Christina Rosendahl: Vores mand i Amerika | The Good Traitor (2020)

FRED I VOR TID
Diplomaten der gik sine egne veje

Af BO GREEN JENSEN

HENRIK Kauffmann (1888-1963) var ambassadøren, som repræsenterede Danmark i USA under og (længe) efter 2. verdenskrig. Han kom til Washington efter udstationeringer i New York, Berlin, Rom, Peking (kombineret med Tokyo og senere Bangkok) og hele syv år i Oslo.

   I diplomatiske cirkler svømmede han som en fisk. Mere kompliceret var forholdet til den prosaiske virkelighed, hvor situationer ikke altid kunne løses i høj fart med panache og et flot pennestrøg. Han havde flanørens ekspansive facon. Og mente, at han var i sin gode ret til at overhøre politikerne hjemme, fordi han vidste bedre og kendte til spillet.

   Da Tyskland besatte Danmark, handlede Kauffmann resolut. Han og Povl Bang-Jensen, som varetog det juridiske rugbrødsarbejde, besluttede at gå enegang og erklære sig ude af stand til at modtage ordrer fra »den ufrie danske regering«. Det er formuleringen i Dansk Biografisk Leksikon, hvor jeg har læst op på sandhedsværdien i Christina Rosendahls helteportræt.

   Filmen om Vores mand i Amerika synes ofte for enkel og eventyrlig til at være helt sand. Man tænker, at der må have været flere forhindringer. Ulrich Thomsen fremstiller Kauffmann som en Indiana Jones med slips. Christina Rosendahl har sin primære kilde i Bo Lidegaards bøger om fribytteren, I Kongens Navn (2013) og Uden mandat (2020).

DET synes faktisk at passe alt sammen. Måske ikke lige det indtryk, som filmen giver af præsident Roosevelt som en husven, der er besnakkelig, fordi han kendte admiralen, som var far til Kauffmanns hustru, Charlotte McDougall (1900-1963), og søsteren Zilla, som var Kauffmanns elskerinde. Måske heller ikke scenen, hvor Kauffmann spiser natmad med F.D.R. og Winston Churchill, som må fejre, at nu går USA i krig. Men resten ser i store træk rigtigt ud.

   Det er en fantastisk historie om en sammensat mand, der er lige dele helt og anti-helt. Hans hustru er med ham det meste af vejen. Det er Charlotte, som opfordrer Henrik til at føre stødet igennem og satse, da Tyskland indtager Danmark uden nævneværdig modstand. Har han ikke altid sagt, at diplomati består af 50% information og 50% hasardspil? Jo. Godt. Så er det nu, at du og Povl skal gøre jeres indsats.

   Indsatsen er smuk behændighedskunst. Kauffmann erklærer sig som det frie Danmarks sande gesandt og ignorerer så vidt muligt alle instrukser og henvendelser fra København, hvor regeringen og embedsværket raser.

   USA vælger at anerkende Kauffmann. Det er diplomaten Berle, som afviser Henrik, indtil han leverer sit slagtilbud. USA må have baser på Grønland. Og modsat de grønlandske landsformænd, kan Henrik garantere en uopsigelig kontrakt om brugsret til Grønland.

ROSENDAHL fremstiller Kauffmann som en begavet jonglør. Ulrich Thomsen er mere end på hjemmebane i rollen. Også Mikkel Boe Følsgaard fylder i landskabet som den kompromisløse Povl Bang-Jensen. Han har sin modpol i Einar Blechingberg (et fiktivt amalgam, formoder jeg), som er misundelig og venter på chancen til at vippe det gyldne tandem af pinden.

   Historien var på Kauffmanns side, og det var heldigvis den gode side. Landsforræderen så rigtigt, da han overskred sine beføjelser. Han hjalp os med at redde ansigt; han solgte Grønland dyrt og godt. Instruktøren siger, at hun håber, vi alle vil følge Kauffmanns eksempel, når frie værdier er truet.

   Det er hér, at jeg har et lille problem med filmen. Tænk hvis én, som holdt med de forkerte, havde handlet så kavaleragtigt. Og når Donald Trump taler om at »bære Grønland«, dvs. løfte byrden ved at være en kolonimagt, selv om det hedder noget andet nu, er hans ejermanér vel en konsekvens af handlen, som Kauffmann og USA indgik.

CHRISTINA Rosendahl ved alt dette. Hun siger, at hun stødte på historien og blev forbløffet, da hun lavede sin research til Idealisten (2015). I den film beskrev hun, hvordan DR-journalisten Poul Brink blev ved at bore i sagen om amerikanske kernevåben på basen ved Thule. Og ingen ville svare ham.

   Idealisten var en konspirationsthriller med intens atmosfære. Vores mand i Amerika bruger en helt anden palet. Det lykkes at skabe et billede af den solbeskinnede sorgløshed i Washingtons diplomatiske boble. Krigen er noget, der bliver talt om i radioen. Danmark er trange kontorer set i Vilhelm Hammershøi-lys. I USA er der velstand, blå swimmingpool og parketgulve, som Kauffmann kan bede Bang-Jensen tegne et verdenskort på.

   Der er en stemning af fransk Indokina eller Afrika i afhændelsestiden. En lille overmodenhed. Og altid en svag svimmelhed. Det er på sin plads at fremhæve fotografen Louise McLaughlin og scenografen Rie Lykke. Det lykkes dem at skabe fornemmelsen af en stor periodefilm.

ROSENDAHL vælger at gå ind i Charlotte Kauffmanns vinkel og dele hendes blik på sin mand og sin tid. Som Denise Gough fremstiller karakteren, ved Charlotte godt, at hendes jalousi over Henriks forhold til søsteren (som spilles af Zoë Tapper) ikke fører til noget godt. Men hun oplever det som et forræderi. Da hun ødelægger en reception ved at drikke for meget og være bitter, skærer han igennem. Han siger, at deres – hendes – lykke betyder meget lidt. De fleste film ville give ham ret. Det får han ikke ubetinget hér.

   Rosendahl fremhæver parrets dødsmåde som den lille dør, der blev hendes personlige vej ind i mysteriet. Begge ægtefæller døde på Skodsborg Badesanatorium den 5. juni 1963. Hvordan er ingen hemmelighed. Filmen lægger det frem i prologen og vender tilbage til slut. Jeg vil dog ikke røbe, hvad der skete. Det er filmens stærkeste scener.

DER er meget at sætte pris på i den historiske fremstilling. Der er også en lille tendens til at (melo)dramatisere storpolitikken i retning af From Here to Eternity (1953, da. Herfra til Evigheden), The Winds of War (1983, da. Krigens vinde), Pearl Harbor (2000) osv. Det er interessant at sammenligne Anders Refns De forbandede år (2020) med Vores Mand i Amerika. De overlapper i tidsbilledet, men er modsætninger i menneskesynet.

   Rosendahl tror på Indiana Jones. Hendes Kauffmann ser ned på de danskere, som lever i og med kompromiset. Det kan han kun, fordi han sidder i netop dén privilegerede situation. Filmen er fuld af beundring for manden. Den har en forklaring på identitetsmysteriet. Det er ikke hele den historiske sandhed. Men værd at se – og mere til – er Vores mand i Amerika så absolut.

I temaet Danmarks Besættelse: Ole Christian Madsen: Flammen & Citronen (2008); Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Ole Bornedal: Skyggen i mit øje | The Bombardment (2021); Anders Refn: De forbandede år 2 | Out of the Darkness (2022); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.

Vores mand i Amerika. Instr.: Christina Rosendahl. Manus: Kristian Bang Foss, Dunja Gry Jensen, Christina Rosendahl. Foto: Louise McLaughlin. 110 min. Danmark 2020. Dansk premiere: 13.08.2020.

Fotos: Nimbus Film [still photographers Katalin Vermes/ Nelly Kiss]/ Rosendahl Film/ MAAN Rental/ Copenhagen Film Fund/ Det Danske Filminstitut/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Danmarks Radio/ TV4/ Hungarian Film Incentives/ SF Studios International Sales/ REinvent Studios International Sales/ CineMaterial (Poster Art)/ Samuel Goldwyn Films (YouTube Trailer)/ 
Filmen streames på Blockbuster, Disney+, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

Vores mand i Amerika udkom på Blu-Ray fra SF Studios (07.12.2020) 

Første udgave af teksten Weekendavisen Kultur 14.08.2020

Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022)

TO RYSTEDE MÆND
Et stilrent bidrag til overlevelsesgenren

Af BO GREEN JENSEN

I 1909 foretog Ejnar Mikkelsen (1880-1971) en arktisk ekspedition på vegne af den danske regering. Da skibet Alabama frøs fast, måtte mandskabet overvintre i det nordligste Grønland. Den bedste slædefører fik tæerne amputeret og kunne ikke arbejde. Mikkelsen valgte derfor at tage mekanikeren Iver Iversen (1884-1968) med på missionen, som skulle gennemføres.

   Da mændene kom tilbage, var den øvrige besætning blevet hentet. Mikkelsen og Iversen måtte opgive håbet i mange omgange. Efter 865 dage blev der endelig banket på døren til hytten, som var bygget med rester af Alabama. Mikkelsen skrev om deres strabadser i Farlig tomandsfærd (1955). Det er dén bog, som ligger til grund for Netflix-produktionen Against the Ice.

   Nikolaj Coster-Waldau spiller Mikkelsen og ligner virkelig en mand, der er gennembagt af sol og frost. Joe Cole spiller Iversen, som er benovet i begyndelsen. Han er god ved hundene, som man ikke må knytte sig til. Men han er lærenem og risikovillig. Mikkelsens selvsikkerhed krakelerer. Ved slutningen er der respekt og balance.

   Peter Flinths film bygger på et manuskript af Coster-Waldau og Joe Derrick. Der er lidt af hvert i posen: historisk kontekst, arktisk kuller, overlevelsesmanual, kosmisk samhørighed med naturen og længsel efter duftende kvinder.

MEST nyttig er den historiske baggrund. I rejsebeskrivelser bliver det sjældent forklaret, hvad formålet med ekspeditionerne er. Eller det gælder noget abstrakt og heroisk: at finde polerne eller passagen. Samtiden troede, at Mikkelsen skulle lede efter Ludvig Mylius-Erichsen, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, som omkom ved '79-fjorden, da Danmarks-ekspeditionen gik til i 1908.*

   Faktisk var ærindet geopolitisk. Amerikaneren Robert Peary (1856-1920), som havde nået (eller var kommet tæt på) Nordpolen i april 1909, mente, at det nordligste Grønland var en ø, som USA kunne gøre krav på. Mylius-Erichsen skulle fastslå, at Peary Land var en halvø. Charles Dance spiller »minister Neergaard« – en forenklet og måske fordrejet fremstilling af konseilpræsident Niels Neergaard (1854-1936) – der ikke vil ofre penge på at komme Mikkelsen til undsætning. Siden taler han for de hjemvendte helte. I kulissen venter Naja (Heida Reed), den inkarnerede drømmekvinde, som mændene har fantaseret om i hytten.

DET er en enkel, klar og levende film, som bruger den store natur eksemplarisk. Iversen kan stille spørgsmål, som giver Mikkelsen lejlighed til at eksponere. Først er de idolet og amatøren. Endelig bare to rystede mænd.

   Peter Flinth har instrueret et par af de bedste nordiske riddertidsfilm – Ørnens øje (1997), Arn – Tempelridderen (2007), Arn – riget ved vejens ende (2008) – og eventyret om De Vilde Svaner (2009), der havde dronning Margrethe som scenograf. Forøvrigt også den norske Beatles (2014), en nænsomt nostalgisk filmatisering af Lars Saabye Christensens nyklassiske coming-of-age roman. Against the Ice er produceret af islændingen Baltasar Kormákur, som kender både amerikansk og skandinavisk smag.

   Det vil sikkert hedde sig, at filmen er for glat og internationalt skåret. Det er i bund og grund en fordom. Against the Ice er et stilrent bidrag til overlevelsesgenren. Og ja, Erik Balling lavede Qivitoq (1956), og Jacob Grønlykke instruerede Rasmus Lyberth i Lysets hjerte (1998), som Dan Laustsen tog store billeder til. Men generelt har danske fiktionsfilm ikke brugt det store grønlandske stof. For eksempel har man aldrig lavet en biopic om Knud Rasmussen (1879-1933).

   

DET er anderledes i England, hvor film om Robert Scott (1868-1912) og Ernest Shackleton (1874-1922) udgår en hel minigenre. I den nordatlantiske filmkultur – som samler arbejder fra hele regionen – møder man flere farverige versioner af Knud Rasmussen og Peter Freuchen (1886-1957). Zacharias Kunuk, som skabte den blændende Atanarjuat – The Fast Runner (2001), skildrer begge mænd i The Journals of Knud Rasmussen (2006). Jens Jørn Spottag spiller Rasmussen; Kim Bodnia er Peter Freuchen. Filmen solgt vist tyve billetter i Danmark.

   Tonen i Against the Ice er tættere på Nadie quiere la noche (Nobody Wants the Night eller Endless Night) som spanske Isabel Coixet præsenterede på Berlinalen i 2015. Juliette Binoche spillede Josephine Peary (1863-1955), der forsøgte at indhente sin mand, som havde stiftet ny familie sammen med inuitkvinden Allaka. Robert Peary er en fascinerende figur. E.L. Doctorow lod ham indgå i panoramaromanen Ragtime (1975). Måden, han tænker og føler på, minder i slående grad om Mikkelsens reaktioner.

DET bedste sted i Against the Ice er øjeblikket, hvor Mikkelsen og Iversen finder stendyssen med Mylius-Erichsens og Brønlunds optegnelser. De har da den samme oplevelse af kontinuitet og identifikation, som vi har ved at følge dem. Mest inspireret er inddragelsen af den legendariske svenske ballonskipper Salomon August Andrée (1854-1897), som foretog sin arktiske overflyvning i 1897. 

   Andrée gik til i intetheden sammen med rejsefællerne Knut Frænkel (1870-1897) og fotografen Nils Strindberg (1872-1897). Sidstnævnte dokumenterede ekspeditionen, hvis nærmere skæbne var et dragende mysterium i årtier. I 1930 blev Andrées sidste lejr fundet af et norsk skib. 93 af Strindbergs 240 negativer kunne restaureres, skønt de havde ligget i saltvand. Fotografierne blev fremkaldt og fortæller historien.

   Ejnar Mikkelsen havde selv mødt idolet. Som dreng tog han helt alene til Göteborg og tilbød fantasten sit arbejde. Andrée gav ham penge til hjemturen.**

   Da det ser værst ud for Mikkelsen og Iversen, kommer ballonen ned over isen med Naja ombord. Hun stryger Mikkelsens kind, og de står dér i varmen på isen. Mikkelsen har feber. Han er skiftevis stolt af bedriften og fortryder alt ved sit sneblinde liv. Det er en formidabel scene. Den er hverken amerikansk eller dansk eller islandsk. Men menneskelig til alle tider.

Se også John Boorman | James Dickey: Deliverance (1972) [Bogen og filmen]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Danny Boyle | Aron Ralston: 127 Hours [Bogen og filmen]; Joe Carnahan: The Grey (2012) [Survival Cinema]; John Curran | Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée | Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016) [Survival Cinema]; James Gray: The Lost City of Z (2017); Joe Penna: Arctic (2018) [Survival Cinema]; Jack London: White Fang/ Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen].

NOTER

*) Meget er skrevet om, hvad der skete med Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund. Det bedste står i Vagn Lundbyes Omkom 79'fjorden – tragedien på Danmark-ekspeditionen 1906-08 (1984, rev. 2006). Vagn Lundbye (1933-2016) deltog selv i Jørgen Brønlund Mindeekspeditionen, der forsøgte at komme til bunds i historien 1984-1987. 

**) Per Oluf Sundman (1922-1992) skrev om Andrée i Ingenjör Andrées luftfärd (1967, da. Andrées luftfærd), en dokumentarisk roman i stilen fra Thorkild Hansen og Per Olov Enquist. Bogen modtog Nordisk Råds Litteraturpris, og Jan Troell filmatiserede den med Max von Sydow i titelrollen. I 1982 var Ingenjör Andrées luftfärd den dyreste svenske produktion nogensinde. Filmen, der har Klaus Rifbjerg, Georg Oddner og Ian Rakoff som medforfattere, var sjælden i årtier, men udkom i 2017 på en blu-ray fra SF Studios/Studio S [til gengæld i en dobbeltudgave, som indeholder både bio- og tv-versionen – Andrées Luftfærd blev klippet i begge formater, ganske som Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1980). Filmen streames i Sverige på Blockbuster og SF Anytime. Den engelske titel er The Flight of the Eagle.

   Troell vendte tilbage til materialet i En frusen dröm (1997), et billeddigt i dokumentarform. Begge film indgår i dvd-bokssættet Svenska bilder, der endvidere omfatter Här har du ditt liv (1966), Ole Dole Doff (1968), Bang! (1977) Sagolandet (1988) og Il Capitano (1991). Per Rydéns Den svenska Ikaros (2003) er den bedste nyere bog om Andrée. Søren Rasmussen fra Albatros Travel skildrer på sin blog, hvordan det i 2014  er muligt at gentage luftfærden – og hvor storslået urealistisk projektet egentlig var.  

Against the Ice. Instr.: Peter Flinth. Manus: Joe Derrick, Nikolaj Coster-Waldau. Foto: Torben Forsberg. 102 min. Danmark-Island 2022. Dansk premiere: 02.03.2022 (streaming).

Fotos: Ill Kippers Productions/ RVK Studios [Still Photographer: Lilja Jónsdóttir] / Netflix/ Det Kongelige Bibliotek/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ FilmAffinity 

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.03.2022; trykt i WA Kultur 11.03.2022.

Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002)

TRE TAPRE PIGER

Australiens stjålne generationer

Af BO GREEN JENSEN

RACISMEN har mange ansigter, og ingen af dem er kønne. I 1930ernes Australien praktiserede man en racepolitik, der blev legitimeret som »genetisk forædling«. Da det mere eller mindre var lykkedes at decimere den oprindelige befolkning, gav regeringen sig til at undersøge, om de sidste genstridige rester af sorthed kunne vaskes helt ud af sindet og kroppen på de halvblodsbørn, som var født i blandede forhold, typisk med hvide fædre og indfødte mødre.

   Børnene blev taget fra deres mødre og fjernet fra bosiddelserne, der fungerede som en slags reservater for aboriginals. Dernæst blev de anbragt i opfostringslejre som den berygtede Moore River Native Settlement, en anstalt hvor nidkære præster og pædagoger præparerede dem med kristne værdier og tvangsarbejde. I Australien taler man stadig om »The Stolen Generations«, de stjålne generationer. De mest modtagelige eksemplarer blev plukket ud og fik en egentlig uddannelse. Resten blev tjenende ånder.*

MAN så naturligvis på praktiske færdigheder og intellektuel formåen, når de udvalgte skulle vælges. Den udslagsgivende faktor var dog, om barnets hud var så lys, at den måske kunne blive helt hvid i løbet af to generationer. En mængde pseudovidenskabelig litteratur fremlagde principperne for raceforædling, og driften af programmet var lagt i hænderne på en lidenskabelig bureaukrat ved navn A.O. Neville. Hans formelle titel var »Chief Protector of Aborigines«, men ikke for ingenting kaldte urbefolkningen ham Mr. Devil.

   I Rabbit-Proof Fence, Phillip Noyces værdige skamstøtte over det australske raceprogram, som først blev afviklet i 1970erne, spilles Mr. Neville af nordireren Kenneth Branagh. Filmens øvrige medvirkende er alle australiere, og de fleste tilhører den oprindelige befolkning. Opmærksomme tilskuere vil genkende David Gulpilil (1953-2021) i rollen som stifinderen Moodoo, der indfanger flygtninge fra Moore River.

   Yolungu-skuespilleren David Gulpilil (hvis Mandjalpingu-navn var Gulpilil Ridjimiraril Dalaithngu) var født i Maningrida, Arnhem Land, Northern Territory. Han vil for mange være manden, som definerer aboriginal culture på film. Han fik ikonografisk status, da han i 1970erne medvirkede i markante produktioner som Nicholas Roegs Walkabout og Peter Weirs The Last Wave.

UMIDDELBART synes Rabbit-Proof Fence at besværge ånden fra disse film, som i dag har fået – og fortjener – kultstatus. Både Roeg og Weir var tiltrukket af mysterierne i den oprindelige kultur under den moderne britiske fernis.

   I The Last Wave (1977) blev en Sydney-advokat (Richard Chamberlain) opslugt af spørgsmålet om, hvorvidt der lever urban tribes i de australske storbyer. Mens han mødtes med vidnerne i en mordsag, hvor to aboriginere stod anklaget, faldt regnen støt over byen. Endelig blev alt overskyllet af den apokalyptiske »sidste bølge«, som gav filmen titel. Chamberlain knælede på stranden for at tage imod den og har næppe haft en bedre rolle i sin ujævne karriere.

   Roegs Walkabout (1971) dyrkede derimod farvestyrken og de seksuelle energier i urkulturen. En teenagepige og hendes lillebror er alene i vildnisset og slår følge med en indfødt, Black Boy, som er udstødt af sin stamme. Filmen, som Roeg selv fotograferede, hører til de mest slående og frodigt mærkværdige skildringer af det australske ørkenlandskab. Som uudgrundelig visuel fetich tangeres den kun af Peter Weirs Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).

   Christopher Doyle, cheffotografen på Rabbit-Proof Fence, der til hverdag fungerer i Kina og bl.a. har stået for billedsiden i flere af Chen Kaiges film, generobrer hjemlandet i en kamerastil, der ligger i sporet fra Walkabout.

OGSÅ instruktøren Phillip Noyce (f. 1950) er en hjemvendt flygtning, der krydser sit spor. Efter spændingsstykker som Backroads (1977), Newsfront (1978) og Heat Wave (1982) blev thrilleren Dead Calm (1989, da. Døden ombord), en amerikansk-australsk co-produktion, et gennembrud for Nicole Kidman.

   Straks tog Noyce til Hollywood og blev specialist i hårdfør action. Patriot Games (1992) og Clear and Present Danger (1994), to af filmene i Jack Ryan-serien efter Tom Clancys romaner, havde Noyce som instruktør. I 1997 forsøgte han at ajourføre Leslie Charteris’ navnkundige Helgenen med Val Kilmer i rollen som Simon Templar alias The Saint. The Bone Collector (1999) var en skuffende mekanisk seriemorderskrøne, mens The Quiet American (2002) var en respektabel filmudgave af Graham Greenes Vietnam-roman. I 2014 instruerede han Jeff Bridges og Meryl Streep i The Giver, en filmatisering af Lois Lowrys dystopiske young adult-romaner om et samfund, hvor den individuelle erindring er erstattet af enshed. 

   Med Dead Calm som en relativ undtagelse er disse film alle portrætter af mænd, som handler voldsomt under pres og prøver at kæmpe sig vej gennem krisen, før de griber til radikale midler som at forhandle og spørge sig for. Noyce har om nogen været manden, der skabte robuste film om mænd for mænd. Man ville have forsvoret, at han kunne skabe så blid en film som Rabbit-Proof Fence.

BLID er dog netop, hvad filmen er. Enkelt og behersket, med prisværdigt få sentimentale effekter, fortæller den om halvblodspigerne Molly Craig (Everlyn Sampi), Daisy Craig (Tianna Sansbury) og Gracie Fields (Laura Monaghan), der tvangsfjernes fra fødestedet Jigalong i Western Australia og anbringes i Moore River. Molly tager initiativet til flugten, som er en bedrift i sig selv.

   Siden følger en rejse på 2000 kilometer gennem uvejsomt terræn. Molly er 14, søsteren Daisy er 8, kusinen Gracie ti år. Alligevel finder de vej. Det gjorde de også i virkeligheden. Filmen bygger på bogen Follow the Rabbit-Proof Fence af Mollys datter, Doris Pilkington Garimara. De sidste billeder viser Molly og Daisy, som endnu lever i Jigalong. Og fordi Noyce konstant gør sig umage med at afstemme de historiske fakta, tilgiver man manglen på dramatiske vendepunkter. Der er kun få krumninger i vejen, og udfaldet er givet fra starten.**

DEN lille spænding opstår, når pigerne skal narre den erfarne stifinder fra Moore River. Kenneth Branaghs tilknappede bureaukrat, der for det meste holder foredrag og trækker i trådene fra sit kontor i Perth, er aldrig noget alvorligt problem. Når det ser værst ud, får pigerne behjertet hjælp fra fremmede og klarer hver gang den næste forhindring.

   Vejen følger et trådhegn, som rakte tværs over Australien og repræsenterede et futilt forsøg på at sikre afgrøderne mod kaniners hærgen. På grund af hegnet kan pigerne finde vej. Til gengæld er strategien så gennemskuelig, at øvrighedsmagten kan sætte fælder. Men medierne følger de tre pigers flugt, og der er grænser for hvor langt man kan gå.***

DET er en sympatisk og bevægende film, som på humanistisk vis gør sin politiske virkning ved blot at lægge tingene frem. Der er ingen forsøg på at mobilisere en syntetisk spænding, som ikke bor i stoffet. Branaghs Mr. Neville er indskrænket, men han er ikke egentlig ond. Scenerne fra Moore River er filmet i koldt blåt lys, mens verden ellers er støvet og grøn.

   Mest effektiv er måske den saglige vinkel på stoffet. Film som Walkabout og The Last Wave dyrkede mystikken for mystikkens skyld og forherligede de irrationelle drømmespor og navnkundige songlines, som vestlige gæster i Australien oftest fokuserer på. Molly, Daisy og Gracie er bare tre tapre piger, der vil hjem. End ikke stifinderens potente magi og praktiske snilde kan konkurrere med denne urdrift.

NOGET andet er, at instruktører som Roeg og Weir muligvis kunne have skabt en for alvor stor film med det givne materiale. For medrivende bliver Rabbit-Proof Fence aldrig. Den vil smaddergerne, og det samme vil publikum, som den vinder for sig allerede i de første ti minutter. Men man glemmer ikke tid og sted. Man kan aldrig helt forsvinde i historien eller abstrahere fra, at her er tale om en dramatisk rekonstruktion.

   Til gengæld kan man nyde en film, der beretter sobert og klart om sit emne. At fortælle om de overgreb, som »The Stolen Generations« var udsat for, er filmens primære ærinde. Al fred og ære være med dét.

*) Før vi pudser glorien for salvelsesfuldt: det australske program har slående ligheder med den danske regerings forsøg på at fjerne og opdrage inuitbørn i 1950ernes Grønland. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have den endelige afretning på Røde Kors-børnehjemmet i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

   Statsminister Mette Frederiksen undskyldte på Danmarks vegne i 2020, men et erstatningssøgsmål blev afvist i 2021. Tine Bryld skrev bogen I den bedste mening (2010) om forsøget, som Louise Friedberg skildrer i spillefilmen Eksperimentet. De fleste kolonimagter har gjort den samme slags forsøg. Se også Amanda Kernells film Sameblod fra 2016. 

**) Molly Craig Kelly døde i 2004. Daisy Kadibil, den yngste af de tre piger, døde som 95-årig i 2018. 

***) Kaninen kom til Australien med den Første Flåde af kolonister i 1788. De blev sat fri i naturen i 1860erne, da man ville jage efter britisk model. Flere fremstillinger peger på 1859 som det afgørende år. Thomas Austin importerede 24 vilde kaniner og satte dem ud på sin ejendom ved Winchelsea i delstaten Victoria. Kaniner har ingen naturlige fjender i Australien. De avlede ivrigt og eksponentielt, så bestanden på få årtier voksede til 50 millioner dyr. The Darling Downs-Moreton Board opførte kaninhegnet i Queensland i 1893 og vedligeholdt det til 1997. The State Barrier Fence of Western Australia blev opført fra 1901 til 1907 og var på 1.833 kilometer. Sammen med The State Vermin Fence og The Emu Fence dækkede hegnet en strækning på 3.256 km. Kaninen bliver stadig betragtet som et skadedyr, men problemet aftog i 1950erne, da myxomatose (kaninpest) gjorde indhug i bestanden. 

Se også Louise Friedberg: Eksperimentet (2010); Warwick Thornton: Sweet Thornton (2017) [Westerns 100] og Bogen og filmen: Tim Winton's The Turning (2005/2013).

Rabbit-Proof Fence. Instr.: Phillip Noyce. Manus: Christine Olsen. Foto: Christopher Doyle. 94 min. Australien-UK 2002. Dansk premiere: 13.06.2003.

Fotos: Rumbalara Films/ The Australian Film Commission/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.06.2003

Etnisk arrogance | Louise Friedberg: Eksperimentet (2010)

GRØNLAND I VIRKELIGHEDEN

Kolonimagten Danmark siger endelig undskyld

Af BO GREEN JENSEN

DANSKERE bryster sig ofte af landets sociale og demokratiske værdier. Vi siger stadig ikke »vi« uden stolthed, skønt de seneste årtiers udlændingepolitik har anbragt os et lunt sted mellem Holland, Ungarn og Serbien i den internationale bevidsthed. I kolonitiden var Danmark ikke værre, men heller ikke bedre end de imperialistiske stormagter. Den historiske afstand er bare blevet så vid, at man sagtens kan glemme.

   Grønland tænker vi ikke på som en koloni i gængs forstand. For var »vi« ikke altid af hjertet gode formyndere i den etniske kulisse med sælfangere og snebjerge? Kunne »eskimoerne« finde ud af andet end at drikke, blive korrupte og generelt gå i hundene, da de fik hjemmestyre? Og ligger det hele ikke så langt tilbage, at man bare skal lade det ligge? Nu kommer klimaændringen jo og gør Grønland til fremtidens boomtown.

   »Eksperimentet«, som beskrives i Louise Friedbergs første spillefilm, var en detalje i ouverturen til den grundlovsændring , som i 1953 ophævede Grønlands kolonistatus og gjorde øen til et amt i det danske rigsfællesskab. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt til Danmark og sat i familiepleje. Efter et år skulle de tilbage og have the finishing touches på Røde Kors’ nye børnehjem i Nuuk. Tanken var, at man prægede børnene med dansk kultur, så de kunne vokse op som en civiliseret elite.

INGEN tog sig særligt af børnenes følelser. De blev skilt fra deres familier, glemte deres modersmål og fungerede dårligt, da de kom hjem efter endnu en adskillelse. Eksperimentet er baseret på Tine Brylds interviewbog I den bedste mening (2010). Her kan man blandt andet læse, at flere syddanske familier ville adoptere deres plejebørn, men fik afslag.

   Initiativet svarer til de pædagogiske tiltag, som på samme tid blev iværksat i USA, hvor reservaternes børn blev bortadopteret, og i Australien, hvor den indfødte befolkning blev anbragt i koncentrationslejre. Alle steder blev børn gjort fortræd og mistede deres kulturelle forankring. Ingen steder viste forsøget, hvad magtherrerne havde ønsket. I USA og Australien verserer en række erstatningssager. Man taler begge steder om, hvad der skete for the stolen generations.

EKSPERIMENTET i Grønland var ingen succes. På afstand ligner det kulturforagt og racehygiejne, men både Bryld og Friedberg anerkender, at meget blev gjort i god tro, skønt den underliggende dagsorden var præget af politiske hensyn. Også grønlandske kræfter bakkede op om forsøget på at fjerne naturmennesket i de kommende slægter. Der var tale om et prestigeprojekt, som skulle ligestille grønlandsk og dansk. Tanken om prægning blev siden forladt, men ofrene for den lever endnu.

   Friedbergs film vælger en traditionel form og skildrer hverdagen på børnehjemmet med nænsom akkuratesse. Tre af forsøgskaninerne får en historie. Den nuttede Daniel tisser i sengen og har svært ved at læse. Den trodsige Dorthe bliver bitter på Karen, som ved opvakt snyd i skolen bliver forstander Gerts favorit. Karen føler sig ekstra udsat, fordi hun kan besøge sin mor, der har stiftet ny familie i Nuuk. Karens far døde af tuberkulose, som var den tids svøbe i Grønland.

   Forstander Gertsen har selv en baggrund som plejebarn. Hun er uddannet sygeplejerske og vil gøre meget for børnenes skyld. Samtidig har hun investeret hele sin faglige stolthed i Eksperimentet. Hendes hovedmodstander er Svendsen (Kurt Ravn), inspektøren på den danske skole, som i sit inderste mener, at grønlænderne er uforbederlige. Hendes allierede er landshøvding Omann (Morten Grunwald), en bureaukrat, som skiftevis tror på projektet og overvejer at opgive det.

ALLE filmens konflikter er samlet i Gerts karakter. I forholdet til Karen er hun næsten en mor. I forholdet til mændene er hun næsten en feminist. Hun vågner som erotisk væsen, da hun indleder et forhold til doktor Niels (Mads Wille). Han vil udstyre et tuberkuloseskib og behandle grønlænderne ambulant. Gert opfordrer ham til at søge midler hos Omann. Senere forstår hun, at hun har undermineret sit eget projekt.

   Pigen Karen, som ser alt, men ingenting siger, spilles med betydelig styrke af Laura Skaarup Jensen. Som hendes mor, Margrethe, ses Nukaka Coster-Waldau. Der dvæles nok rigeligt længe ved scenen, hvor mor og datter må opgive at tale sammen. Karaktererne er overført direkte fra Tine Brylds bog. Modellen for Karen er Helene Thiesen (f. 1944). Hendes mor bor stadig i Nuuk og taler forsat ikke dansk.

   Gertsen hed egentlig Dorothea Frederikke Bengtzen (1906-96). Man ved så lidt om, hvem hun var og hvad hun tænkte, at Louise Friedberg og Rikke de Fine Licht kan tage sig udstrakte friheder i deres eksemplariske manuskript. Ellen Hillingsø fungerer smukt i rollen. Hun ligner en moderne kvinde fra 1950erne og kan i flere scener minde om Lisbeth Movin.

I FILMENS øverste lag eksponeres der sindigt og pædagogisk. Eksperimentet stækkes i nogen grad af sin akkuratesse og loyalitet over for skæbnerne og forlægget. Sagt på en anden måde, er man ikke ved at gå til af spænding. Imidlertid foregår meget under overfladen, og filmen er lidt af et isbjerg. Især er den god til at vise, at man ikke når langt ved at bruge moralske byggeklodser som rigtigt og forkert.

   Det er befriende at se en film med en æstetisk idé, som hverken vil overdrive det skønne eller dyrke den rykkende, kornede stil, som gør det ud for realisme nu. Fotografen Magnus Nordenhof Jønck lader den smukke natur komme fuldt til sin ret, men han iscenesætter den ikke, og der ligger klare og gode principper bag Nikolaj Danielsens og M. Wan Sputnicks production design.

   Måske er børnehjemmets festsal dekoreret efter gamle fotos. I hvert fald ligner den noget, som Martin Nyrop kunne have skabt til en nationalromantisk højskolebygning. Farveskala og lyssætning henviser til malerier af Anna Ancher og Vilhelm Hammershøi, men også Edward Hopper er kastet i mixet. Ola Kvernbergs score vil ikke lyde som Hans Zimmer. Martin Schades klipning er vederkvægende rolig.

   På denne diskrete baggrund kan psykologien arbejde i fred og med dybde, uden at skulle pumpes op med de gængse melodramatiske virkemidler. Det giver Eksperimentet en saglig, præcis kvalitet, som gør følelsen endnu stærkere. Filmen vil med tiden blive en klassiker i sin genre, hvor man finder frapperende islæt som Phillip Noyces australske Rabbit-Proof Fence (2002) og Amanda Kernells svensk-norske Sameblod (2016).

Tirsdag den 8. december 2020 indledte statsminister Mette Frederiksen Folketingets spørgetime med at udtrykke Danmarks officielle (og uforbeholdne) undskyldning til ofrene for »Eksperimentet«. 

Se også Etnisk arrogance: Rabbit-Proof Fence (2002); Dansk kolonitid: Guldkysten | Gold Coast (2015); Christina Rosendahl: Idealisten (2015); Etnisk arrogance: Sameblod (2016); Hlynur Pálmason: Vanskabte Land/ Godland (2022); Survival Cinema | Peter Flinth: Against the Ice (2022).  

Eksperimentet. Instr.: Louise N.D. Friedberg. Manus: Rikke de Fine Licht og Louise N.D. Friedberg. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 90 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 09.09.2010.

Tine Bryld: I den bedste mening. 367 s, ill. Opr. 1987. Ny udgave. Gyldendal, 2010.

Helene Thiesen: For flid og god opførsel. Vidnesbyrd fra et eksperiment. 165 s., ill. Forlaget Milik, 2011. 

Anne Kirstine Hermann: Imperiets børn – da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni. 318 s., ill. Gyldendal, 2021.

Fotos: Christian Geisnæs/ Nimbus/ Sandrew Metronome

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra HAU 30.04.2020

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.09.2010