, as part of a larger movement, the movement away from narrative. A way station, if you will, in the post-World War II progression from neorealism to surveillance video.«
   Det er kort sagt Schraders opfattelse, at »what in the 1950s began as art house cinema has blossomed into the hydra-headed creature we call slow cinema. Bresson and Ozu, seen as esoteric and slow, now are audience friendly compared to the multi-hour epics of Béla Tarr and Lav Diaz and Pedro Costa.« Så hvad skete der? »Gilles Deleuze happened. So did Andrei Tarkovsky. And slow cinema was soon to follow.«
   Betragtningen giver fuldkommen mening. Schrader forklarer Deleuze og går i dybden med en læsning af Béla Tarr og Tarkovskij. Han ser endelig den første kreds dele sig og følge tre hovedspor i tre retninger: »The Surveillance Cam«, »The Art Gallery« og »The Mandala«. Sætstykket er et diagram, hvor 50 auteurnavne er placeret i forhold til strømpilene. Den narrative nexus omskrives af en cirkel. Navnene inden for denne tilhører »The Tarkovsky Ring«.

The Card Counter. Instr. og manus: Paul Schrader. Foto: Alexander Dynan. 111 min. UK-Kina-USA 2021. Dansk premiere: 04.11.2021.


Fotos: Focus Features/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 14.12.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.11.2021

torsdag den 6. januar 2022

Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013)


EN KAT VED NAVN ODYSSEUS
Coen-brødrenes mand til alle tider

Af BO GREEN JENSEN

COEN-brødrenes uforligneligt bittersøde Inside Llewyn Davis er en studie i intens præcision. Den bygger på en ironisk viden, som publikum deler med filmskaberne.
   Sanger-sangskriveren Llewyn (Oscar Isaac) hutler sig gennem dagene i Greenwich Village i New York. Året er 1961. Både vi og filmen ved, at folkegenren forvandles om lidt, når den unge Bob Dylan indtager scenen. Peter, Paul & Mary, Joan Baez, Phil Ochs, Tom Paxton og andre troubadurer bliver pludselig indbegrebet af tidsånd.
   Karaktererne i filmen har ingen anelse om, hvad der venter. Llewyn dannede duo med Mike, som tog sit liv, og har for egen regning indspillet et album, der samler støv i brune papkasser. Vennen Jim (Justin Timberlake) optræder sammen med Jean (Carey Mulligan), som begge mænd har været kærester med. Et barn er på vej. Llewyn har ingen penge, en dårlig kontrakt og et væsen, som skræmmer kunderne væk.



FILMEN følger ham over en uge, der synes at ligge uden for tiden. En meget stor pointe er, at Llewyn synger gudbenådet. I en gængs musikfilm ville han snart blive opdaget og anerkendt. Det sker bare ikke hos brødrene Coen, som altid har været i taberens vinkel og anskuet tilværelsen fra skeptikerens perspektiv.
   Llewyn drømmer om at spille for klubejeren Bud Grossman (F. Murray Abraham) i Chicago, hvor lykken måske kunne vende. Da mulighederne i New York tørrer ud, tager han chancen og tomler til Illinois. Grossmans eneste kommentar er et tørt: »I don’t see a lot of money here.« Llewyn modtager afslaget uden at blinke.
   For enden af sin rejse har Llewyn fået nok. Da han forlader scenen, træder den unge Dylan (Benjamin Pike) frem i baggrunden og begynder at synge »Farewell«. Her begynder 60erne, modkulturen og guldalderen, men Llewyn kender ikke sin besøgstid – og er dømt til aldrig at træffe de rigtige valg.



FØRST og sidst får han tæsk i gyden bag The Gaslight. Det er en vred, mørk kontur, som råber og slår. Man siger, at musikere, som virkelig har ilden, skal møde djævelen ved korsvejen ved midnat. Her bliver de endelig indviet.
   Måske får Llewyn stryg af den krævende bluesdjævel. Trods alt har han svigtet sit løfte. Eller også er det bare kæresten til en kvinde, hvis optræden sangeren har saboteret.
   Inside Llewyn Davis – som er en meget alvorlig komedie – giver ikke sin hovedperson noget som helst. Publikum får til gengæld adskilligt – ikke mindst 14 fornemme sange, som T-Bone Burnett har fundet og arrangeret.*



DET er en kat ved navn Odysseus, som sender Llewyn ud på rejsen, der koncentrerer hans liv i et mise en abîme. Han har ikke noget sted at bo og sover hos bekendte. Et professorpar holder af syngende gæster. Llewyn spiser maden og tager imod husly for natten, da han har fornærmet alle ved bordet.
   Næste dag har værten lagt en sød seddel. Det er derfor med atypisk anger, at han vil finde husets kat, som smutter fra ham. Jagten går over hele New York. Han finder det forkerte dyr og bliver ved med at tage sig af det. Det ligner ham egentlig ikke, men Llewyn er selv en slags herreløs kat.



DE sidste musikalske venner, Jim og Jean, er svære at forholde sig til, da Llewyn har gjort Jean gravid. Han hjælper hende med at finde en læge, som vil foretage en abort, og han lytter tålmodigt til hendes tirader. Han siger ikke dét, som hun egentlig vil høre, og han er for stolt til at blive tredjestemmen i den Peter, Paul & Mary-agtige trio, som Jim og Jean danner sammen med den renskurede Troy Nelson (Stark Sands). Troy er på vej til rekrutskolen og kunne være den unge Tom Paxton.
   Llewyn er skiftevis jaloux og overlegen, når andre har succes. Selv har han ikke forstand på forretning. Albummet Inside Llewyn Davis udkommer hos den søvnigste musikforlægger. Jim går i studiet med en aktuel popsang, »Please Mr. Kennedy«, og har brug for professionel backing. Llewyn kan vælge mellem at få royalties af sangen eller et engangshonorar for sin indsats. Han tager naturligvis checken. Da sangen bliver et radiohit, er Llewyn skrevet ud af regnskabet.



JOEL og Ethan Coen bruger genrer, karakterer og perioder som afsæt. De har lavet krimi i flere formater (Blood Simple, Fargo), inklusive gangsterfilm (Miller’s Crossing) og misantropisk film noir (The Man who Wasn't There). I bagkataloget er også revisionistiske westerns (No Country for Old Men, True Grit), romantisk komedie (Intolerable Cruelty), politisk farce (Burn After Reading), demokratiske fabler i ånden fra Capra (The Hudsucker Proxy) og Sturges (O Brother, Where Art Thou?), samt eksistentiel sædeskildring i A Serious Man. Egentlig mangler kun sci-fi og krig.
   Inside Llewyn Davis er løst baseret på de beskrivelser af Greenwich Village-tiden, som sanger-sangskriveren Dave van Ronk (1936-2002) gav i erindringsbogen The Mayor of MacDougal Street. Van Ronk blev i kvarteret, da berømte generationsfæller som Ramblin’ Jack Elliott, Phil Ochs, Tom Paxton, Joni Mitchell og Dylan havde været forbi. Han fik aldrig nævneværdig succes. Boxsættet Down in Washington Square (2013) er det seneste af adskillige forsøg på at gøre hans kunst mere udbredt.



DE allerfleste filmelskere har anerkendt styrken i brødrene Coens portræt. Kritikken er kommet fra musikerkredse, som finder billedet af perioden reduktivt og fortegnet. For eksempel siger Suzanne Vega (som blev født i 1959 og var spæd, da disse ting foregik): »I feel they took a vibrant, crackling, competitive, romantic, communal, crazy, drunken, brawling scene and crumpled it into a slow brown sad movie.«
   Heller ikke Terri Thal, Van Ronks eks-hustru, kan genkende billedet. Oscar Isaac har taget den ydre fremtoning, skægget og tøjet, fra Van Ronk, hvis signaturalbum netop hed Inside Dave van Ronk (1964). Også filmens sange ligner den særegne blanding af traditionel folkemusik, tillempet hvid blues og americana, som man finder hos Van Ronk og mange andre, før Dylan fornyede repertoiret.
   Imidlertid – siger alle, som kendte van Ronk – var mennesket anderledes. Van Ronk var en gavmild sanger, der brændte for musikken og havde det godt med sin tid. Han var ikke, som Isaac fremstiller ham.
   Nej, naturligvis, havde man nær sagt. Filmen tegner 60erne, som tiden ville se ud for en mand, der tænker som Llewyn Davis. Universet er imod ham, fiasko er et grundvilkår. Havde kilden været Chronicles, Dylans erindringsbog fra 2005, ville guldalderen i Greenwich Village se anderledes strømførende ud.



SOM sagt kan Llewyn synge, så et hjerte af is ville smelte. Blot er det aldrig den rigtige tid. Han kommer for sent til at rette de fejl, han har begået, og for tidligt til 60ernes folk boom. Ironien er krystalliseret i scenen, hvor Llewyn synger hele »The Death of Queen Jane« for Bud Grossman. Han giver sit yderste i en gribende tolkning af den gamle ballade, men Grossman kan se, hvilken mand han har for sig.
   På vej tilbage overvejer Llewyn et øjeblik at standse i Ohio, hvor der venter et barn, som han aldrig har mødt. I en anden film ville han gøre det, vende blad og give skæbnen endnu en chance. Men Llewyn tager hjem for at melde sig til Handelsflåden. Han besøger sin far og synger balladen »Shoals of Herring«, som den gamle mand altid holdt af. Han har aldrig sunget smukkere, men faderen er for dement til at lytte.



DEN majestætisk melankolske Inside Llewyn Davis – Suzanne Vega har jo ret i, at det er »en langsom, brun, bedrøvet film« –
 er på flere måder en tvilling til den anderledes sangvinske O Brother, Where Art Thou? (2000). George Clooneys Soggy Bottom Boys var på vild flugt gennem Syden under Depressionen, og bluegrass og radiosange fra tiden blev brugt på samme medlevende måde.
   Begge film benytter Odysseen som skabelon. Llewyns kat hedder Ulysses, og det er i en klub med navnet Gate of Horn, at han synger for Bud Grossman. I Odysseens 19. sang taler Penelope om »to forskellige porte«, som drømmene kommer til mennesket gennem. »Bygget af horn er den ene, den anden af skinnende fils-ben.«
   Det er det klassiske skriftsted for sondringen mellem fantasi og realisme: »Hver en drøm, som til mennesket går gennem porten af fils-ben, er en bedragende drøm, som ej betyder det mindste; går en drøm derimod ud gennem den glinsende horn-port, da fuldbyrdes forvisse, hvad mennesket skued i søvne.«**
   Llewyns rejse foregår i et limbo, hvor han ikke kan se forskel på portene af horn og elfenben.



FILMEN har også sin egen kyklop. På vejen til Chicago bliver Llewyn samlet op af Roland Turner, en kæmpemæssig jazzmusiker, der er ufortrøden morfinist, bruger krykker og har ansat en fåmælt beatdigter, Johnny Five, som sin personlige assistent og chauffør. Parret spilles af John Goodman – der altid har frygtindgydende roller hos brødrene Coen – og Garrett Hedlund.
   I drømmen, der kommer ad elfenbensporten, fremstår de som genfærd fra 1950erne, kronologiske misfits som Llewyn, men ufortrødne anakronismer. Roland giver ikke to potter pis for Llewyns lyriske klimpren. For kyklopen handler sand musik om at presse hornets klage ud i den store amerikanske nat, som Johnny Five skriver om.



LLEWYN er en af de skuffede mænd, som brødrene Coen har skildret i mange film efterhånden. Han er af samme æt som forfatteren i Barton Fink; barberen Ed Crane i The Man who Wasn’t There, som tror, at han kan presse penge af skæbnen; Larry Gopnik i A Serious Man, der vil gennemskue livets mysterier. Han er modsætningen til »
The Dude« i The Big Lebowski, den store, glade undtagelse i brødrenes univers.
   Inside Llewyn Davis er særegent smuk, har besk galgenhumor og stedvis også en sødme, der preller af på Llewyn som vand på en gås. Han er den hjælpeløse skeptiker, så irriterende uforbederlig, at man forstår, hvorfor Jean bliver rasende på ham. Men ude i sneen på vejen, med katten under jakken og kraven krænget op, er han også imponerende stoisk. Han er den udsatte killing i vildnisset, Guds egen schmuck og schlemiel, kan man sige.
   Få kan som brødrene Coen gå imod det foreskrevne, bryde stemningskurven og lukke fortællingen nede i nul, hvor man alligevel føler sig salig. Inside Llewyn Davis er en af deres store film. Måske endda den allerbedste.


*) En stor musikbegivenhed fandt sted i New York City Town Hall, da filmen havde lokal premiere. T-Bone Burnett producerede, og Coen-brødrene instruerede selv koncertfilmen Another Day Another Time: Celebrating the Music of 'Inside Llewyn Davis', hvor gamle og nye fans og fortolkere af musikken fra 1960ernes Greenwich Village mødes, optræder sammen og udveksler livsstof. Det sker i en anderledes hjertelig stemning end den, som er skildret i filmen. Showtime Network streamede filmen i USA, StudioCanal udgav den på dvd i Europa. Bob Dylan medvirker ikke, men Oscar Isaac går på scenen som aftenens stjerne og kommer virkelig til sin ret. Koncerten er med på bluray-udgaven af Inside Llewyn Davis, som The Criterion Collection udgav i 2016. Dan Drasins kortfilm Sunday dokumenterer en konfrontation mellem politi og musikere i 1961. Elijah Wald præsenterer 60ernes Greenwich Village i kontekst. Det var Wald, som redte sproget ud i Dave Van Ronks selvbiografi The Mayor of MacDougal Street. Joel & Ethan Coen fortæller Guillermo Del Toro om deres tilgang til stoffet. Det gør de i 40 minutter. Herefter rundes timen ud med en samtale om folkemusikken, som T-Bone Burnett og brødrene har til fælles. 

**) Homer er citeret efter Christian Wilsters oversættelse af Odysseen fra 1837, i revideret form (som det hedder) ved E. Fox Maule og Leo Hjortsø. Udgaven er bind 3 i Gyldendals Bibliotek Verdenslitteratur (1968). Min fortolkning bygger videre på præmissen for Harry Levins læsning i The Gates of Horn: A Study of Five French Realists (1963), hvor han bruger sondringen i forbindelse med Stendhal, Balzac, Flaubert, Zola og Marcel Proust. Levin bruger Robert Fitzgeralds gendigtning, hvor passagen lyder: »Two gates for ghostly dreams there are: one gateway/ of honest horn, and one of ivory./ Issuing by the ivory gate are dreams,/ of glimmering illusion, fantasies,/ but those that come through solid polished horn/ may be borne out, if mortals only know them.« Det siger vel noget om Llewyns projekt, at han bliver afvist porten af horn. Levins brug af billedet ligner forskellen på ideal og praksis i M.H. Abrams' The Mirror and the Lamp: Romantic Theory and the Critical Tradition (1953). Abrams har sit dualistiske billede fra digteren William Butler Yeats: »It must go further still: that soul must become/ its own betrayer, its own deliverer, the one/ activity, the mirror turn lamp.«

Inside Llewyn Davis. Instr. og manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Bruno Delbonnel. 105 min. USA 2013. Dansk premiere: 06.03.2014.


Fotos: CBS Films/ StudioCanal/ Mis Label UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 07.03.2014