Antologifilm | All the Invisible Children (2005)

DEN ØDELAGTE BARNDOM
Syv kortfilm til verdens udsatte børn

Af BO GREEN JENSEN

KUNSTEN bliver ofte tandløs, når berømte mennesker arbejder gratis til fordel for en lødig sag. Det gælder dog ikke for antologifilmen All the Invisible Children, hvor otte af tidens betydelige filmskabere fortæller hver sin historie om en udsat eller ødelagt barndom. Måske er ideen – som skyldes den italienske producer Chiari Tilesi – bare bedre end på beslægtede projekter. I hvert fald er der intet fyld og få falske toner i filmen, som følger børn i vidt forskellige kulturer, men taler til hjertet på det samme grænseløse sprog.

   I »Tanza« følger Mehdi Charef en afrikansk drengesoldat, som efter to år i borgerkrigen får anfægtelser ved at anbringe en bombe i skolestuen. Emir Kusturicas No Smoking Orchestra fyrer atter op under dræbermusikken i »Blue Gypsy«, hvor en serbisk romadreng ser sig nødsaget til at flygte tilbage til ungdomsfængslet. Hos Kusturica truer maneren konstant. Til gengæld er farverne stærke og tonen forfriskende hårdfør.

SPIKE Lees »Jesus Children of America« giver i fuld novellelængde en uafrystelig skildring af, hvad det vil sige at være den HIV-positive præpubertetsdatter i en familie, hvor begge forældre tager stoffer. Som Blancas mor og far er Rosie Perez og Andre Royo tæt på at stjæle opmærksomheden fra Hannah Hudsons stille, nødstedte datter. Til gengæld undgår Lees segment de socialrealistiske klicheer. Der er mange katastrofer, men også varme og hverdag i denne familie.

   Kátia Lunds brasilianske »Bilu & João« fortæller solidarisk og bittersødt om gadebørn i São Paulo, mens Stefano Veneruso i »Ciru« følger en dreng, der lever på gaden i Napoli, bogstavelig talt som en jaget hund. Ridley Scott og datteren Jordan Scott lader fotografen »Jonathan« være hjemme fra fronten for at lade op. Han har haft en dårlig nat og går ud for at ryge en cigaret, før taxien kommer og kører ham tilbage til krigen i den anden virkelighed.

FOTOGRAFEN (David Thewlis) ser to drenge ro forbi på floden og løber efter dem for at nå med. Gradvis bliver han til drengen Jonathan, som gik på eventyr med sine kammerater, da alting var enklere, skønt ikke nødvendigvis mere uskyldigt. Nu spørger de ham, hvor han har været, og hvad han arbejder med. Han tager dem med ind i et krigslandskab, der realiseres i fuld Black Hawk Down-størrelse.

   En voksen stemme kalder, fuldkommen som en mor, synes drengene, men det er Jonathans hustru (Kelly Macdonald), for bilen er kommet og holder og venter. Det er en overvældende lille film, hvis man selv kender til at se tilbage og undres ved, hvor småt det hele var engang. Bevidst eller utilsigtet har »Jonathan« samme erindringsfarve som Graham Greenes drømmenovelle »Under the Garden«.

MEST oplagt hjerteskærende er John Woos segment, »Song Song & Little Cat«, en for én gangs skyld kinesisk historie fra Woo, der i arketypisk klar form sidestiller en rig og en fattig piges historier. Den rige far forlader sin familie i første scene, og hustruen overvejer at tage sit og datterens liv. Pigen kasserer en dukke i trods. Den bliver samlet op af en gammel mand, som 6 år før fandt pigen Lille Kat i en skraldespand og tog sig af hende.

   En tid lang er alt som i Charlie Chaplins The Kid, men da Bedstefar bliver påkørt, er Lille Kat alene som »Den lille Pige med Svovlstikkerne«.

   All the Invisible Children er en meget bekræftende filmoplevelse. Vi har alle været børn, mange af os har fået flere af slagsen. Det er derfor hårdt at blive konfronteret med den voksne verdens omsorgssvigt på så mange indiskutable niveauer. Alle syv episoder undgår den følelsespornografiske fælde, som de let kunne være faldet i, og set sammen virker de små film som én. Et uafviseligt Se Mig, Hør Mig på vegne af verdens usynlige børn.

All the Invisible Children (De usynlige børn). »Tanza«. Instr. & manus: Mehdi Charef. Foto: Philippe Brelot; »Blue Gypsy«. Instr.: Emir Kusturica. Manus: Stribor Kusturica. Foto: Glucica Milorad; »Jesus Children of America«. Instr.: Spike Lee. Manus: Cinqué & Joie Lee. Foto: Cliff Charles; »Bilu & João«. Instr. & manus: Kátia Lund. Foto: Toca Seabra; »Jonathan«. Instr.: Jordan & Ridley Scott. Manus: Jordan Scott. Foto: James Whitaker; »Ciro«. Instr.: Stefano Veneruso. Manus: Diego De Silva, Stefano Veneruso. Foto: Vittorio Storaro; »Song Song & Little Cat«. Instr.: John Woo. Manus: Li Qiang. Foto: Zeng Nianping. 124 min. Frankrig-Italien 2005. Dansk premiere: 08.12.2006.

Fotos: MK Film Productions/ Rai Cinema/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube [trailer]

Filmen streames ingen steder og er senest udsendt på dvd i  2009 – de fleste af filmene ligger på YouTube og kan ses i rækkefølge

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006 

Spike Lee: Da 5 Bloods [Oscars 2021] [Black Lives Matter 18]

DEN AMERIKANSKE KRIG
Veteranen Spike Lee debuterer på Netflix

Af BO GREEN JENSEN

VERDENSPREMIEREN på Da 5 Bloods skulle have været et tilløbsstykke på sidste års aflyste Cannes Festival. Spike Lee var formand for den internationale jury, så Netflix-produktionen kunne ikke konkurrere. Men filmen skulle lanceres stort og stolt på festivalen, hvor Lee har præsenteret en lang række af sine værker. Senest fik han et velfortjent comeback med BlackKklansman, som modtog Juryens Grand Prix i 2018.

   Cannes blev annulleret på grund af COVID-19, og Netflix har lagt filmen ud i alle territorier. Da 5 Bloods er en genrefortælling, der bruger elementer fra krigsfilm, adventure og noir til at belyse afrikansk-amerikanske soldaters rolle i Vietnamkrigen. Tonen er besnærende munter. Lee får i forbifarten sagt adskilligt om konflikten, som vietnamesere kalder »Den Amerikanske Krig«, og den systemiske racisme i USA.

   Især – og faktisk mere interessant – er Da 5 Bloods dog en filmskabers hyldest til nogle personlige favoritter. Dels bliver Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu) citeret med Wagner-musik og et utal af visuelle referencer. Dels er Da 5 Bloods i lange passager et riff på John Hustons The Treasure of Sierra Madre (da. Tre mand søger guld) fra 1948.

FIRE veteraner vender tilbage til dagens Saigon, angiveligt for at hente liget af deres befalingsmand fra dengang og flyve ham hjem til en heltebegravelse på Arlington Cemetery. De har en reel hensigt om at finde resterne af sergenten »Stormin’« Norman. Men især vil de finde en last af guldbarrer, som de var nødt til at efterlade i junglen, hvor deres blodbroder faldt.

   Tre af de fire mænd er tegnet som middelklassetyper: lægen Otis (Clarke Peters) efterlod en datter i Saigon; forretningsmanden Eddie (Norm Lewis) ligner en succes, men er faktisk i problemer; den joviale Melvin (Isiah Whitlock Jr.) ender med at ofre sig for gruppen på en måde, han har forsvoret.

   Dramaet er koncentreret i den paradoksale Paul (Delroy Lindo), som stemte på Trump i 2016, er bitter på alle og bærer republikaner-rød MAGA-kasket. Da 5 Bloods er tæt på at være hans film. Snart slutter Pauls søn, David (Jonathan Majors) sig til gruppen. Det samlede bytte bliver mindre og mindre.

   I flashbacks bliver »Stormin’« Norman spillet af Chadwick Boseman (1976-2020), der fik ikonisk status efter sin rolle som sort superhelt i Black Panther. 

   Lee markerer forskellen på nutid og datid ved at justere billedets brede. De gamle mænd spiller også de unge soldater. Det virker ret aparte. Lee har en dyb forklaring på valget – men tilføjer knastørt, at han ikke fik penge til at foretage en digital foryngelse i stil med den, som Martin Scorsese havde budget til i The Irishman.

ÅNDEN fra John Hustons klassiker er intakt. Kernen har intet at gøre med Vietnam og etnisk identitet. Tre mand søger guld var en blanding af eventyrdrama og moralsk fabel om, hvordan grådighed ødelægger et venskab. Problemerne i den gamle film begynder for alvor, da Humphrey Bogart, Tim Holt og Walter Huston faktisk finder det begravede guld i Mexico.

   Lees film bruger en time på at sætte scenen, præsentere karaktererne og give krigen kontekst. Så begynder rejsen op ad floden, ind i junglen. Konflikter i gruppen udarter. Truslen kommer fra vietnamesiske fribyttere, som er sønner af dræbte vietcongsoldater, og franske forbindelser fra Indokina-tiden. Filmens hovedskurk spilles af Jean Reno, der er blevet uigenkendeligt trind.

   Der bygges op til slutkamp i en tempelruin. Imens bliver filmen mindre skabelonagtig og mere interessant. Delroy Lindo har en vred monolog, hvor han taler direkte til kameraet. Andre karakterer fremsiger lyriske linier i traditionen fra Terrence Malicks The Thin Red Line. I flashbacks taler »Hanoi Hannah« i radioen til de sorte soldater om Marvin Gaye og The Big Red One (som var titlen på en antikrigsfilm af Samuel Fuller).

DA 5 Bloods bruger enhver anledning til at eksponere afroamerikanernes rolle i Vietnam. De udgjorde 35% af hæren, man husker som overvejende hvid. Faktisk handlede filmens første manuskript om hvide veteraner. Lee blev fristet af Huston-motivet og skrev en ny version sammen med Kevin Willmott.

   Premieren kunne været timet til protesterne efter drabet på George Floyd. Til slut når nogle af pengene frem til Black Lives Matter-bevægelsen. Lee har altid promoveret sagen, når det kunne lade sig gøre. Han lukkede BlacKkKlansman med optagelser fra gadekampe i Charlottesville. Her lader han Martin Luther King citere Langston Hughes’ digt »Let America Be America Again«.

   Der er grund til at fremhæve filmens musik. Terence Blanchard har skrevet et score, som rammer den miltære grundtone, men det er Marvin Gaye-sangene, som man tager med sig. I øvrigt har de fem mænd samme fornavne som medlemmerne af The Temptations.

   Da 5 Bloods er god at se, men det er ikke filmskaberens bedste arbejde. Hans aktuelle comeback og den identitetspolitiske situation har skabt ny interesse om Malcolm X fra 1992. Dén film fortjener en renæssance. Det er dén, du skal se, når Da 5 Bloods er slut.

Da 5 Bloods var Oscar-nomineret i kategorien Best Original Score (Terence Blanchard). Prisen gik til Pete Docters Soul.

Da 5 Bloods. Instr.: Spike Lee. Manus: Danny Bilson & Paul De Meo, Kevin Willmott & Spike Lee. Foto: Newton Thomas Sigel. 155 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.06.2020 (streaming).

Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.06.2020

Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 16]

INDEN MUSIKKEN BLIVER STJÅLET
August Wilsons blueshistorie er afro-amerikansk arvesølv

Af BO GREEN JENSEN

VI skriver 1927 i Chicago, da blueslegenden Gertrude »Ma« Rainey kommer op fra Columbus i Georgia. Hun skal skære to nye hits, som kan sælge i Forbudstidens jazzforelskede USA. Racismen i tiden er ram. Allerede i første scene må den evigt udglattende manager (Jeremy Shamos) bestikke en skeptisk gadebetjent, som ikke vil tro på, at Ma ejer bilen, der bliver parkeret.

   Ma Rainey (1882-1939) var veninde med Bessie Smith. Hun blev kaldt »Mother of the Blues« og kan høres på 94 klassiske indspilninger. En af dem er sandt nok »Black Bottom Dance«. Her har hun sat sit Georgia Jazz Band stævne ved studiet, som ejes af den foretagsomme Mel Sturdyvant (Jonny Coyne). Det er ikke muligt at skrive om filmen, uden at oplyse hudfarver. Alle kunstnerne er afrikansk-amerikanske. Forretningsfolket er hvide, jødiske mænd.

   Musikerne har allerede forberedt sig i en time. Cutler (Colman Domingo) spiller guitar og trombone og arrangerer. Slow Drag (Michael Potts) siger ikke meget og spiller bas. Aristokraten er pianisten Toledo (Glynn Turman), som øser af sin livsvisdom. Kun trompetisten Levee Green (Chadwick Boseman) giver ikke en bønne for traditionen. Ved døren står Mas veninde (Taylour Paige) og gør sig til for rebellen. Sturdyvant har lovet at købe Levees kompositioner. Ma Rainey kan rende og hoppe for hans skyld.

DER er tre tætte akter i filmen, som hurtigt røber sin herkomst. Ma Rainey’s Black Bottom var det andet af ti skuespil i en serie, som dramatikeren August Wilson (1945-2005) skrev mellem 1982 og 2005. Fordi ni af dem udspiller sig i Pittsburghs Hill District, taler man om en Pittsburgh Cyklus.

   Skuespilleren Denzel Washington, som har produceret Ma Rainey’s Black Bottom, instruerede selv Fences (2016). Han vil have Wilson ud til et bredt publikum. I hvert fald nåede Fences til Danmark, og Ma Rainey’s Black Bottom kan ses verden over på Netflix.

   Det er filmet teater, når det er bedst. Man kan godt blive irriteret på Levee Green i den første lange fællessnak, når han skal føre sig frem. Man forstår, hvorfor Cutler bliver træt. Men teksten får liv i en lang monolog, hvor Levee beskriver, hvad hvide mænd gjorde ved hans mor. I stykket eksponeres Amerikas rædsler. Alt imens der er liv i musikken.

MA Rainey ankommer som et levende sætstykke. Hun insisterer på at lade sin stammende nevø præsentere »Black Bottom Dance«, skønt mange optagelser må kasseres. Hun vil have kold cola, før hun gør noget som helst. Hun ved, hvad hun er værd. Og får sin vilje uanset.

   Endelig kommer knivene frem i en tragisk finale, hvor stoikerne får ret, og Levee på den hårde måde lærer, hvordan verden er indrettet. Ma Rainey’s Black Bottom er lille som film, men teksten knejser som tidløst teater. Man kan sige meget om Netflix, men streamingtjenesten kender sin besøgstid. Black Lives Matter har sit øjeblik nu, med eller uden Trump, #MeToo og Covid-19.

DE fleste kender sikkert »Black Bottom« fra en nedvandet, hvid sammenhæng. Jeg tror, jeg hørte sangen første gang i Judy Garlands »Born in a Trunk«-medley, som næsten er en film for sig i George Cukors 1954-version af A Star is Born. Eller også var det Spike Jones’ parodi fra 1950. »Black Bottom» er noget, man danser i F. Scott Fitzgeralds noveller. Og jeg kender kun navnet Ma Rainey, fordi Bob Dylan lader hende følges med Beethoven i et vers fra den prægtige »Tombstone Blues«.

   Netop dét er den større pointe, som Wilson giver sit skuespil. Ma Rainey vægrer sig ved at underskrive de nødvendige papirer, da optagelserne er i kassen. Hun ved, at hun mister musikken ved at overdrage sin ophavsret. De hvide gør kun, hvad man siger, så længe de har brug for én. Bagefter skræver de over én, knapper sig til og går som efter et bordelbesøg, uden at se sig tilbage. Hun udnytter situationen i studiet, så længe hun kan. Hun sørger for at få sin vilje og sætter krusedullen på kontrakten.

   Hendes manager ser sig ikke tilbage. I næste billede står studieejeren og øver med et hvidt, Benny Goodman/Glenn Miller-agtigt orkester, der i høflig udgave indspiller én af de sange, han stjal fra Levee Green. Det kunne lige så godt være Bing Crosby, der sang.

   Ma Rainey ved, at musikken bliver stjålet. Vi har nu begrebet »kulturel appropriation«. Hvidvaskning hed noget andet på Ma Raineys tid, men August Wilson kendte mekanismen, da han skrev sine ti skuespil.

VIOLA Davis er olm og edderspændt i rollen som Ma Rainey. Hun fyrer Levee med et fingerknips, men ved, at hun har tabt status, da han går sin vej uden at blinke. Alligevel blinker Levee i enrum. Han bruger sin vrede på at bryde døren op ud til gården – som viser sig at være en tilmuret skakt. Han bliver trods alt tørret af »The Man«. Og må lade nogen undgælde.

   Især skal filmen ses for Chadwick Bosemans fremstilling af Levee Green. Boseman døde i 2020. Han blev kun 43 år. Boseman blev en rollemodel for generationer, da han i 2018 spillede superhelten Black Panther i Marvel-filmen af samme navn. Filmens succes kan knapt overvurderes. Black Panther blev til mellem to store bølger af Black Lives Matter-protest. Det var for en gangs ikke en offerhistorie. Her var en hel afrikansk-amerikansk mytologi. Alt var elegant og attråværdigt. Friheden kom af sig selv og var til uden grænser.

   Boseman kan også ses som den døde sergent, der optræder i Spike Lees Da 5 Bloods (2020), hvor veteranerne vender tilbage til Vietnam. Han vidste, at han var uhelbredeligt syg, da han indspillede Ma Rainey’s Black Bottom. Det var vigtigt for ham at gøre arbejdet færdigt, og det er i høj grad blevet hans film. Den tilegnes ham i en skærmtekst til slut.

FRA August Wilsons hånd er Levee summen af alle unge mænd, som troede, at de kunne læse systemet og blev knust under hjulene i processen. Det betyder ikke, at deres oprør er forgæves. Men det skal rettes mod fjenden, ikke mod brødre. Boseman gør en træt grimasse, da han trækker sin kniv. Hans nederlag er større end Ma Raineys. Og den tragiske faktor for enden af en rig komedie om stjålen kultur.

Ma Rainey's Black Bottom var Oscar-nomineret i 5 kategorier: Best Actor (Chadwick Boseman), Best Actress (Viola Davis), Best Production Design (Mark Ricker), Best Makeup and Hairstyling (Sergio Lopes-Rivera etc.), Best Costume Design (Ann Roth). Filmen vandt i de to sidstnævnte kategorier.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).

Ma Rainey’s Black Bottom. Instr.: George C. Wolfe. Manus: Ruben Santiago-Hudson. Foto: Tobias Schiessler. 94 min. USA 2020. Dansk premiere: 18.12.2020.

Fotos: Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2021

Spike Lee: BlacKkKlansman (2018) [Black Lives Matter 10]

DET STORE BEDRAG

A Spike Lee Joint med vid og bid

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN for BlacKkKlansman er grotesk og utroværdig. En sort mand bliver medlem af Ku Klux Klan og kommer højt på strå i organisationen, der har gjort mere for racehad end de fleste. Man ville afvise filmen som studentikos satire, hvis ikke historien også var sand.

   I 1973 blev Ron Stallworth den første afro-amerikanske polibetjent i Colorado Springs. Hans hudfarve var et aktiv, når politiet skulle orientere sig i det radikale miljø. Da Kwame Ture – bedre kendt som Stokely Carmichael – fra De Sorte Pantere kom til byen for at tale, blev Stallworth sendt ind med en skjult mikrofon. Ved samme lejlighed mødte han kæresten Patrice, som arrangerede Tures besøg.

   At infiltrere Black Panther Party var en bunden opgave. Det var derimod på eget initiativ, at Stallworth tog kontakt til Ku Klux Klan, som søgte nye medlemmer. Han ringede simpelt hen til nummeret, som var oplyst i annoncen. Da det blev tid til at møde de lokale ekstremister, måtte en kollega med hvid hud træde ind. Det blev kriminalbetjenten Flip Zimmerman, som var vant til at arbejde dybt undercover.

ZIMMERMAN havde aldrig tænkt over, at han var jødisk. Stallworth begyndte at spørge sig selv, om han arbejdede for fjenden. Sammen steg de i graderne og var med til yde politibeskyttelse, da klanlederen David Duke besøgte sine tropper i Colorado. Hele det vilde forløb er beskrevet i bogen Black Klansman: Race, Hate, and the Undercover Investigation of a Lifetime, som Ron Stallworth fik udgivet i 2014.

   For filmskaberen Spike Lee bliver Stallworths beretning en anledning til at mobilisere alle de sædvanlige temaer og motiver. Her er omsider en sag, der kan holde og bære det hele.

   Saglig kulturanalyse og radikal systemkritik går hånd i hånd med humor, spænding, romantik og filmkunstens øvrige billige tricks. Resultatet er Lees mest effektive – skønt ikke nødvendigvis »bedste« – film siden Summer of Sam (1999), der brugte en seriemordersag fra 70ernes New York med samme politiserende flair.

SPIKE Lee havde tidligt i karrieren et populært øjeblik, hvor han og kulturen ville det samme. Film som She’s Gotta Have It (1986), Do the Right Thing (1989) og Jungle Fever (1991) blev globale og spontane hits i en tid, som ikke var mindre racistisk, men dyrkede hiphop og rap.

   Storfilmen om Malcolm X (1992) blev Lees sidste mainstreamsucces. Han gentog sig selv i svagere genrefilm som Crooklyn (1994), Clockers (1995) og Girl 6 (1996), men blev upåagtet mere politisk i dramaer som Get on the Bus (1996), der bare ikke nåede et stort publikum.

   Lee er sjældent en subtil instruktør – og han bliver ofte misforstået, når han prøver at tale stilfærdigt. The 25th Hour (2002) var en af de mest eftertænksomme film om 9/11, men den blev knap nok registreret, måske fordi Lee brugte hvide protagonister.

   Der har været kompetent melodrama som Miracle at St. Anna (2008) og neutrale spændingsstykker som Inside Man (2006) og Oldboy (2013), en genindspilning af Park Chan-wooks koreanske hyper-noir, men Lees hovedspor har i årtier været balstyrig satire, der skød langt over målet.

   Det begynder i 2000 med Bamboozled og fortsætter stadig mere outreret i Red Hook Summer (2012), Da Sweet Blood of Jesus (2014) og musicalen Chi-Raq (2015), hvor sort og hvid synger katolsk gospel sammen. John Cusack er den syngende præst i Chicago.*

   I samme periode er Lee en stadig skarpere dokumentarist. When the Levees Broke (2006) er den definitive skildring af Hurricane Katrina. Four Acres and a Mule, Lees eget produktionsselskab, har lanceret en strøm af tv-projekter, der går imod den hvide hovedstrøm.

DET er, som det hedder, en anden historie. Jeg nævner disse ting af flere grunde. For det første for at pege på en usædvanlig comebackfilm. For det andet for ikke at røbe for meget af handlingen i BlacKkKlansman. Den begynder i bredt komisk leje, men bliver siden både spændende og intens.

   John David Washington – som er søn af Denzel Washington – spiller Stallworth med åben, imødekommende mine. Adam Driver er meget velanbragt som hans jødiske partner. Laura Harrier drejer, sikkert med vilje, portrættet af Patrice Dumas i retning ad Angela Davis.

   For Lee benytter lejligheden til atter at udstille det store bedrag, som han (ikke uden rette) mener, at Hollywoods take på historien har været. 1973 er året, hvor blaxploitation var i zenit. Filmen har sin kringlede titel i ånden fra Sweet Sweetback’s Baadasssss Song (1971). Ron og Patrice klæder sig som karakterer fra Shaft (1971) og Cleopatra Jones (1973).

TOPHER Grace leverer en glat David Duke, der er ond og banal i Hannah Arendt’sk forstand. Koryfæerne Alec Baldwin og Harry Belafonte udlægger filmhistorien fra diametrale positioner. Baldwin er racisten, som maner til mobilisering, mens En nations fødsel (1915) kører i baggrunden. Ku Klux Klan blev gjort til helte i D.W. Griffiths nationalepos. Det samme skete i Borte med blæsten (1939). Belafonte spiller en filmprofessor, der taler om racismen i det definitive borgerkrigsmelodrama.

BlacKkKlansman modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen i 2018. Til gallapremieren kom Spike Lee med de knojern, som Radio Raheem bruger i Do the Right Thing. På det ene står der LOVE, på det andet står der HATE.

   Lee har symbolikken fra Charles Laughtons The Night of The Hunter (1955, da. Kludedukken), men han siger, at alle hans film har handlet om dét. Ikke om klasse og etniske rødder. Bare om denne grundlæggende kamp.

   Til slut viser Lee friske billeder fra 2017-optøjerne i Charlottesville, Virginia. Det er selvsagt med flossede ender, at disse umage størrelser samles i filmen. Men BlacKkKlansman svæver og flyver reelt. Alle Spike Lees kvaliteter får stemme. Det er effektiv propaganda. Og virkelig en film, som kulturen fortjener.

*) Berlinale 2016: »Dag 5. Spike Lee er i Berlin med Chi-Raq. Det er afro-amerikanernes navn for South Side Chicago, som har national rekord i bandekrig og skuddrab. Fra 2001 til 2015 døde 8000 amerikanere i Chicago. Det er flere end i krigene i Irak og Afghanistan. Nogle ofre var små skolebørn.

   Lees eget våben er grovkornet humor. Han tager en oldgræsk komedie – Aristofanes' Lysistrate, som har stået model til mange moderniseringer – og smelter den om i en blanding af eventyr, farce og musical. Alle kneb gælder. Filmen er en øvelse i praktisk og besværgende magi. 

   Præmissen i Lysistrate er, at Spartas kvinder nægter mændene sex, hvis ikke de afblæser krigen mod Troja. Det virkede i Hellas. Det virker naturligvis også (på film) i Chicago. Chi-Raq er for resten finansieret af Amazon Studios.

   Dialogen bliver fremsagt i rimede linjer, der rappes i ånden fra lydsporets sange. Samuel L. Jackson er Dolmedes, den lapsede fortæller. Teyonah Parris og Nick Cannon er parret i midten af sexkrigen, der breder sig til hele verden i fingerede nyhedsklip. Også københavnske kvinder er på gaden for at råbe: Ingen Fred, Ingen Fisse!! Det er Angela Bassett, der giver Lysistrate ideen.

   Som kvarterets radikale præst holder John Cusack en prædiken, der kommer direkte fra instruktøren. Det er som at høre Malcolm X, Martin Luther King, James Baldwin og Michael Moore på én gang. Der er skarp analyse og ren populisme, men især suveræn retorik. Cusack er fænomenal, når han får den rigtige rolle. Se bare hans Brian Wilson i Love & Mercy.

   Filmen er skiftevis frusterende løs og klart inspireret. Jeg tænkte flere gange på Girl 6 fra 1996, hvor det regnede med telefoner til slut, og den samme slags eventyr var i spil. Lee kan en masse filmting, men har svært ved at holde sig til sagen. Her sender han en pinlig hilsen til Dr. Strangelove og lader Jackson runde af med en tale, der kopierer den store slutning i Patton.«

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020). 

BlacKkKlansman. Instr.: Spike Lee. Manus: Charlie Watchel & David Rabinowitz; Kevin Wilmott & Spike Lee. Foto: Chayse Irvin. 135 min. USA 2018. Dansk premiere: 20.09.2018

Fotos: Four Acres and a Mule/ David Lee/ Focus Features/ UIP/ FilmAffinity

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 24.12.2018

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.09.2018 [Noten om Chi-Raq er en opdatering til Mikrozinets Facebook-side 16.02.2016]