Translate

Viser opslag med etiketten livsalder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livsalder. Vis alle opslag

lørdag den 31. maj 2025

Clint Eastwood: Cry Macho (2021) | Moderne mestre


DEN GAMLE MAND SOM BLIVER VED
Et bidrag til serien af afskedsarbejder

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2021: Clint Eastwood (f. 1930) har snart sagt farvel i lang tid. Hvert tiende år har der været en film, som gjorde op med den blodige etos fra Eastwoods egne apokalyptiske westerns: High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976, da. Øje for øje) og Pale Rider (1985).
   Revisionen begyndte allerede i Unforgiven (1992, da. De nådesløse). Den pensionerede gunslinger William Munny blev kaldt tilbage mod sin vilje og brugte alle kneb. Filmen er én lang undsigelse af den heroiske western. Unforgiven modtog fire Oscars, herunder for bedste instruktion. Forvandlingen fra reaktionært hadeobjekt til amerikansk mester var fuldbragt.
   Eastwood var en ung mand på 62, da han instruerede sig selv i Unforgiven. Han var 78 i 2008, da han vendte tilbage til sagen i Gran Torino. Han spiller her en racistisk krigsveteran, som lærer sine asiatiske naboer at kende og hjælper dem med at forsvare kvarteret. Den fåmælte Walt Kowalski er samtidig »Dirty« Harry Callahan som gammel. Han ofrer sig i slutscenen med en gestus, der ligner James Bonds død i No Time to Die.


DET kommer sikkert bag på Eastwood selv, at fysikken har været så stærk. Som 88-årig spillede han den gamle kurer i The Mule (2018). Imens var syv film mere signeret. Flere måske på det jævne, men man kan aldrig vide med Eastwood. Richard Jewell fra 2019 var solidt fortalt og uhyre systemkritisk.*
   Der er en dyb ro i Eastwoods sene arbejder. Instruktøren taler ofte om sin læremester Don Siegel, der var modstander af Stanley Kubrick-metoden med 27 vinkler på hver scene. Siegel dyrkede filosofien one take.


DEN 91-årige filmskaber samler atter det hele op i Cry Macho. Rodeorytteren Mike Milo er en ny version af de gamle figurer. Manden har været nede så længe, at det ligner oppe for ham. Han kom til skade med sit ben og mistede sin familie. Siden har han passet sit eget på ranchen i Texas.
   Mike skylder sin gamle arbejdsgiver (Dwight Yokam) at tage til Mexico og hente teenageren Rafael (Eduardo Minetti). Filmen former sig som en slentrende road movie, for der er talrige udfordringer. De forelsker sig begge i en mexicansk grænseby. Cry Macho er fuld af elegiske billeder.
   Forlægget er en roman af N. Richard Nash, som flere har interesseret sig for. Macho er navnet på Rafaels kamphane, som redder dem, da det ser værst ud. Der er en samtale ved ørkenbålet, hvor de to mænd diskuterer, hvad macho vil sige.
 


DET er en tæt lille film, og det klæder den. Eastwood har nu den perfekte fysik til at stavre krumbøjet omkring. Men også til at finde hjem, da arbejdet er gjort færdigt. Der bliver danset romantisk i Martas cantina. Alle de hårde mænd er omsider kogt ned til menneskelig status.
   Måske er der mere i Eastwood.** Ellers er Cry Macho en smuk epilog. Han begyndte først at instruere i 1971. Siden er der kommet 45 spillefilm. Tænk at der var så meget i manden. Tænk at der findes en tilgivelse.



*) CLINT EASTWOOD 90 | Clint Eastwood fyldte 90 år i maj 2020. Det har ikke sinket ham. Med undtagelse af The Mule (2018), hvor han selv havde hovedrollen, har det de sidste år handlet om hverdagens helte: soldaten i American Sniper (2014), piloten i Sully (2016), de tre turister, som spiller sig selv i The 15:17 to Paris (2018).
   Den eminent velfortalte Richard Jewell føjer sig til temaet, men går atypisk hårdt til systemet. Jewell var sikkerhedsvagten, som fandt en bombe under OL i Atlanta i 1996. Han var dagens helt i fem minutter. Så blev han undersøgt og mistænkeliggjort af FBI. Kun fordi en god advokat troede på ham, blev justitsmordet standset og stemningen vendt.
   Eastwood hudfletter medierne og forbundspolitiet. Castet er fornemt: Sam Rockwell som advokaten, Olivia Wilde som kynisk journalist, Kathy Bates som Jewells mor, Jon Hamm som den forudindtagede Agent Shaw. Især er det godt at se Paul Waller Hauser som den fysisk udfordrede Jewell. Filmen er saglig, tæt klippet, eksemplarisk eksponeret. Den trykker på alle de rigtige knapper.
   Richard Jewell blev lagt til streaming, da COVID-19-pandemien begyndte. Cinemateket fejrer Eastwood med en biografpremiere. [WA Filmrevy 02.10.2020]


**) Det var og er der som bekendt. Juror #2 fra 2024 er et lydefrit retssalsdrama med Nicholas Hoult som jurymedlemmet, der indser, at han selv kan være gerningsmanden. For han hørte jo et bump og kørte alligevel videre. Etik, integritet, personligt ansvar og andre anakronistiske værdier fra tiden før Trump x 2 er i spil. En række garvede kræfter medvirker: Toni Collette, J.K. Simmons, Kiefer Sutherland. Francesca Eastwood (datter fra ægteskab #2) spiller (afdøde) Kendale Carter, hvis kæreste står anklaget for hendes død. Malpaso Productions er stadig in business. Eastwood bliver 95 år i dag, hvor jeg publicerer dette patchwork i samme anledning. Må han virke og være her længe endnu.

Cry Macho. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Ben Davis. 104 min. USA 2021. Dansk premiere: 13.12.2021 [VOD + streaming].

Richard Jewell. Instr. Clint Eastwood. Manus Billy Ray. Foto Yves Bélanger. 131 min. USA-Canada 2019. Dansk premiere: 01.10.2020 [Månedens film i Cinemateket].

Juror #2. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Jonathan Abrams. Foto: Yves Bélanger. 114 min. USA 2024. Dansk premiere: 03.12.2024 [VOD + streaming].  


Fotos: Malpaso Productions/ Warner Bros./ Ruddy Productions/ HBO Max/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ YouTube [Warner Bros. Original Trailer]. 
Cry Macho streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 31.01.2022
Richard Jewell streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Any, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 16.07.2020
Juror #2 streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. (region B) 13.01.2025
Anmeldelser i Weekendavisen Kultur 14.01.2022 + 02.10.2020; samlet med tilføjelser 31.05.2025.

fredag den 30. maj 2025

Clint Eastwood: The Mule (2018) | Moderne mestre


EN GAMMEL MAND UDEN STRAFFEATTEST
Tæt på 90 instruerer Clint Eastwood atter sig selv 

Af BO GREEN JENSEN

VINTER 2019: TIDEN er elastisk. Når man bliver ældre, kan man aldrig vide, hvor langt der er igen. Det er ti år siden, at Clint Eastwood senest instruerede sig selv i en rolle, der fungerede som en slags afsked og soning.
   Eastwood var 78 år, da han spillede Walt Kowalski i Gran Torino (2008). En småracistisk pensionist bliver ven med sine naboer, driver narkobanderne ud af kvarteret og ofrer sig til slut med en gestus, der kompenserer for årtier med film, som ikoniserede volden.
   Eastwood giver ikke dybe interviews, men han må i sit stille sind have tænkt, at så var det sagt. Han holder heller ingen pauser og gik straks i gang med at producere og instruere en vilter serie ujævne film.
   Der er ikke noget galt med Invictus, J. Edgar, Jersey Boys, American Sniper, Sully og 15:17 to Paris, men de føjer intet til hovedstolen – snarere tværtimod. Han medvirkede selv i Robert Lorenzs Trouble with the Curve (2012), hvor han spillede en gammel baseballtræner.


TI år senere er temaet tilbage i The Mule. Nu er motivet forfinet og tydeliggjort, så ingen kan tvivle på meta-aspektet. Filmen er en opsummering og et halvt testamente, Eastwoods Bringing It All Back Home simpelt hen.
   Nick Schenk, som også skrev Gran Torino, har bearbejdet en New York Times-artikel om Leo Sharp, en 88-årig krigsveteran, der blev kurér for narkokartellet Sinaloa. Ingen mistænkte en gammel mand uden straffeattest. Sharp var 90 år, da han blev arresteret.
   I The Mule er Sharp blevet til blomstergartneren Earl Stone, der brugte sit liv på stævner og messer. Han forsømte sin familie, og hverken hustru (Dianne Wiest) eller datter (Alison Eastwood) har talt til ham i årevis. Derimod er Earl i kridthuset hos barnebarnet Ginny.



EARL bliver »muldyr« ved et tilfælde. Hans frøforretning går konkurs, og han mister sit hus. Til Ginnys forlovelsesfest er der én, som kender én i kartellet. Forretningen forløber så smertefrit, at Earl knap bemærker, hvad han er indblandet i. Tolv ture senere er han kartellets hovedkurér.
   To FBI-agenter (Bradley Cooper og Michael Peña) prøver at finde muldyret. Efter et opgør i kartellet bliver tonen anderledes hård. Earl svigter sin opgave for at nå »hjem« til ekskonens dødsleje. Der er en grådkvalt udsoningsscene, hvor Earl bliver taget til nåde. Det ville være ubærligt, hvis Eastwood ikke havde alderen og de rigtige udtryk.
   Det er sandt, at filmen ikke forholder sig til de forbrydelser, som den gamle mand begår. Men han tilstår uden at blinke og er til slut ved at plante blomster i fængslet.*



FILMEN giver sig god tid til at følge bilen gennem det sydvestlige amerikanske landskab, som Eastwood holder særligt af. Der er ingen forsøg på at gøre Earl hård. Der er heller ingen forsøg på at skildre ham som en sød, gammel mand. Han er snu og skarp og fuldkommen klar.
   Som skuespiller har Eastwood været en studie i udtryksløshed. Jeg læste fornylig kunsthistorikeren Geoff Dyers begavede bog om Where Eagles Dare (1968), altså Ørneborgen, som næsten er et fanbrev til Eastwood. I ’Broadsword Calling Danny Boy’ (2018) skriver Dyer ti sider om, hvordan Eastwood kniber øjnene sammen og spiller stort anti-drama.
   Jeg har været Eastwood-fan, så længe jeg kan huske. Jeg var 10-11 år, da jeg så Den gode, den onde og den grusomme i Kastrup Bio første gang. Kritikken af hans politiske meritter har aldrig for alvor påvirket mig. I dag kan jeg se, hvor reaktionær »Dirty« Harry Callahan var. Det kunne jeg ikke i 70erne. Mine venner og jeg syntes bare, at Clinten var sej.



DER er derfor et vist vemod forbundet med at se The Mule. Jeg havde ikke ventet mig noget af filmen, men jeg troede på skikkelsen endnu en gang. »Du laver en god Jimmy Stewart,« siger en af narkogangsterne. Det er sandt. I The Mule bliver Eastwood næsten en jovial everyman.
   The Mule er instruktørens spillefilm nr. 40. Det er ikke hans magnum opus. Det er ikke Pale Rider, Unforgiven, Mystic River eller Flags of Our Fathers. Men det er en meget charmerende film, hvor Eastwood bruger sin alder og skrøbelighed. Ingen kan sætte en finger på håndværket.
   »Jeg havde penge til det hele,« siger Eastwood. »Det eneste, jeg ikke kunne købe, var mere tid«. De øvrige film fra de sidste ti år kunne man sagtens være foruden. Men The Mule er en suveræn souvenir, som har lov til at være sentimental.



*) Det er naturligvis ikke svært at bemærke de mange sammenfald, i konceptet såvel som i udførelsen, mellem Eastwoods The Mule og David Lowerys The Old Man and the Gun (2018), som i præcis samme metafiktive ånd opsummerer et livsværk for Robert Redford (f. 1936), der er 7 år yngre end Eastwood. Det er bund og grund den samme præmis. Der er endda den samme scene, hvor veteranerne sidder i biografen med deres kærester. Først ved slutningen afviger de to grundhistorier. Eastwood dyrker sin have i fængslet. Redford er i sidste billede på vej ind i banken for at genoptage forbryderkarrieren. Det forholder sig omvendt i »virkeligheden«. Redford har endelig forladt sin metier, skønt ikke opgivet sit engagement. Eastwood kan ikke slippe sit håndværk. Selvanalysen fortsætter i Cry Macho (2021), og rugbrødsinstruktøren er stærkt tilbage i Richard Jewell (2019) og Juror #2 (2024), som begge er solide arbejder med systemkritiske islæt. 
 

The Mule. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenck. Foto: Yves Bélanger. 117 min. USA-Canada 2018. Dansk premiere: 10.01.2019.


Fotos: Warner Bros./ The Malpaso Company/ BRON Studios/ Imperative Entertainment/ Creative Wealt Media Finance/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB, YouTube
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.06.2019.
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.01.2019.

tirsdag den 3. oktober 2023

Claude Lelouch: Les plus belles années d'une vie (2019)


FØR VI FORSVINDER
Et møde med filmskaberen Claude Lelouch

Af BO GREEN JENSEN

FOR tredje gang finder manden (Jean-Louis Trintignant) og kvinden (Anouk Aimée) hinanden i Les plus belles années d'une vie (da. Livets bedste år).
 Der er gået 53 år, siden racerkøreren Jean-Louis Duroc og filmarbejderen Anne Gauthier mødtes på stranden i Deauville, hvor deres respektive børn gik i skole. Det var i 1966 i Un homme et une femme. Begge havde mistet en ægtefælle og var ved at nå midten af livet. Meget kunne ske dem, men mere var i vente. Manden og kvinden – som filmen hedder på dansk – var skabt for hinanden.
   De elskede sammen på Hótel Barrière-Le-Normandy (hvor man stadig kalder værelse 311 for »Un homme et une femme«-suiten), og han kørte fra Deauville til Paris for at kunne møde hende ved toget. Jean-Louis løber altid i en lige linie. Når de endelig finder hinanden, drejer verden svimlende rundt om de to.
   Ikke mange omfavnelser matcher de store kamerature, som Claude Lelouch foretager. Instruktøren skrev og var selv fotograf på filmen, som vendte hans lykke. Manden og kvinden fik førsteprisen i Cannes og vandt to Oscars (for bedste ikke-engelsksprogede film og bedste originalmanuskript). Temamusikken (»dabba-dabba-da, dabba-dabba-da«), som Francis Lai skrev, blev et fransk verdenshit af de store.



CLAUDE Lelouch var 29 år, da han skabte Manden og kvinden. Det var hans femte film, og instruktøren havde gæld. Mange af værkets beundrede stilgreb, de flimrende skift mellem sort-hvid og farve, det håndholdte kameras rystede blik, var økonomiske nødløsninger. I USA blev filmen set som indbegrebet af la nouvelle vague. Hjemme fik han skyld for at lukrere på nybølgeinstruktørernes forarbejde.
   Lelouch har aldrig været helt inde i den kritiske varme, og han har stædigt holdt sig fri af systemet. Bagefter blev han sin egen chef og har været det siden. Lelouch og alt, som kommer fra produktionsselskabet Les Films 13, er sin egen (forkætrede) genre i Frankrig. Han har skabt 50 film. Nogle (Vivre pour vivre, Les uns et les autres, Bolero, Viva la vie, La belle historie) nåede vidt omkring. De fleste er blevet i hjemlandet.
   Manden og kvinden blev ikke sammen. Efter 20 år lod Lelouch dem møde hinanden igen i Un homme et une femme: vingt ans déjà (1986). Her er Anne Gauthier med tiden blevet en anset filmskaber. Da en kostbar holocaustfilm bliver en fiasko, vil hun genskabe parrets første møde i en enkel produktion. Manden og kvinden 20 år efter er næsten en metafilm om at lave metafilm.
   Da vi taler i januar 2020, er Lelouch blevet 82 år. Trintignant er 89, Aimée er et år yngre. Francis Lai nåede lige at skrive musikken til Livets bedste år, før han døde i 2018. Det er vemodigt og bekræftende at se det gamle hold sammen igen. Den tredje film citerer naturligt fra de første to. Der er ingen anstrengt metafiktion. Der er bare livet, som skete sådan.*
   Anne har ikke tænkt sig at tilgive Jean-Louis. Så hører hun, at han sidder på et plejehjem og klamrer sig til resterne af sin identitet. Hun kommer, og de tager på den sidste tur sammen. Deres datter bliver spillet af Monica Bellucci. Det er smukt, når tre slags tid forenes. Det er samtidig svært at bedømme, hvor meget det siger til tilskuere, som ikke har oplevet Un homme et une femme.


JEG har talt med Lelouch én gang før. I 1995 skrev og instruerede han Les Misérables du XXe siècle, som brugte motiver fra Victor Hugo, men foregik i Frankrig op til 2. Verdenskrig. Jean-Paul Belmondo spillede Jean Valjean-karakteren, manden, der var ét med sin tid. For det var især en sekelskiftefilm. Lelouch satte af fra føljetonromanen om De elendige (1862) og citerede med stor effekt den visionære digtkreds om »Århundredernes legende«, La Légende des siècles (1859-1883).
   Nogle interviews er ren lancering og rutine. Lelouch gjorde indtryk. Man – jeg – fik fornemmelsen af at møde en mand, som vidste noget særligt. Så nu er vi i Paris i 2020. Coronakrisen kommer om lidt, men der er varme i solen. Jeg spørger Lelouch, hvorfor denne tredje film om Anne og Jean-Louis var nødvendig. Den gamle mand lyner vindjakken ned og tænker sig om. Det grå hår er blevet helt hvidt siden sidst:
   »Jeg har brugt mit liv på at undersøge, hvorfor en mand og en kvinde må bruge så megen energi på at finde sammen i en seng – for så at bruge lige så megen energi på ikke at blive i sengen. For mig er kærligheden livets mælk, og jeg har dedikeret mit liv som filmskaber til at udforske det emne. De bedste øjeblikke i mit eget liv har været, når jeg var forelsket i nogen eller i noget. Det er virkelig det store emne for alle, det er verdens vigtigste ting.
   Kærlighed er krumtappen. Og så penge. Jeg har konstrueret mine film om de to emner, for sagerne hænger sammen. Pengene prøver altid at købe kærligheden. Det er grundkonflikten i mine film. Den nye er først og fremmest en hyldest til nuet. For det er det eneste, der virkelig tilhører os, det enkelte øjeblik, hvor vi lever. Det er ikke en film om at blive gammel, for hvad jeg især vil sige med den er, at de bedste år stadig venter. Jeg har aldrig moret mig så godt. Jeg har aldrig nydt det hele som nu.«



– Er følelsen stærkere, fordi slutningen er i sigte?
   »Det kommer an på perspektivet. Kvinder er stærkere end mænd. De er, hvad jeg skal sige … mænd, som er bedre fremstillet. Vi ser, at Trintignant stadig er en stor dreng. Det var han i Manden og kvinden, og han er stadig en stor dreng 50 år senere. Derimod er Anouks karakter blevet voksen. Det er det grundlæggende problem mellem kvinder og mænd. Jean-Louis har hele tiden leget med livet, Anne har taget tingene alvorligt. Jeg ville fortælle historien om denne mand, som har døden lurende i nærheden, og denne kvinde, som døden har besluttet sig for at lade være lidt endnu.«
   – Du har lavet så mange film, men de fleste er blevet i den fransktalende verden. Hvorfor er netop disse tre blevet dem, der skiller sig ud?
   »Jeg tror, der har været ti film, som virkelig nåede omkring. Men det er sandt, at Manden og kvinden måske har sat sig dybere spor. Publikum identificerer sig med de karakterer. Den første film sagde, at alle får en chance mere, en ny mulighed. Og denne film siger, at kærlighed er uden alder.
   Alle mine 50 film fortæller i virkeligheden den samme historie. Historien er, at livet ligner et væddeløb, et forhindringsløb mellem problemer og bekymringer, men banen går gennem Eventyrland. Der har ikke været en eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke har fået både godt og dårligt nyt. Jeg tror, jeg er lykkeligst, når jeg kan gå hen og kæmpe imod og vinde over et stort problem. Som en eventyrkæmpe.
   Det gælder, uanset om problemet er kærlighed eller andre ting i livet. Mine karakterer er lykkelige, når de kan overvinde en stor vanskelighed. Det værste er vel døden. Omvendt kunne det være den virkelige belønning for livet.«



– Hvordan var det at arbejde med Trintignant og Aimée? Har de ændret sig i tidens løb?
   »Anouk er fuldstændig den samme. Jean-Louis har forandret sig. Han er blevet bitter og ser alting i sort. Der er en masse negativitet i ham – ikke kun i karakteren – mens Anouk er tilbøjelig til at se livet i et gyldent skær. Jeg ville vise matchet mellem de to positioner.
   Jeg tror, at filmen er blevet så godt modtaget, fordi det er de store spørgsmål, som vi alle sammen stiller hinanden. Hvad vil være stærkest, livet eller døden? For mig er begge dele meget stærke. Og livet er på en måde en rejse ind i mysteriet. Idioterne vil sige, at målet for enden er døden, mens optimisterne vil sige, at det er evigheden. Det er dét, jeg har prøvet at filme hele tiden. Denne kamp mellem rationalister og irrationalister.«



– Du sagde i 1966, at en instruktør kan lave to slags film. Den ene ligger tæt på ham selv, den anden er fuldkommen modsat ham selv. »Og jeg har lavet en film, som er modsat.« Ser du lige sådan på det i dag?
   »Jeg kan uddybe, hvad jeg mente dengang. I Un homme et une femme fortalte jeg en historie om den ideelle kvinde, som jeg ville have elsket at møde. Hun var en kvinde, som havde oplevet smerte. Det er lettere at gøre noget godt for mennesker, som har lidt. Filmen var en projicering, fordi jeg opdigtede denne kvinde. Det var måden, jeg konstruerede filmen på dengang.
   Kvinden blev fremstillet af Anouk Aimée, og jeg følte, at man måtte arbejde hårdt for at fortjene en kvinde som Anouk Aimée. I mit liv har jeg skabt mange problemer for mig selv, men som tiden er gået, har jeg formået at være lykkelig med nogle kvinder. Altid kvinder, som havde oplevet smerte. Det er vel derfor, jeg holder af mennesker, som har overvundet en sorg.
   Anne og Jean-Louis er lykkelige for at være sammen igen, for de har tilbragt hele livet med at lede efter den fuldkomne mand og den fuldkomne kvinde. De fandt dem aldrig, for de havde jo mødt dem allerede.«**
   – Vi hører atter musikken af Francis Lai. Han døde i 2018…
   »Ja, og det var vigtigt for ham at gøre filmen færdig. Det var det jo for os alle fire. Francis skrev musikken og indspillede den. Han døde desværre før premieren.«


*) Det er interessant at sammenligne projektet med Richard Linklaters tre film om amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy). De mødes og skilles i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2004) og er blevet trætte forældre, da de holder ferie i Grækenland i Before Midnight (2013). Også det par bliver ældre i virkelig tid.
   Linklater citerer aldrig de tidligere film. Det gør til gengæld Robert Guédiguian, som i La Villa (2017, da. Huset ved havet), kan vise scener fra Ki lo sa? (1985), hvor Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin og Gérard Meylan første gang kommer til fiskerlejet Méjean ved Marseille. Her udspiller filmen sig 30 år efter, så fortællingen fastholder også forandringen i lokaliteten. 
   Den naturlige aldring giver disse film en håndgribelighed, en fysisk substans, som kun kan markeres og fingeres ved traditionel brug af sminke og lys. CGI har gjort det muligt at ændre karaktererne og stederne, så det ser troværdigt ud. Dustin Hoffman var ikke udpræget overbevisende som 121-årig fortæller i Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), men Harrison Ford kan passere for 40 år yngre i lange afsnit af Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023). Også byen omkring ham overbeviser som New York i 1969.
   Martin Scorsese, som altid vil afprøve mulighederne i de digitale teknikker, kan fremstille Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci, så det ser tæt-på-naturligt ud i The Irishman (2019). Det er en stor forbedring i forhold til elefantmandsmakeuppen i Once Upon a Time in America (1984), hvor Sergio Leone må arbejde med groteske gammelmandsudgaver af De Niro og James Wood. Folk, som siger, de kan se forskel, og har stærke meninger om, hvor dårligt det lykkes, ville ikke se efter, hvis de intet vidste på forhånd. Det er som springet fra mobil til smartphone, fra VHS pan-scan til HD Blu-ray 4K – eller 8K, som er i vente.
   Men som flere har skrevet og sagt, er det sandt, at kameraet altid ser noget, som vi ikke selv så, da filmen blev til. Fordi vi virkelig er der og er tilbage, og karaktererne ikke ved noget om, hvad der venter, men færdes i de fysiske rum, som de så ud, da de var hverdag og virkelighed. Filmen bliver da et magisk teater: herinde lever tiden igen. Men vidnerne er ældre nu. Vi kan se, hvem vi var og forstå, hvad der skete.
   Næste gang vi ser efter, har facit måske flyttet sig. Men livet på filmen er ikke forandret. Det er den samme mand, Jean-Paul Belmondo, der løber fra loven og segner for enden af rue Campagne-Première på Montparnasse ved slutningen af À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).  Raoul Coutard filmer de glinsende brosten, mens Jean-Luc Godard råber replikker, som senere bliver synkroniseret i studiet. Det er nu og for altid den 12. september 1959.


**) Det er måske på sin plads at slå fast, hvad både Lelouch og Aimée har forklaret mange gange i tidens løb: At de aldrig var i et forhold sammen, hverken før eller efter Un homme et une femme. Lelouch erkender, at han var forelsket, men Aimée havde ikke øjne for andre end Pierre Barouh, der spiller hendes afdøde mand i filmens flashbacks (og i øvrigt skrev teksten til fem Francis Lai-kompositioner, som fik et liv uden for filmen). 


Claude Lelouch blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020. Han og Valérie Perrin, som er medforfatter på Les plus belles années, blev gift i Paris den 17. juni 2023. Jean-Louis Trintignant døde i 2022. Livets bedste år blev den sidste (af 100+) film, han medvirkede i. Anouk Aimée levede stadig stærkt, da jeg skrev. Hun døde den 18. juni 2024. Kvinden i midten blev 92. 


Un homme et une femme (Manden og kvinden). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Pierre Uytterhoeven. Foto: Claude Lelouch. 102 min. Frankrig 1966. Dansk premiere: 13.12.1966.

Un homme et une femme, vingt ans déjà (Manden og kvinden 20 år efter). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Monique Lange, Jérôme Tonnerre, Claude Lelouch, Pierre Uytterhoeven. Foto: Jean-Yves Le Mener. 112 min. Frankrig 1986. Dansk premiere: 27.08.1993 (TV2).

Les plus belles années d’une vie (Livets bedste år). Instr.: Claude Lelouch. Manus: Valérie Perrin & Claude Lelouch. Foto: Robert Alazraki. 90 min. Frankrig 2019. Dansk premiere: 09.07.2020.



Fotos: Les Films 13/ Davis-Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ SofiTVciné 6/ Other Angle Pictures/ Filmbazar.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube [clip + trailer]/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Første udgave af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 10.07.2020

tirsdag den 2. maj 2023

Sophie Hyde | Katy Brand: Good Luck to You, Leo Grande (2022)


KÆRLIGHED OM EFTERMIDDAGEN
En sober film om mennesker og ærlig købesex

Af BO GREEN JENSEN

ET intimt snakkestykke om alder og klasse, købesex og kønspolitik, fantasier som udleves og teorier i praksis. »Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed?« kunne man spørge med Raymond Carver.
   Held og lykke, Leo Grande er ikke en erotisk komedie, skønt tonen for det meste er munter, og emnet er sex hele vejen. Ej heller en realistisk tragedie, for få ting er tragiske i virkeligheden. Er der noget, som manuskriptforfatteren Katy Brand (f. 1979) har blik for i sin voksne og fint kallibrerede dialog, er det gentagelsen som grundvilkår. Tryghed er fætter til ensformigheden. Og lykken er virkelig en underlig fisk.


FILMEN skildrer fire møder mellem Nancy Stokes og Leo Grande. Begge hedder faktisk noget andet. De mødes på et anonymt hotel med udsigt til tage i sol eller regn. Hun er kunden, han er sexarbejderen. Der er udsving i relationen, men filmen er ikke interesseret i magt, snarere i frydens og afsavnets væsen. Hun er ærlig i sine betroelser og nysgerrig på hans profession. »Leo Grande« er en mere kompleks konstruktion.
   Han bliver spillet af Daryl McCormack, som er kendt fra især Peaky Blinders. Han er 29 år. Hun er Emma Thompson på 62. Det skal nok være karakterernes alder. Hun var gift i 31 år med den samme, ret bornerte mand, som har været død i et år. Der er to voksne børn, som skuffer på hver deres måde. Hun har undervist piger i religion og nærer ingen illusioner om uskyld. Det er Leo, som af og til foreslår, at hun ser det fra børnenes side.
   Nancy har skrevet fem punkter ned på en liste, hun vil igennem, mens der er råd: oral sex i tre variationer; så hende øverst; endelig at blive taget bagfra. Men ikke analt. Nancy gyser ved tanken om ting, der trænger ind i åbninger, som er beregnet til ting, der skal ud. Katy Brands tekst har mange farver og lag. I et af dem mærker man, at hun var stjerne i satireserien Katy Brand’s Big Ass Show (2007-2009). Men selv humoren, som dækker over generthed, bliver tonet betydeligt ned undervejs.


DER er fire lange scener, som smager af tv-teater. Dialogen er så udsøgt, at man tænker på et radiospil. Men begge indtryk bedrager. Værket er en film først og fremmest, og fotografen Bryan Mason, som også har klippet, får meget ud af at gå tæt på ansigterne og skifte beskæring. Skønt den fysiske nærkontakt er fingeret, bliver det en meget håndgribelig dans.
   De er rundt om mange emner, flere lag af fortrolighed bliver brudt. Han er tilbøjelig til at lukke af, når hun ryster ham i rollen som beleven forfører. De første møder er en succes. Så har hun stalket ham digitalt, og det kommer til et brud i tredje scene. Fjerde møde finder sted i restauranten, hvor en af Nancys gamle elever får ansigt. Ellers er der kun de to i filmen.


SLUTBILLEDET har vakt opsigt. Emma Thompson står nøgen i fuld figur foran spejlet. Det er billedet af et menneske, som endelig tager livet på sig, præcis som det er. Uden illusioner, men også uden forbehold. Som en kvindelig kollega sagde efter filmen: »Man har aldrig set det billede før«.
   Det er sandt, og det er bare en af kvaliteterne ved Held og Lykke, Leo Grande. Emma Thompson bliver ofte taget for givet. Her er hun i sin bedste rolle siden Dommerens valg. Der er meget, som lykkes i filmen. Den er værd at se og tænke videre over.


Good Luck to You, Leo Grande (Held og lykke, Leo Grande). Instr.: Sophie Hyde. Manus: Katy Brand. Foto: Bryan Mason. 97 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 22.09.2022.


Fotos: Genesius Pictures/ Align/ Cornerstone Films/ Searchlight Pictures/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.Kultur 22.09.2022

mandag den 17. april 2023

Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]


FILMENS MYSTERIER
En lille film om historiske kræfter

Af BO GREEN JENSEN

EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed.
   Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden.
   Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.



HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet.
   I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen.
   Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).



 

HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.
   Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.
   Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.



»EVERY 
Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream.
   Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.



MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret.
   Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*



TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.
   Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.



EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:

"My feet are at Moorgate, and my heart
Under my feet. After the event
He wept. He promised 'a new start.'
I made no comment. What should I resent?"

"On Margate Sands.
I can connect
Nothing with nothing.
The broken fingernails of dirty hands.
My people humble people who expect
Nothing."

("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **


DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.«
   »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«
   Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.



MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.
   Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.

Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography

*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig. 

**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.




Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.


Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+
Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.