Found Footage | Matt Reeves: Cloverfield (2008)

KATASTROFISK KLØVERMARK

Banebrydende found footage

Af BO GREEN JENSEN

BAG den poetisk uudgrundelige titel gemmer sig en heftig filmoplevelse, som vokser ud af formen og de fælles mareridt, der lever i kulturen efter 9/11. Umiddelbart før årtusindeskiftet blev gyseren The Blair Witch Project (1999) et fænomen ved at fortælle og fremstå som found footage, dvs. ubearbejdet efterladt videomateriale.

   I Cloverfield krænges katastrofegenren ud på samme måde. Filmen viser angiveligt indholdet af hukommelseskortet fra et digitalkamera. Fordi der optages oven på eksisterende stof, ser man af og til indklip fra tiden, som ligger før. Den strukturelle gimmick bliver både ironisk og vemodig, efterhånden som rædslerne griber om sig.

HUD (T.J. Miller) begynder at filme ved afskedsfesten, der skal sende vennen Rob (Michael Stahl-David) af sted til et nyt job i Japan. Én efter én siger karaktererne farvel og præsenterer sig på den måde for publikum. Det fremgår, at Rob og Beth (Odette Yustman) er kærester; at Hud selv har særlig sans for Marlena (Lizzy Caplan); at Jason (Mike Vogel) danner par med Lily (Jessica Lucas). Alle de flimrende relationer er dybest set irrelevante. Det handler om at præsentere gruppen, der skal flygte på publikums vegne, når katastrofen rammer Manhattan mellem øjnene.

DET sker efter tyve minutter. Først er der en rumlen, der føles som et jordskælv. Så kommer Frihedsgudindens hoved kurende hen ad Fifth Avenue, mens grønlige glimt af en gigantisk, Godzilla-lignende skabning lader sig ane bag glastårnene. Alle flygter ud i gaderne, væk fra de vaklende tårne. Hud bliver ved med at filme. Synsvinklen er den samme, som man havde på de første optagelser af terrorangrebet i 2001. Mens panikken breder sig, og militæret prøver at løse problemet, bevæger Rob og de øvrige karakterer sig mod menneskestrømmen, fordi han får et mobilopkald fra Beth, der er fanget på 37. etage i et af Midtowns korthuse.

ALT er set før i mange versioner: evakueringen, plyndringen, for den sags skyld monstret, der skyder ryg og slår ikoniske vartegn omkuld med sin hale. Imidlertid skaber Cloverfield faktisk en ny og effektiv vinkel på stoffet. Det er trættende at følge de rystede billeder, men formen gør sin virkning. Man er del af noget virkeligt og får til stadighed kun fragmenter at se. Intens er især en sekvens, som udspiller sig i undergrundsbanen, hvor også rotterne flygter fra de kravlende organismer – enten yngel eller gigantiske lus – der drysser af moderuhyret. Ligesom virkelige katastrofer er filmen ikke forpligtet til at ende godt. Det kan man heller ikke beskylde den for.

J.J. ABRAMS, manden bag den genrekrydsende tv-serie Lost (2004-2010), har udviklet Cloverfield sammen med Matt Reeves (The Pallbearer) og Drew Goddard, som er en af veteranerne fra Lost. Filmen var et hit i sit hjemland. Har den muligvis noget på hjerte? I så fald er det ikke et positivt budskab. Alle bliver ædt, og der er ingen moralske trøstepræmier, mens militæret iværksætter Operation Fuld Hammer, som vil bombe problemet til kingdom come.

      Filmen fik to »conceptual sequels«, 10 Cloverfield Lane (2016) og The Cloverfield Paradox (2018), som hverken er rigtige fortsættelser eller udvikler etterens æstetik. I det mindste deler Cloverfield ikke tidens glæde ved sadistisk horror, og i sit formsprog er filmen oprigtigt nyskabende. Jeg vil faktisk anbefale den. Det er lidt som at prøve en ny rutschebane, der trods alt lever op til lidt af sin hype.

Cloverfield. Instr.: Matt Reeves. Manus: Drew Goddard. Foto: Michael Bonvillain. 85 min. USA 2007. Dansk premiere: 01.02.2008.

Fotos: Paramount Pictures/ Bad Robot/ Cloverfield Productions/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 01.02.2008.

Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]

DEN MØRKESTE DAG

Den første film om Utøya-massakren

Af BO GREEN JENSEN

DEN 22. juli 2011 realiserede højreekstremisten Anders Behring Breivik sin syge fantasi om at gøre en forskel. Kl. 15.25 eksploderede en bil med en kunstgødningsbombe foran Høyblokken i Oslo. Otte mennesker døde.

   Bagefter kørte Breivik til Utvika, hvor han tog færgen til Utøya. Klokken 17.46 begyndte han nedskydningen af deltagere i Arbeidernes Ungdomsfylkings traditionsrige sommerlejr. 69 unge mennesker døde, 90 blev indlagt på hospitalet. Breivik overgav sig kl. 18.28, da der endelig kom assistance til øen. På tre timer havde massemorderen taget 77 liv.

   Det var den særeste, mørkeste dag i Norges historie. Det kollektive chok er langt fra bearbejdet. Breiviks forkvaklede tanker ligner en primitiv karikatur. Vi er ikke sådan i Norden. Det skete i en anden virkelighed.

   Flere reportager har beskrevet modtagelsen af Utøya 22. juli, Erik Poppes rekonstruktion af massakren, både på filmfestivalen i Berlin og ved gallaforestillingen i Oslo. Det er på tide at se den som film.*

VIST er Utøya 22. juli en teknisk bedrift. Poppes fiktionsfilm genskaber forløbet i virkelig tid og er holdt i [hvad der opleves som] én lang steadycam-optagelse på 72 minutter, der oplever massakren sammen med den 19-årige Kaja (Andrea Berntzen).

   En kort prolog viser eksplosionerne i Oslo. Så er vi ude på øen med Kaja, som taler i telefon med sin mor, finder sin surmulende lillesøster i et af de mudrede telte og varmer op til dagens politiske diskussioner.

   Hér begynder skuddene. Filmen viser kun gerningsmandens omrids et kort øjeblik. Det er en stærk pointe – et modigt fravalg og en stor kvalitet – at den ikke nævner Breiviks navn eller interesserer sig for hans motiver.

   Meget ligner generiske scener fra en horrorfilm med found footage. Ja, tilskueren har en intens og taktil fornemmelse af at være på Utøya. Men rystede billeder og lange scener med hviskende unge, der skjuler sig for en hærgende morder, er standardstof i gysergenren. Ingen bliver klogere på andet, end hvordan det føles at være bange uafbrudt.

DER findes en håndfuld værdifulde film, som vil tale om denne slags ondskab. Michael Moores Bowling for Columbine (2002) var en kommentar til skoleskydningen i Colorado i 1999. Gus Van Sants Elephant (2003) satte fokus på de unge gerningsmænd.

   I Lynne Ramsays We Need To Talk About Kevin (2011) spillede Tilda Swinton mor til drengen, der skød sine kammerater med samme mangel på empati, som hun havde set i hans øjne, da han var barn og ikke trillede bolden tilbage. I Nicholas Saadas Taj Mahal (2015) gemte Stacy Martin sig på hotellet i Bombay, mens skuddene i korridoren blev ved.

   »Hvem skal dog se den?« blev Poppe spurgt i Berlin. Man sagde det samme, da J.A. Bayona rekonstruerede den thailandske tsunami i The Impossible (2012). Her lå Naomi Watts og var bange og våd en stor del af tiden, omgivet af døde og døende ofre for en mørk, ustandselig kraft. Den film var et stort tilløbsstykke. Det skal Utøya 22. juli nok også blive.

JEG ved stadig ikke, hvad jeg skal med Utøya 22. juli. Der er intet at diskutere bagefter. Der er intet tankevækkende stof. Bare gentagelsen af en rædselsfuld dag.

   Det er bizart at se oplevelsen udbudt som en kørende forlystelse, måske endda med popcorn til. Jeg kan forestille mig angsten. Det giver mig intet at være i offerets sted.

   Hvis jeg lytter til mine kolleger, hører jeg flere stemmer. Én kalder filmen en høflig fejltagelse, der ødelægger alt for sig selv ved at være korrekt. En anden siger, at filmen var en af de mest intense oplevelser nogen sinde. Han sad tryllebundet i 90 minutter.

   Det mest effektive er lydsporet, som Gisle Tveito har designet. De poppende skud, der kommer uregelmæssigt og flytter sig i forhold til karaktererne. I en scene til slut bliver der sunget. Det er den eneste oplagte fejl i en ellers nøjagtig og redelig film.

DER findes kun ét officielt pressefoto. Paul Greengrass instruerer en Utøya-film for Netflix. Her er Breivik med i billedet og bliver spillet af Anders Lie Danielsen fra Joachim Triers Reprise og Oslo den 31. august.

   I et par døgn efter attentatet var der journalistisk konsensus om ikke at bruge morderens navn. Breivik skulle være unævnelig som en Lord Voldemort, der inkarnerer al ondskab. Det gav betydelig mening moralsk. Men Poppes film havde sat sig bedre fast, hvis monstret var med.

   Der er stadig en dyb ubegribelighed forbundet med massemordet. Dén rokker filmen ikke det mindste.

*) Dette er min anmeldelse, stort set som den stod i Weekendavisen Kultur i marts 2018. Tusindvis af kolleger skrev lignende mainstream-henvendte stykker, som på forskellig vis var for og imod selve ideen om en drama-dokumentarisk rekonstruktion. Tillad mig at pege på en god artikel, der går dybere ned i det tekniske og æstetiske stof. Søren Rørdam Bastholm har til filmtidsskriftet 16:9 skrevet »Pigen i den gule sweater: Om en beklædningsgenstands narrative formål i Utøya 22. juli« [20.06.2020].

   Bastholm analyserer brugen af »historiske stumper« i filmen og går i rette med Ian Mantganis anmeldelse i det britiske filmtidsskrift Sight & Sound [NB: der er tale om en First Look/festival-anmeldelse; Philip Kemps mere positive anmeldelse er trykt i S&S November 2018, vol. 28, issue 11]. I begyndelsen af Erik Poppes film låner Kaja sin gule striktrøje til veninden Emilie. Det bliver på den måde muligt at kende Emilie i mængden. Det er samtidig muligt at frygte for drengen Tobias, som har en gul regnfrakke på. På afstand er begge stykker tøj bare gule pletter.

   Mantgani ser stilgrebet som et regulært tyveri fra holocaustskildringen i Steven Spielbergs Schindler's List. Her er Pigen i den røde Frakke på samme måde en farveplet, man følger gennem kaos. Jeg må tilstå, at jeg havde samme tanke, skønt jeg snarere så Poppes brug af motivet som et erkendt lån fra en anden filmskaber.

   Bastholm bemærker, at Mantgani »lidt for behændigt overser, at Utøya 22. juli ikke er i sort-hvid, og at regnjakken, uagtet at den skiller sig ud i filmens generelle farvepalet, derfor slet ikke på samme måde, som det er tilfældet i Schindler’s List, påberåber sig opmærksomhed som et kunstfærdigt og æstetisk greb foretaget af filmens skaber. At Jonas har en regnjakke på er jo fuldt tilstrækkeligt motiveret af gråvejret«.

 

Utøya 22. juli. Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig og Siv Rajendram Eliassen. Foto: Martin Otterbeck. 90 min. Norge 2018. Dansk premiere: 03.03.2018.

Fotos: Paradox Film 7/ Nordisk Film/ Aftenposten/ Avisen.dk/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ 16:9

Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2018

Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]

ET MODERNE HELVEDESBILLEDE

Panikken eskalerer i virusfilmen Contagion

Af BO GREEN JENSEN

DET er i disse år vejret og økønomien, som fylder mest i tidens mareridt, når der ikke er en konkret krig eller terrorkampagne at være bange for. Kemi i maden og dårligt vand er også placeret på listen, og mens man i sidste århundrede nærede frygt for et atomart ragnarok, er det udsivningen fra forvitrende strukturer, der gør os bange. Vi er i meget høj grad blevet en tid, der lever med affaldet efter en anden.

   Én faktor kan dog fortrænge alle de øvrige kilder til frygt, når den viser sit hæslige ansigt. Det er angsten for epidemien, der ikke lader sig standse, en aggressivt muterende virus, der breder sig hurtigt og dræber i flæng. Navnet Ebola udløser koldsved, og når akronymer som SARS og BSE bliver gangbare, er verden skræmt fra vid og sans.

   I 1347 døde en tredjedel af Europas befolkning. Man sagde, at pesten smittede gennem lyset. Erindringen sidder fast i systemet.

   

MAN er gudskelov sluppet med skrækken hver gang. Hverken fugleinfluenza (H5N1) eller svineinfluenza (H1N1) blev de ødelæggende pandemier, nogle forskere havde talt om. Så en Ulven Kommer-stemning har bredt sig. Som en læge siger i Contagion: Der er ingen grund til at holde øje med fugleinfluenza. Det vil dyrene selv sørge for.

   Ud af det blå – til og med fra Wuhan i Kinas mørke indre – kommer så coronavirus (COVID-19). Der er al den sædvanlige skepsis og tøven. Hovedrystende modreaktioner. Et ubehag ved at give pøbelen ret. Men drengen har virkelig set ulven komme. Landsbyens indbyggere prøver at indhente tiden, der gik med at slå det hen. De løber for at nå det. Vi løber for at nå det. Og kommer forhåbentlig ikke for sent.

STEVEN Soderbergh skaber i Contagion (2011) et faktuelt baseret og ganske detaljeret billede af, hvordan scenariet kunne forløbe. Smittevej, inkubationstid og udbrud kortlægges, mens forskere og myndigheder arbejder på at udvikle en vaccine og håndtere det eskalerende kaos. Der er i og for sig ingen skurke, kun bureaukrater som blokerer for logistikken og naturligt panikslagne mennesker.

EN håndfuld narrative tråde skaber dramatiske identifikationspunkter. En kvinde fra Minneapolis kommer i berøring med smittekilden i Hong Kong, er sin ægtemand utro på vej hjem og dør meget voldsomt efter to dage. Det samme gør hendes søn, men manden er immun. Forskere leder efter en vaccine, mens FN sender en læge til Minnesota, hvor det første udbrud finder sted. I Kina tages en kvindelig læge som gidsel af mænd, der vil sikre, at deres børn får vaccinen.

DE mindste hensyn spiller ind i historien, som bliver en stadig mere grum fortælling om undtagelsestilstand, plyndringer og massegrave. En ny slags joker i spillet er journalisten, som taler alle instanser imod på sin blog og har sin egen dagsorden. Den valgte form er en blanding af katastrofefilm og thriller. Nederst i billedet tælles der frem: Dag 3, Dag 7, Dag 140. Først til allersidst vises Dag 1.

ÆSTETISK er filmen på linje med Traffic (2000), Soderberghs panoramiske skildring af narkoens vej til det amerikanske marked. I Contagion spilles de mange små roller af navne som Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Kate Winslet, Jennifer Ehle, Laurence Fishburne, Marion Cotillard og Jude Law. Stjernerne er ikke kun til pynt. Man kan bedre følge et ansigt, man kender, når det moderne helvedesbillede syder og flimrer.

   Contagion drives af de samme mekanismer, som gør zombiefilm til livagtige fabler. Den er mindre grum end Wolfgang Petersens Outbreak (1995), som var hårdkogt og dystopisk.

   Man ser Soderberghs film som en besværgende gestus. Sæt pris på livet, som det er. Er man panisk disponeret, skal man vælge noget andet. Pesten breder sig stadig med lyset. Dybest set kan man kun krydse fingre.

Se også Mennesket i farezonen: Outbreak (1995) [Epidemic Cinema]; Danske dystopier 4: Sorgenfri | What We Become (2015) [Epidemic Cinema]; Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002) [Epidemic Cinema]; Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007); To versioner: Solaris (1972/2002) [Sci-Fi 100] [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967.

Contagion. Instr. & foto: Steven Soderbergh. Manus: Scott Z. Burns. 107 min. USA-Arabiske Emirater 2011. Dansk premiere: 03.11.2011

Foto: Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube (WB 2011 Trailer)

Filmen steames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 26.02.2024

Hovedparten af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.11.2011