FØR VI FORSVINDEREt møde med filmskaberen Claude Lelouch
Af BO GREEN JENSEN
FOR tredje gang finder manden (Jean-Louis Trintignant) og kvinden (Anouk Aimée) hinanden i Les plus belles années d'une vie (da. Livets bedste år). Der er gået 53 år, siden racerkøreren Jean-Louis Duroc og filmarbejderen Anne Gauthier mødtes på stranden i Deauville, hvor deres respektive børn gik i skole. Det var i 1966 i Un homme et une femme. Begge havde mistet en ægtefælle og var ved at nå midten af livet. Meget kunne ske dem, men mere var i vente. Manden og kvinden – som filmen hedder på dansk – var skabt for hinanden. De elskede sammen på Hótel Barrière-Le-Normandy (hvor man stadig kalder værelse 311 for »Un homme et une femme«-suiten), og han kørte fra Deauville til Paris for at kunne møde hende ved toget. Jean-Louis løber altid i en lige linie. Når de endelig finder hinanden, drejer verden svimlende rundt om de to.
Ikke mange omfavnelser matcher de store kamerature, som Claude Lelouch foretager. Instruktøren skrev og var selv fotograf på filmen, som vendte hans lykke. Manden og kvinden fik førsteprisen i Cannes og vandt to Oscars (for bedste ikke-engelsksprogede film og bedste originalmanuskript). Temamusikken (»dabba-dabba-da, dabba-dabba-da«), som Francis Lai skrev, blev et fransk verdenshit af de store.
CLAUDE Lelouch var 29 år, da han skabte Manden og kvinden. Det var hans femte film, og instruktøren havde gæld. Mange af værkets beundrede stilgreb, de flimrende skift mellem sort-hvid og farve, det håndholdte kameras rystede blik, var økonomiske nødløsninger. I USA blev filmen set som indbegrebet af la nouvelle vague. Hjemme fik han skyld for at lukrere på nybølgeinstruktørernes forarbejde.
Lelouch har aldrig været helt inde i den kritiske varme, og han har stædigt holdt sig fri af systemet. Bagefter blev han sin egen chef og har været det siden. Lelouch og alt, som kommer fra produktionsselskabet Les Films 13, er sin egen (forkætrede) genre i Frankrig. Han har skabt 50 film. Nogle (Vivre pour vivre, Les uns et les autres, Bolero, Viva la vie, La belle historie) nåede vidt omkring. De fleste er blevet i hjemlandet.
Manden og kvinden blev ikke sammen. Efter 20 år lod Lelouch dem møde hinanden igen i Un homme et une femme: vingt ans déjà (1986). Her er Anne Gauthier med tiden blevet en anset filmskaber. Da en kostbar holocaustfilm bliver en fiasko, vil hun genskabe parrets første møde i en enkel produktion. Manden og kvinden 20 år efter er næsten en metafilm om at lave metafilm.
Da vi taler i januar 2020, er Lelouch blevet 82 år. Trintignant er 89, Aimée er et år yngre. Francis Lai nåede lige at skrive musikken til Livets bedste år, før han døde i 2018. Det er vemodigt og bekræftende at se det gamle hold sammen igen. Den tredje film citerer naturligt fra de første to. Der er ingen anstrengt metafiktion. Der er bare livet, som skete sådan.*
Anne har ikke tænkt sig at tilgive Jean-Louis. Så hører hun, at han sidder på et plejehjem og klamrer sig til resterne af sin identitet. Hun kommer, og de tager på den sidste tur sammen. Deres datter bliver spillet af Monica Bellucci. Det er smukt, når tre slags tid forenes. Det er samtidig svært at bedømme, hvor meget det siger til tilskuere, som ikke har oplevet Un homme et une femme.
JEG har talt med Lelouch én gang før. I 1995 skrev og instruerede han Les Misérables du XXe siècle, som brugte motiver fra Victor Hugo, men foregik i Frankrig op til 2. Verdenskrig. Jean-Paul Belmondo spillede Jean Valjean-karakteren, manden, der var ét med sin tid. For det var især en sekelskiftefilm. Lelouch satte af fra føljetonromanen om De elendige (1862) og citerede med stor effekt den visionære digtkreds om »Århundredernes legende«, La Légende des siècles (1859-1883). Nogle interviews er ren lancering og rutine. Lelouch gjorde indtryk. Man – jeg – fik fornemmelsen af at møde en mand, som vidste noget særligt. Så nu er vi i Paris i 2020. Coronakrisen kommer om lidt, men der er varme i solen. Jeg spørger Lelouch, hvorfor denne tredje film om Anne og Jean-Louis var nødvendig. Den gamle mand lyner vindjakken ned og tænker sig om. Det grå hår er blevet helt hvidt siden sidst:
»Jeg har brugt mit liv på at undersøge, hvorfor en mand og en kvinde må bruge så megen energi på at finde sammen i en seng – for så at bruge lige så megen energi på ikke at blive i sengen. For mig er kærligheden livets mælk, og jeg har dedikeret mit liv som filmskaber til at udforske det emne. De bedste øjeblikke i mit eget liv har været, når jeg var forelsket i nogen eller i noget. Det er virkelig det store emne for alle, det er verdens vigtigste ting.
Kærlighed er krumtappen. Og så penge. Jeg har konstrueret mine film om de to emner, for sagerne hænger sammen. Pengene prøver altid at købe kærligheden. Det er grundkonflikten i mine film. Den nye er først og fremmest en hyldest til nuet. For det er det eneste, der virkelig tilhører os, det enkelte øjeblik, hvor vi lever. Det er ikke en film om at blive gammel, for hvad jeg især vil sige med den er, at de bedste år stadig venter. Jeg har aldrig moret mig så godt. Jeg har aldrig nydt det hele som nu.«
– Er følelsen stærkere, fordi slutningen er i sigte?
»Det kommer an på perspektivet. Kvinder er stærkere end mænd. De er, hvad jeg skal sige … mænd, som er bedre fremstillet. Vi ser, at Trintignant stadig er en stor dreng. Det var han i Manden og kvinden, og han er stadig en stor dreng 50 år senere. Derimod er Anouks karakter blevet voksen. Det er det grundlæggende problem mellem kvinder og mænd. Jean-Louis har hele tiden leget med livet, Anne har taget tingene alvorligt. Jeg ville fortælle historien om denne mand, som har døden lurende i nærheden, og denne kvinde, som døden har besluttet sig for at lade være lidt endnu.«
– Du har lavet så mange film, men de fleste er blevet i den fransktalende verden. Hvorfor er netop disse tre blevet dem, der skiller sig ud?
»Jeg tror, der har været ti film, som virkelig nåede omkring. Men det er sandt, at Manden og kvinden måske har sat sig dybere spor. Publikum identificerer sig med de karakterer. Den første film sagde, at alle får en chance mere, en ny mulighed. Og denne film siger, at kærlighed er uden alder.
Alle mine 50 film fortæller i virkeligheden den samme historie. Historien er, at livet ligner et væddeløb, et forhindringsløb mellem problemer og bekymringer, men banen går gennem Eventyrland. Der har ikke været en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har fået både godt og dårligt nyt. Jeg tror, jeg er lykkeligst, når jeg kan gå hen og kæmpe imod og vinde over et stort problem. Som en eventyrkæmpe.
Det gælder, uanset om problemet er kærlighed eller andre ting i livet. Mine karakterer er lykkelige, når de kan overvinde en stor vanskelighed. Det værste er vel døden. Omvendt kunne det være den virkelige belønning for livet.«
– Hvordan var det at arbejde med Trintignant og Aimée? Har de ændret sig i tidens løb?
»Anouk er fuldstændig den samme. Jean-Louis har forandret sig. Han er blevet bitter og ser alting i sort. Der er en masse negativitet i ham – ikke kun i karakteren – mens Anouk er tilbøjelig til at se livet i et gyldent skær. Jeg ville vise matchet mellem de to positioner.
Jeg tror, at filmen er blevet så godt modtaget, fordi det er de store spørgsmål, som vi alle sammen stiller hinanden. Hvad vil være stærkest, livet eller døden? For mig er begge dele meget stærke. Og livet er på en måde en rejse ind i mysteriet. Idioterne vil sige, at målet for enden er døden, mens optimisterne vil sige, at det er evigheden. Det er dét, jeg har prøvet at filme hele tiden. Denne kamp mellem rationalister og irrationalister.«
– Du sagde i 1966, at en instruktør kan lave to slags film. Den ene ligger tæt på ham selv, den anden er fuldkommen modsat ham selv. »Og jeg har lavet en film, som er modsat.« Ser du lige sådan på det i dag?
»Jeg kan uddybe, hvad jeg mente dengang. I Un homme et une femme fortalte jeg en historie om den ideelle kvinde, som jeg ville have elsket at møde. Hun var en kvinde, som havde oplevet smerte. Det er lettere at gøre noget godt for mennesker, som har lidt. Filmen var en projicering, fordi jeg opdigtede denne kvinde. Det var måden, jeg konstruerede filmen på dengang.
Kvinden blev fremstillet af Anouk Aimée, og jeg følte, at man måtte arbejde hårdt for at fortjene en kvinde som Anouk Aimée. I mit liv har jeg skabt mange problemer for mig selv, men som tiden er gået, har jeg formået at være lykkelig med nogle kvinder. Altid kvinder, som havde oplevet smerte. Det er vel derfor, jeg holder af mennesker, som har overvundet en sorg.
Anne og Jean-Louis er lykkelige for at være sammen igen, for de har tilbragt hele livet med at lede efter den fuldkomne mand og den fuldkomne kvinde. De fandt dem aldrig, for de havde jo mødt dem allerede.«**
– Vi hører atter musikken af Francis Lai. Han døde i 2018…
»Ja, og det var vigtigt for ham at gøre filmen færdig. Det var det jo for os alle fire. Francis skrev musikken og indspillede den. Han døde desværre før premieren.«
*) Det er interessant at sammenligne projektet med Richard Linklaters tre film om amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy). De mødes og skilles i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2004) og er blevet trætte forældre, da de holder ferie i Grækenland i Before Midnight (2013). Også det par bliver ældre i virkelig tid. Linklater citerer aldrig de tidligere film. Det gør til gengæld Robert Guédiguian, som i La Villa (2017, da. Huset ved havet), kan vise scener fra Ki lo sa? (1985), hvor Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin og Gérard Meylan første gang kommer til fiskerlejet Méjean ved Marseille. Her udspiller filmen sig 30 år efter, så fortællingen fastholder også forandringen i lokaliteten. Den naturlige aldring giver disse film en håndgribelighed, en fysisk substans, som kun kan markeres og fingeres ved traditionel brug af sminke og lys. CGI har gjort det muligt at ændre karaktererne og stederne, så det ser troværdigt ud. Dustin Hoffman var ikke udpræget overbevisende som 121-årig fortæller i Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), men Harrison Ford kan passere for 40 år yngre i lange afsnit af Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023). Også byen omkring ham overbeviser som New York i 1969. Martin Scorsese, som altid vil afprøve mulighederne i de digitale teknikker, kan fremstille Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci, så det ser tæt-på-naturligt ud i The Irishman (2019). Det er en stor forbedring i forhold til elefantmandsmakeuppen i Once Upon a Time in America (1984), hvor Sergio Leone må arbejde med groteske gammelmandsudgaver af De Niro og James Wood. Folk, som siger, de kan se forskel, og har stærke meninger om, hvor dårligt det lykkes, ville ikke se efter, hvis de intet vidste på forhånd. Det er som springet fra mobil til smartphone, fra VHS pan-scan til HD Blu-ray 4K – eller 8K, som er i vente. Men som flere har skrevet og sagt, er det sandt, at kameraet altid ser noget, som vi ikke selv så, da filmen blev til. Fordi vi virkelig er der og er tilbage, og karaktererne ikke ved noget om, hvad der venter, men færdes i de fysiske rum, som de så ud, da de var hverdag og virkelighed. Filmen bliver da et magisk teater: herinde lever tiden igen. Men vidnerne er ældre nu. Vi kan se, hvem vi var og forstå, hvad der skete.
Næste gang vi ser efter, har facit måske flyttet sig. Men livet på filmen er ikke forandret. Det er den samme mand, Jean-Paul Belmondo, der løber fra loven og segner for enden af rue Campagne-Première på Montparnasse ved slutningen af À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Raoul Coutard filmer de glinsende brosten, mens Jean-Luc Godard råber replikker, som senere bliver synkroniseret i studiet. Det er nu og for altid den 12. september 1959.
**) Det er måske på sin plads at slå fast, hvad både Lelouch og Aimée har forklaret mange gange i tidens løb: At de aldrig var i et forhold sammen, hverken før eller efter Un homme et une femme. Lelouch erkender, at han var forelsket, men Aimée havde ikke øjne for andre end Pierre Barouh, der spiller hendes afdøde mand i filmens flashbacks (og i øvrigt skrev teksten til fem Francis Lai-kompositioner, som fik et liv uden for filmen).
Claude Lelouch blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020. Han og Valérie Perrin, som er medforfatter på Les plus belles années, blev gift i Paris den 17. juni 2023. Jean-Louis Trintignant døde i 2022. Livets bedste år blev den sidste (af 100+) film, han medvirkede i. Anouk Aimée levede stadig stærkt, da jeg skrev. Hun døde den 18. juni 2024. Kvinden i midten blev 92.
Un homme et une femme (Manden og kvinden). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Pierre Uytterhoeven. Foto: Claude Lelouch. 102 min. Frankrig 1966. Dansk premiere: 13.12.1966.
Un homme et une femme, vingt ans déjà (Manden og kvinden 20 år efter). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Monique Lange, Jérôme Tonnerre, Claude Lelouch, Pierre Uytterhoeven. Foto: Jean-Yves Le Mener. 112 min. Frankrig 1986. Dansk premiere: 27.08.1993 (TV2).
Les plus belles années d’une vie (Livets bedste år). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Valérie Perrin & Claude Lelouch. Foto: Robert Alazraki. 90 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 09.07.2020.
Fotos: Les Films 13/ Davis-Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ SofiTVciné 6/ Other Angle Pictures/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [clip + trailer]/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 10.07.2020
.jpg)
VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).
.jpg)
.jpg)
.png)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.jpg)
.jpg)
