Translate

Viser opslag med etiketten Kubrick. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kubrick. Vis alle opslag

tirsdag den 18. februar 2025

Roger Donaldson: Thirteen Days (2000)


GODE VILJER
Da verden kom tæt på den tredje totalkrig

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 2001: EFTERHÅNDEN forbinder vi 1960erne med musikken, det såkaldte ungdomsoprør og hele det gradvise mentalitetsskifte, som fandt sted mod slutningen af årtiet. John F. Kennedy er blevet en mytologisk figur, der huskes for sin død i Dallas, ikke for de politiske fadæser som prægede administrationen i begyndelsen. Man taler i ramme alvor om det amerikanske Camelot, han som en anden Kong Arthur fik skabt på tre år. De færreste husker Nikita Khrustjov, og få under 40 forbinder noget særligt med de tretten dage i oktober 1962, da en Tredje Verdenskrig næsten blev udløst.



SELV var jeg knap syv år gammel, men jeg husker de voksnes anspændte alvor og den knitrende radio, som time for time fulgte det dramatiske standoff ved Cuba, hvor russiske skibe nærmede sig den blokade, som amerikanske fartøjer havde lagt om øen. En konfrontation syntes uundgåelig. Arsenalet ville blive udløst, og for unge forældre som huskede Hiroshima og Nagasaki må det have været en ubærlig tid. Verden holdt vejret, alle hjerter sprang et slag over – og så bredte den kollektive lettelse sig, da de russiske skibe bøjede af.
   Hvor tæt man også i dagene efter var på det atomare ragnarok, er egentlig aldrig blevet fortalt. Længe troede vi simpelt hen, at den sovjetiske ledelse havde besindet sig i sidste øjeblik. Først i 1982 kom det frem, at Kennedy-administrationen havde indgået en hemmelig handel med russerne.



HELE forløbet er fastholdt med minutiøs detaljerigdom og betydelig dramatisk fornemmelse i australieren Roger Donaldsons sobre og velspillede Thirteen Days. Det var den 14. oktober, at amerikanske U-2 fly tog billeder af de sovjetiske missilanlæg, som var under opførelse i Fidel Castros socialistiske Cuba. Krisen blev afblæst den 27. oktober og fortonede sig efterhånden som en rynke i tiden. Det er dog ikke tilfældigt, at filmtitler som Sidney Lumets (gravalvorlige) Fail-Safe (1964) og Stanley Kubricks (svimmelt satiriske) Dr. Strangelove (1964) hører hjemme i perioden.*
   En pjece med titlen Hvis krigen kommer blev husstandsomdelt herhjemme. Ingen var irriterede, når sirenerne sang onsdag middag. Hvad man skulle gøre hvis nu, var en håndgribelig bekymring.



DAVID Self har struktureret det store materiale på baggrund af Ernest May og Philip Zelikows bog The Kennedy Tapes, der analyserer 23 timer med båndoptagelser fra møderne i den hastigt nedsatte krisegruppe. I den er der flere høge end duer. Det er alt i alt et under, at verden står endnu. 
   Self har givet Kennedys personlige rådgiver Kenneth O'Donnell (1924-1977) den centrale menneskelige synsvinkel. Vi ser ham have en familie, som han er bekymret for, men der er ingen tilløb til romantiske sidehistorier og andre billige tricks. Det er dramadokumentarisme af den hårde slags, som vi lærte at kende og elske i 70’erne, da genren udviklede sin grammatik. Thirteen Days kunne sagtens have været en lang tv-film. Det store format er dog ikke anvendt forgæves.
   Kevin Costner spiller Kenneth O’Donnell og er filmens mest kendte ansigt, hvilket fungerer udmærket, fordi O’Donnell ofte blot er en iagttager. Han går omkring ved møderne, stiller sig mellem præsidenten og generalerne, når sidstnævnte rasler med sablerne og vil slå hårdt ned på Det Røde Bæst i Amerikas baghave. Canadieren Bruce Greenwood er mere end dækkende som JFK, mens Steven Culp som Robert Kennedy er den eneste, der faktisk ligner personen han fremstiller.



ALLE autentiske skikkelser præsenteres med en skreven tekst første gang de optræder. Absolut nøjagtige mødeforløb er filmet i sort-hvid, mens de lange fiktive stræk er i farver. Uden at angle eller overdrive sine virkemidler lykkes det Donaldson at vise en verden, som gradvis kommer til besindelse efter først have pustet sig op. Vi hører aldrig den russiske side af sagen og kan derfor identificere os med amerikanernes famlen i blinde. Det er Kennedy-brødrene (og O’Donnell), som krediteres for at holde fast i viljen til kompromis og forhandling, selv når moderate stemmer har bestemt sig for at udløse krigen.
   Thirteen Days er en film for det modne publikum, som sætter pris på sober historiefortælling. Først efter krisen krakelerer O’Donnell og ser på sin familie med tårer i øjnene. Han formulerer da filmens morale og pointe: Hvis solen står op i morgen, sker det udelukkende på grund af gode mænds vilje til at finde en løsning, uanset hvor tæt mørket tårner sig op.**


FILMEN viser endelig også, at krigen kun blev undgået, fordi ingen var i tvivl om, hvor omfattende den ville blive. Denne annonce for koldkrigsårenes magtbalance kan synes utidig, men fremstillingen er næppe helt ukorrekt. En mindre krig med færre konsekvenser var blevet udløst uden videre.


*) Begge film bygger på hurtige bøger, som blev læst med frygt og bæven på den vestlige side af Jerntæppet. Fail-Safe (1962) var skrevet af to amerikanske universitetsfolk, Harvey Burdick og Eugene Wheeler, og begyndte sit liv som en føljeton i tre afsnit i The Saturday Evening Post. Wheeler havde oprindelig præsenteret ideen i en novelle, »Abraham '59«, som blev trykt i tidsskriftet Dissent.


Dr. Strangelove var en filmatisering af briten Peter Georges roman Two Hours to Doom (1958), som i USA fik titlen Red Alert. Også Red Alert var i sit udgangspunkt intens og alvorlig. Stanley Kubrick lod Terry Southern bearbejde den med sort satire, da han frygtede, at en trofast version ville ligne Sidney Lumets film for meget. Heraf den fantastiske undertitel: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben.


Peter George (som også skrev under pseudonymet Peter Bryant) var medforfatter til filmmanuskriptet. Han og Kubrick stævnede Burdick og Wheeler for at bruge præmissen fra Red Alert. Den strategiske finte var Kubricks idé, det handlede om forsinke Lumets produktion og nå ud i biograferne først. Det virkede: Dr. Strangelove fik premiere i januar, Fail-Safe fulgte i oktober 1964. Plagiatsagen endte med et forlig, og al snak om tematiske ligheder hørte op, da de to vidt forskellige film forelå.
   Der er ingen Dr. Strangelove-karakter i Red Alert. Peter George skrev en lukrativ novelization/ tie-in-udgave af manuskriptet, og han satte pris på filmens succes, men var muligvis ikke begejstret for måden, som Two Hours to Doom var blevet forvandlet på hen ad vejen. I hvert fald stod han ved sit navn og sin alvor i Commander-1, som blev hans sidste udgivelse. Peter George var kun 42 år, da han tog sit liv i 1966. Bogen er tilegnet Stanley Kubrick.



Herhjemme var det forlaget Fremad, som udgav Fejl-sikker, først i 1963, siden i Fremads Folkebibliotek i 1967, hvor handlingen faktisk udspiller sig. Vi havde bogen stående, da jeg var dreng. Der er mig bekendt ingen dansk udgave af Red Alert, men Commander-1 blev oversat af Claus Lembourn og udkom på forlaget Schønberg (som en paperback original) i 1966. Den købte jeg lidt senere for egne penge.
   Kubricks film er klassisk nu, men også Fail-Safe har et efterliv. Det var en begivenhed i tv-universet (og et dristigt eksperiment i dramagenren), da Stephen Frears ved årtusindeskiftet instruerede et tv-spil, der blev filmet i sort-hvid for effekten og transmitteret live som i mediets barndom. Den i sin tid blacklistede Walter Bernstein (1919-2021) skrev manuskriptet, og Richard Dreyfuss havde rollen som den amerikanske præsident, der i Lumets film blev spillet af Henry Fonda. Med i studiet var også George Clooney, som sikkert fik ideen til sin film om McCarthy-tiden, Goodnight, and Good Luck (2005), ved samme lejlighed.
   Ingen har overvejet at forsøge sig med et remake af Dr. Strangelove. Den bedste komedie om Cuba-krisen er måske Joe Dantes Matinee (1993). John Goodman spiller effektfilmproduceren Lawrence Woolsey (et kun ganske let sløret portræt af virkelighedens William Castle), som kommer til Key West i Florida med sin billige gyser om den bestrålede Mant! Biografen bliver rigget til med effekter. Alle i byen er bange, alle værdier er oppe i luften. Da de fysiske gimmicks kører af sporet, kunne det godt være verden, som eksploderer. Matinee husker tidsfarven. Man kan lige så godt leve, før man skal dø.  


**) Virkelighedens Kenneth O'Donnell fik ikke en let gang på jorden. Han sad i bilen bag præsidentparrets, da John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, og var et kronvidne i Warren Kommissionens rapport. Han fortsatte som rådgiver under Lyndon B. Johnson, men besluttede i 1965 at stille op som demokratisk kandidat ved guvernørvalget i Massachusetts. Han fik ikke embedet, men blev i politik og var ansvarlig for Robert Kennedys valgkampagne, da denne blev myrdet i Los Angeles i 1968. Sammen med David Powers, en kollega fra Kennedy-staben, skrev han "Johnny, We Hardly Knew Ye": Memories of John Fitzgerald Kennedy (1972). Det var dog tabet af vennen og studiekammeraten Robert, som slukkede lyset for alvor. O'Donnell led af depressioner og var alkoholiseret resten af sit liv. 


Thirteen Days. Instr: Roger Donaldson. Manus: David Self. Foto: Andrzej Bartkowiak. 146 min. USA 2000. Dansk premiere: 09.03.2001.


Fotos: New Line Cinema/ Beacon Pictures/ Tig Procuctions/ Icon Film Distribution/ Nordisk Film/ Forlaget Alinea (Hvis krigen kommer-pdf)/ Wikimedia Commons/ CineMaterial (US, Russian, Japanese Poster Artwork), MovieStillsDB/ YouTube (Icon Distribution HD Trailer) 
Red Alert er senest genoptrykt på forlaget Dimensions i 2018; jeg har to omslagsfotos og en del af oplysningerne om Peter George fra Nick Jones' britiske blog på adressen www.existentialennui.com
Thirteen Days streames på Apple TV, AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 28.02.2017
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.03.2001

torsdag den 16. juni 2022

Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007)



I BUND OG GRUND
Den definitive afgangsfilm

Af BO GREEN JENSEN

»ERIK var i bund og grund et venligt menneske.« Sådan begynder Erik Nietzsches fortælling om de svære begynderår 1979-82, da han som en anden Kaspar Hauser fra Lyngby dumpede ned i den æstetiske pølsefabrik på Den Danske Filmskole, som dengang havde domicil i Store Søndervoldstræde på Christianshavn.
   Månebarnet landede midt i skabelsessuppen, men blev trods megen intern sabotage en voksen og visionær filmkunstner, som alligevel havde noget ud af at omgås de selvtilfredse lærere og konkurrerende kammerater.
   Der er i meget tynd forklædning tale om Lars von Triers bevægede skolehistorie. Skulle nogen alligevel være i tvivl, fungerer han selv som fortæller på den stærkt litterære lydside, hvor filmen til stadighed perspektiveres.
   At projektets generelle design – og hele humoristiske tone – minder meget om Stanley Kubricks fortolkning af William Makepeace Thackerays The Memoirs of Barry Lyndon, Esq. (1844) er en pointe, snarere end et tilfælde. Barry Lyndon (1975) hører til Triers favoritfilm, og man må tro, at han anskuer verden med de samme ironiske øjne, som Thackeray lod sin fortæller se med.



DE unge år er, kan man fastslå fra starten, en umådelig vellykket film, som fungerer på mange niveauer. Det er filmens svar på en nøgleroman, ja, og det er sandt, at der er tale om en satirisk komedie med skarpe portrætter af lærere og kolleger.
   Her er Søren Pilmark som »Mads«, den hårdkogte rektor (alias Henning Camre), og Dejan Cukic som skrivelæreren »Selkoff« (alias Mogens Rukov), komplet med cirkulær dramaturgi og evig glød i en tændt cigaret. Troels Lyby er den selvretfærdige »Bent« (et amalgam af Gert Fredholm og Hans Kristensen), der som lærer erstatter Søren Mallings flæbende »Hans Jørgen« (dvs. Hans-Henrik Jørgensen).
   Holdkammerater som David Denciks selvpromoverende »Zelko« (dvs. Vladimir Oravsky) og Mille Lehfeldts feministisk fokuserede »Margrethe« (dvs. Ingrid Oustrup Jessen) karikeres med knastørre øjne. Hanne Uldal og Anne Lise Gabold, divaer without a clue, hænges ud i skikkelse af Paprika Steen og Bodil Jørgensen, da de afviser at medvirke i Eriks elevfilm.
   Nils Malmros bliver udførligt parodieret som »Troels« (Jens Albinus), da han belærer »filmskoledrengen«, og Kirsten Norholts top- og bundløse dage er bragt i sanselig erindring af Patricia Schumann, da Zelkos afgangsfilm forulykker – og Erik lærer skadefryden at kende.



DER er mange flere skikkelser, man kan have sjov med at udpege. For at lette øvelsen, tilføjer bogudgaven af filmmanuskriptet et nyttigt register, som mellem linierne får sagt tak for sidst til en lang række gamle bekendte.*
   Det er dog en væsentlig del af charmen ved filmen, at ingen kvæstes helt urimeligt, ligesom Erik selv skoses og inddrages i den generelle opportunisme. Der tænkes også kærlige tanker, og personerne fungerer, selv hvis man ikke kender noget til disse svundne dage og denne danske andedam. De er da karismatiske karakterer i en af årtiets bedre folkekomedier.



DE unge år er dog også et kunstnerportræt og en semi-seriøs udviklingsskildring. Jonatan Spang ser forbløffet på verden med den unge mands indgroede misantropi – men han kan alligevel frydes ved kønnet, falde i staver ved synet af det magiske filmudstyr, han en dag vil få lejlighed til at bruge, og have originale ideer.
   Det er ikke ren erindringsfetichisme, når De unge år bruger så mange ressourcer på at rekonstruere miljøet og skabe gennemførte pasticher på elevfilm som von Triers Nocturne og Oravskys Psycho Drama, der havde Trier i den ene hovedrolle som stand-in for Humphrey Bogart. Her er klip fra Eriks ældste smalfilm, og han drømmer om at drukne i sort-hvidt vand à la Andrej Tarkovskij. Sætstykkerne med Malmros og Norholt er samtidig meget solide scener.



DER kommer en ægte, undrende stilhed over De unge år, da det lykkes Erik at narre sin akrofobiske skuespiller op i liftkurven på en 35 meter høj kran. Det sker under indspilningen af filmens svar på Triers Befrielsesbilleder (1982). Optagelsen finder sted i en skov, og med ét falder verden i hak. Erik har nået sin bestemmelse og skaber selvforglemmende filmkunst i en ramme, hvor al forberedelse er overflødig: »Tågen lå der allerede, og det dæmrende sollys funklede, og det hele var en gave fra Gud.« Her er De unge år blevet ét med Truffauts La nuit américaine (1973, da. Den amerikanske nat), Federico Fellinis 8½ og andre filmskaberfilm. Den har for øvrigt også adskilligt tilfælles med Reprise, Joachim Triers norske forfatterfilm.



DEN giftigste pointe og skarpeste karikatur er forbeholdt Erik Nietszche selv. Hvor han ved filmens begyndelse stod og så på, eller var prisgivet vinden og andre folks luner, har han ved slutningen udviklet en pragmatisk, aggressiv egennytte, der på belejlig vis kan camoufleres som fagpolitisk engagement.
   Instruktørsammenslutningen vil forhindre ansættelsen af »Fredrik Kristiansen« (egentlig Christian Clausen) som spillefilmskonsulent på DFI. Ved et livligt fællesmøde fremlægger Erik en strategi for, hvordan man får skovlen under den sagesløse mand, der spilles af Peter Hesse Overgaard. Hvis ingen søger støtte, hvis branchen strejker kollektivt, må Instituttet jo finde en anden.
   Planen vedtages, og Fredrik Kristiansen forlader lokalet. Bagefter kommer Erik ud og rækker den vragede konsulent manuskriptet til Kommissæren og luderen, dvs. den film som blev til Forbrydelsens element.(1984). Konkurrencen er ryddet af vejen, og der er fri adgang til »de sparsomme statslige midler«.
   Ingen andre har søgt støtte, for dét blev vedtaget på mødet, og tiden hylder den solidariske faktor. Ergo får Eriks film maksimal produktionsstøtte. »Erik var i bund og grund et venligt og ganske ærligt menneske,« siger fortælleren og tilføjer: »Og nu osse et uddannet menneske.« De to mænd trykker hænder. Stalin havde været stolt.



SÅ der er virkelig noget at komme efter, også – og måske især – hvis man ikke tændte på kontorpolitikken i Direktøren for det hele (2006). Konstruktionen med kinesiske æsker – Erik som maske for Trier; Jacob Thuesen som instruktørens stand-in; Trier selv som overordnet fortolker – lyder sikkert som litterær filigran, men giver filmen flere frodige lag.
   Erik Nietzsche – De unge år er blevet et af Lars von Triers bedste arbejder, skønt han ikke selv instruerer: En film om film, en skolehistorie, en dannelsesskildring, en folkekomedie. Det er den definitive afgangsfilm, som Trier og Thuesen tilbyder hér.


*) Erik Nietzsche: De unge år. Et filmmanuskript. 128 s. Filmmagasinet Ekko i samarbejde med Dansklærerforeningen og Grand Teatret, 2007. I forbindelse med premieren udkom Lars von Triers manuskript i kommenteret bogform. For ideen stod Claus Christensen (Ekkos redaktør), Kim Foss (biografens direktør) og Thomas Frandsen (DlFs forlagschef). Det er særdeles fornøjelig læsning. Professor Peter Schepelern (som dengang endnu ikke var emeritus), der har fungeret som en blanding af Brostrøm, Boswell og dr. Watson i forhold til Trier, bidrager med en efterskrift, »Portræt af kunstneren som ungt geni – En nøgle til Erik Nietzsche og hans forfatterskab«. Filmskaberen selv har utvivlsomt været behjælpelig ved udarbejdelsen af det fyldige personregister, Hvem er hvem, og hvad der blev af dem? Indirekte bliver listen næsten en karakterbog for '82-årgangen. Maria Hagerup har designet omslaget, som reproducerer Lars Triers laminerede årskort fra Filmskolen. Erik Nietzsche 
– De unge år kom ikke i handelen, men fungerede som en slags julebog. Den koster 100 kr. i filmmagasinet Ekkos webshop. 

De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1. Instr.: Jacob Thuesen. Manus: Erik Nietzsche (Lars von Trier). Foto: Sebastian Blenkov. 92 min. Danmark-Italien-Sverige-Østrig-Frankrig 2007. Dansk premiere: 25.12.2007.


Fotos: Zentropa Entertainments/ DFI/ DR/ Eurimages/ SVT/ SFI/ Film i Väst/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Lucky Red/ Pappagallo Film/ Les Films du Losange/ Österreichisches Filminstitut/ Trust Nordisk/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/
Filmen streames på Blockbuster 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007

torsdag den 12. maj 2022

Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]


DATTER AF STJERNERNE
En fornem film om at træffe sit valg

Af BO GREEN JENSEN

EMNET er rumfart, men sagen er ikke science fiction. Tværtimod er Proxima en samtidsfilm om faglige vilkår og kønspolitik. Astronauten Sarah Loreau er lykkelig, da hun får mulighed for at komme med på den næste mission til ISS, den internationale rumstation. Hun har arbejdet for det hele sit liv.
   Sarah har set op på stjernerne, så længe hun kan huske. Hun har fortalt sin egen datter om rummet. Der er heller ikke nævneværdig modstand i miljøet. Sarahs eksmand (Lars Eidinger) er fysiker, han deler hendes glæde. Først har missionens amerikanske kaptajn (Matt Dillon) en overbærende holdning. Den russiske deltager (Aleksej Fateev) er kollegial fra begyndelsen.
   For Sarah er problemet, at rumrejsen varer et år. Hun har ikke tænkt over, hvor svært det bliver at sige farvel til den 8-årige Stella (Zélie Boulant). Pigen forstår, hvad hendes mors arbejde kræver. Hun forstår også, at det er farligt, og at de ikke skal se hinanden i en evighed.



FILMEN følger Sarahs fysiske træning og mentale forberedelse. Tilskueren kommer selv på en rejse, og det er fascinerende at få indblik i, hvordan astronauter arbejder. Alice Winocour bliver hos Sarah i samtlige scener. Eva Green er særdeles troværdig i rollen, der bærer det færdige værk.
   Winocour får os til at mærke astronautens tvivl, mens vi ser på træningens fysiske rammer i Houston, Köln og Stjernebyen ved Moskva, hvor opsendelsen foregår. Det er mesterligt gjort. Sarah ser flere film, mens hun vænner sig til vægtløsheden. Det er klart, at Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey får en hilsen, men følelsen af vemod er mere som i Andrej Tarkovskijs Solaris.



DER er ingen ydre dramatik, det er rutinerne og kampen for indre balance, som gør billedet interessant. For så vidt som en spænding opstår, har den at gøre med Stella. Vil Sarah bryde karantænen for at møde sin datter ved affyringsrampen? Vil hun vælge at blive på Jorden trods alt?
   Vist har filmen fordomme om, at mødre savner mere end fædre, men det er til at leve med stereotypien. Den feministiske dagsorden bliver aldrig selvretfærdig. Proxima er et fint portræt af mennesker, der arbejder sammen i et lukket miljø. Stilen er overvældende sikker.



DER er ikke mange kvinder i rummet på film. Eva Green har hårdførheden til fælles med Sigourney Weaver i Alien og Sandra Bullock i Gravity, men psykologien er mere som hos Jodie Foster i Contact og savnet, der sender Anne Hathaway af sted og får Jessica Chastain til at vente på sin far i Christopher Nolans Interstellar.
   Filmen handler ikke om rummet, siger Winocour. Astronauten kunne være jordomsejler eller opdagelsesrejsende. Det handler om at have en drøm, som man realiserer. Jeg elsker denne slags film uforbeholdent. Min egen far gav mig en bog, der hedder Søn af stjernerne, før han forsvandt. Efter Proxima forstår jeg, at der også var døtre i billedet.*



*) Raymond F. Jones (1915-1994) huskes især for romanen This Island Earth (1952), der i Joseph Newmans filmatisering fra 1955 blev en af de bedste sci-fi-historier fra koldkrigsperioden. Alligevel var den danske titel Truslen fra Verdensrummet. Jones skrev flere bøger, som primært var henvendt til unge læsere og er husket af ældre amerikanere, fordi de udkom i forlaget Winstons Juvenile Series. The Year When Stardust Fell (1958) – som jeg ikke har læst – skal være hans magnum opus. Plottet i Son of the Stars (1952) foregriber E.T – The Extra-Terrestrial (1982) med årtier. En jordisk dreng redder en strandet dreng fra rummet, og de bliver venner i hemmelighed. Også Planet of Light (1953, da. Lysets planet) udkom i serien Rumfart. Min far døde i 1965, da jeg var ni år. Han havde ofte talt begejstret om bogen, som jeg arvede sammen med Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara, en slidt Robin Hood med Errol Flynn på forsiden og genfortalte filmhistorier om Sherlock Holmes i London og Tarzan i New York. Harald Jensen blev kun 44 år. Jeg hørte heldigvis efter, når han fortalte.

Proxima. Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 107 min. Frankrig-Tyskland 2019. Dansk premiere: 16.07.2020.


Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Pathé/ France 3/ Pandora Films/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ NRW/ Cinémage/ Cofinova 15/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ YouTube (Madman Official (Australian) Trailer)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, TV2 PLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 23.11.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.07.2020.

tirsdag den 20. oktober 2020

Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]


ÅBENBARINGER I ACRYL
Robotikkens regelsæt fylder 70

Af BO GREEN JENSEN

ER det kunstige liv mindre værd end et menneskes? Hvor går grænsen mellem virtuel og virkelig intelligens, og er det muligt for et syntetisk væsen at føle lige så stærkt som sin skaber? Kan vi dømme maskiner efter vor egen moral? Og vil maskinerne i længden acceptere vores fejlbehæftede verden?
   Flyvske hypoteser, kan du sige, men forfatteren Isaac Asimov (1920-1992) var optaget af disse spørgsmål. I sin mest berømte bog lader han psykologen Susan Calvin formulere følgende båltale: »For Dem er en robot bare en maskine. Tandhjul og metal, elektricitet og positroner. Menneskeskabt og – om nødvendigt – igen tilintetgjort af mennesker. Men De har ikke arbejdet med dem, så De kender dem ikke. De er af en renere og bedre æt end vi.«


ISAAC Asimov var en ener. I den engelsktalende verden blev han sin generations mest populære science fiction-forfatter – til undren og betydelig irritation for mere velskrivende kolleger. Skønt han aldrig blev så udbredt herhjemme, kendes navnet som en klassiker og 12 af hans bøger er oversat.
   Det lyder muligvis af meget, men Asimov satte faktisk sit navn på 507 bogudgivelser. Mange var antologier, flere blev til i et såkaldt shared world-samarbejde med andre forfattere. Alligevel resterer henved 300 originaltitler. Også dette vulkaniske flow var en torn i øjet på yngre kolleger. Asimov fik penge for at medvirke i tv-reklamer og havde branchens bredeste bakkenbarter. Han skrev hård science fiction, som definerede genren. Flere fra 60ernes bløde New Wave har beskrevet, hvordan de på én gang foragtede og misundte manden.*
   I 70erne læste vi ham adspredt, men flittigt. Mit eget eksemplar af Robot er en Stig Vendelkjær-udgivelse fra 1973. Arne Herløv Petersen har oversat, og som alle titler i forlagets banebrydende SF-serie lanceres den med »Værdikupon indsat« under sloganet »Mere spændende end nogen kriminalroman«. Kuponen garanterer min deltagelse i lodtrækningen om »en månerejse med først afgående ordinære rute- eller rummaskine.« Præmiesummen er på kr. 4000,00.
   Asimov ville elske at genopstå i en computerskabt storfilm med Will Smith i hovedrollen. At Smiths figur ikke optræder i forlægget, ville næppe ryste ham synderligt. Kurt Vonnegut jog sine fans væk, når de camperede i hans have efter læsning af Sirenerne på Titan. Sonia Orwell sagde nej til David Bowie, da han ville skrive en musical over 1984 (projektet blev til 1974-albummet Diamond Dogs). Men Asimov gav beredvilligt sin velsignelse, da The Alan Parsons Project i 1978 indspillede konceptalbummet I, Robot. Han syntes om at være kult, simpelt hen.


SERIEN af robotrelaterede Asimov-tekster er blandet og samlet i mange omgange, men grundstenen forbliver de ni forbundne noveller i I, Robot (1950), forfatterens tredje udgivelse. Ordet robota er tjekkisk for tvangsarbejde. Karel Čapek (1890-1938), herhjemme bedst kendt for Krigen mod salamandrene, lancerede termen i teaterstykket R.U.R. (1920), men som tema og trope kendes motivet allerede i det 18. århundrede.
   I de første årtier af den moderne science fictions historie (genren fik navn i august 1923, da redaktøren Hugo Gernsback introducerede udtrykket scientific fiction) handlede robothistorier næsten altid om, hvordan en mekanisk golem gik amok og tog magten fra sit formastelige ophav.
   Asimov ville ud af den faustiske slagskygge og hævdede senere, at han formulerede robotikkens love i et opgør med »Frankenstein-syndromet«, som for ham at se begrænsede en fabulerende genre med uanede muligheder. I, Robot skildrer derfor et teknisk sofistikeret samfund, hvor de intelligente maskiner har mange funktioner og indgår naturligt i hverdagen. Denne ville bryde sammen uden robotterne. Der er med andre ord ingen mørk undertekst i Asimovs positivistiske verden.



ASIMOVS vigtigste litterære indsats ligger hverken hos robotterne eller i de populærvidenskabelige formidlingsprojekter, som udgør det store forfatterskabs anden gren. Den ligger i bøgerne om The Foundation (1951-1993), som på dansk hedder Stiftelsesserien. 
   Her skrives en lang og kompleks fremtidshistorie, hvor hele kulturer bliver til og forgår i et stadigt opgør mellem Stiftelsen og Imperiet. Der er ikke tale om kulørt space opera, camouflerede cowboyfilm à la Star Wars, men om sindrige hyperfiktioner, hvor flere valg er mulige og hver ændring medfører forrykkelser i hele den overordnede struktur. Se i øvrigt Ide Hejlskovs artikel om serien i genreguiden Kloner og Stjernekrig (2000).**
   Det er dog I, Robot, som har fået ikonisk gennemslagskraft og gjort Asimov til et navn på linje med Wells, Orwell, Huxley, Clarke og Bradbury, dvs. fællerne i det gode selskab, som også genrens fjender kan nævne og nærme sig uden at rødme. Novellerne er i sig selv ordinære og ikke udpræget velskrevne, for Asimov prioriterer altid ideen. Der er heller ingen profetisk sandhedsværdi. Asimovs forestilling om verden i 2004 har kun lidt tilfælles med kloden, vi kender i 2020. Den siger derimod adskilligt om USA i 1940erne.



HVAD Asimov så mindeværdigt gør i I, Robot, er at formulere robotikkens tre love. På titelbladet citerer han dem med Håndbog i Robotik, 56. udg. (2058) som sin fingerede kilde.
   Lovene er besnærende enkle og lyder som følger: 1) En robot må ikke skade noget menneske eller, ved at undlade at handle, tillade at et menneske bliver skadet. 2) En robot skal adlyde de ordrer, et menneske giver den, undtagen hvor disse ordrer ville stride mod den første lov. 3) En robot skal opretholde sin egen eksistens, medmindre denne selvopholdelse er i modstrid med den første eller den anden lov.
   Den uangribelige logik i dette regelsæt er det etiske grundlag, på hvilken både litterær science fiction og megen videnskabelig pionerforskning hviler. Asimov var jo tre ting på én gang: professor i biokemi (ved Boston University School of Medicine), professionel drømmer og erklæret fan af det kulørte. En medlever ud over alle grænser. Som de bedste forfattere fra den fantastiske egn, troede han dybest set og inderst inde på, at de verdener han skabte var sande et sted. Sene arbejder som Robots and Empire (1985) var famlende forsøg på at sammenskrive universerne fra Robotsekvensen og Stiftelsesserien.
   Til nationens 200-års jubilæum skrev han »The Bicentennial Man« (1976), en variation over Pinocchio-motivet, hvor det over generationer lykkes androiden Andrew Martin, en husrobot, at få menneskestatus. Chris Columbus forvandlede den i 1999 til en familiefilm med Robin Williams. Robotmennesket var lang som et ondt år og meget sentimental, men ramte faktisk ånden hos Asimov bedre end Alex Proyas’ rappe filmatisering af fortællingerne i I, Robot.


FORLÆGGET samler en række noveller, som Asimov skrev i løbet af 1940erne. De er til lejligheden anbragt i en ramme: en jeg-fortællende journalist interviewer robotpsykologen Dr. Susan Calvin, der har været ansat hos U.S. Robots fra begyndelsen. Hun mindes sager og »sygdomstilfælde«, hvor hun blev tilkaldt, når en maskines adfærd tilsyneladende forbrød sig mod robotikkens kodeks. Kun i en af historierne, »Little Robot Lost« (»En lille forsvunden robot«), bliver denne adfærd til fare for mennesker.
   Efter den sidste fortælling, »The Evitable Conflict« (»Den undgåelige konflikt«), opsummerer Susan Calvin: »Og det er det hele. Jeg har set det hele fra begyndelsen, hvor de stakkels robotter ikke kunne tale, til afslutningen, hvor de står som menneskenes værn mod ødelæggelse. Jeg kommer ikke til at se mere. Mit liv er forbi. De kommer til at se, hvad der kommer efter.«
   Bogen slutter i 2057. Journalisten afrunder sin reportage: »Jeg kom aldrig til at se Susan Calvin mere. Hun døde sidste måned i en alder af toogfirs.«


FILMEN kasserer Asimovs ramme sammen med hovedparten af indholdet. Dog citerer den robotikkens tre love, og det bliver netop psykologen dr. Calvin, som kriminalassistent Del Spooner (Will Smith) gør fælles sag med i sin efterforskning af et dødsfald, som U.S. Robots strækker sig langt for at skjule.
   Måske var det selvmord, måske en defekt robots lovstridige handling. Sidstnævnte paradoksale mulighed udgør selvsagt en trussel for koncernen. Firmaet skal netop lancere sin seneste, endnu mere avancerede model i Nestor-serien. Der er ikke råd til skandaler.
   Ganske vist er Susan Calvin forvandlet til en mørk ung sirene i Bridget Moynahans skikkelse, og ganske vist bliver det anstrengende at følge den selvironiske pantomine, som udgør et metalag i den yngre Will Smiths popcornsepos. Alligevel er filmen interessant og stedvis genuint bevægende, f.eks. når NS-5 robotten Sonny gør rede for sine motiver.
   Skønt der ikke er nogen rapkæftet, robofobisk detektiv i novellekredsen, er Smith-figuren velanbragt. Spooner er i slægt med Elijah Bayley, betjenten som danner par med en robot, Daneel Olivaw, i Asimovs krimier The Caves of Steel (1954), The Naked Sun (1957) og The Robots of Dawn (1983).
   Først mod slutningen udarter filmen til buldrende behagesyg dystopi. For naturligvis er der kræfter i koncernen, som vil overtage verdensherredømmet og bruge en hær af robotter til formålet. Her går der RoboCop i projektet, og vi er tilbage ved Frankenstein-syndromet, den løbske automatik osv., som Asimov netop skrev sine første noveller i modsætning til. Endvidere nedvurderer filmen sit publikum ved at forsyne robotterne med røde tankelygter, ikke ulig pæren på Georg Gearløs’ lille hjælpers hoved, når maskinerne går i negativ modus, og robotikkens lovsæt er sat ud af funktion.
   Før den klichebelagte slutning er der imidlertid meget i filmen, som underholder på tankevækkende vis. Robottens enetaler minder om monologer fra Shakespeare (»Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? – Og når I gør os fortræd, skal vi da ikke hævne os?«), og der ligger på tilfredsstillende vis en nuanceret og kompleks gåde gemt i mysteriet om forskerens død. Der er gode grunde til Spooners indædte robofobi, og skildringen af det automatiserede samfund er troværdigt nedtonet til en slags hverdag.



ALEX Proyas har tydeligvis bestræbt sig på at levere en kassesucces. Den excentriske australske filmskaber stod bag to af 90ernes mørkeste og mest stilrene genrestykker.
The Crow (1998) var en gotisk filmatisering af James O’Barrs sorg- og dødsfikserede tegneserie om en hævner med usædvanlige evner, mens den Kafka-inspirerede Dark City (1998), om tilværelsen som evig gentagelse i en simuleret natby, foregreb flere ideer, som søskendeparret Wachowski siden tog æren for i Matrix-trilogien.***
   Proyas har læst markedet. I 00ernes strøm af effektbaserede genrefilm var det konsekvent de lyse stykker, som gik hjem hos et bredt publikum. Lyset ligger delvis i tonen – man holder af lethed og humoristiske digressioner – men helt konkret også i farvemætning og intensitet. Der kom nok en kreds af kultfans til mørke visioner som Mark Steven Johnsons filmudgave af DareDevil (2003), men det var det urealistisk strålende dagslys i Sam Raimis Spider-Man-trilogi (2002-2007), som mainstreamkulturen tog til sig.****
   I, Robot er derfor kemisk renset for de skæve og genstridige elementer, som gjorde The Crow og Dark City unikke. Denne fremtid gennembrændes af dagslys. Robotterne er gennemsigtige lysvæsener, åbenbaringer i acryl, med engles forklarede udtryk. I de lyse gader råder en antiseptisk hvidhed, som fremhæver Spooners tjekkede retrosko. Han bærer, og det bliver kommenteret flere gange, et par sorte Converse All-Star sneakers årgang 2004. Dette robuste eksempel på fænomenet product placement giver karakteren en nostalgisk kvalitet. Han er – på ironisk vis, som vil det fremgå – et af de sidste autentiske væsener.
   I, Robot udgør ingen landvinding. Stanley Kubrick havde gjort det anderledes. Steven Spielberg kom faktisk tættere på kernen i Asimovs store spørgsmål, da han færdiggjorde Kubricks manuskript til A.I. - Artificial Intelligence (2001). Men robotikkens tre love stadfæstes atter, og filmen er i bund og grund en vellykket vulgarisering af den klassiske fremtidslegende.


NOTER

*) Dette har jeg bl.a. fra Brian Aldiss, som jeg i 1996 talte indgående med, da jeg skrev interviewet, som står i essaysamlingen Det første landskab (1999). I kølvandet på #MeToo-bevægelsens kortlægning af systemisk sexchikane har endvidere tegnet sig et billede af Asimov som den serielle og uforbederlige jæger og krænker, der udnyttede sin professionelle status til det fulde. Se Alec Nevala-Lees personlige erindring på Public Books 07.01.2020. Forfatterskabet har få ubetinget entusiastiske fortalere, men der kommer stadig nye læsere til de mest ikoniske titler. Især Foundation-sekvensen og novellerne i I, Robot har overlevet alle posthume anslag. I 2021 begynder Apple TV+ at streame en længe bebudet serieversion af Foundation. David S. Goyer og Josh Friedman har udviklet serien. Som Hari Seldon ses Jared Harris.


**) Robin Engelhardt, Ide Hejlskov & Kristian Mørk: Kloner og stjernekrig – Science fiction fra H.G. Wells til Svend Åge Madsen. 136 s. København: Lindhardt og Ringhof/ Informations Forlag, 2000. Der er mange gode bøger om sci-fi, også på dansk, men de er som regel skrevet enten i indforstået fagsprog til faste læsere eller overdrevent populært til novicer. Kloner og stjernekrig lægger et sjældent sikkert snit, er skrevet i klart sprog, har holdning og ægte pointer og går dybt ind i værkerne, i stedet for at fortabe sig i generaliserende opremsning af forfatternavne, titler og tendenser. Afsnittet om Asimov og Foundation hedder »Galaktiske imperier og erkendelsesskred«. Hele bogen er varmt anbefalet.

***) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødre, da Matrix-trilogien blev produceret. Larry Wachowski skiftede køn i 2008, Lilly Wachowski i 2016. De arbejdede sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas (2012), Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har skrevet, produceret og instrueret The Matrix 4 alene. Filmen er under optagelse, men blev sat på pause af COVID19-pandemien. Premieren er berammet til den 1. april 2022 (med coronavirus-forbehold). Lilly Wachowski arbejder videre med komedieserien Work in Progress (2019), som i Skandinavien streames på HBO.

****) Kontrasten forlænges og forstærkes i 10erne og 20erne i modsætningsforholdet mellem DC Extended Universe og Marvel Cinematic Universe. Hver filmserie har sin distinkte husstil, DC rugende tragisk og mørk; Marvel lys og klar som 60er-pop, Det har så langt været sidstnævnte franchise, der trak det store publikum.

I, Robot (I,Robot 3D). Instr.: Alex Proyas. Manus: Jeff Vintar, Akiva Goldsman. Fotro: Simon Duggan. 115 min. USA 2004. 3D i udvalgte sale. Dansk premiere: 20.08.2004.


Fotos: 20th Century Fox/ CineMaterial( MovieStillsDB/ FilmAffinity/ The Folio Society/ Arista Records/ Forlaget Borgen
Filmen streames (køb eller leje) på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film
2K Blu-ray + Blu-ray 3D fra 20th Century Fox 22.10.2012
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.08.2004