Erik Poppe: A Thousand Times Good Night (2013)

STILHEDEN INDE I STØJEN

For at tage de nødvendige billeder

Af BO GREEN JENSEN

KAN historiens vidner føle for meget? Har iagttageren nogen sinde set nok, og er selvopofrende idealisme somme tider blot et synonym for egoisme? Disse etiske spørgsmål er emnet for Tusen ganger god natt, der i lange stræk kan ligne et fiktivt særnummer af Presselogen på TV2 News.

   Mange krigskorrespondenter forsvinder over tid i deres gerning. Det er i hurtigt tempo ved at ske for stjernefotografen Rebecca (Juliette Binoche). Der findes måske en optimal balance mellem journalistisk engagement og nødvendig selvopholdelsesdrift, men hvis der gør, har hun aldrig lært at respektere den.

   Rebecca besøger verdens brændpunkter og sætter alle personlige hensyn til side for at registrere, dokumentere og rapportere, i princippet så objektivt og sandfærdigt, at den globale offentlighed måske siger fra. Hun foragter politisk vægelsind og betragter sin profession som et kald. Hendes erklærede mål er at ændre det bestående svineri.

FOTOGRAFENS familie værdsætter det hele, men ægtemanden Marcus (Nikolaj Coster-Waldau) og døtrene Lisa og Steph er bange, hver gang kvinden i huset igen tager afsted. Især den 13-årige Steph (Lauren Canny) er begyndt at tvivle på sin mor. Rebecca må knuse en tåre, da hun finder Stephs scrapbog med udklip og fødselsdagskort, som beklager, at Mor igen var i felten.

   Familien bor i øvrigt landligt-malerisk et sted på Irlands østkyst. Marcus er en god, dedikeret skolelærer, som praktiserer lokal miljøaktivisme. Han har taget hele slæbet med at samle og passe familien. Han er imidlertid ved at have nok, da Rebecca kun med nød og næppe overlever et attentat i Kabul. »Dit snavsetøj lugter af død,« råber han.   

HER er den anden side af norske Erik Poppes ganske smukke og præcise film om omkostningerne ved at brænde for menneskets sag. Mens familiescenerne fra Irland er tilbøjelige til at dyrke det trygge og konforme, er der også æstetisk mere på spil i de afsnit, hvor Rebecca praktiserer sit håndværk.

   I Irland er hun dybest set en tilskuer til hverdagen. Hun er altid hjemme for at komme sig og samle kræfter. I Afghanistan og DR Congo bliver hun på ingen tid opslugt, kompetent og fokuseret. Erik Poppe og fotografen John Christian Rosenlund gør effektiv brug af Juliette Binoches rene, rolige træk.

   Overhovedet er billedsiden, snarere end den pædagogiske dialog, det store aktiv i filmen. Prologen skildrer som i en drøm, hvordan Rebecca har lejlighed til at følge afghanske kvinders forberedelse til et selvmordsattentat. Der er sat klare, betagende billeder på hendes nærdødsoplevelse, og tilskueren bliver lige så effektivt ramt af stilheden inde i støjen, da hun ligger på jorden og betragter det forrevne kaos.

DA Rebecca beslutter at gå på pension, giver Marcus forholdet endnu en chance. Ægtefællerne genopdager hinanden og går stemningsfulde ture langs stranden. Disse kønne scener er meget banale, og man er ikke overvældet af lidenskaben mellem Binoche og Coster-Waldau, som ellers begge hver for sig gør det godt.

   Rebecca prøver at falde til ro i nærmiljøet, hvor Marcus er lidt af en stjerne. Hovedkonflikten har dog at gøre med forholdet mellem mor og datter. Det er Steph selv, som foreslår sin mor, at de sammen besøger en flygtningelejr. Da partisaner angriber, vælger Rebecca at blive på stedet og tage de nødvendige billeder. Datteren føler sig svigtet og skubbet til side, men må samtidig beundre sin mors passion for noget større. Hun begynder også selv at fotografere på turen.

   

HJEMME igen må Rebecca forholde sig til, hvad hun har gjort. Der er bitter konsekvens i Coster-Waldau-karakterens reaktion, men Poppes film stikker halen mellem benene ved at vise en udsoningscene fra den store temaaften på skolen, hvor Steph kan rejse sig og tale om sin fantastiske mor.

   Til slut er Rebecca tilbage i Kabul, hvor de kvindelige martyrer gør en pige på Stephs alder klar til at bære mavebæltet med sprængstoffer. Det er hér, at Rebecca endelig knæler og synes at have mere end nok.

DER findes mange film om pressefolks feltarbejde. Som regel bliver konflikten i krigen, men også Rebeccas dilemma er skildret nogle gange, bl.a. i Jordan og Ridley Scotts fine bidrag til antologifilmen All the Invisible Children (2005), hvor krigsfotografen Jonathan er hjemme på orlov og føler sig fremmed i det mørke daggry ved huset.

   Erik Poppe instruerede den elegante Hawaii, Oslo (2004) og har selv en fortid som reporter for Reuter. Det er den tredje film, som han skaber sammen med forfatteren Harald Rosenløw-Eeg, og man fornemmer fortroligheden. Filmens finansiering er svensk, lokaliteterne irske, skuespillerne franske og danske. Alle taler sammen på engelsk. Tusen ganger god natt er delikat euro-pudding.

Se også Erik Poppe: Utøya 22. juli (2018) [Ti år efter utænkeligheden 1]; Erik Poppe: Kongens valg (2016) [Danmark & Norges Besættelse 80 år]; Rekonstruktion Utøya (2018) [Ti år efter utænkeligheden 2]; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

A Thousand Times Good Night (Tusen ganger god natt). Instr.: Erik Poppe. Manus: Harald Rosenløw-Eeg, Erik Poppe. Foto: John Christian Rosenlund. 117 min. Irland-Sverige-Norge 2013. Dansk premiere: 01.05.2014.

Fotos: Paradox Rettigheter AS/ Newgrange Pictures/ Film i Väst/ Zentropa International Sweden/ Trust Film Sales 2/ Filmbazar.dk/ Rotten Tomatoes/ Arrow Films (YouTube Trailer)

Filmen streames på FILMSTRIBEN og HBO Max

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.05.2014

Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]

ERINDRINGEN OM JORDEN
Action og fabel blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

ONTOLOGI og erindring er to hovedsager i Oblivion, hvor selve identitetens væsen bliver gransket. Joseph Kosinskis velskabte fremtidsfortælling har været omgærdet med stor hemmelighedsfuldhed. Man beder pressen om ikke at røbe for meget. Der er sandt nok et stærkt ryk midt i historien, et forhold som ændrer hele præmissen, og dét twist skal naturligvis respekteres. Man kan en passant bemærke, at filmen er i slægt med både Zardoz, Blade Runner og Abernes planet.

   Det overrumplende er ikke, at Oblivion udspiller sig på Jorden i 2077, tres år efter en ødelæggende krig. Disse oplysninger lægges frem med det samme. Ej heller at mekanikeren Jack Harper (Tom Cruise) og navigatøren Vika (Andrea Riseborough) er udstationeret i resterne af New York, hvor han reparerer de droner, som fører krigen mod the scavengers (»gribbene«), mens hun koordinerer arbejdet og kommunikerer med hovedkvarteret.

   »Er I et effektivt team?« spørger et kvindeansigt på skærmen hver dag. »Vi er et fandens effektivt team,« svarer Vika med falsk entusiasme, for der er ofte grund til at anfægte rimeligheden i ordrerne fra kommandocentralen.

VIKA og Jack bor i lyse omgivelser på en svævende platform af glas. Hun bevæger sig aldrig ned i landskabet, som han gennemtrawler hver eneste dag. Han lander, sikrer sig, at der ikke er hjelmklædte scavies i nærheden af de havarerede droner, og udbedrer skaden.

   Jack er ikke som Vika. Han vågner hver dag op af en drøm om det gamle New York. Han går på gaden og ser en kvinde, han kender. Han taler henført om den sidste Superbowl, der blev spillet i 2017, og gemmer før-apokalyptisk vraggods i et paradisisk hus ved en sø i en dal, som konflagrationen ikke fik ram på.

SOM Jack fortæller det, vandt man krigen ved at udløse sine kernevåben. Gribbene havde ødelagt Månen, så der ingen tyngdekraft var. Mange naturkatastrofer fulgte. Menneskene måtte flygte til Titan, den største af Saturns 83 måner (som enhver Kurt Vonnegut-læser vil vide). Nu sendes havenergi op til kolonien via kolossale rensningsanlæg, der svæver i luften som klipper på et René Magritte-maleri. Gribbene saboterer dem og gør modstand, men tilhører en døende race.

   Sådan ser sandheden ud officielt. Der er selvsagt mere i historien. Denne tager fart, da Jack bliver fanget af oprørerne, som ledes af Morgan Freeman og har danske Nikolaj Coster-Waldau som løjtnant. Da Jack møder Julia (Olga Kurylenko), kvinden fra sine drømme, må han genoverveje alt, hvad han ved. Mere skal slet ikke røbes.

   

PLOTTET forener »hård« og »blød« science fiction med sans for balancen i blandingsforholdet. Der er megen fysisk spænding, men mere psykologisk konfliktstof at arbejde med. Det er dog poesien i de computerbearbejdede billeder af landskaber i Island og Louisiana, som bærer menneskets længsel. Filmen spørger, hvad et menneske egentlig er. »Erindringen om Jorden er værd at kæmpe for,« siger den uudgrundelige tag-linje. Dét gør Jack Harper med alt, hvad han har i sig.

   Jack finder gamle ting i ruinerne. På obligatorisk vis præsenteres et skrabsammen af kulturelle effekter fra før katastrofen: Thomas Macaulays digtkreds Lays of Ancient Rome, Led Zeppelin-sangen »Ramble On«, Procol Harums »A Whiter Shade of Pale« og Andrew Wyeths maleri af Christina’s World. Cruise bærer hovedrollen med samme energiske upåklagelighed, som han fremstillede John Alderton, den eftersøgte politichef, i Steven Spielberg-udgaven af Philip K. Dicks Minority Report, der er endnu en forløber for Oblivion.

FILMEN er fuld af dystopiske klicheer (herskerne, oprørerne, den sidste mand, konstrueret erindring og relativ sandhed), som dog bliver varieret med flair. Forrykkelsen midtvejs er stor, men den kommer ikke helt ud af det blå. Er Oblivion tankevækkende? Næppe, når det kommer til stykket, for alle motiver er brugt mange gange. Men den er værd at se for de store, mytologiske billeder og for udviklingen i karakteren Jack Harper.

Se også Doug Liman: Edge of Tomorrow (2014) [Sci-Fi 100]; Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Oblivion. Instr.: Joseph Kosinski. Manus: Karl Gajdusek, Michael DeBruyn. Foto: Claudio Miranda. 124 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Relativity Media/ Monolith Pictures/ Chermin Entertainment/ Radical Studios/ CineMaterial/ ScreenMusings

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 PLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra UniversaL Studios 20.02.2017 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2013