George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]

FØR DEN SIDSTE EKSODUS
Den gamle mand og stjernehavet

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle mand tager ikke med, da basen i Arktis bliver evakueret. Alle andre går ombord i helikopterne, som flyver forskerne tilbage. Det fremgår snart, hvorfor han vægrer sig ved at rejse. Augustine Lofthouse (George Clooney) har kræft. Han overlever kun i kraft af dialyse. Hver gang han tager behandlingen, kan man se, at han tænker, om det er umagen værd.

   Året er 2049. Der er sket et eller andet, som har dræbt de fleste mennesker og gjort Jorden ubeboelig. De evakuerede ved ikke, hvad de tager hjem til. Planeten har længe rakt ud og sonderet. Fra Arktis følger man aktive NASA-missioner. Augustine holder øje med ekspeditionen, som skal vende tilbage fra K-23, en af Jupiters måner, som kan være menneskemoden.

MANDEN går alene omkring på stationen i dage og uger. Sommetider drikker han, somme tider arbejder han. Han prøver at komme i kontakt med Æther, som rumskibet hedder. En dag står der pludselig en ekstra tallerken, da han vil sætte sin egen på bordet i den affolkede kantine.

   Basen er et labyrintisk sted. Er det ham, som er ved at blive gal eller glemsom? Nej, det er en pige, som intet vil sige. Hun tegner en blomst, og han kan se, det er en iris. »Er det dét, du hedder?« spørger han. Iris nikker. De begynder at sidde sammen. Efterhånden er der smil og tavs fortrolighed.

I FORTÆLLINGENS andet spor prøver besætningen på Æther at få kontakt. Humøret er godt. De har været længe væk og glæder sig til at komme hjem. Sullivan (Felicity Jones) venter barn med Adewole (David Oyelowo). Der er også en ældre pilot, en læge og en yngre, kvindelig astronaut. Det er sandt, at man sikkert kan leve på K-23. Men meget skal afvikles og forberedes.

   For Augustine bliver det klart, at han og pigen må forlade trygheden på stationen og prøve at nå til den nordlige base, hvor en større antenne vil gøre det muligt at sende, så Æther kan høre. Han vil sige, at de skal vende fartøjet og tage tilbage til Jupiters måne. Ellers slutter historien om mennesket hér.

ALLE fremtidsfilm handler om samtiden. Al science fiction tager udgangspunkt i vilkår og forhold, vi har lige nu. Formen er en fremskrivning af muligheder, længsler og drømme. The Midnight Sky er ingen undtagelse. Den har sit udspring i en debutroman, Good Morning, Midnight, af Lily Brooks-Dalton. Hun kender i hvert fald sin genre. Og henviser til de rigtige ting.

   Her er tørke, krig og sygdom før den sidste eksodus. Det er ikke nyt, at man forlader Jorden på en mission, der aldrig vil vende tilbage. Men det sker med en ny realisme og alvor. Sikkert fordi tanken ikke mere er ren science fiction.

FILMENS tone er tung og elegisk. Alligevel lykkes det Clooney at skabe lette øjeblikke, som trodser entropien. Augustine og Iris knipser ærter efter hinanden. Da besætningen på Æther må reparere skroget, leverer filmen den klassiske rumvandringstrope: man synger en gammel sjæler i kor. Her er det Neil Diamonds »Sweet Caroline«, som Maya (Tiffany Boone) er for ung til at kende.

   Det er før alle ulykkerne, som rammer med særlig brat voldsomhed, fordi vi har lært karaktererne at kende. Der er svære beslutninger, som skal træffes, og skjulte forbindelser, jeg har undladt at nævne. Det går gradvis op for tilskueren, hvordan relationerne hænger sammen. Fra stadige flashbacks ved publikum, hvorfor K-23 er vigtig for Augustine.

DET lykkes at forene imponerende meget fast stof fra sci-fi og rumfart. Man er strandet som i Gravity, og pigen i kantinen har samme genfærdskvalitet som hustruens dublet i Solaris. Ude på isen, inde i stormen, er pigen og manden som drengen og hans far, der hutler sig frem i The Road. Intet er gyldent og klart som i Star Wars. The Midnight Sky er en realistisk fiktion.

   Den slutter på et bevægende sted, fuldkommen åbent og ærligt. Det er synd, at det ikke er muligt at opleve filmen i biografen. Nordlyset kræver en mørk, stille baggrund. Man taber let tråden hjemme i stuen.

The Midnight Sky var Oscar-nomineret i kategorien Best Visual Effects (Matthew Kasmir, Chris Lawrence, Max Solomon, David Watkins). Prisen gik til Christopher Nolans Tenet.

The Midnight Sky. Instr.: George Clooney. Manus: Mark L. Smith. Foto: Martin Ruhe. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

   McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Warner Bros. UK & Ireland/ Lionsgate/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate UK 23.01.2017

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016

Danske dystopier 4: Sorgenfri | What We Become (2015) [Epidemic Cinema]

DE FORVANDLEDE

Dansk zombiegyser med coronarelevans

Af BO GREEN JENSEN

ZOMBIER i Sorgenfri. Det måtte jo komme – eller hvordan? Engang var genren noget, som unge nørder sad klistret til oppe på værelset. Nu kan hele familien se med, når sæson 7 af The Walking Dead bliver streamet.

   Zombier er for dette årti, hvad vampyrer var for det sidste. George A. Romero (1940-2017) blev kaldt gal og pervers, da han skabte Night of the Living Dead (1968), som er genrens grund- og ædelsten. Han dyrkes nu som en profetisk mester.

I SORGENFRI kommer smitten til Danmark, og vi ser, hvordan det ville se ud, hvis et almindeligt villakvarter gik i opløsning. Dino (Troels Lyby) og Pernille (Mille Dinesen) har teenagesønnen Gustav (Benjamin Engell) og en kær lille datter. De er gode venner med Caspar (Mikael Birkkjær) og Anna (Therese Damsgaard). Det er kærlig dansk hverdag som i en sang af Steffen Brandt.

  Først kommer sygdommen som nålestik. Folk forsvinder, dør for en tid og vender tilbage som flænsende væsener. Længe sker det mest off screen. Der er fråselyde og blodsprøjt på tv-skærmen, hvor oplæserne beder de berørte familier ringe til et særligt nummer. Ude i gaderne ankommer soldater, som truer, slår og skyder vilkårligt. Imens bliver Gustav forelsket i Sonja (Marie Hammer Boda), der er flyttet ind på den anden side af vejen.

   Som tiden går, bryder tingene ned, og anarkiet griber om sig. De raske lærer at dræbe de syge, før det er for sent, og de selv bliver bidt. Sorgenfri forvandles til et katastrofeområde med hærgende horder af grådige døde og et brutalt, totalitært militær. Til sidst lukker samfundet simpelt hen ned. Det samme gør menneske(lig)heden. Spørgsmålet er, hvad vi skal med det hele.

BEDST fungerer første akt, hvor normaliteten inficeres, og strukturen i hverdagen vakler. Empatien dør i etaper. Ingen på lærredet har fantasi til at forestille sig det værste. Alle i salen ved, hvad der venter.

   Sygdommen tager de fleste med tiden. Myndighederne misinformerer, og maskerede stormtropper tvinger borgerne til at blive i deres huse. Nødrationer sættes ved døren. Hver husstand skal bevise, at alle i familien er smittefri.

   I den fingerede tv-avis taler Reimer Bo og Trine Sick om en virus, som snart er under kontrol. Så holder panserkøretøjerne og helikopterne op med at komme. Koncentrationslejren på den lokale skole bliver rømmet, og myndighederne rejser en mur. Sorgenfri og Virum bliver lukket af. Nu er kernefamilien næsten alene, og det hele er sket på et par skæve døgn.

VÆRST fungerer anden akt, hvor det bliver klart, at de inficerede er forvandlet til zombier – Sorgenfri bruger aldrig selv ordet – og det er tid til at demonstrere, hvor genrebevidste filmskaberne er. Der er sådan set ikke noget i vejen med skildringen af den gradvise opløsning og nedsænkningen til et dyrisk stadie, men hver scene henviser til andre steder i genren, som Sorgenfri hylder og varierer.

   En lang sekvens i et supermarked, hvor Lyby og Birkkjær tager hen for at fouragere, er ren Romero og Dawn of the Dead (1978). Scenerne ved muren ligner kampene ved Hadrian’s Wall i Danny Boyles 28 Days Later (2002). Det hele skal være grumt på en måde, som viser, at en dansk zombieapokalypse  ikke står tilbage for den globale epidemi i World War Z (2013).

ENDELIG er scenen sat for sidste akt, hvor det bliver nødvendigt at gøre sig hård og dræbe sine forvandlede kære. Det lykkes Gustav og Sonja at vende ryggen til de voksnes fordærvede helvede. Imens bliver familiens guldklump inficeret. Mor går fra forstanden, mens Far er pinligt bevidst om hver rest af menneskelighed, som han giver slip på med grådkvalt selvlede.

   Forstaden forsegles, så klaustrofobien bliver komplet. Længe gør Lyby, som myndighederne siger. Kun Gustav river hul i den sorte presenning for at se sin elskede Sonja. Sønnen reagerer, mens faderen er passiv. Alligevel er det godheden og kærligheden, som bringer smitten ind i huset.

DE vandrende døde reagerer på stærkt lys, opdager Gustav. Adam Morris Philp skaber smukke billeder, når de stavrende søvngængere står stille under gadelygterne og vender ansigtet op mod det nærende lys. Ellers er æstetikken på det jævne. Morten Pedersen har komponeret musikken, der lyder lidt som et selvskrevent score af John Carpenter.

   Der er gjort mest ud af mændenes reaktioner. Lyby, Birkkjær og Engell reagerer nuanceret og troværdigt. Til gengæld er kvinderne tegnet som gæs. Birkkjærs kone stikker af for et godt ord. Maria Boda laver trutmund og stjerneøjne. Dinesen forsikrer Lillepigen om, at det hele nok skal blive godt. Det gør hun også, da enhver kan se, at intet nogensinde bliver godt.

    I 2014 lavede Martin Barnewitz ungdomsfilmen Dannys Dommedag, hvor skolegården pludselig var fuld af monstre, og man forskansede sig i husene på lignende vis. Det var et forsøg på at lave ren genrefilm i Danmark, og det blev ikke venligt modtaget. Her bliver det gjort i voksenformat.

   Det lykkes nu og da Bo Mikkelsen at nå den samme effekt, som Danny Boyle og Alex Garland fandt i 28 Days Later. Men alt for ofte minder Sorgenfri om den totalitære allegori i Anders Rønnow-Klarlunds Hvordan vi slipper af med de andre (2007). Vi ser, at det kan lade sig gøre, men ingen bliver klogere.

Sorgenfri. Instr. og manus: Bo Mikkelsen. Foto: Adam Morris Philp. 81 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 31.03.2016.

Fotos: Christian Geisnæs/ Meta Film/ SF Film/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Shout Factory (region A) 18.10.2016

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 18.11.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.04.2016

Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]

ET MODERNE HELVEDESBILLEDE

Panikken eskalerer i virusfilmen Contagion

Af BO GREEN JENSEN

DET er i disse år vejret og økønomien, som fylder mest i tidens mareridt, når der ikke er en konkret krig eller terrorkampagne at være bange for. Kemi i maden og dårligt vand er også placeret på listen, og mens man i sidste århundrede nærede frygt for et atomart ragnarok, er det udsivningen fra forvitrende strukturer, der gør os bange. Vi er i meget høj grad blevet en tid, der lever med affaldet efter en anden.

   Én faktor kan dog fortrænge alle de øvrige kilder til frygt, når den viser sit hæslige ansigt. Det er angsten for epidemien, der ikke lader sig standse, en aggressivt muterende virus, der breder sig hurtigt og dræber i flæng. Navnet Ebola udløser koldsved, og når akronymer som SARS og BSE bliver gangbare, er verden skræmt fra vid og sans.

   I 1347 døde en tredjedel af Europas befolkning. Man sagde, at pesten smittede gennem lyset. Erindringen sidder fast i systemet.

   

MAN er gudskelov sluppet med skrækken hver gang. Hverken fugleinfluenza (H5N1) eller svineinfluenza (H1N1) blev de ødelæggende pandemier, nogle forskere havde talt om. Så en Ulven Kommer-stemning har bredt sig. Som en læge siger i Contagion: Der er ingen grund til at holde øje med fugleinfluenza. Det vil dyrene selv sørge for.

   Ud af det blå – til og med fra Wuhan i Kinas mørke indre – kommer så coronavirus (COVID-19). Der er al den sædvanlige skepsis og tøven. Hovedrystende modreaktioner. Et ubehag ved at give pøbelen ret. Men drengen har virkelig set ulven komme. Landsbyens indbyggere prøver at indhente tiden, der gik med at slå det hen. De løber for at nå det. Vi løber for at nå det. Og kommer forhåbentlig ikke for sent.

STEVEN Soderbergh skaber i Contagion (2011) et faktuelt baseret og ganske detaljeret billede af, hvordan scenariet kunne forløbe. Smittevej, inkubationstid og udbrud kortlægges, mens forskere og myndigheder arbejder på at udvikle en vaccine og håndtere det eskalerende kaos. Der er i og for sig ingen skurke, kun bureaukrater som blokerer for logistikken og naturligt panikslagne mennesker.

EN håndfuld narrative tråde skaber dramatiske identifikationspunkter. En kvinde fra Minneapolis kommer i berøring med smittekilden i Hong Kong, er sin ægtemand utro på vej hjem og dør meget voldsomt efter to dage. Det samme gør hendes søn, men manden er immun. Forskere leder efter en vaccine, mens FN sender en læge til Minnesota, hvor det første udbrud finder sted. I Kina tages en kvindelig læge som gidsel af mænd, der vil sikre, at deres børn får vaccinen.

DE mindste hensyn spiller ind i historien, som bliver en stadig mere grum fortælling om undtagelsestilstand, plyndringer og massegrave. En ny slags joker i spillet er journalisten, som taler alle instanser imod på sin blog og har sin egen dagsorden. Den valgte form er en blanding af katastrofefilm og thriller. Nederst i billedet tælles der frem: Dag 3, Dag 7, Dag 140. Først til allersidst vises Dag 1.

ÆSTETISK er filmen på linje med Traffic (2000), Soderberghs panoramiske skildring af narkoens vej til det amerikanske marked. I Contagion spilles de mange små roller af navne som Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Kate Winslet, Jennifer Ehle, Laurence Fishburne, Marion Cotillard og Jude Law. Stjernerne er ikke kun til pynt. Man kan bedre følge et ansigt, man kender, når det moderne helvedesbillede syder og flimrer.

   Contagion drives af de samme mekanismer, som gør zombiefilm til livagtige fabler. Den er mindre grum end Wolfgang Petersens Outbreak (1995), som var hårdkogt og dystopisk.

   Man ser Soderberghs film som en besværgende gestus. Sæt pris på livet, som det er. Er man panisk disponeret, skal man vælge noget andet. Pesten breder sig stadig med lyset. Dybest set kan man kun krydse fingre.

Se også Mennesket i farezonen: Outbreak (1995) [Epidemic Cinema]; Danske dystopier 4: Sorgenfri | What We Become (2015) [Epidemic Cinema]; Danny Boyle | Alex Garland: 28 Days Later (2002) [Epidemic Cinema]; Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]; Pestens år: Virus i fiktionen [Epidemic Cinema]. 

Se også Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020); To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007); To versioner: Solaris (1972/2002) [Sci-Fi 100] [Bogen og filmen]; Heroiske fragmenter: Ernesto Ché Guevara 1928-1967.

Contagion. Instr. & foto: Steven Soderbergh. Manus: Scott Z. Burns. 107 min. USA-Arabiske Emirater 2011. Dansk premiere: 03.11.2011

Foto: Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube (WB 2011 Trailer)

Filmen steames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 26.02.2024

Hovedparten af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.11.2011