Brian De Palma: Redacted (2007)

DEN BEARBEJDEDE SANDHED

En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*

   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.

GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.

   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.

   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.

   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.

DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.

   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.

   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.

   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.

DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.

   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.

   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.

   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?

REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.

   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.

   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100].

Se også Ken Loach: Route Irish (2011); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.

Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]

Giuseppe Tornatore: Ennio Morricone – The Maestro (2021)

EN LANG OG LYKKELIG REJSE

Et sidste glimt af filmkomponisten

Af BO GREEN JENSEN

DET var et fyrtårn og et fikspunkt, som forsvandt, da Ennio Morricone døde i 2020. Få komponister har sat deres mærke og præget en kunstart så dybt. Morricone gjorde det gennem 60 år og var stadig unik og urørlig.

   Tolv af 500 soundtracks blev skrevet til Giuseppe Tornatore (f. 1956). Morricone følte selv noget særligt for musikken til Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i Paradis), og han kunne se sin egen rejse i The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet). Tornatore havde optaget sin portrætfilm, da komponisten gik bort. Den er derfor et kærligt arbejdsportræt, snarere end en rugende gravskrift.

   Ennio fortæller historien kronologisk, med talrige filmklip og flittig brug af vidneudsagn. De talende hoveder tilhører venner, kolleger og fans fra Bernardo Bertolucci og Clint Eastwood til Quentin Tarantino og Bruce Springsteen. Mesteren selv fortæller udførligt.

DEN første time er pakket meget tæt. Dybden og fylden kommer for alvor, da samarbejdet med Sergio Leone begynder. De to mænd var gamle skolekammerater. Musikken til The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968) ændrede westerngenren for altid. Og blev født, fordi Ennio kunne høre et klokkespil, et dyreskrig og en fløjte.

   Tornatores film er en guide til liv og metode, men han giver stoffet moment ved at vise, hvordan Morricone igen og igen bliver nomineret til en Oscar, som han ikke får. I 2007 modtager han en ærespris. Så skriver han score til The Hateful Eight (2015) og får sin rigtige Oscar. Ambitionen er ikke et påhit. Morricone var beskeden af væsen, men sulten efter anerkendelse.

HER finder filmen sit ledemotiv. Drengen kunne læse noder og spille trompet som 6-årig. På Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium, fandt han en faderfigur i komponisten Goffredo Petrassi, som blev hans lærer og forbillede.

   I den klassiske verden var film ikke agtet. Morricone følte altid, at han prostituerede sig – han taler åbent om det i Ennio – når han tog bestillingsopgaver. Han skrev en overgang kun »absolut« kompositionsmusik. Avantgardeensemblet Il Gruppo var et livsvarigt sideprojekt.

 

HER kom arbejdet med Roland Joffés The Mission (1986) til at gøre en forskel. Morricone var træt og færdig med film, da Joffé viste ham scenerne, hvor missionæren Fader Gabriel (Jeremy Irons) og den oprindelige befolkning bliver mejet ned. Morricone fik tårer i øjnene og gik hjem og skrev »Gabriel's Oboe« og »On Earth as It Is in Heaven«.The Mission har været lagt væk meget længe, forskrevet på grund af sin patos. Nu får man lyst til at se den igen.

FILMEN om filmkomponisten er gavmild, nøjagtig og kongenial. Her er alle de store partiturer og en god portion af de mindre kendte. Her er den lille mand, som kan komponere i sit hoved.

   Som regel er der stille i arbejdsværelset. Han rejser sig og dirigerer; han lægger sig og laver yoga. Han bruger højest et lille klaver til at demonstrere. Leone forstod aldrig musikken i skitseform. Morricone kunne høre den, før den var skrevet.

Se også Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100].

Ennio Morricone – The Maestro. Instr. & manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 150 min. Italien 2021. Dansk premiere: 07.04.2022.

Fotos: Piano b Produzioni/ Potemkino/ Fu Works/ Terras/ Gaga/ Blossoms Island Pictures/ Eurimages/ Dogwoof Pictures/ Gentofte Kino Distribution

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2022.

Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]

EN HYTTE I STORMEN

Kønspolitik i genreforklædning

Af BO GREEN JENSEN

ET klaustrofobisk kammerspil forklædt som en gammeldags western – i episk bredformat, til og med. Et politisk lærestykke i sludrevorn teaterform. En salonkrimi af den klassiske skole og en tegneserie med tænksomme bobler.

   Quentin Tarantinos opus 8 er alle disse ting og mere til. Som sædvanlig afhænger oplevelsen af, om man er med eller imod ham – om man er til film, hvor instruktøren blander sig, og manuskriptet kan høres i samtlige scener.

   Det er vi som regel. Den amerikanske genreekspert har en af de ivrigste fanbaser, og det er hans navn, der sælger billetter. Derfor står der »the 8th film by Quentin Tarantino« over titlen The Hateful Eight, som er et ekko af John Sturges’ The Magnificent Seven (1960), der på dansk hedder Syv mænd sejrer.

   Det kræver dog lidt mere at være trofast denne gang. Faktisk er det med sakkende holdning og skum om sin mule, at filmen endelig rider i mål. Tarantinos film har ofte været et fyrværkeri af skæve ideer. Her er de få og næsten for små til at bære den grundlæggende konstruktion.

   Man må i hvert fald nedjustere sin forventning. The Hateful Eight er ikke en legesyg metawestern, hvor QT fråser i brutale virkemidler. Det er helt i orden. Genrebadet tog han jo i Django Unchained fra 2012.

   Den ottende film er en mere selvbevidst sag, der vil tale om race og køn i Amerika nu. Den mener det meste af, hvad den siger, og er tæt på at være en allegori. Også dét er i orden. Men formen arbejder ikke for teksten, og med en spilletid på tre en halv time føles filmen både for lang og for løs.

  

DEN lanceres i to udgaver. Den ene version er en digital kopi uden ouverture og pause, som kan spille i enhver biograf. Den anden vil genskabe roadshow/event-oplevelsen, som publikum havde i 1960erne, når de så spektakulære helaftensfilm som Ben-Hur og Doktor Zivàgo.

   Formatet er Ultra Panavision 70, en antikveret teknologi, som senest var i brug i England i 1965, da Basil Dearden instruerede Charlton Heston og Laurence Olivier i Khartoum (da. Slaget om Khartoum). Tarantino udnytter lærredets bredde i de første tyve minutter. Siden foregår alt i en hytte, hvor ti karakterer har søgt ly for en snestorm.

   Bredformatet bliver brugt til at finde nye detaljer i deres ansigter. Man er tættere på Samuel L. Jackson og Kurt Russell, end man har drømt om eller ønsket sig. Man kan lugte whiskyånden, og når Jennifer Jason Leigh bliver slået i ansigtet, kan man se tandstumper i det blodige kød.

   Tarantino elsker at citere gammel musik. Han har ofte brugt kompositioner af Ennio Morricone. Her har Morricone – som døde den 6. juli 2020, 91 år – faktisk skrevet et score til sin ivrigste fan. Tarantino lader os lytte i ouverturen. Så gør han, som han plejer, og vælger sange fra sin egen spilleliste.*

   Når det kommer til stykket, vil filmen nemlig ikke stå ved sine store virkemidler. The Hateful Eight er en teatertekst. Tarantino er blevet forelsket i scenerummets askese på samme måde, som Lars von Trier var, da han tegnede kridtstreger på gulvet i Dogville og Manderlay.

   Der er derfor (endnu) mere snak end sædvanligt og færre visuelle fanfarer. »Let’s slow it way down,« siger Jackson et sted. Det er generelt strategien. Filmen skumpler af sted i et tempo, der udfordrer publikums tålmodighed. Dét er nyt for Tarantino. For første gang bliver han småkedelig.

SÅ hvad handler det om? I virkeligheden ikke ret meget. Det begynder med en snestorm i Wyoming i cirka 1870. I hvert fald er krigen mellem Nord og Syd stadig i frisk erindring. Det er borgerkrigens loyaliteter, som definerer karaktererne og har gjort dem til, hvad de er.

   Tarantino og fotografen Robert Richardson åbner med et nærbillede af Jesus’ ansigt på en træfigur, der står ved en korsvej. Diligencen, der baner sig vej sig gennem sneen, kunne være køretøjet fra John Fords gamle Stagecoach.

   Ved korset venter en sej, sort dusørjæger, Samuel L. Jackson i rollen som Major Marquis Warren. Han bærer hele udstyret og sidder på tre frosne lig, da han standser diligencen og beder om kørelejlighed.

   I vognen sidder helvedeshunden John Ruth (Kurt Russell), bedre kendt som dusørjægeren The Hangman. Hans fange er en eftersøgt kvinde ved navn Daisy Domergue (Jennifer Jason Leigh). De to er lænket til hinanden.

   Mændene kender hinanden. Ruth kan huske brevet fra Abraham Lincoln, som Warren bærer i lommen. Hver gang Daisy giver sin mening til kende, slår John Ruth hende hårdt midt i ansigtet. Eller bruger skæftet på sin pistol.

   Snart kommer endnu en passager ombord. Det er Chris Mannix (Walton Goggins), som er på vej til Red Rock for at overtage embedet som sheriff. John Ruth vil ikke tro det. Mannix er søn af generalen for en lovløs rebelhær (som virkelighedens William Quantrill). Han hader yankeer og niggere.

WARREN og Ruth tager ham med. Målet er Minnies Manufaktur, en handelsbod i vildnisset, hvor selskabet vil søge ly. Første kapitel er fornemt turneret. Her ligger alle de klassiske filmting. Snegletempoet sættes. Der bliver sagt nigger 200 gange, og man vænner sig til, at den eneste kvinde bliver slået igen og igen.

   Desværre bruger Tarantino de næste timer på at udpinde samtalerne i Minnies Manufaktur. Her venter resten af De Hadefulde Otte: mexicaneren Bob (Demian Bircher), englænderen Oswaldo (Tim Roth), der præsenterer sig som egnens bøddel, og gunslingeren Joe Gage (Michael Madsen).

   Kun sydstatsgeneralen Sandy Smithers (Bruce Dern) er, hvad han giver sig ud for: en uforsonlig racist, der nægter at tale direkte med major Warren. Sent i forløbet springer en trold op af gulvet i skikkelse af Channing Tatum.

   Karaktererne går hinanden på nerverne og tager alskens emner op i vidtløftige enetaler. Nogle har vægt, men de fleste er digressioner. Halvanden time inde falder det første skud og den første dødscene.

EFTER pausen bliver tiden skruet tilbage. Nu præsenteres mysteriet om, hvem der kom gift i den simrende kaffe, mens majoren og generalen afregnede. De hadefulde otte dør i sirlig nummerorden. Modellen kunne være Agatha Christies En af os er morderen, som i sin første udgave hed Ten Little Niggers.**

   Man skal efterhånden tilbage til Kill Bill for at se en original Tarantino. Inglourious Basterds og Django Unchained var visuelle overflødighedshorn, men de blev skabt som pasticher på eksisterende film, og dét var hele pointen.

   Til gengæld kan man hver gang høre en forfatter, der bliver mere selvbevidst. Det er al ære værd, men når Tarantino skriver sig ind på klassiske former, formindskes hans særlige gave. Pludselig bliver sproget fra Pulp Fiction til tung teaterdialog.

   I Basterds og Django var der balance mellem ironien og de historiske omskrivninger. Basterds lod Hitler dø i en fransk biograf; Django tog hævn på afroamerikanernes vegne. De film var kontrafaktiske tegneserier, hvor Tarantinos signaturstil kunne brillere.

   I The Hateful Eight lyder han snarere som en forfængelig bugtaler, men ensemblespillet er fremragende, og midt i redundansen bliver der sagt skarpe ting om forholdet mellem sorte og hvide. Tarantino har talt ved flere Black Lives Matter-demonstrationer. Sagen og emnet optager ham.

   Roy Orbison følger filmen til dørs med »There Won’t Be Many Coming Home« fra The Fastest Guitar Alive (1967). Et andet musikalsk bud kunne være John Lennon og Yoko Onos »Woman is the Nigger of the World« fra Some Time in New York City (1972). For det er i sidste ende Daisy Domergue, man lægger sin sympati hos.

   Niggeren og racisten dør i hinandens arme. Hele Amerika er lukket inde i stormen. Alle ønsker, at brevet fra præsident Lincoln var ægte. Slutningen er et misantropisk blodbad i stil med finalen på Reservoir Dogs. Hver og én får sin fortjente bekomst.

   Fans af Tarantino må hurtigt i biografen. For novicer er The Hateful Eight et dårligt sted at begynde.

Se også Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]; Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019, nr. 1]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

*) Filmens lydspor er et kapitel for sig. Efter at have samplet Morricone-soundtracks i årtier, bestilte Tarantino et originalt score hos mesteren, der i 2016 fik sin første Oscar for musikken til The Hateful Eight. Kompositionen, som hedder »L'Ultima Diligenza di Red Rock«, varer syv minutter og er doseret i små udtag hen over filmen. Det er en ganske dynamisk komposition, som gør brug af synthesizers, klokkespil og andre Morricone-signaturer. I standardversionen af filmen opleves den som temamusikken. I roadshow-versionen er det »Overture«, en mere klassisk svungen episk ting, der står som filmens tema. Den er i vid udstrækning løsnet fra »Neve« (12:17), som er den anden grundlæggende komposition.

   QT bruger især Morricones musik i de brede eksteriørbilleder. Inde i hytten bliver sangene sætstykker, især Jennifer Jason Leighs hjerteskærende udførelse af balladen »Jim Jones at Botany Bay«, som må være australsk efter titlen at dømme. QT går dog stadig på strandhugst i eksisterende soundtracks. Fx bliver David Hess' score til Wes Cravens The Last House on the Left (1972) citeret, og Roy Orbisons bannersang »There Won't Be Many Coming Home« stammer som nævnt fra Michael D. MooresThe Fastest Guitar Alive (1967), et hipt kuriosum med sangeren selv i en sjælden filmrolle. Endvidere citerer Tarantino fortsat fra andre Morricone-kompositioner, som måske ligger tættere på, hvad han havde forestillet sig, at Morricone ville aflevere. Det gælder »Regan's Theme (Floating Sound)« fra Morricones score til John Boormans Exorcist II: The Heretic (1977) og ikke færre end tre cues – »Eternity«, »Bestiality« og »Despair« – fra John Carpenters The Thing (1982).

   Produktionen lejede en original Martin-guitar til en værdi af 400.000 dollars, som Jennifer Jason Leigh spiller »Jim Jones at Botany Bay« på. Scenen slutter med, at Kurt Russell bryder ind, standser musikken og knuser guitarens krop for at være ekstra nedrig. Ingen havde fortalt skuespilleren, at instrumentet var et autentisk klenodie. Russell troede, at der var tale om en attrap, så han knuste guitaren i virkeligheden. 

**) Agatha Christies ikoniske krimi (som på verdensplan er trykt i mere end 100 mio. eksemplarer) hed Ten Little Niggers, da den udkom i England i 1939. Det sang man i de minstrel shows, hvor remsen blev brugt, simpelt hen. Man var også dengang opmærksom på sprogets indgroede racisme. Da romanen udkom i USA i 1940, blev titlen ændret til And Then Were None (som siden er den officielle), men kun i hardcoverudgaven. Pocket Books brugte titlen Ten Little Indians (som blev opfattet mindre racistisk) i paperbackudgaver fra 1964 til 1986. I selve teksten er N-ordet erstattet med Indians og senere Soldiers. På dansk har bogen heddet både Ti små negerdrenge og En af os er morderen. Titlen Ti små negerdrenge er brugt så sent som i 1977, da Robert Fisker bearbejdede bogen for læsere i alderen 12-14. And Then There Were None er senest optrykt i Bjarne Nielsens oversættelse i 2015. Her er titlen Der var ti, der var ni...      

The Hateful Eight. Instr. og manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 187 min. USA 2015. Dansk premiere: 07.01.2016 

Fotos: TWC/ Scanbox Entertainment/ FilmAffinity [+]/ CineMaterial

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, FlixFling Rent & Buy, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 05.02.2019

Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.01.2016

Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7] [Westerns 100]

DEN TYVAGTIGE SKADE

QT når til westerns i sin omskrivning af filmhistorien

Af BO GREEN JENSEN

TO hæderkronede kulørte genrer – 1960ernes europæiske »spaghettiwestern« og 1970ernes amerikanske blaxploitation – smelter sammen i Django Unchained. De er ydermere nittet fast til en kulturpolitisk belæring om slaveriets historie i USA og de racistiske og sexistiske fantasier, som er udlevet i den forbindelse. Helheden er en forvreden struktur, der kunne være svejset af Ingvar Cronhammar, Robert Jacobsen eller Jean Tinguely. En ny fantasi skabt med fundne objekter. Åbenbaringen skrevet i blod af Storm P.

   Quentin Tarantinos film er unikke konstruktioner. Han låner og stjæler fra andre, men bygger hver gang sin egen maskine. Han er stadig en fan og tager afsæt i obskure B- og C-produktioner, gerne kultfilm fra Europa og Asien, han lærte at kende som ung cineast. Hans historiske viden matcher Martin Scorseses, men han deler ikke kollegaens smag. QT elsker spekulationsfilm af typen, som »man« nødigt ser.

   I Django Unchained bliver formlerne brugt til at skabe en hævner, der ligner alle westernhelte, fra The Ringo Kid i Stagecoach til Manden uden Navn hos Sergio Leone. Imidlertid er helten sort, og det mytologiske vildnis er erstattet med Sydstaternes plantageland. Forestil dig, at Shaft dukker op til selskabet forrest i Borte med Blæsten. Han fløjter temaet fra Superfly, mens han trækker pistolen. Han siger allerhøjst »Farvel, Onkel Tom«, idet han begynder at nakke de hvide.

DIALOGEN er som altid vildtvoksende og fantastisk. Der er masser at se på, men i sit hjerte er Django Unchained en verbal og forbavsende litterær bestræbelse. Der bliver nok sagt nigger 200 gange. Først er det som en uartig dreng, der skriver sjofle ord på væggen, mens de politisk korrekte fruer i Korsbæk drikker kaffe. Siden er der ægte bid i den systematiske nedbrydning af tabuer. Django Unchained har ingen berøringsangst overhovedet.  

    Filmen opererer i brutale sætstykker, der vokser ud af en orkestreret ordveksling. Her er helten ikke den fåmælte Django (Jamie Foxx). I Inglourious Basterds (2009) brugte Tarantino første gang Christoph Waltz, den østrigske skuespiller med selvironien og fløjlsstemmen, som sit personlige instrument. Her er Waltz tilbage som Djangos sidekick, dusørjægeren King Schultz, der bijobber som rejsende tandlæge.

   Tarantinos monologer bliver mere og mere som arier, og i Waltz har han fundet et talerør, der kan fremføre teksterne kongenialt. Schultz lever af at dræbe eftersøgte forbrydere. Hans menneskesyn er pragmatisk, men han er også en mand med romantisk retfærdighedssans. I første scene befrier han Django. Han skal bruge ham til at udpege fire eftersøgte, men allerede da synes Schultz at træffe en beslutning: Han vil gøre Django til mesterens lærling.

DJANGO tager ivrigt ved lære. King træner ham i kampteknik, mens de tilbringer vinteren sammen i bjergene. Da de kommer ned fra sneen, er den sorte hævners figur helt på plads. De nedlægger byttet, som King har i kikkerten, men det højere formål bliver at finde Djangos hustru (Kerry Washington), som på fantastisk vis hedder Broomhilda van Shaft og minder den tyske tilflytter om Nibelungkvadets Brunhilde.
   Parret kom fra hinanden, da Django blev videresolgt. Broomhilda arbejder nu som en blanding af nipsgenstand og seksuelt tilbehør på Candyland, den arketypiske bomuldsplantage, hvor filmen når sit blodoversprøjtede klimaks. Her har Calvin J. Candie (Leonardo DiCaprio) råd til at dele og herske med løs hånd. Man drikker bourbon af krystalglas og spiller poker om menneskeører. Boksning til døden er en populær tilskuersport, naturligvis med sorte gladiatorer. Ikke siden Richard Fleischers Mandingo (1975) er Syden tegnet så dekadent og sadistisk.
   På Candyland præsenterer filmen sin mest dæmoniske karakter. Husslaven Stephen (Samuel L. Jackson) er medvideren, en spejlvendt Onkel Tom-figur, der har taget sig af Candie, siden han var barn. Stephen gennemskuer den dobbelte dagsorden, som Django og Schultz ankommer med. Han er ikke interesseret i slavernes emancipation. Candyland er hans personlige kongerige.

   Her prøver filmen at tale alvorligt. Det virker som et stilbrud, fordi forarbejdet er udført med så mange ironiske lag. Men i store træk og over lange stræk fungerer Tarantinos projekt. Django Unchained er en instruktiv fabel om racekrigen i USA. Det er muligt for alle i salen at klappe, da niggeren endelig myrder de hvide.

FRA begyndelsen i Reservoir Dogs (1992), Pulp Fiction (1994) og Jackie Brown (1997) – den relativt realistiske gangstertrilogi – har en væsentlig del af fornøjelsen ved Tarantinos film været de mange lån, pasticher og citater, han henter i genrerne, som han besøger. Kill Bill (2003-04) var fuld af kungfufilmcitater. I Death Proof (2007) gjaldt det kørefilmen, og i Inglourious Basterds den eventyrlige krigsfilm – Det beskidte dusin, De vilde gæs, Kellys helte – som var populær i 1960ernes slutning.

   Hver gang fungerer en personlig favorit som specifik inspirationskilde. Richard Serafians Vanishing Point (1971) var modellen for Death Proof, og skønt Inglourious Basterds kun havde titlen tilfælles med Enzo G. Castellaris’ original, var den alligevel afhængig af sit forlæg. Her brugte Tarantino første gang tricket med faktisk at skrive historien om. Hitler døde i biografen, hvor den jødiske commandoenhed slog til.

   Her bliver 1960ernes western og 1970ernes slavefilm en ny verden at gå på opdagelse i. Det specifikke udgangspunkt er Sergio Corbuccis Django (1965), den brutale, genreskabende western med Franco Nero, som selv har en lille rolle i Django Unchained. Citaterne omfatter sneen i bjergene (fra Corbuccis The Great Silence), flere øjeblikke fra Sergio Leone og Nigger Charley-filmene med Fred Williamson.

DER er meget, som ikke fungerer. De drabelige blodsprøjt er lavet med eksplosiv maling – og det er meningen, at det kan ses. Over for disse står Schultz med sin diminutive Derringer, der foretager de strategiske drab med et tørt, lille, effektivt knald. Effekten er sjov første gang – men ikke i scene på scene. Da Django vælger sit første sæt tøj, klæder han sig som en rokokokavaler i blå silke. Med kniplinger og knæstrømper. Det er faktisk heller ikke morsomt.

   Der er til gengæld en pragtfuld scene, hvor Django og Schultz decimerer en tidlig udgave af Ku Klux Klan. Big Daddy (Don Johnson) har samlet sine selvtægtsmænd. De klager over hætterne af sækkelærred. Øjenhullerne sidder, så man ikke kan se. Syerskens mand bliver fornærmet. Endelig angriber klanen, men Schultz har forberedt noget særligt. Sydens slaver bliver således hævnet to gange – først i en komisk forvirring af inkompetance. Siden med teaterblod i spandevis.

   I det moralske regnskab er det en vigtig scene. Ku Klux Klan fik heltestatus i klassiske film som D.W. Griffiths The Birth of a Nation (1915) og Victor Flemings Gone with the Wind (1939). Alene af mentalitetshistoriske grunde er det vigtigt for moderne filmskabere at kommentere og revidere fadæsen. Brødrene Coen gjorde det med vid og panache i O Brother, Where Art Thou? (2000). Tarantino gør det i en scene, som skylder Mel Brooks’ Blazing Saddles (1974, da. Sheriffen skyder på det hele) en del.

TARANTINO er blevet kopisten, den tyvagtige skade, som jager på obskure steder og fylder lydsporet i sine film med sange og temaer fra andre. Django Unchained citerer et helt katalog, men afspiller også Jim Croces »I’ve Got a Name«. Som filmskaber er han sui generis, en auteur der taler gennem sine hånddukker og har et medlevende publikum, der fortolker de ivrigt ventede værker, som gjaldt det tekster af Michel Houellebecq eller sange af Bob Dylan.

   Django Unchained ønsker ikke at være en klassisk western. »John Ford hører tydeligvis ikke til mine amerikanske westernhelte,« har Tarantino udtalt. »Jeg hader ham, for at sige det mildt. Lad gå med de ansigtløse indianere, han dræbte, som var de zombier. Hvad der virkelig har voldt skade, er forestillingen om den særligt angelsaksiske menneskelighed, som disse folk har holdt i live. At anfægte den er et relativt nyt fænomen.«

   Der er tyve år mellem Reservoir Dogs og Django Unchained. Det er en blakket, uegal masse af film, som er kommet ud af det hele, men Pulp Fiction og Kill Bill er store, urørlige steder. Django Unchained er for lang og for løs – Tarantinos faste klipper, Sally Menke, døde i 2010 – men viser, at kunstneren er ved at finde en ny stemme inde i formen, som altid citerer de andre. Resultatet er en postmodernisme, som både er original og har et budskab. Hvem havde nu set dét komme?

   Django Unchained ligner ikke andre film, skønt den låner sine fjer 1000 steder. Instruktøren selv spiller en dum, grådig homeboy. Se den, hvis du normalt har problemer med formen og tonen hos Tarantino. Næste gang gælder det kvindernes stilling i mændenes verden og et andet sted på westernegnen i The Hateful Eight.

Se også Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Once Upon a Time... in Hollywood [Bedste biograffilm 2019, nr. 1]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

Andre tekster i temaet Black Lives Matter: I Am Not Your Negro: James Baldwin 1924-1987; Barry Jenkins: Moonlight (2016); If Beale Street Could Talk (2018); Oprørslederen Nat Turner 1800-1831; Selma (2014) : En film om Martin Luther King; Kathryn Bigelow: Detroit (2017)

Django Unchained. Instr. & manus: Quentin Tarantino. Foto: Robert Richardson. 165 min. USA 2012. Dansk premiere: 18.01.2013

Fotos: TWC/ Sony Pictures/ FilmGrab [+]/ Cinematerial
Filmen streames på Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 20.05.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.01.2013