Maria Schrader: Ich bin dein Mensch | Drømmemanden (2021)

JEG ER DIT MENNESKE

Kunstigt liv i en virkelig hverdag

Af BO GREEN JENSEN

IDEEN om kunstigt liv er på alder med Pygmalion-myten. Det posthumane menneske er en trope i eventyr og science fiction fra Mary Shelley til Philip K. Dick. Nu bredes temaet ud i en tid, hvor AI, cyborgs og androider ikke længere er fiktion, men praktisk og populær mekanik.

   Temaet er særligt filmegnet, fordi robotter kan spilles af mennesker. Selv de bedste CGI-effekter kommer til kort. Det har dog typisk været genrestof: fra Brigitte Helm som den kunstige Maria i Fritz Langs Metropolis (1927) til Alicia Vikander i Alex Garlands Ex Machina (2014) og så videre.

   Der er en vagt futuristisk atmosfære i Drømmemanden, men grundtonen er prosaisk og realistisk. Maria Schraders sædekomedie har samme anslag som Christian Petzolds take på havfruemyten i Undine (2020). Begge film bruger Berlin som baggrund og har en kvindelig forsker i fokus.

NÅR Alma (Maren Eggert) har indladt sig med firmaet, som fremstiller robotter, er det for at få penge til sin forskning i sumerisk poesi. Det fremgår, at myndighederne overvejer, om androider skal have status som individer. Alma arbejder for Pergamonmuseet. Hun får sine midler, hvis hun lader Tom flytte ind. Han er programmeret til at opfylde hendes behov.

   Alma er skeptisk og negativt stemt. Tom formulerer banale komplimenter, hælder rosenblade i badevandet og tænder romantiske stearinlys til ingen nytte. Han er både computerskarp og empatisk. Han læser sumerisk og afslører, at en forsker i Buenos Aires er længere med det samme projekt.

TOM kan vente i regnen i timer. Da Alma falder, står Tom parat til at gribe. Hun begynder at føle for fibermanden og indser, at han også føler. Der er et gennembrud i scenen, hvor begge vedgår, at de ikke gjorde deres art nogen ære aftenen før. Der er endelig absolut nærkontakt.

   For Alma slår dét hovedet på sømmet: det nytter ikke at få lykken foræret. Mennesket er skabt til at have modstand. Imidlertid er der mere i sagen. Filmen slutter for resten i Danmark. Alt er meget charmerende gjort.

DET lette og legende gør fablen dybere, end den ser ud. Der er spor af den tragiske smerte, som replikanterne føler i Blade Runner, da deres levetid rinder ud. Englænderen Dan Stevens – som sikkert er bedst kendt fra Downtown Abbey – taler flydende tysk og er castet perfekt som den belevne, metroseksuelle robot.

   Især kan han udfordre menneskers fordomme. Tom taler med mekanisk stemme og bilder Alma ind, at digitale kredsløb hjælper hinanden. Alma vil markere sig i forhold til patos og banalitet. Han imponerer hende ved at skære igennem og give det patetiske liv.

DER er morsomme sociale situationer og megen finurlig, let ironi. Mest forfriskende er filmen hverken dystopisk eller thrillerorienteret. Tom inkarnerer andetheden. Man kunne fortælle den samme historie med etniciteten som tema. Dét er det bedste ved filmen: at den ikke har svar på de spørgsmål, den rejser. Men gode bud på en meningsfuld, midlertidig pagt.

   Ich bin dein Mensch var Tysklands officielle Oscar-kandidat. Filmen blev ganske vist ikke kortlistet, men den er velspillet, vittig og meget seværdig.

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy: The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Alting er forbundet: Cloud Atlas (2012) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 2: QEDA (2017) [Sci-Fi 100]; Danske dystopier 1: Reservat (2019) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; George Clooney: The Midnight Sky (2020) [Oscars 2021] [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]; Philip K. Dick 1928-1982 [Sci-Fi 100]; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

Ich bin dein Mensch (Drømmemanden). Instr.: Maria Schrader. Manus: Maria Schrader, Jan Schomburg. Foto: Benedict Neuenfels. 108 min. Tyskland 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Letterbox Filmproduktion/ Beta Cinema/ Curzon Home Cinema/ Camera Film

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen.dk 10.02.2002; trykt [med rubrikken 'Det syntetiske liv'] i WA Kultur 11.02.2022

Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]

ERINDRINGEN OM JORDEN
Action og fabel blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

ONTOLOGI og erindring er to hovedsager i Oblivion, hvor selve identitetens væsen bliver gransket. Joseph Kosinskis velskabte fremtidsfortælling har været omgærdet med stor hemmelighedsfuldhed. Man beder pressen om ikke at røbe for meget. Der er sandt nok et stærkt ryk midt i historien, et forhold som ændrer hele præmissen, og dét twist skal naturligvis respekteres. Man kan en passant bemærke, at filmen er i slægt med både Zardoz, Blade Runner og Abernes planet.

   Det overrumplende er ikke, at Oblivion udspiller sig på Jorden i 2077, tres år efter en ødelæggende krig. Disse oplysninger lægges frem med det samme. Ej heller at mekanikeren Jack Harper (Tom Cruise) og navigatøren Vika (Andrea Riseborough) er udstationeret i resterne af New York, hvor han reparerer de droner, som fører krigen mod the scavengers (»gribbene«), mens hun koordinerer arbejdet og kommunikerer med hovedkvarteret.

   »Er I et effektivt team?« spørger et kvindeansigt på skærmen hver dag. »Vi er et fandens effektivt team,« svarer Vika med falsk entusiasme, for der er ofte grund til at anfægte rimeligheden i ordrerne fra kommandocentralen.

VIKA og Jack bor i lyse omgivelser på en svævende platform af glas. Hun bevæger sig aldrig ned i landskabet, som han gennemtrawler hver eneste dag. Han lander, sikrer sig, at der ikke er hjelmklædte scavies i nærheden af de havarerede droner, og udbedrer skaden.

   Jack er ikke som Vika. Han vågner hver dag op af en drøm om det gamle New York. Han går på gaden og ser en kvinde, han kender. Han taler henført om den sidste Superbowl, der blev spillet i 2017, og gemmer før-apokalyptisk vraggods i et paradisisk hus ved en sø i en dal, som konflagrationen ikke fik ram på.

SOM Jack fortæller det, vandt man krigen ved at udløse sine kernevåben. Gribbene havde ødelagt Månen, så der ingen tyngdekraft var. Mange naturkatastrofer fulgte. Menneskene måtte flygte til Titan, den største af Saturns 83 måner (som enhver Kurt Vonnegut-læser vil vide). Nu sendes havenergi op til kolonien via kolossale rensningsanlæg, der svæver i luften som klipper på et René Magritte-maleri. Gribbene saboterer dem og gør modstand, men tilhører en døende race.

   Sådan ser sandheden ud officielt. Der er selvsagt mere i historien. Denne tager fart, da Jack bliver fanget af oprørerne, som ledes af Morgan Freeman og har danske Nikolaj Coster-Waldau som løjtnant. Da Jack møder Julia (Olga Kurylenko), kvinden fra sine drømme, må han genoverveje alt, hvad han ved. Mere skal slet ikke røbes.

   

PLOTTET forener »hård« og »blød« science fiction med sans for balancen i blandingsforholdet. Der er megen fysisk spænding, men mere psykologisk konfliktstof at arbejde med. Det er dog poesien i de computerbearbejdede billeder af landskaber i Island og Louisiana, som bærer menneskets længsel. Filmen spørger, hvad et menneske egentlig er. »Erindringen om Jorden er værd at kæmpe for,« siger den uudgrundelige tag-linje. Dét gør Jack Harper med alt, hvad han har i sig.

   Jack finder gamle ting i ruinerne. På obligatorisk vis præsenteres et skrabsammen af kulturelle effekter fra før katastrofen: Thomas Macaulays digtkreds Lays of Ancient Rome, Led Zeppelin-sangen »Ramble On«, Procol Harums »A Whiter Shade of Pale« og Andrew Wyeths maleri af Christina’s World. Cruise bærer hovedrollen med samme energiske upåklagelighed, som han fremstillede John Alderton, den eftersøgte politichef, i Steven Spielberg-udgaven af Philip K. Dicks Minority Report, der er endnu en forløber for Oblivion.

FILMEN er fuld af dystopiske klicheer (herskerne, oprørerne, den sidste mand, konstrueret erindring og relativ sandhed), som dog bliver varieret med flair. Forrykkelsen midtvejs er stor, men den kommer ikke helt ud af det blå. Er Oblivion tankevækkende? Næppe, når det kommer til stykket, for alle motiver er brugt mange gange. Men den er værd at se for de store, mytologiske billeder og for udviklingen i karakteren Jack Harper.

Se også Doug Liman: Edge of Tomorrow (2014) [Sci-Fi 100]; Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Oblivion. Instr.: Joseph Kosinski. Manus: Karl Gajdusek, Michael DeBruyn. Foto: Claudio Miranda. 124 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Relativity Media/ Monolith Pictures/ Chermin Entertainment/ Radical Studios/ CineMaterial/ ScreenMusings

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra UniversaL Studios 20.02.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2013

Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]

TÅRER I REGNEN

Dystopien fortsat efter 35 år 

Af BO GREEN JENSEN

DET er onsdag morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er det en rejse tilbage, der venter.

   Der er gået 30 år i fiktionen. I virkeligheden er det 35 år siden, at Blade Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.

   Oprindelig stolede studiet ikke på publikum. Ridley Scotts genreskabende blanding af science fiction og film noir blev derfor udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet, og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.

   Der har siden været flere udgaver af filmen. Lige nu er Blade Runner – The Final Cut (2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt replikantjægeren selv var en kopi.

BLADE Runner handler især om at tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han døde i 1982, kort før premieren.

   Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«

   Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig været smukkere.

DET er en af de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen sidder to af Sonys mænd med night vision goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.

   Før forestillingen læser distributøren en hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige forhold i plottet.

   Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja, der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.

   Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.

   Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet. Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i 2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har stadig særlig betydning.

  

REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er taget i ed.

   K har det samme forhold til kommissæren (Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som Tyrell havde til Rachael.

   K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet. Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker bekendte.

   Der er noget, som alle leder efter, og som jeg med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.

   Der er kommet en sval, digital kølighed i optikken, men det er stadig future noir. Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science fiction.

Se også Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022].

Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Philip K. Dick 1928-1982; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Se også Efter kærligheden: 2046 | Wong Kar-wai [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7].

Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017

Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]

EFTER KÆRLIGHEDEN

Wong Kar-wai giver hovedværket en halvhjertet fortsættelse

Af BO GREEN JENSEN

MED nyklassikeren In the Mood for Love (2000) skabte stilikonet Wong Kar-wai (f. 1958) for første gang en film, som forankrede hans mange tekniske kvaliteter og som man kunne beundre for andet og mere end æstetikken.

   Rammen var uhyre enkel. I Hongkong 1962 indgik en mand og en kvinde, hr. Chow (Tony Leung Chiu-wai) og fru Su (Maggie Cheung), en stilfærdig alliance, da det gik op for dem, at deres respektive partnere havde en affære. Naturligvis fik de sympati for hinanden, men filmen blev så meget mere anfægtende, fordi varmen og dybden i forholdet aldrig blev beseglet seksuelt. Til slut stod hr. Chow ved Angkor Vat-templet i Cambodia og hviskede sit hjertes hemmelighed ned i et hul i stenen, hvor overleveringen sagde, at den ville blive gemt.

FILMEN var i øvrigt overhældt med Nat King Cole-ballader (»Quizás, Quizás, Quizás«) og smægtende kærlighedsmusik af Michael Galasso. Hver aften passerede manden og kvinden hinanden, når de købte nudler til deres aftensmad. Maggie Cheungs kontur blev da fastholdt og kælet for i slow-motion, mens Tony Leung kæderøg melankolske cigarretter. Lyset var gyldent i mørket, regnen var kraftig og varm. Det var ganske enkelt umuligt at modstå den undertrykte lidenskab i dette asiatiske svar på David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, da. Kort stævnemøde).

   Flere problemer i efterfølgeren opstår simpelt hen, fordi 2046 insisterer på at være en slags fortsættelse. Der er gået tre år, og historien begynder, da hr. Chow tager definitivt afsked med fru Su. Maggie Cheung glider herefter helt ud af billedet. Hun sagde nej til en større rolle i 2046, fordi hun i Frankrig skulle indspille Clean (2004), der blev instrueret af hendes eks-ægtefælle Olivier Assayas.*

NU er årstallet 1966, og efter en tid i Singapore vender hr. Chow tilbage til Hongkong, hvor han flytter ind i værelse 2046 på det ganske let lurvede Hotel Oriental. Han lever af at skrive sladderspalter til dagbladene og har heller ikke mange ambitioner investeret i sine science fiction-romaner, som forsyner filmen med en flot, men dybest set irrelevant konceptuel ramme. I Chows romaner er 2046 både et sted og en tilstand i fremtiden, en virtuel by hvor man kan generobre sin erindring.

   Ingen er nogen sinde vendt hjem fra 2046, men i rammehistorien, som Chow skriver på, mens han lever filmens forhold ud, er en stædig pilgrim på vej tilbage. Transporten foregår i et tog, som passerer gennem kolde zoner. Fysiognomier fra virkeligheden går igen i paralleluniverset, men rollefordelingen er anderledes. Hotelværten er steward. Hans ældste datter, Wang Jiewen (Faye Wong), er den livagtige kærlighedsandroide, som kan opfylde alle en mands behov. For det første er det vigtigt, at man ikke forelsker i sig i en androide. For det andet er det uvist, om androiderne har følelser.

DETTE tema har givet været større i en tidligere fase af filmens tilblivelse. I den færdige dobbeltfortælling bliver 2046-universet ikke brugt til noget særligt. Det leverer blot en fantastisk stilfuld kontrast til scenerne fra det flimrende Hongkong.
   Filmen har mange af den slags uforløste ideer. På skrømt gør Wong også lidt ud af at henvise til politiske uroligheder i 1960ernes Hongkong. I In the Mood for Love var 2046 nummeret på det hotelværelse, hvor de utro ægtefæller mødtes. Her vil hr. Chow have netop det værelse, fordi en ekskæreste begik selvmord dér.

   Endvidere – for nu at sætte trumf på – markerer årstallet 2046 slutningen på den karensperiode, hvor Den Kinesiske Folkerepublik ikke må gennemføre dramatiske strukturændringer i den tidligere britiske kronkoloni, som de overtog pr. 1. juli 1997. Wong føjer flere og flere lag til konstruktionen, men man føler aldrig sammenhængen, og den forbliver, som filmens følelsesmæssige relationer, overvejende et postulat.**

MEST problematisk er hr. Chow, som nok deler navn og træk med karakteren fra In the Mood for Love, men i bund og grund er en anden person. Denne Chow er en olieret sjuft, som næsten sætter en ære i at såre så mange kvinder som muligt så dybt som muligt. På lydsporet fortæller han i tilbageblik om denne tid og disse følelser, ligesom han guider os rundt i det futuristiske parallelunivers, han har skabt. Da giver figuren lidt mere mening, men manden vi ser røber slet ingen dybde. Han skriver for penge, begærer og bedrager, ejer ingen skam i livet og er på alle måder et døgnvæsen uden substans.

   Sit mest alvorlige forhold på hotellet får hr. Chow til den smukke Bai Ling (Zhang Ziyi), der skubber ham fra sig, for så at blive forelsket og endelig helt ødelagt. Langt ud på et sidespor kommer fortællingen, da Chow i Singapore møder spillersken Su Lizhen (Gong Li), som deler navn med og ligner fru Su fra In the Mood for Love. Mest konstruktiv er relationen til hotelværtens datter, som lærer ham at skrive lukrative kung fu-føljetoner og får en central position i 2046-universet.

FILMEN udspiller sig over tre-fire år og gør hver ensom jul en slags status. Der er end ikke antydning af den skjulte dybde og intime glød, som gjorde In the Mood for Love så anfægtende. Af samme grund truer den visuelle ækvilibrisme med at udarte til pyntesyge. Øjet næres og udfordres uafbrudt, men ingen af de halvhjertet overlappende historier føres frem til en ordentlig slutning. Helhedsindtrykket minder mest af alt om en krusedulle i marmor, en gennemført stiløvelse uden egenliv.

   Tidligt i 2046 lader Wong den smukke androide stå og hviske ned i en tragt, der svarer til stenen i In the Mood for Love. Han devaluerer derved den stærke slutning fra den første film og røber en mærkelig mangel på sans for sin egen historie. I 2046 tjener billedet mest til at ægge. Den fuldautomatiske kvinde vrider og smyger sig, mens vi ser hende bagfra, og Chris Doyles kamera kæler for de fetichistiske detaljer. 

   Der er for meget af den slags i filmen. Lagene vil ikke flyde sammen, der er ikke belæg for mystifikationerne. Man kan værdsætte 2046 for de æstetiske kunstgreb – der er mange flotte sekvenser og enkeltbilleder – men man har lettere ved at holde af den, hvis man glemmer alt om forbindelsen til In the Mood for Love.

Se også Stil og substans: In the Mood for Love (2000) [Moderne mestre].

*)  Både Clean og 2046 ankom i sidste øjeblik til Cannes i 2004, fordi der blev klippet helt frem til deadline. Visningen af 2046 blev rykket en dag, fordi Wong stadig finjusterede resultatet. Det var dog for rollen som Emily Wang i Clean, at Maggie Cheung modtog Sølvpalmen for årets bedste kvinderolle.

**) Jeg skrev om filmen i 2005 og står for så vidt ved mine indtryk og min skuffelse. Ved gensynet bliver det dog klart, at filmen i så høj grad havde forventningerne imod sig, at den knapt kunne undgå at forvirre og skuffe. I Hongkong og Kina bliver Days of Being Wild, In the Mood for Love og 2046 betragtet som en historisk og semi-selvbiografisk trilogi, der fortæller Wongs egen historie gennem Tony Leungs karakter, som indgår i alle tre film.

   For hjemmepublikummet er der slet ingen tvivl om, at årstallet gør 2046 til en politisk kommentar. Filmen har fået ny opmærksomhed efter urolighederne i 2018 – hvor Wong fyldte 60 og blev (r)evalueret – og 2019, da demonstranter gik på gaden i stort tal. Det undrer mig, at jeg fandt Faye Wongs karakter irrelevant. Kærlighedsandroiden Jing-wen er klart inspireret af Rachael-skikkelsen i Blade Runner og foregriber flere træk hos Ava-figuren i Alex Garlands Ex Machina. 

2046 – Are you still in the mood for love? (2046). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Pung-Leung Kwan, Yiu-Fai Lai. 129 min. Kina-Tyskland-Frankrig-Hongkong 2004. Dansk premiere: 29.04.2005

Fotos: Jet Tone Production/ Shanghai Film Group/ Orly Films/ Paris Films/ Arte France Cinéma/ZDF/Arte/ Block 2 Pictures/ Sony Pictures/ Camera Film/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplayplay Rent & Buy, YouTube Film

Director Approved 4K restoration fra The Criterion Collection i 2K Blu-ray-bokssættet World of Wong Kar Wai 23.03.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2005