Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]

ÅNDEN I MASKINEN

Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 

   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.

   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.

   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*

DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.

   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.

   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.

   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.

   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**

SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.

   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.

FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).

   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.

   

Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 

*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.

Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011)

 

STJERNEKLART OG DYREBART
Cameron Crowe i den umådelige mainstream

Af BO GREEN JENSEN

EN enkemand med en mut teenagesøn og en kær lille datter bliver træt af sympati og skånejobs. Han køber en tilgroet landejendom, opdager at der hører eksotiske dyr til og beslutter trods alt at slå til.

   Det skete i virkeligheden for Benjamin Mee, en britisk journalist, som købte Dartmoor Wildlife Park i Devon. Efter to års hårdt arbejde og mange strabadser blev den skrantende safaripark genåbnet som Dartmoor Zoological Park.

   Imens blev familien atter et hold. Mee beskrev processen i klummer, der blev trykt i The Guardian. De er samlet i bogen We Bought a Zoo: The Amazing True Story of a Broken-Down Zoo, and the 200 Animals that Changed a Family Forever (2008).

FILMUDGAVEN har flyttet fortællingen til Californien, hvor Benjamin og børnene genrejser Rosemoor Animal Park. Projektet saboteres af talløse regler, en nidkær inspektør og en excentrisk stab under ledelse af dyrepasseren Kelly Foster. Bymus bliver til landmus, og den forpinte far må lære at give slip på fortiden, før han for alvor kan være i nuet. Benjamin Mee spilles energisk og troværdigt af Matt Damon, mens Scarlett Johansson er den sympatiske Kelly. Dyrene er ægte og har alle karakter.*

ROCKSKRIBENTEN Cameron Crowe skabte sit magnum opus med den selvbiografiske Almost Famous (2000). Skønt instruktørens største tilløbsstykker er Jerry Maguire (1996) og eksistensgyseren Vanilla Sky (2001), begge med Tom Cruise i hovedrollen, er Crowe egentlig bedst, når han i mindre målestok kan blande sin musikalske baggrund med skøre og skæve familiemotiver.

   Crowes forbillede er Billy Wilder, som han har skrevet en udmærket bog om, men det er feel good-genren, som har hans hjerte, uden Wilders syrlige side. Crowe vil frem for alt bevæge, ramme sit publikum bredt og hylde de ting, som vi har til fælles. Her bliver mainstream næsten en filosofi. We Bought a Zoo var Crowes første spillefilm efter Elizabethtown (2005), hvor en fortabt søn fandt hjem ad mange omveje. Det samme sker for en far i We Bought a Zoo.

DET er anekdotisk stof i bedste fald, og der er lidt for mange nuttede nærbilleder af den 9-årige Maggie Elizabeth Jones. På lydsporet pynter bl.a. Tom Petty (»Don't Come Around Here No More«), Bob Dylan (»Buckets of Rain«) og Wilco (»Airline to Heaven«). Patrick Fugit, som var Crowes alter ego i Almost Famous, er blandt Kellys assistenter. Colin Ford spiller Benjamins teenagesøn. Som hans kæreste ses den unge Elle Fanning. 

   Islandske Jónsi [Jon Thor Birgisson] har skrevet et stemningsfuldt score, men for en gangs skyld tangerer musikken en gimmick – Benjamins første nærkontakt med Kelly bliver fejret med afspilningen af Neil Youngs »Cinnamon Girl« i fuld længde.

   Det drejer sig dog om en fabel til hjertet, og Crowe kan fortælle disse historier, fordi han gør det uden gustent overlæg. Det er ikke Almost Famous, men fans vil sætte pris på filmen. 

 

  

CROWE fortsatte mainstream-arbejdet i Aloha (2015), som var den første af hans fiktionsfilm, der ikke fik dansk biografpremiere. En militærmand vender tilbage til basen på Hawaii, genser sin gymnasiekæreste (som nu har mand og to børn) og falder for en neurotisk kollega.

   Der er plads til både smil og tårer, og anretningen smages til med musik af Jónsi og Alex Somers. Heldigvis høres også »Factory Girl« med The Rolling Stones og »I Can See for Miles« med The Who. Rollerne er fordelt på Bradley Cooper, Emma Stone og Rachel McAdams. Facit er som i Elizabethtown.

   Hvis Crowe har skuffet i fiktionsgenren, er der til gengæld både vægt og hjerte i to spillefilmslange dokumentarer: Pearl Jam Twenty og The Union, begge fra 2011. Crowe brugte 10erne på at skrive og producere tv-serien Roadies (2016), som han var showrunner på i en enkelt sæson. En sceneversion af Almost Famous er enten på vej eller har lige været. 

   Crowe kom fra musikken og synes tilfreds med at vende tilbage. Det er dér, at hans arbejde finder næring og fokus. Som instruktør er han næsten forsvundet. De otte film er en blandet landhandel, men Almost Famous går aldrig i glemmebogen, og Vanilla Sky bliver stående længe endnu.

Se også Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996); Cameron Crowe: Almost Famous (2000); Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001).

*) Bogen udkom i UK på HarperCollins Entertainment; i USA er den udgivet af Weinstein Books. Flere detaljer endnu er justeret. I filmen køber Benjamin dyreparken for at komme videre efter sin hustrus død. Han er sig sorgarbejdet bevidst. I virkeligheden levede Katherine Mee, da familien flyttede hjem til England efter en tid som bosættere i Languedoc. Hun fik fjernet en hjernesvulst, mens de boede i Frankrig. De var langt i arbejdet med den zoologiske have, da canceren kom tilbage. Kathrine Mee blev kun 40 år. Arbejdet med at få parken på fode var beskrevet i fire BBC2-programmer (Ben's Zoo), da Cameron Crowe blev tilknyttet projektet. Mee og hans familie medvirker i små roller. DZP lever i bedste velgående. Dartmoor Zoological Society overtog driften i 2014, men Mee bor stadig i huset med sin mor, sin bror og den øvrige familie. Han stiller gerne op til foredrag. Se mere på hjemmesiden dartmoorzoo.org.uk. 

We Bought a Zoo (En ny start). Instr.: Cameron Crowe. Manus: Aline Brosh McKenna, Cameron Crowe. Foto: Rodrigo Prieto. 124 min. USA 2011. Dansk premiere: 14.06.2012.

Fotos: Twentieth Century Fox/ Vinyl Films/ LBI Entertainment/ Dune Entertainment/ Acquire Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Benjaminmee.com

We Bought a Zoo streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Sverige) 14.11.2012 

Aloha streames på Apple TV, Blockbuster, TV2 PLAY, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 25.08.2015 

Anmeldelsen trykt første gang som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.06.2012

Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]

EN ANELSE UDE I FREMTIDEN
Eneren blandt Michael Bays produktioner

Af BO GREEN JENSEN

EN anelse ude i fremtiden lever menneskene i antiseptiske glastårne, har mærkeligt maskinelle navne og drømmer alle som én om at blive dagens vinder i lotteriet.

   Den heldige udvalgte sendes til »The Island«, en paradisisk oase, hvor man endnu finder solskin, grønne vækster og en frisk luft, som ingen smitte bærer med sig.

   Tilsyneladende har en økologisk katastrofe, et udslip eller en eksplosion, forvandlet Jorden til et dødbringende sted. Jeg skriver »tilsyneladende«, for det bliver hurtigt klart, at der er en virkelighed bag virkeligheden, og noget stikker under i glasbyen.

   Heller ikke lotteriet er, hvad det giver sig ud for. Hvad er det i øvrigt med den anstrengt venlige Dr. Merrick (Sean Bean), som bestyrer stedet, og hvorfor deler alle dybest set den samme erindring om verden før udslippet?

THE Island fungerer bedst – og det er faktisk ganske godt – mens sporene lægges ud i historien. Lincoln Six-Echo (Ewan McGregor), den uforbederlige Spørge-Jørgen, går på opdagelse i den forbudte zone, etablerer fysisk kontakt med Jordan Two-Delta (Scarlett Johansson) og bonder i maskinrummet med den gemytlige McCord (Steve Buscemi), som ikke er spor scifi-agtig.

   Hvis filmen ikke udgjorde en katalog af løsrevne træk og ideer fra andre dystopiske fabler, kunne den være virkelig spændende. Designet er interessant til det sidste. Faste motiver som fælles erindring og kunstig intelligens podes sammen med visuelle ekkoer af realityshows og koncentrationslejrenes gaskamre. Var tanken tænkt til ende, kunne The Island endda være mildt meningsfuld.*

NU forvandler den sig til en flugthistorie om konspiration og kommerciel grådighed. Jagten på Lincoln og Jordan går ind, hvilket afstedkommer en vis generisk spænding, men gør filmen svær at skelne fra andre futuristiske thrillers.

   Logistikken får troværdighedsproblemer, problematikken virker søgt efterhånden. McGregor og Johanssen er dog stærkt fotogene, og helt uinteressant bliver det aldrig. Efter hule effektfilm som Bad Boys (1995), The Rock (1996), Armageddon (1998) og den skrækkeligt prætentiøse Pearl Harbor (2001) viser The Island en menneskelig side af rabalderinstruktøren Michael Bay. Fablen har en god grundidé, og filmen er ikke så dårlig endda.

*) The Island er en af talrige film, som bruger ideen om kloner, der »dyrkes« og »høstes«. Deres indre organer skal bruges i medicinsk øjemed. Den første fortælling, som bruger præmissen, er vist nok The Resurrection of Zachary Wheeler, en diverterende B-film med bl.a. Leslie Nielsen og Angie Dickinson, som Bob Wynn instruerede i 1971.

   Så langt den bedste og mest anfægtende er Mark Romaneks Never Let Me Go (2010), som bygger på nobelpristageren Kazuo Ishiguros roman om kloners smerte fra 2005. Alex Garland bearbejdede bogen kongenialt, og Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield er gribende midt i lav-futurismen.

   På hjemmesiden Moria skriver genreeksperten Richard Shreib, at The Island mere eller mindre kalkerer plottet i Parts: The Clonus Horror (1979), en lavbudgetgyser, jeg ikke har set. Schreib bonusoplyser, at instruktøren Robert Fiveson og forfatterne Ron Smith & Bob Sullivan faktisk stævnede Michael Bay, da de havde set The Island. Sagen kom ikke for retten, da parterne indgik et forlig. Ingen af filmene huskes for alvor. Kun Never Let Me Go overlever.  

The Island. Instr.: Michael Bay. Manus: Alex Kurtzman, Roberto Orci. Foto: Mauro Fiore. 136 min. USA 2005. Dansk premiere: 19.08.2005

Fotos: Dreamworks/ Warner Bros./ Parkes MacDonald Image Nation/ K/O Paper Products/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod som en Filmrevy i Weekendavisen Kultur 19.08.2005.

Joel & Ethan Coen: The Man Who Wasn't There (2001) [Noir 100]

BARBERENS HISTORIE
Coen-brødrenes hommage til film noir

Af BO GREEN JENSEN

BRØDRENE Coens kærlighed til store genrefilm fra de klassiske amerikanske årtier, dvs. 1930erne og 40erne, har altid været markant. De har deres særlige vinkel på stoffet, men leverer af og til rene stiløvelser.

   The Hudsucker Proxy (1994, da. Det store spring) var mere kunstfærdig end original i sin dekonstruktion af den klassiske Capra-komedie om livsindhold og social moral. Debutfilmen Blood Simple (1984), hovedværket Barton Fink (1991) og genistregen O Brother, Where Art Thou? (2000) var til gengæld reelle nyskabelser.

   Faktisk må brødrenes finest afstemte hyldest til genrelandskabet være gangsterdramaet Miller’s Crossing (1990). Her lykkedes det for en gangs skyld at minimere ironien, som både er et adelsmærke og en akilleshæl for den hypersofistikerede duo. Gabriel Byrnes bløde hat, som ligger tilbage i det fejende løv på en skovbund, mens lydsporet kører den irske ballade om »Danny Boy« i en autentisk 1920er-indspilning, udgør en kulmination for brødrenes stilbevidsthed og et af 90ernes smukkeste filmøjeblikke.

I The Man Who Wasn’t There er vi tættere på den rene pastiche. Det er 40ernes film noir, som det gælder, og sammen med husfotografen Roger Deakins bestræber Joel Coen sig på at genskabe den karakteristiske stemning fra misantropiske kronstykker som Tay Garnetts The Postman Always Twice (1946, da. Postbudet ringer altid to gange), Billy Wilders Double Indemnity (1944, da. Kvinden uden samvittighed) og Edgar C. Ulmers Detour (1945). De fleste informationer gives i tilbageskuende form af barberen, som taler over scenerne og guider os gennem sin skæbne. Flere af de frapperende tableauer vil sælge deres sjæl for en effektiv skyggevirkning. Det er meget flot og effektivt gjort, men af og til også selvsmagende.

VI er i Santa Rosa, en søvnig californisk by med stolte Hitchcock-aner. Det er byen fra Shadow of a Doubt/ I tvivlens skygge, men brødrenes plot og filmens hele stemning trækker snarere på Farligt møde, mesterens udgave af Patricia Highsmiths Strangers on a Train.

   Barberen Ed Crane (Billy Bob Thornton som sej kæderyger i Bogart-traditionen) står for det meste og holder sin mund under arbejdet, mens makkeren sludrer med kunderne. Coen-brødrene fik ideen, da de så en antik plakat med gangbare 1940er-frisurer. Filmen får da også meget ud af demonstrere sortimentet i mesterlige montagesekvenser.

   Ed siger ikke meget, viser ingen følelser, er en tilsyneladende fuldkommen passiv og vegeterende person, der hviler flere meter for dybt i sig selv. Det ville kæresten Doris mene, hvis man spurgte hende, så hun bedrager Ed med chefen Big Dave (James Gandolfini). Indvendig er Ed ikke helt så uanfægtet, som han foregiver. En homoseksuel handelsrejsende (Joe Polito) tilbyder Ed at investere i kemisk tøjrens. Ed rejser kapitalen ved at presse penge af sin hustrus elsker.

DEN slags hævner sig i noir-universet, og snart går tingene skævt efter planen. Ed må dræbe i selvforsvar, Doris må fængsles for noget hun ikke har gjort. Ed knytter sig ærbart til en teenagepige (Scarlett Johansson), der imidlertid er mindre uskyldig, end de hvide ankelsokker signalerer. Barberen forklarer tålmodigt det hele, mens scenerne breder intrigen ud.

   Coen-brødrene kalder filmen en hyldest til James M. Cains univers, og de fatalistiske flashbacks rammer tonen perfekt. Især kvindeskikkelserne udstråler samme lade, fordærvede glød som i Postbudet ringer altid to gange, Serenade, Sommerfugl og Dobbelt dækning. I sidstnævnte stærkt misantropiske tekst sagde Cain ligefrem: Kvinden er et farligt dyr.

IMIDLERTID bliver man aldrig trukket helt ind i filmens figurer. Man føler sig snarere som en slags biperson, den tilskuer til tilværelsen, som Ed begribeligvis er træt af at være. Frances McDormand giver et pragtfuldt bud på den selviske kvinde, som barberen er gift med, og alle typerne ligner til fuldkommenhed deres respektive forbilleder. Netop derfor lykkes det aldrig filmen at sætte sig ud over pastichen. Man fanger også lidt for tidligt, hvor Ed Crane taler fra og hvem han henvender sig til.

MEST konstruktiv spænding har filmen derfor i glimt, som sætter sig ud over genren og stilen. Big Daves hysteriske hustru (Katherine Borowitz) tror på rumvæsener og forbyttede kroppe. En hjulkapsel spinner så stofligt, at vi ser en flyvende tallerken, da ulykken endelig straffer Eds hybris, den grundlæggende formastelighed, som han trods alt ikke kan tale sig fra. En prosaisk drøm af en efterdødsoplevelse er genuint mærkværdig. I den sidste ende kunne filmen have været lidt mere end en udsøgt kunstgenstand.

DE sort-hvide billeder er formentlig skabt ved at trække farverne ud digitalt. I hvert fald står konturerne ikke mejslet med helt samme klarhed, som tilfældet var i de gamle film fra perioden. Der er mange detaljer at beundre, men det kniber med den samlede struktur. Man skal se denne film, hvis man nogen sinde har holdt af film noir og brødrene Coen.

Se også Joel & Ethan Coen: O Brother, Where Art Thou? (2000); Joel & Ethan Coen: Burn After Reading (2008); To versioner: True Grit (1969/2010) | Westerns 100; Joel & Ethan Coen: Inside Llewyn Davis (2013); Joel Coen: The Tragedy of Macbeth (2021) [Oscars 2022]. 

The Man Who Wasn’t There. Instr.: Joel Cohen. Manus: Joel & Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. 116 min. USA 2001. Dansk premiere: 05.04.2002.

Fotos: Good Machine/ Working Title/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i UK, Tyskland og Frankrig på Apple TV, Amazon Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Universal Studios 08.09.2015

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 05.04.2002

Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100]

EN STUDIE I BESÆTTELSE

James Ellroys mørke steder

Af BO GREEN JENSEN

HENDES rigtige navn var Elizabeth Short, og hun var kun 24 år, da hun døde. Aviserne brugte store typer og kaldte kvinden »The Black Dahlia«, fordi hun levede let, døde i Hollywood og tog sin tøjstil fra Veronica Lakes figur i The Blue Dahlia (1946), George Marshalls film efter et (originalt) manuskript af Raymond Chandler, som året før havde været lidt af et hit. Den Sorte Georgines død var således pulp fiction og film noir fra begyndelsen.

   Elizabeth Shorts liv var ordinært. Hun medvirkede i en erotisk privatfilm og prøvede at få rigtige roller, men uden held og måske også uden talent. Det var måden, hun døde på, som var særlig. Det nøgne lig var skåret midt over. Det lå på en parkeringsplads, tømt for blod og grotesk skamferet. Et grin var skåret fra øre til øre. Der findes detaljerede fotos i politiets arkiv. Fordi mordet aldrig blev opklaret, fordi det var så brutalt, og fordi Den Sorte Dahlia kropsliggjorde hele undersiden af filmbyen, dens hedeste drømme og mest unævnelige længsler, fik sagen mytologisk status i skandalekulturen.

FOR forfatteren James Ellroy (f. 1948) blev mordet i særlig grad en besættelse. Ellroy var kun ti år gammel, da hans mor, en fraskilt sygeplejerske, blev voldtaget og myrdet på en parkeringsplads i Los Angeles. Heller ikke denne sag blev opklaret, og Ellroy har ofte – bl.a. i bogen My Dark Places (1996, da. Mine mørke steder) – fortalt levende om, hvordan Elizabeth Short og Geneva »Jean« Ellroy for drengen blev en pornografisk besættelse, som manden aldrig er sluppet fri af og skylder graden af besættelse i sit forfatterskab. Ellroy fik sit gennembrud med romanen The Black Dahlia (1987, da. Sorte Dahlia), en hyperhårdkogt og superslibrig fantasi over sagen, der dannede skole i 90ernes amerikanske krimifiktion.*

   Ti år efter Curtis Hansons filmatisering af L.A. Confidential (1997) forsøger Brian De Palma at dreje endnu en stilskabende film efter Ellroy. Det lykkes udmærket et stykke af vejen. Josh Hartnett og Aaron Eckhart er troværdige nok som kriminalbetjentene Bucky Bleichert og Lee Blanchard, der bliver besatte af sagen, og Scarlett Johansson er spektakulær som kvinden, der elsker dem begge. Hilary Swank er den dekadente Madeleine Linscott, som overtager Black Dahlia-personaet. I indklip ses Mia Kirshner som Short på sort-hvide filmstumper. De Palmas berygtede misogyni kan bevidnes, når man hører ham nedgøre den grædende wannabe.

DET bedste ved filmen er tidsbilledet. Der åbnes med en rekonstruktion af Zoot Suit-optøjerne i Los Angeles 1946, og det er en væsentlig pointe, at den myldrende gade er genskabt i studiet. Langt senere kommer Shorts lig til syne i kanten af billedet, da kameraet foretager en svimlende panorering hen over Hollywoods hustage. Tonen hos De Palma ligger tættere på brutaliteten og besættelsen hos Ellroy, end det var tilfældet i Hansons elegante pastiche.

ALLIGEVEL lykkes det aldrig for alvor filmen at overbevise. Der er enorme huller og forenklinger, nærmest skitseprægede passager, i Ellroys historie. Det fungerer som et stilgreb i bogen, men i filmen bliver det et problem. Især slutningen falder helt fra hinanden og reducerer den sidste time af filmen til en ærlig talt trættende variation over Raymond Chandlers The Big Sleep (1946) ifølge Howard Hawks og William Faulkner. Det er flot, og det flytter sig lifligt, på én gang kulsort og superkulørt, men man føler ikke den indre nødvendighed, vreden ved afmagt og desperationen, som hos Ellroy formelig brænder hver side.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: Redacted (2007).

*) Sorte Dahlia er dedikeret »Til Geneva Hilliker Ellroy 1915-1958. Mor: Med niogtyve års forsinkelse/ denne afskedshilsen skrevet med blod.« Epigrafen er fra digteren Anne Sexton (1928-1974): »Nu lægger jeg dig væk, min drukkenbolt, min sejlerven,/ Den første, som jeg misted; så kan jeg siden se på dig og elske dig igen.«

  Anne Sexton fik udgivet syv samlinger, mens hun levede, fra To Bedlam and Part Way Back (1960) til The Death Notebooks (1974). Hun havde netop afleveret manuskriptet til den formidable samling The Awful Rowing Toward God (1975), da hun tog sit liv. Ellroy citerer titeldigtet fra All My Pretty Ones (1962): »Now I fold you down, my drunkard, my navigator,/ My first lost keeper, to love and look at later.« Den skrivende bladrer i sin døde fars gulnede scrapbog og forholder sig til hans karakter. Hun ender med at tilgive ham for alle fejl og mangler.

   Anne Sexton gik sammen med Sylvia Plath i Robert Lowells skriveklasse på Boston University. En tid lang var de veninder. På ironisk vis kan digtet ses som en diametral modsætning til Plaths »Daddy«/»Farmand« i Ariel-digtene. Sexton er, ikke ganske retfærdigt, kommet til at stå i skyggen af Plath. Houghton Mifflin udgav The Compete Poems i 1981. Det er en forbløffende bog på 600 sider, som The Yale Co-Op heldigvis havde sat frem, da jeg havde min gang i butikken.

**) The Black Dahlia var første bind i sekvensen, som senere fik fællestitlen The L.A. Quartet. Los Angeles-kvartetten fortsatte i The Big Nowhere (1988, da. Ingenmandsland), blev næsten mainstream i L.A. Confidential (1990, da. De faldne engles by) og kulminerede i den frenetiske White Jazz (1992, da. Hvid jazz). Perspektivet forstørres, og alting vokser eksponentielt i Underworld USA-trilogien, der begynder med American Tabloid i 1995 og fortsætter i The Cold Six Thousand (2001, da. Et amerikansk dødstrip) og Blood's a Rover (2009, da. Den røde gudinde). I 2021 fylder Ellroy 73. Han er to bøger inde i endnu en L.A. Quartet. Perfidia (2014) og This Storm (2019) er ikke oversat til dansk.

   Curtis Hansons filmatisering af L.A. Confidential var et stort, øjeblikkeligt hit i 1997, hvor den blev vist på Cannes Festivalen. Jeg talte med James Ellroy i en time og havde kun forberedt to spørgsmål, fordi jeg ikke vidste, at interviewet var one-on-one. »Hey man, how's it hanging?«, sagde han, da jeg satte mig. Vi talte mest om Mine mørke steder, som netop var kommet på dansk. Helvedeshunden var venlig. Jeg husker det som en udmærket snak. Den er trykt, sammen med en længere udredning om L.A. Confidential og resten af kvartetten, i Det første landskab - Myter, helte og kunsteventyr (1999). 

The Black Dahlia. Instr.: Brian De Palma. Manus: Josh Friedman. Foto: Vilmos Zsigmond. 121 min. Tyskland-USA 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Film[+]grab/ ScreenMusings/ FT

Filmen streames på SF Anytime og FILMSTRIBEN

Weekendavisen Kultur 17.11.2006 

Sofia Coppola: Lost in Translation (2003)

FORTABT I JAPAN
Mennesker mødes og sød musik opstår

Af BO GREEN JENSEN

GLÆDEN kan nå os de særeste steder. Charlotte (Scarlett Johansson), som har livet for sig, og skuespilleren Bob Harris (Bill Murray), der har fremtiden bag sig, er begge strandet i Tokyo.

   Charlotte er fulgt med sin mand til Japan, men fotografen John (Giovanni Ribisi) skal næsten altid arbejde og genopfriske sit forhold til en bimbo af en gammel flamme. Bob er kommet for pengenes skyld – bryggeriet Suntory betaler ham to millioner dollar for at medvirke i en whiskyreklame – men vel også for at slippe lidt væk hjemmefra, hvor livet går op i børnenes fødselsdage og valget af nye gulvtæpper.

   De er begge fortabt og alene i Japan. Charlotte vil gerne ud, men som dagene går er det lettest at blive på hotellet, hvor den kulturelle dissonans i det mindste leveres med room service og aircondition. Bob skal bare have tiden til at gå, mens agenterne diskuterer omfanget af hans forpligtelser.

   De begynder at smile til hinanden i elevatoren, hvor Bill Murrays slidte pokerfjæs rager op over alle japanerne. Siden deler de drinks i baren, udforsker neonvildnisset sammen, taler i parenteser om natten og bliver mere og mere fortrolige med hinanden. Så skal maj blive ét med september?

NEJ, og det er for så vidt det fine ved Sofia Coppolas første arbejde efter debutspillefilmen The Virgin Suicides (1999). Lost in Translation er en bittersød romantisk komedie uden noget stort romantisk payoff. Det er snarere en velgørende ironisk realisme, som præger filmen fra først til sidst. Charlotte og Bob er praktiske mennesker, skønt begge har lyst til at flygte og glemme. Bob ved, hvad en dyrekøbt hverdag koster, og Charlotte vil sikkert se tiden an. Da han rejser, giver han hende et knus og mumler noget i hendes øre.

   VI kan ikke høre, hvad han siger, og derved bliver scenen dybere og vigtigere. Ikke siden Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) har en hemmelig hvisken virket så stærkt. Da Lost in Translation blev præsenteret i Venedig, fortalte Sofia Coppola, at der faktisk stod nogle banale og utilstrækkelige replikker i manuskriptet. Hun syntes ikke om dem og bad i stedet Bill Murray tage afsked med en mine, som fortalte, at »han er glad for at være på vej hjem, men også glad fordi han kom til Tokyo.«

DÉT er præcis, hvad Murray udtrykker med sin legendariske udtryksløshed. I 80erne blev hans Buster Keatonske deadpan brugt som en komisk effekt. Efter gennembruddet i Ghostbusters (1984) fulgte en række roller – i film som John McNaughtons Mad Dog & Glory (1993, da. Pigen i midten), Harold Ramis’ Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons Rushmore (1998) – der bedre kunne bruge furerne i fjæset og poserne under øjnene. Murray ligner nu indbegrebet af den lakoniske overlever. Han er ikke blevet en indbildsk succes eller en lykkelig taber, men en mand som midt i livet er forkommen og taknemlig for hverdagens stille velsignelser.

   Over for denne ærefrygtindgydende livstrætte maske sætter Scarlett Johansson sin sarte æblehud og de friske øjne, som dog har set for meget til at lade sig narre eller begejstre ret længe ad gangen. Hun er 19, han er 53, men i uvirkeligheden på Tokyo Park Hyatt er de nogenlunde lige gamle og fortabte.

   Ude i gaderne eksploderer alt i neonreklamer og blankt storbymørke. De japanske skrifttegn forstærker indtrykket af en hemmelig kode, som parret bestræber sig på at bryde, og den kulturelle fremmedgørelse bliver ikke mindre, fordi Bob Harris genkender sig selv på plakater og skærme allevegne. Snarere bliver han, midtvejs i livet, en mand der står ved siden af og betragter sig selv. I hans øjne kan man læse, at synet ikke behager ham særligt.

FILMENS fortryllelse ligger i dialogen og spillet mellem Johansson og Murray. Til gengæld er sædeskildringen tegnet med brede og meget generaliserende strøg, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at latterliggøre den japanske konsumerisme og kulturens knæfald for populære amerikanske fænomener, som den ikke forstår, når det kommer til stykket.

   Samtlige komiske sætstykker bliver til på japanernes bekostning: filmholdet bag whiskyreklamen; den prostituerede kvinde, som bryggeriet sender op til Murray (»Lip my stockings!«); talkshowværten, som hviner så skingert, at Murrays udtryk et øjeblik tangerer en panikslagen reaktion.

   At Matthew's Best Hit faktisk er et autentisk japansk tv-program, gør ikke satiren mindre firkantet. Hvad vi ser er et svimlende marked i neon. Kulturen bag spejlet og under overfladen beskæftiger filmen sig slet ikke med. Disse ting er velsagtens nogle af de kvaliteter, som går tabt i oversættelsen.

LOST in Translation er en stilfærdig og tidssvarende komedie, der siger lidt mere for hver gang man ser den. I USA modtog den tre Golden Globes (bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle) og var Oscar-nomineret i fire kategorier (bedste film, bedste manus, bedste instruktør og bedste mandlige skuespiller). Det kan være meget godt, men siger filmen danske mennesker noget om, hvad vi mister i den følelsesmæssige oversættelse?

   Det er dét, som er forbløffende. Lost in Translation ophæver kulturelle begrænsninger ved at udspille sig i et ingenmandsland. Overensstemmelsen mellem signifikat og signifikant kommer ikke ind i billedet. Der er ingen tabt forbindelse; ingen skjult betydning at bore i hér. Bare to gode mennesker, som kommer fra hver sin ende af aldersspektret, men mødes på midten af i livet i Tokyo.

Se også Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) | Bogen og filmen; Dronningebilleder | Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Sofia Coppola: The Bling Ring (2013); Sofia Coppola: The Beguiled (2017); Sofia Coppola: On the Rocks (2020) + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

Lost in Translation. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Lance Acord. 102 min. USA-Japan 2003. Dansk premiere: 30.01.2004.

Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames på Netflix

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.01.2004