Spike Lee: Da 5 Bloods [Oscars 2021] [Black Lives Matter 18]

DEN AMERIKANSKE KRIG
Veteranen Spike Lee debuterer på Netflix

Af BO GREEN JENSEN

VERDENSPREMIEREN på Da 5 Bloods skulle have været et tilløbsstykke på sidste års aflyste Cannes Festival. Spike Lee var formand for den internationale jury, så Netflix-produktionen kunne ikke konkurrere. Men filmen skulle lanceres stort og stolt på festivalen, hvor Lee har præsenteret en lang række af sine værker. Senest fik han et velfortjent comeback med BlackKklansman, som modtog Juryens Grand Prix i 2018.

   Cannes blev annulleret på grund af COVID-19, og Netflix har lagt filmen ud i alle territorier. Da 5 Bloods er en genrefortælling, der bruger elementer fra krigsfilm, adventure og noir til at belyse afrikansk-amerikanske soldaters rolle i Vietnamkrigen. Tonen er besnærende munter. Lee får i forbifarten sagt adskilligt om konflikten, som vietnamesere kalder »Den Amerikanske Krig«, og den systemiske racisme i USA.

   Især – og faktisk mere interessant – er Da 5 Bloods dog en filmskabers hyldest til nogle personlige favoritter. Dels bliver Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu) citeret med Wagner-musik og et utal af visuelle referencer. Dels er Da 5 Bloods i lange passager et riff på John Hustons The Treasure of Sierra Madre (da. Tre mand søger guld) fra 1948.

FIRE veteraner vender tilbage til dagens Saigon, angiveligt for at hente liget af deres befalingsmand fra dengang og flyve ham hjem til en heltebegravelse på Arlington Cemetery. De har en reel hensigt om at finde resterne af sergenten »Stormin’« Norman. Men især vil de finde en last af guldbarrer, som de var nødt til at efterlade i junglen, hvor deres blodbroder faldt.

   Tre af de fire mænd er tegnet som middelklassetyper: lægen Otis (Clarke Peters) efterlod en datter i Saigon; forretningsmanden Eddie (Norm Lewis) ligner en succes, men er faktisk i problemer; den joviale Melvin (Isiah Whitlock Jr.) ender med at ofre sig for gruppen på en måde, han har forsvoret.

   Dramaet er koncentreret i den paradoksale Paul (Delroy Lindo), som stemte på Trump i 2016, er bitter på alle og bærer republikaner-rød MAGA-kasket. Da 5 Bloods er tæt på at være hans film. Snart slutter Pauls søn, David (Jonathan Majors) sig til gruppen. Det samlede bytte bliver mindre og mindre.

   I flashbacks bliver »Stormin’« Norman spillet af Chadwick Boseman (1976-2020), der fik ikonisk status efter sin rolle som sort superhelt i Black Panther. 

   Lee markerer forskellen på nutid og datid ved at justere billedets brede. De gamle mænd spiller også de unge soldater. Det virker ret aparte. Lee har en dyb forklaring på valget – men tilføjer knastørt, at han ikke fik penge til at foretage en digital foryngelse i stil med den, som Martin Scorsese havde budget til i The Irishman.

ÅNDEN fra John Hustons klassiker er intakt. Kernen har intet at gøre med Vietnam og etnisk identitet. Tre mand søger guld var en blanding af eventyrdrama og moralsk fabel om, hvordan grådighed ødelægger et venskab. Problemerne i den gamle film begynder for alvor, da Humphrey Bogart, Tim Holt og Walter Huston faktisk finder det begravede guld i Mexico.

   Lees film bruger en time på at sætte scenen, præsentere karaktererne og give krigen kontekst. Så begynder rejsen op ad floden, ind i junglen. Konflikter i gruppen udarter. Truslen kommer fra vietnamesiske fribyttere, som er sønner af dræbte vietcongsoldater, og franske forbindelser fra Indokina-tiden. Filmens hovedskurk spilles af Jean Reno, der er blevet uigenkendeligt trind.

   Der bygges op til slutkamp i en tempelruin. Imens bliver filmen mindre skabelonagtig og mere interessant. Delroy Lindo har en vred monolog, hvor han taler direkte til kameraet. Andre karakterer fremsiger lyriske linier i traditionen fra Terrence Malicks The Thin Red Line. I flashbacks taler »Hanoi Hannah« i radioen til de sorte soldater om Marvin Gaye og The Big Red One (som var titlen på en antikrigsfilm af Samuel Fuller).

DA 5 Bloods bruger enhver anledning til at eksponere afroamerikanernes rolle i Vietnam. De udgjorde 35% af hæren, man husker som overvejende hvid. Faktisk handlede filmens første manuskript om hvide veteraner. Lee blev fristet af Huston-motivet og skrev en ny version sammen med Kevin Willmott.

   Premieren kunne været timet til protesterne efter drabet på George Floyd. Til slut når nogle af pengene frem til Black Lives Matter-bevægelsen. Lee har altid promoveret sagen, når det kunne lade sig gøre. Han lukkede BlacKkKlansman med optagelser fra gadekampe i Charlottesville. Her lader han Martin Luther King citere Langston Hughes’ digt »Let America Be America Again«.

   Der er grund til at fremhæve filmens musik. Terence Blanchard har skrevet et score, som rammer den miltære grundtone, men det er Marvin Gaye-sangene, som man tager med sig. I øvrigt har de fem mænd samme fornavne som medlemmerne af The Temptations.

   Da 5 Bloods er god at se, men det er ikke filmskaberens bedste arbejde. Hans aktuelle comeback og den identitetspolitiske situation har skabt ny interesse om Malcolm X fra 1992. Dén film fortjener en renæssance. Det er dén, du skal se, når Da 5 Bloods er slut.

Da 5 Bloods var Oscar-nomineret i kategorien Best Original Score (Terence Blanchard). Prisen gik til Pete Docters Soul.

Da 5 Bloods. Instr.: Spike Lee. Manus: Danny Bilson & Paul De Meo, Kevin Willmott & Spike Lee. Foto: Newton Thomas Sigel. 155 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.06.2020 (streaming).

Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.06.2020

Paul Greengrass: News of the World (2020) [Oscars 2021]

EN ORDENTLIG MAND

Der bliver stadig lavet gode westerns

Af BO GREEN JENSEN

STEDET er Texas, tiden er 1870. Det er fem år efter krigen mellem Nord og Syd. Unionen vandt over Konføderationen, som Texas hørte under, skønt »the lone star state« helst ville være en autonom republik. Territoriet kontrolleres af tropper i blå uniformer. Det går langsomt med Genopbygningsarbejdet.

   Det er svære tider. Som nyhedsoplæseren Jefferson Kidd udtrykker det, er der »Northern Blues« på vejene, og alle lider afsavn. »Nybyggerne dræber indianerne for deres land. Indianerne dræber nybyggerne for at tage det«. Lokale forretningsmænd gør sig til konger, der styrer deres byer diktatorisk.

KAPTAJN Jefferson Kyle Kidd er 71 år. Han kæmpede i Sydstatshæren, men noget af det gode ved News of the World er, at filmen ikke automatisk sætter lighedstegn mellem Konføderationen, racisme og slaveri, som det ellers er blevet normen. Der er flere nuancer og typer i spil.

   Kidd er en livstræt humanist, som har set alle måder og variationer. Han har ikke været hjemme i San Antonio i fem år. Han pendler mellem de mudrede byer og læser nyheder op fra døgnets aviser. Det koster ti cent at lytte. Det er ikke en guldgrube, men arbejdet giver ham glæde og følelsen af at gøre nytte.

   Kidd prøver at være en ordentlig mand. En dag ser han et lig, som hænger fra et træ. Den lynchede mand var en afrikansk-amerikansk buffalo soldier, som skulle føre en tysk pige hjem til hendes familie. Johanna blev bortført af Kiowa-folket, da de hævnede sig på indvandrerne, som stjal deres land.

 

MÅSKE ser Kidd allerede en datter i den lyse, vilde pige, der kun taler kiowa nu. Først prøver han dog at anbringe hende i børnevenlige rammer. Men soldaterne har ikke tid, og de lokale vil enten udnytte eller misbruge pigen. I en lille by søger Jefferson varme hos Doris Boudlin (Mare Winningham). Hun driver et hotel og taler faktisk kiowa. Historien kommer til live i glimt.

   Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, hvordan det burde gå Kidd og Johanna. Spørgsmålet er, om skæbnen tillader det. Denne western driver af stoicisme. Verden er hverken god eller dårlig. Bare hård og upartisk.

INSTRUKTØREN Paul Greengrass (f. 1955) er britisk og har ikke før prøvet kræfter med westerns. Han har i ti film leveret på spænding og action med hjerne og akkuratesse. Greengrass skildrede de nordirske troubles i Bloody Sunday (2002) og kom til USA med en af de eneste gode film om 9/11. United 93 (2006) handlede om det fjerde fly, hvor passagererne gjorde modstand. Greengrass havde overskud til at skildre terroristerne som mennesker.

   Hans visitkort er og bliver spiontrilogien om Jason Bourne (2004-16) med Matt Damon.* For Netflix har han lavet Utøya-filmen 22 July. Han arbejdede første gang med Tom Hanks på Captain Phillips (2013), som konkurrerede med Tobias Lindholms Kapringen om at skildre somalisk piratvirksomhed. Jeg tror, at Greengrass kommer til westerns med alle den britiske cowboys instinkter. I Europa er vi vokset op med mytologien. Det er nyttigt at møde historien.

   News of the World er en storfilm med John Ford-landskaber og episk musik af James Newton Howard. Skal der være en bisonflok, er der en bisonflok. Skal der være en by, som myldrer af liv, bliver der ikke snydt med effekter. Det er en måde at lave film på, som næsten er forsvundet. News of the World var færdig, da pandemien begyndte. Den var ude i enkelte biografer. Netflix købte filmen i september 2020. Det er ikke en original produktion.

TOM Hanks lægger al sin alfaderlighed i portrættet af den medlidende nyhedsoplæser. Det er længe siden, at han har virket så ægte, oprigtig og afmægtig. Johanna bliver spillet af Helena Zengel, som må være 12 år nu. Greengrass har sikkert set hende i Nora Fingscheidts tyske Systemsprenger (2019, da. Systembryder), hvor hun gjorde indtryk som ADHD-barnet, der ikke kunne være i noget system. Her begynder hun i samme grænseløse register, men reagerer med varme og tillid, da hun begriber, at kaptajnen vil hende det godt.

   For inkarnerede western-fans er filmen en fornøjelse. Den er et fuldgyldigt værk i sin egen ret, men Greengrass benytter lejligheden til at citere genrens hjørnesten. Der er meget True Grit i News of the World, men især kunne fortællingen være et modbillede til John Fords The Searchers (1956, da. Forfølgeren), hvor Natalie Wood er pigen, som er vokset op blandt indfødte amerikanere, og John Wayne er den formørkede hævner, som har svært ved at overvinde racismen. Som menneske er Jefferson Kidd alt, hvad Ethan Edwards ikke var.

NEWS of the World er baseret på en roman af texaneren Paulette Jiles (f. 1943), som virkelig kender sit sted og sit stof. Kaptajn Kidd optræder første gang i The Color of Lightning (2009), og Doris Boudlin får sin historie fortalt i Simon the Fiddler (2020). News of the World kunne være resultatet af et samarbejde mellem Louise Erdrich og Larry McMurtry. Romanen var indstillet til en National Book Award i 2016. Bøgerne findes desværre ikke på dansk.

   Det er generelt gode tider for den amerikanske western. Der bliver måske ikke produceret så meget i genren, men til gengæld har filmene fylde: Kelly Reichhardts First Cow (2020); Hostiles (2017) af Scott Cooper; Susanna Whites Woman Walks Ahead (2017), hvor Jessica Chastain spiller portrætmaleren Catherine Weldon.

   Alle er revisionistiske westerns, der fravælger desperadomytolgien og genopdager menneskene i traditionen fra En god dag at dø og Danser med Ulve. Lige så typisk for tiden er sikkert, at ingen af filmene kom i dansk distribution – præcis fordi de ikke ligner High Noon, En nævefuld dollars og Deadwood.

*) Der er faktisk fem film om CIA-agenten, som optrådte i tre romaner af Robert Ludlum (1927-2001), før Eric Van Lustbader (11 bind 2004-2017) og Brian Freeman (to bind 2020-2021) skrev videre på serien om »den amerikanske James Bond«. Matt Damon spillede Bourne (som egentlig hedder David Webb, men i udgangspunktet ikke husker noget om, hvem han er) i Doug Limans The Bourne Identity (2002), som var en nyklassisk spion- og konspirationsthriller, der blev en stor succes, både hos publikum og kritikere.

   Fordi Liman skulle noget andet, overtog Paul Greengrass og instruerede Damon i The Bourne Supremacy (2004) og The Bourne Ultimatum (2007). The Bourne Legacy (2012) blev instrueret af seriens gennemgående manusforfatter og »showrunner« Tony Gilroy. Filmen har karakter af et spin-off og følger agenten Aaron Cross (Jeremy Renner), der forholder sig til arven efter Bourne, som igen er forsvundet.

   Både Damon og Greengrass var tilbage i Jason Bourne (2016), som fortsætter handlingen fra The Bourne Ultimatum. Til gengæld var Gilroy ude af billedet og i gang med at skrive Rogue One til Stars Wars-universet og den kolossale kinesisk-amerikanske co-produktion The Great Wall – ligeledes med Matt Damon i hovedrollen – til Zhang Yimou.

   Greengrass overtog hovedansvaret for serien i Jason Bourne, som han skrev sammen med Christopher Rouse. Det giver derfor mening at tale om Greengrass’ bidrag som en trilogi. Allerførst blev Bourne fremstillet af Richard Chamberlain i en todelt tv-film/mini-serie fra 1988. Jaclyn Smith fra Charlie’s Angels var superagentens love interest i The Bourne Identity, som fulgte den oprindelige 1980-roman mere trofast.

News of the World var Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Cinematography (Dariusz Wolski), Best Original Score (John Newton Howard), Best Sound (William Miller, John Pritchett, Mike Prestwood Smith, Oliver Tarney), Best Production Design (David Crank, Elizabeth Keenan).

News of the World. Instr.: Paul Greengrass. Manus: Luke Davies og Paul Greengrass. Foto: Dariusz Wolski. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.02.2021 (streaming).

Fotos: Universal Pictures/ Netflix/ Cinematerial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.02.2021

George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]

FØR DEN SIDSTE EKSODUS
Den gamle mand og stjernehavet

Af BO GREEN JENSEN

DEN gamle mand tager ikke med, da basen i Arktis bliver evakueret. Alle andre går ombord i helikopterne, som flyver forskerne tilbage. Det fremgår snart, hvorfor han vægrer sig ved at rejse. Augustine Lofthouse (George Clooney) har kræft. Han overlever kun i kraft af dialyse. Hver gang han tager behandlingen, kan man se, at han tænker, om det er umagen værd.

   Året er 2049. Der er sket et eller andet, som har dræbt de fleste mennesker og gjort Jorden ubeboelig. De evakuerede ved ikke, hvad de tager hjem til. Planeten har længe rakt ud og sonderet. Fra Arktis følger man aktive NASA-missioner. Augustine holder øje med ekspeditionen, som skal vende tilbage fra K-23, en af Jupiters måner, som kan være menneskemoden.

MANDEN går alene omkring på stationen i dage og uger. Sommetider drikker han, somme tider arbejder han. Han prøver at komme i kontakt med Æther, som rumskibet hedder. En dag står der pludselig en ekstra tallerken, da han vil sætte sin egen på bordet i den affolkede kantine.

   Basen er et labyrintisk sted. Er det ham, som er ved at blive gal eller glemsom? Nej, det er en pige, som intet vil sige. Hun tegner en blomst, og han kan se, det er en iris. »Er det dét, du hedder?« spørger han. Iris nikker. De begynder at sidde sammen. Efterhånden er der smil og tavs fortrolighed.

I FORTÆLLINGENS andet spor prøver besætningen på Æther at få kontakt. Humøret er godt. De har været længe væk og glæder sig til at komme hjem. Sullivan (Felicity Jones) venter barn med Adewole (David Oyelowo). Der er også en ældre pilot, en læge og en yngre, kvindelig astronaut. Det er sandt, at man sikkert kan leve på K-23. Men meget skal afvikles og forberedes.

   For Augustine bliver det klart, at han og pigen må forlade trygheden på stationen og prøve at nå til den nordlige base, hvor en større antenne vil gøre det muligt at sende, så Æther kan høre. Han vil sige, at de skal vende fartøjet og tage tilbage til Jupiters måne. Ellers slutter historien om mennesket hér.

ALLE fremtidsfilm handler om samtiden. Al science fiction tager udgangspunkt i vilkår og forhold, vi har lige nu. Formen er en fremskrivning af muligheder, længsler og drømme. The Midnight Sky er ingen undtagelse. Den har sit udspring i en debutroman, Good Morning, Midnight, af Lily Brooks-Dalton. Hun kender i hvert fald sin genre. Og henviser til de rigtige ting.

   Her er tørke, krig og sygdom før den sidste eksodus. Det er ikke nyt, at man forlader Jorden på en mission, der aldrig vil vende tilbage. Men det sker med en ny realisme og alvor. Sikkert fordi tanken ikke mere er ren science fiction.

FILMENS tone er tung og elegisk. Alligevel lykkes det Clooney at skabe lette øjeblikke, som trodser entropien. Augustine og Iris knipser ærter efter hinanden. Da besætningen på Æther må reparere skroget, leverer filmen den klassiske rumvandringstrope: man synger en gammel sjæler i kor. Her er det Neil Diamonds »Sweet Caroline«, som Maya (Tiffany Boone) er for ung til at kende.

   Det er før alle ulykkerne, som rammer med særlig brat voldsomhed, fordi vi har lært karaktererne at kende. Der er svære beslutninger, som skal træffes, og skjulte forbindelser, jeg har undladt at nævne. Det går gradvis op for tilskueren, hvordan relationerne hænger sammen. Fra stadige flashbacks ved publikum, hvorfor K-23 er vigtig for Augustine.

DET lykkes at forene imponerende meget fast stof fra sci-fi og rumfart. Man er strandet som i Gravity, og pigen i kantinen har samme genfærdskvalitet som hustruens dublet i Solaris. Ude på isen, inde i stormen, er pigen og manden som drengen og hans far, der hutler sig frem i The Road. Intet er gyldent og klart som i Star Wars. The Midnight Sky er en realistisk fiktion.

   Den slutter på et bevægende sted, fuldkommen åbent og ærligt. Det er synd, at det ikke er muligt at opleve filmen i biografen. Nordlyset kræver en mørk, stille baggrund. Man taber let tråden hjemme i stuen.

The Midnight Sky var Oscar-nomineret i kategorien Best Visual Effects (Matthew Kasmir, Chris Lawrence, Max Solomon, David Watkins). Prisen gik til Christopher Nolans Tenet.

The Midnight Sky. Instr.: George Clooney. Manus: Mark L. Smith. Foto: Martin Ruhe. 118 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]

EN KOSMISK REGNEFEJL

Pete Docters Pixar-film kan noget særligt

Af BO GREEN JENSEN

ANIMATIONSFILMEN Sjæl er Pixar-studiets 23. titel i fuld spillelængde. Den første var John Lasseters prægtige Toy Story, som revolutionerede faget i 1995, da den beviste, at computerskabte billeder havde fremtiden for sig.

   Meget har ændret sig i mellemtiden. For eksempel blev Lasseter fjernet fra Pixar i 2017, da #MeToo-bevægelsen var i zenit, og Sjæl er den første af studiets produktioner, som ikke får biografpremiere. Det skyldes Covid-pandemien, men passer nok moderselskabet udmærket. Pixar, Marvel, 20th Century (Fox) og Lucasfilm er annekteret. Om føje tid ejer Disney alverden.

HELDIGVIS kan Pixar-film stadig noget særligt – især når de er instrueret af Pete Docter. Docter gjorde sig først bemærket med Monsters, Inc. (2001), hvor uhyrerne var bange for børn, ikke omvendt. Det var dog med Op! (2009), at han for alvor lagde afstand til feltet. En enkemand nægter at sælge huset, hvor han og hustruen havde deres liv. Ved hjælp af balloner flyver han væk. For første gang er alderdom skildret realistisk i en animationsfilm.

   Kronstykket var Inside Out/Inderst inde (2015), som modtog en Oscar. Filmen udspiller sig i sindets maskinrum, hvor kropsliggjorte karakteregenskaber – Glæde, Triste, Frygt, Vrede og Afsky – arbejder på at vedligeholde en personlighed (som tilhører den 11-årige Riley, der har en svær tid). Ideen med at gestalte de menneskelige temperamenter kunne være hentet fra Antikken. Det samme gælder sjælenes ophav, hvor alting begynder før livet i Soul.

FOR newyorkeren Joe Gardner har der aldrig været andet end musik – og musikken var altid frit flydende jazz. Han var og er en stor pianist, men der kom ikke rigtigt en chance. Årene gik, og hyren skulle hjem. Han turde aldrig satse for alvor. Imens blev han en god musiklærer.

   Filmen begynder samme dag, som lykken smiler. En gammel elev husker Joe, da Dorothea Williams, en feteret saxofonist, skal bruge en pianist til sit band. Hun er skeptisk, men bliver overbevist, da hun – og vi – ser, hvordan Joes bevidsthed ånder i musikken. Joe danser hjem gennem byen. Han ser ikke det åbne dæksel i vejen – og falder ned i hullet for at dø.

»DET kan ikke være rigtigt!« råber vi med pianisten. Så han løber den modsatte vej på transportbåndet, som fører op til det øverste lys i »Det Store Hinsides«. Han falder af og lander i »Det Store Inden«, hvor livet begynder. Først ligner alle sjæle hinanden. Så træner de med en håndplukket mentor og finder hver sin bestemmelse.

   Joe Gardner bliver forvekslet med en svensk børnepsykolog. Han får til opgave at tage sig af sjæl 22, der har tirret mentorer fra Abraham Lincoln til Moder Teresa. 22 kan ikke se sin særlige ting. Hun vil ikke livet, Joe vil ikke andet. De bliver sammen sendt tilbage og får forbyttet deres kroppe. Imens prøver himlens sjæleoptæller at korrigere den kosmiske regnefejl.

DET er fascinerende at følge, hvordan ideer fra platonisme og kristendom bliver filtreret. Det har altid været Docters force, at han gør den filosofiske tyngde så let. Jeg ved ikke, om Sjæl kan bære lige så mange gensyn som Op! og Inderst inde, men det er en fremragende før- og efterlivsfabel.

   Sjæl er samtidig en hyldest til jazz. Docters film er vaccineret mod identitetspolitiske anklager om kulturel appropriation, fordi afro-amerikaneren Kemp Powers er medforfatter. Powers har bl.a. skrevet One Night in Miami (2020), hvor han forestiller sig et møde mellem Malcolm X, Jim Brown, Sam Cooke og Muhammad Ali i 1964. Trent Reznor og Atticus Ross har skrevet det bærende score, men John Batiste har komponeret og arrangeret jazz-sekvenserne.

   Det burde ikke være nødvendigt at redegøre for filmskabernes etniske baggrund. Men tiden kræver korrekte papirer. Først ligner alle sjæle hinanden. Mon ikke det også gælder til sidst?

Soul var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Animated Feature (Pete Docter, Dana Murray), Best Original Score (John Batiste, Trent Reznor, Atticus Ross) og Best Sound (David Parker, Coya Elliott, Ren Klyce). Filmen vandt i de to første kategorier.

Soul (Sjæl). Instr.: Pete Docter. Manus: Mike Jones, Kemp Powers, Pete Docter. Foto: Katt Aspbury, Ian Megibben. 100 min. USA 2020. Dansk premiere: 25.12.2020 (streaming).

Fotos: Pixar Animation Studios/ Walt Disney Studios/  Hollywood Reporter (Pete Docter Cartoon)/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Disney+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.01.2021

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]

INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.

   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.

   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.

DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.

   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.

   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.

MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.

   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.

DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.

   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.

   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.

VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.

   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.

   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.

FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2021

Florian Zeller: The Father (2020) [Oscars 2021]

EN KÆDE AF SMÅ LABYRINTER
En fornem skildring af tid og demens

Af BO GREEN JENSEN

EN gammel mand går omkring i sin lejlighed i London. Han ligner en bedstefar, som kan være stolt. Han nyder nok sit otium, tænker tilskueren, da Anthony første gang træder frem. Så begynder fejlene. Der mangler et maleri over pejsen. Hans datter siger, at der aldrig har hængt noget billede. Han forveksler hendes stue med sin gamle lejlighed. I øvrigt må de tale alvorligt.

   Anthony hører ikke rigtigt efter. Hvorfor lyver Anne for ham? Han kan jo se omridset efter billedet, der er fjernet. Han kan altid mærke, når de ikke taler sandt. Og han er sikker på, at plejeren tog hans ur. Man kan ikke regne med nogen, når man bliver gammel. Et let bytte. Det er, hvad man bliver til sidst.

   Demens – og de mange nuancer i spektret – er sjældent skildret indefra på film. Det er mærkeligt, for mediet kan beskrive en flydende virkelighed, uden først at formidle vildfarelsen sprogligt. Filmen kan simpelt hen vise, hvad øjnene ser og lade skredet i sanserne blive konkret. Anthony går vild i tiden med absolut nøgternhed og realisme. Der er ikke pyntet på noget i The Father, som bliver i lejligheden og lader et langt liv forsvinde i småt aftenlys.

FLORIAN Zeller har lavet The Father, fordi han ville se Anthony Hopkins i titelrollen. Zeller er fransk og fik Le Père opført på Théâtre Hébertot allerede i 2012, hvor Robert Hirsch og Isabelle Gélinas var far og datter. Philippe Le Guay instruerede den franske filmatisering, Floride (2015), med Jean Rochefort og Sandrine Kiberlain. Skuespillet er opført i 45 lande. Det nåede Folketeatret i 2016, hvor Ole Thestrup og Anette Støvelbæk havde de centrale roller.

   Det er vigtigt for Zeller, at der er overensstemmelse mellem krop og karakter. Robert Hirsch var 88, da han spillede rollen på scenen; Jean Rochefort var 81, da Floride blev optaget. Man kan derfor gå ud fra, at Anthony i The Father er 83 år, for den alder har Anthony Hopkins p.t.

   Han har ikke i årevis været så velanbragt i en filmrolle. Hopkins er især god til at skildre vreden, som vælder op, når den gamle mand føler sig truet. Anthony raser i selvforsvar og lever i desorientering. Han står i køkkenet i sin lejlighed og tømmer poser efter et indkøb. Der er skiftevis rodet og ryddet i rummet. I stuen sidder en fremmed, ganske ubehagelig mand, som påstår at være hans svigersøn, skønt Anthony ved, at datteren ikke er gift.

ANTHONY nægter at forlade lejligheden, men er faktisk flyttet ind hos Anne og Paul for flere år siden. Han må af og til erkende diskrepansen. Så ruller han raseriet tilbage og mumler bare et svagt »Oh, I see.« Men han forstår ikke, hvad det går ud på. Anne taler om at flytte til Paris. »Ups,« siger Anthony og holder sig for munden, da han kommer til at røbe det for Paul. Der er meget, som Anthony ikke begriber. Kun når han lytter til opera, har han fred.

   Så bliver han pludselig slået og spurgt, hvor længe han har tænkt sig at blive og forgifte tilværelsen for sine omgivelser. Det er lussingerne, som Paul giver Tony, der udløser ægtefællernes brud. Man afkoder kronologien med hans ustabile bevidsthed som filter. En kæde af små labyrinter er foldet ind i hinanden. Der er sikre detaljer. Der er steder, som man skal holde sig fra. Fortiden bliver til fremtid og nutid. Man fornemmer en gradvis forværring. Det er næsten ikke til at bære, da den gamle mand græder og kalder på sin mor.

OLIVIA Colman spiller Anne, den tålmodige datter, som trods alt ikke var Anthonys favorit. Det var søsteren, som kunne male og le. Hun ankommer i skikkelse af hjemmeplejeren Laura (Imogen Poots). Anthony flirter og klovner. Han bilder hende ind, at han var stepdanser. Faktisk var han ingeniør og efter alt at dømme følelseskold. Nu er han nærmest som flydende voks.

   Når han føler sig tryg, kan han være skarp og præcis. Laura bruger børnesprog, da han skal tage sin medicin. Anthony spørger, om hun er nonne? Nej. Hvorfor taler hun så til ham, som om han er retarderet? Hun siger undskyld. Men et øjeblik efter er han som retarderet.

   Zellers tekst forstærker forvirringen ved at blande personer fra plejehjemmet med personer fra familien. Somme tider er Anne gift med Rufus Sewell, der spiller Paul. Det er ham, der slår Anthony i sin afmagt. Men i stuen sidder Mark Gatiss og læser avis. Han ringer efter Anne. Hun bliver nu spillet af Olivia Williams og har samme ansigt som plejersken i værelset med udsigt til en have. Her er der endelig en anelse om fred. Anne er i Paris, siger kvinden. Hun kommer nok i weekenden. Så kan de spadsere i solen.

DE SAMME SITUATIONER bliver vendt med små variationer. Konturerne af et forløb træder frem. Det er meget raffineret sat sammen. Som en mordgåde uden forklaring. Der er ikke længere en fast bund af sandhed i historien.

   The Father føjer sig smukt til en lille familie af film med beslægtede protagonister: Julie Christie, der forsvinder fra sin mand og blomstrer op på plejehjemmet i Sarah Polleys Away from Her (2006); Ghita Nørby, der gør det samme i Michael Noers Nøgle hus spejl (2015). Julianne Moore, som mister sit sprog i Richard Glatzers Still Alice (2014); Jean-Paul Trintignant, der hjælper Emmanuelle Riva til at dø med værdighed i Michael Hanekes Amour (2012). Erik Clausen, der frygter for sin forstand i Mennesker bliver spist (2015); Helen Mirren, der tager Donald Sutherland med på den sidste tur i The Leisure Seeker (2017).

   Der er andre, men ikke så mange andre film om demens. Skildringer af mennesker, som ikke er her mere.

   The Father er nænsomt omplantet til britiske forhold af Christopher Hampton. Zellers film er nomineret til seks Oscars. Den er klassisk, for så vidt som emnet er evigt. Flere af de andre kandidater kunne kun være lavet i år. Det er både en mild og en meget stærk film. Et kolossalt memento mori. Der er dansk biografpremiere den 10. juni.

The Father er Oscar-nomineret i 6 kategorier: Best Picture, Best Actor (Anthony Hopkins), Best Supporting Actress (Olivia Colman), Best Adapted Screenplay (Christopher Hampton, Florian Zeller), Best Production Design (Peter Francis, Cathy Featherstone), Best Film Editing (Yorgos Lamprinos)

The Father. Instr.: Florian Zeller. Manus: Christopher Hampton, Florian Zeller. Foto: Ben Smithard. 97 min. UK-Frankrig 2020. Dansk premiere: 10.06.2021.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ Biografklub Danmark/ Gaumont/ Théâtre Hébertot, YouTube

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV PLAY, Via Play Lej & Køb, YouTube Film, ZDF 

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 30.08.2021

2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 12.10.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.04.2021