TRAFIKKEN går som regel fra resten af verden til USA, når genindspilninger er på tale. Regulære remakes omplanter udenlandske succeser til amerikanske forhold, så fortællingerne får maksimal udbredelse. Susanne Biers Brødre (2004) bliver til Jim SheridansBrothers (2009); Fred Cavayés Pour Elle (2008) bliver til Paul Haggis' The Next Three Days (2010). Resultatet er sjældent på højde med originalen, men meningen er god nok. Det er en anstændig metode med sin egen indbyggede automatik.
Næste genbrugsniveau hedder re-imaginings. Her prøver man at skabe nye rammer om det oprindelige indhold. Le retour de Martin Guerre (1982, da. Historien om Martin Guerre), en identitetsfabel fra fransk middelalder, blev genskabt som borgerkrigsdramaet Sommersby (1993), og John Sturges’ western The Magnificent Seven (1960) havde sit udspring i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Mange så Sergio LeonesEn nævefuld dollars (1964) uden at forbinde den med samme Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).
EN sjælden gang kører bilerne i modsat retning, og det er mindst lige så lærerigt at betragte. Zhang Yimous periodekrimi En kvinde, en pistol og en nudelbar er en tro kopi af Blood Simple (1984), de amerikanske Coen-brødres debutfilm. Baren i 1980ernes Texas er erstattet med en nudelbod i Gansu-provinsen i Middelalderens Kina. Ejeren Wang er efter den frygtsomme Li, som modstræbende indleder et forhold til hans hustru. Den lakoniske detektiv, som blev spillet af M. Emmet Walsh hos brødrene Coen, er nu politibetjenten Zhang (Honglei Sun), som svæver over vandene, har sin egen dagssorden og udgør filmens (a)moralske centrum.
LIDT firkantet kan man sige, at Blood Simple er genskabt i stilen fra House of Flying Daggers (2006). Også Coen-brødrenes film var en stiløvelse, et tidligt eksempel på neo-noir, men der var mere bund i den realistiske persontegning. Yimous figurer er rene karikaturer. Det bedste ved hans version er de LSD-stærke farver og svimlende kameragange, som har mere tilfælles med Sergio Leone end med Coen-brødrene.
ORAKLET Jean-Luc Godard (1930-2022) sagde engang, at en kvinde og en pistol er alt, hvad man behøver for at skabe en film. Også heraf titlen på Yimous pulp fiction, som eksperimenterer på underholdende vis, men aldrig helt forvinder præget af pastiche. Filmen er en kunstnerisk krusedulle, som manden bag Under den røde lygte (1991) og Hero (2003) sagtens kan være bekendt. Den er dog sjovest, hvis man husker Blood Simple, og den er uden egentlig dybde. Primært (sund) slik for cineaster.
En kvinde, en pistol og en nudelbar (San qiang pai an jing qi). Instr.: Zhang Yimou. Manus: Jianquang Shi, Jing Shang. Foto: Xiaoding Zhao. 95 min. Kina 2009. Dansk premiere: 05.05.2011.
Fotos: Beijing New Picture Film/ Film Partner International/ Sony Pictures Classics/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 06.05.2011.
Wong Kar-wai giver hovedværket en halvhjertet fortsættelse
Af BO GREEN JENSEN
MED nyklassikeren In the Mood for Love (2000) skabte stilikonet Wong Kar-wai (f. 1958) for første gang en film, som forankrede
hans mange tekniske kvaliteter og som man kunne beundre for andet og mere end
æstetikken.
Rammen var uhyre enkel. I Hongkong 1962 indgik en mand og en
kvinde, hr. Chow (Tony Leung Chiu-wai) og fru Su (Maggie Cheung), en stilfærdig alliance,
da det gik op for dem, at deres respektive partnere havde en affære.
Naturligvis fik de sympati for hinanden, men filmen blev så meget mere
anfægtende, fordi varmen og dybden i forholdet aldrig blev beseglet seksuelt.
Til slut stod hr. Chow ved Angkor Vat-templet i Cambodia og hviskede sit
hjertes hemmelighed ned i et hul i stenen, hvor overleveringen sagde, at den
ville blive gemt.
FILMEN var i øvrigt overhældt med Nat King Cole-ballader (»Quizás,
Quizás, Quizás«) og smægtende kærlighedsmusik af Michael Galasso. Hver aften
passerede manden og kvinden hinanden, når de købte nudler til deres aftensmad.
Maggie Cheungs kontur blev da fastholdt og kælet for i slow-motion, mens Tony
Leung kæderøg melankolske cigarretter. Lyset var gyldent i mørket, regnen var
kraftig og varm. Det var ganske enkelt umuligt at modstå den undertrykte
lidenskab i dette asiatiske svar på David Lean og Noel Cowards Brief Encounter
(1945, da. Kort stævnemøde).
Flere
problemer i efterfølgeren opstår simpelt hen, fordi 2046 insisterer på
at være en slags fortsættelse. Der er gået tre år, og historien begynder, da
hr. Chow tager definitivt afsked med fru Su. Maggie Cheung glider herefter helt
ud af billedet. Hun sagde nej til en større rolle i 2046, fordi hun i
Frankrig skulle indspille Clean (2004), der blev instrueret af hendes eks-ægtefælle Olivier Assayas.*
NU er årstallet 1966, og efter en tid i
Singapore vender hr. Chow tilbage til Hongkong, hvor han flytter ind i værelse
2046 på det ganske let lurvede Hotel Oriental. Han lever af at skrive
sladderspalter til dagbladene og har heller ikke mange ambitioner investeret i
sine science fiction-romaner, som forsyner filmen med en flot, men dybest set
irrelevant konceptuel ramme. I Chows romaner er 2046 både et sted og en
tilstand i fremtiden, en virtuel by hvor man kan generobre sin erindring.
Ingen
er nogen sinde vendt hjem fra 2046, men i rammehistorien, som Chow skriver på,
mens han lever filmens forhold ud, er en stædig pilgrim på vej tilbage.
Transporten foregår i et tog, som passerer gennem kolde zoner. Fysiognomier fra
virkeligheden går igen i paralleluniverset, men rollefordelingen er anderledes.
Hotelværten er steward. Hans ældste datter, Wang Jiewen (Faye Wong), er den
livagtige kærlighedsandroide, som kan opfylde alle en mands behov. For det
første er det vigtigt, at man ikke forelsker i sig i en androide. For det andet
er det uvist, om androiderne har følelser.
DETTE tema har givet været større i en tidligere fase af filmens tilblivelse. I den
færdige dobbeltfortælling bliver 2046-universet ikke brugt til noget særligt.
Det leverer blot en fantastisk stilfuld kontrast til scenerne fra det flimrende
Hongkong. Filmen har mange af den slags uforløste ideer. På skrømt gør Wong
også lidt ud af at henvise til politiske uroligheder i 1960ernes Hongkong. I In
the Mood for Love var 2046 nummeret på det hotelværelse, hvor de utro
ægtefæller mødtes. Her vil hr. Chow have netop det værelse, fordi en ekskæreste begik selvmord dér.
Endvidere – for nu at sætte trumf på – markerer årstallet 2046
slutningen på den karensperiode, hvor Den Kinesiske Folkerepublik ikke må
gennemføre dramatiske strukturændringer i den tidligere britiske kronkoloni,
som de overtog pr. 1. juli 1997. Wong føjer flere og flere lag til
konstruktionen, men man føler aldrig sammenhængen, og den forbliver, som
filmens følelsesmæssige relationer, overvejende et postulat.**
MEST problematisk er hr. Chow, som nok deler
navn og træk med karakteren fra In the Mood for Love, men i bund og
grund er en anden person. Denne Chow er en olieret sjuft, som næsten sætter en
ære i at såre så mange kvinder som muligt så dybt som muligt. På lydsporet
fortæller han i tilbageblik om denne tid og disse følelser, ligesom han guider
os rundt i det futuristiske parallelunivers, han har skabt. Da giver figuren
lidt mere mening, men manden vi ser røber slet ingen dybde. Han skriver
for penge, begærer og bedrager, ejer ingen skam i livet og er på alle måder et
døgnvæsen uden substans.
Sit
mest alvorlige forhold på hotellet får hr. Chow til den smukke Bai Ling (Zhang
Ziyi), der skubber ham fra sig, for så at
blive forelsket og endelig helt ødelagt. Langt ud på et sidespor kommer
fortællingen, da Chow i Singapore møder spillersken Su Lizhen (Gong Li), som
deler navn med og ligner fru Su fra In the Mood for Love. Mest
konstruktiv er relationen til hotelværtens datter, som lærer ham at skrive
lukrative kung fu-føljetoner og får en central position i 2046-universet.
FILMEN udspiller sig over tre-fire år og gør hver ensom jul en slags
status. Der er end ikke antydning af den skjulte dybde og intime glød, som
gjorde In the Mood for Love så anfægtende. Af samme grund truer den
visuelle ækvilibrisme med at udarte til pyntesyge. Øjet næres og udfordres
uafbrudt, men ingen af de halvhjertet overlappende historier føres frem til en
ordentlig slutning. Helhedsindtrykket minder mest af alt om en krusedulle i
marmor, en gennemført stiløvelse uden egenliv.
Tidligt i 2046 lader Wong den smukke androide stå og hviske ned i
en tragt, der svarer til stenen i In the Mood for Love. Han devaluerer
derved den stærke slutning fra den første film og røber en mærkelig mangel på
sans for sin egen historie. I 2046 tjener billedet mest til at ægge. Den
fuldautomatiske kvinde vrider og smyger sig, mens vi ser hende bagfra, og Chris
Doyles kamera kæler for de fetichistiske detaljer.
Der er for meget af den
slags i filmen. Lagene vil ikke flyde sammen, der er ikke belæg for
mystifikationerne. Man kan værdsætte 2046 for de æstetiske kunstgreb –
der er mange flotte sekvenser og enkeltbilleder – men man har lettere ved at
holde af den, hvis man glemmer alt om forbindelsen til In the Mood for Love.
*) Både Clean og 2046 ankom i sidste øjeblik til Cannes i 2004, fordi der blev klippet helt frem til deadline. Visningen af 2046 blev rykket en dag, fordi Wong stadig finjusterede resultatet. Det var dog for rollen som Emily Wang i Clean, at Maggie Cheung modtog Sølvpalmen for årets bedste kvinderolle.
**) Jeg skrev om filmen i 2005 og står for så vidt ved mine indtryk og min skuffelse. Ved gensynet bliver det dog klart, at filmen i så høj grad havde forventningerne imod sig, at den knapt kunne undgå at forvirre og skuffe. I Hongkong og Kina bliver Days of Being Wild, In the Mood for Love og 2046 betragtet som en historisk og semi-selvbiografisk trilogi, der fortæller Wongs egen historie gennem Tony Leungs karakter, som indgår i alle tre film.
For hjemmepublikummet er der slet ingen tvivl om, at årstallet gør 2046 til en politisk kommentar. Filmen har fået ny opmærksomhed efter urolighederne i 2018 – hvor Wong fyldte 60 og blev (r)evalueret – og 2019, da demonstranter gik på gaden i stort tal. Det undrer mig, at jeg fandt Faye Wongs karakter irrelevant. Kærlighedsandroiden Jing-wen er klart inspireret af Rachael-skikkelsen i Blade Runner og foregriber flere træk hos Ava-figuren i Alex Garlands Ex Machina.
2046 – Are you still in the mood for love? (2046). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Pung-Leung Kwan, Yiu-Fai Lai. 129 min. Kina-Tyskland-Frankrig-Hongkong 2004. Dansk premiere: 29.04.2005
Fotos: Jet Tone Production/ Shanghai Film Group/ Orly Films/ Paris Films/ Arte France Cinéma/ZDF/Arte/ Block 2 Pictures/ Sony Pictures/ Camera Film/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplayplay Rent & Buy, YouTube Film
Director Approved 4K restoration fra The Criterion Collection i 2K Blu-ray-bokssættet World of Wong Kar Wai 23.03.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2005
DER har aldrig hersket tvivl om, at Wong
Kar-wai (f. 1958) kan lave billeder. Med markante arbejder som As Tears Goes By (1988) og Days of Being Wild (1990) gjorde den
Hongkong-baserede filmskaber, der egentlig stammer fra Shanghai, sig tidligt
gældende i festivalsammenhæng, og fra og med Chungking Express (1995) fandt hans markante stil også tilhængere
herhjemme, hvor bl.a. Nicolas Winding Refn har hørt til kineserens fans fra
begyndelsen. Wong skyder ofte lige fra hoften og kan for nemheds skyld
betragtes som filmens svar på musikkens grunge
og maleriets nye vilde, men faktisk ganske traditionsbevidste kunstere.
STEMNINGSSTYKKET Happy Together (1997),
en visuelt brutal, men samtidig mærkeligt nænsom fortælling om to homoseksuelle kinesiske mænd, der af aldrig oplyste årsager befinder sig i Buenos Aires, blev vist i
et par danske biografer. Den nåede hertil via Cannes Festivalen, hvor Wong som regel har haft lejlighed til at give sine film premiere. Det var også
dér, at han i 2000 vakte opsigt med den diskrete, formfuldendt udsøgte sjæler In the Mood for Love, som viser en
anden, mere eftertænksom side af kunstneren.
Filmen, der var produceret for franske penge, gik sin sejrsgang verden over og blev et kommercielt arthouse-hit. I 2020 er den en nyklassiker. I 2000 var den et gennembrud for Wong, der blev set som vanskelig og elitær, hvis han blev set overhovedet. Værket var faktisk gjort af et
stof, som kun de færreste og hårdeste kunne undgå at lade sig henføre af.
Aldrig – og det gælder stadig – har den voldsomme kineser arbejdet så stille og gennemført, og sjældent
har han i denne grad grebet os.
DER er tale om en ganske lille
skæbnefortælling. I 60ernes lidt mere langsomme Hongkong, som Wong Kar-wai
rekonstruerer i nostalgisk kærlig skitseform, bliver naboerne hr. Chow og fru
Su, et genert, arbejdsomt pligtmenneske og en sky, frustreret sekretær,
efterhånden opmærksomme på, at deres respektive ægtefæller er dem utro. Hans
kone og hendes mand har et forhold til hinanden og bliver stadig mere fjerne,
tager stadig mindre hensyn i det daglige. Det falder derfor naturligt, at de
forsmåede parter begynder at tilbringe tiden sammen.
For
tilskueren er det uden videre svært at begribe, hvordan ægtefællerne kan vende
ryggen til to så eksemplariske mennesker. Men det er vel problemet: de har
været der så længe, at de er blevet en del af tapetet. Manden og kvinden bliver
fremstillet af stjernerne Tony Leung Chiu-wai og Maggie Cheung, som begge har et publikum
i Europa og USA. Sidstnævnte får i In the
Mood for Love sin hidtil bedste mulighed for at spille et menneskeligt
væsen i tre dimensioner, og hun udnytter den maksimalt. Tony Leung er bedre
vant, men også han giver et sjældent overbevisende portræt af et skæbneramt
hverdagsmenneske.
FOR hr. Chow og fru Su er udgangspunktet, at »vi vil ikke være som dem«. De vil ikke lyve, snyde og
bedrage, men på ansvarlig vis forene kræfterne i et forsøg på at forstå,
hvordan det begyndte. På kejtet vis improviserer de en mulig version af
ægtefællernes sidespring. Så hjælper hun ham med at redigere den
kung-fu-føljeton, han i sin fortvivlelse har skrevet til en avis. Hun skifter
kropsnære kjoler i en evindelighed, og de sniger sig ud og ind af hinandens
lejligheder, mens værtindens familie spiller mahjong. Intet bliver nogen sinde
sagt rent ud, men vi begriber jo, at de har forelsket sig.
Spørgsmålet er så, om de vil følge instinktet og blive »som dem«. Der
gives ikke noget entydigt svar. Filmen udspiller sig over en årrække – Wong
ville egentlig opdele filmen i en 60er- og en 90er-del – og kommer både til
Singapore og Cambodia. Som så ofte hos Wong Kar-wai er en tilbageskuende
fortællersynsvinkel trukket ned over skæbnens små ironier. En skærmtekst
beskriver, hvordan »han« ser fortiden som gennem et beskidt vindue; mørkt, lidt
forvrænget og gnidret. Så tarvelig fremstår affæren dog ikke, mens manden og
kvinden oplever den. Hver scene er fastholdt i glødende farver, og In the Mood for Love må overhovedet være
en af årtiets smukkeste film.
MINDST lige så vigtig som billedsidens dvælen
er filmens forførende smukke musik, der blander originale kompositioner af
Michael Galasso med kinesiske radiokastanjer fra samtiden, kantonesiske
operacitater og udsøgt eksotisk stemningsmusik, der er uden konkret geografisk
forankring.
Tony
Leungs smertefulde ensomhed og rådvildhed får yderligere dybde, når Nat King
Cole synger »Quizás, Quizás, Quizás« og »Te Quiro Dijiste«, som er de spanske
versioner af hans amerikanske 60er-hits »Perhaps, Perhaps, Perhaps» og »Magic is
the Moonlight«. En særstilling indtager kærlighedstemaet, som Galasso har
baseret på i forvejen eksisterende filmmusik – Shigeru Umebayashis score til Seijun Suzukis Yumeji(1991). Det er en af filmens få specifikt lokale henvisninger. I Days of Being Wild skildrede Wong
sin egen unge tid i Hongkong. Japanerens film havde da kultisk status.
Når
Tony Leung smyger sig langs murene i byens magisk lyssatte aften, møder han i
regelen den ikke mindre ensomme Maggie Cheung, der klæder sig pænt på og lægger
udførlig make-up blot for at hente nudler til sin aftensmad. Christopher Doyles
kamera ser hende typisk fra ryggen og lidt oppefra, mens bevægelserne gøres
langsomme, så de følger strygermotivet i Galassos bedrøvede grundtema.
Alle
filmens kvaliteter smelter sammen i disse sekvenser, som Wong Kar-Wai med vilje
og med rette repeterer og varierer så ofte, at helhedsvirkingen tangerer det
hypnotiske. Disse stort set dialogløse scener er skær poesi i bevægelse. De er
sindbilledet på en sensuel melankoli, som In
the Mood for Love forløser smukkere og mere meningsfuldt end nogen nyere
film, jeg kan mindes.
DET er fra flere sider blevet fremhævet, at Wong med In the Mood for Love hylder et bestemt motiv og tager afsæt i en
rig tradition for film om sympatiske ægteskabsbrydere, der frister skæbnen og
tåler dens anslag i lidenskabens navn. Især Brief Encounter (1945), David Leans klassiske Noel Coward-filmatisering, som på
dansk hedder Det korte møde, er
blevet nævnt som et stort fortilfælde og en mulig inspirationskilde. Ligheden
gælder dog primært det følelsesmæssige leje. Begge film baserer sig på en
moden, realistisk og i sagens natur ganske kompleks psykologi. Det for alvor
originale træk hos Wong Kar-wai er imidlertid, at han fokuserer på de svigtede
parter.
VI er
vant til at identificere os med utroskabens aktive karakterer, manden og
kvinden som møder kærligheden, giver sig hen til øjeblikket og begynder at lyve
for deres nærmeste. I den slags fremstillinger kan man styre sympatien, simpelt
hen ved at vælge hvor meget af ofrenes liv man vil vise. Også her gælder
mundheldet ude af øje, ude af sind.
Jo mindre vi ved om et menneske, jo ringere mulighed har vi for at sætte os i
den pågældendes sted. Wong tager konsekvensen af dette og viser os ganske
enkelt aldrig, hvordan ægtefællerne ser ud. Vi ser dem fra ryggen, og vi hører
deres stemmer, men der bliver aldrig sat ansigt på hensynsløsheden. Vi lærer
kun hr. Chow og fru Su at kende, så hvordan skulle vi kunne forholde os til
andet end deres martrede synsvinkel?
MED enkle men raffinerede midler har Wong
Kar-wai skabt en sjældent helstøbt og følelsesmæssigt tilfredsstillende film. In the Mood for Love vil muligvis skuffe
og kede de fartglade tilhængere, der sædvanligvis hylder instruktøren for hans
mere frapperende visuelle strategier i film som Ashes of Time, Chungking Express og Happy
Together. Til gengæld vil et stort publikum endelig få øjnene op for
sårbarheden og sanseligheden hos denne unikt begavede filmkunstner. I de nævnte
titler har Wong som regel sat stilen over substansen. Her balancerer alt så
fuldkomment, at filmen blot behøver at vise Tony Leung, da han til slut står i
Angkor Wat-templet og hvisker sin hemmelighed ind i hullet, hvor den siden vil
ligge gemt for bestandig. Vi ved jo, hvad han siger. Der er ingen grund til at
bryde fortryllelsen ved at lade publikum lytte med.
In the Mood for Love (Faa yeung nin wa). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Mark Li Ping Bing. 98 min.
Frankrig-Kina (Hongkong) 2000. Dansk premiere: 14.09.2001.
Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Camera Film/ You Tube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Director Approved 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #147), november 2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.09.2001
EGENTLIG er opgaven enkel. I Hongkong 1938
skal Wong Chia Chi (Tang Wei) fungere som erotisk bytte for hr. Yee (Tony
Lleung), et politisk dyr fra marionetregeringen, som hjælper den japanske
besættelsesmagt. Chia Chi er medlem af en modstandsgruppe, som består af
teaterfolk og studerende. De unge mennesker er idealistiske amatører, som ikke
ved noget om modstand i praksis. De beslutter at likvidere den farlige,
notorisk følelseskolde minister. De er samtidig nyttige idioter, for i kulissen
ser både kollaboratører og frihedskæmpere til.
Chia
Chi er den eneste kvinde i gruppen. Til lejligheden bliver hun indviet seksuelt
af en kammerat, der har erfaring med prostituerede. Hun undrer sig over, hvor
fattigt det føles, men anfægter ikke den videre plan. Instruktøren holder tale,
og Wong bliver klædt udfordrende på før missionen. Camoufleret som
forretningsfrue bliver hun accepteret i kredsen af hustruer, som fordriver
tiden med at spille mah jong, mens de
keder sig, udveksler rygter og sortbørsvarer, venter på deres mænd og er mere
nervøse, end atmosfæren lader ane.
CENTRUM i kredsen er Yee Tai Tai (Joan Chen), ministerens hustru, som tager sig
moderligt af den nye deltager. Chia Chi møder Yee og sender ham de korrekte,
æggende signaler. Den diskete affære er næsten fuldbyrdet, da Yee med ét
afbryder forholdet og tager med sin hustru til Shanghai. En etableret
modstandsmand truer med at afsløre gruppen. Han skaffes af vejen i en blodig
tumult, der gør døden konkret og tærer på idealerne. Ikke mindst Chia Chi er
led ved det hele, da hun rejser hjem til familien i Shanghai.
Her
samles resterne af gruppen i 1942. Planen om at likvidere Yee bliver
genoplivet, og denne gang opererer Chia Chi på vegne af den maoistiske
undergrundshær. Japanerne styrer Shanghai på samme måde, som tyskerne
kontrollerede København under krigen. Muligvis raser historiens kræfter, men
hverdagen trives med nips og forlystelser. Der er roligt i kollaboratørernes
bydel. Amerikanske film er endnu populære. En minister kan sagtens have sex med
sin kones veninde. Alle ved, hvad det gælder. Ingen lader sig mærke med noget.
DA hr. Yee og Chia Chi endelig går i seng sammen på et diskret hotelværelse, er
det en rystende oplevelse for hende. Det er også ét af de få, men afgørende
øjeblikke, som hele handlingen er hængt op på i Ang Lees formidabelt følelsesstærke
Lust, Caution. Hun har forestillet
sig noget net og pikant, men manden tager hende med en udpenslet brutalitet,
der forvirrer, fordi den er vanedannende. En tid har de elskende sammen et
hemmeligt land, skønt Chia Chi stadig prøver at hade sin fjende.
Nu
kan mordet på Yee omsider beordres. For Chia Chi er det en lettelse. Hun
forsøger at forklare teatertruppens instruktør – som alt for sent vil erklære
hende sin kærlighed – og den kommunistiske modstandsleder, hvad hun føler, når
hr. Yee trænger ind og bliver ved med at bore. Begge mænd tier, pinligt
berørte. Tang Wei blev kritiseret i Kina, fordi hun tog rollen i Lust,
Caution, som censurmyndigheden var utryg ved. Det skyldes muligvis
politikken i filmen, men havde sikkert mere at gøre med den realistiske skildring
af kvindelig seksualitet.
SELV siger Ang Lee (f. 1954), at filmen har rod i en lykkelig livskrise: »Efter en
midtvejskrise må man vælge, hvad der er vigtigt. Og at forholde sig til dét,
var et helvede. Det gik imod min overfladiske natur at beskæftige mig med
dybere, ubevidste længsler, skønt jeg tror, at det var en værdifuld proces,
meget orientalsk på sin måde. Psykologien i sex vokser ud af en vestlig
erkendelsesmåde, men på kinesisk betyder »lyst« ikke bare begær efter sex, det
er også en sult efter liv og efter farve. Det er udtryk for dit begær, din egen
synsvinkel, din motivation. Men man må være forsigtig, for enhver lidenskab –
sex, eller en lyst til at være god, som f.eks. patriotisme – vil uvægerligt
gøre os til nar. Derfor forsigtigheden, som er rationel. Så titlen Lust, Caution skal forstås på samme måde
som Sense and Sensibility – og Se, jie er også symbolet på ringen,
diamantringen, kærlighedens grænser.«
DET er en hjerteskærende kærlighedsfilm, måske
årtiets bedste, og den politiske bund under erotikken gør den samtidig til
noget eksistentielt. Faktisk er Chia Chi fortabt, og hun véd det, fra den
første eftermiddag på hotellet, hvor begæret folder sig ud som en blomst.
Overraskelsen er måske, at den forsigtige minister, en opportunist i alle
praktiske anliggender, bliver lige så grebet af spillet som hun. Begge forstår,
at de elsker hinanden, men ved ikke, hvad de skal stille op med deres følelse.
ANG Lee har baseret sin tiende film på en novelle af Eileen Chang (1920-1995), som
siges at være for Kina, hvad Tove Ditlevsen er for Danmark.* Chang havde selv et
forhold til en politiker fra Wang Jingweis skyggeregering. Han forlod hende, da
relationen blev for risikabel. Da Chang mange år senere – i 1979 – skrev om
affæren, skete det ikke i hendes sædvanlige ekspansive magasinstil, men i en
tør, koncis novelle, der ifølge Lee sidestiller kvindelig seksualitet med
krigen mod den japanske besættelsesmagt.
Teksten fylder knapt 30 sider. Den foldes ud til en film på tre timer,
og herved ligner projektet Lees forrige film, Brokeback Mountain (2005), der på samme måde brugte en langt novelle
af E. Annie Proulx til at tale om den forbudte kærlighed mellem fortabte
cowboys. For Lee var tekstens skitsepræg en attraktion. Formatet giver
filmskaberen plads til at digte videre, bøje kronologien, fylde billedstof i de
indlagte pauser og generelt brede ud i stedet for at koncentrere.
Lust, Caution kombinerer melodrama, film noir og spionthriller. Lee har
været rundt i mange genrer, fra asiatisk kampsportsfilm (Tiger på spring, Drage i skjul) til højbritisk kostumedrama (Jane
Austen-filmen Sense and Sensibiilty)
og amerikanske superhelte (Marvel-fadæsen The
Hulk). Her overbeviser han som erotisk fortæller og springer ud som tragisk
humanist. Ikke mindst er Lust, Caution
en film om moral.
DER er en distinkt modernitet på spil i Lust,
Caution. Det er også en film om ung modstand i et forvredent og
kompromitteret system. Der er ikke nogen helte, og ingen er fuldkommen ren eller
ond. Snarere end at virke lokal og indforstået kinesisk, føles den
revisionistiske skildring af krigen som del af en større selvransagelse, der i 2000erne gør sig gældende overalt i verdensfilmens besættelsesdramaer, fra Marc
Rothemunds Sophie Scholl – die letzten Tage (2005) til Ole Christian Madsens danske storfilm om Flammen & Citronen(2008).
Netop
den modne erotiske dybde er kraften, som løfter Lust, Caution på plads. Den bliver siddende i tilskueren på samme
bittersøde måde som Neils Jordans udgave af The End of the Affair(1999, da. Enden på
legen), Liv Ullmans Bergman-baserede Trolösa (2000, da. Troløs) og Wong Kar-wais In the Mood for Love(2000). Ingen af
disse kan dog mønstre en scene så fortættet som den, der udspiller sig hos
juveleren i Lust, Caution. Chia Chi
ved præcis, hvad hun gør, da hun advarer Yee med en næppe hørlig hvisken. Han
ved, at hun véd det. Det er det hele. Bordet fanger. Der er ingen deus ex machina-løsning.
LUST, CAUTION bruger to en halv time på
at forberede og iscenesætte sandhedens øjeblik. Den mættede farve er dyb og
romantisk. Det er stor lidenskab med dyb, tragisk skrue, men filmen udnytter
tiden, den tager. Den har brug for
sine udførlige sexscener. Ved at vise fryden og ydmygelsen, gør Lee
bogstaveligt ordet til kød. Man tror på og deler de elskendes tilstand. Lust, Caution er således en mesterlig
film, der på logisk vis viderefører tematikken i Brokeback Mountain. Begge værker modtog Guldløven i Venedig. Dét
giver udmærket mening. Lee havde nået sit livs bedste tid.
*) »Eileen Chang er måske den mest omtalte, studerede og efterlignede forfatter i det moderne Kina,« skriver Sheng Yun i et essay i London Review of Books (01.08.2019). »Hun debuterede som ganske ung i det japansk-besatte Shanghai. Efter at hun var emigreret til USA i 1950erne, blev hun kanoniseret i 1960erne af C.T. Hsia i hans History of Modern Chinese Fiction, hvor han kalder hende den 'bedste og vigtigste' kinesiske forfatter fra midten af det 20. århundrede. I 1990erne trak hun sig tilbage fra al social aktivitet, og hendes Salinger-lignende afsondrethed førte til en febrilsk voyeurisme - fans fandt hendes lejlighed i Los Angeles og gav sig til at gennemrode hendes skraldespand.«
Artiklen er en anekdotisk indføring i Changs meget farverige tilværelse som eksilforfatter. Anledningen er New York Review of Books' genudgivelse af erindringsromanen Little Reunions, som handler om forholdet mellem en altid fraværende mor og hendes datter. Chang var meget populær blandt amerikanske læsere med kinesisk baggrund. Det førte til en stor interesse for hendes værk og person i det post-maoistiske Kina, og i Taiwan blev hun tidligt en folkeheltinde.
Changs største succes var romanen Love in a Fallen City (1943), som blev filmatiseret i Kina i 1984 og er optrykt i serien Penguin Modern Classics flere gange. Hun skriver sin egen historie i romanen The Fall of the Pagoda (1963). Chang blev amerikansk statsborger i 1963. Hun oversatte klassiske kinesiske værker til engelsk og skrev flere filmmanuskripter. I 2004 blev hendes liv dramatiseret for taiwanesisk tv i en miniserie på 20 episoder. Ingen af Changs værker findes på dansk, og det kan man undre sig over.
Sådan skrev jeg i februar 2020. Samme undren fandtes på Forlaget Korridor, der i 2023 gik i gang med at udgive Shanghai-romancerne på dansk (ved Sidse Laugesen & Rakel Haslund-Gjerrild) i sin Korridor novella-serie. Foreløbig foreligger Kærlighed i en faldende by og En duft af røgelse.
Lust,
Caution (Se, jie). Instr.: Ang Lee. Manus: Wang Hui Ling og James Schamus.
Foto: Rodrigo Prieto. 157 min. Kina-Taiwan-Hongkong-USA 2007. Dansk premiere:
14.03.08
Fotos: Haishang Films/ Focus Features/ River Road Entertainment/ Sil-Metropole Organisation/ Shanghai Film Group/ Kino Lorber/ CineMaterial/ MovieStills.com/ Penguin Modern Classics/ NYRB Books/ LRB/ Forlaget Korridor
Filmen streames ikke i DK pt - Kino Lorber udgav senest Lust, Caution på 2K blu-ray i marts 2021
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 15.03.2008.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
TRAFIKKEN går som regel fra resten af verden til USA, når genindspilninger er på tale. Regulære remakes omplanter udenlandske succeser til amerikanske forhold, så fortællingerne får maksimal udbredelse. Susanne Biers Brødre (2004) bliver til Jim Sheridans Brothers (2009); Fred Cavayés Pour Elle (2008) bliver til Paul Haggis' The Next Three Days (2010). Resultatet er sjældent på højde med originalen, men meningen er god nok. Det er en anstændig metode med sin egen indbyggede automatik..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
