Marilyn Monroe | My Week With Marilyn (2011)

MARILYNS KUNST

Biopic, metafilm, dannelseskitse

Af BO GREEN JENSEN

I 1956 kom Marilyn Monroe til England for at optage The Prince and the Showgirl sammen med Sir Laurence Olivier, som både instruerede og spillede den ene hovedrolle. Filmstjernen var 30 år og nygift med Arthur Miller. Teatermennesket var 50 og ivrig efter at blive populær. De betalte selv for forsøget. Filmen var finansieret af Marilyn Monroe Productions, mens Olivier varetog logistikken på vegne af Warner Bros., som markedsførte den samlede pakke. 

   Begge ventede sig meget af samarbejdet, og begge gik skuffede hver til sit. The Sleeping Prince, som filmen hed i begyndelsen, var tænkt som »the lightest of comedies« og byggede på et skuespil af Terence Rattigan. I sceneversionen havde Olivier spillet over for sin hustru, Vivien Leigh (alias Lady Hamilton, Blanche DuBois, Scarlett O’Hara). Leigh var 43 og ved at blive mentalt ustabil. Sir Larry ville videre. Nu skulle der tænkes ungt, vitalt og transatlantisk.

OPTAGELSERNE blev et 16 uger langt mareridt. MM opførte sit sædvanlige neurotiske repertoire, kom for sent, kom slet ikke og lavede fejl. Olivier var ved at eksplodere og behandlede sin stjerne med slet skjult foragt. Alligevel kom der en film ud af kaos. The Prince and the Showgirl blev ingen succes, hverken kunstnerisk eller kommercielt, men den fik et liv og findes stadig. I Danmark havde Palads premiere på Prinsen og korpigen den 5. maj 1958. »Vittig kroningskomedie, hvori M.M. ydede sit ypperste,« skriver Bjørn Rasmussen i Filmens Hvem Hvad Hvor.

EFTERHÅNDEN har alle, som var i nogen form for kontakt med Marilyn Monroe, skrevet deres personlige erindring. Colin Clark (1932-2002) var dog særligt privilegeret. Som søn af kunsthistorikeren Kenneth Clark – ældre læsere vil huske den store formidler fra BBC-serien Civilisation (1969-70) – havde Colin kendt Vivien Leigh som en slags tante, siden han var dreng. Derfor gav Olivier ham et job som tredje instruktørassistent på produktionen, da han havde plaget længe nok. Som 23-årig blev han ansvarlig for at opvarte kvinden, han havde fantaseret om i biografen.

DA Arthur Miller fløj hjem for at se sine børn, tilbragte Colin en uge i selskab med Marilyn. Clark førte dagbog under hele produktionen. I 1995 blev den udgivet som The Prince, The Showgirl and Me. I 2000 fulgte My Week with Marilyn, en mere fortroligt henvendt skildring af de ni intense dage, som mangler i den første dagbog, der er ganske hård ved Monroes eftermæle. Begge bind er genudgivet med et forord af Simon Curtis, som har instrueret My Week With Marilyn. Curtis fortæller, at han selv begyndte sin karriere som frivillig assistent på en Shakespeare-opsætning, hvor han løb ærinder for Helen Mirren. »I was familiar with the territory that Colin was in.«*

CURTIS har filmet bøgerne som en blanding af nostalgisk tilbageblik på stjernernes tid og den unge Colins dannelsesskildring. Det er en meget seværdig fremstilling af en lille parentes i to store karrierer. Kenneth Branagh har lejlighed til at spille manden, hvis liv han selv har brugt som blåtryk. Det gør han med stivnakket akkuratesse. Michelle Williams har måske ikke Monroes mix af sex og sødme, men hun overbeviser i scenerne med Eddie Redmayne som Colin og i rekonstruktionen af filmsettet. Mere problematisk er forsøget på at kopiere tre af Monroes dansenumre, »Heat Wave«, »When Love Goes Wrong« og »That Old Black Magic«.

DOUGRAY Scott er et ciffer i rollen som Miller, Julia Ormond har lidt mere at arbejde med som Vivien Leigh. Marilyn flankeres af agenten Milton Greene (Dominic Cooper) og dramalæreren Paula Strasberg (Zoë Wanamaker). Som den eneste gør Dame Sybil Thorndike (Judi Dench), hvad hun kan for at byde Marilyn velkommen: »Du er en meget stor skuespiller, min kære. Du er den eneste af os, som ved, hvordan man spiller til et kamera. Vi andre står bare og lader som om.«

HVIS filmen har dybde, er det i replikkerne om Marilyns kunst. Skønt Olivier skælder ud, lader filmen ham sidde tilbage med et lykkeligt smil, da han ser den færdige version af scenen, hvor Elsie Marina danser i prinsens gemakker. Han erkender, at han troede, MM ville gøre ham yngre. I stedet føler han sig mere gammel og stiv. Colin Clark siger det ligeud til Marilyn: »Du er en stor filmstjerne, som gerne vil være en stor skuespiller. Han er en stor skuespiller, som gerne vil være en populær filmstjerne. Denne film vil ikke gøre nogen af jer tjenester.«

ER man interesseret i MM, skal man se denne film. Den føjer intet til summen af viden og rygter om stjernen, men den er kærligt og gennemført realiseret. Alexandre Desplat har skrevet et »Marilyn's Theme«, der kan måle sig med det bedste af Michel Legrand fra 1960erne.

   Som ældre dansk tilskuer mindes man uvilkårligt 40 dage med Marilyn, der kunne være blevet en lignende film. Også yngre tilskuere kan begynde hér, hvis de vil se, hvad legenden Marilyn handler om.**

*) Colin Clark: My Week with Marilyn. The Prince, the Showgirl and Me (1995) + My Week with Marilyn (2000). Introduction by Simon Curtis. 397 s. London: HarperPress, 2011.

**) Forfatteren og politikeren Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) – som ingen rigtigt læser mere, skønt romanerne om besættelsestiden og journalistikken fra den første efterkrigstid er interessante – fik en vaskeægte skandalesucces med dagbogsromanen 40 dage med Marilyn (Schønberg, 1977).

   Bogen blev endevendt i ugeblade og tabloidaviser – og var den første indiskutable bestseller i et forfatterskab, som ellers udmærkede sig ved den ordentlighed, der var typisk for tonen i efterkrigstiden. Modtagelsen kan minde om den britiske samtids læsning af Colin Clarks dagbøger. Var det sandt eller hvad, og var de mon sammen?

   Offentligheden var særligt pirret, fordi Lembourn i 1977 var formand for Dansk Forfatterforening, nyligt udtrådt folketingsmedlem og på fjerde år gift med skuespilleren og sangerinden Ellen Winther (1933-2011), som bogen var tilegnet. På afstand kunne parret faktisk minde lidt om Arthur Miller og Monroe. I hvert fald for Billedbladet at se.

   Lembourn skrev lødige debatbøger som De intellektuelles forræderi (1956) og gjorde sig filosofiske tanker i Een/mange (1964). Han var eksponent for en liberalkonservativ politik, der talte den toneangivende kulturradikalisme imod. Men han reddede RUC, og han trodsede Schlüter. Hvordan kunne sådan en pæn mand skrive så kulørt, og hvorfor blev der ikke meldt klart ud, om teksten var dagbog eller roman? Lembourn navigerede dygtigt. I dag kunne vi kalde bogen et tidligt eksempel på autofiktion, som er sig selv og genren uhyre bevidst.

   Naturligvis var en filmatisering på tale. Bogen blev oversat til engelsk, tysk, fransk, spansk osv., men fik trods alt ikke et langt liv uden for Danmark. Som en note til noten kan nævnes, at Lembourn ville stifte sit eget parti, da han forlod Det Konservative Folkeparti. Navnet var De Moderate. Lindhardt og Ringhof genudgav 40 dage med Marilyn som e-bog og lydbog i 2016. Nu står der bare roman udenpå.

My Week With Marilyn. Instr.: Simon Curtis. Manus: Adrian Hodges. Foto: Ben Smithard. 99 min. UK-USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.

The Prince and the Showgirl (Prinsen og korpigen). Instr.: Laurence Olivier. Manus: Terence Rattigan. Foto: Jack Cardiff. 115 min. UK-USA 1957. Dansk premiere: 05.05.1958. 

Fotos: The Weinstein Company/ BBC Films/ Lipsync Productions/ Trademark Films/ UK Film Council/ Scanbox Entertainment/ Warner Brothers Archive Collection/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube Films

My Week with Marilyn streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Pluto TV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Entertainment in Video (region B) 16.03.2012 

The Prince and the Showgirl streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Archive Collection (regionsfri) 14.03.2023 

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 - noten er nyskrevet i 2025.

Marilyn Monroe | Poupoupidou | Nobody Else But You (2011)

DØDEN I MOUTHE

Udstedskrimi med MM-motiv

Af BO GREEN JENSEN

MOUTHE er en miniby (indbyggertal 2008: 972), som ligger yderst i de franske Jura-bjerge, så tæt ved grænsen til Schweiz, at området udgør et ingenmandsland. Her måles Frankrigs laveste temperaturer, og her begynder afdøde Candice Lecoeur, den lokale Frøken Solskin, at fortælle. Publikum lytter til stemmen, som læser det sidste notat i en dagbog, hun har ført siden 1990, da hun netop var fyldt 13 år.

   Candice har ligget under sneen i tre dage, da hun begynder sin beretning. Poupoupidou er dog ingen fantastisk fortælling, men en bittersød historie om egnens kønne pige, der ville elskes som Marilyn Monroe. I filmens andet spor er det krimiforfatteren David Rousseau – som i samme ånd vil være Frankrigs James Ellroy – der udreder og arrangerer historien. For den sags skyld har hele filmen et ironisk amerikansk forbillede. Det er oplagt at tænke på udstedet Twin Peaks, mens man lever sig ind i den slentrende skildring af livet og døden i Mouthe.

FORFATTEREN er tilbage i sin hjemstavn for at hente en arv. Besøget hos advokaten bliver dog en stor og grotesk skuffelse. David kimes ned af sin utålmodige forlægger og lejer sig ind på Hotel Snefnug i Mouthe. Receptionisten er en drømmende goth-type, der holder af at feste igennem på diskoteket i Pontarlier. De betragter sammen det grimme tapet. David må anstrenge sig for at lægge afstand, men pigens eventyrlyst bliver værdifuld. Poupoupidou er god til at blande kærlighed og ironisk tragedie.

   I tv ser David et indslag om Candice, som faktisk hed Martine Langevin og var kommunefarvet, før hun blev lysnet og stylet. Hun blev opdaget af en lokal fotograf, der forevigede hende i MM-positur. Hun var »Belle de Jura« i logoet for egnens ostemærke. Hun blev gift med en mand, der var jaloux som Joe DiMaggio. Hun besøgte sin psykiater hver uge og sang »Happy Birthday« for »Præsidenten« – regionsrådsformanden JFB, som var i byen på sin valgkampagne – før hun (måske) blev dræbt af hans bror.

FRANSKMÆND er vilde med konspirationsteorierne omkring Marilyn Monroe. Filmen kan henvise til dem uden forklaring, og motivet er raffineret ført igennem. David efterforsker dødsfaldet, bistået af en homoseksuel kriminalbetjent, som drømmer at blive overflyttet til det beredne canadiske politikorps. Han finder 1000 sammenfald mellem Martines og Marilyns historier. Han opdager, at hun læste hans bøger og skrev et fanbrev til ham. »Vi havde mange diskussioner om Deres bøger,« siger en elsker ved begravelsen. »De er nok en af vore mindst troværdige forfattere.«

DET er detaljerne, som skaber den forbavsende dybde i Poupoupidou. Filmen begynder som en komedie, en overbærende skildring af små franske skæbner med lønlige drømme. Den får dog mange flere farver, hylder storheden i disse drømme og bliver bevægende som en smuk skillingsvise – »Det var en lørdag aften« møder »Who Killed Norma Jeane?« Tonen bliver aldrig sødladen eller satanisk. Endelig er det en kærlighedsfilm, for naturligvis bliver David forelsket i kvinden, hvis død han beskriver.

»I WANNA be loved by you, just you and nobody else but you.« Sophie Quinton og Jean-Paul Rouve er tilpas ordinære som David og Candice. Det betyder, at når man ser nærmere efter, er de egentlig ikke spor ordinære, ikke vage typer skåret i generisk dej, men unikke og færdigbagte individer som Monroe og Ellroy. Alle er i showbiz, alle er stjerner i deres livsfilm. Det gælder i Mouthe som i Hollywood. »I wanna be loved by you – Ba deedily deedily – poupoupidou!«

Poupoupidou (Nobody Else But You). Instr.: Gérald Hustache-Mathieu. Manus: Juliette Sales, Gérald Hustache-Mathieu. Foto: Pierre Cottereau. 102 min. Frankrig 2011. Dansk premiere: 03.11.2011.

Fotos: Dharamsala/ France 2 Cinéma/ La Banque Postale Image 3/ Soficinéma 6/ Canal+/ Cinécinéma/ France Télévisions/ La Région Île-de-France/ Région France-Comté/ CNC/ Procirep/ Angoa-Agicoa/ MEDIA Programme of the European Union// Koch Media/ Neue Visionen/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK – i USA på Apple TV; i  Frankrig på Amazon Store

2K Blu-ray fra Koch Media (region B) 07.12.2012

Anmeldelsen stod – med rubrikken »Som Marilyn« – i Weekendavisen Kultur 02.11.2011

Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001) | Musicals

MÅNEN SYNGER OPERA

Tiden genopdager den store filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

DER bliver bestemt ikke fedtet med fyrværkeriet i Baz Luhrmanns musical Moulin Rouge! Filmen er et sansebombardement, som det tager timer at komme sig efter og over. Den formelig fråser i billeder og sætter fuld skrue på fra begyndelsen, men de vigtigste ting bliver sagt med musikken. Dialogen skiftevis synges og tales, men få sange bliver gjort færdige, og de er alle lånt til lejligheden. Alligevel lykkes det Luhrmann at skabe en syntese, som er original.

   Som mange store musicals kredser Moulin Rouge! om et show, der skal sættes i scene; en forestilling, som gradvis tager form, og derfor kan kommentere den egentlige handling, som selvsagt er en kærlighedsfabel.

FORFATTERSPIREN Christian (Ewan McGregor) forelsker sig på stedet i kurtisanen Satine (Nicole Kidman), da han ankommer til »landsbyen« Montmartre i »kærlighedssommeren« 1899. Satine er hovedattraktionen i Harold Zidlers natklub Moulin Rouge, hvor dekadente aristokrater går på jagt efter glubske cancansommerfugle, mens bohemerne drømmer om revolutionen på deres utætte kvistkamre over Paris.

   Det er dog ikke den melodramatiske grundskabelon, et amalgam af La Boheme, Kameliadamen og Orfeus-myten, som er hovedsagen i Moulin Rouge! Historien skabes i sangstumperne, stribevis af moderne rockhits og flere hundrede musicalsange, der alle henviser til specifikke sammenhænge, som på den måde inddrages.

   Hvis det ikke lød så højtravende, kunne man sagtens kalde filmen en postmoderne musical. Lad os nøjes med jukeboxfilm, mixtape og playlist. Alle anakronismer er absolut tilsigtede, og kakofonien udgør en stil. For en gangs skyld er mere virkelig mere.

SANGENE afvikles i udmattende medleys, som ofte blot citerer nogle linier eller samples og filtres ind i hinanden. Da Christian i prologen har skrevet »The Sound of Music« 60 år for tidligt, bistået af blandt andre Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) og Eric Satie (Matthew Whittet), flyver kameraet ind i natklubbens grelle inferno og lader aristokraterne, bohemerne og danserne fremføre hver deres temasang på én gang.

   Aristokraterne synger Kurt Cobains »Smells Like Teen Spirit«. Cancankvinderne Christina Aguilera og Lil’l Kim byder sig til med »Lady Marmalade« (»Voulez-vous coucher avec moi?«), og bohemerne istemmer Marc Bolans »Children of the Revolution«.

FORUROLIGENDE nok fungerer det faktisk, da showmasteren Zidler (Jim Broadbent) giver tegn til, at gæsterne skal være stille. Knap nok har man forvundet synet af Kylie Minogue som absintens grønne fé, en seksualiseret Klokkeblomst, som vi mødte under indflyvningen til legendernes Montmartre, før Nicole Kidman sænkes ned fra loftet i trapez, klædt af eller på som Marlene Dietrichs »pesche Lola« i Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930).

   Kidman fremfører »Diamonds Are a Girl’s Best Friend«, en klassisk signatursang for Marilyn Monroe, men der er flere lag i anakronismen. Madonna kopierede koreografien fra Gentlemen Prefer Blondes (1953), Monroes platinhår og kropsnære kjole i shocking pink, da hun i 1984 lavede sin video til sangen »Material Girl« fra albummet Like a Virgin. Det bliver endelig dén, som Luhrmann citerer, da de sidste pingvinklædte aristokrater er faldet om: »We’re living in a material world/ And I am a material girl.«

SIDEN falder der lidt mere ro over feltet, for Satine bliver også forelsket i Christian. Kidman og McGregor mødes i et bjergtagende »Elephant Love Medley«, der citerer 17 kærlighedssange med Elton John og Bernie Taupins »Your Song« som ledemotiv.

   McGregor kan synge, viser det sig. Andre er dubbet eller erstattet med celebre gæster på soundtrackalbummet, som følger med filmen. Toulouse-Lautrec (John Leguizamo) synger selv temasangen »Nature Boy« i prologen. På albummet fremføres den af David Bowie.

   Satine skal ofres til Hertugen (Richard Roxburgh), en dekadent pengemand som vil finansiere bohemernes forestilling og betale for ombygningen af Moulin Rouge, hvis blot han kan få sin vilje med blomsten. Så galt går det naturligvis ikke, men det ender såmænd tragisk nok, for dette er red curtain cinema, en høj stil hvor banaliterne taler og teatralsk bliver næsten for lille et ord.

DER er ingen grænser for citatmanien, de selvoverbydende sætstykker og den underskønne scenografi, der som altid i Luhrmanns film er designet af hans hustru Catherine Martin.

   »Elephant Love Medley« har fået sin titel, fordi Satines boudoir ligger øverst i en 12 meter høj elefantfigur, der er placeret midt i Moulin Rouge. På den måde får Christian ideen til at henlægge The Sound of Music til Indien, hvilket virkelig sker i en større-højere-vildere slutning, der forløser alle spændinger.

   For resten har Satine tuberkulose, og månen synger opera, mens den blinker udførligt i flimrende sort-hvid, ganske som i filmkunstens barndom, næsten en nutid for Moulin Rouge, da Georges Méliès sendte de første mænd af sted til månen i Le voyage dans la lune (1904). Alt citeres og absorberes i Luhrmans guddommelige kitschmaskine. De eneste kilder, som ikke bliver inddraget, er faktisk John Hustons Moulin Rouge (1952) og Jean Renoirs French Cancan (1955), som ellers er de klassiske fremstillinger af Montmartre i perioden.*

BAZ Luhrmanns Moulin Rouge! er, som det vil fremgå, formidabelt opfindsom og uophørligt overvældende, et fantastisk spektakel, som det konstant er værd at følge med alle forhåndenværende sanser.

   Først bagefter melder spørgsmålet sig: Hvad skal det hele egentlig til for? Denne film er sin stil, sin kompakte tekstur, sin tæt bemalede overflade, og der er vel ingen dybere mening. Alligevel lykkes det Luhrmann at realisere sit erklærede projekt: på sloganagtig vis at hylde de evige revolutionære værdier, dvs. sandhed, skønhed, frihed og frem for alt kærlighed.

   Luhrmann kalder selv Moulin Rouge! for en kodificeret arkæologisk udgravning af filmmusicalens historie, det tredje led i hans »Red Curtain Trilogy« efter Strictly Ballroom (1992) og William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996).

   Det er også korrekt, når han minder os om, at Vincente Minnelli anvendte den eksakt samme anakronistiske strategi, da han lod Judy Garland synge »The Trolley Song«, et radiohit fra 1940erne, i Meet Me in St. Louis (1943), som udspiller sig i 1903.

ALLIGEVEL vil de færreste opfatte Moulin Rouge! og Mød mig i St. Louis som beslægtede arbejder. Snarere er Moulin Rouge! en svimmel og forvokset fætter til Lars von Triers Dancer in the Dark. Begge film forsøger faktisk at genopdage og redefinere den store klassiske filmmusical, der ikke behøver at sige undskyld, når den fortætter følelsen gennem musik og lader sangene bære de dybe konflikter, ja lader dem være normen for virkelighed, mens realismen er sat på standby. Det er således ingen tilfældighed, at begge film citerer og bekender deres kærlighed til hjertets sandhed i The Sound of Music.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Australia (2008); Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]; Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023].

*) John Hustons Moulin Rouge er en biopic om kunstneren Henri Toulouse-Lautrec (1864-1901), som bliver spillet af José Ferrer i fuld martret skala. Det er en britisk produktion fra Hustons freelanceår i Europa. De første 20 minutter er en visuel tour de force, som genskaber situationer og figurer fra Lautrecs banebrydende reklameplakater. Huston går endda i dybden med tidens grafiske trykketeknik. Filmen selv er i syngende farver, der for publikum var den primære attraktion. 

   Filmen fortæller i øvrigt om kunstnerens barndom; faldet som ødelægger hans ben og gør den voksne mand til en alkoholiseret misantrop. Zsa Zsa Gabor spiller Jane Avril. Colette Marchand er den prostituerede Marie Charlet, som kunstneren forelsker sig i. Suzanne Flon er Myriamme Hyam, den empatiske veninde, som prøver at trække ham væk fra afgrunden. Forlægget er en roman af Pierre la Mure. Filmen havde verdenspremiere på Venedig Festivalen i 1953.   

   Jean Renoirs French Cancan skildrer i meget fri form, hvordan Moulin Rouge bliver rejst på ruinerne af danserestauranten La Reine Blanche. Filmen kulminerer i den store gallaåbning, som igen kulminerer i en atletisk cancan, der får alle medvirkende ud på gulvet. Det var den første film, som instruktøren optog i Frankrig efter mere end ti år i USA.

Også French Cancan er i høj technicolor, og Renoir vil genskabe ligesom Huston. Her er det dog farver, atmosfære og motiver fra instruktørens far, Pierre-Auguste Renoir, Edgar Degas og andre impressionister. Der er ganske stor forskel på de to versioner af klubben.

   Jean Gabin spiller direktøren Danglard, der må afhænde sit varietéteater og kommer på ideen om at åbne et sted, en natklub, hvor høj og lav kan feste igennem med i hvert fald illusionen om klasseløs hedonisme. Gabin navigerer mellem en eksotisk danserinde (Maria Félix) og en ung kvinde fra kvarteret (Françoise Arnoul).

   Da Renoir kom hjem til Europa, indspillede han Le carosse d’or (1954, da. Guldkareten) i Cinécitta i Rom med Anna Magnani. Efter French Cancan fulgte Elena et les hommes (1956, da. Elena og mændene), en romantisk komedie med Ingrid Bergman, Jean Marais, Mel Ferrer og Jean Ricardo. Renoirs film er fulde af kvinder, der kan/skal vælge mellem tre mænd. Han bruger relationen som en dramaturgisk byggeklods. Le carosse d'or, French Cancan og Elena udgør en joie de vivre-trilogi. 

   Hverken Renoir eller Huston er mere historisk korrekte end Luhrmann. Alle tre film er periodestykker af deres tid. Det historiske Moulin Rouge åbnede på Boulevard de Clichy i 1889. Den oprindelige bygning brændte ned i 1915. Der er talrige andre film, som fortæller historier fra stedet. Her sidder Owen Wilson sammen med Lautrec, Degas og Gauguin og indkredser guldaldersyndromet i Woody Allens Midnight in Paris (2011). BFI har udgivet både Moulin Rouge og French Cancan på blu-ray.

Moulin Rouge. Instr.: Baz Luhrman. Manus: Craig Pearce og Baz Luhrman. Foto: Donald M. McAlpine. 128 min. Australien-USA 2001. Dansk premiere:12.10.2001.

Fotos: Twentieth Century Fox/ Bazmark Films/ Disney+/ CineMaterial/ Filmgrab/ Wikipedia (det originale Moulin Rouge i Autocrom Lumière-farver, 1914)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film.

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 19.10.2010

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.10.2001.

Store instruktører: Billy Wilder 1906-2002

FRA WIEN TIL HOLLYWOOD
Billy Wilder 1906-2002

Af BO GREEN JENSEN

FILMLEGENDEN Billy Wilder var et lysende eksempel på, at det klassiske Hollywood havde sine rødder i Europa. Wilder var manden bag så ærke-amerikanske film som Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed), Sunset Boulevard (1950) og Some Like It Hot (1959, da. Ingen er fuldkommen), men han kom først til USA som 28-årig, og skønt han lærte at tænke og skrive på engelsk, talte han med accent til sin død.

   Wilder blev født i Sucha i det daværende Østrig-Ungarn (nu Sucha Beskidzka i det sydligste Polen) og kom til Wien med en ambition om at blive journalist. I 1925 fik han som redaktionens yngste mand til opgave at sammenskrue en enquete over temaet: »Hvad mener De om den italienske fascisme?«

   Siden kunne han derfor prale med at have interviewet komponisten Richard Strauss, forfatteren Arthur Schnitzler, psykoterapeuten Alfred Adler og Sigmund Freud på én og samme dag. Freud nøjedes dog med at vise ham døren, for Wilder kom på vegne af boulevardbladet Die Stunde.*

   I 1926 rejste Wilder til Berlin for at gøre sin lykke. Han fortsatte som freelancejournalist, men begyndte at skrive filmmanuskripter. I 1929 skrev han den uafhængigt producerede Menschen am Sonntag, et stilfærdigt stykke hverdagspoesi, som blev instrueret af Robert Siodmak. Instruktørassistenterne på Mennesker om søndagen hed Fred Zinnemann og Edgar C. Ulmer. Alle kom senere til Hollywood og var med til præge efterkrigstidens amerikanske film.

   

UMIDDELBART førte Menschen am Sonntag dog blot et bedre job med sig. Wilder blev manuskriptforfatter i det tyske Hollywood, UFA-studierne i Neue Babelsberg. 1931-33 skrev han 11 manuskripter, alene og sammen med andre, før han i 1934 emigrerede til USA, da det blev for farligt at være jøde i Europa. På vej til Hollywood fik han sin instruktørdebut med den i dag så godt som glemte Mauvaise graine (1934), der blev optaget i Frankrig og havde en ung Danielle Darrieux (1917-2017) i den kvindelige hovedrolle.

   I Hollywood blev Wilder, der altid forstod at afstemme ambitionerne efter realiterne, uden større problemer kontraktansat forfatter hos Paramount. 1934-37 arbejdede han på forskellige projekter – det var studiesystemets og samlebåndmetodens storhedstid – og blev krediteret som forfatter på tre film. Det var dog først, da Paramount satte ham til at skrive Gary Cooper-filmen Bluebeard's Eighth Wife (1938, da. Rolf Blåskægs ottende hustru) i samarbejde med Charles Brackett (1892-1969), en frafalden dramatiker, at Wilders karriere for alvor kom i skred.

TANDEMET Wilder og Brackett skrev 13 film sammen, blandt andre Greta Garbo-komedien Ninotchka (1939), som Wilders helt og landsmand Ernst Lubitsch instruerede, og den Oscar-belønnede The Lost Weekend (1945, da. Forspildte dage), baseret på Charles Jacksons roman om en alkoholiker. Makkerskabet ophørte efter indspilningen af Sunset Boulevard, som de var meget uenige om. Den første film, som Wilder selv instruerede, var den forglemmelige The Major and the Minor (1942, da. En fremmelig pige) med Ginger Rogers og Ray Milland. Det var med Brackett som fast sparringspartner, at han skrev sine tidlige hovedværker.

   Manuskriptet til Kvinden uden samvittighed, Wilders stilskabende film noir efter James M. Cains roman Double Indemnity, blev dog til i et svært samarbejde med forfatteren Raymond Chandler. Philip Marlowes skaber foragtede Cain, vidste intet om at skrive film og var dertil dybt alkoholiseret. Da Wilder gav sig til at skælde ud, klagede Chandler til direktionen, fordi den yngre mand brugte anstødeligt sprog og i øvrigt bar hat, når de arbejdede. Episoden udgør et af de mere livfulde afsnit i Kevin Lallys biografi Wilder Times (1996).

EFTER årene med Brackett havde Wilder forskellige partnere. Samuel Taylor, som havde skrevet skuespillet Fair Sabrina, var medforfatter på Wilders Sabrina (1954) med Audrey Hepburn, William Holden og Humphrey Bogart. Der var en aldersforskel på 29 år mellem Hepburn og Bogart, som i filmen er bestemt for hinanden. Allerede samtidens publikum fandt forbindelsen problematisk.**

   George Axelrod var forfatter til Broadway-succesen The Seven Year Itch (da. Den søde kløe). Han blev Wilders skrivepartner på filmen, der i 1955 konsoliderede Marilyn Monroes image som demokratisk sexidol. Ikke alle Wilders film var kassesucceser. For hver Sabrina og Seven Year Itch var der film som Ace in the Hole (1951, da. Forsidesensation!) og den kostbare The Spirit of St. Louis (1957, da. Sejren over Atlanten) med en gnaven James Stewart som Charles Lindbergh. Begge film sank som sten.

FRA og med Love in the Afternoon (1957, da. Ariane) skrev Wilder sine film i samarbejde med I.A.L. Diamond (1920-1988), der passede lige så godt til Wilders temperament og talenter, som Charles Brackett havde gjort i begyndelsen. Endnu 12 film – bl.a. Some Like It Hot, The Apartment (1960, da. Nøglen under måtten), Irma la Douce (1963) og The Fortune Cookie (1966, da. Knald eller fald) – blev det til, før Wilder efter dyre fejltagelser som The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv), Fedora (1979, da. Den gådefulde Fedora) og Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres) måtte erkende, at tiderne havde ændret sig og at hans publikum havde svigtet.***

WILDER blev folkekær i kraft af sine komedier, for det første sexstykkerne med Marilyn Monroe; for det andet den syrlige herremodel med duoen Walter Matthau og Jack Lemmon. Allermest indtagende er i virkeligheden Avanti! (1972), hvori Lemmon som forretningsmanden Wendell Armbruster møder kærligheden og livsvarmen i Italien. Han bliver genfødt gennem sin affære med den buttede Pamela Piggott (Juliet Mills). Her lykkes det for en gangs skyld Wilder at slippe kynismen og den markante mistro til medmennesket, som fornemmes selv i hans sødeste crowd pleasers.

   Der er næppe heller tvivl om, at Wilder investerede mere af sig selv i de mørke titler, han skabte i begyndelsen. Double Indemnity er et orgie i misantropi. Der er virkelig ingen vej ud for alkoholikeren Ray Milland i The Lost Weekend, Wilders reneste bud på en hverdagstragedie, og Kirk Douglas’ grimasserende ulvegrin er spilet ud til smertegrænsen i Ace in the Hole, hvor han som opportunistisk journalist forvandler en arbejdsulykke til at nationalt nyhedsdrama og iscenesætter de troløse medier.

MEST uanfægtelig er dog Sunset Boulevard, Wilders gotiske eventyr om en stumfilmsdiva – Gloria Swanson i rollen som Norma Desmond – der drømmer om at gøre comeback og ansætter manuskriptforfatteren Gillis (William Holden). Han tager pengene og lader sig købe erotisk af Norma, fordi han hader sig selv endnu mere end hun. Men mens han ligger død i swimmingpoolen og fortæller, og mens Wilder befolker villaen med stumfilmsikoner som Buster Keaton, Anna Q. Nilsson og H.B. Warner, fatter publikum stilfærdig sympati for Norma og Gillis som en slags grum, men bevægende parodi på det obligatoriske filmpar.

   Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Butleren og (viser det sig) eks-ægtefællen Max (Erich von Stroheim) lokker Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har endelig ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.«

SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens hårde farver. I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er svært at gennemskue graden af sarkasme i talen, som Wilder og Brackett har skrevet: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«

EFTER Buddy Buddy passede Wilder sin kunstsamling og førte en aktiv pensionisttilværelse sammen med hustruen Audrey. Han var selvsagt særdeles tilfreds, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 forvandlede Sunset Boulevard til en succesrig supermusical. Ikke mindst, fordi alle var enige om, at syngespillet blot var en skygge af originalen.

   Han blev mildere med årene og reagerede så godt som altid positivt på yngre kollegers lovprisning. Han vidste, at kanoniseringen var sikker, da spanieren Fernando Trueba i 1993 modtog en Oscar for Belle Epoque (i Best Foreign Language Film-kategorien). I sin tale sagde Trueba: »Jeg ville gerne takke Gud, men jeg tror ikke på Gud, så i stedet vil jeg gerne sige tak til Billy Wilder.«

   Cameron Crowe refererer episoden i en svært fornøjelig portrætbog, Conversations with Wilder (1999). Crowe, musikjournalisten som blev filminstruktør, forsøger at forklare Wilder, hvad rockmusik er. Han får lov at tale ud, men Wilder konkluderer lakonisk: »I can live without it.«

   Billy Wilder var en rund grinebider, en notorisk krakiler og en skuffet romantiker, som næsten alle kynikere er. Mindst ti af hans arbejder vil blive vist, så længe rigtige film har et publikum. Lige nu er det lettest at huske de mange robuste komedier, men på længere sigt vil Wilders mørke film fra 40erne blive genopdaget og værdsat som en større del af det samlede værk.****

NOTER

*) Anekdoten er aldrig verificeret, og artiklen findes ikke i nogle af de udvalg, som samler Wilders begavede boulevardjournalistik: Der Prinz von Wales geht auf Urlaub: Berliner Reportagen, Feuilletons und Kritiken der zwanziger Jahre (red. Klaus Siebenhaar; Berlin: Fannei & Walz, 1996) og Billy Wilder on Assignment: Dispatches from Weimar Berlin and Interwar Vienna (red. Noah Eisenberg; Princeton University Press, 2021).

**) Men ikke utroværdig. Der var 25 år mellem Bogart og Lauren Bacall, som blev gift, da hun var 19, og han var 43. Wilder havde forestillet sig Cary Grant i rollen som William Holdens ansvarlige bror. Bogart var en nødløsning, og der var dårlig stemning på settet. Bogart syntes, at Bacall skulle spille Sabrina. Holden var Wilders trofaste støtte, men han og Bogart kunne ikke fordrage hinanden. Filmen var og er populær. I Sydney Pollacks remake fra 1995 er rollerne fordelt på Julia Ormond, Greg Kinnear og Harrison Ford. Ford er »kun« 22 år ældre end Ormond. 

***) Her må jeg virkelig gå i rette med mit lidt yngre, bedrevidende jeg. The Private Life of Sherlock Holmes var et kærlighedsarbejde, som Wilder lagde hele sit hjerte og mange skønne spildte kræfter i. Produktionen var et puslespil af finansiering, som rejste de 10 mio. dollars, der var nødvendige for at bygge 80 meter af Baker Street i studierne i Pinewood og foretage strabadserende på stedet-optagelser ved Urquhart Casle og Loch Ness i Skotland.

   Den færdige film varede 200 minutter, som Wilder selv skar ned til en helaftensfilm på 160 minutter. Studiet – dvs. United Artists, som distribuerede filmen og til dels er undskyldt, fordi det var svært at sælge en tre timer lang periodefilm til amerikanske mainstreambiografer i 1970 – insisterede på at fjerne yderligere 40 minutter, så spilletiden nåede ned på 125 minutter.

   Tre fulde, afrundede episoder blev fjernet, men især blev en moderne prolog og en epilog taget ud. Det var virkelig en kompromitteret version, som fik premiere. Alligevel er det en god film, hvor kærligheden til Holmes-universet skinner igennen. Jeg så den i Kastrup Bio i 1970, og jeg syntes om den, selv om Robert Stephens heller ikke dengang var en Sherlock efter mit hjerte.

   Jeg købte og læste med stor glæde periode- og pasticheveteranerne Michael (1924-1991) og Mollie Hardwickes (1916-2003) novelization. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skrev, som jeg gjorde i 2002. Måske fordi vedtagen visdom siger, at filmen var »en kostbar fejltagelse«. Den var dog kun en kommerciel skuffelse. Og blev ikke, hvad Wilder først havde tænkt sig.

   Skønt lanceringen var energisk, blev det ikke en film, som folk strømmede til. Sherlock Holmes var en dyrekøbt erfaring, da Wilder og »Izzy« Diamond fik Fedora op at stå med stort besvær. Også dén så jeg back in the day og var da virkelig skuffet. Man må huske, at vi i 70erne betragtede Wilder som en sjov instruktør. Vi havde opfattelsen af, at han var avanceret fra sort-hvid spænding til humor og situationskomik.

   Der var derfor fulde huse og buldrende latter til The Front Page (1974, da. Ryd forsiden), som ret beset er et temmelig anstrengende remake af His Girl Friday (1940, da. Sensationen), Howard Hawks’ originale og inspirerede screwballkomedie med Cary Grant og Rosalind Russell, nu skrevet om til Matthau og Lemmon. Dén film blev der købt billet til flere gange – det var før VHS og andre mekaniske reproduktionsformer, som ændrede alt på mirakuløs vis.

JEG genså først Fedora i 2013, da filmen blev restaureret og vist i Cannes Classics-programmet. Jeg kunne se den for, hvad den var og er, og tænkte både på Sunset Boulevard, kulørt gotik i Franju/Øjne uden ansigt-genren og litterære fiktioner om ikoner og divaer, der forsvandt i legenden – bøger som Gavin Lamberts The Slide Area (1959), Angela Carters The Passion of New Eve (1977, da. Den nye Evas lidelser) og Theodore Roszaks Flicker (1991).

   Både The Private Life of Sherlock Holmes og Fedora er udgivet på blu-ray i Eurekas Masters of Cinema-serie. Her er de overlevende fraklip sat ind på de rigtige steder (omend kun med lyd og stills for nogles vedkommende.). Man fornemmer, hvad filmen kunne have været, men det gør ikke filmen, som blev, til et svagere værk.

   Fedora har en patina, som klæder den. Filmen bliver bare bedre af den vemodige svanesangsatmosfære. Jeg havde stor fornøjelse af at læse Jonathan Coes roman Mr. Wilder & Me (2020), hvor en græsk født filmkomponist genoplever sin tid på Fedora-settet, hvor hun fungerede som tolk. Især er Wilder og Diamonds pertentlige arbejdsform – som ikke tillader nogen afvigelse fra manuskriptet, den være sig nok så banal – meget effektivt levendegjort. Som alle Coes filmrelaterede tekster er bogen båret af viden og hjerte – ganske som Wilders hyldest til Holmes, der var en af hans få virkelige helte. 

****) Billy Wilder døde i Beverly Hills den 27. marts 2002. Teksten er nekrologen, som stod i Weekendavisen den følgende fredag.

Fotos: Google, IMDBpro, diverse filmstudier og en lang række bøger om Billy Wilder 

De fleste af Wilders film bliver streamet, og alle er udgivet på blu-ray - nogle endda adskillige gange

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 05.03.2002 (noterne er naturligvis nye)