Translate

Viser opslag med etiketten Bob Dylan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bob Dylan. Vis alle opslag

mandag den 26. juni 2023

Living in the Material World: George Harrison 1943-2001


VERDENSMAND OG TIGGERMUNK
George Harrison 1943-2001

Af BO GREEN JENSEN

REJSEN begyndte i Liverpool i 1958. Det skete på passende vis i en bus. George Harrison var kun 15 år, da Paul McCartney på 17 præsenterede ham for John Lennon på 18. McCartney lyder stadig som en storebror, når han fortæller historien. Johns band, The Quarrymen, skulle bruge en stabil guitarist. Paul havde gået i skole med George, der fra begyndelsen tog sit håndværk alvorligt. Så i toppen af en dobbeltdækker spillede drengen Bill Justis' hit »Raunchy«.
   Der var ikke andre passagerer. Ingen begyndte at akkompagnere. Alligevel var det lidt af et Hollywood-øjeblik. Tre af de fire fandt sammen og lagde en fælles plan om at flygte. Kunne Harrison spille sin blues, som han skulle? Lennon var skeptisk, McCartney ivrig og entusiastisk. Men begge var overbærende. Den tredje mand kom til som Pauls protegé. Der var ingen tvivl om, hvem der bestemte.



I PORTRÆTFILMEN George Harrison: Living in the Material World (2011), som Martin Scorsese instruerede i 10-året for ex-beatlens død og producerede sammen med hans enke, Olivia Arias Harrison, får man indtryk af, at det egentlig aldrig blev anderledes. De Fantastiske Fire blev rige, fik privilegier og ændrede verdens musiksmag. Men George blev ved med at være den yngste, som fulgte de store på deres nåde.
   Den stille Beatle kunne godt bide fra sig. Han holdt sig lidt til siden, når McCartney og Lennon konkurrerede i at klovne for pressen. Til gengæld var der ironisk slagkraft i Harrisons tørre oneliners. Produceren George Martin (1926-2016) var ikke imponeret, da han mødte de musikalske teenagedrenge. Han spurgte, om der var noget, som de var utilfredse med. »Ja,« sagde George. »For eksempel kan jeg ikke lide dit slips.«
   George måtte kæmpe for hver eneste sang, han fik med på et Beatles-album, for Paul og John var aldrig i stofnød. McCartney, der stadig ikke trykkes af falsk beskedenhed, udtrykker det sådan hér: »Man må huske på, at vi lavede albums, som varede 40 minutter. John og jeg skrev en del – ret godt materiale. Ringo skulle også have en skæring. Så George havde ikke så megen plads, som han måske kunne ønske. Men man kan ikke få alt. Jeg synes, at det, som George opnåede i The Beatles, var fænomenalt. Skal vi ikke lade det blive ved dét?«


DET er og bliver en fantastisk historie. Harrison kom med de store drenge til festen i Hamburg, lærte sit fag i Reeperbahns klubber og fik sin seksuelle debut i baglokalet, hvor alle fire havde en seng. De andre lod, som om de sov, mens George og pigen var sammen. Han stod bag Paul og John, men lidt foran Richard – Ringo er 82 nu og foretrækker sit rigtige fornavn – da verden blev grebet af vild Beatles-feber.
   De red på en bølge af fryd i syv år. De fik også en fælles forretning, musikimperiet Apple Corps, som skulle implementere tidens værdier. Så gik de ned i flammer og brugte formuer på at bekrige hinanden. De optrådte for sidste gang på taget af Apples hovedkvarter i Saville Row den 30. januar 1969. Det var, da filmen Let It Be skulle i kassen. The Beatles var sidste gang sammen i Abbey Road-studiet den 20. august samme år. Svanesangen blev »I Want You (She’s So Heavy)«.



HARRISON havde en koncentration, som hitmagerne var for rastløse til at værdsætte. Han kunne fordybe sig i meditation og forretning med en alvor, som ikke var tillært. Lennon skrev »Across the Universe«, men det var Harrison, som tog åndeligheden på sig og begyndte at bede til de kosmiske kræfter. Det var ham, der blev i Indien mentalt.
   Samtidig var han en mand af sin tid. George kunne lide huse, kvinder og hurtige biler. Skønt han skrev om at være »frustrated in the material world/ Senses never gratified, only swelling like a tide,« tog han ivrigt for sig af alt i butikken.
   Det er ikke helt det indtryk, man får ved at læse selvbiografien I Me Mine (1980, rev. 2017), men det er et bærende tema i Scorseses portrætfilm. Den viser en mild havemand, den søgende pilgrim, som man kender fra tiden og Harrisons sange, men man ser også ansigtet inde i skyggen. Harrison forstod, at der var tale om forbundne principper. Han var yin-yang i praksis og på befriende vis aldrig salvelsesfuld. I bund og grund havde manden god humor.
   Han trak sig hurtigst og værdigst ud af Apple Corps-fadæsen og det følgende juridiske hundeslagsmål. Han ejede selv sine sange. I 1964 købte han huset Kinfauns i Surrey, hvor han boede sammen med modellen Pattie Boyd, som han mødte under optagelserne til Richards Lesters Beatles-film A Hard Day’s Night. De blev gift i 1966 og var sammen indtil 1974, da hun forlod ham til fordel for Eric Clapton. Clapton var trist, men ikke bitter. Allerhøjst blev han jaloux, fordi vennen skrev den smukke ballade om »Layla« til Pattie Boyd.



DE år var Harrisons rockstjernestid. Han levede livet til fulde og brugte sine penge, som han ville, mens han sparede op til en mere moden version af det hele. I 1970 solgte han Kinfauns til Apple og købte herresædet Friar Park, som excentrikeren Sir Frank Crisp begyndte at bygge i Henley-on-Thames i 1875 og stadig ikke var helt færdig med ved sin død i 1919. Derfor sangen »Ballad of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)« på hovedværket All Things Must Pass.
   Huset havde 120 værelser og en have på flere kvadratkilometer, som Harrison ville omlægge selv. Han fik sit eget studie her. Da Boyd forlod ham, flyttede amerikaneren Olivia Arias ind. De blev gift i 1978, da sønnen Dhani kom til verden, og var sammen til Harrisons død. I Scorseses film lader Olivia forstå, at Harrison havde affærer. Pattie Boyd har andetsteds udtalt, at han »endelig indså, at kvinder forgudede ham. Han kunne ikke komme sig over tanken om, at han kunne få enhver, han ville have.«



GEORGE holdt af at arbejde i haven – som dreng troede Dhani, at hans far var en slags gartner – men forstod at pleje celebre venskaber. Alle ville være ven med en Beatle, selv pindsvin og profeter som Bob Dylan. I 1971 arrangerede Harrison den skelsættende støttekoncert for Bangladesh. Harrison forstod, at musikken skulle udgives, koncerten skulle filmes. Han tog ved lære af erfaringen fra Woodstock. Siden tog Bob Geldof ved lære af Harrison, da han arrangerede det første Live Aid i 1985.
   Harrison satte pris på satire og elskede Monty Python-ensemblet. Især Eric Idles Beatles-parodi, The Rutles: All You Need is Cash (1978), var en favorit. Ad den vej blev ex-beatlen en af tidens førende filmproducenter. Da man stod klar til at optage Monty Python's Life of Brian (1979, da. Life of Brian – et herrens liv), blev projektet lukket ned af EMI. Bestyrelsesformanden havde læst manuskriptet og var forfærdet over det blasfemiske præg. Monty Python skulle bruge 4 mio. dollar til produktionen. Harrison rejste dem over en weekend.
   Selskabet HandMade producerede og distribuerede nogle af de største titler i 1980ernes britiske filmbølge, bl.a. nyklassiske gangsterfilm som John Mackenzies The Long Good Friday (1980, da. Farlig fredag) og Neil Jordans Mona Lisa (1986). Men Python havde altid en særlig plads i Harrisons hjerte. Han var flere gange med i koret af canadiske rødfrakker, når Michael Palin sang »The Lumberjack Song«. Harrisons humor var meget som Pythons. I 1969 blev han spurgt, hvad han »egentlig« ville med synthesizer-albummet Electronic Sound. Harrisons svar var en fonetisk vittighed: »Avant-garde a clue«.


HARRISON inkarnerer som få dualismen. Han var fråser og pilgrim, verdensmand og tiggermunk. Nær-hedonismen var lige så vigtig som den mentale stræben, der definerer mysticismen, for det gjaldt om at leve drømmene ud. Det var dét, man aldrig kunne i nøjsomhedens Liverpool, og det var dén pagt, de tre drenge indgik i bussen.
   Harrison var en slags from epikuræer. Han brugte en formue på sin passion for Formel 1-kørsel. Med samme ildhu prøvede han at blive en god sitarspiller. Alt er sat på spidsen i de vegeterende perioder, hvor han enten bad i sit solopgangsrum, dyrkede haven ved Friar Park eller tog kokain i ånden fra Sherlock Holmes, når denne ikke kunne leve med stilstand.
   I sangværket finder man ikke et eneste tegn på samvittighedsnag. Afklaretheden på Brainwashed-albummet, der blev udgivet posthumt, både ligner og lyder som dyb indre ro: »Some times my life it seems like a fiction/ Some of the days it’s really quite serene/ I’m a living proof of all life’s contradictions/ One half’s going where the other half’s just been/ I’m a Pisces fish and the river runs through my life.«



HVAD så med musikken? spørger man til sidst. Der var en lang stribe løst materiale – ujævne koncertalbums (Live in Japan), et solidt psykedelisk soundtrack (Wonderwall Music) og avantgardistiske eksperimenter (Electronic Sounds).
   Der var ekskursioner i hellig indisk musik – bokssættet Collaborations fra 2010 samler 39 optagelser med Harrison og Ravi Shankar (1920-2012) – og profane fritidsprojekter som garagebandet The Travelling Wilburys, der bestod af Bob Dylan, Tom Petty (1950-2017), Roy Orbison (1936-1988), Jeff Lynne og Harrison selv. Aksen er dog de 10 studiealbums, han udgav i sit eget navn.
   Det bedste er det første, All Things Must Pass, der udkom i 1970 og indeholder al den musik, som Harrison havde sparet op i Beatles-tiden. Ved førsteudgivelsen indeholdt æsken tre vinylplader, som hver især kunne have stået alene. Især er Phil Spectors massive lag-på-lag produktion for en gangs skyld velanbragt. Det var den ikke altid. Man bad om et hegn, og Spector rejste en mur, men hør hvad han får ud af numre som »Wah-Wah« og »What Is Life?« Her er kimen til den distinkte lyd på Harrisons følgende albums. Eller sangenes DNA, som man siger i dag.
   Harrison skrev to af de bedste sange på Abbey Road, som er det sidst færdiggjorte Beatles-album, skønt det udkom før Let It Be. »Here Comes the Sun« blev til ved daggry i Eric Claptons have. Frank Sinatra kaldte »Something« »verdens smukkeste kærlighedssang«, men krediterede Lennon/McCartney for kompositionen. Harrison kunne med rette hævde, at han havde lige så meget i posen som Paul og John. Alligevel fravalgte man titelsangen på All Things Must Pass, da Let It Be gik i trykken.*



ALL Things Must Pass indeholder også »My Sweet Lord«, der må være rockhistoriens største religiøse hit. Sangen gav Harrison problemer, da forlaget Bright Tunes stævnede ham i en plagiatsag. »My Sweet Lord« er tone for tone identisk med Ronald Macks »He's So Fine«, som pigetrioen The Chiffons havde succes med i 1963. Det er uafviseligt den samme melodi – men det gælder også en række af Dylans »originale« kompositioner, som er planket fra fællesmængden af blues, folk og country.**
   Sagen trak ud. Dommeren konkluderede, at plagiatet var utilsigtet, og et forlig blev indgået. I 1975 udgav The Chiffons selv en single med »My Sweet Lord«. Som de øvrige beatler nåede Harrison at være hovedperson i dusinvis af retssager. Alene Bangladesh-koncerten affødte et juridisk morads. Især holdt The Fab Four af at stævne hinanden. Peter Doggett har skrevet en fin bog med titlen You Never Give Me Your Money (2009). Det er bizar og fornøjelig læsning.
   Harrison kommenterede selv fænomenet med et skuldertræk i sangen »Sue Me, Sue You Blues« fra Living in the Material World (1973). Dette album forsøger oplagt – og ikke helt uden held – at gentage formlen fra All Things Must Pass. »Give Me Love (Give Me Peace on Earth)« er den slidstærke skæring, men »Be Here Now« er den smukkeste sang. Coveret med Kendall Johnsons foto af en åben hånd på sort baggrund er ikonisk. Indvendig er et farvestærkt Krishna-motiv.
   Overhovedet er indpakningen en væsentlig del af de sidste tre albums, som Harrison skar for Apple og EMI. Det glansløse skilsmissealbum Dark Horse (1974) bliver løftet af Tom Wilkes’ farvestrålende cover. Et håndkoloreret skolefoto sender en hinduhilsen til Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band. Klassen står i en lyserød lotus.



EFTER Extra Texture (1975) var Harrison fri. Han etablerede selskabet Dark Horse og gik straks i studiet med Thirty Three & 1/3 (1976), en titel som på én gang henviser til kunstnerens alder og mediets omdrejningshastighed. Det er et let, energisk bundt sange, som nedtoner åndeligheden og kommenterer aktuelle kontroverser i flimrende tekster, der tangerer det private – og vel at mærke er bedst, når de gør det.
   Skæringen »See Yourself« har Beatles-motiv. Dét bliver herefter en del af recepten. Alle Dark Horse-pladerne indeholder som minimum: a) en klangstærk ode til åndeligheden; b) en nostalgisk, ukulele-baseret skævert, der sværmer i ånden fra helte som Hoagy Carmichael og George Formby; c) et stykke ufortyndet guitarrock med lyse overtoner; d) en bluesfigur med elegant slideguitar. Harrison er aldrig helt heavy – der er altid fine klokker et sted.
   Under e) vil man finde så sangen om dengang, de fire var konger. På George Harrison (1979) er det »Here Comes the Moon«. På Somewhere in England (1981) er »All Those Years Ago« den smukkeste erindring om John Lennon. Bagatellen Gone Troppo (svageste lyd, grimmeste cover) fra 1982 har en sang, som hedder »Circles«, der ikke kom med på Det Hvide Album. Cloud Nine (1987), et verdenshit der lyder for meget som Jeff Lynne, har i »When We Was Fab« en bannerhymne om emnet.***



HEREFTER fulgte vandreår og Traveling Wilburys-projektet, som i nogen grad blev overtaget af de dominerende amerikanske medlemmer. George skrev hittet »Handle With Care«, som satte skibet i søen (og med titlen »En at bli' som« var en dansk succes for Peter Belli og resten af Hobo Ekspressen
), men det er Dylans løsslupne bidrag, man husker. Bob Dylans »Tweeter and the Monkey Man« er en stor parodi på Bob Dylan.
   Til allersidst udkom albummet Brainwashed (2002). Harrison havde selv tilrettelagt pladen, som blev færdiggjort af Jeff Lynne og Dhani Harrison. Det er et album, de færreste hører i dag, men det er Harrisons bedste soloprojekt efter All Things Must Pass.og Living in the Material World. Hvilket atter er sangenes tema: Alt er godt; kroppen vil gå kødets gang; det handler om at være her nu og ikke blive hjernevasket af ting i den fysiske verden. Scorseses film bruger titelsangen under sin creditsekvens.
   »Pisces Fish« er en pragtfuld sang i klar Beatles-stil om livet, der strømmer i os og med os. Harrison vidste, at Brainwashed var testamentet. I tingenes verden efterlod han Friar Park og 100 mio. britiske pund til familien. Der var dog stadig midler til at indstifte The Material World Foundation, og UNICEF modtager fortsat alle royalties fra salget af The Concert for Bangladesh. Det er godt gået af en Liverpool-dreng, der skippede skolen som 15-årig.
   Harrison var en diskret og behagelig kunstner, som havde sin helt egen lyd. Han var også en udmærket sangskriver. I det store billede må man dog, med hånden på hjertet, give Lennon og McCartney lidt tøvende medhold. Der var to store sange pr. album i George. Meget var fyld og stiløvelser. De suveræne skud kan være på et album som Let It Roll: Songs of George Harrison (2009), der samler 17 umistelige kompositioner.



TRODS sine mange privilegier fik Harrison ikke en rolig død. I 1997 blev han behandlet for strubekræft. Der blev stillet en positiv diagnose, men canceren metastaserede. Han fik konstateret lungekræft ved årtusindeskiftet, som blev en traumatisk begivenhed for familien på Friar Park.
   Den 30. december 1999 trængte en psykotisk mand, den 36-årige Michael Abram, ind i hovedbygningen og angreb den skrantende musiker. Harrison messede mantraer ad Abrams, som var bevæbnet med en kniv og et spyd fra en af havens statuer. George blev stukket syv gange, før Olivia slog Abrams ned med en ildrager. Hun fortæller om det i Scorseses film, hvor Abram ses som en hætteklædt kontur på et overvågningskamera. For en gangs skyld er der ikke sol i de varme mandeløjne.


HARRISON kom sig aldrig efter overfaldet, som punkterede hans ene lunge. I maj 2001 blev han opereret på Mayo Clinic i Minnesota. I juli blev han behandlet i Schweiz. Her talte Ringo Starr med ham for sidste gang. I november blev han indlagt på Staten Island University Hospital i New York og opereret for cancer i hjernen. Den 29. november døde han i et hus i Hollywood Hills. Olivia stævnede bagefter lægen, der fik Harrison til at skrive en sidste autograf på en guitar.
   For tiggermunken var alt dette maya. Verdensmanden må dog have tænkt sit. Olivia hævder, at rummet blev fyldt af et gyldent lys, da Harrison døde. Sandt nok så han frem til at vide, hvad der var på den anden side af spejlet. Alligevel må det have virket som en tarvelig død, der kom alt for tidligt. Harrison blev kun 58. Man vil helst ikke væk fra dem, som man elsker. Hare Krishna eller ikke Hare Krishna.

   
MARTIN Scorseses film varer tre en halv time og tegner et sjældent sobert portræt. McCartney er indkaldt som vidne, Ringo er med som en ven. Ravi Shankar lovpriser manden. Terry Gilliam og Eric Idle fortæller om Harrison som mæcen. Pattie Boyd og Eric Clapton går i detaljer om partnerbyttet. Tom Petty taler om The Travelling Wilburys. Om den tyske tid fortæller Klaus Voorman og Astrid Kirchherr (1938-2020) som altid med kærlige stemmer – og hvor er de blevet grå alle sammen.
   Der måtte godt være færre klip og mere musik, men undervejs er Phil Spector (1940-2021) et væsentligt aktiv. Upåvirket af sin egen mordsag fortæller han med indlevelse om, hvordan han og Harrison rejste lydmuren. Man tænker en passant på dem, som må være blevet spurgt, men har sagt nej til at medvirke: Dylan, Jagger, Donovan. Ringo fælder en gammel mands tåre. Bagefter siger han knasende tørt: »Enough of this Barbara Walters bullshit.«
   Harrison sagde ofte, at der ikke kunne blive tale om en genforening af The Beatles, »så længe John Lennon er død«. Det er dén lille drejning, der altid charmerer. Måske gik han vild et par gange, men Harrison svigtede aldrig sin muse.



NOTER

*) All Things Must Pass
 er genudgivet i alle fysiske og virtuelle formater (inkl. ½-speed vinyl og HD blu-ray audio) med gavmildt ekstramateriale. Senest i 50th Anniversary Edition med 70+ skæringer i 2021. The Dark Horse Years 1976-1992 (2004) og The Apple Years 1968-75 (2014) er eksemplariske bokssæt. The Concert for Bangladesh blev smukt relanceret i 2005. Flere hyldest- og mindekoncerter har hjulpet med til at holde flammen i live. Filmudgaven af Concert for George (2003) er formidabel. På bluray findes både biografversionen og hele koncerten, som den forløb i Royal Albert Hall 29.11.2002. Især den indiske del af programmet bliver endelig mere end pligtstof, og Dhani Harrison er et væsentligt aktiv. George Fest - A Night to Celebrate the Music of George Harrison (2016) er en mere diffus forestilling, men Brian Wilson synger »My Sweet Lord«, og The Flaming Lips fremfører »It's All Too Much«. Til slut står alle på scenen og synger »Handle with Care« fra det første Traveling Wilburys-album.

**) Harrisons flair for at annamme er legendarisk. James Taylor skrev som den første amerikanske kunstner kontrakt med Apple Records, der udgav hans debutalbum, James Taylor, i december 1968. To af sangene er blevet i Taylors repertoire: »Carolina in My Mind« og »Something in the Way She Moves«. Sidstnævnte lyder i slående grad som Beatles-skæringen »Something
«, der var det ene af Harrisons to bidrag til Abbey Road-albummet fra september 1969. Ved koncerter fortæller Taylor (i anekdotisk diverterende tone) om sin benovelse og ærefrygt ved »optagelsesprøven« på Apple Records, hvor han spillede »Something in the Way She Moves« for Harrison og Paul McCartney. »They really liked it. In fact, George even liked it so much that he went home and wrote it himself.« De fleste tilgiver Harrisons talent for at lade sig inspirere. Om ikke andet, fordi den anden sang, som han skrev til Abbey Road, var den originale og regulært udødelige »Here Comes the Sun«, en definitiv forårshymne, som er for den engelske sangskat, hvad Kim Larsens fortolkning af Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks »Det er i dag et vejr« er for den danske. 

***) I erindringsbogen I Me Mine fortæller Harrison til Beatles-publicisten Derek Taylor (1932-1997), som var pressechef for Apple Records: »I originally wrote 'All Those Years Ago' for Ringo. He was doing an album at the time, and I wrote it with slightly different words. It had the same chorus, but it was more of an uptight kind of lyric. You know, 'You did this, and you did that ... blah, blah.' I don't know what happened or why, but I don't think Ringo did the recording sessions. Or maybe I never finished the song. Then, with what happened to John, straight away I changed it. I made it more of a song about John, specifically about him.«
   Den reviderede udgave af I Me Mine er overdådigt illustreret med farvelagte træsnit og håndskrevne udkast til tekster, der gengives i faksimile. Alle 141 sange er med. Olivia Harrison har skrevet ny tekst og kurateret med kærlige øjne og hænder. Førsteudgaven af I Me Mine var på 398 sider. Den nye har næsten det dobbelte omfang.


Universal Music udgav George Harrison – The Vinyl Collection i februar 2017. Bokssættet samler de 12 studieplader, koncertalbummet Live in Japan og to særtryk af maxisingler med »Got My Mind Set on You« og »When We Was Fab«. Alt i det originale udstyr. 

George Harrison var fyldt 80 år den 25. februar 2023. I dagens anledning blev det samlede bagkatalog, både fra Apple Records og Dark Horse Records, gjort tilgængeligt i Dolby Atmos-formatet, som er udviklet til spatial/surround-lyd. Det skete i et samarbejde mellem BMG, Dark Horse Records og Apple Music, som er den eneste platform, der udbyder værket. Alle Harrisons arbejder findes i fysiske og virtuelle formater, bl.a. på det officielle website GeorgeHarrison.com. 




George Harrison: Living in the Material World. Instr.: Martin Scorsese. Limited Edition Deluxe Package. 1 BD + 2 dvds + 1 cd. Blu-Ray: DTS-HD Master Audio Surround 5.1; DVDs: Dolby Digital 5.1. Surround. CD featuring 10 unreleased recordings. 96 page booklet + two frameable prints. Lionsgate/ Grove Street Publications. 10.10.2011

George Harrison: I Me Mine. The Extended Edition. 632 s. Genesis Publications, 2017

George Harrison: Be Here Now. Photography by Barry Feinstein with Chris Murray. 208 s. Rizzoli International Publications, 2020. 




Fotos: Lionsgate Films/ Grove Street Pictures/ Spitfire Pictures/ Sikelia Productions/ Apple Records/ Dark Horse Records/ GeorgeHarrison.com/ Beatlesarchive.net/ BeatlesDaily.com/ Universal Music Group/ BMG/ Disney+ [Let It Be-rehearsal clip from Peter Jackson's Get Back]/ The Estate of Barry Feinstein [outtakes from All Things Must Pass album cover photo session + Mad Hatter BirthdayTea Party, Los Angeles 1973) CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV og Google Play – Blu-ray fra Lionsgate Films
Artiklen stod [med rubrikken »Pindsvin og profeter«] i Weekendavisen Kultur 21.10.2011.

fredag den 22. juli 2022

Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001)


EN DRØM I EN DRØM
Spansk (selv)erkendelse på amerikansk

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med – og i – en drøm, hvor en kvindestemme vækker os med ordene: »Open your eyes«. Millionæren David Aames (Tom Cruise), en moderne kong Krøsus, tager hul på dagen i sin designerlejlighed og er snart på vej til Manhattan, hvor hans forlagsimperium har hovedkvarter.
   Men noget er galt. Det er morgen i New York, og gaderne er som blæst. Panikken sætter sig gradvis i David, der nu er en Palle Alene i Verden. På Times Square står han ud af sin Porsche og undrer sig over stilheden og tomheden, som kun lysreklamerne bryder.
   Da er det, at en kvindestemme – men ikke den samme som før, denne har ingen blød spansk accent – siger ordene »open your eyes« en gang til. Atter kan David tage hul på sin dag, og denne gang ligger Julie (Cameron Diaz) i sengen ved hans side. Det er hende, der har indtalt beskeden, men hvem sagde ordene i drømmen, og kan man - dvs. kan vi og kan David – med sikkerhed vide, at denne virkelighed ikke er endnu en drøm der begynder?



DET kan man ikke, for inden længe er vi havnet et andet sted i kronologien, og David bliver afhørt i en tv-overvåget celle, hvor psykologen McCabe (Kurt Russell) stiller ham venlige, men bestemte spørgsmål om en kvinde, som er blevet myrdet. I disse gentagne scener – denne tilbagevendende drøm? – bærer David en skræmmende ansigtsprotese, en løs hvid maske som slører hans stemme, skønt psykologen flere gange pointerer, at ansigtet ikke er vansiret.



SOM det fremgår, er handlingsgangen i Vanilla Sky hverken regelret eller klart struktureret. Snarere udgør filmen et system af drømme, hvor flere niveauer af virkelighed til stadighed griber ind i og blander sig med hinanden.
 Det bliver værre endnu og også så mystisk, at jeg ville spolere for mange pointer med et resume.
   Endelig bliver alt forklaret i en tankekonstruktion af de store. Dét er for så vidt den eneste fejl i Cameron Crowes meget velskabte genindspilning af Abre los ojos, Alejandro Amenábars spanske identitetsfabel fra 1997.*
   Vanilla Sky er svær at genrebestemme, og dét er en væsentlig kvalitet. Davids mørke drømmerejse er både en spændingshistorie og en halv fremtidsfilm; afgjort en sædeskildring om måderne, som vi lever på nu, men også en hyldest til venskab, erindring og kærlighed.
   I de bedste afsnit vibrerer mysteriet så rent, at man giver sig fuldstændig hen. I de værste bliver der forklaret og fortalt i prætentiøse symboler, som trækker fra den mangetydige styrke. Drømmen står dog forbløffende stærkt, som det er.



DAVID, gudernes yndling, har arvet alt efter faderen, som både skrev en grundbog om succes og efterlod sønnen aktiemajoriteten i den koncern, der gør ham rig som Bill Gates eller Joakim von And. Vi er i en fabel, disse forhold er ikke urimelige. Han er allerede træt af Julie, da han møder den dragende Sofia Serrano (Penélope Cruz, som også spillede rollen hos Amenábar).
   Men det hævner sig at kassere andre mennesker. Da David tilbringer natten hos Sofia – de kysser kysk og tegner hinanden – kører Julie sig selv og David i døden. Hun dør (og så alligevel ikke), mens han får sin arm knust og sit ansigt revet over. Det er Vanilla Sky også: en film om at miste sit ansigt.
   Ulykken ændrer David til et ansvarligt, angrende menneske. Det klæder Tom Cruise at spille en rolle med skamferede træk, ligesom det er forfriskende at se Cameron Diaz fremstillet som en klæbrig type, man undgår om muligt. Det er dog ikke stjernespillet, som i bedste fald er dækkende, der bærer Vanilla Sky. Ej heller de selvhøjtidelige afsnit i historien, der fortælles med tilbageholdt åndedræt, som om store sandheder skal åbenbares.



DET bedste – og det er fremragende – er kvaliteten af drøm og skildringen af, hvordan en bevidsthed arbejder på at gendanne sig, når den uden videre lades i stikken i et mørke uden tid eller krop. Det reflekterende sind konstruerer da en identitet og bygger en verden med stumper, den kender.
   David ydmyger sig over for Sofia, og allerede da hun samler ham op næste morgen tænker man, at det digitale lys over Manhattan ligner vaniljehimlen på Monet-maleriet, der hænger i Davids Shangri-la af en ungkarlehybel. De elskende støtter sig til hinanden, så det i slående grad ligner coveret på The Freewheelin' Bob Dylan (1963), men man affærdiger det som et udslag af Crowes karriere som rockskribent, den tid han skildrede så besnærende i Almost Famous (2000).**



SÅ enkelt er det bare ikke. Skønt Vanilla Sky er en kostbar studiefilm, der skal fungere på det utålmodige amerikanske marked, står den ved sine centrale mysterier. Den er ujævn, men også konstant fascinerende, en film som man enten forsvinder ind i – en slags Blow-Up for MTV-generationen – eller opgiver uden videre, hvis man har et problem med Tom Cruise eller fordomme i forhold til den fantastiske genre, som Vanilla Sky ligger i udkanten af (det samme gjorde i øvrigt Blow-Up, der var baseret på en psykedelisk novelle af Julio Cortázar).


FILMEN har flere lag end et løg, og ganske som det gælder for løget, finder man kun en kerne af tomhed, hvis man piller den helt fra hinanden. Sådan er det sikkert også med eksistensen. Man kan sagtens sætte sig ind i en tankegang, der afviser konstruktionen som forvrøvlet og ser stort på de æstetiske kvaliteter, der kan affærdiges som CGI-tricks. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg nød denne film hele vejen og var opslugt fra første scene.


Vanilla Sky udkom på blu-ray i 2015 [med alternativ original slutning] og i deluxe-udgave til 20-året i november 2021. I juni 2023 på 4K Ultra HD (højopløsningsformatet, som er regionsfrit), 2K Blu-ray og digital HD til download og streaming. Altsammen fra Paramount Pictures, som har haft stor glæde af samarbejdet mellem Crowe, Cruise og Cruz. Der er masser af godt materiale om filmen på The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe.

*) Alejandro Amenábar (f. 1972) debuterede i lang form med den isnende effektive Thesis (1996), hvor Ana Torrent (pigen fra Victor Erices Franco-tids klassiker El espirítu de la colmena/ The Spirit of the Beehive/ Ånden i bistadet) spiller den filmstuderende Ángela, der skriver afhandling om snuff-film, udforsker miljøet omkring dødspornografien og er i offerets sted for en tid. En stilren blanding af hård realisme, metafilm og fundering over, hvad nettet (som dengang var i sin vorden) ville gøre ved kulturen. Abre los ojos (Open Your Eyes) var filmen, som han lavede mellem Thesis og arthousegyseren The Others (2001) med Nicole Kidman. Amenábar fik sit kritiske gennembrud med Mar adentro (2004, da. Mit indre hav), hvor Javier Bardem er den paralyserede mand, der knækker ryggen ved en badeulykke og længes efter at dø, mens han lever og genoplever i sindet. Her er genre- og metaelementerne lagt væk. Det er god kritisk skik at foretrække Amenábars original – som er uden hele laget af popkulturelle henvisninger og mindre demonstrativ i sin forklaring – for Crowes remake, der tangerer en palimpsest. Jeg foretrækker Crowe, måske fordi jeg deler Crowes smag i musik og billedkunst. Jeg kan godt se, at Abre los ojos giver publikum mere at arbejde med. I begge film er Penélope Cruz et væsentligt aktiv. I Crowes version sikrer hun kontinuiteten. Open your eyes fik ikke dansk premiere, men kom (og findes stadig) på en dvd fra britiske Momentum Pictures [+ Blu-ray fra franske StudioCanal i 2021].


**) Farverne på Vaniljehimlen (som for alvor bliver vigtig i filmens slutning, der ikke er afsløret ovenfor) er konkret inspireret af La Seine à Argenteuil, som Monet malede i 1873. Billedet hænger i David Aames' lejlighed. Faktisk er skalaen tættere på i Argenteuil fra 1874 og det ikoniske La femme à l'ombrelle (La Promenade) fra 1875, der har inspireret filmskabere fra Akira Kurosawa til Hayao Miyazaki.
   Don Hunstein (1928-2017) tog de berømte billeder af Bob Dylan og Suze Rotolo (1943-2011), som var kærester i Greenwich Village-perioden, da Dylan skrev sangene på The Freewheelin' Bob Dylan. Hun skrev om sit liv og forholdet til Dylan i Freewheelin' Time (2008). Dylan skriver selv om sin betagelse i Chronicles, Volume One (2004):
   »Hun hed Susie, men stavede det Suze. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende. Hun var den mest erotiske skabning, jeg havde set. Hun var lys i huden og havde gyldenblondt hår, men var fuldblods italiener. Luften var pludselig fuld af bananblade. Vi begyndte at tale sammen, og det begyndte at summe i mit hoved. Amors pile var før suset forbi mit øre, men denne gang ramte de mig i hjertet og slog mig omkuld. Suze var sytten og fra østkysten. Hun var vokset op i Queens i en venstreorienteret familie. Hendes far havde været fabriksarbejder og var død for nylig. Hun færdedes i kunstmiljøet i New York, malede og tegnede til forskellige publikationer, arbejdede med grafisk design, med teaterproduktioner Off-Broadway og var engageret i borgerrettighedsbevægelsen – hun kunne en hel masse. At møde hende var som at træde ind i tusind og én nats eventyr. Hun havde et smil, der kunne sprede lys over en hel gade fuld af mennesker, og var en meget livlig pige med en særlig form for yppighed – en skulptur af Rodin gjort levende. Hun fik mig til at tænke på fritænkende romanheltinder. Hun var lige min type.« [Bob Dylan: Krøniker Bind 1, s. 256, Gyldendal 2004, overs. Claus Bech].


Vanilla Sky. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 120 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.02.2002.


Fotos: Paramount Pictures/ Cruise/Wagner Productions/ Vinyl Films/ Sogecine/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ The Uncool - The Official Website for Everything Cameron Crowe/ Reddit/ Wikipedia Commons. 
Vanilla Sky streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTINE, TV2 Play/ SkyShowtime, YouTube Film. 
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.06.2023
Open Your Eyes (Abre los ojos) streames ikke i DK - i  Frankrig på Amazon Store og Apple TV - i Spanien på DISNEY+, NETFLIX og FLIXOLÉ
2K Blu-ray fra StudioCanal 05.03.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 01.02.2002; noterne er nyskrevne i 2022; ajourført i