Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023]

FILMENS MYSTERIER

En lille film om historiske kræfter

Af BO GREEN JENSEN

EMPIRE Cinema er navnet på biografen i Margate i Kent på den britiske østkyst. Som hele det skrantende England, der forbereder sig på årsskiftet 1980/81, har strukturen set lidt af hvert. Charles Dickens skrev i prologen til A Tale of Two Cities (1859, da. To byer), at det var de bedste og de værste tider. Snart sagt al britisk kunst og kultur er født med denne dobbelthed.

   Bygningen er både et fysisk sted og en bastant metafor i Sam Mendes’ sirligt konstruerede Empire of Light. Filmen vil fortælle tre historier på en gang og forankre dem fysisk i biografen. Som Roger Deakins' kamera fastholder huset i titelsekvensen, er det både et sindbillede på nationens tilstand og en færge fuld af fælles erindring, der ligger forankret ved strandpromenaden.

   Sal 1 viser John Landis’ The Blues Brothers, kultfilmen med John Belushi og Dan Aykroyd, som var ny i efteråret 1980. I sal 2 kan man se Bob Fosses autofiktive All That Jazz (da. Det er showtime!), som med censurmærket x var den første musical, der blev forbudt for tilskuere under 18. Et neonskilt reklamerer for biograf, restaurant, café, bar og balsal, men ingen har danset de sidste ti år.

HILARY Small (Olivia Colman) er driftsleder i det døende drømmepalads. Hun har ansvaret for det øvrige personale, som direktøren Donald Ellis (Colin Firth) knytter til biografen. Hun møder tidligt ind, tænder for elvarmen og sætter hans hjemmesko frem. Der vil ofte være »et praktisk anliggende«, som han ønsker at drøfte på kontoret. Det er kodesprog for, at hun skal betjene ham seksuelt, hvilket hun gør med udtryksløs mine. Bagefter vasker hun hænderne grundigt og ser sig i spejlet.

   I alt råder Empire over ni ansatte. De er belejligt forsamlet i foyeren, da Stephen (Micheal Ward), som har caribiske rødder, begynder i biografen. Humoristen Neil (Tom Brooke) kender alle forhistorierne. Janine (Hannah Onslow) er en gæv Toyah Willcox-type, der ser frem til at gå i byen med Stephen.

   Helt uden for tiden er Norman (Toby Jones), der passer sine magiske maskiner i rummet med fremvisergrej. Han minder i slående grad om karakteren, som Philippe Noiret fremstillede i Giuseppe Tornatores Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i paradis). For størst af alt er den hyldest til filmen som forløser og biografen som fysisk rum, der omskriver alle de øvrige liv. Ved at caste Jones i rollen, kan Mendes samtidig knytte an til en håndfuld film, der går dybt ind i subkulturen i faget, fra Infamous (2006) – hvor han spillede Truman Capote – og The Girl (2012) – hvor han spillede Alfred Hitchcock – til Peter Stricklands potente Berberian Sound Studio (2012).

 

HOVEDPARTEN af filmen udspiller sig i Empire (som faktisk ligger på Marine Terrace i Margate og hedder Dreamland Cinema i virkeligheden). Ellers er vi hjemme hos Hilary, som bor alene, eller sammen med Stephen og hans mor, som er sygeplejerske og bor i det bjergmassivagtige betonkompleks, man kan se fra taget af biografen. Hilary er hos lægen, der ordinerer mere litium. Det fremgår, at der har været »en episode«, som slukkede lyset i hendes øjne.

   Stephen og Hilary har deres første øjeblik sammen, da hun viser ham rundt. Hun lader ham se den aflåste, smuldrende balsal på øverste etage. Der står stadig et mørnende flygel. Her gik man ind til sal 3 og sal 4, som kørte i multiplextiden. De finder sammen, da Stephen hjælper en due med kvæstet vinge.

   Her er altså fortællingens grundingredienser: den midaldrende kvinde, der har mistet sin livskraft; den anstændige unge mand, der har sort hud i en tid med racisme og eskalerende klassekamp. England drømmer og vågner så småt. Vi er hjertet af epoken, som Jon Savage skildrer i England’s Dreaming (1991), en af de bedste bøger om punkårene.

»EVERY Good Boy Deserves Favour,« siger en musikalsk huskeregel. Sam Mendes (f. 1965) har instrueret ni vigtige film, der holdt liv i biografer som Empire. Han var langt i en teaterkarriere, da han sagde ja til at instruere sædeskildringen American Beauty (1999). P.t. er filmen »aflyst«, fordi Kevin Spacey har hovedrollen, men den var et kulturfænomen i sin tid, modtog fem Oscars og genrejste den lødige mainstream.

   Mendes blev i USA og fulgte op med neonoir-dramaet Road to Perdition (2002, da. Vejen til Perdition) og antikrigsfilmen Jarhead (2005), før han skabte sin til dato bedste film med Revolutionary Road (2008), en filmatisering af Richard Yates’ roman. Away We Go (2009) var et andet lille »har-gjort-sig-fortjent-til«-projekt. Mendes instruerede to gennemførte James Bond-film, Skyfall (2012) og Spectre (2015). Han arbejdede atter sammen med Roger Deakins på 1917 (2019), som markerede 100-året for Første Verdenskrigs slutning og var skudt i én lang kameragang.

MENDES har skabt disse formfuldendte epos, som de fleste har et forhold til, men han har aldrig skrevet sit eget manuskript før. Empire of Light er selvgjort og drejet i hånden fra bunden. Det mærkes. Man føler hver knirken i maskineriet. Man kan næsten høre klikket, når det næste hovedmotiv er aktiveret.

   Det er muligvis ikke specielt elegant, men det giver filmen en ivrig, taktil kvalitet, som er bundsolid og meget sympatisk. Mendes er stolt af sit håndværk, og han tror på filmens forløsende kraft. Empire of Light deler titel med René Magrittes maleri (L’empire des lumières, 1954) af en dagshimmel over huse ved skumring. Filmen er næsten et manifest, da det gælder.*

TO forhold kickstarter handlingsmaskinen. Først holder Hilary op med at tage sin stabiliserende medicin, fordi hun vil mærke kærligheden, som hun deler med Stephen. Så får biografen en sidste chance for at stråle som i fordums tid, da det lykkes Ellis at sikre den regionale premiere på Hugh Hudsons Chariots of Fire (1981, da. Viljen til sejr), som virkelig indvarslede en lille guldalder for New British Cinema.

   Ellis gennemgår stolt gæstelisten: sir Laurence Olivier, dame Flora Robson, Dusty Springfield (!) og – måske – Paul McCartney. Der går et sus af forventningsfuld ærefrygt gennem salen. Jeg er som kritiker selv nostalgisk angrebet, for jeg skrev om Chariots of Fire og interviewede produceren David Puttnam om den kommercielle kvalitetsfilms renæssance. De reaktioner er indregnet i Mendes’ lovsang. Man skal dele erfaring og tro på det hele. Vi er igen i den evige biograf, der bliver hyldet i mange auteurfilm for tiden. Steven Spielbergs The Fabelmans er et andet af årets eksempler.

EVENTEN bliver ikke, som Ellis havde tænkt. Hilary kommer i overgjort skrud og insisterer på at fremsige W.H. Audens makabert virkningsfulde »Death's Echo« (»Dance till the stars come down from the rafters/ Dance, dance, dance till you drop.«). Empire of Light er polstret med lyriske henvisninger. Alfred Tennysons nytårsdigt »Ring Out, Wild Bells« (fra In Memoriam, 1950) konkurrerer med Philip Larkins »The Trees« (fra High Windows, 1974) og Joni Mitchells »You Turn Me On, I'm a Radio«. Vigtigst for Mendes er T.S. Eliots The Waste Land (1922), som citeres både i billeder og via en svær krydsogtværs i avisen. Her kan regnen (måske) gøre det golde land frugtbart. Vi er på stranden i selvsamme Margate, hvor digtets fortæller erkender sit knæk:

"My feet are at Moorgate, and my heart

Under my feet. After the event

He wept. He promised 'a new start.'

I made no comment. What should I resent?"

"On Margate Sands.

I can connect

Nothing with nothing.

The broken fingernails of dirty hands.

My people humble people who expect

Nothing."

("Mine fødder er i Moorgate, mit hjerte snart/ Under mine fødder. Da det var gjort/ Græd han. Han lovede 'en ny start.'/ Jeg svarede ikke. Kunne jeg bebrejde stort?"// "Ved Margate Sands/ Kan jeg forbinde/ Ingenting med ingenting./ Beskidte hænders knækkede negle./ Mit folk et ydmygt folk som ingenting/ Forventer.") **

DER går et halvt år efter nedsmeltningen. Neil afløser Ellis som biografens bestyrer. Stephen falder grundigt til, og Norman indvier ham i filmens mysterier: »You don't want people to know, they should just see a beam of light. But back here it's belts, straps, pulleys, intermittents, sprockets. Complex machinery.«

   »Amazing,« siger Stephen. »Det er fantastisk. For i virkeligheden er det bare statiske rammer med mørke imellem.« »Wow,« siger Stephen på manuskriptsprog, hvor ingen må tale for længe ad gangen uden indskud og afbrydelser. Norman uddyber: »Det kaldes Phi-fænomenet. At se billeder i rækkefølge skaber en illusion om bevægelse. En illusion om liv.«

   Skæbnen kommer som hærgende skinheads. »Jeg er ikke et problem, der skal løses,« råber Hilary til Stephen i en af de rasende scener, hvor Colman kommer til sin ret. Hun har en vred monolog på stranden ved Margate. Vi forstår, at Mendes føler for tidens udsatte grupper: »Alt det i Brixton. Og skinheads. Og Thatcher. Og New Cross.« Vi synes måske også, at han doserer identitetspolitikken rigelig gavmildt.

MEN forløsningen kommer fra hjertet. Det er hele vejen en pointe, at Hilary aldrig selv går ind i salen og følger med i de store fortællinger, der kan forvandle virkeligheden. Da alle parader er nede, beder hun Norman vise en film. Vi ser hende se den. Det er Hal Ashbys Being There (1979, da. Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers går på vandet til slut, og alle værdier er nulstillet. Her lykkes tricket trods alt for Mendes.

   Empire of Light er bevidst lagt til rette som en gammeldags hyldest. Filmen holder med Hilary i hendes hudløse rasen; den husker 1980ernes racistiske England. Der var meget, vi ikke forstod eller så, da vi lyttede til musikken. For yngre tilskuere er det en chance for at se, hvad de fysiske biografer betød.

Filmen var Oscar-nomineret i kategorien Best Achievement in Cinematography

*) L'Empire des lumières – Lysets eller Lysenes rige – er fællestitlen på 27 »paradoksale« malerier, som René Magritte (1898-1967) arbejdede på fra 1939 til sin død. De udnytter alle kontrasten mellem daglys himmel og huse i skumring. Det hyppigst gengivne (fra 1954) hænger på Peggy Guggenheim Museet i Venedig. 

**) Både Eliots stordigt og James Joyces Ulysses fyldte 100 år netop i 2022. Begge jubilæer blev stort markeret i den engelsktalende verden. Jeg tillader mig at citere fra oversættelsen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (Gyldendal, 1984). Her er rimene fra originalen bevaret.

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020].

Empire of Light. Instr. & manus: Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 115 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 09.03.2023.

Fotos: Searchlight Pictures/ Neal Street Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Wikimedia Commons (Magritte)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution – streames herefter på Disney+

Anmeldelsen indlæst [i lidt kortere form] og lagt på Weekendavisen Kultur 09.03.2023.

Joel & Ethan Coen: The Man Who Wasn't There (2001) [Noir 100]

BARBERENS HISTORIE
Coen-brødrenes hommage til film noir

Af BO GREEN JENSEN

BRØDRENE Coens kærlighed til store genrefilm fra de klassiske amerikanske årtier, dvs. 1930erne og 40erne, har altid været markant. De har deres særlige vinkel på stoffet, men leverer af og til rene stiløvelser.

   The Hudsucker Proxy (1994, da. Det store spring) var mere kunstfærdig end original i sin dekonstruktion af den klassiske Capra-komedie om livsindhold og social moral. Debutfilmen Blood Simple (1984), hovedværket Barton Fink (1991) og genistregen O Brother, Where Art Thou? (2000) var til gengæld reelle nyskabelser.

   Faktisk må brødrenes finest afstemte hyldest til genrelandskabet være gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990). Her lykkedes det for en gangs skyld at minimere ironien, som både er et adelsmærke og en akilleshæl for den hypersofistikerede duo. Gabriel Byrnes bløde hat, som ligger tilbage i det fejende løv på en skovbund, mens lydsporet kører den irske ballade om »Danny Boy« i en autentisk 1920er-indspilning, udgør en kulmination for brødrenes stilbevidsthed og et af 90ernes smukkeste filmøjeblikke.

I The Man Who Wasn’t There er vi tættere på den rene pastiche. Det er 40ernes film noir, som det gælder, og sammen med husfotografen Roger Deakins bestræber Joel Coen sig på at genskabe den karakteristiske stemning fra misantropiske kronstykker som Tay Garnetts The Postman Always Twice (1946, da. Postbudet ringer altid to gange), Billy Wilders Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed) og Edgar C. Ulmers Detour (1945). De fleste informationer gives i tilbageskuende form af barberen, som taler over scenerne og guider os gennem sin skæbne. Flere af de frapperende tableauer vil sælge deres sjæl for en effektiv skyggevirkning. Det er meget flot og effektivt gjort, men af og til også selvsmagende.

VI er i Santa Rosa, en søvnig californisk by med stolte Hitchcock-aner. Det er byen fra Shadow of a Doubt/ I tvivlens skygge, men brødrenes plot og filmens hele stemning trækker snarere på Farligt møde, mesterens udgave af Patricia Highsmiths Strangers on a Train.

   Barberen Ed Crane (Billy Bob Thornton som sej kæderyger i Bogart-traditionen) står for det meste og holder sin mund under arbejdet, mens makkeren sludrer med kunderne. Coen-brødrene fik ideen, da de så en antik plakat med gangbare 1940er-frisurer. Filmen får da også meget ud af demonstrere sortimentet i mesterlige montagesekvenser.

   Ed siger ikke meget, viser ingen følelser, er en tilsyneladende fuldkommen passiv og vegeterende person, der hviler flere meter for dybt i sig selv. Det ville kæresten Doris mene, hvis man spurgte hende, så hun bedrager Ed med chefen Big Dave (James Gandolfini). Indvendig er Ed ikke helt så uanfægtet, som han foregiver. En homoseksuel handelsrejsende (Joe Polito) tilbyder Ed at investere i kemisk tøjrens. Ed rejser kapitalen ved at presse penge af sin hustrus elsker.

DEN slags hævner sig i noir-universet, og snart går tingene skævt efter planen. Ed må dræbe i selvforsvar, Doris må fængsles for noget hun ikke har gjort. Ed knytter sig ærbart til en teenagepige (Scarlett Johansson), der imidlertid er mindre uskyldig, end de hvide ankelsokker signalerer. Barberen forklarer tålmodigt det hele, mens scenerne breder intrigen ud.

   Coen-brødrene kalder filmen en hyldest til James M. Cains univers, og de fatalistiske flashbacks rammer tonen perfekt. Især kvindeskikkelserne udstråler samme lade, fordærvede glød som i Postbudet ringer altid to gange, Serenade, Sommerfugl og Dobbelt dækning. I sidstnævnte stærkt misantropiske tekst sagde Cain ligefrem: Kvinden er et farligt dyr.

IMIDLERTID bliver man aldrig trukket helt ind i filmens figurer. Man føler sig snarere som en slags biperson, den tilskuer til tilværelsen, som Ed begribeligvis er træt af at være. Frances McDormand giver et pragtfuldt bud på den selviske kvinde, som barberen er gift med, og alle typerne ligner til fuldkommenhed deres respektive forbilleder. Netop derfor lykkes det aldrig filmen at sætte sig ud over pastichen. Man fanger også lidt for tidligt, hvor Ed Crane taler fra og hvem han henvender sig til.

MEST konstruktiv spænding har filmen derfor i glimt, som sætter sig ud over genren og stilen. Big Daves hysteriske hustru (Katherine Borowitz) tror på rumvæsener og forbyttede kroppe. En hjulkapsel spinner så stofligt, at vi ser en flyvende tallerken, da ulykken endelig straffer Eds hybris, den grundlæggende formastelighed, som han trods alt ikke kan tale sig fra. En prosaisk drøm af en efterdødsoplevelse er genuint mærkværdig. I den sidste ende kunne filmen have været lidt mere end en udsøgt kunstgenstand.

DE sort-hvide billeder er formentlig skabt ved at trække farverne ud digitalt. I hvert fald står konturerne ikke mejslet med helt samme klarhed, som tilfældet var i de gamle film fra perioden. Der er mange detaljer at beundre, men det kniber med den samlede struktur. Man skal se denne film, hvis man nogen sinde har holdt af film noir og brødrene Coen.

Se også Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008); To versioner: True Grit (1969/2010) | Westerns 100; Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]. 

The Man Who Wasn’t There. Instr.: Joel Cohen. Manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. 116 min. USA 2001. Dansk premiere: 05.04.2002.

Fotos: Good Machine/ Working Title/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i UK, Tyskland og Frankrig på Apple TV, Amazon Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 08.09.2015

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2002

I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]

EN KRANS TIL DE FALDNE

Sam Mendes genskaber sin bedstefars krig

Af BO GREEN JENSEN

SAM Mendes’ 1917 er en kolossal produktion, men fortællingen midt i er lille og enkel. Det er en almindelig hverdag ved fronten i Frankrig, og to britiske konstabler, Blake (Dean-Charles Chapman) og Schofield (George Mackay), har lagt sig i græsset for at tage en lur.

   Blake bliver vækket med en besked om, at han skal melde sig hos general Erinmore (Colin Firth) og få instrukser om en vigtig mission. Han kan vælge én ledsager. Blake vælger naturligvis Schofield, som er i nærheden og har erfaring, endnu før de ved, hvad missionen går ud på.

SAMMEN med sergent Sanders (Daniel Mays) arbejder de to venner sig gennem netværket af skyttegrave. I kommandocentralen kan general Erinmore afsløre, at den herskende stilhed ikke er tegn på, at tyskerne har tabt moment. Fjenden har trukket sig tilbage til en sværere befæstet stilling, og den engelske bataljon, som har ordre til at indlede en offensiv ved daggry næste morgen, vil gå i en fælde. Blake og Schofield skal finde oberst Mackenzie og få ham til at afblæse angrebet.

   Tiden er knap, men det kan lade sig gøre. »Hvorfor spørger De mig?« siger Blake. Jo, generalen ved, at Blake har en bror, som er blandt de 1.600 mænd, der vil miste livet, hvis ordren ikke når frem.

   Herfra er der egentlig aldrig et valg. Blake sætter i løb med det samme. Schofield følger efter med flere forbehold og mindre overbevisning. Han mener, at de bør lægge en plan. Blake har ikke tid. Det handler om at nå fra A til B før daggry, koste hvad det vil. Alt er alligevel oppe i luften.

   Her begynder de to mænds rejse gennem skyttegravslandskabet. De skal gennem ingenmandsland, ind bag fjendens linier, over en flod og frem til den franske by, hvor oberst Mackenzie måske ikke uden videre vil lade sig overtale til at opgive.

SOM krigsfilm er 1917 usædvanlig, fordi den ikke har nogen mening om krigen. Der er måske nok en implicit, tilbageskuende pacifisme, men den opvejes af en betingelsesløs patriotisme. Krigen er et historisk vilkår, som lige hér – den 16. april, 1917 – er virkelig, altomsluttende nutid. Så længe krigen varer, er hunnerne udyr, og vi er ikke brødre i Kristus.

   Øvelsen har to uanfægtelige formål. For det første at levendegøre historien og give den moderne tilskuer en håndgribelig fornemmelse af, hvordan det var at være i situationen. Taktiliteten er således prioriteret på bekostning af kontekst og overblik. For det andet at ære og mindes de britiske tropper, som kæmpede og døde i Den Store Krig.

FORFATTEREN Alfred Mendes (1897-1991), filmskaberens farfar, var ikke blandt de faldne, men han tilbragte to år ved fronten i Flandern, og 1917 er tilegnet ham. Der stod »Lest We Forget« - »Så vi ikke glemmer« - på alle de knaphulsnåle og køleskabsmagneter, som blev fremstillet i 100-året for freden. Det er præcis, hvad filmen handler om: ikke og aldrig at glemme.

   1917 er ikke en officiel produktion, som forsvarsministeriet har sat penge i, men den kunne næsten være det. Peter Jacksons forbløffende dokumentar, They Shall Not Grow Old (2018), som farvelagde historiske optagelser og viste dem i højrestaureret 3D, havde samme dagsorden og var produceret i samarbejde med The Imperial War Museum. Det er oplagt at se dem sammen. Men en kritik – eller blot en problematisering – af krigens inventar og nødvendighed må findes i andre fremstillinger.

1917 er en teknisk og logistisk bedrift. For at forstærke graden af nærvær og fornemmelsen af ubønhørlighed, har Mendes valgt at lave filmen, som var der tale om én lang optagelse. Mesterfotografen Roger Deakins har selv ligget på knæ i mudderet for at føre a-kameraet. Der er kun i begrænset omfang brugt steadicam. Hovedparten af filmen er skudt på den gamle måde med skinner, kran og dolly. Eneste nymodens ting er droner, der leverer luftfotos i stejl absurditet.

DET er langt fra den første film, som drømmer om at være one take. Alfred Hitchcock var tidligt ude med Rope (1948). Aleksander Sokurovs Russian Ark (2002) er en milepæl (og den eneste film, hvor tricket faktisk giver ekstra dybde: kameraturen gennem Eremitagen i Sankt Petersborg bliver en rejse gennem Ruslands historie). Linda Wendel gjorde et dansk forsøg i One Shot (2008).

   Alejandro Gonzalez Iñárritus Birdman (2014) bliver endnu mere pågående af at benytte teknikken, som generelt fungerer bedre, hvis kameraturen begrænses til enkelte scener. Orson Welles, Robert Altman og Martin Scorsese har hver især skabt små mirakler.

   Jeg kan, hvis jeg skal være ærlig, ikke se, hvad tricket tilfører 1917. Vist er vi anbragt midt i det hele - men aldrig i ægte første person med subjektiv kameraføring. Situationerne åbner sig for os – forhindringerne lukker sig op – i smukt koreograferede optrin, der giver rejsen en drømmeagtig atmosfære. Vejen er given, det går i en vis forstand som en leg. Det er mere som at være passager på en tidrejse.

   Skønt mændene taler om tingene hjemme – det var den sidste krig, hvor man tog hjem på orlov i weekenden – bliver savnet aldrig virkeligt. Filmen er mere som en vægtløs illustration, et altomsluttende diorama, der kunne gøre nytte i Planenariet. Levende film bliver det kun i isolerede episoder: Rotterne i den forladte tyske bunker, som er udstyret med eksplosionstråd; det rigeligt pittoreske møde mellem en af mændene og den franske krigsenke, som tager ham ind og hjælper ham.

DA er enden nær, og spændingen stiger, også blandt publikum nede i salen. Jeg skal ikke røbe andet end, at oberst Mackenzie bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Det er ikke sikkert, at alle når frem, men vi ved jo, hvordan krigen endte.

   1917 er bestemt en værdig krans til de faldne og også en vigtig film, fordi den går imod en tendens til at glemme historien. Men fornemmelsen af at være i kaos, har man mere af i så forskellige film som Intet nyt fra Vestfronten (1930), Trækorsene (1932), Den store illusion (1937), Ærens vej (1957), Konge og fædreland (1964), Gallipoli (1981), Regeneration (1997), The Trench (1999), En lang forlovelse (2004), En dag uden krig (2005), War Horse (2011) og Journey’s End (2017).  

  1917 føjer sig smukt til kongerækken, men den ændrer ikke spillets regler, som jeg tror, at Sam Mendes havde til hensigt. Det er smuk, pædagogisk historiefortælling. Men vi bliver faktisk ikke klogere på, hvordan det var eller hvorfor vi var der. 

Se også Sam Mendes: Away We Go (2009); Richard Yates og Revolutionary Road; James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); Sam Mendes: Empire of Light (2022) [Oscars 2023].

1917 er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted den 9. februar, 2020. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino) og Parasite (Bong Joon-ho). 

1917. Instr.: Sam Mendes. Manus: Krysty Wilson-Cairns og Sam Mendes. Foto: Roger Deakins. 119 min. USA-UK 2019. Dansk premiere: 02.01.2020.

Foto: Dreamworks Pictures/ Amblin Partners/ Universal Pictures// New Republic Pictures/ Reliance Entertainment/ Neal Street Productions/ Mogambo/ Nordisk Film Distribution/ YouTube (clip + trailers)

Filmen streanes på AMAZON PRIME, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 24.03.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2020