Michel Franco: New Order | Nuevo orden (2020)

KUN DE DØDE

Grønt er ikke altid håbets farve

Af BO GREEN JENSEN

MICHEL Francos dystopiske fabel udspiller sig i et samfund, hvor de rige har for meget og de fattige slet ingenting. Geografien i New Order er meget specifik. Vi befinder os i Mexico City og cirkulerer først ved rigmandsdatteren Mariannes bryllup, hvor overklassen viser sig frem. Her er militær, politikere og forretningsmænd. Alle er med til den stemningsfulde havefest.

   Men i køkkenet kommer der grønt vand ud af hanen. Fruen i huset bliver bange. Grønt er dissidenternes og demonstranternes farve. De har aldrig været så tæt på kvarteret. Der bliver skrevet RIGE SVIN på husmuren. Det er ikke en idealistisk opstand. Det er underklassen, som mobiliserer til krig.

FRANCO skildrer processen med klarsyn og skræmmende skønhed. Han bruger megen tid ved brylluppet. En tidligere ansat beder om penge til sin datters operation. Han får dog kun arrogante almisser til gengæld, og familien lader ham vide, hvor langt man faktisk strækker sig. Brudens bror tror, at den gamle mand lyver. Han bliver ved med at mistro de bedste og stole på falske øvrighedspersoner.

   Filmen skifter gear og går fra metaforik til hård realisme. De grønne trænger ind, kræver penge og smykker og skyder vilkårligt. Mens militæret lukker byen ned, kører bruden til slumkvarteret med penge. Her bliver hun samlet op af soldater, der umiddelbart virker venlige. Men tonen skifter inde i bilen.

   

REGERINGEN indfører udgangsforbud. Marianne havner i en koncentrationslejr, hvor medlemmer af de rige familier bliver misbrugt på udspekulerede måder. Sadisme synes at være en sport. Hæren kræver løsepenge. De grønne er ude af billedet nu. Militæret opererer under dække af social nødvendighed.

   Alle overgreb er skildret med isnende akkuratesse. Filmen er fuld af klare, symmetrisk komponerede billeder. Militæret har sat gidselindustrien i system, men internt er der utilfredshed med fordelingen af udbyttet. Bødlerne bliver fjernet, men der er ingen retfærdighed. Kun flere summariske henrettelser.

DET er en dystopi med forstærket gennemslagskraft. Der er ingen glæde ved at fremskrive udviklingen. Ej heller ved at fortælle historien. I patriarkens smukke glashus bliver et vægmaleri malet over. Bagefter oplyser skærmteksten, at billedets titel er »Kun de døde har set slutningen på krigen«. Den nye samfundsorden er i sandhed implementeret.

   Michel Franco (After Lucia, Chronic, April's Daughter, Memory) skildrer et militærkups anatomi. New Order gjorde indtryk på Venedig Festivalen i 2020, hvor Franco modtog Juryens Grand Prix. Filmen er ubønhørlig – men klar og skarp og værd at se.

Se også Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]; Alfonso Cuarón: Roma (2018); Amat Escalante: Heli (2013); Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016); Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007); Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012).  

New Order (Nuevo orden). Instr. & manus: Michel Franco. Foto: Yves Cape. 86 min. Mexico-Frankrig 2020. Dansk premiere: 03.12.2021 [streaming].

Fotos: Les Films d'Ici/ Teorema Films/ Camera Film/ Grand Hjemmebio/  NEON (US)/ MUBI/ The Match Factory (YouTube trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (region B) 11.10.2021

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)

PROFANE MIRAKLER

Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.

   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.

   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.

IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.

   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.

   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.

PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.

   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.

   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.

   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.

   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.

TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«

   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.

   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.

DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*

   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«

DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.

   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.

   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.

Se også Paul Verhoeven: Elle (2016); Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010); Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012); Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Arthur Miller: The Crucible | Heksejagt (1953/1996).

*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.

   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 

   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.

NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.

   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   

   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 

   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 

     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.

   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.

   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).

   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.

Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 

Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022

The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]

Brian De Palma: Redacted (2007)

DEN BEARBEJDEDE SANDHED

En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*

   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.

GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.

   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.

   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.

   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.

DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.

   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.

   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.

   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.

DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.

   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.

   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.

   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?

REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.

   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.

   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100].

Se også Ken Loach: Route Irish (2011); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.

Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]

Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012)

ERINDRINGENS KOREOGRAFI

Olivier Assayas genoplever sine læreår

Af BO GREEN JENSEN

STUDENTEROPRØRET i maj 1968 er skildret på film mange gange, men synsvinklen flytter sig med historien. Tiden selv fokuserede på farverne, musikken, de bevidsthedsforstærkende stoffer og den nye nøgenhed i film som Easy Rider, Zabriskie Point, Performance og Woodstock. Det politiske grundfjeld nåede man først, da 1970ernes europæiske storbyterrorisme og amerikanske fænomener som Weather Underground og Symbionese Liberation Army blev analyseret og undersøgt. Omsider blev alvoren under det hele erkendt, kan vi sige; det var ikke bare flower power, flyvende sommer og »sjov tobak«, som gen-x'ere og millennials har fået det til i en arrogant tid, hvor alternativer til konsumerisme og kapitalisme bliver betragtet som sentimental naivisme. 

   En overgang var det moderne at se tilbage i vrede og undren. Siden fulgte nostalgisk overbærenhed, bittersød ironiseren og direkte latterliggørelse. I Skandinavien går bevægelsen fra Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) til Lukas Moodyssons Tillsammans (2000), Hans-Petter Molands Kammerat Pedersen (2006) og Thomas Vinterbergs Kollektivet (2016). Først fortalte aktørerne selv. Nu er vidnerne deres børn, yngre søskende og elever. Snart bliver det børnebørnenes tur. Den levende historie er ikke skrevet færdig endnu.

FILMSKABEREN Olivier Assayas (f. 1955) var 13 år i 1968 og hørte først kun musikken. Tre år senere gik han i gymnasiet, da radikaliseringen af studentermiljøet var mest kompromisløs. Den var også noget givent. Parolerne hørte simpelt hen med til at være ungdom i tiden, skønt man bagefter gik hjem fra skole og så småborgerligt fjernsyn med forældrene.

   Assayas valgte politikken fra, fordi den insisterede på nytteværdi og ikke ville anerkende æstetikken. Han blev i første omgang billedkunstner, en aspirerende situationist, som med tiden drev i filmens retning. Han skriver om det i essayet »Une adolescence dans l’aprés-mai. Lettre à Alice Debord« (2005), som er udgangspunktet for Efter revolutionen. Også tv-filmen La page blanche (1994) og biograffilmen L’Eau froide (1994, da. Cold Water) brugte det biografiske stof.*

   Gilles, Christine og Alain er politisk aktive på gymnasiet, en betonfirkant i en døsig forstad til Paris. De er på gaden med molotovcocktails den 9. februar 1971, da politiet nedkæmper en demonstration ved Place de Clichy. Her tager filmen sin begyndelse. Der er fra første scene lagt et filter af erindring, en tilbageskuende koreografi, i de handlingsmættede billeder. Midt i mængden så man det ikke sådan.

HAR man samme alder som Assayas, vil meget føles som fælles erindring. Aktionerne planlægges ved fællesmøder, hvor man vedtager dekreter og skriver selvhøjtidelige manifester om de mindste og mest trivielle ting. Men engagementet er ægte og risikovilligt. Det ligner ikke den glasklokkeagtige ungdom, der fulgte i skærmenes tid.

   Eleverne overmaler skolen med politisk graffiti. Rektor kalder en af hærværksmændene ned og siger, at han ikke vil presse ham til at sladre. Detaljen er dækkende for den integritet, der prægede progressive voksne i tiden. På fantastisk vis trådte man faktisk til side.

   Filmen følger de unge over et år. Det revolutionære sværmeri får konsekvenser, da en bygningsvagt såres alvorligt. Det bliver nødvendigt at gå under jorden. Gilles og Christine tager til Italien med et marxistisk filmkollektiv (navnet er »Porc-épic«, som betyder pindsvin), der belærer den spirende filmskaber om nødvendigheden af distance. Den forbudte æstetik er et tema, som får Gilles til at trække sig væk. Christine finder sammen med en ældre mand fra kollektivet, der laver en film om strejkende arbejdere.

   Gilles’ første kæreste, den romantiske Laure, tager til England (»Min stedfar skal lave lys for Soft Machine på deres turné«) og bliver forelsket i en musiker. Hun lader Gilles forstå, at han ikke skal vente. Vennen Alain bliver imens mindre hårdkogt, da han møder amerikaneren Leslie. De bor i et kollektiv sammen. Hun får fjernet det barn, han er far til, og rejser hjem for at lære at danse på Juillard. Alain absorberer oplevelsesstoffet. Siden smiler han ikke så tit. 

   Gilles får sine tegninger trykt (i undergrundsudgivelsen Parapluie, som var en aflægger af Actuel, det franske sidestykke til Superlove, MM og politisk revy) og laver lysshow for et band, der eksperimenterer med psykedeliske former. Han hjælper sin far, der er ansat i tv-industrien, med at bearbejde Simenons Maigret.** 

   Til slut er Gilles i London som praktikant på en B-film om fortidsdyr, nazister og bikiniklædte jungleprinsesser. Om aftenen ser han asketisk art cinema og forstår, at han savner Christine. Han lærer faget fra bunden og smiler ved synet af en primitiv monsterattrap. Makværket indspilles i Pinewood Studios. Miljøet er genskabt i kærlige detaljer, meget som i Lars von Trier og Jacob Thuesens Erik Nietzsche – De unge år (2007). Man mærker på lyset og tonen, at den kommende kunstner har fundet sit spor.

EFTER revolutionen er en fragmenteret sværm af stemninger, snarere end et forsøg på at beskrive perioden stringent. Assayas’ idol i kunsten var situationisten Guy Debord (1931-1994). Une adolescence dans l’après-mai er tilegnet hans enke. Filmen er også et skrin med erindrede øjeblikke, en æske med regn, som Marcel Proust ville nyde at åbne. Da Gilles tager afsked med Laure i en skov, er kameraet anbragt på en kran. Perspektivet vides ud, som det kun kan lade sig gøre på film og i hukommelsen.

   Ellers er det musikken, som bærer de rekonstruerede indtryk. Gilles er ikke med til sommerfesten, hvor man sætter ild til store høstakke. Den hedonistiske skønhed selvantænder og bliver en husbrand, som dræber den nu heroinafhængige Laure. Under hele sekvensen spiller en skæring fra Soft Machines første album, og Kevin Ayers’ stemme spørger: »Why Are We Sleeping?«.

   Andre nøglesange er med Syd Barrett (»Terrapin«), Amazing Blondel (»Fantasia Lindum/ Celestial Light«), Nick Drake (»Know«), Captain Beefheart (»Abba Zaba«), Incredible String Band (»Air«), Tangerine Dream (»Sunrise in the Third System«) og Dr. Strangely Strange (»Strings in the Earth and Air«). Sangskriveren og livskunstneren Kevin Ayers (1944-2013), som kunne være manden, Laure forelsker sig i, høres atter på skæringen »Decadence« fra soloalbummet Bananamour (1973).

FOR Gilles er det en øjenåbner at læse Simon Leys' Les habits neufs du président Mao (1971, da. »Formand Maos nye klæder«), en kritik af kulturrevolutionen i Kina, der også blandt danske intellektuelle blev affærdiget som reaktionær propaganda. Han læser »I am 25« fra beatdigteren Gregory Corsos Gasoline (1958), ser Bo Widerbergs lyrisk-politiske Joe Hill (1971) og inspireres som tegner af Edward Gorey og Robert Crumb.

   I Christines politiske spor er der citater fra agiterende dokumentarfilm som Laos, images sauvées (Madeleine Riffaud) og Le courage du peuple (Jorge Sanjines). Alt er kompileret med den samme omhu, som Assayas demonstrerede i L’Heure d’été (2008, da. Sommertid). Af og til bliver filmskaberen næsten kurator i et mentalitetshistorisk museum.

   Da er det de unge skuespillere, som gør ordet til kød og giver filmen liv. Clément Métayer (Gilles), Lola Créton (Christine), Félix Armand (Alain), Carole Combes (Laure) og India Menuez (Leslie) er fysiske beviser for styrken og selvstændigheden i den ungdom, som filmen erklærer sin tillid. Sanger-sangskriveren Johnny Flynn er trubaduren, der sidder på græsset og spiller Phil Ochs’ »The Ballad of William Worthy« fra All the News that's Fit to Sing (1964). Dolorès Chaplin har en cameo som afklædt prinsesse i pastichen på kitschet britisk sci-fi.***

DER er lavet stribevis af nostalgiske film om hippietidens utopi, og i genrer fra drama til farce findes et arsenal af fremstillinger, som fokuserer på den politiske aktivisme, der fører til De Røde Brigader, Baader-Meinhof-gruppen i Tyskland, Blekingegadebanden i Danmark. Som krønike er Après mai i familie med Philippe Garrels Les amants réguliers (2005), der i grynet sort-hvid følger veteranerne fra 1968 til nu. Den minder uvilkårligt også om Bernardo Bertoluccis The Dreamers (2003), en ofte overset og undervurderet filmatisering af Gilbert Adairs The Holy Innocents (1988).****

   Først og sidst er filmen sin egen. Assayas præsenterede Efter revolutionen i Venedig, hvor han modtog prisen for bedste manuskript. Han sagde ved den lejlighed om sin metier: »Ved slutningen af Après mai forstår Gilles omsider, hvorfor han valgte filmen. Biograflærredet er stedet, hvor en erindring kan blive genfødt, hvor det tabte kan findes igen, hvor verden endnu står til at redde. Maleriet kan ikke afstedkomme denne magiske forvandling, denne genopstandelse, som ikke eksisterer i nogen anden kunstform.«

   Efter revolutionen var Assayas’ spillefilm nr. 14. Og en af værklistens bedste til dato.

Se også Bernardo Bertolucci: The Dreamers (2003); Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Woodstock 1969-2019; Fjerne søster: Christa »Nico« Päffgen 1938-1988 [V.U. Legends]; De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2003); Marco Bellocchio: Buongiorno notte | Good Morning, Night (2003).

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014); Olivier Assayas: Personal Shopper (2016); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

*) DET østrigske filmmuseum har udgivet A Post-May Adolescence – Letter to Alice Debord i Adrian Martins engelske oversættelse (Wien: Filmmuseum Synema Publikationen, 2012). Bogen optrykker to andre essays om Guy Debord: »Under circumstances eternal: From the depths of a shipwreck« (1994) og »The hidden oeuvre«, som Rachel Zerner har oversat. Teksten uddyber og viderefører erindringsstoffet fra Après mai. Den er ikke mindst nyttig og meget præcis i sin beskrivelse af, hvordan punkæstetikken virkede på inbetweeners, der var præget af ideer og paroler fra maj 68 og hippietidens bløde æstetik. Brevet til Alice Debord er en filmskabers dannelsesskildring. Assayas' artikler om film, kunst og filmkunst er samlet i Présences (Paris: Gallimard, 2009).

La page blanche er en novellefilm, som Assayas skabte til antologiserien Tous les garçons et les filles de leur âge, der blev produceret [af Georges Benayoun og Paul Rozenberg efter en idé af Chantal Poupaud] for fransk ARTE 1993-94. Hvert bidrag skulle dramatisere en bestemmende coming-of-age-oplevelse fra instruktørens eget teenage-årti, holde spilletiden på en time og bruge flittigt løs af tidstypisk musik (som Françoise Hardys gennembrudssang, der har givet serien titel). Det er med andre ord samme koncept, som ligger til grund for François Ozons Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk). De øvrige instruktører var Chantal Akerman, Olivier Dahan, Emilie Deleuze, Claire Denis, Laurence Ferreira Barbosa, Cédric Kahn og André Téchiné. Assayas overholdt formkravet, men klippede samtidig en lang version af novellefilmen. På samme måde fik André Téchiné Les roseaux sauvages (1994, da. De vilde siv) ud af sit bidrag til serien, Le chêne et le roseau. Assayas' film bruger første gang karaktererne Gilles og Christine, som i 1994 bliver spillet af Virginie Ledoyen og Cyprien Fouquet. L'eau froide blev vist på Cannes Festivalen og fik fransk premiere i juli 1994, men nåede aldrig uden for festivalkredsløbet. Filmen blev stort genopdaget i 2018, da ophavsretsproblemerne omkring musikken i filmen omsider var løst. L'eau froid kunne åbne i USA med titlen Cold Water. The Criterion Collection har udgivet Cold Water på dvd og blu-ray (#944). 

**) OPTIKKEN i Après mai er autofiktiv, men flere forhold er brugt 1:1. Assayas er søn af modeskaberen Catherine Polya (1919-2006) og manuskriptforfatteren Raymond Assayas (1911-1981), som skrev under navnet Jacques Rémy. Assayas senior huskes måske for sit samarbejde med René Clement (Les Maudits, 1947), Roger Vadim (Les bijoutiers du clair de lune, 1958), René Clair (Tout l'or du monde, 1961), Christian-Jaque (Guerre secrète, 1965) og Marcel Camus (Le mur de l'Atlantique, 1970), men hovedparten af sit arbejdsliv lagde han i tv-serien Les Enquètes du commissaire Maigret (1967-1990), som han skabte, skrev og vedligeholdt sammen med Claude Barma (1918-1992). På 23 år blev det til 88 tv-film i fuld featurelængde, alle med Jean Richard (1921-2001) i rollen som den ikoniske kriminalinspektør. Nord for Frankrig er det især Jean Gabin, man forbinder med Maigret på film, men for generationer af franskmænd var Jean Richard manden med piben. I Après mai må Gilles assistere sin far, da denne udvikler Parkinsons. Gilles har intet til overs for Simenon som forfatter og bebrejder sin far, at han spilder sit liv på at skabe borgerlig underholding, »opium for folket« i marxistisk terminologi. Det er uklart, om Assayas deler Gilles' foragt eller bruger hans arrogance som et udtryk for ungdommelig skråsikkerhed. Gilles kender ikke til kompromiser endnu. Ved slutningen har han vel indset, at der kommer en dag, hvor han gør.  

***) Modellen for filmen-i-filmen er The Land That Time Forgot (1974, da. Det glemte land), den første af fire billigt producerede effektfilm med amerikaneren Doug McClure (1935-1995), som britiske Amicus Productions – en konkurrent til Hammer Films – og siden EMI Films havde succes med i tiden. Den amerikanske partner var American International Pictures.The Land That Time Forgot, At the Earth's Core (1976, da. I jordens indre) og The People that Time Forgot (1977) er (løst og frit) baseret på »Hollow Earth«-bøger af Edgar Rice Burroughs. Warlords of the Deep (1978, da. Atlantis – byen under havet) var skrevet fra grunden af Brian Hayles, men skåret af samme spraglede stof og skudt on location på Gozo og Malta. Scifi-koryfæet Michael Moorcock skrev manuskriptet til The Land That Time Forgot, hvor pterodactyler angriber moderne kampfly, og en naziubåd strander i tiden. De før-digitale effekter er gribende rudimentære. Der var allerede i 70erne en anakronistisk længsel efter 50ernes og 60ernes lavbudgetfilm. Alle fire film blev instrueret af Kevin Connor. De har bevaret en kitschet kultstatus og er særdeles kære klenodier i dag.

****) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003, da forfatteren selv skrev manuskriptet til Bertoluccis filmatisering. Gilbert Adair (1944-2011) fik udgivet ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Alice Through the Needle's Eye (1985) og Peter Pan and the Only Children (1987) er kærligt gennemførte (meta)tekster i stilen fra Lewis Carroll og J.M. Barrie. Romanerne i »Evadne Mount«-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Også kultur(af)læsningen i Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er markant. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre (slet) ikke oversat.  

Après mai (Efter revolutionen). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Eric Gautier. 122 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.

Fotos: MK2 Productions/ France 3 Cinéma/ Vortex Sutra/ Canal+/ Ciné+/ La Région Île-de-France/ France Télévisions/ CNC/ IFC Films/ Camera Film/ The Criterion Collection/ Österreichisches Filmmuseum SYNEMA/ Unifrance/ DFI/ Cinematerial/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Filmstriben og er udkommet på dvd/blu-ray [i DK fra Another World Entertaiment]

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013