Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]

EN ANELSE UDE I FREMTIDEN
Eneren blandt Michael Bays produktioner

Af BO GREEN JENSEN

EN anelse ude i fremtiden lever menneskene i antiseptiske glastårne, har mærkeligt maskinelle navne og drømmer alle som én om at blive dagens vinder i lotteriet.

   Den heldige udvalgte sendes til »The Island«, en paradisisk oase, hvor man endnu finder solskin, grønne vækster og en frisk luft, som ingen smitte bærer med sig.

   Tilsyneladende har en økologisk katastrofe, et udslip eller en eksplosion, forvandlet Jorden til et dødbringende sted. Jeg skriver »tilsyneladende«, for det bliver hurtigt klart, at der er en virkelighed bag virkeligheden, og noget stikker under i glasbyen.

   Heller ikke lotteriet er, hvad det giver sig ud for. Hvad er det i øvrigt med den anstrengt venlige Dr. Merrick (Sean Bean), som bestyrer stedet, og hvorfor deler alle dybest set den samme erindring om verden før udslippet?

THE Island fungerer bedst – og det er faktisk ganske godt – mens sporene lægges ud i historien. Lincoln Six-Echo (Ewan McGregor), den uforbederlige Spørge-Jørgen, går på opdagelse i den forbudte zone, etablerer fysisk kontakt med Jordan Two-Delta (Scarlett Johansson) og bonder i maskinrummet med den gemytlige McCord (Steve Buscemi), som ikke er spor scifi-agtig.

   Hvis filmen ikke udgjorde en katalog af løsrevne træk og ideer fra andre dystopiske fabler, kunne den være virkelig spændende. Designet er interessant til det sidste. Faste motiver som fælles erindring og kunstig intelligens podes sammen med visuelle ekkoer af realityshows og koncentrationslejrenes gaskamre. Var tanken tænkt til ende, kunne The Island endda være mildt meningsfuld.*

NU forvandler den sig til en flugthistorie om konspiration og kommerciel grådighed. Jagten på Lincoln og Jordan går ind, hvilket afstedkommer en vis generisk spænding, men gør filmen svær at skelne fra andre futuristiske thrillers.

   Logistikken får troværdighedsproblemer, problematikken virker søgt efterhånden. McGregor og Johanssen er dog stærkt fotogene, og helt uinteressant bliver det aldrig. Efter hule effektfilm som Bad Boys (1995), The Rock (1996), Armageddon (1998) og den skrækkeligt prætentiøse Pearl Harbor (2001) viser The Island en menneskelig side af rabalderinstruktøren Michael Bay. Fablen har en god grundidé, og filmen er ikke så dårlig endda.

*) The Island er en af talrige film, som bruger ideen om kloner, der »dyrkes« og »høstes«. Deres indre organer skal bruges i medicinsk øjemed. Den første fortælling, som bruger præmissen, er vist nok The Resurrection of Zachary Wheeler, en diverterende B-film med bl.a. Leslie Nielsen og Angie Dickinson, som Bob Wynn instruerede i 1971.

   Så langt den bedste og mest anfægtende er Mark Romaneks Never Let Me Go (2010), som bygger på nobelpristageren Kazuo Ishiguros roman om kloners smerte fra 2005. Alex Garland bearbejdede bogen kongenialt, og Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield er gribende midt i lav-futurismen.

   På hjemmesiden Moria skriver genreeksperten Richard Shreib, at The Island mere eller mindre kalkerer plottet i Parts: The Clonus Horror (1979), en lavbudgetgyser, jeg ikke har set. Schreib bonusoplyser, at instruktøren Robert Fiveson og forfatterne Ron Smith & Bob Sullivan faktisk stævnede Michael Bay, da de havde set The Island. Sagen kom ikke for retten, da parterne indgik et forlig. Ingen af filmene huskes for alvor. Kun Never Let Me Go overlever.  

The Island. Instr.: Michael Bay. Manus: Alex Kurtzman, Roberto Orci. Foto: Mauro Fiore. 136 min. USA 2005. Dansk premiere: 19.08.2005

Fotos: Dreamworks/ Warner Bros./ Parkes MacDonald Image Nation/ K/O Paper Products/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod som en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 19.08.2005.

Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]

ERINDRINGEN OM JORDEN
Action og fabel blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

ONTOLOGI og erindring er to hovedsager i Oblivion, hvor selve identitetens væsen bliver gransket. Joseph Kosinskis velskabte fremtidsfortælling har været omgærdet med stor hemmelighedsfuldhed. Man beder pressen om ikke at røbe for meget. Der er sandt nok et stærkt ryk midt i historien, et forhold som ændrer hele præmissen, og dét twist skal naturligvis respekteres. Man kan en passant bemærke, at filmen er i slægt med både Zardoz, Blade Runner og Abernes planet.

   Det overrumplende er ikke, at Oblivion udspiller sig på Jorden i 2077, tres år efter en ødelæggende krig. Disse oplysninger lægges frem med det samme. Ej heller at mekanikeren Jack Harper (Tom Cruise) og navigatøren Vika (Andrea Riseborough) er udstationeret i resterne af New York, hvor han reparerer de droner, som fører krigen mod the scavengers (»gribbene«), mens hun koordinerer arbejdet og kommunikerer med hovedkvarteret.

   »Er I et effektivt team?« spørger et kvindeansigt på skærmen hver dag. »Vi er et fandens effektivt team,« svarer Vika med falsk entusiasme, for der er ofte grund til at anfægte rimeligheden i ordrerne fra kommandocentralen.

VIKA og Jack bor i lyse omgivelser på en svævende platform af glas. Hun bevæger sig aldrig ned i landskabet, som han gennemtrawler hver eneste dag. Han lander, sikrer sig, at der ikke er hjelmklædte scavies i nærheden af de havarerede droner, og udbedrer skaden.

   Jack er ikke som Vika. Han vågner hver dag op af en drøm om det gamle New York. Han går på gaden og ser en kvinde, han kender. Han taler henført om den sidste Superbowl, der blev spillet i 2017, og gemmer før-apokalyptisk vraggods i et paradisisk hus ved en sø i en dal, som konflagrationen ikke fik ram på.

SOM Jack fortæller det, vandt man krigen ved at udløse sine kernevåben. Gribbene havde ødelagt Månen, så der ingen tyngdekraft var. Mange naturkatastrofer fulgte. Menneskene måtte flygte til Titan, den største af Saturns 83 måner (som enhver Kurt Vonnegut-læser vil vide). Nu sendes havenergi op til kolonien via kolossale rensningsanlæg, der svæver i luften som klipper på et René Magritte-maleri. Gribbene saboterer dem og gør modstand, men tilhører en døende race.

   Sådan ser sandheden ud officielt. Der er selvsagt mere i historien. Denne tager fart, da Jack bliver fanget af oprørerne, som ledes af Morgan Freeman og har danske Nikolaj Coster-Waldau som løjtnant. Da Jack møder Julia (Olga Kurylenko), kvinden fra sine drømme, må han genoverveje alt, hvad han ved. Mere skal slet ikke røbes.

   

PLOTTET forener »hård« og »blød« science fiction med sans for balancen i blandingsforholdet. Der er megen fysisk spænding, men mere psykologisk konfliktstof at arbejde med. Det er dog poesien i de computerbearbejdede billeder af landskaber i Island og Louisiana, som bærer menneskets længsel. Filmen spørger, hvad et menneske egentlig er. »Erindringen om Jorden er værd at kæmpe for,« siger den uudgrundelige tag-linje. Dét gør Jack Harper med alt, hvad han har i sig.

   Jack finder gamle ting i ruinerne. På obligatorisk vis præsenteres et skrabsammen af kulturelle effekter fra før katastrofen: Thomas Macaulays digtkreds Lays of Ancient Rome, Led Zeppelin-sangen »Ramble On«, Procol Harums »A Whiter Shade of Pale« og Andrew Wyeths maleri af Christina’s World. Cruise bærer hovedrollen med samme energiske upåklagelighed, som han fremstillede John Alderton, den eftersøgte politichef, i Steven Spielberg-udgaven af Philip K. Dicks Minority Report, der er endnu en forløber for Oblivion.

FILMEN er fuld af dystopiske klicheer (herskerne, oprørerne, den sidste mand, konstrueret erindring og relativ sandhed), som dog bliver varieret med flair. Forrykkelsen midtvejs er stor, men den kommer ikke helt ud af det blå. Er Oblivion tankevækkende? Næppe, når det kommer til stykket, for alle motiver er brugt mange gange. Men den er værd at se for de store, mytologiske billeder og for udviklingen i karakteren Jack Harper.

Se også Doug Liman: Edge of Tomorrow (2014) [Sci-Fi 100]; Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Oblivion. Instr.: Joseph Kosinski. Manus: Karl Gajdusek, Michael DeBruyn. Foto: Claudio Miranda. 124 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Relativity Media/ Monolith Pictures/ Chermin Entertainment/ Radical Studios/ CineMaterial/ ScreenMusings

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra UniversaL Studios 20.02.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2013