Bush + Renz: Antebellum (2020) [Black Lives Matter 21]

FORTIDEN ER IKKE DØD

En omvendt Borte med Blæsten

Af BO GREEN JENSEN

DER er tre afsnit og et stort tankespring i Antebellum. Oplevelsen er helt afhængig af overraskelsen, som filmen leverer efter en time. Jeg røber ikke noget, men vil alligevel begynde med en ekstra indtrængende spoiler alert. Jeg havde selv læst en synopsis, som afslørede sammenhængen.

   Første akt udspiller sig på en bomuldsplantage i Syden under den amerikanske borgerkrig. Her bliver slaven Eden (Janelle Monáe) mishandlet og misbrugt som de øvrige afrikanske amerikanere. Plantageejeren, som er general i Konføderationshæren, holder Eden isoleret som en særlig favorit. Flere flugtforsøg mislykkes. Atmosfæren er som i en koncentrationslejr. Generalen brændemærker Eden – og lover hende, at alt vil blive godt.

I ANDEN akt var det heldigvis bare en drøm, som sociologen Veronica (også spillet af Janelle Monáe) vågner af. Veronica lever let og moderne med Nick, som er det modsatte af en #MeToo-skurk, og datteren Kennedi, som er en solstråle. Hun diskuterer systemisk racisme i tv og holder foredrag om sin seneste bog, der handler om at bryde med offermentaliteten. »Revolution er bedre end assimilation,« siger et slogan.

   Når Veronica går i byen med sine veninder, lyder de som en satirisk tv-sitcom. Jagende mænd bliver spiddet og ristet. De får det bedste bord midt i restauranten. New Orleans har ændret sig. Det er virkelig andre tider i Syden.

TREDJE akt føjer stykkerne sammen på uventet vis. Så har jeg ikke sagt for meget. Antebellum lanceres som horror og mørk fantasy, men er faktisk ingen af delene. Tiden hænger sammen på logisk og lineær vis.

  Snarere er filmen en instruktiv fabel i The Twilight Zone-traditionen: en identitetspolitisk thriller om amerikansk racisme før, nu og altid. »The past is never dead. It’s not even past – « skrev William Faulkner. For en sikkerheds skyld bliver han citeret to gange.

   

ANTEBELLUM er produceret af samme selskab, QC Entertainment, som stod bag Spike Lees BlacKkKlansman (2018) og Jordan Peeles Get Out (2017) og Us (2019). De historiske troper er endelig vendt. Antebellum åbner med en nøje koreograferet kameragang, et otte minutter langt tracking shot, der fører gennem plantagens kvarterer. Det er næsten en omvendt Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten).

   Som sagt ligner formen en tv-novelle. Der er én god, stor idé, og når den er brugt, er der ikke så meget mere. M. Night Shyamalans film, som var tilløbsstykker for 20 år siden, havde samme relative problem. Antebellum deler en række motiver med Shyamalans The Village (2004).

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; One Night in Miami (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016). 

Antebellum. Instr. & manus: Gerard Bush & Christopher Renz. Foto: Pedro Luque. 105 min. USA 2020. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos: QC Entertainment/ Lionsgate/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime og ViaPlay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.09.2020

Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002)

TRE TAPRE PIGER

Australiens stjålne generationer

Af BO GREEN JENSEN

RACISMEN har mange ansigter, og ingen af dem er kønne. I 1930ernes Australien praktiserede man en racepolitik, der blev legitimeret som »genetisk forædling«. Da det mere eller mindre var lykkedes at decimere den oprindelige befolkning, gav regeringen sig til at undersøge, om de sidste genstridige rester af sorthed kunne vaskes helt ud af sindet og kroppen på de halvblodsbørn, som var født i blandede forhold, typisk med hvide fædre og indfødte mødre.

   Børnene blev taget fra deres mødre og fjernet fra bosiddelserne, der fungerede som en slags reservater for aboriginals. Dernæst blev de anbragt i opfostringslejre som den berygtede Moore River Native Settlement, en anstalt hvor nidkære præster og pædagoger præparerede dem med kristne værdier og tvangsarbejde. I Australien taler man stadig om »The Stolen Generations«, de stjålne generationer. De mest modtagelige eksemplarer blev plukket ud og fik en egentlig uddannelse. Resten blev tjenende ånder.*

MAN så naturligvis på praktiske færdigheder og intellektuel formåen, når de udvalgte skulle vælges. Den udslagsgivende faktor var dog, om barnets hud var så lys, at den måske kunne blive helt hvid i løbet af to generationer. En mængde pseudovidenskabelig litteratur fremlagde principperne for raceforædling, og driften af programmet var lagt i hænderne på en lidenskabelig bureaukrat ved navn A.O. Neville. Hans formelle titel var »Chief Protector of Aborigines«, men ikke for ingenting kaldte urbefolkningen ham Mr. Devil.

   I Rabbit-Proof Fence, Phillip Noyces værdige skamstøtte over det australske raceprogram, som først blev afviklet i 1970erne, spilles Mr. Neville af nordireren Kenneth Branagh. Filmens øvrige medvirkende er alle australiere, og de fleste tilhører den oprindelige befolkning. Opmærksomme tilskuere vil genkende David Gulpilil (1953-2021) i rollen som stifinderen Moodoo, der indfanger flygtninge fra Moore River.

   Yolungu-skuespilleren David Gulpilil (hvis Mandjalpingu-navn var Gulpilil Ridjimiraril Dalaithngu) var født i Maningrida, Arnhem Land, Northern Territory. Han vil for mange være manden, som definerer aboriginal culture på film. Han fik ikonografisk status, da han i 1970erne medvirkede i markante produktioner som Nicholas Roegs Walkabout og Peter Weirs The Last Wave.

UMIDDELBART synes Rabbit-Proof Fence at besværge ånden fra disse film, som i dag har fået – og fortjener – kultstatus. Både Roeg og Weir var tiltrukket af mysterierne i den oprindelige kultur under den moderne britiske fernis.

   I The Last Wave (1977) blev en Sydney-advokat (Richard Chamberlain) opslugt af spørgsmålet om, hvorvidt der lever urban tribes i de australske storbyer. Mens han mødtes med vidnerne i en mordsag, hvor to aboriginere stod anklaget, faldt regnen støt over byen. Endelig blev alt overskyllet af den apokalyptiske »sidste bølge«, som gav filmen titel. Chamberlain knælede på stranden for at tage imod den og har næppe haft en bedre rolle i sin ujævne karriere.

   Roegs Walkabout (1971) dyrkede derimod farvestyrken og de seksuelle energier i urkulturen. En teenagepige og hendes lillebror er alene i vildnisset og slår følge med en indfødt, Black Boy, som er udstødt af sin stamme. Filmen, som Roeg selv fotograferede, hører til de mest slående og frodigt mærkværdige skildringer af det australske ørkenlandskab. Som uudgrundelig visuel fetich tangeres den kun af Peter Weirs Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).

   Christopher Doyle, cheffotografen på Rabbit-Proof Fence, der til hverdag fungerer i Kina og bl.a. har stået for billedsiden i flere af Chen Kaiges film, generobrer hjemlandet i en kamerastil, der ligger i sporet fra Walkabout.

OGSÅ instruktøren Phillip Noyce (f. 1950) er en hjemvendt flygtning, der krydser sit spor. Efter spændingsstykker som Backroads (1977), Newsfront (1978) og Heat Wave (1982) blev thrilleren Dead Calm (1989, da. Døden ombord), en amerikansk-australsk co-produktion, et gennembrud for Nicole Kidman.

   Straks tog Noyce til Hollywood og blev specialist i hårdfør action. Patriot Games (1992) og Clear and Present Danger (1994), to af filmene i Jack Ryan-serien efter Tom Clancys romaner, havde Noyce som instruktør. I 1997 forsøgte han at ajourføre Leslie Charteris’ navnkundige Helgenen med Val Kilmer i rollen som Simon Templar alias The Saint. The Bone Collector (1999) var en skuffende mekanisk seriemorderskrøne, mens The Quiet American (2002) var en respektabel filmudgave af Graham Greenes Vietnam-roman. I 2014 instruerede han Jeff Bridges og Meryl Streep i The Giver, en filmatisering af Lois Lowrys dystopiske young adult-romaner om et samfund, hvor den individuelle erindring er erstattet af enshed. 

   Med Dead Calm som en relativ undtagelse er disse film alle portrætter af mænd, som handler voldsomt under pres og prøver at kæmpe sig vej gennem krisen, før de griber til radikale midler som at forhandle og spørge sig for. Noyce har om nogen været manden, der skabte robuste film om mænd for mænd. Man ville have forsvoret, at han kunne skabe så blid en film som Rabbit-Proof Fence.

BLID er dog netop, hvad filmen er. Enkelt og behersket, med prisværdigt få sentimentale effekter, fortæller den om halvblodspigerne Molly Craig (Everlyn Sampi), Daisy Craig (Tianna Sansbury) og Gracie Fields (Laura Monaghan), der tvangsfjernes fra fødestedet Jigalong i Western Australia og anbringes i Moore River. Molly tager initiativet til flugten, som er en bedrift i sig selv.

   Siden følger en rejse på 2000 kilometer gennem uvejsomt terræn. Molly er 14, søsteren Daisy er 8, kusinen Gracie ti år. Alligevel finder de vej. Det gjorde de også i virkeligheden. Filmen bygger på bogen Follow the Rabbit-Proof Fence af Mollys datter, Doris Pilkington Garimara. De sidste billeder viser Molly og Daisy, som endnu lever i Jigalong. Og fordi Noyce konstant gør sig umage med at afstemme de historiske fakta, tilgiver man manglen på dramatiske vendepunkter. Der er kun få krumninger i vejen, og udfaldet er givet fra starten.**

DEN lille spænding opstår, når pigerne skal narre den erfarne stifinder fra Moore River. Kenneth Branaghs tilknappede bureaukrat, der for det meste holder foredrag og trækker i trådene fra sit kontor i Perth, er aldrig noget alvorligt problem. Når det ser værst ud, får pigerne behjertet hjælp fra fremmede og klarer hver gang den næste forhindring.

   Vejen følger et trådhegn, som rakte tværs over Australien og repræsenterede et futilt forsøg på at sikre afgrøderne mod kaniners hærgen. På grund af hegnet kan pigerne finde vej. Til gengæld er strategien så gennemskuelig, at øvrighedsmagten kan sætte fælder. Men medierne følger de tre pigers flugt, og der er grænser for hvor langt man kan gå.***

DET er en sympatisk og bevægende film, som på humanistisk vis gør sin politiske virkning ved blot at lægge tingene frem. Der er ingen forsøg på at mobilisere en syntetisk spænding, som ikke bor i stoffet. Branaghs Mr. Neville er indskrænket, men han er ikke egentlig ond. Scenerne fra Moore River er filmet i koldt blåt lys, mens verden ellers er støvet og grøn.

   Mest effektiv er måske den saglige vinkel på stoffet. Film som Walkabout og The Last Wave dyrkede mystikken for mystikkens skyld og forherligede de irrationelle drømmespor og navnkundige songlines, som vestlige gæster i Australien oftest fokuserer på. Molly, Daisy og Gracie er bare tre tapre piger, der vil hjem. End ikke stifinderens potente magi og praktiske snilde kan konkurrere med denne urdrift.

NOGET andet er, at instruktører som Roeg og Weir muligvis kunne have skabt en for alvor stor film med det givne materiale. For medrivende bliver Rabbit-Proof Fence aldrig. Den vil smaddergerne, og det samme vil publikum, som den vinder for sig allerede i de første ti minutter. Men man glemmer ikke tid og sted. Man kan aldrig helt forsvinde i historien eller abstrahere fra, at her er tale om en dramatisk rekonstruktion.

   Til gengæld kan man nyde en film, der beretter sobert og klart om sit emne. At fortælle om de overgreb, som »The Stolen Generations« var udsat for, er filmens primære ærinde. Al fred og ære være med dét.

*) Før vi pudser glorien for salvelsesfuldt: det australske program har slående ligheder med den danske regerings forsøg på at fjerne og opdrage inuitbørn i 1950ernes Grønland. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have den endelige afretning på Røde Kors-børnehjemmet i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

   Statsminister Mette Frederiksen undskyldte på Danmarks vegne i 2020, men et erstatningssøgsmål blev afvist i 2021. Tine Bryld skrev bogen I den bedste mening (2010) om forsøget, som Louise Friedberg skildrer i spillefilmen Eksperimentet. De fleste kolonimagter har gjort den samme slags forsøg. Se også Amanda Kernells film Sameblod fra 2016. 

**) Molly Craig Kelly døde i 2004. Daisy Kadibil, den yngste af de tre piger, døde som 95-årig i 2018. 

***) Kaninen kom til Australien med den Første Flåde af kolonister i 1788. De blev sat fri i naturen i 1860erne, da man ville jage efter britisk model. Flere fremstillinger peger på 1859 som det afgørende år. Thomas Austin importerede 24 vilde kaniner og satte dem ud på sin ejendom ved Winchelsea i delstaten Victoria. Kaniner har ingen naturlige fjender i Australien. De avlede ivrigt og eksponentielt, så bestanden på få årtier voksede til 50 millioner dyr. The Darling Downs-Moreton Board opførte kaninhegnet i Queensland i 1893 og vedligeholdt det til 1997. The State Barrier Fence of Western Australia blev opført fra 1901 til 1907 og var på 1.833 kilometer. Sammen med The State Vermin Fence og The Emu Fence dækkede hegnet en strækning på 3.256 km. Kaninen bliver stadig betragtet som et skadedyr, men problemet aftog i 1950erne, da myxomatose (kaninpest) gjorde indhug i bestanden. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010); Warwick Thornton: Sweet Thornton (2017) [Westerns 100] og Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013).

Rabbit-Proof Fence. Instr.: Phillip Noyce. Manus: Christine Olsen. Foto: Christopher Doyle. 94 min. Australien-UK 2002. Dansk premiere: 13.06.2003.

Fotos: Rumbalara Films/ The Australian Film Commission/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2003

The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19]

BITTER HØST
Historien om Lady Day og Strange Fruit

Af BO GREEN JENSEN

BILLIE Holiday havde et svært liv, som begyndte i Philadelphia i 1915 og sluttede i New York City i 1959. Hun blev kun 44, men ser tyve år ældre ud på den sidste bevarede tv-optagelse fra den 23. februar 1959. Hun synger tre ballader i programmet »Chelsea at Nine«, som er britisk. Så for en gangs skyld kan hun slutte med sin signatursang uden at få ledelsen på nakken.

   Præmissen for Lee Daniels’ kulørte portrætfilm er enkel – og sikkert også forenklet. Myndighederne forfølger Holiday, angiveligt på grund af hendes heroinmisbrug, men i virkeligheden, fordi de vil have hende til at holde op med at synge »Strange Fruit«.

   Det gør Andra Day i øvrigt formidabelt. Hun er totalt overbevisende som Lady Day. Da Diana Ross havde rollen i Lady Sings the Blues (1972), som var en mere regelret biopic, gjorde hun sangene til sine egne. Hun fik til gengæld lov at synge flere af dem til ende.

   Daniels klipper konstant til noget andet. Der er glimt fra Holidays barndom og afstikkere til andre afsnit af livshistorien. Især er der en masse eksponering af faren ved stoffer og alkohol. Men i bund og grund mener filmen, at det var Harry J. Anslinger (1892-1975), den første direktør for Federal Bureau of Narcotics, som dræbte sangerinden. Og det handlede ikke om stoffer, men om nidkærhed og vedkendt racisme.

BIOGRAFISK giver det mening. Holiday kunne have fået et enklere liv, hvis hun havde holdt sig til at synge folkets favoritter. »All of Me«, »God Bless the Child« og »Ain’t Nobody’s Business« var farveblinde ballader, der appellerede på tværs af etnicitet. Men fordi hun insisterede på at have »Strange Fruit« i sætlisten, blev koncert efter koncert lukket ned.

   Fra 1939, da hun begyndte at synge »Strange Fruit« i Harlem-natklubben Café Society, til den bitre ende i 1959 blev sangen for Billie Holiday, hvad »Mississippi Goddamn« i 1964 var for Nina Simone: et våben, et mantra og en mission. I filmen siger hun det direkte til Anslinger: »Your grandchildren will be singing ’Strange Fruit’.« Taler man sådan på sit dødsleje?

Southern trees bear a strange fruit,

Blood on the leaves and blood at the root,

Black body swinging in the Southwern breeze,

Strange fruit hanging from the poplar trees.

Pastoral scene of the gallant South,

The bulging eyes and the twisted mouth,

Scent of magnolia sweet and fresh,

And the sudden smell of burning flesh!

Here is a fruit for the crows to pluck,

For the rain to gather, for the wind to suck,

For the sun to rot, for a tree to drop,

Here is a strange and bitter crop.

»STRANGE Fruit« er en fantastisk ballade, som forener en agiterende tradition med den litterære bevidsthed hos moderne sangskrivere. Der er tre enkle strofer og tolv verselinier, som siger, at sorte mennesker bliver hængt og brændt i sydstaterne. I en brugsoversættelse står der:

   »Sydens træer bærer en sælsom frugt/ Blod på bladene, blod ved roden/ Sorte lig svinger i Sydens vind/ Sær frugt hænger fra poppeltræer// Idyllisk optrin fra Sydens ædle grund/ De svulmende øjne, den forvredne mund/ En sød duft af friske magnolier/ og så den bratte lugt af brændt kød!// Her er en frugt, som krager kan plukke/ som regnen kan samle, som vinden kan suge/ som solen kan tære, som træet kan tabe/ Her er en sær, bitter høst.«

»STRANGE Fruit« giver filmen fokus. Det er den eneste sang, der står i fuld længde. Andra Day synger til en tom sal i et drømmeoptrin. Hun og Jimmy Fletcher (Trevante Rhodes), der begynder som Anslingers stikker, men ender som Holidays kæreste, når samtidig til en lysning i skoven. En far er lynchet med et skilt, som siger JUSTIS SERVED om sin hals. Familien sidder ved træet og græder. Montagen er ikke subtil, men den er stærk og gør sin virkning.

   Fortællingens tråde bliver fulgt til dørs i skærmtekster, mens der garneres med arkivklip. For eksempel ser vi John F. Kennedy dekorere Harry Anslinger og takke ham for utrætteligheden. Vi får at vide, at loven, som forbyder lynching stadig ikke er vedtaget. Og at Billie sang »Strange Fruit« til sin død.

MAN må næsten få det indtryk, at Billie Holiday selv skrev »Strange Fruit«. Kun i creditsekvensen fremgår det, at komponisten hed Allan Lewis. Det har altid været den eneste »fejl«: at sangen ikke er skrevet af en afrikansk amerikaner.

   Allan Lewis – eller Lewis Allen – var et alias for Abel Meeropol (1903-1986), en jødisk gymnasielærer fra The Bronx. Han og hustruen Anne var medlemmer af det amerikanske kommunistparti, da Abel skrev »Strange Fruit« i 1936, først som et digt til lærerbladet med titlen »Bitter Fruit«, så sat til egne toner. Holiday skriver i Lady Sings the Blues, at hun hjalp Meeropol med musikken.

   Parret var altid på FBI’s fjendeliste. De adopterede Julius og Edith Rosenbergs sønner, Michael og Robert, da drengenes forældre blev henrettet for spionage i 1953. Meeropol havde også personlige grunde. Hans pseudonym var konstrueret med navnene på parrets dødfødte sønner, Lewis og Allen.

   »Strange Fruit« har således kulturel resonans: fra E.L. Doctorows The Book of Daniel (1971, da. Daniels bog) via Netflix-serien The Americans (2013-2018) til den berømte begyndelse på Sylvia Plaths The Bell Jar (1963, da. Glasklokken): »Det var en sær, lummer sommer, den sommer, de henrettede Rosenbergparret i den elektriske stol.«*

THE United States vs. Billie Holiday er en seværdig, men distræt film, som skøjter hen over talrige emner. Andra Day forankrer filmen, og perioden er meget smukt genskabt. Der er dydsiret elskov med Tallulah Bankhead (Natasha Lyonne), som filmen er genert omkring. Til gengæld har Billie og Fletcher hård sex, der dunker i takt til musikken.

   Værst er dialogen. Måske vil Daniels hævne 100 års racistiske karikaturer i Hollywood-film. Anslinger spilles af Garrett Hedlund. Han præsenteres ved et møde, hvor politikerne diskuterer bevillinger. Anslinger bider tænderne sammen og koncentrerer sit credo i linjen, som jeg citerer ordret: »Drugs and negroes are a contamination to our great American civilisation.«

   Jeg tror gerne, at Anslinger var et svin, men selv han må have pakket tingene ind. Nu bliver der mumlet samtykke. Det var disse mænd, som dræbte Lady Day. Somme tider er det en stærk film. Somme tider endnu en karikatur.

*) David Margolick fortæller den fulde, fascinerende historie om signatursangen i Strange Fruit: Billie Holiday, Café Society, and an Early Cry for Civil Rights. 162 s. Philadelphia and London: Running Press Book Publishers, 2000. Billie Holiday skrev sine erindringer i samarbejde med forfatteren William Dufty. Lady Sings the Blues udkom i 1956 og bliver til stadighed optrykt i serien Penguin Modern Classics. Sidney J. Furie instruerede filmatiseringen – med Diana Ross som Holiday – i 1972. Motown producerede på vegne af Paramount Pictures. Både filmen og soundtracket var store succeser. Lady Sings the Blues er forbavsende svær at komme til at se i dag. Den bliver ikke streamet i hverken USA eller Europa. Den udkom senest på dvd og blu-ray i Frankrig i 2017. Michel Legrand skrev det orkestrale score – heraf den franske forbindelse.  

The United States vs. Billie Holiday. Instr.: Lee Daniels. Manus: Suzan Lori-Parks. Foto: Andrew Dunn. 130 min. USA 2021. Dansk premiere: 12.05.2021.

Fotos: Lee Daniels Entertainment/ Scanbox/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Movie StillsDB/ Michael Ochs Archives (Robin Carson portrait photo)/ NPR (Abel Meeropol photo)/ Medium.com (1930 newsphoto of mob at lynching of Thomas Shipp and Abram Smith)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 14.05.2021

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.05.2021

Spike Lee: Da 5 Bloods [Oscars 2021] [Black Lives Matter 18]

DEN AMERIKANSKE KRIG
Veteranen Spike Lee debuterer på Netflix

Af BO GREEN JENSEN

VERDENSPREMIEREN på Da 5 Bloods skulle have været et tilløbsstykke på sidste års aflyste Cannes Festival. Spike Lee var formand for den internationale jury, så Netflix-produktionen kunne ikke konkurrere. Men filmen skulle lanceres stort og stolt på festivalen, hvor Lee har præsenteret en lang række af sine værker. Senest fik han et velfortjent comeback med BlackKklansman, som modtog Juryens Grand Prix i 2018.

   Cannes blev annulleret på grund af COVID-19, og Netflix har lagt filmen ud i alle territorier. Da 5 Bloods er en genrefortælling, der bruger elementer fra krigsfilm, adventure og noir til at belyse afrikansk-amerikanske soldaters rolle i Vietnamkrigen. Tonen er besnærende munter. Lee får i forbifarten sagt adskilligt om konflikten, som vietnamesere kalder »Den Amerikanske Krig«, og den systemiske racisme i USA.

   Især – og faktisk mere interessant – er Da 5 Bloods dog en filmskabers hyldest til nogle personlige favoritter. Dels bliver Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979, da. Dommedag nu) citeret med Wagner-musik og et utal af visuelle referencer. Dels er Da 5 Bloods i lange passager et riff på John Hustons The Treasure of Sierra Madre (da. Tre mand søger guld) fra 1948.

FIRE veteraner vender tilbage til dagens Saigon, angiveligt for at hente liget af deres befalingsmand fra dengang og flyve ham hjem til en heltebegravelse på Arlington Cemetery. De har en reel hensigt om at finde resterne af sergenten »Stormin’« Norman. Men især vil de finde en last af guldbarrer, som de var nødt til at efterlade i junglen, hvor deres blodbroder faldt.

   Tre af de fire mænd er tegnet som middelklassetyper: lægen Otis (Clarke Peters) efterlod en datter i Saigon; forretningsmanden Eddie (Norm Lewis) ligner en succes, men er faktisk i problemer; den joviale Melvin (Isiah Whitlock Jr.) ender med at ofre sig for gruppen på en måde, han har forsvoret.

   Dramaet er koncentreret i den paradoksale Paul (Delroy Lindo), som stemte på Trump i 2016, er bitter på alle og bærer republikaner-rød MAGA-kasket. Da 5 Bloods er tæt på at være hans film. Snart slutter Pauls søn, David (Jonathan Majors) sig til gruppen. Det samlede bytte bliver mindre og mindre.

   I flashbacks bliver »Stormin’« Norman spillet af Chadwick Boseman (1976-2020), der fik ikonisk status efter sin rolle som sort superhelt i Black Panther. 

   Lee markerer forskellen på nutid og datid ved at justere billedets brede. De gamle mænd spiller også de unge soldater. Det virker ret aparte. Lee har en dyb forklaring på valget – men tilføjer knastørt, at han ikke fik penge til at foretage en digital foryngelse i stil med den, som Martin Scorsese havde budget til i The Irishman.

ÅNDEN fra John Hustons klassiker er intakt. Kernen har intet at gøre med Vietnam og etnisk identitet. Tre mand søger guld var en blanding af eventyrdrama og moralsk fabel om, hvordan grådighed ødelægger et venskab. Problemerne i den gamle film begynder for alvor, da Humphrey Bogart, Tim Holt og Walter Huston faktisk finder det begravede guld i Mexico.

   Lees film bruger en time på at sætte scenen, præsentere karaktererne og give krigen kontekst. Så begynder rejsen op ad floden, ind i junglen. Konflikter i gruppen udarter. Truslen kommer fra vietnamesiske fribyttere, som er sønner af dræbte vietcongsoldater, og franske forbindelser fra Indokina-tiden. Filmens hovedskurk spilles af Jean Reno, der er blevet uigenkendeligt trind.

   Der bygges op til slutkamp i en tempelruin. Imens bliver filmen mindre skabelonagtig og mere interessant. Delroy Lindo har en vred monolog, hvor han taler direkte til kameraet. Andre karakterer fremsiger lyriske linier i traditionen fra Terrence Malicks The Thin Red Line. I flashbacks taler »Hanoi Hannah« i radioen til de sorte soldater om Marvin Gaye og The Big Red One (som var titlen på en antikrigsfilm af Samuel Fuller).

DA 5 Bloods bruger enhver anledning til at eksponere afroamerikanernes rolle i Vietnam. De udgjorde 35% af hæren, man husker som overvejende hvid. Faktisk handlede filmens første manuskript om hvide veteraner. Lee blev fristet af Huston-motivet og skrev en ny version sammen med Kevin Willmott.

   Premieren kunne været timet til protesterne efter drabet på George Floyd. Til slut når nogle af pengene frem til Black Lives Matter-bevægelsen. Lee har altid promoveret sagen, når det kunne lade sig gøre. Han lukkede BlacKkKlansman med optagelser fra gadekampe i Charlottesville. Her lader han Martin Luther King citere Langston Hughes’ digt »Let America Be America Again«.

   Der er grund til at fremhæve filmens musik. Terence Blanchard har skrevet et score, som rammer den miltære grundtone, men det er Marvin Gaye-sangene, som man tager med sig. I øvrigt har de fem mænd samme fornavne som medlemmerne af The Temptations.

   Da 5 Bloods er god at se, men det er ikke filmskaberens bedste arbejde. Hans aktuelle comeback og den identitetspolitiske situation har skabt ny interesse om Malcolm X fra 1992. Dén film fortjener en renæssance. Det er dén, du skal se, når Da 5 Bloods er slut.

Da 5 Bloods var Oscar-nomineret i kategorien Best Original Score (Terence Blanchard). Prisen gik til Pete Docters Soul.

Da 5 Bloods. Instr.: Spike Lee. Manus: Danny Bilson & Paul De Meo, Kevin Willmott & Spike Lee. Foto: Newton Thomas Sigel. 155 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.06.2020 (streaming).

Fotos: 40 Acres & A Mule Filmworks/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.06.2020

One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]

FREMTIDEN BEGYNDER I MIAMI

Identitetspolitik i teaterformat

Af BO GREEN JENSEN

DET meste skete virkelig. Den 24. februar 1964 blev den 22-årige Cassius Clay verdensmester i professionel sværvægtsboksning, da han besejrede Sonny Liston ved en kamp i Miami Beach. Liston opgav i syvende omgang. De ældste af os husker skandalestemningen omkring revanchekampen i maj 1965. Her blev Liston knockoutet i første omgang, og hele verden følte sig snydt.

   Clay havde da taget navnet Muhammad Ali og bekendt sig til Nation of Islam. Det skete dagen efter den første kamp, da han stod frem sammen med aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm Little, som var bokserens ven og rådgiver. Kort efter etablerede Malcolm sin egen Muslim Mosque. Det er stadig uklart, hvem der skød ham i februar 1965. Malcolm X blev 39 år.

CLAY/LISTON-kampen var vigtig for hele nationen, men måske især for de afrikansk-amerikanske tilskuere og tv-seere, som for en aften havde styrken og stjerneværdien i noget, som var blevet »deres sport«, skønt investorerne var hvide. Det er sandt, at fire af fremtidens rollemodeller mødtes på Clays hotel for at fejre sejren og spise vaniljeis sammen. Fotografen Bob Gomel fra LIFE Magazine tog fotos af mændenes træf.

   Malcolm X og Muhammad Ali fik selskab af sanger-sangskriveren Sam Cooke (1931-1964) og NFL-footballspilleren Jim Brown, som var ved at forlade sin klub, Cleveland Browns, til fordel for en filmkarriere. Man kunne – og har – skrevet bøger om hver af de fire mænds store bedrifter. Kun Jim Brown lever stadig (og er kontroversiel i #MeToo-sammenhæng). Han er 84 år – og kom tilbage til sporten, da filmkarrieren ebbede ud i 70rnes slutning.*

   Jeg kunne fylde mange sider med kontekst. Det korte af det lange er, at bokseren, partisanen, sangeren og atleten mødes på Hamilton House i Miami for at tale om sorte amerikaneres fremtid og virkelighed. One Night in Miami bygger på Kemp Powers’ skuespil fra 2013. Powers har selv bearbejdet sin tekst til Regina Kings fornemme filmatisering.

FØR samtalerne på hotellet begynder, har filmen en prolog, som indrammer mødet og forankrer mændenes baggrund. I vignetform fokuseres på karakteristiske situationer, hvor racismen i alle aspekter af tiden bliver klar.

   Sam Cooke (Leslie Odom Jr.) har R&B-hits som »You Send Me«, men må ikke sidde sammen med det hvide orkester på scenen i natklubben Copacabana. Gæsterne siver og fingerer fysisk væmmelse, da han lader fløjlsstemmen fremføre »Tammy«, Debbie Reynolds’ signatursang.

   Jim Brown (Aldis Hodge) besøger en gammel ven af familien i Georgia og bliver entusiastisk modtaget. De har en lang lemonadesnak på verandaen. Noget skal ordnes inde i huset, og Brown tilbyder at hjælpe. Vennen (Beau Bridges) vifter ham af med et »You know we don’t allow ******s in the house«. Det er ikke ondt ment. Det er bare konstaterende.

FOR Malcolm X (Kingsley Breen-Adir) er vreden større og problemerne mere konkrete. Han frygter for sin hustru og sin datters liv. Han skygges af FBI-typer, men er mere nervøs for Nation of Islam, som han har udfordret. Han ved, at han udfærdiger et testamente, da han mødes med en journalist, som skal skrive hans historie. The Autobiography of Malcolm X (1965) blev fortalt til Alex Haley, som siden skrev Roots (1976, da. Rødder), der var en milepæl i kulturens selvforståelse og et tidligt eksempel på anvendt identitetspolitik.

   Heller ikke Clay/Ali (Eli Goree) er kommet let til sejren i Miami, skønt han ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle verden, at han er »The Greatest«. Vi ser ham kravle rundt på gulvet i ringen og være i svære problemer. Hans selvforelskelse er et show. Han falder i staver ved spejlet, og de andre spørger, om der er noget i vejen. Nej. Han synes bare ikke, at nogen fortjener at være så smuk.

SAM Cooke ejede musikselskabet SAR Records. Han fortæller Malcolm X om The Valentinos, som var Cookes svar på den britiske invasion fra The Beatles. Cooke gav The Rolling Stones lov til at indspille en Valentinos-sang, »It’s All Over Now«. Med Stones blev sangen nummer ét. Komponisten rasede over forskelsbehandling og kulturelt tyveri – indtil han fik den første royaltycheck. Så sagde han, at Stones kunne bruge »any damn song of mine«.

SAMTALERNE intensiveres. Clay/Ali er for det meste værten, der glatter ud og er afklaret omkring sin fremtid. Han vil bare være bedst og størst. Han vil også gerne inspirere andre unge mænd og kvinder med ikke-hvid hud.

   Jim Brown er en lakonisk fåmælt iagttager af typen, som han spillede i 100 Rifles (1969) og andre westerns med, hvad Cooke kalder »a token negro« på rollelisten. Men i 1964 har han lige fået 27.000 dollars for at spille buffalo soldier i Rio Conchos. Det må Ali pifte anerkendende ad.

DET store drama findes i tredje akt, hvor Malcolm X og Sam Cooke råber højt og taler ud. Cooke forklarer, hvorfor det er vigtigt at have succes med ufarlige kærlighedssange og bo på Fontainebleau i stedet for på væggelusmotellet med Black Muslims-livvagter ved døren.

   Malcolm X håner ham for en sang, der gentager »I Love You« i refrænet. Han spiller Bob Dylans »Blowin’ in the Wind« og spørger, hvordan det kan være, at »a white kid from Minnesota« kan tale om sorte brødres situation med mere vægt end soulsangeren. Men han husker samtidig, hvordan Cooke kunne vende stemningen, da en koncert i Boston blev saboteret af rivalen Jackie Robinson.

   Begge ser værdien i empowerment og dét at have kontrol. Cooke siger, at penge er frihed. Malcolm X siger, at tro og politisk engagement er vejen til forandring. Den ene kommer tidens Amerika i møde. Den anden vil kæmpe betingelsesløst. Kemp Powers lader de to mænd tale, indtil de forstår hinanden.

COOKE optræder i Johnny Carsons tv-show med »A Change is Gonna Come«. Jeg er ikke sikker på, at teksten giver Malcolm X tilstrækkelig ære. Som den eneste sagde han tiden imod og var militant og kompromisløs. Det er hans uigendrivelige dialektik, som fører direkte til Black Lives Matter.

   Kemp Powers – som også har skrevet animationsfilmen Soul/Sjæl – er god til at bruge tiden uden at belære eller blive nostalgisk. Regina King har instrueret tv, men One Night in Miami er hendes første biograffilm. Du kender måske HBO-serien Watchmen. Det er King, som spiller selvtægtskvinden Sister Night. Her bliver den samme kamp ført med helt andre midler.

TIL SLUT ligger fremtiden åben som en flækket kokosnød. Saften flyder ud, og de fire mænd går hver sin vej. Sam Cookes første radikale sang får lov at blive stående. Der kommer en forandring, men den er ikke gennemført endnu.

   2020 var et godt år for revisionismen. Efter Steve McQeens britiske Small Axe Anthology og Netflix-filmen Ma Rainey's Black Bottom kommer denne film lige til tiden. Et identitetspolitisk lærestykke med underholdningsværdi. Vist er det filmet teater, men One Night in Miami er potent historieskrivning. Og dertil en retorisk bedrift.

*) Anmeldelsen er skrevet i 2021. Jim Brown døde i Los Angeles den 18. maj 2023. Han blev 87 år. Rollen i Rio Conchos (som også fik dansk premiere i marts 1965) var den første i en lang karriere, som forenede skuespil, sport, politik og forretning. Ved hans død udtalte Barack Obama: »I was too young to remember Jim Brown's playing days, but I knew his legacy. One of the greatest football players ever, he was also an actor and activist - speaking out on civil rights, and pushing other black athletes to do the same.« Basketball-veteranen Lebron James var endnu mere klar i mælet: »We lost a hero today. Rest in Paradise to the legend Jim Brown. I hope every black athlete takes the time to educate themselves about this incredible man and what he did to change all of our lives. We all stand on your shoulders Jim Brown.« 

One Night in Miami var Oscar-nomineret i 3 kategorier: Best Supporting Actor (Leslie Odom Jr.), Best Adapted Screenplay (Kemp Powers) og Best Original Song (»Speak Now« – Sam Ashworth og Leslie Odom Jr.)

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014): En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017); Quentin Tarentino: Django Unchained (2012) [Westerns 100]; Ryan Coogler: Fruitvale Station (2013); Solomon Northup: 12 Years a Slave (1853/2013); Spike Lee: BlacKkKlansman (2018); Theodore Melfi: Hidden Figures (2016); Steve McQueen: Small Axe (2020); Jeff Nichols: Loving (2016); Amma Asante: A United Kingdom (2016); Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021]; Ma Rainey's Black Bottom (2020) [Oscars 2021]; Spike Lee: Da 5 Bloods (2020) [Oscars 2021]; The United States vs. Billie Holiday (2021); Denzel Washington: Fences (2016); Bush + Renz: Antebellum (2020).  

One Night in Miami. Instr.: Regina King. Manus: Kemp Powers. Foto: Tami Reiker. 114 min. USA 2020. Dansk premiere: 15.01.2021 (streaming)

Fotos: Amazon Studios/ ABKCO Pictures/ Bob Gomel (1964 reportage)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1106) 20.12.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021