Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008)

DE GODE SOLDATER
Også krigen på hjemmefronten er evig

Af BO GREEN JENSEN

SOMMER 2008: ALLE har en mening om krigen mod terror. I Hollywood er der få tilhængere, og modstanden vokser lige så stærkt som i 1970erne, da aktiviteten i Vietnam var på sit højeste. Her fik krigen først sine film, da USA havde kapituleret, og de unge mænd var vendt hjem.

   Koalitionsstyrkens indsats i Irak og Afghanistan bliver kritiseret endnu, mens krigen foregår. I Bagdad opføres den nye ambassade, et kolossalt fæstningsværk med 600 lejligheder. Man tager næppe hjem igen foreløbigt. Der er således større afstand mellem kunstnerne og systemet, end på noget andet tidspunkt i Amerikas historie.*

   Denne dissonans giver sig udslag i nye krigsfilm, som efterhånden udgør en rig undergenre. Det er ikke kun velmenende pensionister som Robert Redford (Lions for Lambs) og Brian De Palma (Redacted), bijobbende skuespillere som Tim Robbins (Embedded) og Peter Berg (The Kingdom), dokumentarister som Michael Moore (Fahrenheit 9/11) og Errol Morris (Standard Operating Procedure) eller frusterede gæstearbejdere som briten Sam Mendes (Jarhead) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition), der kritiserer den amerikanske krigsførelse.

   

IRAK-filmen Stop-Loss er usædvanlig i flere henseender. For det første er den skabt af en kvinde, Kimberly Peirce (f. 1967), som instruerede Hilary Swank i den fremragende Boys Don’t Cry (1999). For det andet er det den første film, som bliver i de unge mænds synsvinkel og skildrer soldaternes hjemkomst, ikke i forskudt eller analyserende form, men inde fra selve tilstanden. Peirce forsøger samtidig at tilgodese alle standpunkter, uden at blive selvretfærdig eller åbenlyst fordømmende.

   Det er selvsagt en ordentlig mundfuld. Stop-Loss er finansieret af MTV Films, musikfjernsynets filmdivision, og man fornemmer, at en huskeliste har været vedhæftet bestillingen. Visse temaer må belyses; visse ting skal anskueliggøres. Endvidere udkæmpes krigen af muskeltonede idoltyper med flere teenagefilm i bagagen. Alligevel lykkes det Peirce at skabe en sober fremstilling, der samtidig lever som filmkunst. Jim Sheridan er på vej med Brothers (2009), et remake af Susanne Biers Brødre (2004). Indtil da må Stop-Loss være det bedste bud på en film om hjemmefronten i Amerikas verserende krige.

INFANTERISTEN Brandon King (Ryan Philippe) har gennemført 150 missioner i Irak, da han sammen med sit regiment sendes hjem for at komme til kræfter. Både King og kammeraten Steve Shriver (Channing Tatum) er vokset op i Brazzo, den lille by i Texas, hvor Stop-Loss får sin dramatiske akse efter en hektisk flimrende Irak-prolog, der stilistisk minder om Mogadishu-fadæsen i Ridley Scotts frapperende Black Hawk Down (2001). Også Peirce gør brug af de videoklip, telefonoptagelser og computerskærme, som er blevet obligatoriske stilgreb.

   Sergent Kings sidste mission koster mange af hans venner livet. Han har mareridt om disse tab, men også om drabet på en sagesløs familie i et køkken i Bagdad. Shriver overvejer at acceptere oberstløjtnantens tilbud om at tage tilbage og blive oplært som skarpskytte. King har fået nok og vil blive i Brazzo. Hans kontrakt er udløbet. Da systemet anvender »Stop-Loss«-paragraffen, er det slut med at være den gode soldat. At blive stop-lossed vil sige at få sin kontrakt tvangsforlænget. Denne skjulte værnepligt er filmens egentlige kritikpunkt.

ALLE soldaterne har det svært med at være på orlov. Efter heltemodtagelsen følger flere episoder med vold, beruselse, skydemani og anden irrationel, post-traumatisk adfærd. Shriver går amok på sin første nat hos kæresten Michele (Abbie Cornish). Vennen Tommy Burgess (Joseph Gordon-Levitt) er en tikkende bombe. Også King har psykopatiske anfald, hvor han får afløb for ophobede aggressioner, men for det meste er han rationel.

   Da King bliver stop-lossed, deserterer han. Forældrene (Ciaran Hinds og Linda Emond) bakker ham tøvende op, og Michele indvilliger i at køre ham til Washington, hvor han vil prøve at få den texanske senator i tale. På sigt bliver en flugt til Canada eller Mexico overvejelsen, ganske som i Vietnam-tiden.

   På vejen får King Michele til at standse, så han kan fortælle de efterladte familier, hvordan soldaterne døde. I en af filmens bedste scener, hvor Michele og King besøger en ven på et hospital for lemlæstede veteraner, bliver prisen for krigen mere konkret end i nogen af de øvrige titler, som jeg indledte denne tekst med at nævne. Som et særlig fint træk har filmen ikke den gode, forventede slutning. Der er hverken idyl eller apokalypse. Som portrættet af byen i Texas, føles udfaldet blot realistisk.**

DER er diskussioner, som ikke bliver taget, og tematik, som behandles alt for skematisk. Og muligvis får man intet at vide, som ikke er sagt allerede i Ernest Hemingways In Our Time (1925) og William Faulkners Soldier's Pay (1926); i William Wylers The Best Years of Our Lives (1946); i Hal Ashbys Coming Home (1978), Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) eller Oliver Stones underkendte Born On the Fourth of July (1989), som bygger på en bitter erindringsbog af Ron Kovic.

   Der er mange ikoniske fremstillinger af det knuste liv efter krigen. Alligevel føles Stop-Loss som en af de første ærlige film om krigen i Irak. Den er ikke et flimrende pausesignal med lækker fysik og musik, der skal sælges. Der er nok en underliggende dagsorden, men Peirce prioriterer sin menneskeskildring højere end det politiske ærinde.

   I et af af min teenagedatters livsstilsblade bliver filmen anbefalet som en tematisk tvilling og et perfekt sidestykke til Paul Haggis’ rugende In the Valley of Elah (2007). Det er en god iagttagelse. Drabet, som kickstarter plottet hos Haggis, kunne ske under delingens orlov i Brazzo. Det er den samme slags by og den samme slags død, men i Stop-Loss bliver der ikke taget afstand. Her ses meningsløsheden fra mændenes synsvinkel. Filmen viser, hvorfor de er blevet sådan, men minder samtidig sit publikum om, at soldaterne stadig er mennesker.

Se også Brian De Palma: Redacted (2007); Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008); Ken Loach: Route Irish (2010); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021) + Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]. 

*) I kulturhistoriske fremstillinger bliver der som regel fokuseret på de værker, som markerede modstanden og var kontroversielle i tiden. Vi har vænnet os til at betragte 1950erne som et tovtrækkeri mellem HUAC-kommissionen og radikale kræfter i en filmindustri, der kun nødigt fulgte regeringens påbud. Faktisk var der udbredt opbakning til den amerikanske intervention i Korea. Dissidenterne var i mindretal, og krigen mod kommunismen var populær. Kritikeren J. Hoberman (f. 1949), som var filmanmelder på The Village Voice i en menneskealder, beskriver i An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (The New Press, 2011) en vifte af øvrige værker, som støttede medløberiet i tiden og var skabt med opbakning fra eller i direkte samarbejde med militæret. Han gør med lidt mindre held noget lignende for New Hollywood i The Dream Life: Movies, Media, and the Mythology of the Sixties (The New Press, 2003). An Army of Phantoms er et fascinerende (og forfriskende fordomsfrit) korrektiv til andre fremstillinger af Eisenhower-årene og McCarthyismen. Også Hobermans The Red Atlantis: Communist Culture in the Absence of Communism (Temple University Press, 1999) er anbefalet.

**) Den bedste skildring af budbringerens afmagt er Oren Movermans The Messenger (2009). Den sårede og ptsd-ramte sergent Montgomery (Ben Foster) får ansvaret for at overbringe meddelelsen om dødsfald i sit nærområde. Hans mentor er den mere rutinerede og selv ganske skrøbelige kaptajn Stone (Woody Harrelson), der lærer sin praktikant at agere med takt og empati, uden selv at blive ødelagt i processen. The Messenger udgør en katalog af sorgreaktioner, og filmen har sin uforudsigelighed hér. Mødet med krigsenken Olivia Pitterson (Samantha Morton) bliver et vendepunkt for alle parter. Woody Harrelson spiller budbringeren helt uden absurdistiske indfald og komiske tics. Kaptajn Stone er en overset karakter i hans cv. 


Stop-Loss. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Mark Richard, Kimberly Peirce. Foto: Chris Menges. 113 min. USA 2008. Dansk premiere: 20.06.2008.

Fotos: Paramount Pictures/ Scott Rudin Productions/ MTV Films/ Peirce Pictures/ UIP/ Paramount Home Entertainment/ YouTube (Rotten Tomatoes Movieclips Classic Trailers)

Filmen streames ikke i DK - i UK bl.a. på Amazon Prime | Paramount og Apple TV; i Frankrig på Amazon Prime og Google Play.

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.06.2008

Kathryn Bigelow: The Hurt Locker (2008)

TING SOM GØR FORTRÆD

En film om frygtløshedens pris

Af BO GREEN JENSEN

BAGDAD 2004. Den amerikanske hær og de øvrige koalitionstropper befinder sig på andet år i Irak, i egen forståelse som en progressiv fredsstifter, i andres øjne som en besættelsesmagt.

  Man er så småt ved at indse, at den anden Golfkrig ikke bliver vundet så let som den første. Amerikanerne har ressourcerne og det tunge maskineri. De lokale sabotører, der ser sig selv som frihedskæmpere, har satanisk konstruerede vejsidebomber og perfekt camouflage, idet de smelter ind i den baggrund af trods alt velfungerende hverdag, som man ofte måber over i skildringer af moderne storbykrig.

   De amerikanske styrker råder over særlige bombepatruljer, der med en erfaren tekniker som leder forsøger at afmontere sprængladningerne på stedet. En af dem er Kompagni Bravo, som har 38 dage af sin tur tilbage, da The Hurt Locker åbner in medias res. Da en Rulle-Marie har undersøgt bomben, som ligger i en bunke murbrokker midt på gaden, ifører eksperten Matt Thompson (Guy Pearce) sig den tunge, metalforede beskyttelsesdragt, der får ham til at ligne en dykker på land. Langsomt nærmer han sig bomben, mens sergent J.T. Sanborn (Anthony Mackie) giver order til korporal Owen Eldridge (Brian Geraghty) og de øvrige infanterister, der skal dække løjtnant Thompson, mens han arbejder.

MED ét står den lokale slagter så i døråbningen til sin butik. For sent opdager Eldridge, at manden holder en mobiltelefon. Sanborn giver soldaterne ordre til at skyde, men slagteren når at udløse bomben. Thompson løber væk fra eksplosionen, men er stadig for tæt på trykbølgen og falder død om i sin beskyttelsesdragt. 

   Livet går videre. Krigsførelsen er en evighedsmaskine. Sanborn lægger Thompsons effekter i en af de særlige kasser, som bruges til formålet, når ligene skal flyves hjem. Da han kommer tilbage til sit kvarter på kasernen, er den næste bombeekspert allerede ved at indrettte sig.

   Det første, som den fremmede gør, er at fjerne afskærmningen fra de blændede vinduer. Sanborn betragter ham skeptisk. Han kan på lang afstand se, at den nye eksplosionsekspert, løjtnant Will James (Jeremy Renner), ikke er som de fleste soldater. Den nye mand er tilvænnet og kræver sit daglige adrenalin-sus. For nogle mænd bliver krigen et narkotikum. »War is a drug,« slutter det motto, som Kathryn Bigelow citerer journalisten Chris Hedges for først i filmen. Fyndordet stammer fra bogen War is a Force That Gives Us Meaning (2002).

WILL James føler ikke længere frygt. Tværtimod opsøger han livsfaren og agerer, som den rationelt frygtsomme Sanborn bemærker, mere som en ranger eller cowboy. Når han nærmer sig et bombested, lægger han straks beskyttelsesdragten, så han kan arbejde under behagelige forhold. Han bliver ved, til han har fundet detoneringsmekanismen og afmonteret bomben. Det er indtil videre lykkedes for ham 873 gange.

   Delingens oberst (David Morse) er stolt af sin nye fribytter. Sanborn er mindre begejstret. Han vil gerne leve tiden ud, og fordi James er så nonchalent og uforudsigelig, udgør han en omvandrende invitation til irakiske snigskytter. Det kommer så vidt, at Sanborn diskuterer med Eldridge, om de skal likvidere deres leder og kalde hans død for et hændeligt uheld. Et vendepunkt, et umærkelig skift i relationen indtræffer, da amerikanerne i ørkenen møder britiske koalitionstropper med en T.E. Lawrence (of Arabia)-lignende leder (Ralph Fiennes).

   Englænderne har to tilfangetagne irakere med sig i deres kampvogn. I en scene så intens og langsom, at tiden virkelig føles som real time, arbejder James og Sanborn sammen om at finde og dræbe de snigskytter, som plukker og slukker mændenes liv ét for ét. Det lykkes at sætte to træffere ind på 850 meters afstand, mens Eldridge på sin side elimerer en partisan, der har lagt sig på togskinnerne.

   Den aften drikker mændene igennem på kasernen, og James forklarer Sanborn og Eldridge, hvorfor han gemmer både fjendens tændsatser og et foto af sin søn i den æske, som ligger under hans seng. Will James kan godt lide at røre ved »all the things that hurt you«, når han har deaktiveret den trussel, de udgør. Heraf filmens titel. James' æske er The Hurt Locker. Kassen eller skrinet med alle de ting, som kan gøre fortræd. »This box is full of stuff that almost killed me«.

KRIGEN i Irak var muligvis et ressourcespild af dimensioner og en politisk fejlinvestering, der fik gravet Amerika endnu dybere ned i det kaninhul, man ikke kunne undslippe fra, da krigen i Vietnam blev tabt for snart 50 år siden. Til gengæld kom der, under begge Golfkrige, forbavsende gode bøger og film ud af interventionen, allerede mens den foregik.

   I forbindelse med krigene i Korea og Vietnam blev kunsten først skabt efter fredsslutningen. I Irak og Afghanistan var der tale om løbende efterretning. Fra David O. Russells Three Kings (1999) til Brian De Palmas Redacted (2008) vokser en vifte af smukt forarbejdede antikrigsfilm, som sjældent taler åbent mod krigen, men gør deres virkning ved at vise fragmenter af virkeligheden, både i marken og på hjemmefronten.

   Undergenren er rig efterhånden. Der er lødige fiktionsfilm som Robert Redfords Lions for Lambs (2007), Mike Nichols' Charlie Wilson's War (2007) og Irwin Winklers Home of the Brave (2006). Der er opportunistiske actionfilm som Peter Bergs The Kingdom (2007) og dokumentariske projekter som Tim Robbins' agiterende Embedded (2004) og Errol Morris' kliniske Standard Operating Procedure (2008).

SÆRT nok – eller netop ikke – er nogle af de klareste film skabt af frustrerede tilflyttere som canadieren Paul Haggis (In the Valley of Elah, 2007), englænderen Sam Mendes (Jarhead, 2005) og sydafrikaneren Gavin Hood (Rendition, 2007). Men de bedste to er lavet af kvindelige instruktører: Kimberley Peirces Stop-Loss (2008) og Kathryn Bigelows The Hurt Locker.

   Bigelow (Blue Steel, Strange Days) tilhører en lille gruppe af kvindelige filmskabere, som konsekvent beskæftiger sig med udtryk og genrer fra mændenes verden. I The Hurt Locker fortæller hun enkelt og næsten minimalistisk om soldaternes farlige hverdag. Modsat Peirce i Stop-Loss og De Palma i Redacted, gør Bigelow ikke brug af de [i 2004] nye sociale medier, YouTube, Facebook, videochat, der i andre sammenhænge gør denne krig mere nærværende.

   Fordi man er sammen med mændene dag og nat, og fordi filmen følger dem i alle situationer, får publikum gradvis den samme klaustrofobiske fornemmelse. Inde i krigen lever bomberydderne i deres egen verden. Deres grundvilkår er kronisk frygt eller manglen på samme. Undervejs er den tematiske slægtning, som man hyppigst sender en tanke, ikke en anden krigsskildring, men Henri-Georges Clouzots legendariske Le salaire de la peur (1953, da. Frygtens pris) om chauffører, som kører med nitroglycerin.*

FILMEN bliver i Irak i to timer, og efterhånden forstår man alle tre mænd: den ødelagte James, den forsigtige Sanborn og den forvirrede Eldridge, som både beundrer og frygter sin leder. Det føles derfor som et lille stilbrud, da historien til slut følger med James hjem til hverdagen i Amerika. Her ved han ikke, hvad han skal stille op med sin kone og sin søn i huset, hvor der bare er stille. Der er 2.000 slags morgenmad at vælge imellem i det bugnende supermarked. Så megen frihed kan James ikke håndtere.

   I en af filmens hjertescener taler han til sin lille søn, som endnu ikke kan svare igen og er begejstret for den mekaniske spilledåse, som hans far bruger til at lulle ham i søvn med. James forklarer, hvordan verden er fuld af begejstring, mens man er barn og føler sig tryg på et sted, man kan kalde for hjemme. Med tiden bliver der færre af tingene, som man elsker. Endelig er summen skrumpet ind til to-tre ting. Eller måske bare én i hele verden.

DER bliver filmen igennem talt ned til den dag, hvor Kompagni Bravo har gjort sin pligt og mændene kan rotere videre til anden tjeneste. Ved slutningen er James tilbage i Irak. Uret er stillet tilbage, og det er nu Kompagni Delta, der har 365 dage tilbage, mens kameraet zoomer ud fra James, som nærmer sig dagens vejsidebombe, denne gang iført beskyttelsesdragten.

   Eldridge er forlængst fløjet hjem med et knust ben. Som afsked forbander han bombeeksperten, der må have sin daglige adrenalin. Der bliver ikke viklet en narrativ krølle om Sanborn. Ellers kan man ikke beskylde The Hurt Locker for at ende abrupt. Den er derimod nok en halv time for lang, men fantastisk konkret og intens i sin midte.

   Kimberly Peirces Stop-Loss handlede om den regel, et opdateret Catch-22 à la Joseph Heller, som gør det muligt for militærledelsen at forlænge soldaternes værnepligt, mere eller mindre for evigt. I The Hurt Locker har James slet ikke brug for den regel. Han har skrevet sin egen stop-loss-paragraf. Eksperten kommer aldrig ud af Irak, selv hvis det lykkes ham at flytte sig fysisk.

DER er ingen kunstig spænding, ingen spektakulære effekter, intet fyrværkeri. På sin måde er The Hurt Locker en tør og næsten saglig actionfilm om gode mennesker, der perverteres og ødelægges af krigen. Thomas lever stærkest, når han tænder sin cigaret efter afmonteringen af endnu en bombe. The Hurt Locker er årets mest intense filmoplevelse. Den mangler nok nogle grader i dybden, men som antikrigsfilm er den fejlfri og som politisk kunstværk stærkt tankevækkende.

The Hurt Locker var Oscar-nomineret i 9 kategorier. Den vandt i 6 af dem – Best Motion Picture of the Year (Nicolas Chartier, Kathryn Bigelow, Mark Boal, Greg Shapiro); Best Achievement in Directing (Bigelow), Best Writing, Original Screenplay (Boal); Best Achievement in Film Editing (Bob Murawski, Chris Innis); Best Achievement in Sound Mixing (Ray Beckett, Paul N.J. Ottosson) og Best Achievement in Sound Editing. Bigelow blev den første kvinde, som modtog en Oscar for bedste instruktion.   

Se også Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Kathryn Bigelow: Detroit (2017) [Black Lives Matter 6].

Se også Brian De Palma: Redacted (2007); Ken Loach: Route Irish (2010); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Frygtens pris var før i tiden (frem til 1990, sådan cirka) en film, man havde hørt om og skulle se. I 1953 modtog den både Guldbjørnen i Berlin og Guldpalmen i Cannes. Filmen kunne stadig rydde gader, hvis den blev vist i tv. Efter fænomenale succeser med The French Connection (1971) og The Exorcist (1973) brugte William Friedkin (1935-2023) fire år på at skabe Sorcerer (1977, da. Frygtens pris), som moderniserede rammehistorien. Roy Scheider har rollen, som Yves Montand spiller i Clouzots version. Friedkin fastholdt – rimeligt nok – at Sorcerer ikke var en genindspilning af The Wages of Fear, men en ny fortolkning af Georges Arnauds roman fra 1950.

   Produktionen var kostbar, og filmen blev negativt modtaget. Sorcerer er først i nyere tid begyndt at give overskud. På Mostraen i Venedig 2013 præsenterede Friedkin selv filmen i et restaureret director's cut. Her genså jeg den og var overvældet. På den fornemme britiske blu-ray (40th Anniversary Collector's Edition, Entertainment One UK, 2017) har Friedkin og Nicolas Winding Refn en timelang samtale om Sorcerer. Flere filmskabere foretrækker Friedkin for Clouzot (dog ikke Christopher Nolan, der i 2017 brugte Le salaire de la peur som inspiration for Dunkirk). Quentin Tarantino skriver begejstret om Sorcerer i Cinema Speculation (2022).

  Clouzots film har været gennem alle stadier i udviklingen af videomarkedet. For eksempel blev den farvelagt og udsendt på VHS i en pan-scan kopi. I 2017 blev den digitalt restaureret og vist i klassikerserien på Cannes Festivalen. I 2022 udkom en fransk 2K Blu-ray fra Universal Studios. BFI forbereder en britisk 4K Ultra HD Blu-ray, som udkommer i februar 2024.             

The Hurt Locker. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Barry Ackroyd. 132 min. USA 2008. Dansk premiere: 04.09.2009.

Fotos: Voltage Pictures/ Grosvenor Park Media/ FCEF/ Kingsgate Films/ Summit Entertainment/ Nordisk Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2009.

Brian De Palma: Redacted (2007)

DEN BEARBEJDEDE SANDHED

En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*

   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.

GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.

   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.

   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.

   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.

DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.

   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.

   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.

   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.

DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.

   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.

   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.

   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?

REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.

   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.

   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100].

Se også Ken Loach: Route Irish (2011); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.

Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]

David O. Russell: Three Kings (1999)

ÅH, SIKKEN HERLIG KRIG!

Eventyr, action og kritisk satire

Af BO GREEN JENSEN

PÅ afstand ser det bestemt ikke spændende ud. Plakaten for Three Kings viser George Clooney, Mark Wahlberg og rapperen Ice Cube som amerikanske ørkenrotter, der skræver mandigt gennem sandet og kniber øjnene sammen. Den ligner til forveksling de kunstværker, der plejer at sælge ordinære krigsfilm til det dødsliderlige publikumssegment. I baggrunden stiger røg op fra to eksplosionsbrande. De tre mænd er bevæbnet til tænderne og bærer på noget tungt. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være sportstasker. Så bliver man alligevel lidt interesseret. Faktisk er det heller ikke anskudte tanks, som brænder i baggrunden. Det er limousiner med irakiske vimpler på køleren.

SAGEN er nemlig, at Three Kings ikke ligner de krigsfilm, vi plejer at se. Den foregår umiddelbart efter Golfkrigen i 1991 og kaster et særdeles kritisk blik på den amerikanske Operation Ørkenstorm, men det er umuligt at forveksle den med det filosofiske billeddigt om krigens væsen til alle tider, man finder i film som Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979) og Terrence Malicks The Thin Red Line (1998).

   Snarere er der i afsættet tale om en camoufleret cowboyfilm på linie med Robert Aldrichs The Dirty Dozen (1967, da. Det beskidte dusin) eller Brian G. Huttons Kelly's Heroes (1970, da. Kellys helte), som instruktøren David O. Russell da også indrømmer at være inspireret af: nogle soldater tager på skattejagt og lader hånt om konfliktens højere mål.

   Også dén form bryder Three Kings dog, for mændene vokser med opgaven, og modsat en film som Edward Zwicks Courage under Fire (1996, da. Det afgørende bevis), som umiddelbart virker mere sober og traditionel i sin fremstilling af Golfkrigen, interesserer Russells film sig faktisk for den irakiske side af sagen. Dens syn på de politiske kræfter og mediernes håndtering af konflikten er lige så misantropisk som i Barry Levinsons Wag The Dog (1997, da. Når halen logrer med hunden), hvor man opfinder en hurtig krig, fordi præsidenten er taget med bukserne nede igen.

ALLIGEVEL er vi langt fra tonen i sorthumoristiske fnisestykker som Robert Altmans M*A*S*H (1970, da. M.A.S.H.), Mike Nichols' filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22) eller Richard Attenboroughs Oh! What a Lovely War (1969, da. Åh, sikken herlig krig!), hvor selveste John Lennon var blandt de syngende soldater.

   Den kvindelige tv-reporter er tegnet med flere nuancer end sædvanligt, og de i udgangspunktet selviske mænd ender med at engagere og ofre sig for at hjælpe den lokale befolkning. Den slags er faktisk ikke set, siden William Holden og resten af den vilde bande gjorde fælles front med de mexicanske bønder i Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande) – som på sin tid var et anakronistisk ekko af den maskuline ridderkode i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Det er med andre ord en rigtig glat forvandlingsfisk, vi hér har fået i nettet.

MEST opsigtsvækkende er billedstilen, som straks slår benene væk under tilskueren. Three Kings er klippet i en høj, hektisk, udsyret stil, der kan minde om Oliver Stones strategier i film som Natural Born Killers og U-Turn. Skæve vinkler vrider perspektivet, den flimrende hede slår igennem i både farver og lyssætning, det store billede er aldrig i ro, og man synes hele tiden at være lidt for tæt på begivenhederne til at kunne orientere sig tilfredsstillende. Det er afgjort ikke en film, som man får ro i sindet af at se, og hen ad vejen risikerer den også at blive ét med flere af de hurtige tendenser, som den på ironisk vis tager afstand fra.

RUSSELL har adskillige dagsordener, nogle mere skjulte end andre, og at det hele faktisk balancerer og hænger sammen, er ikke det mindst imponerende. Vi befinder os i Irak, og Saddam Hussein har kapituleret, men alting blæser i vinden. Internt er man i gang med en politisk udrensning og føjer fjenden for at få arbejdsro.

   De amerikanske tropper ved stort set intet om hverken stedet eller konflikten. »Skyder vi folk?« lyder filmens første replik. En partisan står på en høj og vifter med et eller andet. Troy Barlow (Wahlberg) kender ikke den aktuelle procedure. De andre interesserer sig ikke for problemet. Så han skyder for en sikkerheds skyld, og skikkelsen falder, surrealistisk, en tændstiksmand i et ørkenlandskab, som kunne været malet af Salvador Dali.

TROY er nybagt far, og filmen lader ham se hustruen og babyen hjemme i hverdagen med afstandens idylliserende blik. Da han senere bliver tortureret af en irakisk forhørsleder, som har mistet sin familie under de fjernstyrede amerikanske bombardementer, viser Russell os Troys forestilling om, hvordan det ville se ud, hvis en bombe væltede husmuren ned over konen og barnet.

   Three Kings gør overhovedet en dyd af at vise, hvad skudsår faktisk gør ved én, så det er umuligt at acceptere døden og de mange dræbte som konventioner. Oberst Gates (Clooney) forklarer de kamplystne frø, hvad der sker, når et projektil trænger ind gennem huden, og vi ser det. Kameraet følger kuglen ind i indvoldene og viser galden, der siver ud i bughulen.

   Midtvejs i filmen realiseres et opgør mellem fribytterne og nogle irakiske vagter som en serie af standsede enkeltbilleder. Vi følger hvert skud og ser, hvor det rammer. Først da borgen stormes i slutningen, giver filmen sig hen til en fejende stemning, der er hentet engros fra Indiana Jones-serien.

 

FILMENS macguffin er en guldreserve, som Saddam har konfiskeret i Kuwait. Det er den, de alle efterstræber, Clooney, Wahlberg, Ice Cube og den fjerde musketér, bondejokken Conrad, der spilles med indlevelse af Spike Jonze (instruktøren bag den originale Being John Malkovich). Guldet flytter handlingen rundt mellem skoldede lokaliteter, som faktisk er filmet i Mexico, og skatten viser sig lige så besværlig som alt Sierra Madres guld. Men mændene bliver ikke til hunde, der grådigt gnaver løs på hinanden. Tværtimod træder de i karakter som anstændige mennesker. Dét er i grunden det mest radikale.

FORMEN er effektiv, original og i længden også anstrengende. Jo mere tyngde plottet får, jo mere distraherer de visuelle nyskabelser. Flot og skarp er filmen dog til stadighed, også selv om der faktisk er fire konger, og titlen udelukkende er valgt på grund af en sangstump om De Vise Mænds Rejse. Det er i øvrigt et udmærket kompilationssoundtrack, som understøtter absurditeten på de rigtige steder. 

   Russell fornøjede med Spanking The Monkey og irriterede med Flirting With Disaster. Med denne første store studieproduktion træder han i karakter som en yngre fornyer af gamle former, en kreativ billedskaber på linie med David Fincher og Quentin Tarantino. Samtlige spillere gør det fornødne, men især Clooney og Wahlberg er godt tjent med at lægge ryg til de ekstreme strabadser.

Se også David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004); David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

Three Kings. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Newton Thomas Sigel. 112 min. USA 1999. Dansk premiere: 03.03.2000.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Coast Ridge/ Atlas Entertainment/ Junger Witt Productions/ Sandrews/ Warner Home Video/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2000.