Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]

FILMENS MYSTERIER

En lille film om historiske kræfter

Af BO GREEN JENSEN

EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed.

   Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden.

   Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.

HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet.

   I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen.

   Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).

 

HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.

   Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.

   Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.

»EVERY Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream.

   Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.

MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret.

   Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*

TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.

   Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.

EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:

"My feet are at Moorgate, and my heart

Under my feet. After the event

He wept. He promised 'a new start.'

I made no comment. What should I resent?"

"On Margate Sands.

I can connect

Nothing with nothing.

The broken fingernails of dirty hands.

My people humble people who expect

Nothing."

("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **

DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.«

   »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«

   Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.

MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.

   Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.

Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography

*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig. 

**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020].

Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.

Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+

Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.

Bogen og filmen: Mothering Sunday/Helligdag (2021)

ALLE DE UNGE MÆND
Eva Husson filmatiserer Graham Swift

Af BO GREEN JENSEN

HELLIGDAGEN »Mothering Sunday« var forløberen for den moderne Mors Dag. I gode britiske husholdninger fik tjenestepigerne fri, så de kunne besøge deres familier. Forfatteren Jane Fairchild har en særlig grund til at huske Mothering Sunday i 1924. Det var den dag, hun begyndte at skrive for livet.

   Den unge Jane (Odessa Young) har ingen at tage hjem til, da herskabet giver hende fri. Hun kom til huset som forældreløs teenager. Mr. Niven (Colin Firth) taler om, hvad han ville lave, hvis han ikke skulle til forlovelsesfrokost. Mrs. Niven (Olivia Colman) tager senere Janes hånd og siger, at hun skal betragte det som en gave at være alene. Så har hun ingen at miste.

DER hersker en knuget stemning i huset. Nabosønnen Paul (Josh O’Connor) skal giftes med Emma (Emma D’Arcy) fra den tredje familie i vennekredsen, som engang gjorde alle ting sammen. Paul havde brødre. Familien Niven havde sønner. Alle de unge mænd døde i krigen. England sørger stadig væk.

   Da bilerne kører til klubben, mødes Paul og Jane en sidste gang. De har elsket at gå i seng med hinanden, siden hun kom til landsbyen. Vi er blandt det højere borgerskab i en fattigfin udgave af Downtown Abbey. Ingen udfordrer klassesystemet. Det har aldrig været på tale, at det »skulle være dem«. Men dagen er en undtagelse. Jane bliver kvinden, som mange år efter modtager Nobelprisen for sin beretning. Hun spilles da af 85-årige Glenda Jackson.

DER er i alle Graham Swifts bøger en umiskendelig tone af stor og nøje afstemt melankoli. En bristefærdighed, om man vil, og et særligt talent for at indlejre typiske træk ved almen historie i enkelte skæbner. Det gælder fra læreren, der taler til sin klasse i Waterland (1983, da. Vandlandet) og frem. I Mothering Sunday: A Romance (2016) er Swift i sit element. Teksten pendler mellem nu og da i erindringens takt.

   Eva Hussons film følger denne rytme. Der klippes konstant i flitrende glimt, snarere end i udstrakte flashbacks. Skønt formen anstrenger, fastholder den. I første scene begynder en samtale, som først bliver gjort færdig til slut.

   Instruktøren er fransk. Husson har udviklet sig, siden hun skuffede med Girls of the Sun i Cannes i 2018. Man ville så gerne give hovedprisen til en kvindelig instruktør, men kunne ikke forsvare at kåre filmen om kvindelige partisaner i krigen mod Islamisk Stat.*

   Alice Birch, som skrev den benhårde Lady Macbeth (2016), har bearbejdet Swifts roman og tilføjet en ny midterdel.

   

FILMEN bliver tung, så snart den forklarer, men i billederne kommer alt til sin ret. Lanceringen fremhæver de erotiske scener, hvor både manden og kvinden er nøgne. Det er en praktisk og naturlig nøgenhed. Han skaffer hende et pessar. Da han er borte, gør hun fingrene våde og lugter hans sæd.

   Helligdag er en god film, hvis man holder af britisk tristesse. Som et sted mellem Atonement (2007, da. Soning) og The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen). Moderniteten betones af nye musikvalg. Max Richter »gen-komponerer« Vivaldi; Nils Frahm yder minimalisme. Der er sammenbidt sorgarbejde og masser af stiff upper lip. Men også to kærester frosset i tiden. Et fint stemningsstykke til elskende nu.

RIP Glenda Jackson 1936-2023

*) Cannes 12.05.2018: »Festivalen havde satset alle jetoner på at gøre gallavisningen af Eva Hussons Les filles du soleil til en feministisk markering. Før visningen stod branchens stærke kvinder i formation på les marches, bl.a. Salma Hayek, Uma Thurman og Patty Jenkins. Der var politiske nøglefigurer som Marlene Schiappa, den franske minister for ligestilling, og Melissa Silverstein, der er en af chefstrategerne bag #MeToo. Cate Blanchett holdt en forkromet tale, som alle bakkede op om. Den højtidelige gestus var især et stort eksempel på, hvordan man sparker åbne døre ind.

   Mislyden satte først ind, da alle havde set Solens døtre. Filmen følger en særenhed af kurdiske partisaner, som prøver at tage deres by tilbage under krigen mod Islamisk Stat. Alle er kvinder, som beslutter at gøre modstand, da det lykkes dem at flygte fra IS, der mishandler og misbruger dem som (sex)slaver. Delingens leder er Bahar (Golshifteh Farahani), som har mistet sin mand og sin søn. Tiden er 2014. De kurdiske styrker venter på støtte fra den vestlige koalitionshær.

   Bahars historie fortælles i flashbacks, mens hun briefer en fransk journalist, Mathilde (Emmanuelle Bercot), der har sin egen traumatiske baggrund. Kvinderne taler, mens de gør sig klar til at indtage Bahars gamle skole. Vejen går gennem et mineret tunnelsystem. De mandlige kurdiske tropper vil ikke hjælpe, før der er støtte fra luften. Kvindekrigerne har fordel, fordi IS faktisk frygter dem. Bliver man skudt af en kvinde, bliver man ikke martyr og kommer ikke i Paradis.

   Solens døtre – der har danskeren Mattias Troelstrup som fotograf – er ikke dårlig. Den er bare meget velmenende og forenkler alle sider af konflikten. Musikken (af Morgan Kirby), som isoleret set er god nok, bliver lagt på i så massive doser, at publikum ikke har chance for selv at føle noget, før stemningen bliver dikteret. Bercots karakter er baseret på amerikaneren Marie Colvin, der mistede sit øje og senere sit liv i Homs. Hun er et overflødigt identifikationspunkt. Bahar tænker tilbage uden at meddele sig.

   Til slut bliver byen generobret. Bercot rejser hjem til sin datter og skriver artiklen, som hun læser højt under slutteksterne. Den er mildest talt ikke neutral i sit ordvalg.

   Efter gallavisningen var der jubel og stående bifald. Det er der som regel. Efter pressevisningen blev der både hujet og klappet. Der var bred enighed om, at Les filles du soleil ikke hører hjemme i hovedkonkurrencen. I hvert fald er det en ordinær film, som trækker gennemsnittet ned. Døm selv, når der er dansk premiere.«

Mothering Sunday (Helligdag). Instr.: Eva Husson. Manus: Alice Birch. Foto: Jamie Ramsay. 104 min. UK-Tyskland 2021. Dansk premiere: 28.04.2022.

Graham Swift: Helligdag – en romance. Oversat efter Mothering Sunday: A Romance (2016) af Claus Bech. 188 s. Gyldendal, 2017. 

Graham Swift: Mothering Sunday. A Romance. 132 s. London: Scribner, 2016.

Fotos: Film4/ BFI/ LipSync Productions/ Number 9 Films/ ZDF/ Arte/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Scribner/ Simon & Schuster

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 31.01.2022

Festvalreportage i Weekendavisen Kultur 18.05.2018 + filmanmeldelse Weekendavisen Kultur 29.04.2022.

ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia! (2008) | Voyage (2021)

TIL ÆRE FOR ABBA

Sangenes liv i den evige jukebox

Af BO GREEN JENSEN

BENNY Andersson (f. 1946) og Björn Ulvaeus (f. 1945), arkitekterne bag ABBAs sange, har altid vidst, at de var til mere end flygtige pophits. En overgang stod de alene med drømmen om at skabe noget varigt, for i bandets egen tid – det svenske verdensnavn var aktivt 1972-82 – kunne man ikke abstrahere fra de futuristiske kostumer og den maskinelle produktion.

   Faktisk græd man tørre tårer, da de fire medlemmer gik hver til sit. ABBA var en industri, og i 1980erne foragtede vi dem. Man gik stille med sin kærlighed, hvis man trods alt kunne høre noget i musikken.

   Mens Agnetha Fältskog (f. 1950) og Anni-Frid Lyngstad (f. 1945) gik mere eller mindre helhjertet ind i deres respektive solokarrierer, skyndte Benny og Björn sig at lægge afstand til schlagerne. De mente, at de kunne forene deres tæft for hurtige melodier med ambitionen om det gennemkomponerede værk, hvis de skrev en såkaldt rockopera. Gerne noget i stilen fra Andrew Lloyd Webber og Tim Rice, som dengang var konger på musicalscenen. Kun Stephen Sondheim (1930-2021), formens amerikanske klassicist, gav de britiske løver en smule modspil.

SVENSKERNE tog ikke fejl. Problemet med Chess (1984) var vel netop, at sangene lød mere som Webber og Rice end som Andersson og Ulvaeus. Til og med skrev Rice den engelske libretto. Det kyniske blik på koldkrigens politiske teater var derfor det samme som i Evita, og melodierne lagde sig meget efter Webbers skabelon.

   Chess var en kæmpesucces alle vegne, men skønt forestillingen indeholdt mindeværdige sange som »Anthem«, »One Night in Bangkok« og »I Know Him So Well«, fik den aldrig ægte klassikerstatus, og Andersson og Ulvaeus har ikke gentaget eksperimentet med det grænseløse musikteater.

   Til gengæld skrev de tre-akteren Kristina från Duvemåla, som havde urpremiere på Storan Malmö Musikteater i oktober 1995. Denne musical efter Vilhelm Mobergs Utvandrarna var et ambitiøst forsøg på at skabe noget nordisk og autentisk. Af samme grund blev succesen størst i Sverige, men det er værd at finde cd-sættet og genopdage sangene.

   Hvis Chess havde reminiscenser af 1970ernes rockmusical, pegede Kristina i retning ad det moderne musikalske melodrama, som blev normen efter Alain Boublil og Claude-Michel Schönbergs Les Miserables. Der var dog også hopsa i Anderssons score, og Ulvaeus’ libretto var nordisk til benet. Faktisk kunne man høre, at to svenske mænd havde skrevet Kristina, men man ville ikke gætte på ABBAs gulddrenge.

IMENS var ABBAs sange som tamagotchier, der holdes i live af hengivne fans. De havde fortsat betydning, og efterhånden som man lagde afstand til – eller så nostalgisk tilbage på – periodens ydre virak og glimmer, stod det klart, at man havde undervurderet materialets slidstyrke. Døgnfluerne var langtidsholdbare, og bag lallehits som »Voulez-Vous« og »Ring Ring« kunne man ane en støt strøm af rigtige sange med stor dybdevirkning, »Knowing Me, Knowing You«, »The Name of the Game« osv.

   ABBA vandt i agtelse, da Elvis Costello citerede klavergrebet i »Dancing Queen« på »Oliver’s Army« fra Armed Forces (1979). I 80erne greb hyldesten om sig. Ulvaeus optrådte sammen med U2, og på sene kompositioner som »The Day Before You Came« – et outtake fra det sidste ABBA-album The Visitors (1981), der udkom som single i oktober 1982 – kan man høre hitlyden vokse i retning ad rædselsårtiets mere begavede techno.

   Efterhånden blev det sædvane, at nihilistiske punkbands nævnte ABBA som helte og inspiratorer. For dem at se havde kraften overvintret hér, da 1970ernes konceptbaserede progressive rock dominerede scenen.

   I 1990erne fulgte den selvforstærkende revival med kopiorkestre, kritisk rehabilitering og generel opskrivning af ABBA til et navn på niveau med The Beach Boys, The Bee Gees og andet uforgængeligt popguld. Efterhånden inddrog man også The Beatles i sammenligningen, og kompilationerne ABBA Gold (1992) og More ABBA Gold (1993) blev for Andersson og Ulvaeus, hvad de røde og blå dobbeltalbums med Beatles-hits havde været for den Lennon-McCartney’ske sangskat. Her kunne nye generationer begynde.

EFTER 2000 er kanoniseringen fuldbragt. I kraft af stadig mere overdådige boxsæt – i 2005 kapitulerede jeg selv og købte den lyseblå velourbox med ni komplette remasters, gavmildt arkivmateriale og to dvd’er – kan man bedre høre de mange lag i musikken. Det er svært at forstå, hvad man havde imod den. Og dog: det er stadig svært at leve med discodrønet, som kører i bunden af samtlige arrangementer. Man bliver bims efter tyve minutter, men man kan værdsætte håndværket og inspirationen.

   I parentes bemærket har Benny Andersson sagt noget af det klogeste om inspiration, jeg har hørt. Uanset hvad dagen bringer, går han ned og sidder en time ved klaveret i sit sangskriverværksted. For det er muligt, at der ikke kommer noget ud af seancen, men hvad nu hvis ideerne kom, og han ikke var på sit kontor til at skrive dem ned?

ALLE fire ABBA-medlemmer har haft et ambivalent forhold til genopdagelsen. De har naturligvis sat pris på at kunne leve af indtægterne fra de ca. 400 mio. albums, som er solgt på verdensplan, men de har lagt distance til idoltiden. Vist godkendte Andersson og Ulvaeus den forestilling, som Judy Craymer i 1999 producerede på Prince Edward Theatre i Londons West End – hvor Mamma Mia! The Musical stadig spiller for fulde huse – men de havde intet at gøre med opsætningen. Først var der da også en snert af ironisk betagelse i ABBA-renæssancen, men efterhånden fik sangene nyt liv på deres egne præmisser.

   Craymer havde produceret Chess tilbage i 80erne. Det var hende, der kunne høre mulighederne i ABBA-materialet og fik ideen til at skabe et show, som brugte de gamle sange i ny sammenhæng. Dramatikeren Catherine Johnson blev sat til at skrive historien, som teaterinstruktøren Phyllida Lloyd iscenesatte. Mamma Mia! er kvindernes rare klenodie.

   Forestillingen er oversat til 8 sprog, opført 20 steder og set af 30 mio. mennesker. Man vidste fra musicals som Grease, The Rocky Horror Show og Hairspray, at der var basis for forestillinger, som involverede publikum aktivt. Mamma Mia! var dog et af de første eksempler på den såkaldte jukebox musical, hvor én kunstners sangværk bliver stjernen.

DET er en besnærende lille historie, som viser sig at være ret dyb. På afstand ligner synopsen et påskud for omfattende audience participation, men faktisk er der mere i sagen.

   På den græske ø Kalokairi, hvor selve Afrodites Kilde siges at springe, driver britiske Donna et slidt hotel. Tilbage i 80erne anførte hun glamrocktrioen Donna & The Dynamos. Hun var forelsket i amerikaneren Sam, som imidlertid rejste hjem til sin forlovede, hvorfor Donna i hastigt tempo trøstede sig med englænderen Harry og australieren Bill. Hun fik et barn og blev boende i solen. Hun vidste ikke, hvem af de tre, der var far til datteren Sophie.

   Nu skal Sophie giftes. Hun finder Donnas dagbog fra dengang og inviterer de mulige fædre til bryllup. Donna indbyder Rosie og Tanya, de oprindelige Dynamos. Forestillingen er fuld af trioer. Med den lokale befolkning som kor og ballet er det således muligt at opføre 20 ABBA-hits i en scenografi, som arbejder kreativt med de prosaiske omgivelser.

   Den banale historie er helt i sangenes ånd. Her har det altid handlet om at formidle almindelige menneskers drømme, være »Dancing Queen« og stråle fredag aften, før man møder på kontoret mandag morgen. Der er også sange om at få børn og blive ældre. Alle kender melodien. Alle nærer drømme, som kompromitteres med tiden.

I MAMMA Mia! The Movie er den britiske musical overført til biograflærredet med stor energi og betydelig flair for den ændrede ramme. Trioen bag teaterudgaven er også ansvarlig for filmversionen: Lloyd har instrueret, Johnson har bearbejdet sit eget manuskript, Craymer har igen produceret – nu dog i ledtog med Ulvaeus og Andersson, som de seneste år er blevet mere entusiastiske omkring den lille syng-med-musical.

   Måske erkender sangskriverne, hvad deres publikum længe har vidst: at dette ikke er billige hits, men selve livsværket, de havde i sig. Sceneversionen er arrangeret af Martin Koch, som også dirigerer den britiske opsætning. På filmens soundtrack har Benny Andersson overtaget disse funktioner, fordi han fandt det vigtigt at genskabe den autentiske ABBA-lyd. Både Andersson og Ulvaeus gæsteoptræder i glimt, tekstforfatteren som gud på Olympen, komponisten som orkesterleder ved havnen på øen, hvor samtlige scener udspilles.

MERYL Streep har hovedrollen som Donna. Hendes veninder spilles af Julie Walters og Christina Baranski, mens fædrene gestaltes af Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgård (australieren Bill Austin er til lejligheden blevet svenskeren Bill Andersson). Fra film som Mike Nichols' Postcards from the Edge (1990) og Robert Altmans A Prairie Home Companion (2006) ved man, at Streep har en udmærket stemme, men hvad med Brosnan, Firth og Skarsgaard? De synger troværdigt, ikke som stjerner, men som mænd i halvtredserne nu engang gør, hvis ellers de kan ramme en tone.

   Amanda Seyfried og Dominic Cooper forsvinder i rollerne som det unge par, der skal giftes. Det er Streep, der bærer filmen, men det er overraskende følelsesladet, ja faktisk oprigtigt bevægende, da Pierce Brosnan til slut synger »When All Is Said and Done« (som er indføjet i filmen, mens »Knowing Me, Knowing You« er taget ud). Streep brænder afstanden væk med en højdramatisk udgave af »The Winner Takes It All«. De gamle glimmerhits er gode påskud for Donna & The Dynamos til at optræde sammen – på meget slap line – igen.

TIL slut ser man også mændene glitre. Som i klassiske filmmusicals er intrigen gribende enkel, og alle tre oplever at have faderfølelsen, som de reagerer vidt forskelligt på. For det modne segment, der er filmens primære målgruppe, vil Mamma Mia! være uafbrudt underholdende, stedvis også livsklog og næsten altid charmerende. Blot må man vænne sig til, at det høje spil fra scenen er reproduceret, hvilket gør især begyndelsen skinger. Alle forældre vil endelig fatte, at »Slipping Through My Fingers« er en meget stor sang.

MAN kan ikke synge med i biografen. Til gengæld foldes plottet ud i en slags virkelighed, som modvirker præget af filmet teater. Mamma Mia! er optaget på øerne Skiathos og Skopelos.

   Det bliver næsten en pointe, at den lille musical fra begyndelsen var baseret på Melvin Franks amerikanske Bueno Sera, Mrs. Campbell (1968), en lanceringsplatform for Gina Lollobrigida. I den gamle film kan en mor have fået sin datter med tre af de amerikanske soldater, som befriede Italien under 2. Verdenskrig.

   Det er ikke verdensomstyrtende drama, men Mamma Mia! er blevet en eftertænksom og vellykket filmmusical, som forstår at udnytte formens love og regler. Den står og falder med sine sange, som næppe har fungeret bedre i nogen sammenhæng. Det skulle da være på lydsporet til vores liv, hvor den ærlige tilskuer vil erkende, at forbavsende mange sekvenser har været ledsaget af ABBAS musik.

2010erne markerede ABBAs 50-år. I tilbageblik avancerede de fra retro og kitsch til klassisk kultur og umistelig pop. For Andersson begynder rejsen i The Hep Stars (1963-71); for Ulvaeus i The Hootenannny Singers (1961-74). De var veteraner allerede, da de skrev den første sang (»Isn’t It Easy to Say«) sammen i 1966.

   Frida Lyngstad kom fra The Anna-Frid Four (1967) og forskellige norske soloprojekter. Ulvaeus producerede hendes hit »Min egan stad« i 1971. Agnetha Fältskog er yngre end de andre. Hun arbejdede sig op (på X Factor-vis) i lokale talentkonkurrencer. Som 18-årig solgte hun 80.000 eksemplarer af »Jag var så kär«, som hun selv havde skrevet.

   Fältskog blev gift med Ulvaeus i 1970. Lyngstad blev skilt fra Ragnar Frederiksson, som hun havde to børn med, og forlovet med Andersson i 1970 – de blev gift i 1978. De to par begyndte så småt at optræde sammen som Festfolket. I 1973 blev »Ring Ring« ikke valgt som årets svenske bidrag til Eurovision Song Contest. På albummet Ring Ring er de endnu bare Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid. Akronymet ABBA blev taget i brug samme år.

   Producer og manager Stig »Stikkan« Andersson (1931-1997) var en benhård blanding af Colonel Tom Parker, Brian Epstein og George Martin. Han lagde en strategi for næste års svenske Melodifestivalen og var med til at formgive »Waterloo«, som vandt det internationale Melodi Grand Prix i 1974. 

    Sangen ramte plet alle steder. Da Eurovision Song Contest fyldte 50 år i 2005, blev »Waterloo« valgt som vindersangen over dem alle. De futuristiske kostumer var generelt inspireret af britisk glam rock og i særdeleshed af The Sweet og David Bowie i Ziggy Stardust-fasen.

   Otte studiealbum udkom fra 1973 til 1981. ABBA havde 48 singlehits på ti år. De var samtidig gennem så mange rutscheture, at begge ægteskaber blev opløst – Fältskog/Ulvaeus i 1980; Lyngstad/Andersson i 1981. Efter 1982 ophørte også det professionelle samarbejde for en lang periode.

KONCERTFILMEN ABBA: The Movie (1977) dokumenterer den australske del af verdensturneen, som parrene foretog efter Arrival (1976) og før ABBA: The Album (1977). Målet var altid »at knække« det amerikanske marked. Det lykkedes eftertrykkeligt i april 1977, da »Dancing Queen« (fra Arrival) blev nummer ét på hitlisten i Billboard.

   Som alle gruppens videoclips er ABBA: The Movie instrueret af Lasse Hallström, der blev en slags betroet kronikør. Turnefilmen skildrer ærligt de udfordringer og konflikter, der lidt senere førte til bruddet. Man fornemmer, hvor fejlene findes og forstår, hvor hårdt koncertlivet er.

   Især fremgår det, at Fältskog er træt af at blive filmet bagfra – og at Lyngstad er træt af at høre om Fältskogs enestående stemme. Kvinderne vil have et liv, mændene vil arbejde mere. Filmen er for ABBA, hvad Let It Be (instr. Michael Lindsay-Hogg, UK 1970) var for The Beatles, og på samme måde er der sikkert stof til en mere forsonlig Get Back (instr. Peter Jackson, UK-USA 2021) i de omfattende fraklip.

   De fire brugte tyve år på at distancere sig fra ABBA-tiden. I 2000erne begyndte de så småt at være stolte. I 2010erne genoptog de samarbejdet. To nye sange udkom i 2018. Med coronaforsinkelse gik ABBA i Ealing-studiet i England den 22. september 2020. Her begyndte optagelserne til albummet Voyage, som udkom den 2. september 2021.

   Et sceneshow med virtuelle »avatarer« har længe været planlagt, men i 2022 synes det snarere at være et spørgsmål om tid, før de fire simpelt hen optræder analogt sammen igen. Vi har vel alle lært noget om nærvær af COVID.*

VOYAGE-albummet er stilren ABBA og behageligt at lytte til. Der er ingen banebrydende sange. På samme måde er filmen Mamma Mia! Here We Go Again (2018) først og fremmest en anledning til at samle tyve sange mere op. Der er gået fem år siden brylluppet, og Sophie forbereder genåbningen af Hotel Bella Donna. Filmen kommer ikke på helt samme måde fra hjertet.

   Det gør derimod den nye musik, selv om den bliver skabt på rutinen. I 2022 er Lyngstad og Ulvaeus fyldt 76; Andersson er 75; Fältskog, den yngste, er 71. Af alle solopladerne holdt jeg mest af hendes My Colouring Book (2004), et album med coverversioner, hvor hun synger Jackie Shannons »When You Walk in the Room« med samme inderlighed som Karla Bonoff.

   De velkonserverede pensionister er som en traditionsrig forlystelse i Tivoli. Alle elsker dem nu, hvor »Happy New Year« (fra Super Trouper-albummet 1980 og med et stemningsfuldt videoclip, der er optaget hjemme i stuen hos Lasse Hallström) er blevet Nettets officielle nytårssang. »Thank You for the Music« (fra mini-musicalen The Girl with the Golden Hair på ABBA: The Album og egentlig »bare« B-siden til slagnummeret »Eagle«) er blevet sangen, vi synes samler det hele. 46 år efter Arrival er ABBA endelig landet for real & for good.

Happy New Year

Happy New Year

May we all have our hopes, our will to try

If we don't we might as well lie down and die...

*) Stadionkomplekset ABBA Arena med den virtuelle koncertoplevelse ABBA Voyage åbnede i Queen Elizabeth Olympic Park i London den 27. maj 2022. Efter tre år er det stadig blandt de mest søgte musikalske valfartssteder. Henved 2 mio. billetter er solgt. I marts 2024 blev alle fire ABBA-medlemmer udnævnt til kommandører af Sverige. Gruppens 50 år blev fejret med flere helaftensprogrammer i SRTV, hvor de næsten optrådte sammen igen. Dokumentaren ABBA: Against the Odds (instr. James Rogan, BBC 2024) er den seneste officielle fejring. ABBA – imod alle odds streames bl.a. på TV2 Play.

Mamma Mia! The Movie. Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Catherine Johnson. Foto: Haris Zambarloukos. 108 min. USA-UK-Tyskland 2008. Dansk premiere: 11.07.2008.

Mamma Mia! Here We Go Again. Instr.: Ol Parker. Manus: Ol Parker, Richard Curtis, Catherine Johnson, Judy Craymer. Foto: Robert D. Yeoman. 114 min. USA-UK-Japan 2018. Dansk premiere: 19.07.2018.

ABBA: The Movie. Instr.: Lasse Hallström. Manus: Lasse Hallström, Robert Caswell. Foto: Jack Churchill, Paul Onorato. 95 min. Sverige-Australien 1977. Dansk premiere: 26.12.1977.

Fotos: Universal International Pictures (Peter Mountain)/ Polar Music/ DisCogs/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Mamma Mia! The Movie streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios [10th Anniversary Edition] 01.05.2018

Mamma Mia! Here We Go Again streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios [Sing-Along Edition] 26.11.2018

Abba: The Movie streames på TV2 PLAY

2K Blu-ray fra Universal Music 27.10.2008

Ajourført version af filmanmeldelse – med rubrikken 'Tak for musikken' – i Weekendavisen Kultur 11.07.2008.