En perfekt metafor: Et interview med Alice Winocour [2020]

EN PERFEKT METAFOR

Et interview med filmskaberen Alice Winocour

Af BO GREEN JENSEN

PARIS I JANUAR 2020: Alice Winocour er født i 1976. Hun sidder for tiden på toppen af verden. Set udefra er der slet ingen slinger. Hun har arbejdet lige så målrettet, som Sarah Loreau (Eva Green) gør i Proxima, hvor astronauten som den første franske kvinde skal tilbringe et år på ISS, den internationale rumstation.

   Winocour er uddannet manuskriptforfatter fra La Fémis, den førende franske filmskole. Hun er fra samme årgang som Céline Sciamma (Petite maman, Portræt af en kvinde i flammer). I 2015 hjalp hun Deniz Ergüven med at skrive Mustang, en film om fem tyrkiske teenagepiger, som var Frankrigs officielle Oscar-bidrag. Winocour er derfor medlem af AMPAS, det amerikanske filmakademi.

   Hun har dog altid villet flyve selv. Som instruktør debuterede Winocour med Augustine (2012), en faktuelt baseret periodefilm om neurologen Jean-Martin Charcot og hans forhold til patienten Augustine, som led af »hysteriske« krampeanfald. Charcot optrådte med sin patient og fremprovokerede hendes anfald. Det bliver i filmen til et kønspolitisk lærestykke.

   Maryland fra 2015 var en tør, præcis thriller med Matthias Schoenaerts i rollen som hjemvendt soldat. Efter krigen i Afghanistan arbejder han som vagt og bodyguard. I herskabsvillaen Maryland skal han forhindre et terrorangreb, mens han døjer med PTSD-symptomer. Uden for Frankrig hed filmen Disorder. Den nåede danske biografer i 2016.

   Begge film får en særlig taktilitet, fordi miljøet er skildret med akkuratesse. I Augustine er det rutinen på Hôpital de la Pitié-Salpêtrière i 1870. I Maryland er det den armerede villa. Med Proxima kulminerer processen. Filmen er optaget i de træningsfaciliteter, hvor europæiske astronauter bliver uddannet.

FOR astronauten opfylder missionen en livsdrøm. Det samme gør filmarbejdet for Winocour. Når man taler med hende, skinner det igennem, at det ikke har været så let, som det ser ud. Vi sidder i et værelse på Hotel Collectionneur i rue de Courcelles. Winocour taler om sin arbejdsmetode:

   »Den eneste måde, jeg kan tale intimt om mig selv på, er ved at projicere mig selv ind i fjerne og ukendte verdener. I Augustine var det et andet århundrede, i Maryland/Disorder var det en verden af soldater, våben, bodyguards, trusler om terror. Det var meget fjernt fra min egen verden.

   Nu ville jeg tale om adskillelsen mellem en mor og hendes datter. Det er tæt på mig selv. Jeg har en datter på alder med pigen i filmen; jeg er selv en datter. Det var så tæt på, at jeg måtte projicere mig selv helt ud i verdensrummet. Og jeg har altid været fascineret, ikke så meget af rummet, men af stjernerne. Især da jeg var barn. En poetisk tiltrækning.

   Så jeg besluttede at undersøge den verden. Det gav mig virkelig meget at møde de mennesker og komme ind i det univers, som er lidt ukendt, hele træningen og forberedelsen. Jeg fik ideen om at følge en kvindelig astronaut. Jeg så, hvordan jeg kunne kombinere det med temaet om adskilllelse. Der var to lag i historien. Det var en perfekt metafor.«

– DU siger, du er nødt til at projicere. Er det derfor, at du er interesseret i systemer og særlige arbejdsmiljøer? I Maryland var huset som en maskine, et indviklet urværk. Her er det rumprogrammet…

   »Præcis. Kan du huske det sted i filmen, hvor Matt Dillons karakter taler om at sidde på 7 millioner tons sprængstof? Han siger, at hvis det skræmmer dig, så er du i det forkerte fag. Jeg tænker altid på filmarbejdet sådan. Det var meget bevægende for os. Vi boede i centret sammen med de astronauter, som forberedte sig. En militærbase. Vi kom tæt på hinanden. Vi følte, at rumfartens og filmens verdener havde meget tilfælles og var forbundne.

   En filmproduktion ligner en rumfartsmission. Man har en besætning og nogle værktøjer. Der er mandskabet, som betjener alle disse sindrige maskiner. Og det samme forsøg på at nå andre verdener. Man forlader også Jorden, når man arbejder på en film. Begge verdener hviler på kollektivt arbejde.«

– Var astronauttræningen som du troede, da du var barn?

   »Amerikansk film har virkelig præget opfattelsen af astronauter. Man kan ikke lade være med at tænke på NASA. Det handler om rummets erobring, styrke og dominans. Min oplevelse af astronauternes verden er helt omvendt. Den handler om skrøbelighed og udsathed. Om ydmyghed og menneskets fysiske grænser. Det er det modsatte af dominans og erobring, for man bliver hele tiden konfronteret med sine begrænsninger.

   Vores kroppe er bygget til livet på denne planet. Den fysiske træning er virkelig hård. Jeg er meget optaget af vores forhold til kroppen. Det var der i sygdommen i min første film og kamptræningen i nummer to. Her handler det om kroppens mutering, et menneske som forvandler sig til et rumvæsen.

   Det var så godt at filme i det univers. Det var som at finde et fysisk udtryk for mine grænser som filmskaber. Kroppen spændes fast. Vi støber aftrykket af Sarahs krop i en kiste. Brusebadet, hvor hun bliver dækket af orange. Det var ekstremt og fascinerende. Jeg følte, at det var en historie, som ikke var blevet fortalt endnu. Det er stort for en historiefortæller.«

– Proxima ligner ikke andre rumfartsfilm. Den slutter ved affyringsrampen. De fleste begynder med opsendelsen. Så du nogle af de andre rumfilm?

   »Som regel er der fem minutter på jorden, og så foregår resten i rummet. Jeg ved ikke, om jeg har set dem alle sammen, men jeg er tæt på besat, når jeg arbejder. Jeg vil se og læse alt, hvad der er lavet. Jeg blev hele tiden spurgt om First Man og Ad Astra, for de film fik fransk premiere samtidig med min. Og jeg kunne godt se tematiske overensstemmelser, men jeg kunne slet ikke bedømme de film, for jeg var optaget af praktiske detaljer.

   Faktisk var det mere film, som foregår på Jorden, der inspirerede mig. Jeg tænkte meget på Nanni Morettis Min mor. Hovedpersonen mister sin mor og skal samtidig forholde sig til hverdagen på et filmset. Jeg tænkte på Wim Wenders' Alice i byerne. Edward Yangs Yi-Yi. Meget forskellige film, som prøver at fastholde små detaljer om menneskers skrøbelighed.«

»JEG ville have en enkel relation til karakteren. Jeg ville ikke vide mere end hende. Jeg arbejdede med komponisten Ryuichi Sakamoto. Jeg synes, at film skal være en fysisk oplevelse, så vi prøvede at skabe et sounddesign, hvor lyde og dialog og musik er ét hele. Siden Kubricks 2001 er opera oplagt rummusik, men den var for stor til min film. Proxima handler ikke om rummet, men om drømmen om rummet. Og om at høre til på Jorden.

   Jeg bad Sakamoto skrive en musik, der brugte lyden af vand, vinden i træerne, alle de naturlige lyde, som du ikke lægger mærke til, så længe du er på Jorden. Dét bevægede ham, da han læste manuskriptet: den russiske astronaut, som optager lydene af naturen på Jorden. Det var noget, en astronaut havde fortalt mig.

   Sakamoto kunne bruge det i sin egen musik. Han var ved at dø af kræft for to år siden. Filmen handler om at forlade Jorden og efterlade alt af betydning. Sakamoto havde oplevet det under sin sygdom. Eva Greens karakter ser sin datter gennem glasset. For astronauterne er der altid en risiko for, at noget går galt. De siger farvel til Jorden hver gang.«

– Man får en stærk fornemmelse af træningen, men også af stedet og tonen. Hvor megen tid brugte du selv på missionen?

   »Jeg forberedte filmen i to år. Jeg var i Köln og i Star City i Rusland, hvor de faktisk sender raketterne op. Og jeg interviewede hele tiden folk og hørte om processerne. Jeg blev virkelig ven med de mennesker. Vi mødtes i Houston, vi mødtes i Köln. Jeg kom tæt på Thomas Pesquet, som er en berømt fransk astronaut. Da jeg mødte ham, havde han stadig et år af uddannelsen tilbage.

   Jeg lærte astronauterne at kende på et bestemmende tidspunkt: i deres liv og i mit. Jeg fulgte deres træning i fire timer om dagen. Jeg var fascineret af rutinen og det strenge program. Så jeg skrev det, mens jeg levede det. Det var ikke sådan, at jeg kom og spurgte bagefter: Er det hér troværdigt?

   Vi tilbragte aftenerne sammen. Folk fra mange forskellige lande. Du ser de kvindelige astronauter i montagen til slut. Jeg bad dem om familiebilleder, fotos med personlige detaljer, ikke officielle portrætter. Jeg talte meget med Peggy Whitson, som var kommandør på ISS i to perioder. Hun har mand og to børn. Hun har tilbragt mere end to år i rummet«.

– Der er mange navne og ansigter. Er det alle de kvindelige astronauter?

   »Der var mange flere. Jeg viser cirka ti pct, for kvinder udgør ti pct. Det er ikke meget. Mange kvinder tør end ikke drømme om sådan en karriere. Det er det værste ved systemet. Man får opfattelsen af, at det er nødvendigt at vælge mellem mission og familie. Men somme tider er man sin egen værste fjende. Vi ser, hvordan Sarah må arbejde for at blive accepteret af besætningen. Men de største forhindringer skaber hun selv.«

   – Ville Eva Greens karakter have set alle rumfilmene?

   »Helt sikkert. Astronauterne ser mange film. De elsker at se gamle B-film om rumkatastrofer, aftenen før de skal op. Og én ting er jeg stolt af. For dem er det en sport at finde fejl: alt dét som kan ikke lade sig gøre. Men de har set min film, og de kunne ikke finde nogen fejl overhovedet.

   Alt er realistisk, også nogle af de ting, som lægfolk finder usandsynlige. Sarah bryder karantænen for at møde sin datter. Det har mange af dem gjort. Anna Lee Fisher var modellen for Ellen Ripley, Sigourney Weavers karakter i Alien. Hun brød karantænen for at gå slik-eller-ballade til Halloween.

   For mig er det vigtigste selvsagt fiktionen. Nogle kritikere behandler Proxima som en dokumentarfilm. Det er den slet ikke. Miljøet er en baggrund, en scene for de centrale ideer og følelser. Men selvfølgelig skal realismen være på plads. Det gælder som et minimum.«

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]; Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female].

Alice Winocour blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020 [Unifrance 22. Rendez-vous with French Cinema]. Hun har siden skrevet og instrueret Revoir Paris (Paris Memories), som får premiere i Quinzaine des réalisateurs/Directors' Fortnight-programmet på den 75. Festival de Cannes. Det sker den 21. maj 2022. 

Fotos: Unifrance [Le Mercier Jean-Baptiste] / Cineuropa [Cannes Film Festival portrait]/ Little White Lies [Comic Book Style Illustration]/ Dharamsala/ Darius Films/ Pathé Films/ France 3 Cinéma/ Angel Films

Proxima streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, TV2 PLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 23.11.2020

Interviewet trykt i  Weekendavisen Kultur 17.07.2020

Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]

DATTER AF STJERNERNE

En fornem film om at træffe sit valg

Af BO GREEN JENSEN

EMNET er rumfart, men sagen er ikke science fiction. Tværtimod er Proxima en samtidsfilm om faglige vilkår og kønspolitik. Astronauten Sarah Loreau er lykkelig, da hun får mulighed for at komme med på den næste mission til ISS, den internationale rumstation. Hun har arbejdet for det hele sit liv.

   Sarah har set op på stjernerne, så længe hun kan huske. Hun har fortalt sin egen datter om rummet. Der er heller ikke nævneværdig modstand i miljøet. Sarahs eksmand (Lars Eidinger) er fysiker, han deler hendes glæde. Først har missionens amerikanske kaptajn (Matt Dillon) en overbærende holdning. Den russiske deltager (Aleksej Fateev) er kollegial fra begyndelsen.

   For Sarah er problemet, at rumrejsen varer et år. Hun har ikke tænkt over, hvor svært det bliver at sige farvel til den 8-årige Stella (Zélie Boulant). Pigen forstår, hvad hendes mors arbejde kræver. Hun forstår også, at det er farligt, og at de ikke skal se hinanden i en evighed.

FILMEN følger Sarahs fysiske træning og mentale forberedelse. Tilskueren kommer selv på en rejse, og det er fascinerende at få indblik i, hvordan astronauter arbejder. Alice Winocour bliver hos Sarah i samtlige scener. Eva Green er særdeles troværdig i rollen, der bærer det færdige værk.

   Winocour får os til at mærke astronautens tvivl, mens vi ser på træningens fysiske rammer i Houston, Köln og Stjernebyen ved Moskva, hvor opsendelsen foregår. Det er mesterligt gjort. Sarah ser flere film, mens hun vænner sig til vægtløsheden. Det er klart, at Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey får en hilsen, men følelsen af vemod er mere som i Andrej Tarkovskijs Solaris.

DER er ingen ydre dramatik, det er rutinerne og kampen for indre balance, som gør billedet interessant. For så vidt som en spænding opstår, har den at gøre med Stella. Vil Sarah bryde karantænen for at møde sin datter ved affyringsrampen? Vil hun vælge at blive på Jorden trods alt?

   Vist har filmen fordomme om, at mødre savner mere end fædre, men det er til at leve med stereotypien. Den feministiske dagsorden bliver aldrig selvretfærdig. Proxima er et fint portræt af mennesker, der arbejder sammen i et lukket miljø. Stilen er overvældende sikker.

DER er ikke mange kvinder i rummet på film. Eva Green har hårdførheden til fælles med Sigourney Weaver i Alien og Sandra Bullock i Gravity, men psykologien er mere som hos Jodie Foster i Contact og savnet, der sender Anne Hathaway af sted og får Jessica Chastain til at vente på sin far i Christopher Nolans Interstellar.

   Filmen handler ikke om rummet, siger Winocour. Astronauten kunne være jordomsejler eller opdagelsesrejsende. Det handler om at have en drøm, som man realiserer. Jeg elsker denne slags film uforbeholdent. Min egen far gav mig en bog, der hedder Søn af stjernerne, før han forsvandt. Efter Proxima forstår jeg, at der også var døtre i billedet.*

Se også Alice Winoucour: Maryland/ Disorder (2015) [Future is Female]; En perfekt metafor | Et interview med Alice Winocour [2020].

*) Raymond F. Jones (1915-1994) huskes især for romanen This Island Earth (1952), der i Joseph Newmans filmatisering fra 1955 blev en af de bedste sci-fi-historier fra koldkrigsperioden. Alligevel var den danske titel Truslen fra Verdensrummet. Jones skrev flere bøger, som primært var henvendt til unge læsere og er husket af ældre amerikanere, fordi de udkom i forlaget Winstons Juvenile Series. The Year When Stardust Fell (1958) – som jeg ikke har læst – skal være hans magnum opus. Plottet i Son of the Stars (1952) foregriber E.T – The Extra-Terrestrial (1982) med årtier. En jordisk dreng redder en strandet dreng fra rummet, og de bliver venner i hemmelighed. Også Planet of Light (1953, da. Lysets planet) udkom i serien Rumfart. Min far døde i 1965, da jeg var ni år. Han havde ofte talt begejstret om bogen, som jeg arvede sammen med Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara, en slidt Robin Hood med Errol Flynn på forsiden og genfortalte filmhistorier om Sherlock Holmes i London og Tarzan i New York. Harald Jensen blev kun 44 år. Jeg hørte heldigvis efter, når han fortalte.

Proxima. Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 107 min. Frankrig-Tyskland 2019. Dansk premiere: 16.07.2020.

Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Pathé/ France 3/ Pandora Films/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ NRW/ Cinémage/ Cofinova 15/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ YouTube (Madman Official (Australian) Trailer)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, TV2 PLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 23.11.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.07.2020.

James Bond #21: Casino Royale (2006)

BANKO FOR DØDEN
James Bond kasserer selvironien

Af BO GREEN JENSEN

CASINO Royale var den første bog om James Bond, som Ian Fleming gjorde færdig, da han i 1952 konstruerede et kombineret alter ego og mandsideal i sit sommerhus, »Goldeneye« på Jamaica.

   Jonathan Cape udgav romanen den 13. april 1953. Den er berømt for sin begyndelse – »The scent and smoke and sweat of a casino are nauseating at three in the morning« – såvel som for sin barske slutreplik: »The bitch is dead now.« 

   Den første bog er et oplagt sted at begynde, hvis man vil genstarte hele systemet. Det synes at være hensigten i den 21. officielle 007-film. Dr. No søsatte serien I 1962.
   Der findes i forvejen en tidlig amerikansk tv-udgave af bogen, som for resten hed You Asked for It, da den udkom i USA (på dansk var titlen Banko for døden).* Den 21. oktober 1954 spillede Barry Nelson CIA-agenten »Jimmy Bond« i en enkeltstående episode af spændingsserien Climax!, som blev transmitteret direkte på CBS. Der var ingen actionscener. TV-udgaven koncentrerede sig om det nervepirrende baccaratspil mellem Bond og eliteforbryderen Le Chiffre. Dette første navn i en kongerække af superskurke bliver i den nye film spillet af Mads Mikkelsen. I 1954 var det Peter Lorre, som havde rollen.

TRETTEN år senere fandt producenten Charles Feldman, manden bag What’s New, Pussycat? (1965), på at forvandle Casino Royale til en stjernebestrøet pastiche på spiongenren, som John Huston instruerede med navne som David Niven, Peter Sellers, Woody Allen, Ursula Andress og Deborah Kerr i de tvivlsomme roller.
   Faktisk tilbød Sean Connery – som efter fire officielle Bond-film fra produktionsselskabet EON var utilfreds med sin løn og sin status – at spille med i parodien for et honorar på en rund million. Det ville Feldman ikke slippe, og Connery fik i stedet fornyet sin licens til at dræbe i yderligere to film for EON. I 1983 fik han halvanden million dollars for at spille Bond i den stærkt selvironiske Never Say Never Again (1983), som er den anden semi-officielle 007-film. Begge titler ejes i dag af MGM, som også distribuerer de kanoniske værker i serien.**

MEN til sagen: efter Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton og Pierce Brosnan bliver Daniel Craig i Casino Royale den sjette og hidtil mest fysisk nærværende spiller, der løfter og bærer rollen som Bond. Craig trækker overklassebaggrunden ud af figuren og gør Bond til en særlig eksplosiv og potent repræsentant for typen, den virile underdog, som han bl.a. har spillet i film som John Mayburys Love Is the Devil og Roger Michells The Mother. Craig er især god som kunstner med arbejderbaggrund. Han var en eminent Ted Hughes i Christine Jeffs’ dokudrama om Sylvia Plath (2003).
   Her er han sulten, samvittighedsløs, helt uden hensyn og i stand til at gå så langt det skal være som agenten, der netop har fået licens til at dræbe. Bonds svendestykker vises i sort-hvide flashbacks i prologen, der ligesom den kortspilsinspirerede titelsekvens og David Arnolds musik fornyer den gamle recept elegant.

   »Q« og Miss Moneypenny er væk, hvilket oprigtig talt er udmærket. Som en kvindelig »M« virker Judi Dench denne gang mere som et levn fra de distancerende 90er-film med Pierce Brosnan. Skønt tiden angiveligt er skrevet frem til her og nu, ligger typologien og plottets rødder i 50erne og 60erne, hvor Bonds jægerhjerte blev hærdet.

 

SOM den første Bond-film i lange tider går Casino Royale tilbage til bogen, følger dele af plottet relativt trofast og bærer dialog og motiver videre til filmen. Der er irrelevante turisterier – som to intense actionscener fra Madagascar og Miami – og en alt for lang epilog, der følger handlingen helt til dørs i Venedig. Men sporet som følger Le Chiffre – især det centrale casino-showdown, som også hér bliver handlingens hjerte – er intakt.

   Eva Green (fra Bernardo Bertoluccis The Dreamers) spiller den sårbare Vesper Lynd, som Bond elsker og bliver hårdere af at miste. Man fornemmer, at den tragiske kærlighedsshistorie skal fungere som et psykologisk ursted i kommende Bond-film. [Nummer 22, Quantum of Solace, var allerede i produktion og fik premiere i 2008].

   Mads Mikkelsen er effektiv som Le Chiffre, hvis beskadigede tårekanal græder blod, når han koncentrerer sig særligt. Også Jesper Christensen har en stor skurkerolle. Det er svært at bedømme, hvordan de gode danske kræfter virker i international sammenhæng. Mikkelsen ligner ikke bogens Le Chiffre, som var baseret på den britiske okkultist Aleister Crowley, en af Flemings yndlingsaversioner, men at filmen i praksis dør med Le Chiffre (skønt den spiller videre 30 minutter for længe), må være tegn på, at Mikkelsen fungerer.

DER er for en gangs skyld så relativt megen historie, at man nødigt vil røbe detaljer, især i kærlighedssporet. Mikkelsen torturerer den nøgne Craig ved at slå ham – gentagne gange, hårdt og livagtigt – i testiklerne med et reb. Det er ikke et moderne, sadistisk påhit. Scenen er en showstopper i Flemings roman, hvor man som nævnt også hører replikken »Kællingen er død«. Her bliver der vævet lidt længere, så filmen kan lukke med det hævdvundne mantra: »Navnet er Bond – James Bond.«

   At Casino Royale har konturerne af en tilblivelseshistoie, giver den mere kant og tyngde end sædvanligt. Det samme gør Craig i overvældende grad. Som en tidssvarende James Bond-film fungerer Casino Royale efter planen.

   Her er kontinuitet for den gamle tilskuer og modernitet for den nye. Som ældre mand får man hurtigt armene ned, men undervejs ruller blodet lidt raskere, og der skal nok være drenge på 13-14, som får et sus af samme styrke, som det gav at se Sean Connery og Roger Moore i de gyldne, definitivt svundne tider, hvor hjerter blev hærdet, og Bond var en gud.

Mere stof fra 007-universet: James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); James Bond #25: No Time to Die (2021) + Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

*) Grete Juel Jørgensens oversættelse af Casino Royale blev udgivet på Grafisk Forlag i 1959. Titlen var altså bevaret, men Flemings fornavn var ændret til Jan. Det var i Skrifolas serie Lommeromanen, de ikoniske bøger med søhestelogo, at anden udgave fra 1967 fik titlen Banko for døden – James Bond. Rosenkilde og Bahnhof udgav den seneste danske udgave i 2014. Er man i tvivl om noget som helst, der angår James Bond i dansk sammenhæng, findes der svar og en guldgrube af bonusinfo på Brian Iskovs formidable site Bond-o-Rama. 

**) MGM er siden opdelt og videresolgt, samlet og genskabt i flere omgange. Amazon Studios overtog ejerskabet i 2021 og retablerede selskabet som en selvstændig enhed med navnet Amazon MGM Studios i 2022. 

Casino Royale. Instr.: Martin Campbell. Manus: Neil Purvis, Robert Wade, Paul Haggis. Foto: Phil Meheux. 145 min. Bahamas-Tjekkiet-Tyskland-USA-UK 2006. Dansk premiere: 24.11.2006.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ EON Productions/ Danjaq LLC/ Ian Fleming Publications/ The Folio Society
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent and Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 23.03.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.11.2006

Bernardo Bertolucci: The Dreamers (2003)

OUTSIDERBANDEN

En bittersød erindring om 1968 

Af BO GREEN JENSEN

FORÅRET 1968 i Paris var tiden og stedet for ungdomsoprøret. I den ideologiske alliance mellem studerende og arbejdere fik tidens modkultur den politiske arm, som endnu savnede specifikke målsætninger, da musikken og blomsterne kom til magten i »kærlighedssommeren« året før. 1968 fik den varmeste sommer siden 1945, i Europa såvel som i USA.
   I Paris var der dog en diskret ouverture. Den havde at gøre med film og statslige ansættelsesforhold. Frankrig fik tidligt et aktivt filmmuseum, la Cinémathèque francaise. Her viste kuratoren Henri Langlois gamle film – alle slags film – for den generation af kommende kritikere og instruktører, der i 1960erne sprang ud som la nouvelle vague. Godard, Truffaut, Chabrol, Rohmer og Rivette mente alle, at de skyldte Henri Langlois stor tak.
   Derfor brød helvede løs, da kulturministeren André Malraux i februar 1968 afskedigede Langlois og erstattede ham med embedsmandstypen Pierre Barbin. Man demonstrerede ved Cinemateket og veg mod forventning ikke tilbage, da systemet gik så vidt som til at sætte stormtropper fra CRS ind mod mængden. Langlois blev genindsat, roen var for så vidt genoprettet. Men nu kunne man se, at protest gjorde nytte. I det britiske filmtidsskrift Sight and Sound – hvorfra jeg har denne baggrund - mener filmhistorikeren David Thompson ligefrem, at Daniel Cohn-Bendit, chefideologen bag studenteroprøret i maj, var direkte inspireret af optøjerne ved Cinemateket.

HER møder tre karakterer hinanden i Bernardo Bertoluccis underskønne The Dreamers. Amerikaneren Matthew (Michael Pitt) sidder aften efter aften og forsvinder ind i billederne. Han har nok bemærket den interessante Isabelle (Eva Green), som i regelen optager et sæde i nærheden, men det er først under demonstrationerne i februar, at han kommer i kontakt med hende og Theo (Louis Garrel). Søskendeparret hævder at være siamesiske tvillinger i sjælen. 

   I hvert fald har de modermærker i samme facon og kan gøre næsten som de vil i den kulturradikale husholdning hos forældrene, en etableret digter (Robin Renucci) og hans engelske hustru (Anna Chancellor). The Dreamers – som bygger på erindringsromanen The Holy Innocents (1988) af den skotske kritiker og forfatter Gilbert Adair – skildrer nu den sære mellemtid, som de tre unge elskende tilbringer sammen i dét, vi husker som frihedens forår.*
   Også Adair og Bertolucci husker 1968 som en paradisisk parentes, hvor farverne stod stærkere og livet føltes lidt mere udsat. De husker dog også slangen i græsset. Allerede i 1996, da han var i Cannes for at lancere Stealing Beauty, fortalte Bertolucci om sit drømmeprojekt: en film som skildrede 60erne i den krønikeform, der havde fungeret optimalt i 1900 (1976).
   Ideen blev i 2003 til The Dreamers, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig. I mellemtiden var det brede episke lærred muteret til en lille akvarel i pastelfarver. Myldrebilledet med massevis af karakterer er blevet et kammerstykke for tre personer. Men det er fortsat 60ernes eftermæle som formuleres. I et manifest som siger, at følelsen i drømmen lever videre.

FULDT forløst er filmen måske ikke. Den lange mellemakt bliver i lejligheden, da man for længst har indset, at Matthew, Theo og Isabelle er i færd med at lukke virkeligheden ude. Vi længes efter stenen, som knuser ruden til slut, da »gaden kommer ind ad vinduet«.
   Gilbert Adair har om sin roman sagt, at der er tre lag utopisk praksis i spil: en politisk utopi, som kulminerer i oprøret ude på gaden; en personlig og seksuel utopi, som for en tid realiseres, da tvillingerne og deres ven finder sammen; samt en kunstnerisk utopi om filmen som kollektiv drøm. I sine reneste scener viser The Dreamers alle disse lag på én gang.
   Begyndelsen står stærkest, fordi Bertolucci med overrumplende friskhed sætter uret tilbage, så vi er midt i det hele igen, i Paris på gaden i modstandens forår, da barrikaderne smykkes med blomster, skønt krigen er virkelig nok. Imidlertid er det forelskelsen via filmkærligheden, der løfter The Dreamers helt op til himlen. I korte indstik citerer Bertolucci de film, som drømmerne dyrker: Sam Fullers Shock Corridor, Greta Garbo i Dronning Kristina, Fred Astaire i Top Hat, Marlene Dietrich i Blonde Venus.

MATTHEWS ildprøve bliver forsøget på at forbedre rekorden fra Jean-Luc Godards Bande à part (1964, da. Outsiderbanden). Her løber Anna Karina, Claude Brasseur og Sami Frey gennem Louvre på ni minutter og 47 sekunder. Green, Pitt og Garrel forbedrer tiden i en scene, der føles lige så frisk. I foråret 1968 stod Bertolucci selv på gaden i Rom og filmede Partner. Fire år senere optog han Sidste tango i Paris on location. Al denne fortid sidder i The Dreamers, som aldrig docerer om perioden, men lever i og er ét med sin tid.

   I forældrenes kæmpemæssige lejlighed går de smukke børn til bords, i bad og i seng med hinanden. De bruger alle pengene og lærer kapitallogik på den hårde måde. Kan man ikke gætte et filmcitat, må man betale en bod, mens de andre ser på. Theo onanerer på knæ foran fotoet af Dietrich i Den blå engel. Matthew deflorerer Isabelle. En sjælden gang trænger gadestøj ind i lejligheden, men de tre holder efterhånden op med at gå ud. Cinemateket er jo alligevel lukket.

DET kan selvsagt ikke blive ved sådan for drømmerne, der hed Les enfants terribles hos Jean Cocteau, som Adair ikke lægger skjul på, at han hylder. Der er også lidt Jules et Jim over filmen, lidt Phantasterne og Den kroniske uskyld. Vennernes trekant, kærlighedspuppen, er jo endnu mere evig end den gængse, som består af manden, hustruen og elskerinden eller hustruen, manden og elskeren. Tvillingernes latente incest er en sødmefuld sygdom til døden. Stenen slår hul ud til virkeligheden. De vågner lige så brat som vi.

   I de sidste skelsættende optagelser fra gadekampene i maj 1968 har modstanden mistet sin uskyld. Et konstant motiv i filmen er, hvordan dogmatikeren Theo i diskussionerne med Matthew konsekvent foretrækker den maskinelle ensretning over for enerens outsiderstatus. Han sætter Charles Chaplin over Buster Keaton, Eric Clapton over Jimi Hendrix, Maos ene røde bog over resten af regnbuebiblioteket. På gaden til slut skal de to vælge side, og Isabelle må bestemme sig for, hvem hun følger. Scenen er meget smukt realiseret.

   Indirekte har The Dreamers også en instruktiv kommentar til ideologikrigen om den nærmeste fortid, som debatten til stadighed fører herhjemme. Jeg skal ikke røbe alt, men det skader ikke at forberede tilskueren på det fornemme slutbillede: de brudte barrikader ligger hen i natlys, røg og flammer. På lydsporet synger Edith Piaf, at hun intet fortryder, men allerede få linier inde fortrænges »Je ne regrette rien« af temaet fra begyndelsen, Jimi Hendrix’ visionære lydritual »Third Stone from the Sun«.

MAN tænker da på begyndelsens billede af Matthew på vej over Pont Ilena med et eksemplar af Cahiers du cinéma i hånden. På filmen er der gået tre måneder, fra lukningen af Cinemateket til de regulære gadekampe i maj. I virkeligheden er der gået 36 år, og filmen er sig denne afstand bevidst. Jean-Pierre Léaud, François Truffauts alter ego, holder skiftevis tale på gamle dokumentaroptagelser og i dramatiske rekonstruktioner, som Bertolucci klipper dem sammen med.**

   The Dreamers blev Bertoluccis bedste film efter 2000 og hans yngste arbejde i umindelige tider. Her er intet af gammelmandssygen fra den slibrige Stealing Beauty. Den forlorne forklarelse fra The Last Emperor og Little Buddha er lagt på hylden. Vi er tilbage i det politiske krydsfelt mellem historiske kræfter og menneskelig drift, som var hovedsagen i Konformisten, Sidste tango og Luna. The Dreamers bliver nu og da eksalteret, men energien er magisk og tidløs.

Se også Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012); Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1928-1968; En skuespillers arbejde: Marlon Brando 1924-2004.

*) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003. Også manuskriptet til The Dreamers udkom i bogform. Gilbert Adair (1944-2011) skrev ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Romanerne i Evadne Mount-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Især Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er originale. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre ikke oversat.

**) Jean-Pierre Léaud (f. 1944) var 15 år, da han spillede Antoine Doinel i Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt), filmen der indvarslede la nouvelle vague sammen med Agnès Vardas La Pointe Courte (1955) og Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Antoine Doinel-skikkelsen optræder siden i kortfilmen Antoine e Colette (1962), Baisers volés (1968, da. Stjålne kys), Domicile conjugal (1970, da. Elsker – elsker ikke) og L'amour en fuite (1979, da. Kærlighed på flugt). Efter Truffauts død blev Léaud en talisman for nybølgeinstruktørerne. Godard castede ham som inspektør Neveu i Détective (1985). Han har kuriøse cameoroller i film af Tsai Ming-liang og Aki Kaurismäki. Typisk bliver han castet som ikoniske instruktører, det er gået ned ad bakke for: Réne Vidal, som genindspiller Louis Feuillades' Les Vampires (1915) i Olivier Assayas' Irma Vep (1996); rugbrødsinstruktøren i Bertrand Bonellos Le pornographe (2001). Først i nyere tid er det lykkedes ham at træde helt ud af skyggen. Léaud er fremragende som den dekadente, døende solkonge i Albert Serras La mort de Louis XIV (2016). 

The Dreamers (I sognatori). Instr.: Bernardo Bertolucci. Manus: Gilbert Adair. Foto: Fabio Cianchetti. 115 min. Italien-Frankrig-UK-USA 2003. Dansk premiere: 06.05.2004

Fotos: Recorded Picture Company/ Fiction/ Peninsula Films/ HanWay Films/ Fox Searchlight Pictures/ Medusa Film/ Tele+/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ MovieStillsDB/ Twentieth Century, YouTube [RPC Original Trailer]: 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Icon Film Distribution (UK) 13.05.2024

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 07.05.2004 – forskelligt er skrevet til i september 2020