Roman Polanski: J'accuse | Officer og spion (2019)

MÆND AF PLIGT OG ÆRE
Polanskis prunkløse apologi

Af BO GREEN JENSEN

DREYFUS-affæren rystede 1890ernes Frankrig og blev først lagt væk i 1906, da hovedpersonen var rehabiliteret. Vendepunktet kom i 1898, da Émile Zola skrev en banebrydende artikel med rubrikken »J’accuse…!« – »Jeg anklager!«.

   Reportagen stod på forsiden af L’Aurore og var stilet som et åbent brev til præsident Felix Fauré. Zola satte navn på de ansvarlige personer og udstillede den systemiske antisemitisme. Det var klassisk graverjournalistik.

   Alfred Dreyfus (1859-1935) blev stemplet som spion og dømt for landsforræderi. Han var jødisk, havde formue og var en perfekt syndebuk, som offentligheden nød at udskamme. Officeren blev degraderet ved en stor ceremoni. Systemet sendte ham til Djævleøen og lukkede sagen.

SKANDALEN var et politisk Watergate for sin tid. Militærets efterretningstjeneste kunne pr. definition ikke tage fejl. Man ville hellere fabrikere beviser end indrømme sine fejltagelser. Sandheden var ilde hørt til det sidste. Også Zola blev trukket i retten. Avisen med den belastende reportage blev brændt på gaderne i Paris.

   Disse ting er lærebogsstof. Mindre kendt er historien om kilden, som satte Zola i stand til at skrive. Georges Picquart (1854-1914) var den nyudnævnte efterretningschef, som blev rystet over arbejdsgangen og nægtede at tie. Picquart fandt den rigtige læk i systemet, som modarbejdede ham til det sidste. Hvis historien har en helt, er det ham.

   Englænderen Robert Harris skrev om Picquart i romanen An Officer and a Spy (2013). Bogen er forlægget for Roman Polanskis film nr. 40, der former sig som en blanding af systemkritik og historisk krimi. Harris fornyede den kontrafaktiske genre med thrilleren Fatherland (1992, da. Fædrelandet), som foregår i et Tyskland, der har vundet 2. verdenskrig. Polanski har tidligere filmatiseret Harris' The Ghost (2007) med titlen The Ghost Writer. Der var dansk premiere på Skyggen i marts 2010.

SAGENS hovedperson, Alfred Dreyfus (Louis Garrel), optræder kun i få scener. Han har en studs og reserveret facon, som ikke giver ham venner i etaten. Picquart har undervist Dreyfus på officerskolen. Han har selv erkendte fordomme, men prioriterer pligt og sandhed som en selvfølge. Picquart bliver whistleblower i moderne forstand, da han går til pressen med sin historie. Han bliver også et talerør for instruktøren.

   J’Accuse er en knastør og pletfri fremstilling. Filmens styrke er dens faktuelle metode. Polanski skildrer en mørnende verden, hvor spionage var noget med ringbind, rygter og tæt mandsopdækning. Motiverne var dog de samme som nu.

DER er kun én kvinderolle af betydning. Picquarts elskerinde, Pauline Monnier, bliver spillet af Emmanuelle Seigner, som i virkeligheden bag kameraet er gift med Roman Polanski. Den [i 2020] 87-årige filmskaber siger i pressematerialet, at han naturligvis ser lighedspunkter mellem Dreyfus-affæren og sin egen historie.

   Som bekendt er Polanski det ene af #MeToo-bevægelsens to store dyr. Han har sin egen sag og belastede fortid, som ikke vil dø eller bare gå væk. Officer og spion fik Juryens Grand Prix i Venedig. Der var kontrovers og debat hele vejen. Adèle Haenel udvandrede fra César-ceremonien, da man ikke ville ekskludere instruktøren, men tværtimod belønnede ham. Polanskis modstandere hverken kan eller vil se hans film. J’accuse har ingen amerikansk distributør. Og får det næppe heller.

   Det er dog for let at betragte J’accuse som en apologi for Polanski personligt. Og det er trist for alle parter, at den polskfødte overlever er endt som en mand, de fleste håber vil dø eller tie. For så går hans sag vel i glemmebogen. Som Dreyfus-skandalen gjorde i sin tid. Det er dén mekanisme, som filmen ikke vil lade ligge.

RENEST og skarpest står scenen, hvor Picquart besøger den døende Sandherr (Éric Ruf), hvis skrantende tjeneste han har overtaget. Han får overdraget de hemmelige reserver, som generalen har liggende i klædeskabet. Den skælvende gamle mand raser mod jøder og anarkister. Han ser ikke selv paradokset i at tale om dyd fra en syfilisbefængt ægteseng.

   Over for dét ironiske optrin står scenen, hvor Dreyfus og Picquart taler sammen til slut. Ad omveje får officeren sagt tak, og Picquart, som nu er minister i Georges Clemenceaus radikale og mindre korrupte regering, siger undskyld og tilkendegiver sin respekt. De er mænd af pligt og ære. Det er en studie i forløsende understament.

JEAN Dujardin spiller Picqart med stil og elegance. Det er endelig en dramatisk rolle til karakterskuespilleren fra The Artist (2011) og La French (2014), som ofte bliver gemt væk i farcer og folkekomedier. Stemningen sættes med regnlys og kulde. Skal et helt regiment overvære Dreyfus’ degradering, er et helt regiment udkommanderet. Malerier af Manet og Renoir bliver iscenesat for sporten. Filmen lever især af sit mise-en-scène.

   Jeg vil fortsat se Kniven i vandet, Repulsion, Rosemary’s Baby, Chinatown, Tess og Pianisten. Og jeg vil anbefale J’accuse meget varmt. Det er ikke et spørgsmål om at tage Polanski »til nåde«. Det må stadig være muligt at skelne mellem mennesket og kunsten. At se værket for, hvad det er i sin tid, og for hvad det siger om tiden. Hvis ikke er vi for alvor i færd med at miste historien.

J'accuse (Officer og spion). Instr.: Roman Polanski. Manus: Robert Harris, Roman Polanski. Foto: Pawel Edelman. 132 min. Frankrig-Italien 2019. Dansk premiere: 17.09.2020.

Fotos:Légende Films/ R.P. Productions/ Gaumont/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Eliseo Entertainment/ Rai Cinema/ France Télévisions/ Orange Cinéma Séries/ Canal+/ La Région Île-de-France/ CNC/ Entourage Pictures/ Palatine Etoile 16/ Optimum Développement/ L'Arbre Holding/ Horus Movies/ Kenosis Productions/ Kinoprime/ RatPac Entertainment/ Gaumont Distribution/ YouTube (Unifrance trailer)/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Poster Art: Guy Ferrandis | Le Cercle Noir

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio S (regionsfri) 19.08.2020

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.09.2020.

Bernardo Bertolucci: The Dreamers (2003)

OUTSIDERBANDEN

En bittersød erindring om 1968 

Af BO GREEN JENSEN

FORÅRET 1968 i Paris var tiden og stedet for ungdomsoprøret. I den ideologiske alliance mellem studerende og arbejdere fik tidens modkultur den politiske arm, som endnu savnede specifikke målsætninger, da musikken og blomsterne kom til magten i »kærlighedssommeren« året før. 1968 fik den varmeste sommer siden 1945, i Europa såvel som i USA.
   I Paris var der dog en diskret ouverture. Den havde at gøre med film og statslige ansættelsesforhold. Frankrig fik tidligt et aktivt filmmuseum, la Cinémathèque francaise. Her viste kuratoren Henri Langlois gamle film – alle slags film – for den generation af kommende kritikere og instruktører, der i 1960erne sprang ud som la nouvelle vague. Godard, Truffaut, Chabrol, Rohmer og Rivette mente alle, at de skyldte Henri Langlois stor tak.
   Derfor brød helvede løs, da kulturministeren André Malraux i februar 1968 afskedigede Langlois og erstattede ham med embedsmandstypen Pierre Barbin. Man demonstrerede ved Cinemateket og veg mod forventning ikke tilbage, da systemet gik så vidt som til at sætte stormtropper fra CRS ind mod mængden. Langlois blev genindsat, roen var for så vidt genoprettet. Men nu kunne man se, at protest gjorde nytte. I det britiske filmtidsskrift Sight and Sound – hvorfra jeg har denne baggrund - mener filmhistorikeren David Thompson ligefrem, at Daniel Cohn-Bendit, chefideologen bag studenteroprøret i maj, var direkte inspireret af optøjerne ved Cinemateket.

HER møder tre karakterer hinanden i Bernardo Bertoluccis underskønne The Dreamers. Amerikaneren Matthew (Michael Pitt) sidder aften efter aften og forsvinder ind i billederne. Han har nok bemærket den interessante Isabelle (Eva Green), som i regelen optager et sæde i nærheden, men det er først under demonstrationerne i februar, at han kommer i kontakt med hende og Theo (Louis Garrel). Søskendeparret hævder at være siamesiske tvillinger i sjælen. 

   I hvert fald har de modermærker i samme facon og kan gøre næsten som de vil i den kulturradikale husholdning hos forældrene, en etableret digter (Robin Renucci) og hans engelske hustru (Anna Chancellor). The Dreamers – som bygger på erindringsromanen The Holy Innocents (1988) af den skotske kritiker og forfatter Gilbert Adair – skildrer nu den sære mellemtid, som de tre unge elskende tilbringer sammen i dét, vi husker som frihedens forår.*
   Også Adair og Bertolucci husker 1968 som en paradisisk parentes, hvor farverne stod stærkere og livet føltes lidt mere udsat. De husker dog også slangen i græsset. Allerede i 1996, da han var i Cannes for at lancere Stealing Beauty, fortalte Bertolucci om sit drømmeprojekt: en film som skildrede 60erne i den krønikeform, der havde fungeret optimalt i 1900 (1976).
   Ideen blev i 2003 til The Dreamers, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig. I mellemtiden var det brede episke lærred muteret til en lille akvarel i pastelfarver. Myldrebilledet med massevis af karakterer er blevet et kammerstykke for tre personer. Men det er fortsat 60ernes eftermæle som formuleres. I et manifest som siger, at følelsen i drømmen lever videre.

FULDT forløst er filmen måske ikke. Den lange mellemakt bliver i lejligheden, da man for længst har indset, at Matthew, Theo og Isabelle er i færd med at lukke virkeligheden ude. Vi længes efter stenen, som knuser ruden til slut, da »gaden kommer ind ad vinduet«.
   Gilbert Adair har om sin roman sagt, at der er tre lag utopisk praksis i spil: en politisk utopi, som kulminerer i oprøret ude på gaden; en personlig og seksuel utopi, som for en tid realiseres, da tvillingerne og deres ven finder sammen; samt en kunstnerisk utopi om filmen som kollektiv drøm. I sine reneste scener viser The Dreamers alle disse lag på én gang.
   Begyndelsen står stærkest, fordi Bertolucci med overrumplende friskhed sætter uret tilbage, så vi er midt i det hele igen, i Paris på gaden i modstandens forår, da barrikaderne smykkes med blomster, skønt krigen er virkelig nok. Imidlertid er det forelskelsen via filmkærligheden, der løfter The Dreamers helt op til himlen. I korte indstik citerer Bertolucci de film, som drømmerne dyrker: Sam Fullers Shock Corridor, Greta Garbo i Dronning Kristina, Fred Astaire i Top Hat, Marlene Dietrich i Blonde Venus.

MATTHEWS ildprøve bliver forsøget på at forbedre rekorden fra Jean-Luc Godards Bande à part (1964, da. Outsiderbanden). Her løber Anna Karina, Claude Brasseur og Sami Frey gennem Louvre på ni minutter og 47 sekunder. Green, Pitt og Garrel forbedrer tiden i en scene, der føles lige så frisk. I foråret 1968 stod Bertolucci selv på gaden i Rom og filmede Partner. Fire år senere optog han Sidste tango i Paris on location. Al denne fortid sidder i The Dreamers, som aldrig docerer om perioden, men lever i og er ét med sin tid.

   I forældrenes kæmpemæssige lejlighed går de smukke børn til bords, i bad og i seng med hinanden. De bruger alle pengene og lærer kapitallogik på den hårde måde. Kan man ikke gætte et filmcitat, må man betale en bod, mens de andre ser på. Theo onanerer på knæ foran fotoet af Dietrich i Den blå engel. Matthew deflorerer Isabelle. En sjælden gang trænger gadestøj ind i lejligheden, men de tre holder efterhånden op med at gå ud. Cinemateket er jo alligevel lukket.

DET kan selvsagt ikke blive ved sådan for drømmerne, der hed Les enfants terribles hos Jean Cocteau, som Adair ikke lægger skjul på, at han hylder. Der er også lidt Jules et Jim over filmen, lidt Phantasterne og Den kroniske uskyld. Vennernes trekant, kærlighedspuppen, er jo endnu mere evig end den gængse, som består af manden, hustruen og elskerinden eller hustruen, manden og elskeren. Tvillingernes latente incest er en sødmefuld sygdom til døden. Stenen slår hul ud til virkeligheden. De vågner lige så brat som vi.

   I de sidste skelsættende optagelser fra gadekampene i maj 1968 har modstanden mistet sin uskyld. Et konstant motiv i filmen er, hvordan dogmatikeren Theo i diskussionerne med Matthew konsekvent foretrækker den maskinelle ensretning over for enerens outsiderstatus. Han sætter Charles Chaplin over Buster Keaton, Eric Clapton over Jimi Hendrix, Maos ene røde bog over resten af regnbuebiblioteket. På gaden til slut skal de to vælge side, og Isabelle må bestemme sig for, hvem hun følger. Scenen er meget smukt realiseret.

   Indirekte har The Dreamers også en instruktiv kommentar til ideologikrigen om den nærmeste fortid, som debatten til stadighed fører herhjemme. Jeg skal ikke røbe alt, men det skader ikke at forberede tilskueren på det fornemme slutbillede: de brudte barrikader ligger hen i natlys, røg og flammer. På lydsporet synger Edith Piaf, at hun intet fortryder, men allerede få linier inde fortrænges »Je ne regrette rien« af temaet fra begyndelsen, Jimi Hendrix’ visionære lydritual »Third Stone from the Sun«.

MAN tænker da på begyndelsens billede af Matthew på vej over Pont Ilena med et eksemplar af Cahiers du cinéma i hånden. På filmen er der gået tre måneder, fra lukningen af Cinemateket til de regulære gadekampe i maj. I virkeligheden er der gået 36 år, og filmen er sig denne afstand bevidst. Jean-Pierre Léaud, François Truffauts alter ego, holder skiftevis tale på gamle dokumentaroptagelser og i dramatiske rekonstruktioner, som Bertolucci klipper dem sammen med.**

   The Dreamers blev Bertoluccis bedste film efter 2000 og hans yngste arbejde i umindelige tider. Her er intet af gammelmandssygen fra den slibrige Stealing Beauty. Den forlorne forklarelse fra The Last Emperor og Little Buddha er lagt på hylden. Vi er tilbage i det politiske krydsfelt mellem historiske kræfter og menneskelig drift, som var hovedsagen i Konformisten, Sidste tango og Luna. The Dreamers bliver nu og da eksalteret, men energien er magisk og tidløs.

Se også Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012); Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1928-1968; En skuespillers arbejde: Marlon Brando 1924-2004.

*) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003. Også manuskriptet til The Dreamers udkom i bogform. Gilbert Adair (1944-2011) skrev ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Romanerne i Evadne Mount-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Især Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er originale. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre ikke oversat.

**) Jean-Pierre Léaud (f. 1944) var 15 år, da han spillede Antoine Doinel i Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt), filmen der indvarslede la nouvelle vague sammen med Agnès Vardas La Pointe Courte (1955) og Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Antoine Doinel-skikkelsen optræder siden i kortfilmen Antoine e Colette (1962), Baisers volés (1968, da. Stjålne kys), Domicile conjugal (1970, da. Elsker – elsker ikke) og L'amour en fuite (1979, da. Kærlighed på flugt). Efter Truffauts død blev Léaud en talisman for nybølgeinstruktørerne. Godard castede ham som inspektør Neveu i Détective (1985). Han har kuriøse cameoroller i film af Tsai Ming-liang og Aki Kaurismäki. Typisk bliver han castet som ikoniske instruktører, det er gået ned ad bakke for: Réne Vidal, som genindspiller Louis Feuillades' Les Vampires (1915) i Olivier Assayas' Irma Vep (1996); rugbrødsinstruktøren i Bertrand Bonellos Le pornographe (2001). Først i nyere tid er det lykkedes ham at træde helt ud af skyggen. Léaud er fremragende som den dekadente, døende solkonge i Albert Serras La mort de Louis XIV (2016). 

The Dreamers (I sognatori). Instr.: Bernardo Bertolucci. Manus: Gilbert Adair. Foto: Fabio Cianchetti. 115 min. Italien-Frankrig-UK-USA 2003. Dansk premiere: 06.05.2004

Fotos: Recorded Picture Company/ Fiction/ Peninsula Films/ HanWay Films/ Fox Searchlight Pictures/ Medusa Film/ Tele+/ CineMaterial/ FilmAffinity/ FilmGrab/ MovieStillsDB/ Twentieth Century, YouTube [RPC Original Trailer]: 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Icon Film Distribution (UK) 13.05.2024

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 07.05.2004 – forskelligt er skrevet til i september 2020