Shakespeare | Et interview med filmskaberen Justin Kurzel [2015]

EN VANSKELIG DANS
Et interview med filmskaberen Justin Kurzel

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2015: Et af hans yndlingsord er brutal. Et andet er definerer. Og netop en ny brutalitet definerer Justin Kurzels store, blodrøde version af Macbeth.

   Han har bevaret Shakespeares dialog, men fjernet adskillige scener og oversat andre til levende film. I Blodets trone fra 1957 gjorde Akira Kurosawa noget lignende. Japaneren så stort på teksten og brugte klassisk no-teater som klangbund.

   Australske Justin Kurzel (f. 1974) kom til Skotland og så en apokalyptisk western i stykket. Han stammer fra Gawler, en lille by i South Australia, ikke langt fra Adelaide. Han er uddannet som scenograf.

   Kurzel havde instrueret en håndfuld kortfilm, da han fik mulighed for at lave The Snowtown Murders, en autentisk og foruroligende skildring af nogle mord, der fandt sted nær Gawler i 1990erne. En teenager drages ind i de forbrydelser, som hans stedfar begår. Snowtown blev vist i kritikerugen, La Semaine de la Critique, på Cannes Festivalen i 2011. Filmen modtog Juryens Pris.

   Kurzels egen far kom fra Polen. Han ligner selv en højlandskriger med busket, sort skæg og himmelblå øjne. En selvsikker mand, som alligevel ikke har haft en let vej til den store Macbeth. Flere ting gik itu efter Snowtown. Også uden en svaghed for Shakespeare, havde han sikkert sagt ja.

LIGE nu sidder vi i Club d’Albane på toppen af Hotel Marriott. Ved et andet bord bliver Michael Fassbender interviewet til tv. Dagens stjerne er dog stedfødte Marion Cotillard, som er ved at blive stylet til de franske magasiner. Hun smiler stift og ser ud til at fryse.

   – Gik du med en drøm om at filmatisere Macbeth?

   »Nej. Jeg var scenograf på en teateropsætning, da jeg var 20-21 år gammel. Og min kone, Essie Davis, havde spillet Lady Macbeth. Så jeg kendte stykket ret godt. Men der var noget ved det her manuskript, som virkede frisk. Det var meget filmisk, og det fandt en særlig synsvinkel, som jeg aldrig var stødt på.«*

   – Orson Welles, Akira Kurosawa og Roman Polanski har filmatiseret Macbeth. Det kræver sit at matche de versioner. Hvad gav dig lyst til at prøve?

   »For at være ærlig, var det Michael Fassbender. Det havde meget at gøre med, at han blev castet. Vi mødtes, da min første film havde premiere i London. Han havde set den, og vi kom godt ud af det sammen.

   Jeg var tilknyttet en anden film, som ikke blev til noget, og producerne henvendte sig til mig. Jeg har altid holdt af stykket, men jeg har aldrig næret nogen ambition om at fortolke Shakespeare. Slet ikke i min anden film.

   Så kom Michael ombord, og jeg kunne se nogle andre vinkler. Jeg kunne se en særlig tone og en ny, muskuløs kvalitet. Derfra voksede alting naturligt.

   Jeg så først de gamle film, da jeg var færdig med min egen. Jeg prøvede at lægge alt til side og læse teksten som for første gang. Så oplevelsen kunne få en ny ærlighed og være en opdagelse.«

– Naturen i filmen er stor og dramatisk –

   »Vi optog den på Isle of Skye. Som australier har man en stærk følelse for landskabet, for måden det gør mennesker små på. Landskabet er afgørende for, hvem vi er. Og da jeg stod på toppen og så mig omkring, befandt jeg mig i en western. Jeg begyndte at se, hvordan filmen kunne være defineret af naturen. Jeg så en overensstemmelse mellem landskab og karakter.

   Optagelserne var brutale. Det var den værste vinter, de havde haft i lang tid. Marion blev trukket ned i et mosehul, et kæmpehul med hængedynd, hun forsvandt bare i det. Sådan er den verden, hård og uforsonlig. Det giver historien en særlig udsathed og tekstur. Karakterernes desperation bliver forstærket og understreger, hvor små de er.«

   – Og hvordan gik det for Marion Cotillard?

   »Vi fiskede hende op. Det var brutalt, men verden er brutal, og det skuespil er brutalt. Macbeth er en kriger, der har været væk fra sin familie i lang tid. I det 11. århundrede talte de om Mørke Tider, fordi man let kunne blive taget af landet. Eller gå til i krigen. Og der var noget ved den udeltagende natur, som trængte ind i skuespillet, og dét gjorde det interessant.«

– HOLDER du af hele Shakespeare eller kun af Macbeth?
   »Jeg er en fan. Jeg synes, det er noget af det bedste, der er skrevet. Temaerne og historierne føles stadig som nutid. Men der er noget særligt ved Macbeth, ved enkelheden i det. Det er som at se en ulykke ske, og du kan ikke standse den. Det er dét, der fanger én ved stykket. Og gør det så samtidigt.

   Du ser på en mand, der sønderriver sig selv. Jeg bliver altid interesseret i den slags karakterer. Min første film handlede om en mand, der steg ned i mørket og gik derind. Han vidste ikke, hvordan han skulle vende om og komme tilbage. Det er lige sådan med Macbeth.

   I begyndelsen er han meget skrøbelig. Han lider måske af PTSD. Han er træt af krigen, og de har mistet et barn. Hvis de ikke ændrer retning, er det slut. For mig at se bruger de ambitionen om at regere til at redde deres ægteskab og udfylde et tomrum.

   Jeg fandt det motiv meget menneskeligt. Det står i kontrast til den stiliserede måde, det er lavet på tidligere, hvor hun er skamløs og beregnende. Jeg syntes, det var mere interessant, hvis kulden kom fra et skrøbeligt sted.«

– De store slag er iscenesat meget æstetisk. Nogle er filmet i slowmotion, og hele slutningen er farvet rød. Var det din eller fotografens beslutning?

   »Jeg var mest interesseret i Macbeths sindstilstand. Jeg fik tanken om at lade heksene træde ud af den tilstand, som havde krigen og udmattelsen skabt profetien. Så jeg var mere interesseret i Macbeths oplevelse af at være soldat end af realismen i slagscenerne.«

   – Skoven kommer til Dunsinane på en anden måde, end man plejer at se…

   »Det var en idé, vi udviklede undervejs. Jeg ville tage publikum med ind i Macbeths synsvinkel. Vi undersøger, hvad han ser og føler. Det var mere interessant at vise Birnam Wood, som han ser den.

   Der er en Apocalypse Now-agtig atmosfære over slutningen. Macbeth bliver en slags oberst Kurtz, og jeg var meget optaget af Dantes Inferno. Slutningen ligner et drømmelandskab. Er det virkeligt eller noget, som han ser i sin psykose? Nogle af billederne viser andre ting end de mest åbenlyse.«

– Hoveder bliver skåret af, børn kastet på ilden. Blev du aldrig spurgt, om du gik for langt?

   »Alle havde respekt for grundtanken. Det er Shakespeares blodigste skuespil. Derfor er det et af de mest populære. For tiden er mennesker optaget af mørket, og Macbeth er et af de store essays om ondskabens væsen.

   Som regel ser man ham blive ødelagt af skyldfølelse. Jeg ville justere motivet. Som soldat har han dræbt mange gange, men det overlagte kongemord er noget andet. Jeg ville vise en mand, som går længere ind i den mørke skov. Han kan ikke vende om. Han vil dybere ind.«

   – Men behøver man at udpensle det?

   »Vi må se, hvad Macbeth ser. Især omkring henrettelsen af Lady Macduff og hendes børn. Det er vigtigt at se den familie blive udslettet. For han ødelægger det, som han ikke selv har, og han gør det for øjnene af Lady Macbeth, der har forført ham til at begå disse mord. Det er filmens point of no return.«

– HVAD var det sværeste ved at skrive?
   »At skabe en balance mellem tekst og film. I skuespillet må de beskrive slaget og tale højt om, hvad de føler. De siger, hvad de tænker. Jeg ville hellere vise de ting. Der er ting, som du ser, og ting, som du får beskrevet. Dét var en vanskelig dans.

   Teksten er egentlig ikke så svær. Der er mange samtaleagtige udsagn. På den måde ligner Macbeth ikke de øvrige stykker. Det er lineært og enkelt fortalt. Så der er plads til at give billederne liv. Dialogen er intim og fortrolig, fuld af pauser. Det er sådan, de fleste mennesker taler.

   Game of Thrones og de øvrige serier er bare kopier af Shakespeare. Jeg tilbyder originalen. Jeg præsenterer manden, der startede det hele. Han skrev disse utrolige historier længe før nogen anden.«

Se også Kenneth Branagh: Hamlet (1996); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]; John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998); Bob Dylan: Murder Most Foul (2020); Tamburlaine skal dø: Christopher Marlowe 1564-1593; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016); Trevor Nunn: Twelfth Night/Helligtrekongersaften (1998); Baz Luhrmann: Romeo + Juliet (1996); Michael Hoffman: A Midsummer Night's Dream (1999); Much Ado About Nothing/Stor ståhej for ingenting (1993); Shakespeare | Justin Kurzel: Macbeth (2015).

*) Justin Kurzel er gift med skuespilleren Essie Davis (f. 1970), der blev verdenskendt i kraft af rollen som Phryne Fisher i periodekrimiserien Miss Fisher's Murder Mysteries (2012-2015), som også danske tv-stationer har vist. Fokus er siden flyttet til Phrynes niece, Peregrine Fisher (Geraldine Hakewill), der opklarer sager i 1960ernes Melbourne i Ms Fisher's Modern Murder Mysteries (2019-2022). Davis vendte tilbage til rollen i biograffilmen Miss Fisher & the Crypt of Tears (2020). Davis havde hovedrollen i Jennifer Kents The Babadook (2014). Hun spiller Eliza Scanlons mor i Shannon Murphys Babyteeth (2019, da. Milla) og medvirker i antologifilmen The Turning (2013), baseret på Tim Wintons noveller, hvor Kurzel har bidraget med segmentet »Boner McPharlin's Moll«. Hun er castet i alle Kurzels film efter Macbeth: Assassin's Creed (2016), True Story of the Kelly Gang (2019) og Nitram (2021), der beskriver Port Arthur-mordene i Tasmanien i 1996. Fotoet er fra True Story of the Kelly Gang, en filmatisering af Peter Careys roman om den ikoniske australske outlaw, som også Mick Jagger og Heath Ledger har fremstillet. Davis spiller matriarken Ellen Kelly. Kurzel og Davis blev gift i 2002 og har tvillingedøtre. De var alle fire i Cannes for at sende Macbeth ud i verden.

Samtalen med Justin Kurzel fandt sted på Hotel Mariott i Cannes den 22. maj 2015.  

Fotos: See-Saw Films/ DMC/ Anton/ Film 4/ Creative Scotland/ StudioCanal/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal (UK) 01.02.2016.

Interviewet trykt i Weekendavisen Kultur 18.12.2015.

Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002)

TRE TAPRE PIGER

Australiens stjålne generationer

Af BO GREEN JENSEN

RACISMEN har mange ansigter, og ingen af dem er kønne. I 1930ernes Australien praktiserede man en racepolitik, der blev legitimeret som »genetisk forædling«. Da det mere eller mindre var lykkedes at decimere den oprindelige befolkning, gav regeringen sig til at undersøge, om de sidste genstridige rester af sorthed kunne vaskes helt ud af sindet og kroppen på de halvblodsbørn, som var født i blandede forhold, typisk med hvide fædre og indfødte mødre.

   Børnene blev taget fra deres mødre og fjernet fra bosiddelserne, der fungerede som en slags reservater for aboriginals. Dernæst blev de anbragt i opfostringslejre som den berygtede Moore River Native Settlement, en anstalt hvor nidkære præster og pædagoger præparerede dem med kristne værdier og tvangsarbejde. I Australien taler man stadig om »The Stolen Generations«, de stjålne generationer. De mest modtagelige eksemplarer blev plukket ud og fik en egentlig uddannelse. Resten blev tjenende ånder.*

MAN så naturligvis på praktiske færdigheder og intellektuel formåen, når de udvalgte skulle vælges. Den udslagsgivende faktor var dog, om barnets hud var så lys, at den måske kunne blive helt hvid i løbet af to generationer. En mængde pseudovidenskabelig litteratur fremlagde principperne for raceforædling, og driften af programmet var lagt i hænderne på en lidenskabelig bureaukrat ved navn A.O. Neville. Hans formelle titel var »Chief Protector of Aborigines«, men ikke for ingenting kaldte urbefolkningen ham Mr. Devil.

   I Rabbit-Proof Fence, Phillip Noyces værdige skamstøtte over det australske raceprogram, som først blev afviklet i 1970erne, spilles Mr. Neville af nordireren Kenneth Branagh. Filmens øvrige medvirkende er alle australiere, og de fleste tilhører den oprindelige befolkning. Opmærksomme tilskuere vil genkende David Gulpilil (1953-2021) i rollen som stifinderen Moodoo, der indfanger flygtninge fra Moore River.

   Yolungu-skuespilleren David Gulpilil (hvis Mandjalpingu-navn var Gulpilil Ridjimiraril Dalaithngu) var født i Maningrida, Arnhem Land, Northern Territory. Han vil for mange være manden, som definerer aboriginal culture på film. Han fik ikonografisk status, da han i 1970erne medvirkede i markante produktioner som Nicholas Roegs Walkabout og Peter Weirs The Last Wave.

UMIDDELBART synes Rabbit-Proof Fence at besværge ånden fra disse film, som i dag har fået – og fortjener – kultstatus. Både Roeg og Weir var tiltrukket af mysterierne i den oprindelige kultur under den moderne britiske fernis.

   I The Last Wave (1977) blev en Sydney-advokat (Richard Chamberlain) opslugt af spørgsmålet om, hvorvidt der lever urban tribes i de australske storbyer. Mens han mødtes med vidnerne i en mordsag, hvor to aboriginere stod anklaget, faldt regnen støt over byen. Endelig blev alt overskyllet af den apokalyptiske »sidste bølge«, som gav filmen titel. Chamberlain knælede på stranden for at tage imod den og har næppe haft en bedre rolle i sin ujævne karriere.

   Roegs Walkabout (1971) dyrkede derimod farvestyrken og de seksuelle energier i urkulturen. En teenagepige og hendes lillebror er alene i vildnisset og slår følge med en indfødt, Black Boy, som er udstødt af sin stamme. Filmen, som Roeg selv fotograferede, hører til de mest slående og frodigt mærkværdige skildringer af det australske ørkenlandskab. Som uudgrundelig visuel fetich tangeres den kun af Peter Weirs Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).

   Christopher Doyle, cheffotografen på Rabbit-Proof Fence, der til hverdag fungerer i Kina og bl.a. har stået for billedsiden i flere af Chen Kaiges film, generobrer hjemlandet i en kamerastil, der ligger i sporet fra Walkabout.

OGSÅ instruktøren Phillip Noyce (f. 1950) er en hjemvendt flygtning, der krydser sit spor. Efter spændingsstykker som Backroads (1977), Newsfront (1978) og Heat Wave (1982) blev thrilleren Dead Calm (1989, da. Døden ombord), en amerikansk-australsk co-produktion, et gennembrud for Nicole Kidman.

   Straks tog Noyce til Hollywood og blev specialist i hårdfør action. Patriot Games (1992) og Clear and Present Danger (1994), to af filmene i Jack Ryan-serien efter Tom Clancys romaner, havde Noyce som instruktør. I 1997 forsøgte han at ajourføre Leslie Charteris’ navnkundige Helgenen med Val Kilmer i rollen som Simon Templar alias The Saint. The Bone Collector (1999) var en skuffende mekanisk seriemorderskrøne, mens The Quiet American (2002) var en respektabel filmudgave af Graham Greenes Vietnam-roman. I 2014 instruerede han Jeff Bridges og Meryl Streep i The Giver, en filmatisering af Lois Lowrys dystopiske young adult-romaner om et samfund, hvor den individuelle erindring er erstattet af enshed. 

   Med Dead Calm som en relativ undtagelse er disse film alle portrætter af mænd, som handler voldsomt under pres og prøver at kæmpe sig vej gennem krisen, før de griber til radikale midler som at forhandle og spørge sig for. Noyce har om nogen været manden, der skabte robuste film om mænd for mænd. Man ville have forsvoret, at han kunne skabe så blid en film som Rabbit-Proof Fence.

BLID er dog netop, hvad filmen er. Enkelt og behersket, med prisværdigt få sentimentale effekter, fortæller den om halvblodspigerne Molly Craig (Everlyn Sampi), Daisy Craig (Tianna Sansbury) og Gracie Fields (Laura Monaghan), der tvangsfjernes fra fødestedet Jigalong i Western Australia og anbringes i Moore River. Molly tager initiativet til flugten, som er en bedrift i sig selv.

   Siden følger en rejse på 2000 kilometer gennem uvejsomt terræn. Molly er 14, søsteren Daisy er 8, kusinen Gracie ti år. Alligevel finder de vej. Det gjorde de også i virkeligheden. Filmen bygger på bogen Follow the Rabbit-Proof Fence af Mollys datter, Doris Pilkington Garimara. De sidste billeder viser Molly og Daisy, som endnu lever i Jigalong. Og fordi Noyce konstant gør sig umage med at afstemme de historiske fakta, tilgiver man manglen på dramatiske vendepunkter. Der er kun få krumninger i vejen, og udfaldet er givet fra starten.**

DEN lille spænding opstår, når pigerne skal narre den erfarne stifinder fra Moore River. Kenneth Branaghs tilknappede bureaukrat, der for det meste holder foredrag og trækker i trådene fra sit kontor i Perth, er aldrig noget alvorligt problem. Når det ser værst ud, får pigerne behjertet hjælp fra fremmede og klarer hver gang den næste forhindring.

   Vejen følger et trådhegn, som rakte tværs over Australien og repræsenterede et futilt forsøg på at sikre afgrøderne mod kaniners hærgen. På grund af hegnet kan pigerne finde vej. Til gengæld er strategien så gennemskuelig, at øvrighedsmagten kan sætte fælder. Men medierne følger de tre pigers flugt, og der er grænser for hvor langt man kan gå.***

DET er en sympatisk og bevægende film, som på humanistisk vis gør sin politiske virkning ved blot at lægge tingene frem. Der er ingen forsøg på at mobilisere en syntetisk spænding, som ikke bor i stoffet. Branaghs Mr. Neville er indskrænket, men han er ikke egentlig ond. Scenerne fra Moore River er filmet i koldt blåt lys, mens verden ellers er støvet og grøn.

   Mest effektiv er måske den saglige vinkel på stoffet. Film som Walkabout og The Last Wave dyrkede mystikken for mystikkens skyld og forherligede de irrationelle drømmespor og navnkundige songlines, som vestlige gæster i Australien oftest fokuserer på. Molly, Daisy og Gracie er bare tre tapre piger, der vil hjem. End ikke stifinderens potente magi og praktiske snilde kan konkurrere med denne urdrift.

NOGET andet er, at instruktører som Roeg og Weir muligvis kunne have skabt en for alvor stor film med det givne materiale. For medrivende bliver Rabbit-Proof Fence aldrig. Den vil smaddergerne, og det samme vil publikum, som den vinder for sig allerede i de første ti minutter. Men man glemmer ikke tid og sted. Man kan aldrig helt forsvinde i historien eller abstrahere fra, at her er tale om en dramatisk rekonstruktion.

   Til gengæld kan man nyde en film, der beretter sobert og klart om sit emne. At fortælle om de overgreb, som »The Stolen Generations« var udsat for, er filmens primære ærinde. Al fred og ære være med dét.

*) Før vi pudser glorien for salvelsesfuldt: det australske program har slående ligheder med den danske regerings forsøg på at fjerne og opdrage inuitbørn i 1950ernes Grønland. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have den endelige afretning på Røde Kors-børnehjemmet i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

   Statsminister Mette Frederiksen undskyldte på Danmarks vegne i 2020, men et erstatningssøgsmål blev afvist i 2021. Tine Bryld skrev bogen I den bedste mening (2010) om forsøget, som Louise Friedberg skildrer i spillefilmen Eksperimentet. De fleste kolonimagter har gjort den samme slags forsøg. Se også Amanda Kernells film Sameblod fra 2016. 

**) Molly Craig Kelly døde i 2004. Daisy Kadibil, den yngste af de tre piger, døde som 95-årig i 2018. 

***) Kaninen kom til Australien med den Første Flåde af kolonister i 1788. De blev sat fri i naturen i 1860erne, da man ville jage efter britisk model. Flere fremstillinger peger på 1859 som det afgørende år. Thomas Austin importerede 24 vilde kaniner og satte dem ud på sin ejendom ved Winchelsea i delstaten Victoria. Kaniner har ingen naturlige fjender i Australien. De avlede ivrigt og eksponentielt, så bestanden på få årtier voksede til 50 millioner dyr. The Darling Downs-Moreton Board opførte kaninhegnet i Queensland i 1893 og vedligeholdt det til 1997. The State Barrier Fence of Western Australia blev opført fra 1901 til 1907 og var på 1.833 kilometer. Sammen med The State Vermin Fence og The Emu Fence dækkede hegnet en strækning på 3.256 km. Kaninen bliver stadig betragtet som et skadedyr, men problemet aftog i 1950erne, da myxomatose (kaninpest) gjorde indhug i bestanden. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010); Warwick Thornton: Sweet Thornton (2017) [Westerns 100] og Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013).

Rabbit-Proof Fence. Instr.: Phillip Noyce. Manus: Christine Olsen. Foto: Christopher Doyle. 94 min. Australien-UK 2002. Dansk premiere: 13.06.2003.

Fotos: Rumbalara Films/ The Australian Film Commission/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2003

Peter Weir: Master and Commander (2003) [Bogen og filmen]

I SKIBENES TID
The Aubrey-Maturin Chronicles

Af BO GREEN JENSEN

DER var en tid, da mænd var mænd og havene tilhørte store sejlskibe. Ord som mod og ære gav stadig en vis form for mening. Mændene var dog ikke større, mere eller mindre helte, end de er nu. Det er vel den første fejl, som megen historisk digtning begår. I filmsammenhæng ruller blodet altid raskere, og smilene er bredere. Resultatet er drengedrømme for voksne.

   Englænderen Patrick O’Brian (1914-2000) nåede at skrive tyve romaner om Jack Aubrey, kommandør i den Kongelige Flåde, der under Napoleonskrigene sejler verdenshavet tyndt som kaptajn på fregatten H.M.S. Surprise. Han er så godt som altid i selskab med skibslægen Stephen Maturin, med hvem han deler en lidenskab for musik og visse basale anskuelser. Siden Master and Commander (da. Den første kommando) udkom i 1970, har serien fået stadig flere trofaste læsere, ikke mindst i USA, hvor forlaget Norton lancerede Aubrey i 1990. Herhjemme udgav Rosinante de første fem romaner.

AUBREY og Maturin tilhører skibenes verden og heltenes tid. De griber os dog med deres nutidighed og pragmatiske væsen. O’Brian baserede sine romaner på faktiske træfninger fra Napoleonstiden og opererede ud fra en overbevisning om, at »den usandsynlige virkelighed« overgår fantasien. Han ville ikke skabe, men beskrive og genskabe. »Det autentiske er uforligneligt,« står der i forordet til Den første kommando. Der er blot justeret i kronologien.

   Romanerne repræsenterer en genre, som Frederick Marryatt (1792-1848) grundlagde med Peter Simple (1834) og Mr. Midshipman Easy (1836). C.S. Forester (1899-1966) moderniserede den med sin serie om Horatio Hornblower, der i 11 romaner avancerer fra kadet til admiral i Lords Nelsons flåde. Siden har forfattere som Dudley Pope (Ramage-serien), Ellis K. Meacham (Merewether-serien) og Alexander Kent (Bolitho-serien) gjort naval fiction til en populær litterær specialitet.

   

PATRICK O'Brian tilførte genren noget ekstra med sin blanding af historisk akkuratesse og overvældende menneskelighed. »Jeg vil ikke sige, at jeg græd, men jeg vil heller ikke sige, at jeg ikke græd,« skrev David Mamet i sine mindeord i The New York Times.

   Den hårdkogte filmskaber tilføjede, at O’Brian har skabt skikkelser, som betyder mere for ham end mange virkelige bekendtskaber. Han sætter O’Brian væsentligt højere end parnassets fejrede navne. Det er nok at gå rigeligt langt. Der er områder af tilværelsen, eksempelvis livet på land og familier, som der ikke står meget om hos O’Brian.

   Men vi ved, hvad Mamet mener, og på sin måde har han ret. Endvidere skylder man militærgenren tak, fordi den skabte rammen, som krystergenren lukrerer på. George MacDonald Frasers udødelige Harry Flashman ville ikke være det samme uden eksempler som Hornblower og Aubrey.

PETER Weirs store film tager sin titel fra den første roman, men er i alle væsentlige henseender en filmatisering af seriens tiende bind, The Far Side of the World fra 1984. Her ligger H.M.S. Surprise og hugger langs kysten ud for Brasilien, idet Aubrey har fået ordre til med alle midler at eliminere det franske kaperskib Acheron, som har bragt krigen til Stillehavet. »You will sink, burn or take her a prize,« står der i Aubreys instrukser. Det er lettere sagt end gjort, for Acheron er et moderne skib, som modstår kanonilden og skyder en højere fart end Surprise.

   Året er 1805. Der er 197 sjæle og 28 kanoner ombord på fregatten. Undervejs i filmen går Aubreys besætning kun i land en eneste gang. Denne pause er til gengæld spektakulær: på de legendariske Encantadas, dvs. Galapagos-øerne, har den naturvidenskabeligt interesserede Maturin lejlighed til at studere arternes oprindelse et kvart århundrede før Charles Darwin. Aubrey vil gerne give sin ven mulighed for at fordybe sig, men krigen forhindrer et længere ophold. Også til slut må Surprise lette anker i noget, der nærmer sig yderste hast. Jeg skal undlade at røbe hvorfor, eftersom dét er fortællingens clou.

DET er netop præget af fortælling, som Peter Weir overfører så smukt. Man læser ikke O’Brians bøger for spændingen og effekterne, men for atmosfæren i romanernes rum, de minutiøse beskrivelser af livet ombord, det ekstremt konkrete, beskrivende sprog og den maskulint understatede rapport mellem vennerne Aubrey og Maturin.

   Produktionen har kostet en formue (nærmere bestemt 135 mio. dollar). Man kunne derfor frygte, at Fox-studiet ville kræve sex, søuhyrer og saftige eksplosioner, gimmicks der kunne få hoben i tale, men det er ikke tilfældet. Weir respekterer bøgernes sjæl og fortæller i samme rolige tempo og saglige tone som O’Brian.

   Endvidere filmer han denne verden af vand med samme sans for konkret magi og slående kompositioner, som har kendetegnet hans arbejde fra de australske begyndelser med Picnic at Hanging Rock (1975), The Last Wave (1977) og Gallipoli (1981) til amerikanske produktioner som Dead Poets Society (1989), Fearless (1993) og The Truman Show (1998). Peter Weir er en af de meget få tilflyttere, som har skabt synkefri filmkunst i Hollywood. Også inkarnerede landkrabber vil lade sig bjergtage, når Surprise og Acheron veksler skud.

RUSSELL Crowe er fremragende som Aubrey, der netop er kendetegnet ved sin fysiske overstørrelse. Første gang vi møder ham – og første gang Aubrey og Maturin mødes, til en koncert på Menorca i april 1800 – står der om kaptajnen, at han »var en mand på mellem tyve og tredive, hvis store korpus var alt for fyldigt til stolen, så man kun anede en stribe forgyldt træ hist og her.« I rollen som Maturin udgør Paul Bettany – der gjorde indtryk som Tom i Lars von Triers Dogville – en skarp og nødvendig kontrast. Også i filmen musicerer Aubrey og Maturin sammen, spiller Mozart, Corelli og Boccherini, når krigens pauser tillader det.

   Omkring dem kredser en hel galakse af unge og ældede ansigter, alle mandens aldre er repræsenteret ombord på Surprise. Kadetter i puberteten giver skarpe ordrer til menige voksne. En Jonas tager sig af dage. En læge må operere sig selv, og man kan aldrig vide, hvornår fjendens lydløse spøgelsesskib tager form i muren af tåge. Master and Commander er en gennemført god filmoplevelse. Den indre søulk fryder sig.

*) Patrick O’Brian blev adlet, hyldet og fejret for sine tyve romaner om Aubrey og Maturin. Han var 50, da han begyndte på serien, og han var fyldt 70, da den blev populære. Der kom et helt forfatterskab før Master and Commander. Endvidere skrev han en biografi om Pablo Picasso og foretog de engelske oversættelser af Henri Charrière og Simone de Beauvoir.

   O’Brian hed egentlig Richard Patrick Russ og kom fra Buckinghamshire. Han forlod sin første familie, da han mødte Mary Wickstead Tolstoy, som var gift med et medlem af Tolstoj-familien. Parret bosatte sig i Collioure i Frankrig, hvor O’Brian skrev alle Aubrey-bøgerne.

   Forfatteren havde i årenes løb konstrueret en biografi, der omfattede opvækst i Irland, maritim militæruddannelse og efterretningsarbejde under 2. verdenskrig. Da han fyldte 80, blev britiske medier opmærksomme på uoverensstemmelser i livshistorien. Der var ikke belastende hemmeligheder, men mange omskrivninger og fortielser.

   O’Brian følte sig afsløret og kompromitteret. Hans ven, historikeren Max Hastings, fortæller om forløbet i forordet til den fornemme Folio Society-udgave af Master and Commander (2008). Folio har udgivet hele Aubrey/Maturin-serien. I 2004 udkom The Final Unfinished Voyage of Jack Aubrey. Den amerikanske titel var 21.

   Nikolai Tolstoy har skrevet biografierne Patrick O’Brian: The Making of a Novelist (2004) og Patrick O’Brian: A Very Private Life (2019) om sin stedfar.

Master and Commander: The Far Side of the World (Master and Commander – Til Verdens Ende). Instr.: Peter Weir. Manus: Peter Weir, John Collee. Foto: Russell Boyd. 138 min. USA 2003. Dansk premiere: 27.11.2003.

Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios - Walt Disney Studios Motion Pictures)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Sunday Times (Patrick O'Brian portrait)/ The Folio Society/ Rosinante Gyldendal/

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) [Zavvi Exclusive Steelbook] 18.09.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2003

John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]

NOMADENS EGNE VEJE
Robyn Davidsons pionerarbejde

Af BO GREEN JENSEN

ROBYN Davidson (f. 1950) er i dag en ikonisk rejseforfatter, vejrbidt og verdensberømt. I 1975 var hun 25 år og kom til Alice Springs i det centrale Australien. Hun arbejdede på en kamelfarm og lærte faget fra bunden. Efter to år kunne hun sætte ud på sin store frigørelsesrejse. Med en hund og fire kameler gik hun fra byen midt i ørkenen til kysten ved det Indiske Ocean.

   Davidson var otte måneder om at tilbagelægge distancen på 2.700 kilometer. Rejsen blev sponsoreret af National Geographic Magazine, som bragte Davidsons artikel om togtet og betingede sig, at hun mødte fotografen Rick Smolan ved aftalte steder på ruten. Ellers var autonomien den halve pointe for Davidson. Hun ville udrette noget konkret, være alene midt i en myldrende tid og rejse gennem landet, som hun delte med den indfødte australske befolkning.

BOGEN Tracks blev en succes, ikke mindst blandt feministisk funderede læsere, da den udkom i 1980. Herhjemme fik den titlen Egne veje. Davidson havde studeret i Sydney, hvor hun var aktiv i kunstnerfællesskabet The Push. Hun foregreb sammen med vennen Bruce Chatwin en ny måde at skrive etnografica på. For Davidson var rejsen et eksistentielt projekt og et opgør med den intellektuelle baggrund.

   Disse udenværker er effektivt skåret væk i John Currans filmatisering af Tracks. Her bliver Davidson spillet af Mia Wasikowska og er fra første færd kun interesseret i at komme ud under solen i ørkenen. Hun taler mindst muligt med andre mennesker, mens hun forbereder rejsen, som er svær at få finansieret. Til gengæld giver hun dyrene navne. Hunden hedder Diggety, kamelerne Dookie, Bub, Zeleika og Goliath.

DAVIDSON har sine grunde til at foretrække dyrene, ørkenen og ensomheden. Nogle af dem beskrives i flashbacks til barndommen. Curran og fotografen Mandy Walker skildrer dog landskabet så farvestærkt, at man egentlig aldrig har spørgsmål.

   Rick Smolans rolle er væsentligt opskrevet. Fotografen spilles af Adam Driver. Han tror, at alting er ændret, da de har elsket, men hun er bare lettet over at få det ud af systemet. Rick og Robyn delte også sovepose i virkeligheden. I 1992 udgav de sammen From Alice to Ocean, hvor Smolans fotografier er samlet.*

   Det er afgørende, at Davidson får lov til at rejse gennem den indfødte befolknings territorium. Hun vinder Mr. Eddies respekt, og han guider hende gennem Ngaanyatjarra. Hun bliver overfaldet af vilde kameler og må skyde for at dræbe. Det er ét af flere uskyldstab. Et andet indtræffer, da Diggety bliver forgiftet.

FOR Davidson er nomadetilstanden den optimale livsform. Det er som nomader, at vi har gjort mindst skade og haft den letteste gang på planeten. Filmens voice over uddyber denne filosofi, men billederne har allerede sagt det fornødne.

   Mia Wasikowska (f. 1989) har på få år markeret sig som en af de mest interessante og alsidige skuespillerinder i sin generation. Hun begyndte som Alice i Eventyrland (Tim Burtons 2010-version) og var snart efter god som Madame Bovary (Sophie Barthes' 2014-udgave). Som instruktør har hun bl.a. signeret segmentet »Long, Clear View« i antologifilmen The Turning (2013). I Tracks er hun fremragende som Robyn Davidson.

   Davidsons bøger er værd at opsøge. Blandt andet har hun skrevet om ørkenens folk i Ancestors (1989) og Desert Places (1997). Hun redigerede overflødighedshornet The Picador Book of Journeys i 2001. Manifestet må være »No Fixed Address: Nomads and the Fate of the Planet«, som Davidson skrev til Quarterly Essays i 2006.

DER er en betagende, eventyrlig atmosfære i filmen, som langt ude er i familie med maskuline epos som Dances with Wolves og Lawrence of Arabia. David Leans klassiker skildrer Lawrence som et menneske i sit element og fremstår som et billeddigt, der synger ørkenens pris. Det er i samme ånd, at Wasikowska vandrer med kameler og bliver ét med de indfødtes dreamtime.

Se også: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005) og Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]

*) I 2014 udgav Rick Smolan fotobogen Inside Tracks: Robyn Davidson's Solo Journey Across the Outback på forlaget Against All Odds Productions. Her indgår outtakes fra de oprindelige optagelser til National Geographic Magazine og From Alice to Ocean. Der er lagt lige megen vægt på Davidsons bog og John Currans film. Filmen genskaber det klassiske foto af Davidson, som står i vandet med en af kamelerne, da stranden er nået for enden af rejsen. Den kan dog ikke matche styrken i Smolans psykedeliske pragtskud. 

Tracks. Instr.: John Curran. Manus: Marion Nelson. Foto: Mandy Walker. 112 min. Australien 2013. Dansk premiere: 07.08.2014

Robyn Davidson: Tracks. A Woman's Solo Trek Across 1700 Miles of Australian Outback. 288 s. Vintage Books, 1980.

Robyn Davidson: Egne veje. Oversat efter Tracks (1980) af Hanne Tang. 278 s. København: Lindhardt og Ringhof, 1997.

Fotos: See-Saw Films/ HanWay/ Screen Australia/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ RICK SMOLAN/ National Geographic Magazine/ Time (Davidson 2020 portrait)

Filmen streames ikke i DK – i UK, Tyskland og Frankrig på iTunes og Amazon Instant

Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 08.08.2014