Found Footage | Matt Reeves: Cloverfield (2008)

KATASTROFISK KLØVERMARK

Banebrydende found footage

Af BO GREEN JENSEN

BAG den poetisk uudgrundelige titel gemmer sig en heftig filmoplevelse, som vokser ud af formen og de fælles mareridt, der lever i kulturen efter 9/11. Umiddelbart før årtusindeskiftet blev gyseren The Blair Witch Project (1999) et fænomen ved at fortælle og fremstå som found footage, dvs. ubearbejdet efterladt videomateriale.

   I Cloverfield krænges katastrofegenren ud på samme måde. Filmen viser angiveligt indholdet af hukommelseskortet fra et digitalkamera. Fordi der optages oven på eksisterende stof, ser man af og til indklip fra tiden, som ligger før. Den strukturelle gimmick bliver både ironisk og vemodig, efterhånden som rædslerne griber om sig.

HUD (T.J. Miller) begynder at filme ved afskedsfesten, der skal sende vennen Rob (Michael Stahl-David) af sted til et nyt job i Japan. Én efter én siger karaktererne farvel og præsenterer sig på den måde for publikum. Det fremgår, at Rob og Beth (Odette Yustman) er kærester; at Hud selv har særlig sans for Marlena (Lizzy Caplan); at Jason (Mike Vogel) danner par med Lily (Jessica Lucas). Alle de flimrende relationer er dybest set irrelevante. Det handler om at præsentere gruppen, der skal flygte på publikums vegne, når katastrofen rammer Manhattan mellem øjnene.

DET sker efter tyve minutter. Først er der en rumlen, der føles som et jordskælv. Så kommer Frihedsgudindens hoved kurende hen ad Fifth Avenue, mens grønlige glimt af en gigantisk, Godzilla-lignende skabning lader sig ane bag glastårnene. Alle flygter ud i gaderne, væk fra de vaklende tårne. Hud bliver ved med at filme. Synsvinklen er den samme, som man havde på de første optagelser af terrorangrebet i 2001. Mens panikken breder sig, og militæret prøver at løse problemet, bevæger Rob og de øvrige karakterer sig mod menneskestrømmen, fordi han får et mobilopkald fra Beth, der er fanget på 37. etage i et af Midtowns korthuse.

ALT er set før i mange versioner: evakueringen, plyndringen, for den sags skyld monstret, der skyder ryg og slår ikoniske vartegn omkuld med sin hale. Imidlertid skaber Cloverfield faktisk en ny og effektiv vinkel på stoffet. Det er trættende at følge de rystede billeder, men formen gør sin virkning. Man er del af noget virkeligt og får til stadighed kun fragmenter at se. Intens er især en sekvens, som udspiller sig i undergrundsbanen, hvor også rotterne flygter fra de kravlende organismer – enten yngel eller gigantiske lus – der drysser af moderuhyret. Ligesom virkelige katastrofer er filmen ikke forpligtet til at ende godt. Det kan man heller ikke beskylde den for.

J.J. ABRAMS, manden bag den genrekrydsende tv-serie Lost (2004-2010), har udviklet Cloverfield sammen med Matt Reeves (The Pallbearer) og Drew Goddard, som er en af veteranerne fra Lost. Filmen var et hit i sit hjemland. Har den muligvis noget på hjerte? I så fald er det ikke et positivt budskab. Alle bliver ædt, og der er ingen moralske trøstepræmier, mens militæret iværksætter Operation Fuld Hammer, som vil bombe problemet til kingdom come.

      Filmen fik to »conceptual sequels«, 10 Cloverfield Lane (2016) og The Cloverfield Paradox (2018), som hverken er rigtige fortsættelser eller udvikler etterens æstetik. I det mindste deler Cloverfield ikke tidens glæde ved sadistisk horror, og i sit formsprog er filmen oprigtigt nyskabende. Jeg vil faktisk anbefale den. Det er lidt som at prøve en ny rutschebane, der trods alt lever op til lidt af sin hype.

Cloverfield. Instr.: Matt Reeves. Manus: Drew Goddard. Foto: Michael Bonvillain. 85 min. USA 2007. Dansk premiere: 01.02.2008.

Fotos: Paramount Pictures/ Bad Robot/ Cloverfield Productions/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 01.02.2008.

Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019)

ALT HVAD DU BEHØVER
Verden med og uden The Beatles

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere deler vandene som englænderen Richard Curtis (f. 1956). Forfatteren har baseret en lang og lukrativ karriere på romantiske og humoristiske film, ofte i multiplotgenren og altid med streg under mainstream, som alligevel stikker lidt dybere end de fleste i hovedsporet.

   Det var Curtis, som gjorde Hugh Grant til Hugh Grant. Som regel har han skrevet til andre – Four Weddings and a Funeral (1994, da. Fire bryllupper og en begravelse), Notting Hill (1999) og de første to Bridget Jones-film (2001, 2004) – men tre manuskripter har han også selv instrueret. Lakmusprøven er Love Actually (2003), et gruppebillede fra Tony Blair-tidens London. Mange kan ikke fordrage den film – endnu flere nyder den hver jul som tung chokolade.

   Curtis elsker den britiske pop, som var stor i hans ungdom. Som forfatter er han let og elegant. Som instruktør har han ikke altid det samme behændige touch. Det kan faktisk være en fordel. Curtis bliver mere interessant, når han stædigt insisterer på besværlige ideer. Love Actually efterligner husstilen i romantiske komedier, men The Boat that Rocked (2009) – en nostalgisk skrøne om Englands svar på Radio Luxembourg og Mercur – og den sentimentale, stilfærdigt fantastiske About Time (2013) er interessante afvigelser fra standardformatet.

YESTERDAY lægger sig efter sidstnævnte. Jack Malik (Himesh Patel) er en håbefuld Suffolk-sangskriver. Og siden veninden Ellie (Lily Taylor) hørte ham synge Oasis-hittet »Wonderwall« ved skoleballet i 2004, har hun bakket ham op og skaffet ham jobs. Det er bare aldrig blevet til noget, hverken med karrieren eller med Ellie. Efter en særligt ydmygende festivaloptræden vil Jack sige farvel til musikken og tage fuldtidsarbejde i supermarkedet.

   Samme nat bliver Jorden ramt af et verdensomspændende strømnedbrud. Udfaldet varer kun tolv sekunder. Da systemerne atter er oppe, ligner virkeligheden sig selv. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er sket forrykkelser. Der er opstået små bygningsfejl. Ellie siger, at forvirringen minder om Y2K-sammenbruddet, som man frygtede for ved årtusindeskiftet. Mon ikke Richard Curtis har haft ideen liggende lige så længe?

   

FÆNOMENER, som var store, er nu slettet af hukommelsen. Listen bliver længere efterhånden og er helt vilkårlig. Cigaretter findes ikke, for eksempel, og både Coca-Cola og Harry Potter er væk. Ingen husker The Beatles’ sange, for The Beatles har aldrig været der.

   Jack genkomponerer beatlernes sange og bliver umådeligt populær. Han varmer op for Ed Sheeran – som spiller sig selv – men snart er det Sheeran, som åbner for Jack. Han indgår en faustisk handel med Djævelen – i skikkelse af Kate McKinnon som kynisk amerikansk forretningskvinde – og indser, at det er Ellie, han elsker. Jack er aldrig tryg ved sin succes. Han ved jo, at han har stjålet de sange.

IDEEN med mikroforrykkelser er interessant. Teorien om effekten af en sommerfugls vingeslag bliver afprøvet i en lavpraktisk kontekst. Vi forstår, hvor let givne ting kan forsvinde og indser, at hverdagens stof er fantastisk. Yesterday er i familie med film som The Science of Sleep, The Curious Case of Benjamin Button og Everything Everywhere All at Once. Vi ser, hvordan små ændringer gør en stor forskel, og ligesom i About Time er Curtis ivrig efter at undersøge kædereaktionen i relative virkeligheder. Det er tidsrejse-scifi helt uden effekter.

   Alligevel bliver Yesterday aldrig for alvor skarp eller sjov. Produktionen har investeret i 20 Beatles-numre, som man næsten får mere end rigeligt af. Alle, der hører de klassiske sange, overgiver sig efter få strofer. Men flere af de sange virkede kun, fordi de blev sunget af netop de stemmer i netop den tid. Isoleret set er »The Long and Winding Road« ikke nogen umistelig komposition. Her falder verden i svime på stedet.

   Andre sange kommer til deres ret i nye omgivelser. »Ob-La-Di, Ob-La-Da« fra det hvide dobbeltalbum, for eksempel. Det er nede i enkelte scener, at Yesterday bliver seværdig. Som da Jack varmer op for Ed Sheeran i Moskva og [i en før-pandemisk verden uden ny kold krig mellem Kreml og Vesten] lægger dagens russere ned med »Back in the USSR«. Eller da han banker på hos en 78-årig mand, »John« fra Liverpool, som bærer briller med uindfattede glas. Denne John Lennon blev ikke musiker, men fik et langt, roligt liv, der alligevel var »fab«.

DA Jacks debutalbum One Man Only bliver lanceret fra taget af et badehotel i Gorleston i Norfolk, ligner det den ikoniske Get Back-koncert, som The Beatles sagde farvel med i 1969. Her har filmen for første gang visuel styrke. Ellers er det ikke til at se, at Danny Boyle har instrueret. Det må næsten være meningen, at det ikke skal kunne ses.

   Sødmen er der hele vejen. Den lykkes altid for Curtis, og det er den, der har gjort ham forhadt og feteret i lige mål. Yesterday ændrer ikke ved dét. Også denne film vil blive elsket og hadet.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Richard Curtis: About Time (2013).

Se også Danny Boyle | Alex Garland: Sunshine (2007) [Sci-Fi 100]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen].

Se også: The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); En indædt underfundighed: Digteren John Lennon 1940-1980; Living in the Material World: George Harrison 1943-2001.  

Yesterday. Instr.: Danny Boyle. Manus: Richard Curtis. Foto: Christopher Ross. 116 min. UK-Kina-Japan-USA 2019. Dansk premiere: 27.06.2019.

Fotos: Decibel Films/ Dentsu/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ Universal Studios and Perfect Universe Investment Inc./ UIP/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV/ Blockbuster/ Google Play/ Rakuten TV/ SF Anytime/ Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2019 

Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001)

EN DRØM I EN DRØM
Spansk (selv)erkendelse på amerikansk

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med – og i – en drøm, hvor en kvindestemme vækker os med ordene: »Open your eyes«. Millionæren David Aames (Tom Cruise), en moderne kong Krøsus, tager hul på dagen i sin designerlejlighed og er snart på vej til Manhattan, hvor hans forlagsimperium har hovedkvarter.

   Men noget er galt. Det er morgen i New York, og gaderne er som blæst. Panikken sætter sig gradvis i David, der nu er en Palle Alene i Verden. På Times Square står han ud af sin Porsche og undrer sig over stilheden og tomheden, som kun lysreklamerne bryder.

   Da er det, at en kvindestemme – men ikke den samme som før, denne har ingen blød spansk accent – siger ordene »open your eyes« en gang til. Atter kan David tage hul på sin dag, og denne gang ligger Julie (Cameron Diaz) i sengen ved hans side. Det er hende, der har indtalt beskeden, men hvem sagde ordene i drømmen, og kan man - dvs. kan vi og kan David – med sikkerhed vide, at denne virkelighed ikke er endnu en drøm der begynder?

DET kan man ikke, for inden længe er vi havnet et andet sted i kronologien, og David bliver afhørt i en tv-overvåget celle, hvor psykologen McCabe (Kurt Russell) stiller ham venlige, men bestemte spørgsmål om en kvinde, som er blevet myrdet. I disse gentagne scener – denne tilbagevendende drøm? – bærer David en skræmmende ansigtsprotese, en løs hvid maske som slører hans stemme, skønt psykologen flere gange pointerer, at ansigtet ikke er vansiret.

SOM det fremgår, er handlingsgangen i Vanilla Sky hverken regelret eller klart struktureret. Snarere udgør filmen et system af drømme, hvor flere niveauer af virkelighed til stadighed griber ind i og blander sig med hinanden. Det bliver værre endnu og også så mystisk, at jeg ville spolere for mange pointer med et resume.

   Endelig bliver alt forklaret i en tankekonstruktion af de store. Dét er for så vidt den eneste fejl i Cameron Crowes meget velskabte genindspilning af Abre los ojos, Alejandro Amenábars spanske identitetsfabel fra 1997.*

   Vanilla Sky er svær at genrebestemme, og dét er en væsentlig kvalitet. Davids mørke drømmerejse er både en spændingshistorie og en halv fremtidsfilm; afgjort en sædeskildring om måderne, som vi lever på nu, men også en hyldest til venskab, erindring og kærlighed.

   I de bedste afsnit vibrerer mysteriet så rent, at man giver sig fuldstændig hen. I de værste bliver der forklaret og fortalt i prætentiøse symboler, som trækker fra den mangetydige styrke. Drømmen står dog forbløffende stærkt, som det er.

DAVID, gudernes yndling, har arvet alt efter faderen, som både skrev en grundbog om succes og efterlod sønnen aktiemajoriteten i den koncern, der gør ham rig som Bill Gates eller Joakim von And. Vi er i en fabel, disse forhold er ikke urimelige. Han er allerede træt af Julie, da han møder den dragende Sofia Serrano (Penélope Cruz, som også spillede rollen hos Amenábar).

   Men det hævner sig at kassere andre mennesker. Da David tilbringer natten hos Sofia – de kysser kysk og tegner hinanden – kører Julie sig selv og David i døden. Hun dør (og så alligevel ikke), mens han får sin arm knust og sit ansigt revet over. Det er Vanilla Sky også: en film om at miste sit ansigt.

   Ulykken ændrer David til et ansvarligt, angrende menneske. Det klæder Tom Cruise at spille en rolle med skamferede træk, ligesom det er forfriskende at se Cameron Diaz fremstillet som en klæbrig type, man undgår om muligt. Det er dog ikke stjernespillet, som i bedste fald er dækkende, der bærer Vanilla Sky. Ej heller de selvhøjtidelige afsnit i historien, der fortælles med tilbageholdt åndedræt, som om store sandheder skal åbenbares.

DET bedste – og det er fremragende – er kvaliteten af drøm og skildringen af, hvordan en bevidsthed arbejder på at gendanne sig, når den uden videre lades i stikken i et mørke uden tid eller krop. Det reflekterende sind konstruerer da en identitet og bygger en verden med stumper, den kender.

   David ydmyger sig over for Sofia, og allerede da hun samler ham op næste morgen tænker man, at det digitale lys over Manhattan ligner vaniljehimlen på Monet-maleriet, der hænger i Davids Shangri-la af en ungkarlehybel. De elskende støtter sig til hinanden, så det i slående grad ligner coveret på The Freewheelin' Bob Dylan (1963), men man affærdiger det som et udslag af Crowes karriere som rockskribent, den tid han skildrede så besnærende i Almost Famous (2000).**

SÅ enkelt er det bare ikke. Skønt Vanilla Sky er en kostbar studiefilm, der skal fungere på det utålmodige amerikanske marked, står den ved sine centrale mysterier. Den er ujævn, men også konstant fascinerende, en film som man enten forsvinder ind i – en slags Blow-Up for MTV-generationen – eller opgiver uden videre, hvis man har et problem med Tom Cruise eller fordomme i forhold til den fantastiske genre, som Vanilla Sky ligger i udkanten af (det samme gjorde i øvrigt Blow-Up, der var baseret på en psykedelisk novelle af Julio Cortázar).

FILMEN har flere lag end et løg, og ganske som det gælder for løget, finder man kun en kerne af tomhed, hvis man piller den helt fra hinanden. Sådan er det sikkert også med eksistensen. Man kan sagtens sætte sig ind i en tankegang, der afviser konstruktionen som forvrøvlet og ser stort på de æstetiske kvaliteter, der kan affærdiges som CGI-tricks. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg nød denne film hele vejen og var opslugt fra første scene.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011).

Vanilla Sky udkom på blu-ray i 2015 [med alternativ original slutning] og i deluxe-udgave til 20-året i november 2021. I juni 2023 på 4K Ultra HD (højopløsningsformatet, som er regionsfrit), 2K Blu-ray og digital HD til download og streaming. Altsammen fra Paramount Pictures, som har haft stor glæde af samarbejdet mellem Crowe, Cruise og Cruz. Der er masser af godt materiale om filmen på The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe.

*) Alejandro Amenábar (f. 1972) debuterede i lang form med den isnende effektive Thesis (1996), hvor Ana Torrent (pigen fra Victor Erices Franco-tids klassiker El espirítu de la colmena/ The Spirit of the Beehive/ Ånden i bistadet) spiller den filmstuderende Ángela, der skriver afhandling om snuff-film, udforsker miljøet omkring dødspornografien og er i offerets sted for en tid. En stilren blanding af hård realisme, metafilm og fundering over, hvad nettet (som dengang var i sin vorden) ville gøre ved kulturen. Abre los ojos (Open Your Eyes) var filmen, som han lavede mellem Thesis og arthousegyseren The Others (2001) med Nicole Kidman. Amenábar fik sit kritiske gennembrud med Mar adentro (2004, da. Mit indre hav), hvor Javier Bardem er den paralyserede mand, der knækker ryggen ved en badeulykke og længes efter at dø, mens han lever og genoplever i sindet. Her er genre- og metaelementerne lagt væk. Det er god kritisk skik at foretrække Amenábars original – som er uden hele laget af popkulturelle henvisninger og mindre demonstrativ i sin forklaring – for Crowes remake, der tangerer en palimpsest. Jeg foretrækker Crowe, måske fordi jeg deler Crowes smag i musik og billedkunst. Jeg kan godt se, at Abre los ojos giver publikum mere at arbejde med. I begge film er Penélope Cruz et væsentligt aktiv. I Crowes version sikrer hun kontinuiteten. Open your eyes fik ikke dansk premiere, men kom (og findes stadig) på en dvd fra britiske Momentum Pictures [+ Blu-ray fra franske StudioCanal i 2021].

**) Farverne på Vaniljehimlen (som for alvor bliver vigtig i filmens slutning, der ikke er afsløret ovenfor) er konkret inspireret af La Seine à Argenteuil, som Monet malede i 1873. Billedet hænger i David Aames' lejlighed. Faktisk er skalaen tættere på i Argenteuil fra 1874 og det ikoniske La femme à l'ombrelle (La Promenade) fra 1875, der har inspireret filmskabere fra Akira Kurosawa til Hayao Miyazaki.

   Don Hunstein (1928-2017) tog de berømte billeder af Bob Dylan og Suze Rotolo (1943-2011), som var kærester i Greenwich Village-perioden, da Dylan skrev sangene på The Freewheelin' Bob Dylan. Hun skrev om sit liv og forholdet til Dylan i Freewheelin' Time (2008). Dylan skriver selv om sin betagelse i Chronicles, Volume One (2004):

   »Hun hed Susie, men stavede det Suze. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende. Hun var den mest erotiske skabning, jeg havde set. Hun var lys i huden og havde gyldenblondt hår, men var fuldblods italiener. Luften var pludselig fuld af bananblade. Vi begyndte at tale sammen, og det begyndte at summe i mit hoved. Amors pile var før suset forbi mit øre, men denne gang ramte de mig i hjertet og slog mig omkuld. Suze var sytten og fra østkysten. Hun var vokset op i Queens i en venstreorienteret familie. Hendes far havde været fabriksarbejder og var død for nylig. Hun færdedes i kunstmiljøet i New York, malede og tegnede til forskellige publikationer, arbejdede med grafisk design, med teaterproduktioner Off-Broadway og var engageret i borgerrettighedsbevægelsen – hun kunne en hel masse. At møde hende var som at træde ind i tusind og én nats eventyr. Hun havde et smil, der kunne sprede lys over en hel gade fuld af mennesker, og var en meget livlig pige med en særlig form for yppighed – en skulptur af Rodin gjort levende. Hun fik mig til at tænke på fritænkende romanheltinder. Hun var lige min type.« [Bob Dylan: Krøniker Bind 1, s. 256, Gyldendal 2004, overs. Claus Bech].

Vanilla Sky. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 120 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.02.2002.

Fotos: Paramount Pictures/ Cruise/Wagner Productions/ Vinyl Films/ Sogecine/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ The Uncool - The Official Website for Everything Cameron Crowe/ Reddit/ Wikipedia Commons. 

Vanilla Sky streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTINE, TV2 Play/ SkyShowtime, YouTube Film. 

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.06.2023

Open Your Eyes (Abre los ojos) streames ikke i DK - i  Frankrig på Amazon Store og Apple TV - i Spanien på DISNEY+, NETFLIX og FLIXOLÉ

2K Blu-ray fra StudioCanal 05.03.2021

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 01.02.2002; noterne er nyskrevne i 2022; ajourført i 

Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016)

DRØMME DER SMELTER OM DAGEN

Gennembrudsfilmen fra Miyazakis arvtager 

Af BO GREEN JENSEN

TAL om at sætte forventninger højt. I 2016 blev Makoto Shinkais Your Name den største japanske biograffilm nogen sinde, et solidt arthousehit i andre territorier og en fortælling, der taler til flere aldersgrupper minus måske det yngste segment.

   Ikke siden Hayao Miyazakis Chihiro og heksene (2002) har man set en lignende crossover-succes. Makoto, der er født i 1973 og ansvarlig for anime som The Place Promised in Our Early Days (2004), Rejsen til Agartha (2011) og Ordenes Have (2014), bliver da også set som en mulig tronfølger. At dømme efter Your Name og opfølgeren Weathering With You (2019) er han måske endnu mere: en visionær og unik billedskaber, der ikke har brug for at blive sammenlignet med nogen. 

 

DET handler om en slags kosmisk kortslutning. Fejlen opstår, da en komet flyver tæt på Jorden og sender meteoritter ned over Japan. En af dem rammer (måske) den landsby, hvor teenagepigen Mitsuha hjælper sin mormor i shinto-templet og hænger ud med venner fra skolen, mens hun drømmer om at være en smart dreng i Tokyo, hvor tiden aldrig står stille.

   Faktisk er Taki sådan en ung mand, men han føler sig hverken smart eller heldig. Han vågner konstant af fortumlede drømme og lever mest på den iPhone, hvor filmen eksponerer sin kontekst.

DET korte af det lange er, at Mitsuha og Taki bytter liv, når de sover. Hun er i hans krop, og han er i hendes. De har en fornemmelse af hinanden, men kan aldrig huske noget ret længe. Hvis ikke familie og venner fortalte, hvor aparte de har opført sig, ville alt være drømme, som smelter om dagen.

   De unge skriver dagbog på den samme app og deler tips om overlevelse. Først er det afgørende, om de kan mødes. Der er imidlertid en forskydning, en fold eller sprække i tiden, og det bliver endnu mere spændende, om det vil lykkes Taki at tage tilbage og forhindre udslettelsen af Mitsuhas by.

DER er megen kronologisk trafik og raffinerede digressioner. Der er også banale, generiske sange og lidt for anstrengt idylliske scener i den gængse stil med store øjne, som er særlig for manga og anime. Glimtvis er filmen smuk og fantastisk. Som et kort, klart digt i et narrativt kaos.

   Your Name bliver fejret for at være »en historie, der tilfældigvis er fortalt i animationsform, men lige så godt kunne være live action.« Det er en mærkelig og misvisende anbefaling. En Your Name som realfilm ville være monstrøs.

   Kontakt på tværs af tiden og køn, der bytter plads, er troper i fantasy og science fiction. Ny er derimod intensiteten, som Makoto Shinkai fremstiller dem med. Your Name er en lyrisk tour de force om unge sínd. Filmen taler for alt, som er tidløst og længes.

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019).

Your Name. (Kimi no na wa.). Instr. & manus: Makoto Shinkai. 106 min. Japan 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: CoMix Wave Films/ Amuse/ Kadokawa/ Toho Comoany/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.05.2017