Translate

Viser opslag med etiketten Steven Soderbergh. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Steven Soderbergh. Vis alle opslag

onsdag den 13. december 2023

Spike Jonze: Her | Hende (2013) [Sci-Fi 100]


ÅNDEN I MASKINEN
Først havde AI varme i stemmen

Af BO GREEN JENSEN

LOS Angeles om ti år, sådan cirka. Det er lige om lidt set fra 2013, da man endnu kunne tænke utopisk om nettet. Hvis filmen blev fortalt i 2023, ville det stadig være lige om lidt. I sci-fi er nærmeste fremtid altid et nu med forstærkede farver. 
   Den følsomt fraseparerede Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) skriver breve på bestilling – varme, personlige henvendelser fra folk, han ikke kender, til folk, han ikke kender – for websitet BeautifulHandwrittenLetters. Han er, kan man sige, en futuristisk festsangskriver. Det var ikke ambitionen, han begyndte med at nære.
   Theodore går hver aften alene hjem til lejligheden i Wiltshire Tower. Her spiller han spil i 3D, sludrer med naboparret (Amy Adams og Matt Letscher), hænger ud med kammeraten Paul (Chris Pratt) og tænker på sin tid med Cat (Rooney Mara), som han blev voksen sammen med og har svært ved at give slip på.
   Theodores liv får ny mening, da han installerer et styresystem, OS1, som ordner, hvad styresystemer nu ordner, men dertil kan tænke, tale og udvikle sig. Skal programmet være et Ham eller Hende? Theodor, der har en vis erfaring med kælne kvindestemmer i chatrooms, vælger en Hende. Scarlett Johansson leverer stemmen til Samantha, som man i sagens natur aldrig ser, da hun er et digitalt gestalt.*


DET bedste ved den post-humane fabel er et gennemført produktionsdesign. Her er en fremtidshistorie, men der er ingen af de sædvanlige troper, man finder i dystopisk science fiction: ingen totalitær samfundsorden, ingen militante dissidenter.
   Der er byen, som vi kender den, blot skrevet frem til en tid, hvor teknologien er lidt mere lækker. Varme farver dominerer i lyse, veldisponerede rum. Man går i strik og bærer briller. Alle er hooket op på en platform. Altså livet som nu, bare blødere.
   I Samantha finder Theodor endelig en kvinde, som forstår ham, deler hans stemninger og er der for ham hele tiden. De forelsker sig og har en slags sex. Først går Theodor stille med, at hans nye kæreste er et operativsystem, men fænomenet viser sig at være udbredt. Samantha og Theodor har kronede dage. I en særlig fin sekvens er de på juleferie sammen. Da det kommer til stykket, gør skilsmissen slet ikke ondt.
   Det gør derimod de skiftende vilkår i relationen til Samantha. Også Amy gennemlever en krise i sit virtuelle kærlighedsforhold. Samantha holder af Theodore, men de kunstige intelligenser arbejder på at blive en ny livsform. Brian Cox lægger stemme til filosoffen Alan Watts (1915-1973), den store popularisator af tao og zen, som er et orakel for de levende systemer.
   OS-energierne migrerer og er videre. Det er svært for drømmerne at vågne, men efter abstinenserne er der måske en ny erkendelse i slutbilledet, hvor Theodore og Amy sidder sammen på taget og ser solen stå op. Der er i hvert fald en ny dybde i virkeligheden.**


SPIKE Jonze har både skrevet og instrueret den bemærkelsesværdige film. Jeg er naturligvis ikke den første, som bemærker, at Samantha nedstammer fra computeren HAL 9000, som Douglas Raine gav stemme i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968). AI var en trope i sci-fi fra begyndelsen, men der findes få »bløde« film om kunstig intelligens. Hende er absolut en af de bedste.
   Programmøren har skrevet Samantha, så hun udvikler sig hele tiden. Det samme gælder de øvrige OS1-bevidstheder. Som tingene udarter, må man formode, at der i version 2.0 af styresystemet vil være en mindre selvstændig ånd i maskinen.


FILMENS bedrift er at overbevise om kærligheden mellem manden, der er i sin krop hele tiden, og kvinden i computeren, som egentlig ikke er til. Spike Jonze har skabt en moderne kærlighedsfilm, der er på fuld højde med de krøllede meta-historier i Being John Malkovich (1999) og Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven).
   Set på ti års afstand, kan benovelsen synes naiv, men den er ægte. Det bliver måske en ny undergenre: blødt hverdagsliv med private problemer og bittersød AI-nostalgi. Canadiske Arcade Fire har skrevet det sprøde, flydende score. Joaquin Phoenix synger sjælfuld duet med Karen O. Døde helte og levende venner som tegneren Maurice Sendak (1928-2012) og forfatteren Dave Eggers bliver husket og takket. Hende holder uanset. Det er det nye New Hollywood, når det er bedst.

Filmen var Oscar-nomineret i 5 kategorier, herunder Best Motion Picture of the Year. Spike Jonze vandt i kategorien Best Writing, Original Screenplay.
   
Se også Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Ridley Scott: Blade Runner – The Final Cut (1982/2007) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: A.I. – Artificial Intelligence (2001) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100];  Matrix Tetralogy | The Matrix Revolutions (2003) [Sci-Fi 100]; Michael Bay: The Island (2005) [Sci-Fi 100]; Efter Alice: The Last Mimzy (2007) [Sci-Fi 100]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]; Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]; Alex Garland: Ex Machina (2014) [Sci-Fi 100]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 (2017) [Sequels nr. 3]; Claire Denis: High Life (2018) [Sci-Fi 100]; Jessica Hausner: Little Joe (2019) [Sci-Fi 100]; Matrix Tetralogy | The Matrix Resurrections (2021) [Sci-Fi 100] + Philip K. Dick 1928-1982; Store instruktører: Stanley Kubrick 1928-1999. 


*) Samantha kunne være inspireret af Siri, den »intelligente personlige assistent«, som blev udviklet på SRI International i Californien og patenteret i februar 2010. Apple købte teknologien og lancerede den som en integreret app i iPhone 4S, der blev præsenteret den 4. oktober 2011. Som der står på Wikipedia, blev nyheden umiddelbart overskygget af Steve Jobs' død den følgende dag. Susan Bennett, som er »voice actor« og sangerinde, havde indtalt grundstoffet til stemmen allerede i 2005, uden at vide, hvad formålet var. Siri har udviklet sig, og iPhone er nu i version 15. Det er dog stadig op ad bakke, hvis man vil føre en samtale. Chatbots simulerer og imiterer. Det er stadig grøn kode og algoritmer, der skrives af mennesker som Theodor Twombly. Men man må medgive, at talrækkerne kommunikerer.

**) Her er filmen tættest på regulær utopisk/dystopisk sci-fi. I første sammenklip var der flere sidehistorier, og Jonze gjorde mere ud af at beskrive den praktiske hverdag. Der var dybere spil, meta-fiktion og tv-nyheder, eksponering i næsten fuld skala. Steven Soderbergh hjalp med at klippe filmen ned fra en spilletid på 150 min til de nuværende 126. Flere karakterer blev redigeret ud. Det er ikke til at vide, om noget umisteligt blev fjernet, men umiddelbart virker det ikke sådan. Filmen har sin styrke i antydninger og markeringer. Tematikken bliver ikke forklaret ihjel. Netop i kraft af sit løse greb om kontekst bliver Hende for alvor troværdig og ny. 

Her (Hende). Instr. & manus: Spike Jonze. Foto: Hoyt van Hoytema. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.02.2014.

Fotos: Annapurna Pictures/ Stage 6 Films/ Warner Bros./ Sony Pictures Releasing/UIP/ CineMateial/ FilmAffinity 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Version 1.0 af teksten trykt i Weekendavisen Kultur 28.02.2014.


tirsdag den 18. oktober 2022

Spin-off | Gender Swap: Ocean's Eight (2018)


KRIMINEL KVINDELIST

»Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster?«

Af BO GREEN JENSEN

FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.
   Gamle film bliver genindspillet med (d)et andet køn i helterollerne. Ghostbusters genopstod med kvindelige stand-up komikere. En ny version af The Lord of the Flies er undervejs, nu med strandede piger på øen.
   Det er værd at bemærke, at britisk film og tv-fiktion foretog omstillingen allerede i 1980erne og 90erne, da Lynda La Plante (f. 1943) skrev miniserien Widows (1983-1985, da. Enker) og fulgte succesen op med et helt kompleks af projekter, hvor den feministiske faktor var prioriteret. La Plante var showrunner, før man havde begrebet.
   Widows – som Steve McQueen nyfortolkede i 2018 – fik en fortsættelse i She's Out (1995), og La Plante skrev Prime Suspect (1991-2006, da. Mistænkt) til Helen Mirren, der spillede rollen som DCI Jane Tennison i samtlige syv sæsoner. Hun tog ved lære, blev ældre og havde et liv. Karakteren var aldrig en sum af klicheer.
   The Governor (1995-1996) med Janet McTeer som fængselsinspektør Helen Hewitt fik ikke samme gennemslagskraft, men The Commander (2003-2008) med Amanda Burton som politichef Clare Blake havde næsten samme slidstyrke.
   Imens var politiserien Cagney & Lacey (1982-1988) og forskellige gradbøjninger af 70er-klenodiet Charlie's Angels (1976-1981) det nærmeste, man kom en renovering af genrerne i USA.


 

ERGO ankommer Ocean’s Eight som den første helhjertede Hollywood-indsats. Her bliver den klassiske kupfilm iscenesat for otte kvinder, der ikke giver mændene noget som helst. Debbie Oceans håndplukkede crew slår til ved den årlige galla, som The Met i New York afvikler sammen med Vogue Magazine.
   Ocean’s-serien har en lang stamtavle, og der er tradition for, at spillerne tager deres private persona med på arbejde. Ydermere er det chauvinistisk arvesølv. Ocean's 11 (1960) var skræddersyet til Frank Sinatra og The Rat Pack. Angie Dickinson leverede seksuelt blikfang.
   Steven Soderbergh genindspillede filmen i 2001, nu med George Clooney som Danny Ocean og stjerner som Brad Pitt og Matt Damon. Julia Roberts var kvinden på holdet. To fortsættelser fulgte, før serien blev for selvtilfreds. På Ocean’s Eight er Soderbergh krediteret som producer sammen med Susan Ekins.



DEBBIE Ocean (Sandra Bullock) er søster til Danny, som på bestyrtende vis er gået bort siden sidst. Hun har aldrig været nævnt med et ord i de tre film om sin storebror. Man kan næsten høre stemmerne på manuskriptmødet: »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster og lod hende styre den samme slags hold?«
   Debbie sidder i fængsel, men snyder sig til at blive prøveløsladt. Hun begynder da at tilrettelægge et kup, som hun har brugt de første fem år, otte måneder og tolv dage af sin afsoningstid på at udtænke. Det er fuldkommen som at se hendes bror i aktion. Hele den nye teknologi er i spil. Til gengæld bliver der ikke løsnet et skud eller nikket en skalle.
   Kort sagt går planen ud på at stjæle en diamanthalskæde til 150 mio. dollars. Der er castet med opfindsomhed og et øje på diversiteten. Bullock og Cate Blanchett samler et hold bestående af Helena Bonham-Carter, Rihanna, Mindy Kaling, Awkwafina og Sarah Paulson. Anne Hathaway har særstatus som Daphne Kluger, der bærer smykket fra Cartier.
   Koryfæer som Elliott Gould medvirker, og Vogue-redaktøren Anna Wintour spiller sig selv. Men selv om der er mange metakrøller, bliver selvironien holdt på lavt blus. Så Ocean's Eight overbeviser trods alt. Det er en stærk og stilren kupfilm i den cerebrale genre. Der er ingen ekstreme biljagter, og inde bag pynten er stoffet solidt.


Ocean’s 8 (Ocean’s Eight). Instr.: Gary Ross. Manus: Gary Ross, Olivia Milch. Foto: Eigil Bryld. 110 min. USA 2018. Dansk premiere: 21.06.2018.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Rahway Road Productions/ Smokehouse Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/SF Studios
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Alle film i serien er samlet på Blu-ray i Ocean's – A 4 Film Collection [Warner Home Video 02.10.2018]
Ocean's 8 udkom på 4K Ultra HD Blu-ray [Warner Home Video 11.09.2018]
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 22.06.2018.

mandag den 17. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007)


ALLE GODE GANGE
Tredje stik fra Soderbergh og Clooney

Af BO GREEN JENSEN

DET kræver mere end almindelig flair og elegance, hvis endnu en film om hasard i Las Vegas skal lykkes. Man har været der så mange gange, at man færdes hjemmevant i kulissen. Alle kneb er benyttet i en alenlang række af actionkomedier og heist movies om elskelige slyngler, der gør bedraget til kunst og scorer kassen på samme tid. Man er faktisk tæt på at undertrykke en gaben, da de første forjættende billeder af neonvildnisset kommer op på lærredet i begyndelsen af Steven Soderberghs Ocean’s Thirteen.
   Ocean's Eleven (2001) var en tam genindspilning af Lewis Milestones lille Rat Pack-klassiker med Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford. Jeg så den samme uge som Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen og var mere spændt på kuppets udfald i sidstnævnte. Ocean's Twelve (2004) kom betydeligt bedre i luften og havde en distinkt duft af Rififi, The Italian Job, Thomas Crown Affæren og Mission Impossible. Stilikonerne George Clooney og Brad Pitt var faldet til i deres roller og kunne ekstemporere. Som hønen i kurven var Julia Roberts i pagt med tidsånden blevet gravid.



MAN kan næppe sige, at verden har råbt på en treer fra Soderbergh, Clooney & Co. Dog kan man ikke afskrive Ocean’s Thirteen som spekulation. Vist er der tale om dagligvarer i luksusindpakning, men det er lykkedes holdet at variere skabelonerne i en brugsfilm, som tangerer det udsøgte. For det første balancerer plottet sikkert mellem kompleksitet og fortænkthed. For det andet har billedsiden meget at tilbyde, fra en mørkeblå nathimmel over Brad Pitt, der står af flyet, til en hypertekstuel casinoscene, hvor omsætningen ved de enkelte borde bliver skrevet i luften. Fotografen hedder Peter Andrews. Det er Soderberghs alias.




HISTORIEN er selvsagt et påskud for den maskuline banter og bonding, som de selvtilfredse drengerøvsfilm er veritable orgier i. Men den er ikke uden evner, og der er også plads til selvironi. Den skrupelløse finansmand Will Bank (Al Pacino) har snydt den aldrende Reuben (Elliott Gould), en af de bedste kræfter i Oceans dusin. Nu åbner Bank sit nye hotel på hovedgaden i Las Vegas. For Ocean’s 13 gælder det om at forpurre det hele.
   Planen realiseres på mange niveauer. For eksempel bliver journalisten, der skal anmelde Banks hotel, udsat for alskens ydmygelser, mens stivstikkeren Linus (Matt Damon) klæder sig ud som kineser og smører hormonsaft bag ørerne, så han bliver uimodståelig for Ellen Barkin, der i denne film løfter arven efter Angie Dickinson og Julie Roberts. Et jordskælv fingeres med mere succes end beregnet, og gamle fjender som Andy Garcia indforskrives blandt de allierede i krigen mod Pacinos hæmningsløse kapitalist.



RESULTATET er en uimodståelig stiløvelse, der kun skuffer ved at ville så lidt. For Soderbergh og Clooney er Ocean's-filmene pengemaskiner, der skal rejse finansiering til hjertesager som Solaris, Syriana, Good Night and Good Luck og The Good German. Soderbergh synes i stigende grad at beslutte sig for at lave enten entertainment eller kunstfilm. Før i tiden blandede han kortene, og det gjorde oplevelsen mindre forudsigelig. Ocean’s Thirteen holder, hvad den lover. Man kan således gøre sin indsats og løse billet uden ængstelse.




Ocean’s 13. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Brian Koppelman og David Levien. Foto: Peter Andrews. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 08.06.2007.


Fotos: Warner Bros/ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions Section Eight/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
The Ocean's Trilogy Box Set udkom på Blu-ray i 2007
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

søndag den 16. oktober 2022

Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]


DET ELEGANTE DUSIN
Kupgenren lever og ånder igen

Af BO GREEN JENSEN

DER er sjældent meget at komme efter i den slags sequels, fortsættelser eller såkaldte opfølgere, som udelukkende bliver produceret, fordi førsteudgaven var en succes.
   Af samme grund kan filmene let overraske. Man venter sig så lidt, at det man får fylder en masse. Måske kan de ovenikøbet tage fusen på én helt og aldeles. Det er lige ved at ske i Steven Soderberghs elegante og velskabte Ocean’s Twelve, der begynder hvor Ocean's Eleven gav slip tre år før.
   Etteren var en opportunistisk genindspilning af Lewis Milestones rat pack-extravaganza fra 1960, et selvironisk genrestykke med bl.a. Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og Peter Lawford som elegante barlus, der begår et opfindsomt casinokup.
   Soderbergh havde ajourført typerne, stilen og charmen, men der var ikke kommet mere dybde i historien, snarere tværtimod. Den gamle film, som i DK hed Elleve i Las Vegas, var opdateret i et pedantisk 1:1-forhold. George Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og Don Cheadle overtog efter croonerne, mens Julia Roberts havde arvet Angie Dickinsons funktion som »The Girl«, rosen i mændenes våben.
   Det var inspireret casting i en kunstgenstand, som levede af sine finesser. Selve kuppet tangerede det elementære. Cirka samtidig var der premiere på Hans Fabian Wullenwebers børnefilm Klatretøsen (2002), som bygger på en lignende præmis og kulminerer i en hæsblæsende gocartjagt. De amerikanske mænd måtte ned i en skakt for at trænge ind til den skat, som var plottets MacGuffin, dvs. genstanden alle begærer. De danske børn skulle op i et tårn. Man var faktisk mere spændt på, hvordan det gik i Klatretøsen.



TOEREN har spillet sine kort og er tilbage i udgangspositionen, med alle mand i stilling og et underforstået krav om at matche etterens omsætning, der nåede astronomiske højder. Operationen lykkes forbavsende godt. Oceans folk har indrettet sig på forskellig vis. Nogle driver for vinden. Nogle har prøvet at tilpasse sig en respektabel tilværelse. Det gælder for eksempel Ocean selv, som nu er gift med Tess og ved at etablere sig i Connecticut. Parret skal netop fejre deres tre års bryllupsdag for anden gang, da Terry Benedict (Andy Garcia) indfinder sig.
   Det gør han i prologen hos samtlige 11 medlemmer. Det var Benedicts penge, som blev stjålet i Ocean’s Eleven. I Ocean’s Twelve har en fransk mestertyv, Francois »Night Fox« Latour, af uigennemskuelige grunde sat ham på sporet af Ocean og involveret Europol-agenten Isabel Lahiri (Catherine Zeta-Jones), som Rusty Ryan (Brad Pitt) har en hed fortid med. For plottets skyld har holdet 14 dage til at rejse 160 mio. dollars. På bundlinjen gælder det om at afgøre, hvem der er tyvenes konge, Ocean eller Latour, nu hvor den enigmatiske »La Marque« ikke længere praktiserer.



EFTER et forspil i Amsterdam kommer slaget til at stå i Rom. Et fabergé-æg i strudsestørrelse skal fjernes fra et svært bevogtet museum. Udførelsen er atter en ordinær affære, et påskud for de raffinerede udenværker. De stærkeste kupfilm i nyere tid er begge genindspilninger, John McTiernans The Thomas Crown Affair (1999) og F. Gary Grays The Italian Job (2003), effektivt genbrug af planer fra en tid, hvor filmskaberne og deres publikum havde tålmodighed med detaljerigdommen. Skønt Ocean-serien er i slægt med de nævnte – den er kemisk renset for vold og effekter og lever alene på charme og plot points – gør den indforståede humor det svært at realisere en egentlig kompleksitet.



TIL gengæld giver det større felt af spillere både dybde i historien og relativ spænding om udfaldet. Vincent Cassel er indforskrevet som »The Night Fox«, men det er en sjældent uimodståelig Catharine Zeta-Jones, der driver plottet ud i alle hjørnerne. Hun markerer sig faktisk så stærkt i historien, at virkningen er begrænset, da Julia Roberts som Tess må tage flyet til Rom og redde det elegante dusin.
   Graden af indforståethed kræver, at tilskueren er i humør og spiller med. Her bliver det naturlige påskud, at Tess Ocean udgiver sig for Julia Roberts. Det siger sig selv, at hun ligner ret godt, men en ukrediteret Bruce Willis forplumrer det hele, da han gennemskuer metabedraget.
   At listen med credits end ikke nævner Willis og Albert Finney, som til slut dukker op i en vigtig lille rolle, er en markering af projektets olympisk høje cigarføring. Også Ocean’s Twelve har en diskret duft af Topkapi, Rififi og Mission Impossible, men historiens overskud kan skyldes, at den bygger på et originalt manuskript, George Nolfis Honor among Thieves, som først hen ad vejen blev tilpasset Soderberghs koncept.



GEORGE Clooney svæver atter over vandene som indbegrebet af maskulin elegance. På et tidspunkt bliver han fornærmet, da holdet diskuterer, om han ligner en mand på 50. Faktisk var Clooney kun 43, da filmen blev optaget, men man vedtager, at det gør han. Ikke mindst en moden tilskuer vil sætte pris på de mange nostalgiske krøller og fif i et stilfuldt og gennemført genrestykke, som aldrig ryster det mindste på hånden.




Ocean’s Twelve. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: George Nolfi. Foto: Chris Connier. 125 min. USA 2004. Dansk premiere: 17.12.2004.


Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films III/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2004

fredag den 14. oktober 2022

To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001)



ET SPØRGSMÅL OM STIL
Steven Soderbergh genforener The Rat Pack

Af BO GREEN JENSEN

FOR 60 år siden var Ocean’s Eleven en blanding af pengemaskine og dyrt legetøj for Frank Sinatra, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og resten af svirebrødrene i det såkaldte Rat Pack. »Bestyrelsesformanden« fik selv ideen til en let spændingsfilm med Las Vegas som kulisse. Den altid forretningsbevidste Sinatra var blevet direktør for sit eget plademærke, Reprise, havde økonomiske interesser i flere skrantende klubber på det neonglitrende hovedstrøg og kunne se gevinsten ved at forene arbejde og fornøjelse.
   Vennerne kom til Las Vegas og spillede sig selv, sådan mere eller mindre, i en film der forherligede cocktails og casinoer. Man skabte opmærksomhed om spillebyen uden for lands lov og ret. Man passede sine engagementer, to koncerter om dagen pr. mand, og man havde det skægt døgnet rundt i de fem uger, hvor optagelserne stod på.



FILMKUNSTEN havde med andre ord ikke den højeste prioritet. Derimod var stil, nonchalence og selvironi de vigtige ingredienser i førsteudgaven af Ocean’s Eleven, som blev produceret efter Sinatras anvisninger og instrueret med ført hånd af veteranen Lewis Milestone (1895-1980), der havde klassikere som All Quiet on the Western Front (1930, da. Intet nyt fra vestfronten), Of Mice and Men (1939, da. Mus og mænd) og A Walk in the Sun (1945, da. Den blodige vej) bag sig.
   Milestone insisterede sjældent, mens Sinatra og kompagni gav den som mænd, der gebærder sig slet. Efter sigende tog man ikke scenerne om, hvis der var småfejl. Resultatet er den dag i dag særdeles charmerende, men man ser ikke filmen for spændingens skyld, og det gjorde man næppe heller dengang. Man ser den for stjernernes charme, og det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at der ikke blev trukket en klar grænse mellem fiktionen og virkeligheden.



FYRRE år efter har Steven Soderbergh instrueret en ligeledes stjernebestrøet, men mere gennemarbejdet udgave af den samme historie om svindleren Danny Ocean (George Clooney i Sinatras sted), der samler elleve venner om sig og udfører alle tiders mest dristige kup i Las Vegas. Diverse detaljer – historien har sit første udspring i en novelle af George Clayton Johnson og Jack Golden Russell – er justeret, men grundideen er den samme, og Soderbergh sigter tydeligvis på at ramme en legesyg atmosfære, der matcher originalens ubesværede anslag.



I DEN gamle udgave var det fem kasinoer, som Oceans hold ville lænse på én gang. I den nye version er der tale om tre, og de tilhører alle snogen Terrence Benedict (Andy Garcia), som ikke alene er klam og lidt lapset, men ydermere har begået den fejl at blive kæreste med Ocean’s fraseparerede hustru (Julia Roberts i Angie Dickinsons rolle som »The Girl«), mens Danny sad inde. Det er derfor med en dobbelt dagsorden, at den elegante tyv går efter pengene, hvilket passer bandens øvrige medlemmer dårligt. Pengemanden Reuben (Elliott Gould) kan derimod lide det personlige motiv. Også han har et horn i siden på Benedict og indvilliger i at finansiere Oceans forberedelser.



DISSE udgør så afgjort den mest charmerende del af filmen. Boksen under kasinoerne Bellagio, Mirage og MGM Grand er bedre sikret end Fort Knox. Fordi loven i Nevada foreskriver, at banken altid må kunne indfri de summer, der satses oppe »på gulvet«, kan Oceans hold tage for givet, at der ligger 150 millioner dollars i boksen. Og fordi manuskriptet bruger en time på at beskrive de indviklede forhindringer, som holdet må overvinde, kan vi som publikum tage for givet, at dette vil ske. Imidlertid plejer selv de snedigste planer at møde modstand. Det sker stort set ikke i Ocean’s Eleven. Alt går efter bogen, mekanisk som et urværk og nogenlunde lige så inspirerende at følge.




FILMEN er underholdende på en særlig nostalgisk tv-fra-60erne måde, men så heller ikke mere. Selve kuppet kan muligvis måle sig med sætstykket i en gammel episode af Mission Impossible, men ikke med filmudgaven af samme. På et tidspunkt skal George Clooney og Matt Damon fire sig ned gennem en 60 meter dyb skakt med fotoceller på siderne. Det er nogenlunde lige så spændende som den tilsvarende scene i Klatretøsen.
   Ved hjælp af »The Pincher«, en tegneserieagtig atomknuser, kan Don Cheadle slukke al strøm i byen. Så er det jo ingen sag at være klatretyv. Med klassiske kupfilmsfavoritter som Rififi (1954), The Thomas Crown Affair (1968), The Italian Job (1969) og Le cercle rouge (1970) – eller aktuelle eksempler som Frank Oz’ The Score (2001) og David Mamets Heist (2001, da. Kuppet) – kan Ocean’s Eleven slet ikke konkurrere.




DET var heller ikke tanken, da Sinatra og kompagni optrådte på slap line som Oceans team. De var sangere og playboys, professionelle entertainere, som tog et privat persona med sig til rollen. Dean Martin sang »Ain't That a Kick in the Head«, og det var lige så vigtigt som kuppet. Sinatra ville sælge Las Vegas som fremtidens fristed og promovere en særlig maskulin livsstil, hvilket mere eller mindre lykkedes ham. I 1960 var Ocean’s Eleven så stor en succes, at the Rat Pack kunne gentage kunststykket i Robin and the Seven Hoods (1964), der er endnu mere indforstået og tilbagelænet i sin omgang med dramatiske konventioner.



GEORGE Clooney, Brad Pitt, Matt Damon og de øvrige kræfter i Soderberghs udgave investerer ikke på samme måde sig selv i deres karakterer. De er sikkert bedre skuespillere, men det er netop problemet: de er bare skuespillere. Og skønt Soderbergh på besnærende vis sætter lighedstegn mellem stil og indhold, føles filmen i længden forvirret og tom.
   Centrale elementer som den intime lyssætning, den lækre jazzlyd (David Holmes har designet det nye lydspor med afsæt i Nelson Riddles gamle score, men tilføjer romantiske sætstykker som sekvensen, der bruger Claude Debussys »Clair de lune«) og det bløde glimt i øjet, som George Clooney baserer hele sin karismatiske figur på, er overført direkte fra Soderberghs egen Out of Sight (1998), der var en mere helstøbt filmatisering af en anderledes stofrig historie.



DET er derfor svært at blive revet med af begejstring. Vist er der meget for øjnene, og vist har udførelsen elegance, men man kan næppe tænke sig en mindre nødvendig film lige nu. Hvis en gourmetrestaurant solgte candyfloss, ville man anrette det på et sølvfad og sætte prisen så højt som muligt. Der ville dog stadig være tale om florlet, lyserødt sukkerstads. På samme måde er det med Soderberghs stilfulde Ocean’s Eleven.

Ocean's 11 (Elleve i Las Vegas). Instr.: Lewis Milestone. Manus: Harry Brown, Charles Lederer. Foto: William H. Daniels. 127 min. USA 1960. Dansk premiere: 23.01.1961.

Ocean’s Eleven. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Ted Griffin. Foto: Peter Andrews (alias Steven Soderbergh). 117 min. USA 2001. Dansk premiere: 15.02.2002.



Fotos: Warner Bros./ Dorchester Productions/ Village Roadshow Pictures/ NPV Entertainments/ Jerry Weintraub Productions/ Section Eight/ WV Films II/ St. Petersburg Clearwater Film Commission/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Warner Home Video
Ocean's 11 (1960) streames på YouTube Movies
Ocean's Eleven (2001) streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY og YouTube Movies
Begge versioner findes på Blu-ray 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.02.2002