Marilyn Monroe | My Week With Marilyn (2011)

MARILYNS KUNST

Biopic, metafilm, dannelseskitse

Af BO GREEN JENSEN

I 1956 kom Marilyn Monroe til England for at optage The Prince and the Showgirl sammen med Sir Laurence Olivier, som både instruerede og spillede den ene hovedrolle. Filmstjernen var 30 år og nygift med Arthur Miller. Teatermennesket var 50 og ivrig efter at blive populær. De betalte selv for forsøget. Filmen var finansieret af Marilyn Monroe Productions, mens Olivier varetog logistikken på vegne af Warner Bros., som markedsførte den samlede pakke. 

   Begge ventede sig meget af samarbejdet, og begge gik skuffede hver til sit. The Sleeping Prince, som filmen hed i begyndelsen, var tænkt som »the lightest of comedies« og byggede på et skuespil af Terence Rattigan. I sceneversionen havde Olivier spillet over for sin hustru, Vivien Leigh (alias Lady Hamilton, Blanche DuBois, Scarlett O’Hara). Leigh var 43 og ved at blive mentalt ustabil. Sir Larry ville videre. Nu skulle der tænkes ungt, vitalt og transatlantisk.

OPTAGELSERNE blev et 16 uger langt mareridt. MM opførte sit sædvanlige neurotiske repertoire, kom for sent, kom slet ikke og lavede fejl. Olivier var ved at eksplodere og behandlede sin stjerne med slet skjult foragt. Alligevel kom der en film ud af kaos. The Prince and the Showgirl blev ingen succes, hverken kunstnerisk eller kommercielt, men den fik et liv og findes stadig. I Danmark havde Palads premiere på Prinsen og korpigen den 5. maj 1958. »Vittig kroningskomedie, hvori M.M. ydede sit ypperste,« skriver Bjørn Rasmussen i Filmens Hvem Hvad Hvor.

EFTERHÅNDEN har alle, som var i nogen form for kontakt med Marilyn Monroe, skrevet deres personlige erindring. Colin Clark (1932-2002) var dog særligt privilegeret. Som søn af kunsthistorikeren Kenneth Clark – ældre læsere vil huske den store formidler fra BBC-serien Civilisation (1969-70) – havde Colin kendt Vivien Leigh som en slags tante, siden han var dreng. Derfor gav Olivier ham et job som tredje instruktørassistent på produktionen, da han havde plaget længe nok. Som 23-årig blev han ansvarlig for at opvarte kvinden, han havde fantaseret om i biografen.

DA Arthur Miller fløj hjem for at se sine børn, tilbragte Colin en uge i selskab med Marilyn. Clark førte dagbog under hele produktionen. I 1995 blev den udgivet som The Prince, The Showgirl and Me. I 2000 fulgte My Week with Marilyn, en mere fortroligt henvendt skildring af de ni intense dage, som mangler i den første dagbog, der er ganske hård ved Monroes eftermæle. Begge bind er genudgivet med et forord af Simon Curtis, som har instrueret My Week With Marilyn. Curtis fortæller, at han selv begyndte sin karriere som frivillig assistent på en Shakespeare-opsætning, hvor han løb ærinder for Helen Mirren. »I was familiar with the territory that Colin was in.«*

CURTIS har filmet bøgerne som en blanding af nostalgisk tilbageblik på stjernernes tid og den unge Colins dannelsesskildring. Det er en meget seværdig fremstilling af en lille parentes i to store karrierer. Kenneth Branagh har lejlighed til at spille manden, hvis liv han selv har brugt som blåtryk. Det gør han med stivnakket akkuratesse. Michelle Williams har måske ikke Monroes mix af sex og sødme, men hun overbeviser i scenerne med Eddie Redmayne som Colin og i rekonstruktionen af filmsettet. Mere problematisk er forsøget på at kopiere tre af Monroes dansenumre, »Heat Wave«, »When Love Goes Wrong« og »That Old Black Magic«.

DOUGRAY Scott er et ciffer i rollen som Miller, Julia Ormond har lidt mere at arbejde med som Vivien Leigh. Marilyn flankeres af agenten Milton Greene (Dominic Cooper) og dramalæreren Paula Strasberg (Zoë Wanamaker). Som den eneste gør Dame Sybil Thorndike (Judi Dench), hvad hun kan for at byde Marilyn velkommen: »Du er en meget stor skuespiller, min kære. Du er den eneste af os, som ved, hvordan man spiller til et kamera. Vi andre står bare og lader som om.«

HVIS filmen har dybde, er det i replikkerne om Marilyns kunst. Skønt Olivier skælder ud, lader filmen ham sidde tilbage med et lykkeligt smil, da han ser den færdige version af scenen, hvor Elsie Marina danser i prinsens gemakker. Han erkender, at han troede, MM ville gøre ham yngre. I stedet føler han sig mere gammel og stiv. Colin Clark siger det ligeud til Marilyn: »Du er en stor filmstjerne, som gerne vil være en stor skuespiller. Han er en stor skuespiller, som gerne vil være en populær filmstjerne. Denne film vil ikke gøre nogen af jer tjenester.«

ER man interesseret i MM, skal man se denne film. Den føjer intet til summen af viden og rygter om stjernen, men den er kærligt og gennemført realiseret. Alexandre Desplat har skrevet et »Marilyn's Theme«, der kan måle sig med det bedste af Michel Legrand fra 1960erne.

   Som ældre dansk tilskuer mindes man uvilkårligt 40 dage med Marilyn, der kunne være blevet en lignende film. Også yngre tilskuere kan begynde hér, hvis de vil se, hvad legenden Marilyn handler om.**

*) Colin Clark: My Week with Marilyn. The Prince, the Showgirl and Me (1995) + My Week with Marilyn (2000). Introduction by Simon Curtis. 397 s. London: HarperPress, 2011.

**) Forfatteren og politikeren Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) – som ingen rigtigt læser mere, skønt romanerne om besættelsestiden og journalistikken fra den første efterkrigstid er interessante – fik en vaskeægte skandalesucces med dagbogsromanen 40 dage med Marilyn (Schønberg, 1977).

   Bogen blev endevendt i ugeblade og tabloidaviser – og var den første indiskutable bestseller i et forfatterskab, som ellers udmærkede sig ved den ordentlighed, der var typisk for tonen i efterkrigstiden. Modtagelsen kan minde om den britiske samtids læsning af Colin Clarks dagbøger. Var det sandt eller hvad, og var de mon sammen?

   Offentligheden var særligt pirret, fordi Lembourn i 1977 var formand for Dansk Forfatterforening, nyligt udtrådt folketingsmedlem og på fjerde år gift med skuespilleren og sangerinden Ellen Winther (1933-2011), som bogen var tilegnet. På afstand kunne parret faktisk minde lidt om Arthur Miller og Monroe. I hvert fald for Billedbladet at se.

   Lembourn skrev lødige debatbøger som De intellektuelles forræderi (1956) og gjorde sig filosofiske tanker i Een/mange (1964). Han var eksponent for en liberalkonservativ politik, der talte den toneangivende kulturradikalisme imod. Men han reddede RUC, og han trodsede Schlüter. Hvordan kunne sådan en pæn mand skrive så kulørt, og hvorfor blev der ikke meldt klart ud, om teksten var dagbog eller roman? Lembourn navigerede dygtigt. I dag kunne vi kalde bogen et tidligt eksempel på autofiktion, som er sig selv og genren uhyre bevidst.

   Naturligvis var en filmatisering på tale. Bogen blev oversat til engelsk, tysk, fransk, spansk osv., men fik trods alt ikke et langt liv uden for Danmark. Som en note til noten kan nævnes, at Lembourn ville stifte sit eget parti, da han forlod Det Konservative Folkeparti. Navnet var De Moderate. Lindhardt og Ringhof genudgav 40 dage med Marilyn som e-bog og lydbog i 2016. Nu står der bare roman udenpå.

My Week With Marilyn. Instr.: Simon Curtis. Manus: Adrian Hodges. Foto: Ben Smithard. 99 min. UK-USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.

The Prince and the Showgirl (Prinsen og korpigen). Instr.: Laurence Olivier. Manus: Terence Rattigan. Foto: Jack Cardiff. 115 min. UK-USA 1957. Dansk premiere: 05.05.1958. 

Fotos: The Weinstein Company/ BBC Films/ Lipsync Productions/ Trademark Films/ UK Film Council/ Scanbox Entertainment/ Warner Brothers Archive Collection/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube Films

My Week with Marilyn streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (region B) 16.03.2012 

The Prince and the Showgirl streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection (regionsfri) 14.03.2023 

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 - noten er nyskrevet i 2025.

Forstadsbilleder | George Clooney: Suburbicon (2017)

   

PLANLAGTE BYER

De friserede forstæders mørke historie

Af BO GREEN JENSEN

I 2017 er det 70 år siden, at de amerikanske forstæder blev født. Her tænker jeg ikke på yderzoner, der bliver inddraget i en voksende storby. Jeg tænker på de konstruerede samfund, parcelhusområder med x antal ens typehuse, som i 1950erne blev den foretrukne boligform for hvide amerikanske familier, der søgte ud af de slidte og trængte bymidter.

   Banebryderen hed William J. Levitt (1907-1994). I 1947 købte han 400 hektar henliggende landbrugsjord på Long Island og opførte 6.000 små typehuse. Først skulle de lejes, men snart kunne de købes. Den nye by fik navnet Levittown. Da den stod færdig i 1951, var der 17.447 huse, alle med hvidt plankeværk, grønne forhaver, moderne køkken og tv.

   De fleste udflyttere var hjemsendte soldater, der skulle begynde forfra med deres familier. Øvelsen var finansieret af tilskud og statsgarantier. Det blev på den måde muligt at købe et hus til 8000 dollar med en udbetaling på 400 dollar. Veteraner betalte slet ingenting.

   

FORSTÆDERNE – under ét kaldet Suburbia eller the suburbs – var en succeshistorie, der gjorde Levitt til en af de rigeste mænd i sin tid. Han kom på forsiden af Time Magazine og var Årets Mand flere gange. Mindre opreklameret var raceadskillelsespolitikken. Husene i Levittown var forbeholdt »den kaukasiske race«.

   Bestemmelsen var kontroversiel. Højesteret fastslog, at racekriteriet var »unenforceable by law«, men myndighederne lod det passere. Levitt byggede seks Levittowns. Der var naturligvis konkurrenter. Ved 50ernes slutning boede 30 mio. amerikanere i planlagte satellitbyer. De tømte storbyer var overladt til forretning, bohemer og minoriteter.

   Der er i anledning af jubilæet kommet flere udmærkede bøger om arkitekturen, demografien og sociologien. Lad mig anbefale to: Houses for a New World: Builders and Buyers in the American Suburbs 1945-1965 (Princeton University Press, 2015) af Barbara Miller Lane og Detached America: Building Houses in Postwar Suburbia (University of Virginia Press, 2015) af James A. Jacobs.

PÅ film er George Clooneys Suburbicon den centrale markering. Det er ikke en vellykket film, men ideen har nok været god på papiret. Clooney og hans faste sparringspartner, Grant Heslov, havde selv et manuskript, der tog afsæt i en faktisk episode: I 1957 brød helvede løs, og der opstod uroligheder, da en afrikansk-amerikansk familie købte hus i Levittown.

   Samtidig huskede Clooney et manuskript af Joel og Ethan Coen, som han købte og næsten fik produceret – med sig selv i skurkerollen – i 2005. Det var en sort, sarkastisk komedie, som brødrene skrev og skrinlagde i 1986, da de fornyede den hårdkogte genre med skæve spændingsstykker som Blood Simple og Raising Arizona. De havde ikke helt signaturen endnu. Brødrenes vinkel på film noir blev siden til liflige film som Miller's Crossing, Fargo og The Man Who Wasn't There. Deres syn på forstadsmentalitten er knæsat i den sære og ret svære A Simple Man (2009).

   Det er de to ideer, den gamle Coen-historie og den nye Black Lives Matter-kommentar, der på støjende vis bliver kombineret i Suburbicon. Altså en underlig fisk af en film, og resultatet må siges at være derefter.

DET begynder i hjertet af normaliteten, hvor forstadsfascisterne protesterer, fordi den nye familie i byen er sort. Men Far (Leith M. Burke), Mor (Karimah Westbrook) og Andy Mayers kender rutinen. De flytter ind og begynder at bygge en hverdag.

   Imens, i nabohuset hos familien Lodge, forstår 12-årige Nicky ikke, hvad der foregår. Midt om natten bliver han vækket og ser sin far, sin mor og sin moster krybe for to grove mænd.

   Der er en effektiv utryghed i de første scener. Man forventer halvt et okkult ritual. I stedet – og det er en god Coen’sk pointe – bliver mystikken til en banal historie om voksne menneskers tarvelighed.

FOR dusinmennesket Gardner (Matt Damon) står i gæld. Sammen med sin svigerinde, Margaret, har han prøvet at tage livet af hustruen Rose (begge spillet af Julianne Moore), Nickys mor, som sidder i kørestol. Da drabet mislykkes i første forsøg, tager parret skarpere midler i brug.

   Nickys onkel er mistænksom. En grådig detektiv (Oscar Isaac) ringer på og siger, at sagen ikke blot dufter af svindel: den stinker og råber til himlen. Så stadig flere brikker må fjernes. Efterhånden er misantropien så tæt, at det knap nok undrer Nicky, da Rose kommer gift i hans sandwich.

   Mens Lodge-familien forsvinder i groteske intriger, bliver skafottet rejst udenfor. Der synges og hujes ved huset, hvor den sorte familie passer sit liv. Det er forbundne og dog separate historier, som måske kunne forstærke hinanden. Her ender de med at tage lys fra hinanden.

   Det eneste positive er hængslet: drengene Nicky og Andy bliver venner i ånden fra nostalgiske forstadsfabler som E.T. og Super 8.

DET er kun den brutale noir i historien, som Clooney har arvet fra brødrene Coen. Det racistiske spor er autentisk. William og Daisy Myers blev udsat for samme ekstreme chikane, da de flyttede ind i et af de 17.000 typehuse i Levittown, Pennsylvania, i sommeren 1957. De købte huset af en jødisk familie, som flyttede fra mønstersamfundet. Og familien blev boende sammen med datteren Lynda, da urolighederne gik i sig selv. De flyttede efter fire år, da William Myers fik arbejde i Harrisburg . 

   Clooney fandt historien i David Kushners bog, Levittown: Two Families, One Tycoon, and the Fight for Civil Rights in America’s Legendary Suburb (Walker Books, 2009). Her fremgår, at ejerskab afløste lejemodellen, fordi Højesteret underkendte firmaets ret til at fravælge etniske grupper. »I bund og grund var William Levitt en hykler. Og William Levitt ville ikke lade sorte flytte ind i sine huse, og da sagen kom for retten, fik han besked på at integrere. Og han ville hellere sælge sin ejendom end integrere.«

   Clooney ser episoden som et korrektiv til selvtilfredsheden, der hersker i nordstaterne. »Folk oppe nordpå elsker at tro, at de ikke havde noget at gøre med racismen,« sagde han ved filmens premiere i Venedig. »De elsker at vaske deres hænder og sige: 'Faktisk var vi progressive liberalister. Vi var imod slaveriet og for borgerrettigheder.' Men sandheden er mere kompliceret. Der var mange problemer, især i byer som Levittown.«

   Han ser en aktuel parallel til optøjerne i Charlottesville i Virginia. Og forretningsmanden Levitt som et forvarsel om Donald Trump.*

FORTÆLLINGEN skuffer, men formen er flot. Alene titelsekvensen – en lækker pastiche på tv-reklamer for livskvaliten i planlagte byer – er næsten billetprisen værd.

   Suburbicon kalder sig Eden, så naturligvis er der en slange i græsset. Men i Blue Velvet lå der et afrevent øre. Forstæderne har givet os så mange mørke historier i et frodigt register af rig paranoia, fra The Stepford Wives til Pleasantville og The Truman Show.

   Der er store realistiske film som The Ice Storm, American Beauty og Revolutionary Road. Eventyr som Edward Scissorhands og Donnie Darko. Thrillers som Disturbia, moraliteter som The Virgin Suicides. Horror fra Poltergeist til Get Out, Us og It Follows.

   Alle de fine sange forpligter. Suburbicon ligger langt nede på listen.

*) Suburbicon havde premiere på Mostraen i Venedig den 2. september 2017, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. Allerede seks dage senere fulgte den nordamerikanske lancering på TIFF i Toronto, som ikke har nogen officiel konkurrence, men er større og mindst lige så vigtig. Jeg kom til Venedig i perioden 2003-2019. Det gav altid denne sære rytme, at de to festivaler overlapper hinanden. Fra 2012 og tre år frem kunne Venedig hver gang vise årets Oscarvinder som sin åbningsfilm. Så det blev ekstra attraktivt at åbne dér. Lido var fuld af amerikanske titler og filmfolk de første syv dage. Alt var hektisk og overfyldt ligesom i Cannes. I uge to begyndte Toronto, og med ét var der ledige pladser på stranden + luft til at gå på opdagelse og se nye film fra resten af verden. Jeg talte med George Clooney en enkelt gang i Venedig, men det var i 2005, da han kom med Goodnight, and Good Luck og var relativt ny som instruktør. Her er han citeret fra pressemødet efter den første visning og fra det interview, som han (og Julianne Moore og Lynda Myers) gav til Stephen Galloway fra The Hollywood Reporter den 1. september, 2017. 

Suburbicon. Instr.: George Clooney. Manus: Joel & Ethan Coen; George Clooney & Grant Heslov. Foto: Robert Elswit. 105 min. USA-Kina-UK 2017. Dansk premiere: 07.12.2017.

Fotos:Suburbicon Black LLC/ Black Bear/ Bona Film Group/ Dark Castle Entertainment/ Huahua Media/ Silver Pictures/ Smokehouse Pictures/ Paramount Pictures Home Entertainment/ UIP/ Mis. Label/ CineMaterial/ MovierStillsDB/ Encyclopedia Britannica/ Time Warner/ YouTube 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (region A) 06.02.2018

2K Blu-ray fra Mis.Label/ Noble Entertainment (region B) 12.04.2018

Anmeldelsen trykt (i kortere form og med rubrikken 'Hvidt plankeværk') i Weekendavisen Kultur 08.12.2017

Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972

FJENDER AF SYSTEMET
Clint Eastwood instruerer den subversive biopic

Af BO GREEN JENSEN

DER var mange, som drog et lettelsens suk, da J. Edgar Hoover døde den 2. maj 1972. Den 77-årige FBI-direktør havde fungeret i 54 år og tjent sit land under otte præsidenter. Han havde skaffet sig magt og siddet på samme med en nidkær umættelig- og utrættelighed, som er uden amerikansk sidestykke.

   I Hoovers tid blev Forbundspolitiet en stat i staten, der kunne måle sig med det østtyske Stasi. Han vidste alt om alle og havde indsamlet belastende oplysninger om politiske nøglepersoner. Var der intet snavs at finde, blev arbejdet gjort med rygter, anonyme breve og almindelig mistænkeliggørelse.

   58 mio. telefonsamtaler blev aflyttet i Hoovers embedstid. Alt blev registreret i et kolossalt arkiv, der med vilje var organiseret, så ingen kunne gennemskue systemet. Især holdt han af at overvåge forfattere, filmfolk og intellektuelle, som i hans øjne opførte sig uamerikansk. Nogle af sagsmapperne overlever. Graham Greene, Philip Roth, Marlon Brando og John Lennon blev indgående undersøgt. Det var Hoover, som tvang Charlie Chaplin til at gå i schweizisk eksil.

   Ingen vidste med sikkerhed, hvor omfattende de fortrolige sagsmapper var, men de færreste ville have dem åbnet. Man ville se dem ødelagt. Hoover fik en statsmands begravelse, og den siddende præsident, Richard Nixon, holdt tale til nationen om, hvor granitfast den gamle soldat havde været. Præsidentens private reaktion var dog et vantro »That old cocksucker!«

NIXONS spontane udbrud er fanget i J. Edgar, Clint Eastwoods film om fabeldyret, som lader Hoover stå på sin balkon og se til, hver gang en ny præsident bliver indsat. Paraden passerer hans kontor i J. Edgar Hoover Building, hvor FBI endnu har hovedkvarter.

   Hoover vinker ikke til Nixon. Man kunne tro, at de to paranoikere ville betragte hinanden som brødre. Men Hoover er utryg ved Nixon. Han kan mærke, at den nye mand bliver svær at kontrollere. »Han vil have os til at overvåge journalister nu,« siger Hoover til Clyde Tolson efter den første samtale. »Men er det ikke ulovligt?« siger Tolson. Og stiller spørgsmålet helt uskyldigt.

   Eastwoods film er god til at se de historiske ironier – som når Hoover kalder senator Joseph McCarthy en politisk opportunist. Samtidig ses paradokset i Hoovers efterretningsvirksomhed. Der var skam- og lovløst magtmisbrug, men også solidt politiarbejde. En tid lang troede man, at Hoover var gået så vidt og havde været så svær at blive af med, at ingen igen ville give en sikkerhedschef så megen magt. Så kom 9/11 og krigen mod terror. Hoover ville atter have kronede dage.

HOOVER er skildret på film mange gange, først iscenesat som forbillede og nationalhelt, siden afvist som frihedens fjende og hadeobjekt. Allerede i 1977 var der premiere på Larry Cohens The Private Files of J. Edgar Hoover, et pionerprojekt for HBO Pictures og den første fremstilling, som frejdigt brugte løs af rygterne om Hoovers nøjeregnende hævngerrighed, hans udskejelser i det homoseksuelle miljø, hans forbindelse til mafiaen, hans had til demokratiske kræfter som Martin Luther King og Robert Kennedy. Hoover blev spillet af Broderick Crawford, og Cohen så et gradvist forfald i ærkeamerikanerens karakter. Slutningens dekadence blev sidestillet med begyndelsens overbevisning, da Hoover endnu kunne se forskel.

   Eastwoods film følger for så vidt den samme kurve, men kronologien er klippet op, og billedet er mørkere, skønt tonen og stilen er mere behersket. Dustin Lance Black har skrevet J. Edgar som en tematisk tvilling til Gus Van Sants Milk (2008), hvor Sean Penn havde rollen som den homoseksuelle borgerretsforkæmper Harvey Milk (1930-1978), der i øvrigt var en af de mange med en privat fil hos J. Edgar Hoover.

FOR Black er det seksualiteten, som definerer identitetsmysteriet. Sagerne fylder adskilligt, men filmen har sin kerne i forholdet mellem Hoover og Clyde Tolson (Armie Hammer). Eastwood er en konservativ filmskaber, som tillægges reaktionære værdier. Han har ofte fået skyld for at dele høgen Hoovers politiske standpunkt. Det mest interessante ved J. Edgar, som ikke er nogen helt vellykket film, er måske at se, hvordan Eastwood vil bruge sin binære ideolekt til at skildre en stor kærlighed mellem mænd. Omvendt er det ikke så vildt. »Dirty« Harry Callahan var homofobiker, men Eastwood har udfordret sit maskuline image, siden han første gang instruerede sig selv i Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi).

   Leonardo DiCaprio spiller rollen som Hoover med tilknappet ansigt og en kejtet fysik, der bliver tøndeformet med tiden. Som ung har han endnu en åbenhed i sig. Siden vænner han sig til, hvordan andre mennesker reagerer, og han lærer at lukke iveren til. Han går ud med Justitsministeriets nye sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), og viser hende biblioteketet, hvor han har udviklet sit kartotekssystem. Så prøver han at kysse hende, for det er vel »sådan man gør«.

   Gandy afviser Hoover og bliver på stedet udnævnt til hans personlige assistent. Også i virkeligheden var hun hans sekretær fra 1918 til 1972. Sidste medlem af surrogatfamilien bliver juristen Clyde Tolson, som Hoover ansatte i 1926 og gjorde til sin vicedirektør i 1930. Gennem alle årene er det de tre, der driver forretningen sammen, Hoover, Tolson og Gandy. Det virker ikke helt troværdigt, men det passer til filmens kammerspilstemning.

DEN unge mand udvikler sit had til kommunister i forbindelse med en række anarkistiske attentater i 1921. Han får sin store chance, da hans chef bliver ofret. Hoover bedyrer sin respekt for manden, men løfter ikke en finger for at redde ham. I 1924 bliver han direktør for The Bureau of Investigation, som han i 1935 får han lov at omstrukturere som The Federal Bureau of Investigation med nationale beføjelser.

   Hele vejen er der modstand, men Forbudstidens gangsterkrig bliver en gevinst for de første G-mænd. Hoover foragter folket, som jubler over lovløse fribyttere. Han vender stemningen ved at promovere sit korps i pulp fiction, tegneserier og film. Agent Melvin Purvis likviderer gangsteren John Dillinger i 1934. Hoover tager æren og lægger distance til Purvis. Før Dillingers død jubler publikum, når James Cagney spiller Tom Powers i The Public Enemy (1931). Fire år senere klapper de lige så entusiatisk, da han spiller Brick Davis i ’G’ Men (1935).

   Stadig er der problemer med emsige politikere, som mener, at Hoover misbruger sin stilling. Så han begynder at samle oplysninger i de berygtede »personal files«. En høring rejser tvivl om Hoovers habitus. Ergo sættes alle på sagen, da tyskeren Bruno Hauptmann kidnapper Charles Lindberghs lille søn. Drengen dør, men FBI finder (vist nok) gerningsmanden. Hoover etablerede et register over fingeraftryk og brugte tekniske beviser med CSI-agtig fremsynethed. Det var ikke alt sammen megalomani.

GRADVIS skrev manden verden om i sit billede. Alle modstandere var kommunister, alle fans af FBI var patrioter. Skiftende præsidenter tog livtag med Hoover. Franklin D. Roosevelt foragtede direktøren for at afsløre Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, men gav ham lov til at foretage arrestationer uden dommerkendelse. Harry S. Truman anerkendte FBIs indsats under 2. verdenskrig, hvor al tysk aktivitet i USA blev infiltreret. Han vendte dog det døve øre til, da Hoover i 1950, ved Koreakrigens begyndelse, fremlagde sin plan om at internere 12.000 navngivne fjender af systemet.

   Stod det til Hoover, var FBI blevet et amerikansk KGB. I Eastwoods film sidder han hver gang i forværelset med portrættet af George Washington og venter på at tale med den nye præsident. Han hader Kennedy-brødrene og foragter JFK for hans affærer. Han aflytter hotelværelset, hvor præsidenten er sammen med Marilyn Monroe. Robert Kennedy kræver samtalerne udleveret. Hoover lægger sagsmappen og gør opmærksom, at han »naturligvis« har sin egen kopi.

FIKTIONEN er, at den aldrende Hoover beslutter at skrive sin version af historien, da vinden i tiden blæser imod ham. Filmen kommer fra scene til scene ved at lade Hoover fortælle til en respektfuld, skønt meget spørgelysten Agent Smith (Ed Westwick), der siden sætter anekdoterne i system. Det er en irriterende form, som bevirker, at alt for mange scener er skudt i dårligt lys med Watts og Hammer i tyk, utroværdig make-up. DiCaprios maske er lidt bedre lagt.

   Også narrativt er der tale om en belastende konvention, som har ødelagt mange erindringshistorier, men her kommer tricket trods alt til sin ret. Hoover beskriver, hvordan han kæmpede den gode kamp og gjorde det nødvendige. Pointen er dog, at fortælleren lyver. »Jeg har læst din bog,« siger den svækkede Tolson. »Det var jo slet ikke sådan. Du foretog ikke den arrestation. Der var ingen hvid hest på gaden. Charles Lindbergh kom ikke ud og trykkede dig i hånden og erklærede sin tillid til FBI. Han ville ikke tale med dig. Han sagde, du var en irriterende lille mand, der gik i vejen.«

   Parret kender hinanden så godt, at Hoover end ikke retfærdiggør sig, og Tolson angriber ham ikke for alvor. Derimod siger han »Jeg elsker dig« i den centrale kærlighedsscene, som udvikler sig til et korporligt opgør, da Hoover forklarer sin vicedirektør, at han har været i byen med Dorothy Lamour, fordi det »måske er på tide, at der kommer en Mrs. Hoover«.

EASTWOOD og Blacks film lader Tolson og Hoover have et ægtepars vaner, men de går aldrig i seng med hinanden, og der bliver ikke fulgt op på de mange historier om Hoovers udskejelser, hans transseksuelle tilbøjeligheder, som flere biografier har gjort et stort nummer ud af og som efterhånden hører med til mytologien.

   Det tætteste filmen kommer dette tema, er da Hoover sørger over sin mor (Judi Dench) og tager hendes kjole og perler på foran spejlet. Hun har pylret om sin dreng fra starten, domineret ham, når der var brug for dét og været hans ivrigste fan. På et tidspunkt er Hoover og Tolson på ferie i Florida (Hoover holdt af at spille på heste, og man siger, at mafiaen dækkede hans tab). De deler drinks med Lela Rogers og hendes to døtre, hvoraf den ene er Gingers Rogers. Lela vil danse med Hoover, som ellers har været en sand verdensmand. Nu stivner han midt i springet.

HJEMME i Washington fortæller han Mor, at han bare ikke kan lide at danse. Han uddyber ikke, men hun forstår, hvad han siger, og kvitterer ved at spørge, om han husker kammeraten, de kaldte Daffy? »Ja. Det var ham, der tog en kjole på og blev hånet, da det blev opdaget.« »Kan du huske, hvad der blev af ham?« »Ja, han tog sit liv nogle år efter.« »Uhm. Daffy stod for Daffodil. Jeg vil hellere have en død søn end en levende smørblomst. Og nu skal jeg lære dig at danse.

   Hoover bliver næsten til Norman Bates fra Alfred Hitchcocks Psycho i den scene. Siden bevarer han altid kontrollen. På den måde er det i kønnets undren, snarere end i magtbegærets kombination af selvfølelse og mindreværd, at J. Edgar finder et menneske i sin hovedperson. Hoover er en ondskabsfuld mand, men han er også en sammensat karakter – ikke karikaturen fra de sædvanlige fremstillinger.

CLINT Eastwood var 81 år i 2011, da han instruerede J. Edgar. Han havde alderen til at have spist de cornflakes, som gjorde raske drenge til Junior G-Men, når de fandt det seje plasticskilt i pakken. Han voksede op med heltemyten om Hoover. Som ung skuespiller kunne han have medvirket i Mervyn Leroys The F.B.I. Story (1959), hvis han ikke i samme periode havde travlt med at spille Rowdy Yates i 217 episoder af westernserien Rawhide, før han tog til Italien og blev stjerne hos Sergio Leone.

   Hoover var rådgiver på Leroys film, som Warner Brothers producerede med særlig støtte fra FBI. Han medvirker selv og valgte personligt James Stewart til rollen som Chip Hardesty, der holder foredrag om sin tid i bureauet. Siden producerede Warner ni sæsoner af The F.B.I. (1965-74) for ABC, igen med Hoovers opbakning. Nu er det endelig også en film fra Warner, som dekonstruerer den kolde krigs heltefigur. Sådan går det op og ned her i verden, og sådan bliver regnskabet rettet trods alt.

DER er hele tiden én film mere i Eastwood. I 2024 er han ved at instruere Toni Collette og Nicholas Hoult i retssalsdramaet Juror No. 2. Der har ikke været en grundtone siden den revisionistiske krigsskildring i Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006), som var tematiske tvillingefilm. Men patriotiske markeringer i American Sniper (2014) og The 15.17 to Paris (2018). Og famlende forsøg på at gøre noget andet i Changeling (2008), Invictus (2009), Hereafter (2010) og Jersey Boys (2014), som var en biopic om The Four Seasons. 

   Ikke to titler ligner hinanden, og ingen af dem lykkes helt godt. De bedste sene værker har været film, hvor skuespilleren Eastwood medvirker selv og benytter lejligheden til at kommentere og kritisere sin hårdkogte legende. Gran Torino (2010), The Mule (2018) og Cry Macho (2021) viderefører processen, som begyndte i Unforgiven (1992, da. De nådesløse), da stjernen var en knægt på 62.

    Måske har han ikke flyttet sig politisk, men dokudramaet Richard Jewell (2019) er en skarp og skræmmende skildring af det moderne FBIs arbejdsmetoder. Man er overbevist om, at »helten« Richard Jewel selv har anbragt bomben, han bliver hyldet i medierne for at have fundet..Eastwood instruerer sin systemkritik med stor præcision og små virkemidler. Jon Hamm er den sleske agent, som besnakker syndebukken, der i begyndelsen er benovet over at være i stue med ægte G-Men. Kun fordi en falleret advokat (Sam Rockwell) træder til, bliver Jewells tilværelse reddet på stregen.

Se også Richard Attenborough: Chaplin (1992); Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Martin Scorsese: The Irishman (2019); Michael Mann: Collateral (2004) | Et interview; David O. Russell: American Hustle (2013); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]; Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018); One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]; Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021) [Black Lives Matter 15]; The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19] + Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976. 

J. Edgar. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Dustin Lance Black. Foto: Tom Stern. 136 min. USA 2011. Dansk premiere: 19.01.2012.

Fotos: Imagine Entertainment/ Malpaso Productions/ Wintergreen Productions/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.01.2012.