FORBRYDELSERNE BLIVER STØRRE
Nicholas Meyers romaner om Sherlock Holmes
Af BO GREEN JENSEN
DET var ikke amerikaneren Nicholas Meyer (f. 1945), som
opfandt Sherlock Holmes-pastichen.* Men med The Seven-Per-Cent Solution
(1974) udviklede og moderniserede han (under)genren, som i dag er en litterær industri.
Bogen udkom også på dansk. Finn Holten Hansen oversatte Den snigende gift
i 1976.
Ordet pastiche
er afledt af pasticcio, som betyder dej. Man laver mere af det samme,
bager flere brød efter en given opskrift, en skabelon. En anden oplagt analogi
er bugtaleri. Ventrilokvisten kaster sin stemme, så den synes at komme andet
sted fra, måske en dukke, som levendegøres ved illusionen. Jeg havde nær kaldt min artikel for »Mysteriet om den hostende bugtaler«, men det kom til at se
for mærkeligt ud. Pasticher skabes af og for fans. Er der nok af dem, bliver subkulturen
til mainstream.
Før Meyer havde sherlockianske
pasticher været mere eller mindre vellykkede forsøg på at ramme Sir Arthur Conan
Doyles stil så præcist, at man kunne tro, der var tale om »ægte« conaniske tekster.
Meyer gik en anden vej og lod Holmes-universet blande sig med den historiske
virkelighed. Han lod Holmes bløde op for misogynien og bevæge sig i den moderne
retning, som ikke mindst tv-serien Sherlock (2010-2017) er en konsekvens af.
1. I terapi hos drømmetyderen
MEYERS gode (for ikke at sige geniale) idé bestod i at sende
Holmes på afvænning. Som vi ved fra Conanen, har detektiven en vane med at tage
kokain, når han keder sig og bliver trist over manglen på ordentligt modspil.
Han tager indsprøjninger med »den snigende gift« i en syv pct. opløsning.
Holmes er med andre
ord narkoman. Det var ikke ulovligt i 1890, men det var lige så problematisk og
selvdestruktivt. Ved begyndelsen af Meyers roman har det taget overhånd.
Detektiven barrikaderer sig i værelserne i Baker Street og fabler i ét væk om mesterplanen,
som den nedrige Moriarty har lagt. Faktisk er det Moriarty, som opsøger dr. Watson,
der nu er blevet gift med Mary Morstan og bor et andet sted. Kan han dog ikke
tale sin ven til fornuft?
Lægen, som behandler
detektiven for hans misbrug, er ikke en fiktiv person. Watson og Mycroft Holmes, Sherlocks storebror, må ganske vist lægge falske spor, så patienten tror, at
han selv får ideen, men det lykkes at lokke Holmes ud af London og sende ham i
terapi hos Dr. Sigmund Freud i Wien.
Det er umiddelbart
før »the Great Hiatus«, dvs. de tre år mellem 1891 (hvor Holmes og Moriarty
forsvinder i Reichenbach-vandfaldet i »Den sidste opgave«) og 1894 (hvor han vender
tilbage til London og fortsætter kampen mod Moriarty i »Det tomme hus«). Den lange
pause er et frirum i den sherlockianske kronologi, så her foregår de fleste
pasticher. Der er ti år til udgivelsen af Drømmetydning (1900). Meyer
kan lade Holmes tage ved lære af Freud, men han kan også vende strømmen, så
Freud bliver præget af Holmes. Det er en perfekt og gensidig osmose.
THE Seven-Per-Cent
Solution var virkelig stor i 1974. Meyer skrev selv manuskript til filmatiseringen,
som Herbert Ross instruerede i 1976. Nicol Williamsons hektiske manierismer
passer godt til den abstinensplagede Holmes. Robert Duvall giver Watson en karikeret
accent, som er tæt på at ødelægge et gensyn, men Alan Arkin er et livstykke
som den yngre, endnu famlende læge, der er ved at opdage underbevidstheden.
Vanessa Redgrave
spiller divaen Lola Deveraux, som er Irene Adler-skikkelsen (alle
pasticheromaner har en erstatning for »the woman«) i The
Seven-Per-Cent Solution. Senere, i The Canary Trainer fra 1993, når
Meyer til faktisk at bruge Irene Adler i fiktionen, men der er endnu længe til.
Sætstykket i Solution
er en højdramatisk togjagt, hvor Holmes, Freud og hovedfjenden (som er en
teater-prøjsisk baron med mensurar, i filmen spillet af Jeremy Kemp) må kravle
på taget af vogne i fart og fodre lokomotivet med alt, som kan brænde. Der er
ekkoer af både westerns og Hitchcock.
Michael Crichton brugte
samme idé i The Great Train Robbery (da. Det første store togrøveri),
hvor Sean Connery, Donald Sutherland og Lesley-Anne Down er i periodeforklædning.
Jeg ved egentlig ikke, hvem der kom først. Crichton skrev i 1975, men hans
(egen) film er fra 1978. Som typer var Crichton (der døde i 2008) og Meyer tæt
på hinanden. Begge var anglofile amerikanere med hang til victoriana og edwardiana.
Begge fornyede genrekulturen.
I SAMTIDEN var The Seven-Per-Cent Solution den første
ikke-kanoniske Holmes-film, som publikum virkelig holdt af.
James Hills
britiske A Study in Terror (1965, da. Studie i terror) – med John
Neville og Donald Houston som Holmes og Watson – lod Holmes opklare mysteriet
om Jack the Rippers identitet. Det er siden gjort så ofte, at det udgør en
trope i miniature. Dengang var ideen ny, men A Study in Terror brugte
den dårligt. Filmen var kedelig, glansløs og billig at se på.
Til gengæld blev bogversionen, som Ellery
Queen skrev sammen med Paul W. Fairman – En studie i mord udkom også på
dansk – en af de skelsættende pasticheromaner. Den har utvivlsomt inspireret Nicholas
Meyer. Fairman bearbejdede manuskriptet af Donald og Derek Ford. Frederic Dannay
og Manfred B. Lee (som skrev under navnet Ellery Queen, der også var navnet på
deres detektiv) lagde en moderne skal om historien, så Ellery Queen kunne læse
med i Watsons optegnelser og hjælpe med opklaringen, mens han lå syg med
influenza. Et påskeæg fyldt med juveler, er denne tarveligt udseende bog.
A Study in Terror gik dårligt i
biografen. Det afholdt ikke Billy Wilder fra omsider at realisere sin
drøm om en Holmes-film. The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock
Holmes’ privatliv) er en prægtig film, som heldigvis har fået nyt liv og
fundet et nyt publikum på blu-ray, men i samtiden var den en kostbar fiasko,
som slet ikke tjente pengene ind. Det gjorde The Seven-Per-Cent Solution, skønt
den som film er mindre på alle måder.
JEG så den igen og fandt også bogen frem af gemmerne, da jeg
først på året var gået i gang med Nicholas Meyers nye Holmes-roman, The Adventure
of the Peculiar Protocols (2019). Den var jeg begyndt på med skepsis, for Meyers
forrige Holmes-bog, The Canary Trainer, var en kolossal skuffelse. Den
nye er så forbavsende god, at jeg måtte se på det hele igen. Også The Canary
Trainer – som aldrig er kommet på dansk – fik endnu en chance.
Præmissen er stadig
så frisk og moderne, som den forekom ved førsteudgivelsen. Mødet med Freud er
bare godt tænkt, simpelt hen. Til gengæld havde jeg glemt den særlige vinkel på
Moriarty/Holmes-forholdet, som Meyer anlægger i Solution og
beklageligvis holder sig til hele vejen.
James Moriarty er
her den lærer, som underviste brødrene Sherlock og Mycroft i matematik, da de
var drenge. Tanken om Moriarty som »Forbrydelsens Napoleon« er en vrangforestilling,
som Holmes konstruerer i sin kokainfremkaldte paranoia. Hvad der virkelig ligger
på bunden af barndommen, kommer for en dag, da detektiven tager livtag med sine
dæmoner og sveder abstinenserne på sofaen i Berggasse 19 i Wien.
I filmen bliver
Moriarty (over)spillet af Laurence Olivier. Jeg skal ikke røbe, hvad han har
gjort. Men jeg må sige, at er der noget hos Meyer, som trækker i den gale
retning, må det være hans hang til at bøje paradigmer som dette.
2. Sherlock Holmes og Jack The Ripper
MEYER kunne smede, mens jernet var varmt. Da The Seven
Per-Cent Solution blev en bestseller, skyndte han sig at skrive The
West-End Horror (1976), som faktisk er en bedre bog og den af de fire stiløvelser,
som rammer Watsons tone bedst. Det er også den eneste af de fire, som lader Holmes
blive hjemme i London og virkelig bruger hans by.
Det er atter mysteriet
om Jack the Rippers identitet, som detektiven og hans Boswell skal til bunds i.
De får hjælp af to personligheder fra teatermiljøet, som begge er irske, men
ellers har få ting tilfælles. Oscar Wilde og George Bernard Shaw bistår Holmes
og Watson. Ellen Terry, Gilbert & Sullivan, Richard D'Oyly Carte, Henry Irving og Bram Stoker bliver udspurgt, men det er Shaw og Wilde, som formidler kontakten. Især portrættet af den dynamiske Wilde er forfriskende og meget
velskrevet.
Det kan undre, at The
West-End Horror aldrig blev filmatiseret. »Hvem var Jack the Ripper?«-genren
var ikke helt så overrendt dengang. Måske skræmte sporene efter A Study in
Terror. Eller også vidste Meyer allerede, at han ville bruge Jack the
Ripper i filmen Time After Time, som han både skrev og debuterede som
instruktør med i 1979.
Året er 1893. Jack
the Ripper (David Warner) – som her er identisk med kirurgen John Leslie Stevenson
– tager H.G. Wells’ tidsmaskine til San Francisco i 1979, hvor opfindelsen er
kommet på museum. Forfatteren følger efter og skal forhindre seriemorderen i at
dræbe bankassistenten Amy Robbins. Jeg chokerer næppe nogen ved at røbe, at det
lykkes, om end på et hængende hår.
I virkeligheden
blev Wells gift med Amy Robbins, som spilles af Mary Steenburgen. Og i
virkeligheden var Malcolm McDowell gift med Mary Steenburgen, da de spillede
Herbert og Amy. Men hvad er i grunden virkeligheden, når vi befinder os i
pastiche-universet?
Time after Time
var baseret på en roman af Karl Alexander (1938-2015). Filmselskabet købte
optionen, før bogen udkom, og måske var manuskriptet den egentlige grundtekst.
Der var en stor tid for novelizations, og Alexander kom fra en Hollywood-klan.
Hans far skrev Disney-filmen Old Yeller (1957), hans onkel skrev manuskript
til Ben-Hur (1959) og blev Oscar-nomineret. Det gjorde Karl ikke. Til
gengæld gav han Time After Time en fortsættelse i 2009. Jeg må tilstå,
at jeg ikke har læst Jaclyn the Ripper.
Kunne Meyer have
gjort det bedre? Det er ikke til at sige. Wells medvirker ofte i pasticheromaner,
men de er som regel hængt op på gradbøjninger af mytologien i The Invisible
Man og War of the Worlds. Den bedste brug af Wells som karakter
findes hos Brian Aldiss, som lader forfatteren (og hans fravær) være hovedsagen i The
Saliva Tree (1966, da. Salivatræet).**
Meyer fik travlt med
andre projekter. Især var han i 80erne dybt involveret i de store filmudgaver
af Star Trek. »Minus Holmes and Watson, the world is without form and
void,« skriver Meyer i epilogen til The Adventure of the Peculiar Protocols.
Sådan havde han det ikke med Star Trek, som han knapt nok tog alvorligt i
begyndelsen. Hen ad vejen så han lyset. Det er en ganske god historie, som han fortæller
i selvbiografien The View from the Bridge (2009). Men et sidespring i
vores sammenhæng.
3. Detektiven som operaelsker
NITTEN år efter The West End Horror vendte Meyer omsider
tilbage i The Canary Trainer. Som nævnt var jeg skuffet og tæt på fornærmet,
da jeg lukkede bogen i 1993. Det var i slutningen af Jeremy Brett-epoken (1984-94)
og kort efter de højtidelige markeringer af 100-året for A Study in Scarlet i
1987. Der var ingen appetit på dekonstruktionen, som Meyer foretog i sin tredje
pastiche.
The Canary
Trainer begynder umiddelbart efter hændelserne i The Seven-Per-Cent
Solution. I Meyers optik er Reichenbach-episoden en dækhistorie, som ophæver
sandhedsværdien i »The Final Problem«. Her kan Holmes drage ud i verden med den
violin, som Freud forærede ham, da de tog afsked. Han læser sine egne nekrologer.
Han flakker en tid og nyder sin frihed. Så slår han sig ned i Paris og bliver
først spillelærer, siden violinist i orkestret på den prægtige Opéra Garnier i
Paris. Her bliver han næsten en biperson i Meyers genfortælling af The
Phantom of the Opera.
Denne gang er
fiktionen om rammehistorien, at manuskriptet har ligget hen i arkivet hos Beinecke
Library på Yale Univerity. Ingen har interesseret sig for det, fordi det indgik
i boet efter en vis Martha Hudson. Faktisk ville Yale næppe have taget imod
disse effekter, hvis ikke Gerald Forrester, Mrs. Hudsons svoger, havde været en
estimeret alumnus.
Yale overtog papirerne ved Forresters død i 1953.
Manuskriptet dukker op i 1992, fordi Beinecke er i færd med at digitalisere sin
samling. Fred Malcolm, kurator for Special Collections, beder Meyer vurdere og
verificere dokumentet, som udviser en række ejendommeligheder. Efter Solution
og Horror er Meyer eksperten, som man konsulterer, når der er tvivl i sådanne
sager.
Det er Watson, der sætter
scenen. I 1912 (ja, aviserne skriver om Titanics forlis) besøger han Holmes på
Burley Manor Farm i Sussex, hvor den nu semi-førtidspensionerede detektiv avler
bier med en entusiasme, som hans gamle ven ikke deler. Watson kan dog smage, at
honningen er exceptionel. Meyer følger Conanen, når det gælder Holmes’ otium.
Det er kun i anliggendet Moriarty, at han udfordrer den officielle version.
Watson beder Holmes
udrede kronologien for de vandreår, som udgør »the Great Hiatus«. Holmes sætter
sig og stopper sin pibe. Det er et godt tegn: »Cigarettes were for
conversation; the pipe was a sure sign of a narrative to come«. Han fortæller så
i første person om, hvad der skete i Paris i 1891. Ideen er sådan set sød. Det er
en svimmel, sværmerisk Holmes, der er sat fri som pilgrim – og banal turist – i
Lysenes By. Næsten en hippie af sind lige hér. Og lidt for langt fra den
logiske Holmes efter min smag.
Det kan være, hvad
det vil. Vist fylder Meyer massive doser af kun let forarbejdet
researchmateriale i Holmes’ henrevne beskrivelser af pragten i den kolossale
operabygning, Haussmans byplan, Napoleon III’s generelle nedrighed og nedkæmpningen
af Pariserkommunen. Meget er strengt taget gammelt stof i 1891, men det er også
i Meyers version en vild og medrivende historie.
PROBLEMET er
snarere Meyers kærlighed til Gaston Leroux (1868-1927) som skrev Le fantôme
de l’Opéra i 1910. Han lovpriser romanen i sine kildehenvisninger og kalder
den et »fantastisk, absurdistisk mesterværk«. Det kan bogen – som længe hed Operaens
hemmelighed på dansk, men blev nyoversat og fik ændret sin titel til Fantomet
i Operaen i 2000 – også bære. Den har i sig selv skabt og båret så megen
kultur, at man kan sammenligne den med Conanen. Men det, der kunne være en raffineret
sammenfletning af to mytologier, bliver i stedet olie og vand, som ikke vil
blandes.
Det er virkelig en
fejlvurdering at gøre Gaston Leroux til orkesterleder på Opéra Garnier. Leroux
var ikke musiker. Forfatteren var kulturjournalist og kom i Operaen som teateranmelder.
Han skrev Le mystère de la chambre jaune (1907) og syv andre krimier om
reporteren Rouletabille (hvoraf flere udkom i Danmark). Han skrev 60 bøger og
flere skuespil, dækkede den første russiske revolution i 1905 og blev tildelt
Æreslegionen i 1909.
Her er han bare en
anden Leroux. En lunefuld koleriker, der lever for musikken, har absolut gehør
og dirigerer sit orkester som en konge. Det er Leroux, som sidder bag et
skærmbræt og lytter, da Holmes aflægger prøve. Han har funktion og kvalitet –
men intet til fælles med den virkelige Leroux. Hvis H.C. Andersen blev kammersanger
og var skildret som en charmetrold, der mageligt kunne score Jenny Lind. Cirka
så utroværdig er Meyers Leroux.
Irene
Adler – the woman – kommer til operaen som gæstekunstner og erfarer, at
Holmes er i live. Hun genkender ham på en af de skitser, som Edgar Degas sidder
nede i salen og tegner hver aften. Holmes lover at tage sig af Christine Daaé,
som »Genfærdet« også hér har kastet sin kærlighed på. Til gengæld lover hun
ikke at røbe hans hemmelighed.
HOLMES forsvinder
mere og mere i Operaens labyrintinske indretning. Han bliver en biperson, som
ser til fra kulissen, mens Leroux’ melodrama opføres inde på scenen. The
Canary Trainer er virkelig hverken fugl eller fisk, og det synes frem for
alt at være Webber og Harts operette – The Phantom of the Opera (1986) er
hverken en musical eller en rockopera – der har sporet Meyer ind på emnet, selv
om han i sine henvisninger taler om »various movie and pop-opera versions«,
der har ødelagt Leroux’ eftermæle.
Jeg kan stadig ikke bruge den bog, selv om jeg
sætter pris på Holmes’ beskrivelse af Haussmans Paris i storhedstiden og Charles
Garniers fantastiske operahus. Tænk at der var levende heste på scenen og flere
hundrede medvirkende. Tænk at der er fem etager under jorden og en virkelig sø
dybest nede. Stalden havde 40 dyr. Kejseren rådede over fem lejligheder. Ti
ældre mænd var ansat ene og alene til at gå rundt og lukke døre, der stod åbne.
Det er en af dørlukkerne,
en gnaven gamling, som lukker Holmes ind og advarer ham om det rædselsfulde
arbejdsmiljø. Men Holmes vil ikke lytte. Som alle andre bliver han draget af
»The Music of the Night«. Og så er han egentlig slet ikke Holmes.***
4. Samtaler i Helvede
ALT dette er egentlig en ouverture. Jeg når omsider til at
tale om The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i oktober
2019. Der er gået 26 år. Dog ikke i fiktionen, hvor vi skriver 1905. Denne gang
skal Holmes og Watson til Budapest og Odessa. Meyer er virkelig tilbage på
sporet.
I Protocols
har Meyer en bedre sag og et konkret ærinde. Romanen er skrevet op imod den
stædige, irrationelle anti-semitisme, som vores tid og Holmes’ tid har
tilfælles. Mycroft Holmes beder på efterretningstjenestens vegne sin bror om at
undersøge et dokument, der har kostet mange liv allerede. Det er en fransk
oversættelse af et mødereferat, som oprindelig er skrevet på russisk med indklip fra jiddisch. Her drøfter jødiske finansmænd, forskere og politikere, hvordan de
kan omstyrte den herskende samfundsorden og overtage magten i verden. Dokumentet
kommer fra Rusland, hvor zar Nikolaj og hans familie (med god grund) frygter
for fremtiden.
Denne gang fortæller
Watson uden afbrydelser. Rammen om fiktionen er, at manuskriptet til The
Adventure of the Peculiar Protocols er blevet doneret til Special
Collections på University of Iowa Libraries. Bibliotekaren Greg Prickman, som
siden er avanceret til Folger Shakespeare Library i Washington, beder sin gamle
ven, Nicholas Meyer, om at læse manuskriptet.
Tricket med den
efterladte kuffert i skabet/ kasse på loftet er på sin måde en træt konvention,
men den hører med. Det samme gør de forklarende fodnoter, som Meyer strøer ud
over teksten og hver gang markerer med en sirlig asterisk. Somme tider er det almindeligheder
(af dem var der mange i The Canary Trainer), men ofte er der gods i de
metatekstuelle ornamenter.
Hverken Holmes eller Watson taler fransk.
Holmes kan læse sproget – han har jo boet i Paris – men har svært ved at fange
nuancer. Derfor beder Watson, som nu er gift for anden gang, sin svigerinde, Constance
Garnett, om at læse det fortrolige dokument. Constance Garnett (1861-1946) var
også i virkeligheden en flittig oversætter af russisk litteratur. Her har hun
netop oversat Krig og Fred, som Holmes får lejlighed til at læse undervejs.
Det er Constance
Garnett, som afdækker første del af mysteriet, der desværre er forankret i den
historiske virkelighed. Dokumentet er en russisk version af Zions Vises
Protokoller, en klassisk rekvisit i antisemitismens konspirationsteorier.
Meyer oplyser i sine henvisninger, at han har megen baggrund fra The Plot:
The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2005), som blev
tegneserieskaberen Will Eisners sidste arbejde. Der er selvsagt historisk
litteratur. Meyer opregner endvidere talrige eksempler på misbrug af dokumentet.
Listen går helt op til Vladimir Putin i 2018.
Garnett synes, at
hun har set teksten før. Det har hun, for protokollerne er fabrikeret på bestilling
fra Pjotr Ivanovitj Rachkovskij (1853-1910), chef for zartidens hemmelige
politi, Okhrana, en forløber for KGB. Kilden var fransk fra begyndelsen. Zions
Vises Protokoller er skrevet oven på en satirisk traktat af Maurice Joly
(1829-1878), som angreb Napoleon IIIs regering i Dialogue aux enfers entre
Machiavel et Montesquieu [»Samtale i Helvede mellem Machiavelli og
Montesquieu«] fra 1864.
DET er på alle
måder en gitig palimpsest. Ohkrana har kradset indholdet ud og lagt frisk farve
i, så værket fremstår med ny betoning. Hver gang Joly lader Machiavelli sige »mennesker«
(»men«), erstatter forfalskningen det med ordet »jøder«. Så »jøder« må rejse
sig, stå sammen, tage magten, hævne uret osv.
Sløringen i sproget
forstærkes ved genoversættelsen fra russisk til fransk. Den er tilsigtet.
Teksten skal komme fra Folkedybet. Ohkrana arbejder på at få skriftet udbredt
til alle sprog. Rusland er på randen af borgerkrig og revolution. Staten bruger
sin jødiske befolkning som syndebuk og opmuntrer pogromer, der afleder
opmærksomheden fra den ulmende uro. Rachkovskij vil give bønderne mulighed for at
afreagere. Antisemitismen er systemisk.
Pjotr Rachkovskij er
aktiv som karakter i romanen. Watson deler en hansom cab med ham, da han står ved
stationen i kulde og sne, og gaderne pludselig er øde. Ohkrana har agenter alle
vegne. Også i Manchester, hvor Holmes er på research. Watson vil som regel hjem
til Juliet. Hun går med til, at han rejser, hvis han vil dele sine
hemmeligheder med hende.
HOLMES og Watson er vidt omkring. De besøger zionisten Israel
Zangwill (1864-1926), forfatter til Children of the Ghetto (1899) og
krimien The Big Bow Mystery (1892). Zangwill hilser hjerteligt på
Holmes. Watson ser »ghettoens Dickens« som en blanding af kollega og rival.
Det samme gjorde Arthur Conan Doyle, oplyser Meyer.
Zangwill forklarer
den interne strid blandt zionister. Han talte selv varmt for sagen, indtil han
forstod, at Palæstina ikke var et tyndt befolket ørkenområde. Nu tror han mere på
et sted som Madagascar. Han forudser, hvad oprettelsen af staten Israel vil
føre til. Holmes taler også med Charles Chaim Weizmann, som er af en anden
opfattelse. I 1949 blev han Israels første præsident.
Der er et langt og
lifligt besøg i Odessa, hvor Potemkin-mytteriet og nedslagtningen på havnetrappen
netop har fundet sted. Der er ingen spor af hverken dét eller pogromerne i den
søvnige by. I en byzantinsk kirke er Watson ved at kede sig ihjel. I London
foregår et møde med Mycroft i teatret, som opfører Baronesse Orczys The
Scarlet Pimpernel. Her lærer Holmes et kamptrick, som senere får stor
betydning i Budapest.
DE tager Orient-Ekspressen sammen med Anna Strunsky (1877-1964),
som her bliver the token female, den obligatoriske Irene Adler-avatar,
men var en vigtig historisk person. Der er megen romantik mellem Anna og
Holmes. Hun er dog lykkeligt gift med William English Walling (1877-1936), den
socialistiske udgiver af The Independent, som også var millionær og medstifter
af NAACP (National Association for the Advancement of Colored People).****
Meyers miks af
fiktive og autentiske personer er ofte myldrende panoramisk, som i Ragtime,
Reds eller U.S.A., men Holmes-konteksten holder fokus i overskuelig
skala og giver læseren en fortrolig sonde. Vi kender Watson og Holmes ud og
ind. Der er grænser for, hvor galt det kan gå, hvor forrykt det kan blive.
Alligevel er der en ny alvor i Holmes’ replik, som bliver gentaget flere gange i
bogen: »The crimes are getting bigger«.
Forbrydelserne
bliver større. Udsigelsen har samme klang som »There’s an east wind coming
all the same« i den conaniske fortælling om »His Last Bow«.
Anna tager med på
missionen, fordi hun kan russisk. Og hun viser dem Kishinev (nu Chisinau i
Moldavien), hvor en progrom med mange døde og sårede fandt sted i april 1903. 7000
huse blev plyndret og ødelagt. Watson glemmer aldrig sit møde med Rivka
Nussbaum, en pige, som blev udsat for massevoldtægt. Hun er den sidste, han
tænker på i romanen.
Finalen finder sted
i Budapest. Ohkrana har taget Anna som gidsel, og Holmes går med til at bytte et
bevis for forfalskningen af protokollerne for hendes liv. Udvekslingen skal
finde sted i Budavári Sikló, den gamle kabelbane på den stejle Buda-side af
Donau. Jeg har tilfældigvis kørt med den bane. Episoden emmer af ren fysisk spænding.
Der er den samme åndeløshed som på taget af toget med Holmes og Freud i The Seven-Per-Cent
Solution.
6. Tilbage til virkeligheden
JEG er ikke bare glad for romanen. Jeg synes faktisk, at Meyer
– som er blevet 74 – igen har puffet pastichelitteraturen i progressiv retning,
som han gjorde for snart 50 år siden, da han var ung og skrev The
Seven-Per-Cent Solution.
Der er ingen mangel
på nye pasticher, og mange er fremragende, originale, godt tænkt. Men de udgør
i stigende grad en lukket verden, der peger ind i sig selv og dybere ned i
forgreninger af genrelandskabet. Holmes arbejder sammen med andre detektiver;
Holmes er blevet gift; Holmes har afasi; Holmes er fra det ydre rum; Holmes er
Jack the Ripper.
I Paul Connells velskrevne
Who Killed Sherlock Holmes? (2016) bliver Holmes drømt til live. Så
mange har fantaseret så stærkt, at legenden tager fysisk form og går omkring som
et golem i Londons gader, »given shape by people’s memories«. Og så bliver han
dræbt. Også dét er godt tænkt. Det er dog bare endnu en sag for DI James Quill
og resten af styrken, som løser okkulte mysterier i urban gothic-serien
om The Shadow Police.
En hel genre i genren
sætter Holmes i relation til H.P. Lovecrafts Cthulhu-univers, som har lige så
mange særlige regler, labyrintiske rum og hengivne fans. Det er alt sammen spændende
nok på en nørdet, pop-elitær måde.
Men Meyer puster
støvet væk og sætter Holmes tilbage midt i historien, hvor han faktisk kan gøre
en forskel igen. Michael Chabon havde den samme impuls i The Final Solution (2003),
hvor han lod den gamle detektiv (som aldrig blev nævnt ved navn) tage sig af en
jødisk dreng, som var krigsflygtning. Den bog er fuld af tricks og krumspring,
som Meyer slet ikke mestrer.
En papegøje har
lært KZ-transporternes tognumre udenad. Chabon bruger en ny karakter som synsvinkel
i hvert kapitel. Til slut, da det gælder, lader han papegøjen fortælle. Dyret
ser fjernt, distræt og forundret på verden. Det har en vag idé om, hvem der er
hvem. Læseren må afkode disse narrative spor i en anden slags bevidsthed, som er
fuld af lakuner og arbejder non-lineært. Meyer kan slet ikke den slags.
Til gengæld kan han
skildre pogromen i Kishinev. Han kan vise, hvor meget myten om protokollernes
ægthed har ødelagt og bliver ved med at ødelægge. Han kan gøre diverterende pasticheromaner
til politisk protest, der har aktuel relevans, mens vi stiger på toget og nyder
at følges med Sherlock Holmes, dr. Watson og Anna Strunsky.
Det er godt gjort og godt gået.
Det har i hvert fald givet mig troen på Meyer tilbage – og noget af glæden ved
genren igen.
Nicholas Meyer: The Adventure of the Peculiar Protocols. Adapted
from the Journals of John H. Watson, M.D. 238 s. New York: Minotaur Books,
2019.
Nicholas Meyer: The Canary Trainer. From the Memoirs of John
H. Watson, M.D. As edited by N.M. 224 s. New York and London: W.W. Norton,
1993.
Nicholas Meyer: The West-End Horror. A Posthumous Memoir
of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. London, Sydney, Auckland, Toronto:
Hodder and Stoughton, 1976.
Nicholas Meyer: The Seven-Per-Cent Solution. Being a
Reprint from the Reminiscenses of John H. Watson, M.D. As edited by N.M. New
York: E.P. Dutton and Componay, Inc., 1974
Nicholas Meyer: Den snigende gift. Trykt på grundlag af
efterladte erindringer af dr. John H. Watson og udgivet af Nicholas Meyer. På
dansk ved Finn Holten Hansen. 224 s. København: Spektrum, 1975.
*) Det gjorde vel i grunden Adrian Conan Doyle, forfatterens
yngste søn, som skrev novellerne i The Exploits of Sherlock Holmes (1954)
sammen med John Dickson Carr. Teksterne var skrevet fra 1945 og frem. De blev
solgt så dyrt som muligt til magasiner som Life og Collier’s. På dansk blev
bogen delt i to bind, som hedder Sherlock Holmes’ Bedrifter og Sherlock
Holmes’ sidste bedrifter. Det er og bliver en kedelig bunke.
Adrian Doyle og
hans mor, Jean Doyle, bestyrede boet efter Sir Arthur. De nægtede at give
tilladelse til forfængelig brug af figuren. Derfor måtte fans finde genveje. Typisk
kaldte man simpelt hen karaktererne noget andet. August Derleth – som endda fik
nej af Sir Arthur personligt – fik på den måde skabt Solar Pons-universet, der
er blevet et rivaliserende mythos med sine egne fanzines og foreninger. Solar Pons blev 'født' i 1926.
Det er ikke godt at
vide, hvad sir Arthur ville have sagt til et tiltag som Mary Russell-serien af
Laurie R. King, hvor Holmes som aldrende biavler er blevet gift med den yngre
opdagerske. Både Adrian og hans far var først og fremmest drevet af økonomiske
hensyn. Jean Doyle ville have garanti for, at den spiritistiske side af Doyle
blev fremhævet og respekteret. Det førte i flere tilfælde til åben krig, når
biografer blev nægtet licens til at citere.
Ved Adrians død
overgik kontrollen til hans halvsøster, Dame Jean Doyle. Hun sagde ofte, at
Sherlock Holmes var forbandelsen i familien, fordi skænderier om ophavsretten
havde udløst så mange juridiske søgsmål. Hun gav flere licens til at skrive. I 2000
blev den britiske ophavsret fri.
I USA løber
copyrighten i 95 år for værker, der er udgivet efter 1922. På de sidste
noveller i Conanen gælder den til 2023. Der er dog stadig en intellektuel
ophavsret. Dame Jean Doyles selskab hed Baskerville Investments. I dag bestyres
alle licenser af The Sir Arthur Conan Doyle Literary Estate, men flere andre parter anfægter ejerskabet. Der var senest søgsmål
i forbindelse med Guy Ritchies store spillefilm med Robert Downey Jr. og Jude
Law som Holmes og Watson. Mark Gatiss’ og Steven Moffats Sherlock gik
glat igennem.
**) Brian Aldiss skrev The Saliva Tree til 100-året for H.G. Wells fødsel. Den er trykt mange gange og i mange sammenhænge, men står første gang i The Saliva Tree and Other Strange Growths, som Faber & Faber udgav i 1966. Teksten er en kortroman på 80 sider, der på raffineret får indlejret motiver fra de fleste af Wells' store titler. Flere skikkelser og begreber fra H.P. Lovecrafts Cthulhu-mythos blander sig med sommeruhyggen i Cottersall. The Saliva Tree er et forvarsel om pasticheromanerne Frankenstein Unbound (1973) og Dracula Unbound (1991). Især Frankenstein Unbound, hvor Mary Shelley selv optræder, er meget vellykket. Aldiss brugte også Wells som afsæt i Moreau's Other Island fra 1980. Salivatræet er oversat til dansk af Grethe Andersen. Aldiss lader faktisk de fleste af tingene ske for to Wells-læsere. Man venter på forfatteren det meste af novellen. En bemærkning skiller sig ud: »Jeg længes efter at få de næste beretninger i dette mysterium. Det er det mest spændende, jeg har oplevet siden Sherlock Holmes.«
***) Meyer er ikke den eneste, som har brugt Leroux’ bog i en
conanisk pastiche. Sam Siciliano gør det samme – måske med mere fornemmelse for
stoffet – i The Angel of the Opera (New York: Otto Penzler Books, 1994).
I en dedikation siger han tak til sin mor »for introducing me to Sherlock
Holmes, Tarzan of the Apes, and the Land of Oz. She tolerated my youthful
vampire novel, but this is the book she would have been proud of.«
Så er alle vist
taget i ed, også Bram Stoker, som er den anden store teaterhenvisning i
pasticheuniverset. Bram Stoker skrev Dracula, mens han arbejdede som sekretær
for skuespilleren og teaterdirektøren Henry Irving.
Watson er hos
Siciliano erstattet af fortælleren Henry Vernier, som er Holmes’ fætter. Vernier
har meget at udsætte på sin forgænger. Holmes er tæt på sit ældste, mest
ubekymrede jeg. Han sender hunden Toby ind at snuse i gangene under Opéra
Garnier. Han siger »Old Boy« og har piben med. Bogen er loyal mod Leroux.
Der bliver lagt vægt på forbindelsen til Edgar Allan Poes »The Masque of the
Red Death«. Holmes erkender at have læst den. Han hader ellers at blive
sammenlignet med C. Auguste Dupin, Poes detektiv, som var den eneste privatopdager
før ham selv.
****) Forfatteren og journalisten Anna Strunsky var født i det nuværende Hviderusland og kom til USA med sin familie, da hun var ni. Hun gik på Stanford University, hvor hun mødte forfatteren Jack London, som hun skrev en brevroman sammen med. Både Anna og søsteren Rose var aktive medlemmer af Socialist Labor Party. Hun dækkede den første russiske revolution (herunder Potemkin-mytteriet og pogromen i Kishinev) for San Francisco-avisen The Independent. Først i 1906 blev hun gift med udgiveren William English Walling, som hun mødte i Rusland. Nicholas Meyer snyder med mange årstal i Protocols, hvor kronologien er koncentreret i 1905. Strunskys anden roman, Violette of Père Lachaise (1915) bliver genoptrykt fra tid til anden. Ægteskabet med Walling blev opløst under 1. verdenskrig. Han støttede amerikansk intervention, hun var en svoren og betingelsesløs pacifist, der så krigen som et skænderi mellem imperialistiske stormagter. Wallling døde i 1936. Anna fik fire børn og bosatte sig i Cape Cod. Hun blev 86 år. James Boylan fortæller parrets historie i biografen Revolutionary Lives: Anna Strunsky & William English Walling (University of Massachusetts Press, 1998).
Teksten er nyskrevet 24.-25. juli 2020
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
TRAFIKKEN går som regel fra resten af verden til USA, når genindspilninger er på tale. Regulære remakes omplanter udenlandske succeser til amerikanske forhold, så fortællingerne får maksimal udbredelse. Susanne Biers Brødre (2004) bliver til Jim Sheridans Brothers (2009); Fred Cavayés Pour Elle (2008) bliver til Paul Haggis' The Next Three Days (2010). Resultatet er sjældent på højde med originalen, men meningen er god nok. Det er en anstændig metode med sin egen indbyggede automatik..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
