Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995

EN FLAKKENDE SKYGGE

Et kærlighedsbrev til frontløberen

Af BO GREEN JENSEN

PATRICIA Highsmith (1921-1995) kom til verden i Fort Worth, Texas, og forlod den igen i Locarno i Schweiz, hvor hun boede de sidste 13 år af sit liv. Hun var ung i New York og boede som voksen i mange europæiske byer. Det var som regel et kærlighedsforhold, der bestemte adressen. Highsmith så sig selv som en flakkende skygge. Andrew Wilson skrev i 2003 biografien Beautiful Shadow.

   Pat voksede op hos sin mormor i Texas. En grim tid fulgte, da hendes mor var tilbage og tog hende med til New York. Hun gik på Barnard College, fik eksamen i 1942 og debuterede med novellen »The Heroine« (1945), som blev trykt i Harper’s Bazaar. Mens hun skrev de første bøger, var hun tekstforfatter hos Timely Comics. Timely blev siden til Marvel Comics, som hele verden kender i dag.

   Den udslagsgivende faktor var altid Highsmiths seksualitet. Hun var homoseksuel og forsøgte kun én gang at indlede et binært forhold, fordi hendes mor insisterede. Highsmith fik aldrig sin mors accept. Mary Coates Plangman blev 95 og døde først i 1991. Der var kun fire år uden fordømmende baggrund.

  

HIGHSMITH fik tidligt et stort publikum og fastholdt det i en lang række thrillers. Hun skrev 21 romaner, syv novellesamlinger og det løse. Titler som Deep Water (1957, da. Dybt vand) og The Two Faces of January (1964, da. Januar har to ansigter) bliver stadig læst, men det var – og er – for bøgerne om Tom Ripley, at hun blev mest anerkendt.

   Highsmiths stil er kendetegnet ved kulde, distance, intens ironi og et subjektivt blik, der tangerer tunnelsynet. Hun er god til fysiske detaljer. Der er en bemærkelsesværdig misogyni i menneskeskildringen. Især er der en evne til at reproducere de skiftende stemninger hos den jeg-svage Ripley, der tager farve efter situationen og bruger andres identitet. Ripley dræber, hvis det skal være. Han er blandt de mest usædvanlige helte, i eller uden for krimigenren.

FORFATTEREN fik en flyvende start. Hun var 23 år, da Alfred Hitchcock så det originale i præmissen for Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde eller Farligt stævnemøde) og købte rettighederne til romanen om to fremmede, der mødes i toget, falder i snak og »bytter mord«, så ingen kan tillægge dem et motiv. Begge mænd vil dræbe deres koner, som læseren aldrig har anledning til at føle sympati for.

   Highsmith fortsatte karrieren som spændingsforfatter med The Blunderer (1954). Det er den bog, som hun er repræsenteret med i Women Crime Writers-bokssættet fra Library of America (2015). Den begynder i køen ved en biograf i New York. Der var altid en særlig filmisk kvalitet i Highsmiths bøger. Henved 30 af dem er filmatiseret.

   Før den første Tom Ripley-roman afstak en kurs, fik Highsmith udgivet bogen, der viser en anden og blødere side af hendes liv. The Price of Salt (1953, da. Carol) udkom under pseudonymet Claire Morgan. Romanen blev rost for sin solidariske skildring af kærligheden mellem den unge Therese og Carol, der sidder fast i forstædernes konformitet. Bogen slutter åbent og giver forholdet en fremtid. Især dét var usædvanligt for tiden.

HIGHSMITH fik ideen til Tom Ripley, da hun stod på sin hotelbalkon og så en mand gå alene omkring på stranden ved daggry. Også bogen om Therese og Carol kom af egne indtryk. I julen 1948 arbejdede Highsmith som ekspedient hos stormagasinet Bloomingsdale’s i New York. En betagende kvinde kom ind, og Highsmith digtede videre på historien.

   I 1990 var det vigtigt for Highsmith at vedkende sig ejerskabet, da bogen blev genudgivet, nu med Carol som titel. I 2015 forberedte Todd Haynes sin udsøgte filmatisering med Rooney Mara og Cate Blanchett. I et interview fortalte han: »Vi fandt huset, og vi tog derud. Modellen for Carol var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv.«

EVA VITIJA HAR en klar strategi i Loving Highsmith. Den schweiziske dokumentarist vil fortælle LGBTQ+-historien om Highsmiths liv som lesbisk kunstner. Hun vil undersøge baggrunden og finde detaljen, som forbinder thrillernes iskolde mænd med det varmere blik, som bliver kastet i Carol.

   Vitija tager næppe fejl, når hun ser den kamæleonagtige Ripley som en avatar for forfatteren. Highsmith brugte figuren fem gange, altid i nøgleafsnit af sit liv. »Ripliaden« består af The Talented Mr. Ripley (1955, da. Tom Ripleys talent), Ripley Under Ground (1970, da.Tom Ripley under jorden) og Ripley's Game (1974, da. Tom Ripleys spil (1974). Der er mindre opmærksomhed om de sidste to bøger. The Boy who Followed Ripley (1980) udkom aldrig på dansk. Ripley Under Water (1991, da. Tom Ripley under vand) er det tydeligste selvportræt.

   Vitija interviewer de sidste levende vidner, familie, venner og samlevere. Især forfatteren Marijane Meaker (f. 1927) taler uden at dække sig ind. Meaker og Highsmith var kærester fra 1959 til 1961. Hun genkalder sig noir-romantikken fra natklubberne og undergrundslivet i en homofobisk og kvindefjendsk tid. Hun giver Highsmiths mor hele skylden for den voksne kvindes problemer. »She was a real bitch,« siger Meaker med et blik, som ikke viger.

VITIJA filmer på stederne, der havde betydning for Highsmith: hjemstavnen i Texas; den lille by i Suffolk, hvor hun opgav at bo med sit livs kærlighed; Berlin i 1980erne; idyllen i Provence, som måtte rømmes; til sidst den asketiske funkiskasse i Schweiz, hvor forfatteren boede alene og blev stadig mere sær, krakilsk og fordomsfuld.

   Vitija citerer fra fire filmatiseringer. Det er oplagt at åbne med Hitchcock og lukke med varmen i Carol. Ripley er fastholdt i to inkarnationer. Matt Damon var castet perfekt i Anthony Minghellas 1999-version af The Talented Mr. Ripley. I Wim Wenders’ The American Friend (1977), som bygger på Tom Ripley under jorden, er Dennis Hopper til gengæld en udbrændt pilgrim, der lægger sig i fosterstilling og taler til en kassettebåndoptager. Bruno Ganz er den kræftsyge rammemager, som han knytter en ganske bevægende pagt med.

RIPLEY er på film fortolket af bl.a. John Malkovich (i Liliana Cavanis Ripley's Game, 2002), Barry Pepper (i Roger Spottiswoodes Ripley Under Ground, 2005) og Andrew Scott (i Steven Zaillians tv-version af The Talented Mr. Ripley, 2022).  Et godt bud er stadig René Cléments Plein Soleil (1960, da. Kun solen var vidne), som på engelsk hedder Purple Noon. Her bliver Ripley spillet af Alain Delon.

   Der bliver i hver ny version af den første bog skruet mere op for LGBTQ+-faktoren i forholdet mellem Ripley og Dickie Greenleaf, hvis livsstil han begærer og hvis identitet han overtager. Det er bedst gjort i Minghellas udgave, hvor Jude Law er en ondskabsfuld narcissist, snarere end en tillidsfuld tåbe. Cate Blanchett spiller Meredith Logue, der aldrig kender Ripley som andre end Greenleaf. Med titelrollen i Carol forbinder hun således filmværket.

HIGHSMITH optræder selv i arkivmateriale, filmede samtaler og interviews. Det står klart, at hun ikke havde en plan. Det bedste, som hun gjorde for sig selv, var at bryde med og afskrive sin mor. Hun fulgte altid efter kvinden, som hun elskede for tiden og havde brug for at være i nærheden af. Hun genskabte hver gang den samme rutine, med sine katte, sin vodka og cigaretterne, som hun kæderøg livet igennem.

   Patricia Highsmith skrev for sit liv, og hun fandt aldrig lykken. Der er meget at relatere til hér, uanset hvor man befinder sig på køns- og identitetsspektret. Loving Highsmith er en god introduktion til Tom Ripley og en heltefortælling fra undergrundstiden, da det krævede mod at afvige fra normen.

Se også Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Loving Highsmith. Instr. og manus: Eva Vitija. Foto: Siri Klug. 83 min. Schweiz-Tyskland 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Fotos: Ensemble Films/ Lichtblik/ SRF/ RSI/ SRG/ ZDF/ Zeitgeist Films/ Filmbazar/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 25.11.2022

Spin-off | Gender Swap: Ocean's Eight (2018)

KRIMINEL KVINDELIST
»Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster?«

Af BO GREEN JENSEN

FÆNOMENET gender swap – dvs. film, som foretager et konceptuelt kønsskifte – var i stigende, også før den gennemgribende reorientering, som fulgte med #MeToo-nedsmeltningen i 2017.

   Gamle film bliver genindspillet med (d)et andet køn i helterollerne. Ghostbusters genopstod med kvindelige stand-up komikere. En ny version af The Lord of the Flies er undervejs, nu med strandede piger på øen.

   Det er værd at bemærke, at britisk film og tv-fiktion foretog omstillingen allerede i 1980erne og 90erne, da Lynda La Plante (f. 1943) skrev miniserien Widows (1983-1985, da. Enker) og fulgte succesen op med et helt kompleks af projekter, hvor den feministiske faktor var prioriteret. La Plante var showrunner, før man havde begrebet.

   Widows – som Steve McQueen nyfortolkede i 2018 – fik en fortsættelse i She's Out (1995), og La Plante skrev Prime Suspect (1991-2006, da. Mistænkt) til Helen Mirren, der spillede rollen som DCI Jane Tennison i samtlige syv sæsoner. Hun tog ved lære, blev ældre og havde et liv. Karakteren var aldrig en sum af klicheer.

   The Governor (1995-1996) med Janet McTeer som fængselsinspektør Helen Hewitt fik ikke samme gennemslagskraft, men The Commander (2003-2008) med Amanda Burton som politichef Clare Blake havde næsten samme slidstyrke.

   Imens var politiserien Cagney & Lacey (1982-1988) og forskellige gradbøjninger af 70er-klenodiet Charlie's Angels (1976-1981) det nærmeste, man kom en renovering af genrerne i USA.

 

ERGO ankommer Ocean’s Eight som den første helhjertede Hollywood-indsats. Her bliver den klassiske kupfilm iscenesat for otte kvinder, der ikke giver mændene noget som helst. Debbie Oceans håndplukkede crew slår til ved den årlige galla, som The Met i New York afvikler sammen med Vogue Magazine.

   Ocean’s-serien har en lang stamtavle, og der er tradition for, at spillerne tager deres private persona med på arbejde. Ydermere er det chauvinistisk arvesølv. Ocean's 11 (1960) var skræddersyet til Frank Sinatra og The Rat Pack. Angie Dickinson leverede seksuelt blikfang.

   Steven Soderbergh genindspillede filmen i 2001, nu med George Clooney som Danny Ocean og stjerner som Brad Pitt og Matt Damon. Julia Roberts var kvinden på holdet. To fortsættelser fulgte, før serien blev for selvtilfreds. På Ocean’s Eight er Soderbergh krediteret som producer sammen med Susan Ekins.

DEBBIE Ocean (Sandra Bullock) er søster til Danny, som på bestyrtende vis er gået bort siden sidst. Hun har aldrig været nævnt med et ord i de tre film om sin storebror. Man kan næsten høre stemmerne på manuskriptmødet: »Hvad nu, hvis vi gav Danny Ocean en søster og lod hende styre den samme slags hold?«

   Debbie sidder i fængsel, men snyder sig til at blive prøveløsladt. Hun begynder da at tilrettelægge et kup, som hun har brugt de første fem år, otte måneder og tolv dage af sin afsoningstid på at udtænke. Det er fuldkommen som at se hendes bror i aktion. Hele den nye teknologi er i spil. Til gengæld bliver der ikke løsnet et skud eller nikket en skalle.

   Kort sagt går planen ud på at stjæle en diamanthalskæde til 150 mio. dollars. Der er castet med opfindsomhed og et øje på diversiteten. Bullock og Cate Blanchett samler et hold bestående af Helena Bonham-Carter, Rihanna, Mindy Kaling, Awkwafina og Sarah Paulson. Anne Hathaway har særstatus som Daphne Kluger, der bærer smykket fra Cartier.

   Koryfæer som Elliott Gould medvirker, og Vogue-redaktøren Anna Wintour spiller sig selv. Men selv om der er mange metakrøller, bliver selvironien holdt på lavt blus. Så Ocean's Eight overbeviser trods alt. Det er en stærk og stilren kupfilm i den cerebrale genre. Der er ingen ekstreme biljagter, og inde bag pynten er stoffet solidt.

Se også Steve McQueen: Widows (2018); To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2014) [Sequels nr. 6]; Steve Soderbergh: Ocean's Thirteen (2007).

Ocean’s 8 (Ocean’s Eight). Instr.: Gary Ross. Manus: Gary Ross, Olivia Milch. Foto: Eigil Bryld. 110 min. USA 2018. Dansk premiere: 21.06.2018.

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ Rahway Road Productions/ Smokehouse Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/SF Studios

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Alle film i serien er samlet på Blu-ray i Ocean's – A 4 Film Collection [Warner Home Video 02.10.2018]

Ocean's 8 udkom på 4K Ultra HD Blu-ray [Warner Home Video 11.09.2018]

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 22.06.2018.

Martin Scorsese: The Aviator (2004)

CITIZEN HUGHES

Et drømmeportræt af den rigeste særling

Af BO GREEN JENSEN

ALENE for sin begyndelse vil The Aviator blive husket i lang tid. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, at en stor amerikansk levnedskildring lægger sin stil og sit anslag efter filmen, der fremdeles har ry for at være en af verdens bedste, Orson Welles' titaniske Citizen Kane (1941, da. Den store mand), som instruktøren skabte i en alder af 25 grønne år. Dog har få taget springet så dristigt, at de matcher det magiske Rosebud hos Welles.

   Hos Welles giver den døende Kane slip på en sneglobe. Den knuses, og hans mund hvisker »Rosebud« i nærbillede. Først ved filmens slutning begriber vi, at den store mands erindringsbærende Rosenknop var en kælk, som han kørte på i sin barndom. Flammerne får den, da Xanadu tømmes, og ingen af filmens karakterer forstår sammenhængen. Kun publikum deler fortællerens indsigt i en af filmkunstens mest mytologiske scener, der måske ikke rummer nøglen til gåden om Kane, men til gengæld siger meget om erindringens væsen.

I MARTIN Scorseses portræt af millardæren Howard Hughes (1905-1976) bliver ordet Karantæne et lignende sentimentalt kryptogram. Den nøgne dreng står med fødderne i en zinkbalje med vand. Han har ryggen til kameraet, som i dunkelt flakkende belysning registrerer et kæmpemæssigt gotisk rum, der sagtens kunne ligge i Xanadu. I hvert fald har kaminen den samme gabende grottemund. Howards mor kommer ind og begynder at vaske ham med omhyggelige bevægelser, som gjaldt det et renselsesritual. Hun spørger, om han ved hvad kolera og tyfus er. Det gør han. »You are not safe,« betoner hun lidenskabeligt.

I SAMME scene lærer hun ham at stave til det svære forløsende ord »Karantæne«. Tyve år senere, da den voksne finansmand i stigende grad bliver styret af sin renhedsfobi, sin berøringsangst og bakterieskræk, er det denne mantra, som han finder frem, når han gribes af særlig akut panik og samtidig må pacificere manien, hvis han vil nå de sociale mål, han har sat sig.

   Howard Hughes finder da et herretoilet, hvor han kan gnubbe sine hænder til blods, gnide medbragt sort sæbe ind i sin hud og dræbe hver mikrobe, før processen begynder forfra. Han trækker vejret så dybt som han kan og begynder stilfærdigt at stave: »Q-U-A-R-A-N-T-I-N-E«.

TRICKET virker næsten hver gang, i det mindste i de tyve år, fra 1927 til 1947, hvor Scorseses film følger det mærkelige menneske, der blev en af verdens rigeste mænd i sin tid.

   Siden fik dæmonerne definitivt bugt med Hughes. I 1958 gav han sit sidste interview. I 1966 solgte han Trans World Airlines for 586 mio. dollars og isolerede sig på en privat etage i Desert Inn Hotel i Las Vegas. Her undgik han fysisk kontakt og kommunikerede via en betroet stab, der viste sig sjældent loyal. Der er mange vandrehistorier om Hughes, som ved sin død i 1976 var så præget af mange års isolation, at retsmedicineren måtte tage ligets fingeraftryk.

   Scorseses film er ikke den første fremstilling, som drager parallellen mellem Hughes’ curriculum vitae og Orson Welles’ debutfilm (der tog afsæt i bladkongen William Randolph Hearsts historie). John Logan har baseret sit manuskript til The Aviator på Michael Drosnins biografi Citizen Hughes (1985), der sammen med Donald Bartletts Empire: The Life, Legend and Madness of Howard Hughes (1979) og Charles Highams Howard Hughes: The Secret Life (1993) hører til standardværkerne.

   Det var netop sin ret som almindelig borger, magnaten påberåbte sig, da han i 1946 konfronterede senator Owen Brewster i en senatshøring, der ville stemple Hughes som svindler og give et monopol på flyvning over Atlanten til Pan-American Airlines, TWA’s konkurrent.

I KLINISK sprog kaldes Hughes’ tilstand OCD, dvs. »obsessive compulsive disorder«, og betegner et spektrum af tvangshandlinger. I filmisk sammenhæng bliver syndromet i regelen blot antydet. Det spiller kun en lille rolle i William Grahams tv-film The Amazing Howard Hughes (1977), hvor Tommy Lee Jones gav en meget plausibel fremstilling. Filmen skildrer Hughes’ Hollywood-projekter og hans samlermani med hensyn til kvinder, men finder sit omdrejningspunkt i ingeniørens drøm om at skabe verdens største fly, en luftbåren husblok ved navn Hercules, som medierne døbte »The Spruced Goose«.

   Under 2. verdenskrig modtog Hughes 17 mio. dollars af forsvarets penge til at tegne og fremstille flyet. Dette beløb var den officielle anledning til senatshøringen i 1946. Hughes forsvarede sig effektivt, afslørede Brewsters interesser i Pan-Am og satte prikken over i’et ved at flyve Hercules over havnen i San Francisco for første og eneste gang. Han udvandrede fra høringen og bestilte en flåde af jetfly til TWA. Men han vendte aldrig rigtigt tilbage til hverken driften af sit firma eller instruktørrollen i Hollywood.

OGSÅ Scorseses film skildrer dette. Vi slår første gang følge med Hughes (Leonardo DiCaprio) i 1927, da han bruger uhørte summer på at producere og instruere krigsflyverfilmen Hell's Angels (1930, da. Giganternes kamp), først som stumfilm, siden med lyd på. Industrien var skeptisk, men filmen tjente sig så meget ind, at Hughes kunne skabe gangsterdramaet Scarface (1932) og den lurvede western om Billy the Kid, The Outlaw (1943, da. Vestens udstødte), der i realiteten havde ét formål: at vise verden Jane Russells bryster.

   Hughes var så betaget af disse, at han personligt tegnede Russells bh og lagde mindst lige så megen omhu i arbejdet, som når det gjaldt hans prototyper til fly. I 1948 købte Hughes RKO-studiet og fortsatte i mange år som producer, også i Las Vegas-tiden. Det er ikke med i Scorseses film.

DENNE finder sin røde tråd i Howards forhold til kvinder, først og fremmest Katharine Hepburn (Cate Blanchett), som han prøvede at bo sammen med, og Ava Gardner (Kate Beckinsale), som han drev til vanvid ved at installere mikrofoner i soveværelset.

    Der er pyntet gevaldigt på disse historier. Til gengæld bliver forholdet til Jane Russell stort set ikke berørt. Russell levede stadig, da The Aviator blev produceret. Hun var 83 år i 2004 og frabad sig mere slibrig opmærksomhed i forbindelse med The Outlaw. Hun blev Hughes’ protege som 19-årig. Få stjerner havde sværere ved at sparke sig fri af debuten.

SCORSESE bruger megen tid på at genskabe Hollywood omkring 1930. Som kontrast ser vi Howard træde i karakter og være i sit element, når han sidder i cockpittet oppe i renheden. En dramatisk nødlanding på golfbanen i Beverly Hills er et sætstykke efter klassisk model. Huse skæres over, haver pløjes i stykker, Hughes er døden nær i flammerne. Da han vender tilbage, er han i højere grad, som man sædvanligvis ser ham.

   Endelig bliver det fysiske sammenfald fuldstændigt. I de første scener tænker man, at den spinkle DiCaprio slet ikke ligner. To timer senere, da han vidner for senatskomiteen, har skægget og hatten gjort deres. DiCaprio ligner nu Hughes så meget, at han kunne være trådt direkte ud af den nyhedsrevy, som findes og dokumenterer processen.

EFTER begyndelsens Hollywood-fabler, den skinnende støj og de spraglede farver, er det i sygdommen og særhederne, at The Aviator finder sin form. Det er ærlig talt ingen stor film, mere et svært diverterende pausesignal fra outsiderinstruktøren, der ikke engang med den lige så kulørte, men vægtigere Gangs of New York (2003) formåede at charmere det amerikanske filmakademi. I 2004 var Scorsese nomineret til 11 Oscars for The Aviator.*

   I de bedste scener er DiCaprio alene med sin angst for moderens trusler om tyfus og kolera. »You are not safe.« Og fordi man i detaljer følger Hughes’ afsindige renlighedsrutine, bliver det forbavsende spændende at se ham trodse dæmonen, stave til »quarantine« og bide kvalmen og panikken i sig.

   Den korrupte senator Brewster (Alan Alda) har hørt rygter om et totalt sammenbrud, da han inviterer Howard til frokost og sætter et fedtet fingeraftryk på hans glas. Han skuffes, da Hughes bare drikker og smiler. I korridoren bryder den store mand sammen, gisper og sveder, men han har stået distancen mod alle odds.

DICAPRIO er overvældende god i rollen. Også Cate Blanchetts Kate Hepburn gør indtryk, men er dog mere som et revynummer. DiCaprio står dér og skælver i blitzlyset. Benene ryster, sved springer frem, men han smiler stort og energisk. Ifølge bøgerne var milliardæren en fuldkommen samvittighedsløs og mildt utilregnelig forretningsmand, der forfulgte sit mål med alle midler. Han skal have haft en andel i Watergate-skandalen og ført omfattende politisk lobbyvirksomhed fra sin bakteriefri etage.

   Alligevel er der meget ved Scorseses portræt, som virker sandfærdigt og overbeviser, i det mindste på mytologisk niveau. Det er sikkert og vist, at processen mod Howard Hughes blev ført; at han vidnede som i filmen og brugte uger på at konstruere den optimale bh til Jane Russell. Den sære mand var ingen højkulturel McKinley-Møller. Alligevel deler de visse træk. Et projekt som Operaen kunne sagtens være udtænkt i tusmørkesuiten på Desert Inn Hotel.

THE Aviator er i det mindste meget underholdende. Projektet blev påbegyndt af Michael Mann, som hellere ville lave Los Angeles-krimien Collateral (2004), men fungerede som producer på Hughes-filmen. Mann og Scorsese har sammen skabt en slags popcornudgave af Citizen Kane. Det er slet ingen ringe bedrift.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

*) 2002 var Gangs of New York Oscar-nomineret i 10 kategorier, men modtog ikke en eneste pris. The Aviator vandt i 5 kategorier: Best Cinematography (Robert Richardson), Supporting Actress (Cate Blanchett), Film Editing (Thelma Schoonmaker), Art Direction (Dante Ferretti) og Costume Design (Sandy Powell). Først i 2006 lykkedes det for Scorsese at lande de tungeste kategorier. The Departed modtog Academy Awards for Best Picture, Director, Adapted Screnplay og Film Editing. Howard Hughes' Hell's Angels var nomineret for Best Cinematography  (Harry Perry, Tony Gaudio), da The Academy of Motion Picture Arts and Sciences uddelte sine Oscars for tredje gang. Det skete den 5. november 1930 på The Ambassador Hotel i Los Angeles. Hell's Angels tabte til dokumentarfilmen With Byrd at the South Pole, som Joseph T. Rucker og Willard Van der Veer havde fotograferet på stedet. Der var 6 nomineringer til musicalen The Love Parade (1929, da. Prinsgemalen) som Ernst Lubitsch havde instrueret med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald i hovedrollerne. Årets film var dog Lewis Milestones All Is Quiet on The Western Front (da. Intet nyt fra Vestfronten). Filmatiseringen af Erich Maria Remarques (anti)krigsroman vandt for Outstanding Production – som Best Picture-kategorien hed i 1930 – og Best Director.  

The Aviator. Instr.: Martin Scorsese. Manus: John Logan. Foto: Robert Richardson. 170 min. USA 2004. Dansk premiere: 28.01.2005.

Fotos: Forward Pass/ Appian Way/ IMF/ Initial/ Warner Bros./ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab/ FilmAffinity/ Smithsonian Institution/ Wikiwand/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.02.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.01.2005

Terrence Malick: Knight of Cups (2015) [Moderne mestre]

DEN VERDSLIGE PILGRIM

En film om at vågne op til sit liv

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det bedst, hvis en film lader billederne tale. Fortællerstemmen hører dog med i Terrence Malicks Knight of Cups.

   Rick (Christian Bale) er manuskriptforfatteren – og ridderen fra det tarotkort, der har givet filmen titel – som vandrer gennem en serie erindringstableauer, mens fem-seks kvinder driver ind og ud af hans liv: Cate Blanchett, Natalie Portman, Isabel Lucas, Freida Pinto, Imogen Poots, Teresa Palmer.

   Et andet spor følger Ricks forhold til sin far (Brian Dennehy) og bror (Wes Bentley). De skændes for det meste om en død bror og en savnet mor. Alt er skildret i kameracirkler, som kun strejfer de enkelte situationer. Det er uvist, om prinsen finder den perle, som kongen sendte ham ud for at hente.

   Rick har succes, men han nyder den ikke. Han bader sig i verdslighed. Han vågner til sit liv, og filmen skifter tone. »Alle disse år, hvor jeg levede en andens liv,« siger forfatteren, som har fundet askesen.

   Jorden ses fra rummet, Bale og Portman bader ved Malibu. Flere tarotkort bliver lagt eller spillet, men forklaringsmodellen er gennemført kristen. Der citeres især fra John Bunyans allegoriske skrift om The Pilgrim’s Progress (1678, da. En Pilgrims Vandring).

   Formen er fuldkommen original. I det mindste så meget er sikkert.

TERRENCE Malick (f. 1943) lavede tidligt to stykker americana med dybe mytologiske rødder. Badlands fra 1973 følger et ungt par (Martin Sheen og Sissy Spacek) på et mordtogt gennem South Dakota.

   Filmen var baseret på sagen om Charles Starkweather og Carli Ann Fugate, som dræbte 11 personer »i virkeligheden«. Det er den samme episode, som Bruce Springsteen bruger på albummet Nebraska (1982), hvor titelsangen citerer Starkweathers forklaring.

   Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden) foregår i Texas i 1916. Richard Gere og Brooke Adams foregiver at være søskende, da de tager arbejde hos Sam Shepard. Det er en moderne syndefaldsmyte. I Shepards sidste tid har de tre virkelig en slags »himmelske dage« i kornhavet under det store blå.

   Billedsiden citerer malerne Edward Hopper og Andrew Wyeth, mens Ennio Morricones score bearbejder temaer fra Camile Saint-Saëns og er isprængt autentisk folkemusik i Joe Hill/Woody Guthrie-traditionen, fremført af Leo Kottke.

   Begge film gør brug af en kvindelig fortæller. Det er ikke, fordi de forklarer tingene 1:1, men de sætter dem i perspektiv.

EFTER Days of Heaven var Malick tavs i tyve år. Imens opstod myten om den sidste nulevende mester. Malick har ikke udtalt sig siden 1979 og giver stadig ikke interviews. Sådan blev han filmens svar på Thomas Pynchon.

   The Thin Red Line (1998, da. Den tynde røde linje) var baseret på James Jones’ roman. Her blev Stillehavskrigen sindbilledet på alle krige. Der var nu et helt kor af uenige stemmer. The New World (2005, da. Den nye verden) skildrer mødet mellem John Smith og Pocahontas. De har ikke noget fælles sprog, men taler alligevel til hinanden.

   The Tree of Life (2011) bliver betragtet som hovedværket. Malick fortæller sin egen familiehistorie fra 1950ernes Texas, men han gør det i en kosmisk form, som griber tilbage til verdens skabelse – der er en tyve minutter lang sekvens med Big Bang, urtid og dinosaurer – og slutter på bredden ved sjælenes hav.

   Filmen er vildt ambitiøs, stilistisk storslået og meget patetisk. Formen er en fuga, atter med megen voice over. Det spiller næsten ingen rolle, hvem stemmerne tilhører. Alt liv synes at være det samme.

DER er delte meninger om To The Wonder (2012) og Knight of Cups. Begge film skildrer en enkelt mands livrejse, både på et indre plan og i den taktile virkelighed, hvor kvinderne bliver fysiske manifestationer af miraklet. Begge er en blanding af det dybe og dybt banale. Begge ligner fraklip fra The Tree of Life.

   Alle tre film bryder med det foreskrevne fortællemønster. De kronologiske krumspring er det mindste af det hele. Stemmerne, der taler og hvisker på lydsporet, eksponerer ikke, som man er vant til. Det er indre monologer i traditionen fra den litterære modernisme.

   De forholder sig kommenterende til det viste liv på billedsiden. Det er både smukt og trættende. Sproget er stort og kan virke pompøst. Der er end ikke tilløb til humor og fortrolige henvendelser.

FANS af den evangeliske form taler henført om en unik liturgi hos den sene Terrence Malick. Jeg kan sagtens se, hvad det er jeg skal se, og give mig hen til de svimlende billeder, som husfotografen Emmanuel Lubezki (Birdman, The Revenant) har skudt i sin signaturstil.

   Jeg kan glæde mig til Weightless, som bliver næste afsnit af Malicks metafysiske film fleuve. Men i Days of Heaven kunne jeg undre mig over miraklet. I den forklarede form kan jeg bare betragte.*

   Disse film er som vinduer i en kirke. Set indefra er der brændende farver. Set udefra er der bare mat glas.

*) Song to Song (2017) havde længe Weightless som arbejdstitel. Filmen foregår i musikmiljø i Austin, Texas, og følger tre sammenflettede parforhold over tid. Der er både faste tropper fra Malicks ensemble og nye ansigter på rollelisten: Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara, Cate Blanchett, Natalie Portman, Val Kilmer. Sangerinden Lykke Li spiller sangerinden Lykke Li. Endvidere medvirker musikalske venner som Patti Smith, Iggy Pop, Florence Welch, John Lydon, Flea og First Aid Kit. Desværre blev scener med Arcade Fire, Iron & Wine og Fleet Foxes fjernet fra filmen. Christian Bale var på settet i tre dage, men optræder ikke i den færdige film, som ikke så langt ude er i familie med Michael Winterbottoms 9 Songs (2004).

   Song to Song fik verdenspremiere på SXSW-festivalen i 2017. Som det eneste Malick-arbejde er den aldrig  distribueret i Danmark. Selv iMax-dokumentaren Voyage of Time (2016) nåede danske biografer ad åre. Men ikke Song to Song. Malick-aktien stod i lav kurs ved 10ernes slutning. Scenen var således ryddet og klar til det kritiske comeback med A Hidden Life (2019). 

Se også Store filmatiseringer: The Thin Red Line (1962/1998) og Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre].

Knight of Cups. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Emmanuel Lubezki. 118 min. USA 2015. Dansk premiere: 24.03.2016.

Fotos: Dogwood Films/ Waypoint Entertainment/ Broad Green Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2016