Marilyn Monroe | Poupoupidou | Nobody Else But You (2011)

DØDEN I MOUTHE

Udstedskrimi med MM-motiv

Af BO GREEN JENSEN

MOUTHE er en miniby (indbyggertal 2008: 972), som ligger yderst i de franske Jura-bjerge, så tæt ved grænsen til Schweiz, at området udgør et ingenmandsland. Her måles Frankrigs laveste temperaturer, og her begynder afdøde Candice Lecoeur, den lokale Frøken Solskin, at fortælle. Publikum lytter til stemmen, som læser det sidste notat i en dagbog, hun har ført siden 1990, da hun netop var fyldt 13 år.

   Candice har ligget under sneen i tre dage, da hun begynder sin beretning. Poupoupidou er dog ingen fantastisk fortælling, men en bittersød historie om egnens kønne pige, der ville elskes som Marilyn Monroe. I filmens andet spor er det krimiforfatteren David Rousseau – som i samme ånd vil være Frankrigs James Ellroy – der udreder og arrangerer historien. For den sags skyld har hele filmen et ironisk amerikansk forbillede. Det er oplagt at tænke på udstedet Twin Peaks, mens man lever sig ind i den slentrende skildring af livet og døden i Mouthe.

FORFATTEREN er tilbage i sin hjemstavn for at hente en arv. Besøget hos advokaten bliver dog en stor og grotesk skuffelse. David kimes ned af sin utålmodige forlægger og lejer sig ind på Hotel Snefnug i Mouthe. Receptionisten er en drømmende goth-type, der holder af at feste igennem på diskoteket i Pontarlier. De betragter sammen det grimme tapet. David må anstrenge sig for at lægge afstand, men pigens eventyrlyst bliver værdifuld. Poupoupidou er god til at blande kærlighed og ironisk tragedie.

   I tv ser David et indslag om Candice, som faktisk hed Martine Langevin og var kommunefarvet, før hun blev lysnet og stylet. Hun blev opdaget af en lokal fotograf, der forevigede hende i MM-positur. Hun var »Belle de Jura« i logoet for egnens ostemærke. Hun blev gift med en mand, der var jaloux som Joe DiMaggio. Hun besøgte sin psykiater hver uge og sang »Happy Birthday« for »Præsidenten« – regionsrådsformanden JFB, som var i byen på sin valgkampagne – før hun (måske) blev dræbt af hans bror.

FRANSKMÆND er vilde med konspirationsteorierne omkring Marilyn Monroe. Filmen kan henvise til dem uden forklaring, og motivet er raffineret ført igennem. David efterforsker dødsfaldet, bistået af en homoseksuel kriminalbetjent, som drømmer at blive overflyttet til det beredne canadiske politikorps. Han finder 1000 sammenfald mellem Martines og Marilyns historier. Han opdager, at hun læste hans bøger og skrev et fanbrev til ham. »Vi havde mange diskussioner om Deres bøger,« siger en elsker ved begravelsen. »De er nok en af vore mindst troværdige forfattere.«

DET er detaljerne, som skaber den forbavsende dybde i Poupoupidou. Filmen begynder som en komedie, en overbærende skildring af små franske skæbner med lønlige drømme. Den får dog mange flere farver, hylder storheden i disse drømme og bliver bevægende som en smuk skillingsvise – »Det var en lørdag aften« møder »Who Killed Norma Jeane?« Tonen bliver aldrig sødladen eller satanisk. Endelig er det en kærlighedsfilm, for naturligvis bliver David forelsket i kvinden, hvis død han beskriver.

»I WANNA be loved by you, just you and nobody else but you.« Sophie Quinton og Jean-Paul Rouve er tilpas ordinære som David og Candice. Det betyder, at når man ser nærmere efter, er de egentlig ikke spor ordinære, ikke vage typer skåret i generisk dej, men unikke og færdigbagte individer som Monroe og Ellroy. Alle er i showbiz, alle er stjerner i deres livsfilm. Det gælder i Mouthe som i Hollywood. »I wanna be loved by you – Ba deedily deedily – poupoupidou!«

Poupoupidou (Nobody Else But You). Instr.: Gérald Hustache-Mathieu. Manus: Juliette Sales, Gérald Hustache-Mathieu. Foto: Pierre Cottereau. 102 min. Frankrig 2011. Dansk premiere: 03.11.2011.

Fotos: Dharamsala/ France 2 Cinéma/ La Banque Postale Image 3/ Soficinéma 6/ Canal+/ Cinécinéma/ France Télévisions/ La Région Île-de-France/ Région France-Comté/ CNC/ Procirep/ Angoa-Agicoa/ MEDIA Programme of the European Union// Koch Media/ Neue Visionen/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames ikke i DK – i USA på Apple TV; i  Frankrig på Amazon Store

2K Blu-ray fra Koch Media (region B) 07.12.2012

Anmeldelsen stod – med rubrikken »Som Marilyn« – i Weekendavisen Kultur 02.11.2011

Roger Donaldson: Thirteen Days (2000)

GODE VILJER

Da verden kom tæt på den tredje totalkrig

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 2001: EFTERHÅNDEN forbinder vi 1960erne med musikken, det såkaldte ungdomsoprør og hele det gradvise mentalitetsskifte, som fandt sted mod slutningen af årtiet. John F. Kennedy er blevet en mytologisk figur, der huskes for sin død i Dallas, ikke for de politiske fadæser som prægede administrationen i begyndelsen. Man taler i ramme alvor om det amerikanske Camelot, han som en anden Kong Arthur fik skabt på tre år. De færreste husker Nikita Khrustjov, og få under 40 forbinder noget særligt med de tretten dage i oktober 1962, da en Tredje Verdenskrig næsten blev udløst.

SELV var jeg knap syv år gammel, men jeg husker de voksnes anspændte alvor og den knitrende radio, som time for time fulgte det dramatiske standoff ved Cuba, hvor russiske skibe nærmede sig den blokade, som amerikanske fartøjer havde lagt om øen. En konfrontation syntes uundgåelig. Arsenalet ville blive udløst, og for unge forældre som huskede Hiroshima og Nagasaki må det have været en ubærlig tid. Verden holdt vejret, alle hjerter sprang et slag over – og så bredte den kollektive lettelse sig, da de russiske skibe bøjede af.

   Hvor tæt man også i dagene efter var på det atomare ragnarok, er egentlig aldrig blevet fortalt. Længe troede vi simpelt hen, at den sovjetiske ledelse havde besindet sig i sidste øjeblik. Først i 1982 kom det frem, at Kennedy-administrationen havde indgået en hemmelig handel med russerne.

HELE forløbet er fastholdt med minutiøs detaljerigdom og betydelig dramatisk fornemmelse i australieren Roger Donaldsons sobre og velspillede Thirteen Days. Det var den 14. oktober, at amerikanske U-2 fly tog billeder af de sovjetiske missilanlæg, som var under opførelse i Fidel Castros socialistiske Cuba. Krisen blev afblæst den 27. oktober og fortonede sig efterhånden som en rynke i tiden. Det er dog ikke tilfældigt, at filmtitler som Sidney Lumets (gravalvorlige) Fail-Safe (1964) og Stanley Kubricks (svimmelt satiriske) Dr. Strangelove (1964) hører hjemme i perioden.*

   En pjece med titlen Hvis krigen kommer blev husstandsomdelt herhjemme. Ingen var irriterede, når sirenerne sang onsdag middag. Hvad man skulle gøre hvis nu, var en håndgribelig bekymring.

DAVID Self har struktureret det store materiale på baggrund af Ernest May og Philip Zelikows bog The Kennedy Tapes, der analyserer 23 timer med båndoptagelser fra møderne i den hastigt nedsatte krisegruppe. I den er der flere høge end duer. Det er alt i alt et under, at verden står endnu. 

   Self har givet Kennedys personlige rådgiver Kenneth O'Donnell (1924-1977) den centrale menneskelige synsvinkel. Vi ser ham have en familie, som han er bekymret for, men der er ingen tilløb til romantiske sidehistorier og andre billige tricks. Det er dramadokumentarisme af den hårde slags, som vi lærte at kende og elske i 70’erne, da genren udviklede sin grammatik. Thirteen Days kunne sagtens have været en lang tv-film. Det store format er dog ikke anvendt forgæves.

   Kevin Costner spiller Kenneth O’Donnell og er filmens mest kendte ansigt, hvilket fungerer udmærket, fordi O’Donnell ofte blot er en iagttager. Han går omkring ved møderne, stiller sig mellem præsidenten og generalerne, når sidstnævnte rasler med sablerne og vil slå hårdt ned på Det Røde Bæst i Amerikas baghave. Canadieren Bruce Greenwood er mere end dækkende som JFK, mens Steven Culp som Robert Kennedy er den eneste, der faktisk ligner personen han fremstiller.

ALLE autentiske skikkelser præsenteres med en skreven tekst første gang de optræder. Absolut nøjagtige mødeforløb er filmet i sort-hvid, mens de lange fiktive stræk er i farver. Uden at angle eller overdrive sine virkemidler lykkes det Donaldson at vise en verden, som gradvis kommer til besindelse efter først have pustet sig op. Vi hører aldrig den russiske side af sagen og kan derfor identificere os med amerikanernes famlen i blinde. Det er Kennedy-brødrene (og O’Donnell), som krediteres for at holde fast i viljen til kompromis og forhandling, selv når moderate stemmer har bestemt sig for at udløse krigen.

   Thirteen Days er en film for det modne publikum, som sætter pris på sober historiefortælling. Først efter krisen krakelerer O’Donnell og ser på sin familie med tårer i øjnene. Han formulerer da filmens morale og pointe: Hvis solen står op i morgen, sker det udelukkende på grund af gode mænds vilje til at finde en løsning, uanset hvor tæt mørket tårner sig op.**

FILMEN viser endelig også, at krigen kun blev undgået, fordi ingen var i tvivl om, hvor omfattende den ville blive. Denne annonce for koldkrigsårenes magtbalance kan synes utidig, men fremstillingen er næppe helt ukorrekt. En mindre krig med færre konsekvenser var blevet udløst uden videre.

Se også Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020).  

*) Begge film bygger på hurtige bøger, som blev læst med frygt og bæven på den vestlige side af Jerntæppet. Fail-Safe (1962) var skrevet af to amerikanske universitetsfolk, Harvey Burdick og Eugene Wheeler, og begyndte sit liv som en føljeton i tre afsnit i The Saturday Evening Post. Wheeler havde oprindelig præsenteret ideen i en novelle, »Abraham '59«, som blev trykt i tidsskriftet Dissent.

Dr. Strangelove var en filmatisering af briten Peter Georges roman Two Hours to Doom (1958), som i USA fik titlen Red Alert. Også Red Alert var i sit udgangspunkt intens og alvorlig. Stanley Kubrick lod Terry Southern bearbejde den med sort satire, da han frygtede, at en trofast version ville ligne Sidney Lumets film for meget. Heraf den fantastiske undertitel: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben.

Peter George (som også skrev under pseudonymet Peter Bryant) var medforfatter til filmmanuskriptet. Han og Kubrick stævnede Burdick og Wheeler for at bruge præmissen fra Red Alert. Den strategiske finte var Kubricks idé, det handlede om forsinke Lumets produktion og nå ud i biograferne først. Det virkede: Dr. Strangelove fik premiere i januar, Fail-Safe fulgte i oktober 1964. Plagiatsagen endte med et forlig, og al snak om tematiske ligheder hørte op, da de to vidt forskellige film forelå.

   Der er ingen Dr. Strangelove-karakter i Red Alert. Peter George skrev en lukrativ novelization/ tie-in-udgave af manuskriptet, og han satte pris på filmens succes, men var muligvis ikke begejstret for måden, som Two Hours to Doom var blevet forvandlet på hen ad vejen. I hvert fald stod han ved sit navn og sin alvor i Commander-1, som blev hans sidste udgivelse. Peter George var kun 42 år, da han tog sit liv i 1966. Bogen er tilegnet Stanley Kubrick.

Herhjemme var det forlaget Fremad, som udgav Fejl-sikker, først i 1963, siden i Fremads Folkebibliotek i 1967, hvor handlingen faktisk udspiller sig. Vi havde bogen stående, da jeg var dreng. Der er mig bekendt ingen dansk udgave af Red Alert, men Commander-1 blev oversat af Claus Lembourn og udkom på forlaget Schønberg (som en paperback original) i 1966. Den købte jeg lidt senere for egne penge.

   Kubricks film er klassisk nu, men også Fail-Safe har et efterliv. Det var en begivenhed i tv-universet (og et dristigt eksperiment i dramagenren), da Stephen Frears ved årtusindeskiftet instruerede et tv-spil, der blev filmet i sort-hvid for effekten og transmitteret live som i mediets barndom. Den i sin tid blacklistede Walter Bernstein (1919-2021) skrev manuskriptet, og Richard Dreyfuss havde rollen som den amerikanske præsident, der i Lumets film blev spillet af Henry Fonda. Med i studiet var også George Clooney, som sikkert fik ideen til sin film om McCarthy-tiden, Goodnight, and Good Luck (2005), ved samme lejlighed.

   Ingen har overvejet at forsøge sig med et remake af Dr. Strangelove. Den bedste komedie om Cuba-krisen er måske Joe Dantes Matinee (1993). John Goodman spiller effektfilmproduceren Lawrence Woolsey (et kun ganske let sløret portræt af virkelighedens William Castle), som kommer til Key West i Florida med sin billige gyser om den bestrålede Mant! Biografen bliver rigget til med effekter. Alle i byen er bange, alle værdier er oppe i luften. Da de fysiske gimmicks kører af sporet, kunne det godt være verden, som eksploderer. Matinee husker tidsfarven. Man kan lige så godt leve, før man skal dø.  

**) Virkelighedens Kenneth O'Donnell fik ikke en let gang på jorden. Han sad i bilen bag præsidentparrets, da John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, og var et kronvidne i Warren Kommissionens rapport. Han fortsatte som rådgiver under Lyndon B. Johnson, men besluttede i 1965 at stille op som demokratisk kandidat ved guvernørvalget i Massachusetts. Han fik ikke embedet, men blev i politik og var ansvarlig for Robert Kennedys valgkampagne, da denne blev myrdet i Los Angeles i 1968. Sammen med David Powers, en kollega fra Kennedy-staben, skrev han "Johnny, We Hardly Knew Ye": Memories of John Fitzgerald Kennedy (1972). Det var dog tabet af vennen og studiekammeraten Robert, som slukkede lyset for alvor. O'Donnell led af depressioner og var alkoholiseret resten af sit liv. 

Thirteen Days. Instr: Roger Donaldson. Manus: David Self. Foto: Andrzej Bartkowiak. 146 min. USA 2000. Dansk premiere: 09.03.2001.

Fotos: New Line Cinema/ Beacon Pictures/ Tig Procuctions/ Icon Film Distribution/ Nordisk Film/ Forlaget Alinea (Hvis krigen kommer-pdf)/ Wikimedia Commons/ CineMaterial (US, Russian, Japanese Poster Artwork), MovieStillsDB/ YouTube (Icon Distribution HD Trailer) 

Red Alert er senest genoptrykt på forlaget Dimensions i 2018; jeg har to omslagsfotos og en del af oplysningerne om Peter George fra Nick Jones' britiske blog på adressen www.existentialennui.com

Thirteen Days streames på Apple TV, AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 28.02.2017

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.03.2001

Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972

FJENDER AF SYSTEMET
Clint Eastwood instruerer den subversive biopic

Af BO GREEN JENSEN

DER var mange, som drog et lettelsens suk, da J. Edgar Hoover døde den 2. maj 1972. Den 77-årige FBI-direktør havde fungeret i 54 år og tjent sit land under otte præsidenter. Han havde skaffet sig magt og siddet på samme med en nidkær umættelig- og utrættelighed, som er uden amerikansk sidestykke.

   I Hoovers tid blev Forbundspolitiet en stat i staten, der kunne måle sig med det østtyske Stasi. Han vidste alt om alle og havde indsamlet belastende oplysninger om politiske nøglepersoner. Var der intet snavs at finde, blev arbejdet gjort med rygter, anonyme breve og almindelig mistænkeliggørelse.

   58 mio. telefonsamtaler blev aflyttet i Hoovers embedstid. Alt blev registreret i et kolossalt arkiv, der med vilje var organiseret, så ingen kunne gennemskue systemet. Især holdt han af at overvåge forfattere, filmfolk og intellektuelle, som i hans øjne opførte sig uamerikansk. Nogle af sagsmapperne overlever. Graham Greene, Philip Roth, Marlon Brando og John Lennon blev indgående undersøgt. Det var Hoover, som tvang Charlie Chaplin til at gå i schweizisk eksil.

   Ingen vidste med sikkerhed, hvor omfattende de fortrolige sagsmapper var, men de færreste ville have dem åbnet. Man ville se dem ødelagt. Hoover fik en statsmands begravelse, og den siddende præsident, Richard Nixon, holdt tale til nationen om, hvor granitfast den gamle soldat havde været. Præsidentens private reaktion var dog et vantro »That old cocksucker!«

NIXONS spontane udbrud er fanget i J. Edgar, Clint Eastwoods film om fabeldyret, som lader Hoover stå på sin balkon og se til, hver gang en ny præsident bliver indsat. Paraden passerer hans kontor i J. Edgar Hoover Building, hvor FBI endnu har hovedkvarter.

   Hoover vinker ikke til Nixon. Man kunne tro, at de to paranoikere ville betragte hinanden som brødre. Men Hoover er utryg ved Nixon. Han kan mærke, at den nye mand bliver svær at kontrollere. »Han vil have os til at overvåge journalister nu,« siger Hoover til Clyde Tolson efter den første samtale. »Men er det ikke ulovligt?« siger Tolson. Og stiller spørgsmålet helt uskyldigt.

   Eastwoods film er god til at se de historiske ironier – som når Hoover kalder senator Joseph McCarthy en politisk opportunist. Samtidig ses paradokset i Hoovers efterretningsvirksomhed. Der var skam- og lovløst magtmisbrug, men også solidt politiarbejde. En tid lang troede man, at Hoover var gået så vidt og havde været så svær at blive af med, at ingen igen ville give en sikkerhedschef så megen magt. Så kom 9/11 og krigen mod terror. Hoover ville atter have kronede dage.

HOOVER er skildret på film mange gange, først iscenesat som forbillede og nationalhelt, siden afvist som frihedens fjende og hadeobjekt. Allerede i 1977 var der premiere på Larry Cohens The Private Files of J. Edgar Hoover, et pionerprojekt for HBO Pictures og den første fremstilling, som frejdigt brugte løs af rygterne om Hoovers nøjeregnende hævngerrighed, hans udskejelser i det homoseksuelle miljø, hans forbindelse til mafiaen, hans had til demokratiske kræfter som Martin Luther King og Robert Kennedy. Hoover blev spillet af Broderick Crawford, og Cohen så et gradvist forfald i ærkeamerikanerens karakter. Slutningens dekadence blev sidestillet med begyndelsens overbevisning, da Hoover endnu kunne se forskel.

   Eastwoods film følger for så vidt den samme kurve, men kronologien er klippet op, og billedet er mørkere, skønt tonen og stilen er mere behersket. Dustin Lance Black har skrevet J. Edgar som en tematisk tvilling til Gus Van Sants Milk (2008), hvor Sean Penn havde rollen som den homoseksuelle borgerretsforkæmper Harvey Milk (1930-1978), der i øvrigt var en af de mange med en privat fil hos J. Edgar Hoover.

FOR Black er det seksualiteten, som definerer identitetsmysteriet. Sagerne fylder adskilligt, men filmen har sin kerne i forholdet mellem Hoover og Clyde Tolson (Armie Hammer). Eastwood er en konservativ filmskaber, som tillægges reaktionære værdier. Han har ofte fået skyld for at dele høgen Hoovers politiske standpunkt. Det mest interessante ved J. Edgar, som ikke er nogen helt vellykket film, er måske at se, hvordan Eastwood vil bruge sin binære ideolekt til at skildre en stor kærlighed mellem mænd. Omvendt er det ikke så vildt. »Dirty« Harry Callahan var homofobiker, men Eastwood har udfordret sit maskuline image, siden han første gang instruerede sig selv i Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi).

   Leonardo DiCaprio spiller rollen som Hoover med tilknappet ansigt og en kejtet fysik, der bliver tøndeformet med tiden. Som ung har han endnu en åbenhed i sig. Siden vænner han sig til, hvordan andre mennesker reagerer, og han lærer at lukke iveren til. Han går ud med Justitsministeriets nye sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), og viser hende biblioteketet, hvor han har udviklet sit kartotekssystem. Så prøver han at kysse hende, for det er vel »sådan man gør«.

   Gandy afviser Hoover og bliver på stedet udnævnt til hans personlige assistent. Også i virkeligheden var hun hans sekretær fra 1918 til 1972. Sidste medlem af surrogatfamilien bliver juristen Clyde Tolson, som Hoover ansatte i 1926 og gjorde til sin vicedirektør i 1930. Gennem alle årene er det de tre, der driver forretningen sammen, Hoover, Tolson og Gandy. Det virker ikke helt troværdigt, men det passer til filmens kammerspilstemning.

DEN unge mand udvikler sit had til kommunister i forbindelse med en række anarkistiske attentater i 1921. Han får sin store chance, da hans chef bliver ofret. Hoover bedyrer sin respekt for manden, men løfter ikke en finger for at redde ham. I 1924 bliver han direktør for The Bureau of Investigation, som han i 1935 får han lov at omstrukturere som The Federal Bureau of Investigation med nationale beføjelser.

   Hele vejen er der modstand, men Forbudstidens gangsterkrig bliver en gevinst for de første G-mænd. Hoover foragter folket, som jubler over lovløse fribyttere. Han vender stemningen ved at promovere sit korps i pulp fiction, tegneserier og film. Agent Melvin Purvis likviderer gangsteren John Dillinger i 1934. Hoover tager æren og lægger distance til Purvis. Før Dillingers død jubler publikum, når James Cagney spiller Tom Powers i The Public Enemy (1931). Fire år senere klapper de lige så entusiatisk, da han spiller Brick Davis i ’G’ Men (1935).

   Stadig er der problemer med emsige politikere, som mener, at Hoover misbruger sin stilling. Så han begynder at samle oplysninger i de berygtede »personal files«. En høring rejser tvivl om Hoovers habitus. Ergo sættes alle på sagen, da tyskeren Bruno Hauptmann kidnapper Charles Lindberghs lille søn. Drengen dør, men FBI finder (vist nok) gerningsmanden. Hoover etablerede et register over fingeraftryk og brugte tekniske beviser med CSI-agtig fremsynethed. Det var ikke alt sammen megalomani.

GRADVIS skrev manden verden om i sit billede. Alle modstandere var kommunister, alle fans af FBI var patrioter. Skiftende præsidenter tog livtag med Hoover. Franklin D. Roosevelt foragtede direktøren for at afsløre Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, men gav ham lov til at foretage arrestationer uden dommerkendelse. Harry S. Truman anerkendte FBIs indsats under 2. verdenskrig, hvor al tysk aktivitet i USA blev infiltreret. Han vendte dog det døve øre til, da Hoover i 1950, ved Koreakrigens begyndelse, fremlagde sin plan om at internere 12.000 navngivne fjender af systemet.

   Stod det til Hoover, var FBI blevet et amerikansk KGB. I Eastwoods film sidder han hver gang i forværelset med portrættet af George Washington og venter på at tale med den nye præsident. Han hader Kennedy-brødrene og foragter JFK for hans affærer. Han aflytter hotelværelset, hvor præsidenten er sammen med Marilyn Monroe. Robert Kennedy kræver samtalerne udleveret. Hoover lægger sagsmappen og gør opmærksom, at han »naturligvis« har sin egen kopi.

FIKTIONEN er, at den aldrende Hoover beslutter at skrive sin version af historien, da vinden i tiden blæser imod ham. Filmen kommer fra scene til scene ved at lade Hoover fortælle til en respektfuld, skønt meget spørgelysten Agent Smith (Ed Westwick), der siden sætter anekdoterne i system. Det er en irriterende form, som bevirker, at alt for mange scener er skudt i dårligt lys med Watts og Hammer i tyk, utroværdig make-up. DiCaprios maske er lidt bedre lagt.

   Også narrativt er der tale om en belastende konvention, som har ødelagt mange erindringshistorier, men her kommer tricket trods alt til sin ret. Hoover beskriver, hvordan han kæmpede den gode kamp og gjorde det nødvendige. Pointen er dog, at fortælleren lyver. »Jeg har læst din bog,« siger den svækkede Tolson. »Det var jo slet ikke sådan. Du foretog ikke den arrestation. Der var ingen hvid hest på gaden. Charles Lindbergh kom ikke ud og trykkede dig i hånden og erklærede sin tillid til FBI. Han ville ikke tale med dig. Han sagde, du var en irriterende lille mand, der gik i vejen.«

   Parret kender hinanden så godt, at Hoover end ikke retfærdiggør sig, og Tolson angriber ham ikke for alvor. Derimod siger han »Jeg elsker dig« i den centrale kærlighedsscene, som udvikler sig til et korporligt opgør, da Hoover forklarer sin vicedirektør, at han har været i byen med Dorothy Lamour, fordi det »måske er på tide, at der kommer en Mrs. Hoover«.

EASTWOOD og Blacks film lader Tolson og Hoover have et ægtepars vaner, men de går aldrig i seng med hinanden, og der bliver ikke fulgt op på de mange historier om Hoovers udskejelser, hans transseksuelle tilbøjeligheder, som flere biografier har gjort et stort nummer ud af og som efterhånden hører med til mytologien.

   Det tætteste filmen kommer dette tema, er da Hoover sørger over sin mor (Judi Dench) og tager hendes kjole og perler på foran spejlet. Hun har pylret om sin dreng fra starten, domineret ham, når der var brug for dét og været hans ivrigste fan. På et tidspunkt er Hoover og Tolson på ferie i Florida (Hoover holdt af at spille på heste, og man siger, at mafiaen dækkede hans tab). De deler drinks med Lela Rogers og hendes to døtre, hvoraf den ene er Gingers Rogers. Lela vil danse med Hoover, som ellers har været en sand verdensmand. Nu stivner han midt i springet.

HJEMME i Washington fortæller han Mor, at han bare ikke kan lide at danse. Han uddyber ikke, men hun forstår, hvad han siger, og kvitterer ved at spørge, om han husker kammeraten, de kaldte Daffy? »Ja. Det var ham, der tog en kjole på og blev hånet, da det blev opdaget.« »Kan du huske, hvad der blev af ham?« »Ja, han tog sit liv nogle år efter.« »Uhm. Daffy stod for Daffodil. Jeg vil hellere have en død søn end en levende smørblomst. Og nu skal jeg lære dig at danse.

   Hoover bliver næsten til Norman Bates fra Alfred Hitchcocks Psycho i den scene. Siden bevarer han altid kontrollen. På den måde er det i kønnets undren, snarere end i magtbegærets kombination af selvfølelse og mindreværd, at J. Edgar finder et menneske i sin hovedperson. Hoover er en ondskabsfuld mand, men han er også en sammensat karakter – ikke karikaturen fra de sædvanlige fremstillinger.

CLINT Eastwood var 81 år i 2011, da han instruerede J. Edgar. Han havde alderen til at have spist de cornflakes, som gjorde raske drenge til Junior G-Men, når de fandt det seje plasticskilt i pakken. Han voksede op med heltemyten om Hoover. Som ung skuespiller kunne han have medvirket i Mervyn Leroys The F.B.I. Story (1959), hvis han ikke i samme periode havde travlt med at spille Rowdy Yates i 217 episoder af westernserien Rawhide, før han tog til Italien og blev stjerne hos Sergio Leone.

   Hoover var rådgiver på Leroys film, som Warner Brothers producerede med særlig støtte fra FBI. Han medvirker selv og valgte personligt James Stewart til rollen som Chip Hardesty, der holder foredrag om sin tid i bureauet. Siden producerede Warner ni sæsoner af The F.B.I. (1965-74) for ABC, igen med Hoovers opbakning. Nu er det endelig også en film fra Warner, som dekonstruerer den kolde krigs heltefigur. Sådan går det op og ned her i verden, og sådan bliver regnskabet rettet trods alt.

DER er hele tiden én film mere i Eastwood. I 2024 er han ved at instruere Toni Collette og Nicholas Hoult i retssalsdramaet Juror No. 2. Der har ikke været en grundtone siden den revisionistiske krigsskildring i Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006), som var tematiske tvillingefilm. Men patriotiske markeringer i American Sniper (2014) og The 15.17 to Paris (2018). Og famlende forsøg på at gøre noget andet i Changeling (2008), Invictus (2009), Hereafter (2010) og Jersey Boys (2014), som var en biopic om The Four Seasons. 

   Ikke to titler ligner hinanden, og ingen af dem lykkes helt godt. De bedste sene værker har været film, hvor skuespilleren Eastwood medvirker selv og benytter lejligheden til at kommentere og kritisere sin hårdkogte legende. Gran Torino (2010), The Mule (2018) og Cry Macho (2021) viderefører processen, som begyndte i Unforgiven (1992, da. De nådesløse), da stjernen var en knægt på 62.

    Måske har han ikke flyttet sig politisk, men dokudramaet Richard Jewell (2019) er en skarp og skræmmende skildring af det moderne FBIs arbejdsmetoder. Man er overbevist om, at »helten« Richard Jewel selv har anbragt bomben, han bliver hyldet i medierne for at have fundet..Eastwood instruerer sin systemkritik med stor præcision og små virkemidler. Jon Hamm er den sleske agent, som besnakker syndebukken, der i begyndelsen er benovet over at være i stue med ægte G-Men. Kun fordi en falleret advokat (Sam Rockwell) træder til, bliver Jewells tilværelse reddet på stregen.

Se også Richard Attenborough: Chaplin (1992); Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Martin Scorsese: The Irishman (2019); Michael Mann: Collateral (2004) | Et interview; David O. Russell: American Hustle (2013); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]; Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018); One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]; Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021) [Black Lives Matter 15]; The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19] + Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976. 

J. Edgar. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Dustin Lance Black. Foto: Tom Stern. 136 min. USA 2011. Dansk premiere: 19.01.2012.

Fotos: Imagine Entertainment/ Malpaso Productions/ Wintergreen Productions/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.01.2012.