Clint Eastwood: Cry Macho (2021) | Moderne mestre

DEN GAMLE MAND SOM BLIVER VED

Et bidrag til serien af afskedsarbejder

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).

   Revisionen begyndte allerede i Unforgiven (1992, da. De nådesløse). Den pensionerede gunslinger William Munny blev kaldt tilbage mod sin vilje og brugte alle kneb. Filmen er én lang undsigelse af den heroiske western. Unforgiven modtog fire Oscars, herunder for bedste instruktion. Forvandlingen fra reaktionært hadeobjekt til amerikansk mester var fuldbragt.

   Eastwood var en ung mand på 62, da han instruerede sig selv i Unforgiven. Han var 78 i 2008, da han vendte tilbage til sagen i Gran Torino. Han spiller her en racistisk krigsveteran, som lærer sine asiatiske naboer at kende og hjælper dem med at forsvare kvarteret. Den fåmælte Walt Kowalski er samtidig »Dirty« Harry Callahan som gammel. Han ofrer sig i slutscenen med en gestus, der ligner James Bonds død i No Time to Die.

DET kommer sikkert bag på Eastwood selv, at fysikken har været så stærk. Som 88-årig spillede han den gamle kurer i The Mule (2018). Imens var syv film mere signeret. Flere måske på det jævne, men man kan aldrig vide med Eastwood. Richard Jewell fra 2019 var solidt fortalt og uhyre systemkritisk.*

   Der er en dyb ro i Eastwoods sene arbejder. Instruktøren taler ofte om sin læremester Don Siegel, der var modstander af Stanley Kubrick-metoden med 27 vinkler på hver scene. Siegel dyrkede filosofien one take.

DEN 91-årige filmskaber samler atter det hele op i Cry Macho. Rodeorytteren Mike Milo er en ny version af de gamle figurer. Manden har været nede så længe, at det ligner oppe for ham. Han kom til skade med sit ben og mistede sin familie. Siden har han passet sit eget på ranchen i Texas.

   Mike skylder sin gamle arbejdsgiver (Dwight Yokam) at tage til Mexico og hente teenageren Rafael (Eduardo Minetti). Filmen former sig som en slentrende road movie, for der er talrige udfordringer. De forelsker sig begge i en mexicansk grænseby. Cry Macho er fuld af elegiske billeder.

   Forlægget er en roman af N. Richard Nash, som flere har interesseret sig for. Macho er navnet på Rafaels kamphane, som redder dem, da det ser værst ud. Der er en samtale ved ørkenbålet, hvor de to mænd diskuterer, hvad macho vil sige.

 

DET er en tæt lille film, og det klæder den. Eastwood har nu den perfekte fysik til at stavre krumbøjet omkring. Men også til at finde hjem, da arbejdet er gjort færdigt. Der bliver danset romantisk i Martas cantina. Alle de hårde mænd er omsider kogt ned til menneskelig status.

   Måske er der mere i Eastwood.** Ellers er Cry Macho en smuk epilog. Han begyndte først at instruere i 1971. Siden er der kommet 45 spillefilm. Tænk at der var så meget i manden. Tænk at der findes en tilgivelse.

Se også Clint Eastwood: The Mule (2018) [Moderne mestre]; Clint Eastwood: Gran Torino (2008) [Moderne mestre]; Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2020) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

*) CLINT EASTWOOD 90 | Clint Eastwood fyldte 90 år i maj 2020. Det har ikke sinket ham. Med undtagelse af The Mule (2018), hvor han selv havde hovedrollen, har det de sidste år handlet om hverdagens helte: soldaten i American Sniper (2014), piloten i Sully (2016), de tre turister, som spiller sig selv i The 15:17 to Paris (2018).

   Den eminent velfortalte Richard Jewell føjer sig til temaet, men går atypisk hårdt til systemet. Jewell var sikkerhedsvagten, som fandt en bombe under OL i Atlanta i 1996. Han var dagens helt i fem minutter. Så blev han undersøgt og mistænkeliggjort af FBI. Kun fordi en god advokat troede på ham, blev justitsmordet standset og stemningen vendt.

   Eastwood hudfletter medierne og forbundspolitiet. Castet er fornemt: Sam Rockwell som advokaten, Olivia Wilde som kynisk journalist, Kathy Bates som Jewells mor, Jon Hamm som den forudindtagede Agent Shaw. Især er det godt at se Paul Waller Hauser som den fysisk udfordrede Jewell. Filmen er saglig, tæt klippet, eksemplarisk eksponeret. Den trykker på alle de rigtige knapper.

   Richard Jewell blev lagt til streaming, da COVID-19-pandemien begyndte. Cinemateket fejrer Eastwood med en biografpremiere. [WA Filmrevy 02.10.2020]

**) Det var og er der som bekendt. Juror #2 fra 2024 er et lydefrit retssalsdrama med Nicholas Hoult som jurymedlemmet, der indser, at han selv kan være gerningsmanden. For han hørte jo et bump og kørte alligevel videre. Etik, integritet, personligt ansvar og andre anakronistiske værdier fra tiden før Trump x 2 er i spil. En række garvede kræfter medvirker: Toni Collette, J.K. Simmons, Kiefer Sutherland. Francesca Eastwood (datter fra ægteskab #2) spiller (afdøde) Kendale Carter, hvis kæreste står anklaget for hendes død. Malpaso Productions er stadig in business. Eastwood bliver 95 år i dag, hvor jeg publicerer dette patchwork i samme anledning. Må han virke og være her længe endnu.

Cry Macho. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Ben Davis. 104 min. USA 2021. Dansk premiere: 13.12.2021 [VOD + streaming].

Richard Jewell. Instr. Clint Eastwood. Manus Billy Ray. Foto Yves Bélanger. 131 min. USA-Canada 2019. Dansk premiere: 01.10.2020 [Månedens film i Cinemateket].

Juror #2. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Jonathan Abrams. Foto: Yves Bélanger. 114 min. USA 2024. Dansk premiere: 03.12.2024 [VOD + streaming].  

Fotos: Malpaso Productions/ Warner Bros./ Ruddy Productions/ HBO Max/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube [Warner Bros. Original Trailer]. 

Cry Macho streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 31.01.2022

Richard Jewell streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Any, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 16.07.2020

Juror #2 streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 13.01.2025

Anmeldelser i Weekendavisen Kultur 14.01.2022 + 02.10.2020; samlet med tilføjelser 31.05.2025.

Clint Eastwood: The Mule (2018) | Moderne mestre

EN GAMMEL MAND UDEN STRAFFEATTEST

Tæt på 90 instruerer Clint Eastwood atter sig selv 

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2019: TIDEN er elastisk. Når man bliver ældre, kan man aldrig vide, hvor langt der er igen. Det er ti år siden, at Clint Eastwood senest instruerede sig selv i en rolle, der fungerede som en slags afsked og soning.

   Eastwood var 78 år, da han spillede Walt Kowalski i Gran Torino (2008). En småracistisk pensionist bliver ven med sine naboer, driver narkobanderne ud af kvarteret og ofrer sig til slut med en gestus, der kompenserer for årtier med film, som ikoniserede volden.

   Eastwood giver ikke dybe interviews, men han må i sit stille sind have tænkt, at så var det sagt. Han holder heller ingen pauser og gik straks i gang med at producere og instruere en vilter serie ujævne film.

   Der er ikke noget galt med Invictus, J. Edgar, Jersey Boys, American Sniper, Sully og 15:17 to Paris, men de føjer intet til hovedstolen – snarere tværtimod. Han medvirkede selv i Robert Lorenzs Trouble with the Curve (2012), hvor han spillede en gammel baseballtræner.

TI år senere er temaet tilbage i The Mule. Nu er motivet forfinet og tydeliggjort, så ingen kan tvivle på meta-aspektet. Filmen er en opsummering og et halvt testamente, Eastwoods Bringing It All Back Home simpelt hen.

   Nick Schenk, som også skrev Gran Torino, har bearbejdet en New York Times-artikel om Leo Sharp, en 88-årig krigsveteran, der blev kurér for narkokartellet Sinaloa. Ingen mistænkte en gammel mand uden straffeattest. Sharp var 90 år, da han blev arresteret.

   I The Mule er Sharp blevet til blomstergartneren Earl Stone, der brugte sit liv på stævner og messer. Han forsømte sin familie, og hverken hustru (Dianne Wiest) eller datter (Alison Eastwood) har talt til ham i årevis. Derimod er Earl i kridthuset hos barnebarnet Ginny.

EARL bliver »muldyr« ved et tilfælde. Hans frøforretning går konkurs, og han mister sit hus. Til Ginnys forlovelsesfest er der én, som kender én i kartellet. Forretningen forløber så smertefrit, at Earl knap bemærker, hvad han er indblandet i. Tolv ture senere er han kartellets hovedkurér.

   To FBI-agenter (Bradley Cooper og Michael Peña) prøver at finde muldyret. Efter et opgør i kartellet bliver tonen anderledes hård. Earl svigter sin opgave for at nå »hjem« til ekskonens dødsleje. Der er en grådkvalt udsoningsscene, hvor Earl bliver taget til nåde. Det ville være ubærligt, hvis Eastwood ikke havde alderen og de rigtige udtryk.

   Det er sandt, at filmen ikke forholder sig til de forbrydelser, som den gamle mand begår. Men han tilstår uden at blinke og er til slut ved at plante blomster i fængslet.*

FILMEN giver sig god tid til at følge bilen gennem det sydvestlige amerikanske landskab, som Eastwood holder særligt af. Der er ingen forsøg på at gøre Earl hård. Der er heller ingen forsøg på at skildre ham som en sød, gammel mand. Han er snu og skarp og fuldkommen klar.

   Som skuespiller har Eastwood været en studie i udtryksløshed. Jeg læste fornylig kunsthistorikeren Geoff Dyers begavede bog om Where Eagles Dare (1968), altså Ørneborgen, som næsten er et fanbrev til Eastwood. I ’Broadsword Calling Danny Boy’ (2018) skriver Dyer ti sider om, hvordan Eastwood kniber øjnene sammen og spiller stort anti-drama.

   Jeg har været Eastwood-fan, så længe jeg kan huske. Jeg var 10-11 år, da jeg så Den gode, den onde og den grusomme i Kastrup Bio første gang. Kritikken af hans politiske meritter har aldrig for alvor påvirket mig. I dag kan jeg se, hvor reaktionær »Dirty« Harry Callahan var. Det kunne jeg ikke i 70erne. Mine venner og jeg syntes bare, at Clinten var sej.

DER er derfor et vist vemod forbundet med at se The Mule. Jeg havde ikke ventet mig noget af filmen, men jeg troede på skikkelsen endnu en gang. »Du laver en god Jimmy Stewart,« siger en af narkogangsterne. Det er sandt. I The Mule bliver Eastwood næsten en jovial everyman.

   The Mule er instruktørens spillefilm nr. 40. Det er ikke hans magnum opus. Det er ikke Pale Rider, Unforgiven, Mystic River eller Flags of Our Fathers. Men det er en meget charmerende film, hvor Eastwood bruger sin alder og skrøbelighed. Ingen kan sætte en finger på håndværket.

   »Jeg havde penge til det hele,« siger Eastwood. »Det eneste, jeg ikke kunne købe, var mere tid«. De øvrige film fra de sidste ti år kunne man sagtens være foruden. Men The Mule er en suveræn souvenir, som har lov til at være sentimental.

Se også Clint Eastwood: Gran Torino (2008) [Moderne mestre]; Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

*) Det er naturligvis ikke svært at bemærke de mange sammenfald, i konceptet såvel som i udførelsen, mellem Eastwoods The Mule og David Lowerys The Old Man and the Gun (2018), som i præcis samme metafiktive ånd opsummerer et livsværk for Robert Redford (f. 1936), der er 7 år yngre end Eastwood. Det er bund og grund den samme præmis. Der er endda den samme scene, hvor veteranerne sidder i biografen med deres kærester. Først ved slutningen afviger de to grundhistorier. Eastwood dyrker sin have i fængslet. Redford er i sidste billede på vej ind i banken for at genoptage forbryderkarrieren. Det forholder sig omvendt i »virkeligheden«. Redford har endelig forladt sin metier, skønt ikke opgivet sit engagement. Eastwood kan ikke slippe sit håndværk. Selvanalysen fortsætter i Cry Macho (2021), og rugbrødsinstruktøren er stærkt tilbage i Richard Jewell (2019) og Juror #2 (2024), som begge er solide arbejder med systemkritiske islæt.  

The Mule. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenck. Foto: Yves Bélanger. 117 min. USA-Canada 2018. Dansk premiere: 10.01.2019.

Fotos: Warner Bros./ The Malpaso Company/ BRON Studios/ Imperative Entertainment/ Creative Wealt Media Finance/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB, YouTube

Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.06.2019.

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2019.

Clint Eastwood: Gran Torino (2008) | Moderne mestre

DEN GAMLE MAND OG TILGIVELSEN
Clint Eastwood nærmer sig 80 og gør status

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2009: EN sej gammel satan er enkemanden Walt Kowalski (Clint Eastwood), der som den sidste stedfødte amerikaner er blevet boende i Detroit-forstaden, hvor han levede et halvt liv med sin hustru. Han samlede biler for Ford, da autoindustrien endnu var Michigans stolthed. Nu bliver kvarteret overtaget af etniske tilflyttere, som forurener Amerika med deres rodede storfamilier, bandevæsen og generelle tarvelighed. Selv hejser Walt flaget hver morgen og trimmer græsset i forhaven. Om søndagen vasker han sin Gran Torino model 1972 og lader maskinen funkle i solen, så alle de skævøjede knægte kan se, hvordan en rigtig bil skal se ud.

   Få mænd har hadet deres samtid så inderligt, som Walt hader sin. Den bestemmende begivenhed i hans ungdom var soldatertiden i Korea 1950-53, hvor han tog i hvert fald 13 liv og fik en Purple Heart-medalje for at dræbe med særlig ildhu. Nu føler han, at fjenden får lov at trænge ind ad bagdøren, da en sydøstasiatisk Hmong-familie flytter ind i nabohuset. For ham at se er de alle skævøjede pungrotter, ligesom amerikanere der køber fornuftige japanske familiebiler – hans egne sønner f.eks. – er upatriotiske svagpissere. Walt er intet sludrechatol, men han tøver aldrig med at sætte ord på sine meninger.

DEN første scene i Gran Torino – som også er instrueret af Eastwood – koncentrerer al Kowalskis bitterhed i en mørk, forstenet grimasse. Hans hustru bliver begravet, og den unge præst (Christopher Carley) taler forblommet om, hvordan troen for katolikker må være både en trist og en sød begivenhed. Trist på grund af savnet, sød på grund af saligheden ved at blive hentet til det himmelske hjem. Walt er ved at spytte på gulvet.

   Han kan heller ikke skjule sin vrede over børnebørnenes uforskammede optræden – den store piges piercede navle, den yngre drengs næsvise parodi på liturgiens remser. Han ser på sine sønner og deres hustruer, som skiftevis frygter og foragter den forstokkede gamle koldkriger. De forstår ikke ham, og han forstår ikke dem. Den dårlige stemning sætter sig under bespisningen bagefter. Pigen vil vide, hvad der skal ske med bilen og møblerne, når han dør. Præsten vil have ham til at skrifte, og Walt siger lige ud, hvad han mener om religion og tanken om at betro sig til en forkælet jomfru på 27 år, der intet ved om livet og døden.

DET bliver aldrig sagt, hvor gammel den gamle mand egentlig er, men sandsynligvis er han på alder med Eastwood, som fylder 79 år til maj. Gran Torino er hans spillefilm nr. 29 – Eastwood debuterede som instruktør med Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi) – og den første siden Million Dollar Baby (2004), som han selv spiller med i. Kowalski har boet i det samme hus i 54 år. Eastwood har været aktiv skuespiller lige så længe.

   »Mand, du er jo virkelig gammel. Det er faktisk ret imponerende,« siger Hmong-teenageren Thao (Bee Vang), som Walt knytter sig stadig mere faderligt til, da hans stenansigt begynder at slå sprækker af menneskelighed. Det er Vestens sidste hårde mand, »Dirty« Harry Callahan og helten fra adskillige voldsforherligende krigsfilm, der har nået vejs ende i Gran Torino. Eastwood bærer alle sine roller med til portrættet af pensionisten, som endelig søger og finder tilgivelse for ugerninger i sin fortid. Det er et amerikansk ikon, som signerer sit livsværk. Dét er intet mindre end ærefrygtindgydende.

DET er også gribende, morsomt og benhårdt. Først vil Walt ikke vide af andre end retrieveren Gertie, da han forskanser sig i livet som enkemand. Han sidder klar på sin veranda med en skarpladt M-1 riffel, så han kan jage de gule indtrængere væk, hvis de så meget som strejfer hans græs. Det er kun, fordi den gamle mand glider og falder i garagen, at Thao ikke får skudt hovedet af, da han prøver at stjæle Walts Gran Torino. Walt er nemlig ikke sig selv. Han ryger stadig cigaretter, som han tænder med en zippolighter, der bærer hans gamle regiments insignier. Han drikker amerikanske dåseøl til solnedgang, men han er også begyndt at hoste blod op og føle kulden på sin skulder. Den mejslede mand ved fra begyndelsen, at han er ved at løbe tør for tid. Det forstærker den elegiske grundtone i Gran Torino, der i forvejen føles som udtoningen på et livsværk af episke proportioner.

DEN unge nabo er egentlig en god dreng, som ikke ønsker at stjæle Walts bil. Imidlertid bliver han presset af sin fætter og dennes kriminelle kammerater, der turer rundt i gaderne og fører krig mod en rivaliserende, afro-amerikansk bande. Walt har ikke lyst til at vide så meget, men han er nødt til at gribe ind, da banden ydmyger Thao på græsset i hans forhave. Og han kan ikke lade være med at smile, når han lytter til Thaos fornuftige søster, Sue (Ahney Her). Hun fortæller ham om Thaos problemer, om de kulturelle forskelle og om hvordan Amerika ser ud fra hendes perspektiv.

   Forbindelsen konsolideres, da Walt redder Sue fra at blive voldtaget. Det sker i en scene, hvor han fører nervekrig og vinder over banden på en måde, som Harry Callahan ville være stolt af. Så Walt får heltestatus i kvarteret. Hmong-befolkningen kommer med blomster, mad og små offergaver. Han vil afvise alt, men får smag for den gode mad, der slår hans egen beef jerky med mange længder, da Sue insisterer på at invitere ham til stor søndagsfest i familien.

   Walt har tilfældigvis fødselsdag. Hans egne børn vil have ham på plejehjem, så de kan overtage aktiverne. I et frysende øjeblik bliver det klart for Walt Kowalski, at han har mere til fælles med tilflytterne end med sit eget kød og blod. Både han og filmen tager konsekvensen. Der er ingen sen, sentimental forsoning med de trods alt kære børn og børnebørn. Der er blot skuffelsen i deres ansigter, da testamentet til slut bliver læst højt.

KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.

   Det er en film med en sprød stil og megen tør lune. Walt engagerer sig i sine naboers tilværelse og begynder at arbejde aktivt for Thaos kærlighedsliv. Da en anden endelig år lov at køre i den fantastiske Ford Torino, er det en ung ven fra Asien, som Walt ser mere af en søn i, end han gør i sine egne forkælede børn. Eastwood er hård som granit hele vejen, men han hygger sig faktisk sammen med Sue, der som den eneste taler direkte til manden og gennemskuer hans forsvarsmekanismer.

DER tilbydes ingen sociale løsninger i Gran Torino, bortset fra et besværgende håb om, at venskab kan blomstre ved kommunikation, ved at mennesker lærer noget mere om hinanden. Men skønt bandemedlemmerne arresteres, står det klart, at der vil komme flere, og at kvarteret vil blive rømmet, når Walt Kowalski ikke længere er blandt de levende. Til gengæld ser man en i sin tid konservativ filmskaber give slip på alle gamle værdier, al machomanér og al forstokkethed i et sidste dybtfølt portræt af en mand, der finder tilgivelse for sine synder og sit selvhad. Det gør alt i alt Gran Torino til en meget bevægende film.

   Megen underdrejet situationskomik er forbundet med Walts besøg hos en kvindelig asiatisk læge. Den somaliske sygeplejerske kalder ham Kolski. Eastwoods ansigt er fantastisk formørket, når han snerrer ad og truer sine fjender, men klarer op i tilfredshed og smil af accept, når han nyder tilværelsen med sine naboer. Hans værdier er ærke-amerikanske. De begraves sammen med ham, men filmen siger ikke, at syndfloden kommer efter Kowalski. Det bliver bare en anden slags verden.

EASTWOOD sprang ud som humanist for mange film tilbage, gjorde op med billedet af de hårde mænd i Unforgiven (1992, da. De nådesløse) og forsøgte som den første amerikanske filmskaber at sone fortiden med sine to film om krigen i Stillehavet, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). Ingen anden skuespiller har været der så længe; ingen har så konsekvent afmonteret myterne om amerikansk maskulinitet. Det begyndte egentlig helt tilbage i Play Misty for Me. Den gamle Eastwod har – igen – skabt en af sine bedste film. Gran Torino rammer i maven og hjertet. Det er virkelig en film for the ages.

Se også Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

Gran Torino. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Tom Stern. 119 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Matten Productions/ Double Nickle Entertainment/ Gerber Pictures/ Village Roadshow Pictures/ Sandrew Metronome Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Warner Bros. Original Trailer]

Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros (regionsfri) 29.06.2009

Indgår i 2K Blu-ray boxsættet Clint Eastwood 20-Film Collection fra Warner Bros. 02.12.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.04.2009

Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972

FJENDER AF SYSTEMET
Clint Eastwood instruerer den subversive biopic

Af BO GREEN JENSEN

DER var mange, som drog et lettelsens suk, da J. Edgar Hoover døde den 2. maj 1972. Den 77-årige FBI-direktør havde fungeret i 54 år og tjent sit land under otte præsidenter. Han havde skaffet sig magt og siddet på samme med en nidkær umættelig- og utrættelighed, som er uden amerikansk sidestykke.

   I Hoovers tid blev Forbundspolitiet en stat i staten, der kunne måle sig med det østtyske Stasi. Han vidste alt om alle og havde indsamlet belastende oplysninger om politiske nøglepersoner. Var der intet snavs at finde, blev arbejdet gjort med rygter, anonyme breve og almindelig mistænkeliggørelse.

   58 mio. telefonsamtaler blev aflyttet i Hoovers embedstid. Alt blev registreret i et kolossalt arkiv, der med vilje var organiseret, så ingen kunne gennemskue systemet. Især holdt han af at overvåge forfattere, filmfolk og intellektuelle, som i hans øjne opførte sig uamerikansk. Nogle af sagsmapperne overlever. Graham Greene, Philip Roth, Marlon Brando og John Lennon blev indgående undersøgt. Det var Hoover, som tvang Charlie Chaplin til at gå i schweizisk eksil.

   Ingen vidste med sikkerhed, hvor omfattende de fortrolige sagsmapper var, men de færreste ville have dem åbnet. Man ville se dem ødelagt. Hoover fik en statsmands begravelse, og den siddende præsident, Richard Nixon, holdt tale til nationen om, hvor granitfast den gamle soldat havde været. Præsidentens private reaktion var dog et vantro »That old cocksucker!«

NIXONS spontane udbrud er fanget i J. Edgar, Clint Eastwoods film om fabeldyret, som lader Hoover stå på sin balkon og se til, hver gang en ny præsident bliver indsat. Paraden passerer hans kontor i J. Edgar Hoover Building, hvor FBI endnu har hovedkvarter.

   Hoover vinker ikke til Nixon. Man kunne tro, at de to paranoikere ville betragte hinanden som brødre. Men Hoover er utryg ved Nixon. Han kan mærke, at den nye mand bliver svær at kontrollere. »Han vil have os til at overvåge journalister nu,« siger Hoover til Clyde Tolson efter den første samtale. »Men er det ikke ulovligt?« siger Tolson. Og stiller spørgsmålet helt uskyldigt.

   Eastwoods film er god til at se de historiske ironier – som når Hoover kalder senator Joseph McCarthy en politisk opportunist. Samtidig ses paradokset i Hoovers efterretningsvirksomhed. Der var skam- og lovløst magtmisbrug, men også solidt politiarbejde. En tid lang troede man, at Hoover var gået så vidt og havde været så svær at blive af med, at ingen igen ville give en sikkerhedschef så megen magt. Så kom 9/11 og krigen mod terror. Hoover ville atter have kronede dage.

HOOVER er skildret på film mange gange, først iscenesat som forbillede og nationalhelt, siden afvist som frihedens fjende og hadeobjekt. Allerede i 1977 var der premiere på Larry Cohens The Private Files of J. Edgar Hoover, et pionerprojekt for HBO Pictures og den første fremstilling, som frejdigt brugte løs af rygterne om Hoovers nøjeregnende hævngerrighed, hans udskejelser i det homoseksuelle miljø, hans forbindelse til mafiaen, hans had til demokratiske kræfter som Martin Luther King og Robert Kennedy. Hoover blev spillet af Broderick Crawford, og Cohen så et gradvist forfald i ærkeamerikanerens karakter. Slutningens dekadence blev sidestillet med begyndelsens overbevisning, da Hoover endnu kunne se forskel.

   Eastwoods film følger for så vidt den samme kurve, men kronologien er klippet op, og billedet er mørkere, skønt tonen og stilen er mere behersket. Dustin Lance Black har skrevet J. Edgar som en tematisk tvilling til Gus Van Sants Milk (2008), hvor Sean Penn havde rollen som den homoseksuelle borgerretsforkæmper Harvey Milk (1930-1978), der i øvrigt var en af de mange med en privat fil hos J. Edgar Hoover.

FOR Black er det seksualiteten, som definerer identitetsmysteriet. Sagerne fylder adskilligt, men filmen har sin kerne i forholdet mellem Hoover og Clyde Tolson (Armie Hammer). Eastwood er en konservativ filmskaber, som tillægges reaktionære værdier. Han har ofte fået skyld for at dele høgen Hoovers politiske standpunkt. Det mest interessante ved J. Edgar, som ikke er nogen helt vellykket film, er måske at se, hvordan Eastwood vil bruge sin binære ideolekt til at skildre en stor kærlighed mellem mænd. Omvendt er det ikke så vildt. »Dirty« Harry Callahan var homofobiker, men Eastwood har udfordret sit maskuline image, siden han første gang instruerede sig selv i Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi).

   Leonardo DiCaprio spiller rollen som Hoover med tilknappet ansigt og en kejtet fysik, der bliver tøndeformet med tiden. Som ung har han endnu en åbenhed i sig. Siden vænner han sig til, hvordan andre mennesker reagerer, og han lærer at lukke iveren til. Han går ud med Justitsministeriets nye sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), og viser hende biblioteketet, hvor han har udviklet sit kartotekssystem. Så prøver han at kysse hende, for det er vel »sådan man gør«.

   Gandy afviser Hoover og bliver på stedet udnævnt til hans personlige assistent. Også i virkeligheden var hun hans sekretær fra 1918 til 1972. Sidste medlem af surrogatfamilien bliver juristen Clyde Tolson, som Hoover ansatte i 1926 og gjorde til sin vicedirektør i 1930. Gennem alle årene er det de tre, der driver forretningen sammen, Hoover, Tolson og Gandy. Det virker ikke helt troværdigt, men det passer til filmens kammerspilstemning.

DEN unge mand udvikler sit had til kommunister i forbindelse med en række anarkistiske attentater i 1921. Han får sin store chance, da hans chef bliver ofret. Hoover bedyrer sin respekt for manden, men løfter ikke en finger for at redde ham. I 1924 bliver han direktør for The Bureau of Investigation, som han i 1935 får han lov at omstrukturere som The Federal Bureau of Investigation med nationale beføjelser.

   Hele vejen er der modstand, men Forbudstidens gangsterkrig bliver en gevinst for de første G-mænd. Hoover foragter folket, som jubler over lovløse fribyttere. Han vender stemningen ved at promovere sit korps i pulp fiction, tegneserier og film. Agent Melvin Purvis likviderer gangsteren John Dillinger i 1934. Hoover tager æren og lægger distance til Purvis. Før Dillingers død jubler publikum, når James Cagney spiller Tom Powers i The Public Enemy (1931). Fire år senere klapper de lige så entusiatisk, da han spiller Brick Davis i ’G’ Men (1935).

   Stadig er der problemer med emsige politikere, som mener, at Hoover misbruger sin stilling. Så han begynder at samle oplysninger i de berygtede »personal files«. En høring rejser tvivl om Hoovers habitus. Ergo sættes alle på sagen, da tyskeren Bruno Hauptmann kidnapper Charles Lindberghs lille søn. Drengen dør, men FBI finder (vist nok) gerningsmanden. Hoover etablerede et register over fingeraftryk og brugte tekniske beviser med CSI-agtig fremsynethed. Det var ikke alt sammen megalomani.

GRADVIS skrev manden verden om i sit billede. Alle modstandere var kommunister, alle fans af FBI var patrioter. Skiftende præsidenter tog livtag med Hoover. Franklin D. Roosevelt foragtede direktøren for at afsløre Eleanor Roosevelts lesbiske forhold, men gav ham lov til at foretage arrestationer uden dommerkendelse. Harry S. Truman anerkendte FBIs indsats under 2. verdenskrig, hvor al tysk aktivitet i USA blev infiltreret. Han vendte dog det døve øre til, da Hoover i 1950, ved Koreakrigens begyndelse, fremlagde sin plan om at internere 12.000 navngivne fjender af systemet.

   Stod det til Hoover, var FBI blevet et amerikansk KGB. I Eastwoods film sidder han hver gang i forværelset med portrættet af George Washington og venter på at tale med den nye præsident. Han hader Kennedy-brødrene og foragter JFK for hans affærer. Han aflytter hotelværelset, hvor præsidenten er sammen med Marilyn Monroe. Robert Kennedy kræver samtalerne udleveret. Hoover lægger sagsmappen og gør opmærksom, at han »naturligvis« har sin egen kopi.

FIKTIONEN er, at den aldrende Hoover beslutter at skrive sin version af historien, da vinden i tiden blæser imod ham. Filmen kommer fra scene til scene ved at lade Hoover fortælle til en respektfuld, skønt meget spørgelysten Agent Smith (Ed Westwick), der siden sætter anekdoterne i system. Det er en irriterende form, som bevirker, at alt for mange scener er skudt i dårligt lys med Watts og Hammer i tyk, utroværdig make-up. DiCaprios maske er lidt bedre lagt.

   Også narrativt er der tale om en belastende konvention, som har ødelagt mange erindringshistorier, men her kommer tricket trods alt til sin ret. Hoover beskriver, hvordan han kæmpede den gode kamp og gjorde det nødvendige. Pointen er dog, at fortælleren lyver. »Jeg har læst din bog,« siger den svækkede Tolson. »Det var jo slet ikke sådan. Du foretog ikke den arrestation. Der var ingen hvid hest på gaden. Charles Lindbergh kom ikke ud og trykkede dig i hånden og erklærede sin tillid til FBI. Han ville ikke tale med dig. Han sagde, du var en irriterende lille mand, der gik i vejen.«

   Parret kender hinanden så godt, at Hoover end ikke retfærdiggør sig, og Tolson angriber ham ikke for alvor. Derimod siger han »Jeg elsker dig« i den centrale kærlighedsscene, som udvikler sig til et korporligt opgør, da Hoover forklarer sin vicedirektør, at han har været i byen med Dorothy Lamour, fordi det »måske er på tide, at der kommer en Mrs. Hoover«.

EASTWOOD og Blacks film lader Tolson og Hoover have et ægtepars vaner, men de går aldrig i seng med hinanden, og der bliver ikke fulgt op på de mange historier om Hoovers udskejelser, hans transseksuelle tilbøjeligheder, som flere biografier har gjort et stort nummer ud af og som efterhånden hører med til mytologien.

   Det tætteste filmen kommer dette tema, er da Hoover sørger over sin mor (Judi Dench) og tager hendes kjole og perler på foran spejlet. Hun har pylret om sin dreng fra starten, domineret ham, når der var brug for dét og været hans ivrigste fan. På et tidspunkt er Hoover og Tolson på ferie i Florida (Hoover holdt af at spille på heste, og man siger, at mafiaen dækkede hans tab). De deler drinks med Lela Rogers og hendes to døtre, hvoraf den ene er Gingers Rogers. Lela vil danse med Hoover, som ellers har været en sand verdensmand. Nu stivner han midt i springet.

HJEMME i Washington fortæller han Mor, at han bare ikke kan lide at danse. Han uddyber ikke, men hun forstår, hvad han siger, og kvitterer ved at spørge, om han husker kammeraten, de kaldte Daffy? »Ja. Det var ham, der tog en kjole på og blev hånet, da det blev opdaget.« »Kan du huske, hvad der blev af ham?« »Ja, han tog sit liv nogle år efter.« »Uhm. Daffy stod for Daffodil. Jeg vil hellere have en død søn end en levende smørblomst. Og nu skal jeg lære dig at danse.

   Hoover bliver næsten til Norman Bates fra Alfred Hitchcocks Psycho i den scene. Siden bevarer han altid kontrollen. På den måde er det i kønnets undren, snarere end i magtbegærets kombination af selvfølelse og mindreværd, at J. Edgar finder et menneske i sin hovedperson. Hoover er en ondskabsfuld mand, men han er også en sammensat karakter – ikke karikaturen fra de sædvanlige fremstillinger.

CLINT Eastwood var 81 år i 2011, da han instruerede J. Edgar. Han havde alderen til at have spist de cornflakes, som gjorde raske drenge til Junior G-Men, når de fandt det seje plasticskilt i pakken. Han voksede op med heltemyten om Hoover. Som ung skuespiller kunne han have medvirket i Mervyn Leroys The F.B.I. Story (1959), hvis han ikke i samme periode havde travlt med at spille Rowdy Yates i 217 episoder af westernserien Rawhide, før han tog til Italien og blev stjerne hos Sergio Leone.

   Hoover var rådgiver på Leroys film, som Warner Brothers producerede med særlig støtte fra FBI. Han medvirker selv og valgte personligt James Stewart til rollen som Chip Hardesty, der holder foredrag om sin tid i bureauet. Siden producerede Warner ni sæsoner af The F.B.I. (1965-74) for ABC, igen med Hoovers opbakning. Nu er det endelig også en film fra Warner, som dekonstruerer den kolde krigs heltefigur. Sådan går det op og ned her i verden, og sådan bliver regnskabet rettet trods alt.

DER er hele tiden én film mere i Eastwood. I 2024 er han ved at instruere Toni Collette og Nicholas Hoult i retssalsdramaet Juror No. 2. Der har ikke været en grundtone siden den revisionistiske krigsskildring i Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006), som var tematiske tvillingefilm. Men patriotiske markeringer i American Sniper (2014) og The 15.17 to Paris (2018). Og famlende forsøg på at gøre noget andet i Changeling (2008), Invictus (2009), Hereafter (2010) og Jersey Boys (2014), som var en biopic om The Four Seasons. 

   Ikke to titler ligner hinanden, og ingen af dem lykkes helt godt. De bedste sene værker har været film, hvor skuespilleren Eastwood medvirker selv og benytter lejligheden til at kommentere og kritisere sin hårdkogte legende. Gran Torino (2010), The Mule (2018) og Cry Macho (2021) viderefører processen, som begyndte i Unforgiven (1992, da. De nådesløse), da stjernen var en knægt på 62.

    Måske har han ikke flyttet sig politisk, men dokudramaet Richard Jewell (2019) er en skarp og skræmmende skildring af det moderne FBIs arbejdsmetoder. Man er overbevist om, at »helten« Richard Jewel selv har anbragt bomben, han bliver hyldet i medierne for at have fundet..Eastwood instruerer sin systemkritik med stor præcision og små virkemidler. Jon Hamm er den sleske agent, som besnakker syndebukken, der i begyndelsen er benovet over at være i stue med ægte G-Men. Kun fordi en falleret advokat (Sam Rockwell) træder til, bliver Jewells tilværelse reddet på stregen.

Se også Richard Attenborough: Chaplin (1992); Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Martin Scorsese: The Irishman (2019); Michael Mann: Collateral (2004) | Et interview; David O. Russell: American Hustle (2013); Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]; Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]; Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]; David Lowery | Robert Redford: The Old Man and the Gun (2018); One Night in Miami (2020) [Oscars 2021] [Black Lives Matter 17]; Judas and the Black Messiah (2021) [Oscars 2021) [Black Lives Matter 15]; The United States vs. Billie Holiday (2021) [Black Lives Matter 19] + Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter]; Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976. 

J. Edgar. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Dustin Lance Black. Foto: Tom Stern. 136 min. USA 2011. Dansk premiere: 19.01.2012.

Fotos: Imagine Entertainment/ Malpaso Productions/ Wintergreen Productions/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/  

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.01.2012.